Berlingske har talt med internetsociologen Vyacheslav W. Polonsky, der mener sociale medier ikke bare demokratiserer debatten, men også ændrer demokratiet til det værre. Den hårde tone skræmmer de ‘midtsøgende’ væk, og gør det umuligt for politikere at følge ‘flertallets vilje’, der i princippet kunne være “en højrøstet bøvs fra et algoritmefremhævet mindretal”.

Trump og Brexit-kampagnen bruges som eksempler, og der er også kritiske ord fra Institut for Menneskerettigheder, der påpeger at halvdelen holder sig væk fra værdipolitiske debatter på grund af netdebattens uforsonlige karakter. Det medieforsker Lars Holmgaard Christensen kalder for ‘tavshedens spiral’.

Demokrati var i det hele taget nemmere før internettet gav almindelige mennesker et talerør. Internettet giver ytringsfrihed til pøblen, og er derfor er yderst problematisk, må man forstå. Fra Berlingske – Er de sociale medier ved at smadre demokratiet?.

“Da befolkningen i næsten hele Mellemøsten i 2011 gik på gaden med slagord og protester mod deres despotiske ledere, talte omverdenen henført om ‘Facebook-revolutionen’. De sociale medier havde spillet en undertrykt befolkning et magtfuldt demokratisk redskab i hænderne. Det arabiske forår var kommet. En sejr for demokratiet!

Seks år senere er det arabiske forår forvitret i opløste stater og endeløs krig. Og de sociale medier ses af stadig flere ikke længere som en demokratisk mulighed snarere det modsatte. I takt med at Facebook og Twitter har bevæget sig ind i deres besværlige teenageår, er de kritiske stemmer taget til:

De sociale medier er en trussel mod demokratiet; en ødelæggende kraft, som trods alle sine iboende kvaliteter har vist sig at bringe kaos, ekstremisme og udemokratiske tendenser med sig, siger de mest bekymrede. …

‘Valgkampagnerne sidste år gjorde alting værre, mere ekstremt og mere fastlåst. Hvis en oplysning, som sendes ud på sociale medier, vækker følelser nok og er polariserende nok og det var både Trump- og Brexit-kampagnen virkelig dygtige til så vil det blive delt. Og når en oplysning bliver delt meget, så opfatter folk det som en sandhed. Desværre underbyggede vores research også, at de sociale medier og internettet generelt ikke bare har en forkærlighed for de ekstreme synspunkter, vi har også kunnet påvise, at det er de mest negative synspunkter, som kommer længst,’ siger Vyacheslav W. Polonski.

[…]

De demokratiske institutioner i de fleste lande er formet ud fra et ideal om den dannede, langsommelige, grundige politiske samtale mellem individer, som havde en vis fast base af grundholdninger og -værdier. En samtale, hvor modsætninger mødes, brydes, det bedste argument vinder og konsensus nås til alles tilfredshed. Det holdt endnu vand på radio og TV.

Men på Facebook, Instagram og Twitter er vi underlagt formrestriktioner, som på ingen måde er tilpasset de århundredegamle oplysningstanker. … I et sådant samtaleklima vinder de emotionelle udbrud over fornuftige ræsonnementer. Det skarpe og uforsonlige over det konsensussøgende. Det letspiselige over det fordøjelsestunge. De, der raser, vinder over dem, der glatter ud. …

‘… betyder det basalt set, at de følger flertallet, hvis de lytter til de sociale medier? Eller følger de blot den mest højtråbende minoritet? Afspejler valgresultaterne i virkeligheden blot et øjeblik i tiden en flertalsholdning, som kan være væk om lidt? Vi kan i vores analyser af Brexit- og Trump-valgene se, at den nye teknologi hurtigt bliver en platform for konflikt og udemokratisk propaganda. …,’siger Vyacheslav W. Polonski.”

I den senere tid har Information forsøgt at problematisere Ole Hyltofts virke i DR’s bestyrelse, senest i en artikel med citater fra (Informations klummeskribent) Lasse Jensen, der mente det var ‘foruroligende’, at DR fjernede et fejlcitat om Pia Kjærsgaard fra et P1-magasin. Lasse Jensen er også vært for P1-magasinet Mennesker og medier, der igår var dedikeret sagen.

Ole Hyltoft var gæst, og gjorde det aldeles glimrende. Nuvel – det er kun en Urias-post værd, fordi den indledende debat inkluderer følgende citat.

Lasse Jensen, P1: Lars Holmgaard… Nu sidder vi og prøver at diskutere, det der hedder – kan man fjerne ting fra nettet? Kan man slette fortiden, og du har beskæftiget dig meget med nye medier, og nettet og sådan noget – hvad siger du til den side af sagen?

Lars Holmgaard Christensen, medieforsker: Det er jo lige præcis der, hvor jeg tænker, de der dementier, undskyldninger og den form som DR vælger, er jo et eller andet sted absurd, og det mest påfaldende her, det er, derfor er jeg nødt til at fremhæve det politiske, fordi det er meget meget påfaldende, at det faktisk er højrefløjens talerør Uriasposten dot net, som sikrer at det her fejlcitat, det lever videre på nettet. Det lever i udskrifter på deres hjemmesider. Så altså, det er igen det her klare signal om et martyrium fra højrefløjen, som DR tækkes i den sag her.

Lasse Jensen: Mette Bock.

Mette Bock, Programdirektør DR: Ja, altså, jeg bliver nødt til at afvise fuldstændigt. Den klage blev modtaget, men klagebehandlinge deri, var på redaktionen fuldstændigt som klagebehandlingen fra enhver anden borger. Der er en arbejdsdeling mellem en bestyrelse og en direktion. Hvis bestyrelsen ikke mener direktionen løfter opgaverne ordentligt, så må man skille sig af med en direktion og ansætte en anden. Men når der kommer en klage fra et bestyrelsesmedlem til en direktion, så behandler vi det ikke anderledes end vi ville have behandlet enhver klage fra enhver anden borger, og det er bare meget væsentligt for mig at slå fast i den her sammenhæng.

Kommentar. Hvor venstrefløjen er udelt begejstrede for DR, så er højrefløjen delte i spørgsmålet. De mere socialdemokratiske dele af Dansk Folkeparti og mange (nationale) konservative ønsker et stort kulturbærende DR, og målet er derfor et rekonstrueret DR uden politisk slagside. Her hører blandt andet Ole Hyltoft til.

Omvendt har mange konservative qua erfaringerne med DR helt opgivet troen på public service-tanken, og danner her alliance med de mere ideologiske liberalister – DR skal dekonstrueres. Her hører jeg til.

Hvadenten man tilhører den ene eller den anden fløj, så må kritikken nødvendigvis være baseret på tro gengivelse af konkrete eksempler, og her var Isak Winkel Holms fejlcitering velvalgt.