9. maj 2016

Laissez-faire terrorbekæmpelse: “Hvis du tager passet fra nogen, og de så bliver sure og frustrerede…”

Det siger meget om den liberale nationalstats impotens, at terrorforskere ikke taler om at internere potentielle jihadister, men omvendt anbefaler at de frit kan rejse til Islamisk Stat. At tage passet fra dem vil gøre dem ’sure og frustrerede’, som det så smukt formuleres. I Syrien kan de bekrige danske soldater, før de rejser tilbage til velfærdsstatens ghettoer, og fortsætter kampen med andre midler.

Den ultimative konsekvensløshed beskrevet i Jyllands-Posten – Terrorekspert: Lad de unge rejse mod Syrien.

“Hvis formålet er at forhindre terrorangreb i Danmark, bør myndighederne ikke tage passet fra de unge, der vil til Syrien, men i stedet lade dem rejse.

Sådan lyder vurderingen fra eksperter blot en uge efter offentliggørelsen af den seneste terroranalyse fra Politiets Efterretningstjeneste. I rapporten slår efterretningstjenesten fast, at det kan være risikabelt at bremse folk, der ønsker at rejse til Syrien eller Irak, fordi der ‘i visse tilfælde kan opstå frustration, der kan skabe intention om at begå terror’.

Netop derfor bør man i stedet lade de unge, som ønsker at rejse til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat, beholde passet og rejse af sted mod det krigshærgede land, mener terrorforsker og forskningsleder ved Forsvarshøjskolen i Stockholm Magnus Ranstorp. …

‘Frem for forebyggende at forsøge at forhindre de unge i at rejse, hvorved de dermed kan blive en større trussel i Danmark, burde man hellere lade dem rejse og så i stedet overvåge deres tur gennem Europa, fange dem i Tyrkiet på grænsen til Syrien, få de tyrkiske myndigheder til at sende dem tilbage til Danmark og så retsforfølge dem her i landet,’ siger Ranstorp. …

Hvis du tager passet fra nogen, og de så bliver sure og frustrerede og føler, at alt det, de skulle have lavet i Syrien, bliver de nu nødt til at lave i Danmark, har vi på en måde gjort tingene værre,’ siger Manni Crone, som dog understreger, at der kan være internationale forpligtigelser at tage hensyn til.”

Oploadet Kl. 09:28 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


13. august 2014

DIIS-forsker Lars Erslev Andersen afviser terrortrussel : “Den globale jihadisme er der ikke rigtig.”

Lars Erslev Andersen er næppe helt så uintelligent som Mr. Chance i Being there fra 1979 (da. Velkommen Mr. Chance), så man må vel gå ud fra, at han som andre forskere i lignende stillinger har ideologiske blokeringer. Flere muslimer i vestlige storbyer, vil give flere potentielle jihadister – sværere er regnestykket i virkeligheden ikke. Fra Weekendavisen – Efter Syrien (17. juli 2014; ikke online).

“I følge PETs Center for Terroranalyse (CTA) er terrortruslen mod Danmark fortsat alvorlig. Og særlig én udvikling vækker bekymring: det stigende antal danske, militante islamister, der kæmper i Syrien og Irak. I et notat fra d. 26. juni konkluderer PET, at antallet af danske udrejste nu har oversteget 100, og at mindst 15 har mistet livet.

Det store spørgsmål er, hvad disse veteraner mon finder på, når de vender hjem. Vil de lægge deres militante fortid på hylden? Eller vil de i stedet kaste sig over terrorplaner mod vestlige mål? Ifølge CTA bør man være særdeles bekymret for, at nogle vælger det sidste.

… seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier Lars Erslev Andersen, der forsker i global terrorisme, maner til besindighed: ‘Min vurdering er, at risikoen ikke er så stor. …,’ siger Erslev Andersen.

‘Jeg siger ikke, at der ikke er en risiko, blot at den ikke er så stor. Den er blevet overvurderet. Det tror jeg, at man roligt kan sige,’« siger han. Med den vurdering lægger Lars Erslev Andersen sig på linje med den tidligere leder af britisk MI6, Sir Richard Dearlove, der i sidste uge udtalte, at Vesten i dag kun er ‘marginalt påvirket’ af islamistisk ekstremisme, og at truslen fra ISIS og vestlige kombattanter i Mellemøsten generelt er blæst ud af proportion.

I den seneste rapport om den europæiske terrorsituation fra Europol er truslen fra de hjemvendte, såkaldt foreign fighters, ellers fremhævet som en særlig alarmerende udvikling. Her frygter man, at truslen kan stige eksponentielt, og at Syrien og Irak vil kunne udklække nye generationer af terrorister, som man så det i Afghanistan og Pakistan i 1990erne. Men Lars Erslev Andersen mener ikke, at man kan sammenligne de to.

Det, der adskiller dem, der tog til træningslejre i 1990erne, fra dem, der tager til Syrien i dag, var en psykisk træning, en oplæring, en ideologisk skoling og en kontakt, der blev opretholdt, da de vendte tilbage. Så der var nok en ubehagelig trussel dengang. Sådan er det ikke med dem, der tager til Syrien. … det er korrekt, at nogle måske har fået en træning og lært noget, de kan bruge. Men mange andre kommer måske hjem og har fået en lærestreg. …,’ siger han. …

Erslev vurderer, at truslen fra global jihad er på retur: ‘Den globale jihadisme er der ikke rigtig. Der er ingen tvivl om, at de, der stadig taler for en global jihad, de har USA som fjende og abonnerer på helt samme ideologi, som Osama bin Laden lagde frem. På det ideologiske plan er der nok ikke nogen markant forskel. Spørgsmålet er, om de har ressourcer og kapacitet til at fuldføre det. Og der kan vi se, at al-Qaeda er forkrøblede og svækkede.’ …

‘De udtaler en klar global dagsorden. Men den kan de ikke realisere på nuværende tidspunkt, da de har travlt med at etablere sig territorialt i Irak. De har ikke på nuværende tidspunkt samme infrastruktur, som al-Qaeda havde i Afghanistan,’ siger han. I antologien Terrorisme og trusselsvurderinger, der er udgivet af DIIS tidligere i år, konkluderer Erslev Andersens DIIS-kollega, terrorforsker Manni Crone, tilsvarende: ‘Alt tyder dog på, at den voldelige islamistiske ekstremisme i dag er svækket, og at den islamistiske bølge har toppet.‘.”

(Peter Sellers som Mr. Chance i Being there, 1979)



25. marts 2013

Kobling mellem det islamistiske og det kriminelle miljø – “Man ser et religiøst forbrydervælde for sig.”

I DR Dokumentaren om Stop Islamiseringen af Danmark sendt for nogle uger siden, forklarede PET-chef Jacob Scharf, at han så det som sin opgave at imødegå “de ideologier og den propaganda, der bliver brugt som en del af radikaliseringsprocessen”. Det kan næppe gøres uden at bekæmpe Koranen, muslimernes hellige krigsmanual. Fra Jyllands-Posten – Unge fra bander rejser i krig for islam, der fortæller at 45 muslimer er rejst til Syrien.

“Flere medlemmer af de hårdeste indvandrerbander i København er eller har været i hellig krig i Syrien, og de risikerer dermed at blive voldsomt radikaliseret samtidig med, at de er hårde kriminelle.

»Det er tale om en ny tendens. Disse personer har i forvejen en voldelig kapacitet, og når de vender hjem, har de adgang til våben og sprængstoffer. Det er meget bekymrende, at vi nu ser en kobling mellem det islamistiske og det kriminelle miljø,« siger Jakob Scharf, chef for Politiets Efterretningstjeneste, PET.

Politiet og PET har i flere år været bekymret for, at man på et tidspunkt ville se tættere forbindelser mellem de hårdeste kriminelle miljøer og militante islamister. Frygten er, at indvandrerbanderne kan bruge de færdigheder, de lærer i åben krig, på gaderne herhjemme.

… ifølge Jyllands-Postens oplysninger er der tale om personer fra Blågårds Plads Gruppen fra Nørrebro i København, fra La Raza fra Valby samt gruppen Bloodz, der huserer syd og vest for København.”

Reaktioner.

Man ser et religiøst forbrydervælde for sig. Det skal de ikke have lov til at etablere i mit land.” (Retsordfører Ole Hækkerup, Socialdemokraterne)

“De, der tiltrækkes af konflikten, læser ikke nødvendigvis ideologiske skrifter. De bliver tiltrukket af volden og de maskuline kampe…” (Seniorforsker Manni Crone; DR Online, 24. marts 2013)

“Jeg er personligt meget overrasket…” (Integrationsborgmester Anna Mee Allerslev; DR Online, 24. marts 2013)

“Banderne er udtryk for den voksende ulighed i samfundet. De er tegn på succes for den liberalistiske grundtese…” (Redaktør Niels Kølle; Politiken, 24. marts 2013)

Oploadet Kl. 01:23 af Kim Møller — Direkte link78 kommentarer


19. december 2010

Manni Crones Stockholm-syndrom: Islamisk terror har intet med ‘radikal ideologi’ at gøre

Argumentet er hørt tidligere, men det er altid underholdende når Bourdieu-læsere gør skurk til offer – og omvendt. DIIS-forsker Manni Crone om Stockholm-bomberen i seneste udgave af Weekendavisen – Hvorfor gør de det? (ikke online; via Jens’ blog).

“Sidste weekend lykkedes det som bekendt for en ung svensker af irakisk herkomst at sprænge sig selv i luften midt i Stockholm… Men hvad er det egentlig, der får unge europæiske mænd til at flirte med terror og måske ligefrem sprænge sig selv i luften? Siden London-bomberne i 2005, hvor fire mænd gennemførte selvmordsattentater, er terroristens løbebane blevet beskrevet som »radikalisering«. Før London var terrorister »ekstremister«. Efter London er de »radikaliserede«…

Dette nye fænomen blev hurtigt døbt homegrown terrorism eller på jævnt dansk: hjemmedyrket terrorisme. Men med hjemmedyrket terrorisme fulgte snart begrebet »radikalisering«… Det var ikke længere nok at holde radikale islamister ude. Det vigtige blev nu at forstå, hvad der foregik her i Europa, forstå den proces, som gjorde den helt almindelige skoledreng til den forhærdede terrorist…

Den unge svensker er på mange måder typisk for den måde, terrorisme udvikler sig på i Europa i øjeblikket. Han er også en intern terrorist, for selv om han er født i Irak, er han kommet til Sverige i 1992 og har siden fået svensk statsborgerskab… Efter London-attentatet opstod en ide om, at disse nye »hjemmedyrkede« terrorister også var »selvradikaliserede«, fordi de i mindre grad end tidligere havde kontakt til militante miljøer i udlandet.

… hvordan er det overhovedet kommet så vidt, at en ung svensker vælger at sprænge sig selv i luften? Hvordan er han blevet »radikaliseret«? Radikalisering er på mange måder et diffust begreb. Diverse forsøg på at definere fænomenet er dog ofte skåret over samme læst – noget i retning af: Ung, søgende mand i krise kommer under indflydelse af radikale ideer, som kunne være en radikal variant af islam. I takt med at han bliver mere og mere religiøs, bliver han mere og mere radikaliseret. Herefter begynder han at støtte vold og bliver til sidst i stand til at begå terror.

Det er altså en udbredt ide, at en væsentlig drivkraft bag radikalisering er radikale ideologier… Men intern terrorisme betyder netop, at fænomenet ikke er så fremmedartet, som det måske umiddelbart kan se ud. Hvis man kaster et nærmere blik på de seneste terrorsager i Danmark og udlandet, er der ikke noget, der tyder på, at det er en teologisk fordybelse, som trin for trin fører lige lukt mod terrorisme. Snarere ser man personer, som er tiltrukket af spænding, sammenhold og den mening med livet, som de finder i ekstremistiske miljøer. I 80erne var det venstreekstremistiske miljøer, der kunne tilbyde denne cocktail…

En af de dømte i den danske Glasvejssag havde efter eget udsagn et stærkt ønske om at handle og komme i kamp. Derfor shoppede han rundt mellem en lang række miljøer, som han håbede kunne give adgang til et militant engagement… Den røde tråd i hans militante løbebane er altså ikke en bestemt ideologi, men netop ekstremismen.

At en person vælger at sprænge sig selv i luften er et fænomen, som med rette vækker forundring. Men trods nye betegnelser som radikalisering og martyroperation er ekstremisme ikke et nyt og ukendt fænomen, men et fænomen, vi kender ganske godt fra vores egen europæiske historie.”

Oploadet Kl. 13:12 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


15. januar 2010

Ikke islam der radikaliserer, men folk der er “interesseret i ekstremisme”, der søger islam

Seniorforsker Manni Crone var gæst i Orientering sidste fredag, og selvom man kunne frygte det værste fra en kvinde som redigerer tidsskriftet Dansk Sociologi, så blev det hele en tand mere virkelighedsfjern end Jørgen Bæk Simonsen på en dårlig dag.

Selvfølgelig sker der nogle sociologiske processer i forbindelse med islamisk terrorisme, der er mennesker involveret, men at tale om, at ekstremisterne tilfældigvis er muslimer er absurd, ligesom overskriften på hele indslaget: ‘Det er ønsket om vold som radikaliserer’. Hvis man ønsker vold er man i forvejen ‘radikaliseret’, og der går en lige linie fra rettroenhed til accepten af vold. Koranen er ganske enkelt en glimrende voldsmanual.

“Teksterne i islam adskiller sig klart fra de øvrige religioners tekster ved i højere grad at opfordre til vold og aggression over for anderledes troende… Det er indiskutabelt, at teksterne opfordrer til vold og terror.” (Tina Magaard, phd: Jyllandsposten, 11/9-05: Islam er den mest krigeriske religion)

Den slags kan man ikke ytre uden at ramme fredelige muslimer, men hvor min generalisering sårer følelser, så kommer Manni Crones manglende forståelse til at koste afrevne lemmer i gadebilledet.

For år tilbage, forklarede forskere, at det ikke var et problem at fundamentalisterne tolkede Koranen bogstavtro, for det handlede jo kun om ord der skulle forstås i en særlig religiøs kontekst. 11. september 2001 gjorde nye begreber nødvendige, og for at afgrænse de moderate fra de rabiate, blev man nødt til at hente ‘islamisme’-begrebet frem, for at kunne forklare eksistensen af politisk islam. Senere fandt forskerne ud af, at mainstream-islam ikke anerkendte denne skelnen, og de måtte herefter forklare bekymrede danskere, at islamisme ikke var et problem i sig selv. Fra de islamistiske miljøer knopskød ikke desto mindre voldsparate Koran-læsere, og vi er således nået til næste nuanceringstrin: salafisme.

Om et par år vil forskere forklare, at ikke alle salafister er uforenelig med vestlig demokrati, og når de til sidst opdager de også her tog fejl, så vil de opfinde nye ikke-belastede begreber. Ligesom forskerne for ti år siden var imod brugen af islamisme-begrebet (fordi det associerede islam med politik/ideologi), så kommer de også her til at gå baglæns ind i brugen af jihadisme-begrebet (der associerer muslimernes ‘indre kamp for fred’ med bombebælter og øksekast). Vil man løse problemet, må man først forstå det, og Manni Crone er ikke en del af løsningen.

  • 8/1-10 Orientering, P1 – Det er ønsket om vold som radikaliserer (Astrid Fischer, 13 min).
  • Delvis transkription.

    P1-vært: Terrorister og unge der er på vej til at kunne blive det, beskrives ofte som stærkt religiøst motiverede, men det mener seniorforsker Manni Crone fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), ikke er rigtigt. Hun forsker i radikaliserede miljøer, og mener, at selvom en religiøs ideologi spiller en rolle for de stærkt radikaliserede, er det ikke den religiøse tilknytning eller følelse, der får dem til at gribe til vold. Astrid Fischer har talt med Manni Crone, om hvad det så er der driver dem…

    Manni Crone, DIIS: Der har været lidt en tendens til, at vi efter 11. september har forstået islam eller islamisme, som det der i en eller anden forstand udløste terror eller førte til terror. Vi har for eksempel forstået radikalisering, som det at komme under indflydelse af en radikal religiøs ideologi, altså i takt med at man blev mere og mere religiøs, så blev man også mere og mere radikal. Det tror jeg, jo mere jeg kender til det her – jeg tror jeg egentligt ikke, det er det der er på spil. Jeg tror religion betyder flere forskellige ting. For det første kan man sige, at det, er det der i en eller anden forstand strukturerer de her miljøer, hvor der er personer, som gerne vil begå terror. Den her religiøse ideologi udgør i øjeblikket sådan den mest provokerende modstandsideologi, der er på markedet i øjeblikket, altså mod det materialistiske samfund, mod det etablerede politiske system, mod uretfærdighed, mod imperialisme og så videre og så videre. Så hvis man er sådan lidt interesseret i ekstremisme, så er det her helt klart det mest oplagte sted at gå hen.

    […]

    Manni Crone: Normalt, så taler vi meget om islamisme, om militant islamisme, men hvis man går lidt mere ned og ser på nuancerne i det her, så kan man godt skelne mellem islamisme og salafisme. Islamisme er sådan en ideologi, en politisk ideologi, som går ind på, at man vil indføre en islamisk stat, og som går tilbage til det muslimske broderskab i Egypten. Det der karakteriserer islamismen, det er at man i høj grad forsøger at fortolke islam ind i nutiden, i den konkrete kontekst, man befinder sig. Hvis man er i i Europa, så ser vi at islamisterne forsøger at definere en europæisk islam, de forsøger at lave en minoritets-sharia, hvor man tager højde for at muslimerne er i mindretal og man derfor ikke kan have en islamisk stat. Salafismen, som de her lidt mere radikale grupper tilslutter sig – det er en lidt anden form for islam, som kommer, sådan i teologisk forstand fra Saudi-Arabien, Jordan, Yemen, og det der er kernen i det her salafisme, det er ligesom mere, det der med at man vil leve fuldstændigt som Profeten og hans [muslimernes profet Muhammed, red.] umiddelbare efterkommere, det er det der er kernen. Det er ikke sådan i udgangspunktet et politisk projekt, det er snarere den individuelle etik, om hvordan vi skal leve. Så er der så nogle salafister, som tilslutter sig sådan en voldelig gren af salafisme, som man kalder jihadisme, hvor det drejer sig om, ja hele diskussionen om selvmord, om selvmord er tilladt, at vold er tilladt, hvor jeg vil sige det politiske forbillede nok mere er noget i retning af det Talibanregime vi så i Afghanistan, eller hen i den retning.

    Astrid Fischer: Men hvorfor er det, så her, lige præcis i denne her ideologi, at de unge samles, hvis du siger, at det måske ikke er ideologien i sig selv, der egentligt er den vigtigste?

    Manni Crone: Når jeg siger at religion ikke er det vigtigste, eller det der udløser det her engagement, så er det fordi, at hvis man går ned og ser på det lidt mere empirisk, hvad er det egentligt der foregår i de her processer hvor folk tilslutter sig de her miljøer, så er der ikke noget der tyder på, at der sidder nogle unge mennesker derhjemme og sidder og studerer Koranen eller ideologiske tekster og så videre og så videre, og så en dag pludselig finder ud af, at nu er de klar til at skride til handling. Man ser faktisk mere det modsatte. Man ser nogle unge mennesker, som er tiltrukket, de er politisk indignerede, de vil ikke bare sidde og tale om de her ting, de vil ud og gøre noget, og derfor så opsøger de simpelthen de miljøer, som er kendt for at have militante synspunkter.

    […]

    Manni Crone: Det vi ser er nogle som søger et militant engagement, som så søger disse her ideologier. Hvis jeg lige må tilføje en ting, så kan man også se, at vi ser lidt at folk krydser over fra andre ekstremistiske miljøer, altså fra venstrefløjsmiljøer omkring Ungdomshuset, autonome, og kommer ind i de her salafistiske miljøer. Eller vi kender også fra Sverige, at personer på den ekstreme højrefløj for eksempel, konverterer til islam, fordi denne her al-Qaeda relaterede ideologi i dag er her hvor det foregår, hvis man er i opposition, hvis man vil provokere, hvis man vil ud og have en militant erfaring.

    Astrid Fischer: … salafistiske miljøer… Hvorfor lige der?

    Manni Crone: Altså salafist, hvis man er mere militant eller ekstremistisk, så kan man sige at de islamistiske grupper i Europa er blevet meget mere bløde, og går meget mere i dialog med myndigheder og så videre, så de er sådan lidt soft. Det er ikke særligt provokerende at tilslutte sig dem. Der skal man over i de her salafistiske miljøer. Det er også her, at man helt konkret har mulighed for at få adgang til, hvis man nu – og det ser man jo ved nogle af de her unge, de vil gerne ud og have noget konkret militant erfaring ved at tilslutte sig nogle grupper i udlandet, hvor man kan komme lidt tættere på det, som nogle af de her vil, og gerne hænge ud med nogle af de store, eller komme i nærheden af nogle våben, spænding, og så videre, og så videre. Der er ikke noget at hente der, i de mere islamistiske grupper, eller for så vidt en gruppe som Hitz ut-Tarir. Der skal man over til de her salafistiske grupper.

    Astrid Fischer: Nu taler du hele tiden om, at de finder et sted at være, eller at de opsøger nogle grupper i udlandet, men er det sådan det foregår, eller ser man også at salafistiske grupperinger i udlandet, for eksempel kunne det jo være Somalia og al-Shabaak-bevægelsen eller al-Qaeda, at de sådan fisker efter unge i de her miljøer, for at få dem over i en mere voldelig retning.

    Manni Crone: … de gerne vil have fat i nogle folk med et europæisk pas dansk… men det er ikke mit indtryk, at det er sådan, at der er en eller anden al-Qaeda person, der rekrutterer decideret, jeg tror mere, man ser i dag, at de her processer går nedefra og op. Altså at unge mennesker, som bor i vestlige lande opsøger de her grupperinger i udlandet. Simpelthen fordi, det er det man ligesom kan gøre, det er det der er det hotte, og så er det jo meget muligt, at når de så har været her ude i nogle lande, og måske har været så heldige, i gåseøjne, at få kontakt med nogle af de her grupperinger, at de så bliver sendt tilbage, og bliver bedt om enten at samle penge, eller sendte flere folk ned, eller hvordan det er. Men det er lidt mit indtryk, at selvom al-Qaeda selvfølgelig gerne vil rekruttere, at det mere i dag er at dynamikkerne går nedefra.

    Astrid Fischer: Men hvis du siger, at det ikke er ideologien, som er den vigtigste drivkraft, så er det jo stadig svært at forstå – hvad er det som de her unge mennesker vil, udover bare handling og spænding. Altså hvad er det der kan få en mand til at bryde ind i Kurt Westergaards hjem, og måske risikere, at, som det nu er sket, at han ender i fængsel, eller selvmordsterrorister, der giver livet for et eller andet. Hvad er det så de vil med det?

    Manni Crone: I stigende grad tror jeg, at man kan forstå det her som en slags ungdomsfænomen, altså det er jo, hvis man ser på de her miljøer, primært unge mennesker, der er i de her miljøer, og vi ved jo at unge i højere grad, måske, flirter lidt med ekstremistiske ideologier, det ved vi jo, hvis vi ser på 30’erne, var der jo unge danskere som flirtede med nazismen. Vi ved fra 60’erne, 70’erne, at mange flirtede med ekstremistiske venstreorienterede og voldelige ideologier. Altså, det er unge mennesker, der kaster sig lidt ud i de her ideologier, og så kommer de ind i nogle miljøer, hvor de får anerkendelse, unge mennesker, og det er især unge mænd, søger også i høj grad, i højere grad, end andre grupper, spænding og udfordrer sig selv, sådan på en lidt ekstrem måde. Enten fysisk eller psykisk. En af de dømte i den der Glasvej-sag, sagde også, at det han havde søgt ved det her, det var blandt andet våben og spænding. Så man kan sige, det har også noget at gøre med, at det her er et ungdomsfænomen. Plus man selvfølgelig får en masse ved at være i de her miljøer, man kommer jo ind i et miljø, hvor der er en meget klar sandhed, nogle meget enkle svar, et godt sammenhold.

    Astrid Fischer: Ud fra så din beskrivelse af, hvad der er der driver de her radikaliserede unge, og kan gøre nogle af de unge til terrorister, og til nogle der begår vold, hvor det ikke er ideologien der ligesom er den udløsende faktor. Hvad er det så man skal gøre for at sætte imod, så de ikke ender med at gribe til vold.

    Manni Crone: Kernen i det her arbejde, det ser jeg egentligt, som sådan et lidt traditionelt politiarbejde. Altså med politi og efterretningstjeneste, og de arbejder jo også præventivt. Hvis man så skal ud og lave nogle sådan lidt mere langsigtede præventive ting, så tror jeg egentligt, at man i høj grad kan bruge nogle af de instrumenter som man allerede har. Altså hvis det her ikke dybest set er et problem, der handler om religion, og det tror jeg ikke det egentligt er, ja, alle de mennesker, som ved noget om unge mennesker – som arbejder professionelt med unge mennesker, som har en faglighed. Jeg tror de er meget godt udstyret til at takle det her problem, langt hen ad vejen.

    

    9. september 2009

    Seniorforsker Manni Crone: “sharia er ikke nødvendigvis udemokratisk”

    Manni Krone er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, og ekspert i radikalisering, herunder blandt andet islamisme og ‘neo-konservatisme’. I anledningen af en høring på Christiansborg igår, var hun her til morgen gæst i P1, hvor hun afleverede en storladen apologi for islamisme. Når det nu var forskernes overordnede pointe, at islamisme er uproblematisk fundamentalisme, så kan man grine lidt over Mogens Lykketoft, der indledningsvis kunne fortælle at de fleste muslimer “afviser fundamentalisme”. Så er der helgarderet.

    90 pct. transkription.

    Jan Falkentoftt, P1: Islamisme, altså den ideologisk-politiske udgave af Islam har forandret sig. Normalt forbinder vi begrebet islamisme med meget radikale kræfter, der ikke kan forenes med vestlige værdier. Islamister er nemlig ordet vi bruger, når vi skelner mellem almindelige muslimer og så de radikale kræfter, der går ind for sharia og andre udemokratiske metoder. Men islamismen i Europa har faktisk udviklet sig, fra at være meget reaktionære og radikale, til at være mere pragmatisk. De radikale kræfter i Islam, som stadig eksisterer, skal i dag, istedet findes i andre grupperinger. Sådan lyder i hvert fald budskabet fra en af de forskere, der igår deltog i en høring på Christiansborg om netop islamisme. Nu kan jeg sige velkommen, og god morgen til dig Manni Crone, som altså er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier… Hvordan har islamisme i Europa ændret sig indenfor de senste årtier?

    Manni Crone, Phd: Altså jeg tror, da islamismen kom til Europa, der var det stadig det her projekt om at man ville lave en islamisk stat, som var baseret på sharia og så videre, og så videre. Men det er ikke det man ser længere. Fordi islamismen har ligesom tilpasset sig den europæiske kontekst. Så det man ser i dag, er for det første, at man ligesom har forladt den her ide om den islamiske stat, og istedet forsøgt at nytænke hvad sharia kunne være. Altså hvad er sharia, når vi ikke længere er i flertal, men i mindretal, og hvad er sharia når det ikke længere er en lov i en islamisk stat.

    Jan Falkentoft: Så man forsøger simpelthen at tilpasse sig et liv i Vesten, kan man sige.

    Manni Crone: Ja, og derfor vil jeg sige, at i dag kan man sagtens forestille sig, at sharia – sharia er ikke nødvendigvis udemokratisk, den kan sagtens tolkes ind i en kontekst, som i et sekulært demokrati… Man er kommet op med et bud på en minoritetssharia, for eksempel, hvor man siger, at hvis sharia, ikke længere er en lov, så kunne man for eksempel forstå det som etik, som reflekterer de love der er i Europa, men alligevel er nogle etiske regler.

    Jan Falkentoft: Men hvis islamismen så ikke på den måde udgør nogen større trussel for demokratiet, hvor søger de radikale kræfter så hen.

    Manni Crone: Ja, altså jeg vil lige sige, at islamismen jo stadigvæk, jeg vil ikke sige, at det er sådan at alle islamister fuldstændigt har de samme værdier, som man kan sige er demokratiske værdier, men man ser faktisk nogle nye grupperinger, som er langt mere radikale. Og hvis jeg skal sige det, lidt kort, sådan, deres politiske model vil nok være noget i retningen af Taliban. De søger så nogle andre steder hen, og det er det man som forsker kalder salafister, eller salafistisk jihadisme, hvis det ligefrem bliver voldelige grupperinger.

    Jan Falkentoft: Men hvorfor er det overhovedet vigtigt at gå ind og nuancere begrebet islamisme?

    Manni Crone: Jamen, jeg tror det er meget vigtigt, fordi vi taler utroligt meget om islamisme i den politiske debat, og islamisme er blevet lidt sådan et – jeg tror mange danskere ved islamisme, som du selv sagde i starten, forstår nogle grupperinger som er imod Vesten, imod demokrati og så videre, og så videre. Der synes jeg det er vigtigt, at vi forstår lidt nogle af de nuancer vi ser, og den udvikling vi rent faktisk ser, som vi taler om. Det der rent faktisk foregår, og ikke bare om nogle billeder vi selv laver.

    Jan Falkentoft: Men hvor vigtigt er det så, at politikerne bruger de rigtige begreber, når de skal ud og kommunikere nogle ting…

    Manni Crone: Altså jeg vil sige, at jeg forstår godt at det er lidt svært at skelne mellem alle de her grupperinger. Altså vi forskere bruger meget tid på at sætte os ind i det, og det er meget svært at kommunikere let ud i et politisk budskab, men jeg synes da politikerne har en pligt til, om jeg så må sige, i hvert fald at sætte sig lidt ind i, at der er mange forskellige grupperinger, mange forskellige nuancer, og tingene ændrer sig hele tiden.

    Jan Falkentoft: Men fra din udkigspost, gør politikerne så det. Sætter de sig nok ind i det, og skelner de, som de burde.

    Manni Crone: Jeg synes faktisk, at mange gør en indsats for at forsøge at forstå, hvad der foregår. Men en ting er måske at forstå nogle af de nuancer, noget andet er jo at – der kan jo være nogle som har en interesse i at bevare et lidt mere forsimplet billede af, hvordan tingene hænger sammen.

    Jan Falkentoft: Når islamismen har kunne rykke sig, og kunne ende med sådan langt hen ad vejen, at blive forenelig med vestlige værdier, er der så mulighed for at andre radikale grene af Islam kan gøre det?

    Manni Crone: Jeg tror på en eller anden måde, at der altid vil være nogle radikale grupperinger, og det er jo også derfor vi ser i dag, at islamismen ikke længere appellerer til dem som er lidt mere radikale, fordi de er blevet for pragmatiske. De radikale grupperinger vi ser i dag, der kan vi da sagtens forestille sig, at de vil udvikle sig, om ti år, vil de personer som er i de her grupper, at de vil være gået nogle andre steder hen, og måske også være blevet lidt mere pragmatiske. Men så kommer der sikkert nogle nye radikale grupper, tror jeg. Hvis jeg lige på tilføje en ting, så er det, at de her radikale grupper vi ser i dag, det er ikke længere kun et muslimsk fænomen, man kunne kalde det salafisme, men man ser, at det faktisk i ret høj grad appellerer bredere end til bare muslimer. Og det vil sige at, vi ser for eksempel, at der er en hel del konvertitter, der søger hen imod de her grupper, og vi ser også, at der er folk, der kommer fra andre radikale grupperinger, ekstreme venstrefløj, ekstreme højrefløj, som i dag søger ind i de her radikale muslimske kredse.

    Mere.

  • S-dialog.dk – Fælles europæisk front mod islamisme og Islamofobi.
  • “Vi skal koncentrere vore anstrengelser om den kendsgerning, at de fleste muslimer er ivrige efter at blive del af den moderne verden, støtter ønsket om demokrati og afviser fundamentalisme.” (Mogens Lykketoft, høringens åbningstale)

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper