13. februar 2011

Venstreintellektuelle: Problematisk at DR skal formidle en kristendomsbaseret danskhed

Når det røde status quo anfægtes, er det udtryk for ‘politisering’. Personligt havde jeg foretrukket privatisering. Fra Information – Danmarks Radio er nu officielt kristen.

“I den foregående aftale fra 2007 var DR blot forpligtet til at formidle »den danske kulturarv«, men i den nye kontrakt, som stationen i forrige uge indgik med Kulturministeriet og forligspartierne bag Medieaftalen, indskærpes det nu, at DR skal lægge særlig vægt på formidlingen af »den kristne kultur-arv«…

Det nye krav møder stærk kritik fra en række meningsdannere, der advarer politikerne mod at føre korstog med Danmarks Radio som spydspids.

»Det er en måde at tage os allesammen som gidsler i et nationalistisk kristent projekt,« siger lektor i religionshistorie ved Københavns Universitet Mikael Rothstein.

»DR skal være vores allesammens, og hvis man lægger sig på en bestemt ideologisk og værdimæssig linje, så risikerer vi, at DR ikke længere virker samlende, men ekskluderende…« siger han…

»Samlet set sender det et signal om, at folk der ikke er kristne, heller ikke hører til i Danmark, og det er et ærgerligt signal at sende. Jeg troede endelig, vi var kommet i gang med at snakke om, hvor vigtigt det er, at vi formulerer det fælles samfund som et sekulært samfund, der ikke privilegerer én bestemt religion eller ét bestemt parti, men tværtimod har til opgave at beskytte alles tanke- og talefrihed.« …

Professor og dr. phil. Frederik Stjernfelt undrer sig også over betoningen af det særligt kristne i public service-aftalen…

»En bekendelse til oplysningstraditionen ville omfatte, at man var forpligtet til at orientere om alle de forskellige verdensreligioner, og det er for mig public service. Problemet med den nuværende formulering er, at den lægger hovedvægten på danskhed med kristendommen som den eneste internationale undtagelse. Og det er en mærkelig skævvridning,« siger Stjernfelt…”

Oploadet Kl. 19:44 af Kim Møller — Direkte link55 kommentarer


1. januar 2011

“Intet er løst globalt, hvis Danmark bevarer sin rigdom ved at ‘vinde’ over andre lande…”

Hvorfor egentligt grundlægge Fri Debat, hvis man mener enhver strid har to tabere, og vi globalt set har ‘fælles interesser’. Idehistoriker Malene Busk lyder som en desillusionerede betonmarxist. Fra radioklumme på P1 – Tænk globalt, ikke provinsielt.

“Men det er jo en global verden som Danmark er en del af. Og dens temaer er skrækindjagende presserende: Klimaændringer og ressourceknaphed. Pinligt voksende ulighed mellem rige og fattige. En hæsblæsende global kapitalisme hvor bundlinjen trumfer alle andre rationaler…

National politik forslår oftest som en skrædder i helvede, den giver ikke mandat til at gøre noget i den store sammenhæng, blot til at skændes om hvem der er bedst til at tilpasse sig den. Vi taler som om, politik handler om hvem der er bedst til at gøre os til tjenere for økonomien, i stedet for at få økonomien til at tjene de mål menneskerne sætter sig. National politik italesætter vores valg som et valg mellem to forskellige holdkaptajner, der hver har deres bud på hvordan lige netop ‘danskerne’ kan vinde en overlevelseskamp over alle de andre folkeslag. På den globale kapitalismes ukontrollable præmisser: Den enes død, den andens brød. Konkurrencens produkt er altid vindere og tabere.

Men det er jo dér globaliseringen må vække os: når vi på alle måder er afhængige af hinanden verden over, økologisk, økonomisk, socialt, kulturelt, så er der kommet et nyt ‘vi’, som kræver demokratiske talerør, indflydelse, samarbejde og solidaritet, ikke mere konkurrence i et gammeldags spilfægteri. Alle bliver tabere, hvis ikke vi indser, at vi har fælles interesser. Intet er løst globalt, hvis Danmark bevarer sin rigdom ved at ‘vinde’ over andre lande der fastholdes i fattigdom. Fattigdom, hvor som helst på kloden, er også blevet ‘vores’ fattigdom.

Klimaændringer hvor som helst er også ‘vores’ klima. Nederlag i arbejdet for retfærdighed, menneskerettigheder, demokrati og fredelige konfliktløsninger er også ‘vores’ nederlag. Der er ikke mere plads til dobbelte standarder, hykleri og snævertsyn.

Der er to væsentlige goder som den globale wild-west kapitalisme ikke kan producere af sig selv. Frihed og lighed…

Højrefløjen definerer økonomisk frihed som et mål i sig selv. De frie markedskræfter producerer som bekendt reel ulighed og reel ufrihed for størstedelen af klodens befolkning. Det er den liberalistiske højrefløjs frihed. De modsvares af konservative og nationalistiske strømningers definition af lighed som enshed, som en kulturel identitet. Værdier lanceres som ‘os’ overfor ‘dem’, som social kontrol og traditionelle fællesskabers genkendelighed. Frihed for hvert enkelt menneske til at leve sit liv kommer dermed under dobbelt beskydning: som økonomiske gladiatorer og under sociale gruppeidentiteter.

Venstrefløjen burde derimod snarere definere økonomisk frihed og lighed som et middel til menneskelig frihed og lighed. Man kunne ønske at også den hjemlige venstrefløj kunne gå til valg på at skabe sammenhæng mellem den lokale og den globale kamp for et solidarisk og demokratisk alternativ til blind udbytning af både natur og mennesker. Frihed, lighed og økologisk broderskab – intet mindre.”

Oploadet Kl. 15:00 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


22. september 2008

Konference om multikulturalisme blotlægger ideologiske blokeringer på venstrefløjen

Lørdagens konference på Borups Højskole arrangeret af Danske skønlitterære Forfattere var ikke helt spild af tid, men havde først og fremmest interesse i forbindelse med et studie af venstrefløjen. Emnet var Multikulturalisme, ytringsfrihed og menneskerettigheder, men selvom talerne alle var intelligente og veltalende, så var det meget lidt de kunne bidrage med i forhold til emnet.

Jens-Martin Eriksen lagde ud med at tale om Offentlighed og multikulturalisme, og han forblev højdepunktet. Konklusionerne var afdæmpede, men ikke venstrefløjs-apologi. Den multikulturelle utopi problematiseres med udgangspunkt i konkrete eksempler.

Professor Frederik Stjernfelt talte om Det antropologiske kulturbegreb og multikulturalisme, og havde nogle yderst relevante betragtninger i forhold til multikultur, men der var stor divergens mellem hans fundamentale skepsis i forhold til multikultur, og hans personlige præferencer udi det rent politiske – hvad desværre prægede hans analyser.

Stjernfelt og Eriksen udgiver om kort tid Adskillelsens politik, og den bliver nok en af undertegnede julegave-ønsker, selvom sidstnævnte forfatter, trods det høje reflektionsniveau og dybe forståelse for problemets natur, reelt er en del af problemet. Universiteterne har rigeligt med tre-kvarte Bæk Simonsen’er, men hvor er forskeren der åbent tager konsekvenserne af egen analyse.

Informations chefredaktør Palle Weis talte Om pressens strategier mod censur og selvcensur, og erkendte indledningsvis, at han tog fejl i forhold til Muhammedtegningerne. Tiden har vist, at de var berettiget, men i lighed med Stjernfeldt gik det hurtigt over i tom snak og politisk positioneren. Her var ingen løsningsforslag, men en masse tåbeligheder, såsom postulatet om en lighed mellem Dansk Folkeparti og islamisme. Grundlovens fremmeste fortaler sammenlignet med demokratiets definitoriske modsætning.

Der blev talt en del om en ‘moderat’ tredje vej, og det må være Tøger Seidenfadens: ‘Ja vi har ytringsfrihed, men…’ Den tredje vej er glidebanen til nye niveauer for krænkethed – islamisering som skiver på en salami.

Den svenske Muhammedtegner Lars Vilks talte også (ikke-annonceret), og da han i lighed med Kurt Westergaard udspringer af et venstreorienteret kunstnermiljø, så kunne han tillade sig at tale mere frit fra leveren. Hvis bare den øvrige venstrefløj havde haft samme mod.

Tina Magaard skulle have talt om Strategien for Organization of Islamic Congress… i kampen mod FNs menneskerettigheder, men det blev en overordentlig pinlig affære. Hun indledte sit oplæg med at fortælle, at hun havde boet i Frankrig i femten år indtil hun kom til Danmark i 2005, og så gik hun ellers til angreb på den danske debat. Det hele opsummerede hun på tavlen med et skema, hvor hun opdelte Danmark i to lejre – de højreorienterede og de venstreorienterede. Førstnævnte stod for nationalisme, racisme, intolerance – sidstnævnte for plusord såsom multikulturalisme, tolerance og frisind. Taletiden blev således brugt på at placere sig selv på den gode venstrefløj, og hun følte flere gange behov for at understrege, at hun var motiveret af sympati for moderate muslimer og undertrykte kristne i arabiske lande. Konkret stillingtagen til Danmark anno 2008 var ikke-eksisterende, og jeg følte mig hensat til gymnasietiden, hvor kvindelige SF-lærere også angreb enhver form for borgerlighed fra katederet.

Jeg vidste udemærket at hun var venstreorienteret, men der et eller andet helt galt med den akademiske verden, når en af de mere fornuftige forskere, spilder konference-deltagernes tid med etiketter. Paradoksalt nok, så indledte hun med generel afstandtagen fra mediernes brug af kategorier. Problemet var reelt ikke den polariserede debat og mediernes citatbrug, men det at forskerkollegaer qua hendes islamkritik kunne få det indtryk at hun var højreorienteret.

Myten imødegik hun med diverse hadske udfald mod højrefløjen (ikke-defineret), ingen var mere “anti-national” end hende, og så kunne hun ellers fortælle at hun havde fået trusler fra to DF’ere. Det skulle næppe forstås som medlemmer af Dansk Folkeparti, men var blot et synonym for ond racistisk højrefløj. Man græmmes, og hun må virkelighed have gjort sig sine erfaringer med anvendt islam, når hun med sin manglende civilcourage trods alt ikke jagter lektoratet med kulturrelativistisk abstraktion.

Nu kunne det ikke blive værre tænkte jeg, og det gjorde det så.

Næste taler var ateisten Malene Busk, der skulle tale om Venstrefløjens historiske konception af multikulturalisme, men det blev aldrig relevant. Hun kunne næsten ikke få sig til at bruge I-ordet, og talte derfor mest om den kristne højrefløj i USA og Dansk Folkeparti. Hun talte indforstået som frisindet venstreintellektuel til frisindede venstreintelletuelle – bemærkelsesværdigt, når nu 1/3 af salen var fyldt med borgerlige bloggere fra de nordiske lande (herunder Sara Azmeh Rasmussen – frafalden muslim, lesbisk). Hun lancerede udtrykket “anti-racistisk islamkritik”, og pointen var som hos åndsfællen Magaard, der talte om “hyper-nationalisme”, at enhver form for borgerlig islamkritik var lettere fascistoid. Man forstår fint formålet med insinuationerne, for når nu historien har vist at det ikke er socialisme der skaber velfungerende demokratiske nationalstater, så må man jo associere national-borgerlighed med totalitarisme. De er givetvis klogere end de giver udtryk for.

Jeg forlod arrangementet efter Busk, men det siges at Eva Maria Lassen fra Institut for Menneskerettigheder var endnu værre.

Tilbage står et indtryk der ikke vil forsvinde sådan lige. Jovist påvirkes venstrefløjens intelligensia af virkeligheden, men der er væsentlige ideologiske blokeringer, som bevirker, at nye erkendelser kommer modstræbende – for lidt, for sent, så at sige.

(Eriksen, Magaard, Vilks, Lassen, Stjernfelt og Busk)

Apropos.

  • 26/4-07 Uriasposten – Idehistoriker Malene Busk gav en opvisning i politisk korrekt religionskritik.
  • 21/9-08 Snaphanen – »Jeg forsager Dansk Folkeparti og alt dets væsen« (Snaphanens referat).
  • 

    26. april 2007

    Idehistoriker Malene Busk gav en opvisning i politisk korrekt religionskritik

    Forfatterne Jens-Martin Eriksen, Frederik Stjernfelt og idehistoriker Malene Busk mener der er for meget religion i det offentlige rum, og har grundlagt webloggen Kritisk Fornuft. Sidstnævnte (der er adjunkt på Københavns Universitet), var gæst i gårsdagens Krause på tværs, og det blev en opvisning i politisk korrekthed.

    I små halvanden time talte hun om problemet med religioner som sådan, men kunne næsten ikke få sig selv til at sige ordet ‘islam’. Når hun havde de store idehistoriske betragtninger fremme, så definerede hun fint problemet med islam, men talte så om den kristne højrefløj i USA, Indre Mission og præsterne i Dansk Folkeparti.

    Her lidt fra dialogen. Bemærk hvorledes Krause-Kjær næsten tvinger lidt virkelighed frem…

    Malene Busk: … ikke at reproducere nogle rigide, dominerende, autoritære strukturer der berøver al frihed. Det kan eksempelvis være at der er en guru man ikke må sige imod, så bliver man skammet ud af gruppen, eller det kan være at man ikke kan lide – at man simpelthen, at hårene i nakken automatisk rejser sig i nakken på een, når man ser folk marcherer i takt, om det så er i Nordkorea eller i Hitler-Tyskland, eller i det gamle Sovjet, eller det er folk i en af de der mega-churches i USA, hvor de alle sammen står og raller i gudsfrygt. Der står ti tusinde mennesker og overgiver sig til en sådan tv-prædikant, hvor hele den her gruppe-manipulation står som sådan et fascistisk greb, som der er grund til at være kritisk overfor, hvorend man end møder det. De to fløje på venstrefløjen har kunnet samarbejde om mange ting.

    Niels Krause-Kjær: Altså fløjen som var anti-imperialistisk, og fløjen der var anti-fascistisk.

    Malene Busk: Begge fløje har jo lidt begge dele, men de ligger vægt på noget forskelligt, og det gør den forskel, har så sprunget ud i lys lue nu her.

    Niels Krause-Kjær: På hvilken måde? Prøv at beskrive hvad.

    Malene Busk: Den er jo sprunget ud på den måde, at man kan se, at i både Frankrig, Danmark og England – de tre lande jeg nu ved mest om, lad mig sige dele af venstrefløjen går ind og omfavner nogle proto-fascistiske – i min optik – jeg tilhører nok den anti-fascistiske venstrefløj ik’. Man har omfavnet nogle ideologier, nogle religiøse ideologier, som går ud på mandlig dominans, dødsstraf, autoritær godtroenhed over for hellige bøger og så videre.

    Niels Krause-Kjær: Hvem er det? Hvem er det som omfavner hvad?

    Malene Busk: Ken Livingstone for eksempel, som er Røde-Ken.

    Niels Krause-Kjær: – Borgmesteren i London.

    Malene Busk: Netop – borgmesteren i London. Har haft møder med den her type meget konservative, ultra-konservative imamer, og det har været lidt ud fra devisen – jamen, hvis han siger han repræsenterer et diskrimineret mindretal, jamen så er han også god, og så er hans synspunkter også gode, og det samme er sket i Frankrig, hvor det har været venstrefløjen der var med til at anlægge sag mod venstreorienterede satiriske ugeblade, som har gået ind og kritiseret alle religioner. Altså jødedommen, kristendommen, hinduismen – islam, whatever, og gået ind og anlagt sag imod dem for racisme og sådan nogle ting.

    Niels Krause-Kjær: Har vi set noget lignende i Danmark?

    Malene Busk: Ja, det har vi da. Enhedslistens Asmaa – hvad hedder hun? Øhh ja.

    Niels Krause-Kjær: Asmaa er hende som havde et program på DR2, hvor hun var iført tørklæde, og hvor hun nu stiller op til folketinget for Enhedslisten, og som nu senest har givet en diskussion om, kan hun hvis hun bliver valgt, kan hun stå på folketingets talerstol iført tørklæde, og det mener blandt andet Søren Krarup fra Dansk Folkeparti, at det kan hun ikke. Det svarer til man stod med et nazistisk symbol. Det har givet noget – det er hende vi snakker om.

    Malene Busk: Jaja, det er hende vi snakker om. Det mener jeg så godt hun kan. Fordi jeg mener diskussionen skal tages i ide-diskussionen, og ikke i forbud.

    Kæden hopper tydeligvis af for Malene Busk. Hvis religion er et problematisk fænomen, så må islam pinedød være problemet over dem alle. Hvis religiøse symboler i det offentlige rum er problematiske, så bliver det næsten umuligt at overgå Asmaa’s planlagte tørklæde-stunt fra folketingets talerstol (og ja, jeg håber hun kommer ind).

    Man kan ikke mene religionerne er proto-fascistiske, baseret på en definition af islam, og herefter frikende Asmaa Abdol-Hamid, fordi hun mener kritikken kun må foregå på et abstrakt niveau. Ikke mindst når samme bruger meget af sin taletid på konkret at gå i rette med Dansk Folkepartis præster.

    Søren Krarup blev i praksis politianmeldt for at give et konkret eksempel, og det gør ikke det hele bedre at Abdul Wahid Pedersen stod bag en af sigtelserne. Den 16. februar i år talte han på P1 om Kenneth Kristensen fra Dansk Folkepartis “konstante heilen”.

    En af personerne citeret herunder blev iøvrigt også anmeldt. I mine ører siger de helt det samme.

    “De samfund, der tager religionen mindst alvorligt, er de samfund, der klarer sig bedst.” (Malene Busk, idehistoriker)

    “Når man sætter idiotiske religiøse hensyn over fornuften, så udvikler man et tabersamfund…” (Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti)

    Sjældent har en god sag være slettere repræsenteret, og i den virkelige verden er en forskeraktivist som Malene Bush en integreret del af problemet. Hun vil befri os fra en sekulariseret kristendom der fungerer, men If it ain’t broken – don’t fix it.

    PS: I næste uge har samme program Mikael Rothstein som gæst. Emnet er her forskningsfrihed, og der er således lagt op til en mere offensiv islam-apologi.

    Oploadet Kl. 20:13 af Kim Møller — Direkte link60 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper