5. august 2008

Museumsdirektør Tinna Damgaard: “… vi har brug for den der kulturelle mangfoldighed.”

Sommergæsten på P1 torsdag i sidste uge, var historiker Tinna Damgaard, der som direktør for Roskilde Vikingemuseum fik små 88 minutter til at redegøre for sit daglige arbejde med at formidle historien om vikingerne og Vikingetiden. Det blev en meget afslørende forestilling.

  • 30/7-08 Sommergæsten, P1 – Tinna Damgaard.
  • Fra dialogen.

    Tasja Parize: … hvad skal vi bruge et Vikingemuseum til?

    Tinna Damgaard: … vi har en tro på at ved at vide noget om den historie der går forud, og de erfaringer tidligere generationer har gjort, at forholde den til den erfaring vi selv har i vores dagligdag, kan få en mere kvalificeret måde at forholde os til vores fremtid på. At det kan påvirke vores valg. Kort fortalt siger man jo tit, at man skal forsøge at lære af historien. Det troede jeg også engang, det tror jeg ikke så meget på mere. Fordi der er så utrolig mange eksempler på at folk er nødt til at gøre deres egne erfaringer, og at historien bliver omskrevet politisk, og at det også bliver brugt politisk.

    […]

    Tinna Damgaard, museumsdirektør: En anden meget vigtig rolle museerne har synes jeg, er at nuancere og kvalificere hele vores kulturforståelse, og hele vores opfattelse af sådan de grundlæggende værdier. Og jeg synes, at det for os, der har med Vikingetiden og vikingeskibe at gøre, er en særlig udfordring fordi vi tit bliver meget snævert forbundet med danskhed. Det er for mig meningsløst. I hvert fald historieløst. Fordi Vikingetiden er ikke kun et spørgsmål, det er ikke kun danmarks historie – Vikingetiden er et kulturelt fænomen, som dels udspringer af alle de skandinaviske lande, men som også spreder sig ud over et meget større geografisk område. Og det der binder det sammen, er en kultur som handler om sprog om materiel kultur, forestillingen om hvordan et skib skulle bygges for at være et rigtigt skib, og så videre, og så videre. Men man kan ikke sådan begrænse det indenfor en nations rammer.

    Tasja Parize, P1-vært: Hvad skal vi så bruge det til i dag? – den her viden vi har om at vikingerne de var internationale.

    Tinna Damgaard: Altså, jeg synes at, jeg synes vi skal bruge den til at tænke os lidt om, når vi forholder os til fremmede kulturer. Jeg synes for eksempel hele den debat, hele den kulturkamp der kører nu, hele den diskussion vi har om tørklæder og integration – jeg synes den er, den fortjener nogle gange at få en lidt større perspektiv, hvor jeg nogle gange spørger mig selv, hvordan det kan være vi tror, at mennesker fra andre lande synes, at det er et så kollossalt privilegium at få lov at komme op og bo her, og lære et sprog som tales af fem millioner mennesker, og indordne sig under nogle regler som er vedtaget af fem millioner mennesker. Altså vi er en forsvindende lillebittebitte kultur i den store verden, og det gør jo på den ene side at vi skal værne om den, fordi vi er en meget lille kultur, og vi har nogle særtræk, som meget hurtigt kan blive løbet over ende. Men jeg synes måske ikke, at det er de fremmede der kommer og bor her der er det største trussel – det er måske snarere sådan den store amerikanske kulturmaskine som kværner ind over det hele, og som har en enorm indflydelse.

    Og hvor jeg synes, at når man arbejder med historien, arbejder med Vikingetiden blandt andet, ja, historien generelt, så får man jo et billede af, at vi har brug for den der kulturelle mangfoldighed. Vi har brug for en åbenhed, og noget af det der virker livsfarlig for enhver kultur, det er at blive meget indadvendt og lukket, og forsøge at skabe en form for enhedskultur, ik’. Og lige præcist når vi snakker vikinger og vikingetid, så synes jeg det er interessant at se på, for hvad gjorde vikingerne egentligt – de sejlede jo ud rundt omkring i verden og nogle steder der bosatte de sig, altså de grundlagde byer… Det var vikinger der tog til Irland og grundlagde Dublin, og grundlagde en række af de andre bysamfund der over. Det vil sige, de tog derover, og de blev der altså. De etablerede sig som købmænd og som lejesoldater og alle mulige andre ting. Og det jeg synes er utroligt interessant og påfaldende i den historie, det er at grunden til at vi kan erkende dem som vikinger og som skandinaver i dag, det er jo at de fastholdt deres egne forestillinger om hvordan man skulle navngive sine børn, hvad børnene skulle hedde, de fastholdt deres eget sprog, de fastholdt deres materielle kultur, altså de havde nogle ganske bestemte forestillinger om hvordan tøj skulle se ud for at være ordentligt tøj, hvordan man skulle bygge en båd, hvordan man skulle bygge et hus, og det betyder, at vi altså har haft en befolkningsgruppe derover, som på den ene side har været åben over for mange af de impulser der kom fra omverdenen – også fra det irske samfund, men som samtidig på mange måder har været stok-konservative rent kulturelt. Og der synes jeg det er sjovt at tænke på, at vi snakker om de der indvandrerproblemer vi har i dag med andengenerationsindvandrere der går med kniv, der synes jeg det er sjovt at tænke på de der 10. generationsindvandrere der løber rundt over i Dublin med sværd. Det er en lidt anden problemstilling (griner). Og den form for baggrund for at diskutere integration og for at diskutere jamen hvilken hastighed kan man med rette forvente, at folk kan assimillere sig i det danske samfund med. Der synes jeg det er interessant at se, at når man ser på det vi selv har gjort, så har vi ikke altid selv været lige hurtige, vi har haft nogle værdier vi har forsøgt at holde fast på, og det har faktisk været til fordel ikke bare for os selv, men også de samfund vi er kommet til.

    Tasja Parize: Hvordan kan man få det ind i en museumssammenhæng, så det publikum der kommer her hos jer, de også begynder at tænke de her tanker?

    Tinna Damgaard: Det er jo en kunst, fordi jeg ved ikke noget værre, end når man kommer til et sted, hvor man bliver mødt med en sådan politisk korrekthed og pegefinger, hvor man mærker intentionen med alt hvad der bliver formidlet. Så vi forsøger ikke at møde folk med en, hvad skal man sige – firkantet politisk holdning, eller med en tekst der ligesom er udlagt på forhånd, men vi forsøger jo at give en information om, sådan helt sagligt, hvordan var det faktisk med vikingernes ekspansion. Hvordan var det det var med det her bysamfund i Dublin, og så kan vi jo lave udstillinger, lave formidling som har nogen temaer der knytter an til vore dage. For eksempel havde vi for nogle år siden en særudstilling, som vi kaldte for blodspor, som fortalte historien om vikinger som terrorister…

    […]

    Tinna Damgaard: Hvis jeg prøve sådan at samle lidt på på det vi har snakket om her, så synes jeg vel at noget af det der er interessant når man snakker museer, det er hele den der nuancering af selve kulturbegrebet. Jeg synes det er en vigtig opgave for museerne at forsøge at bidrage til at skabe den der åbne, lidt tillidsfulde og nysgerrige holdning til fremmede kulturer. Og det hænger lidt sammen med den der kulturkamp vi har kørende, hvor jeg synes vi forholder os meget frygtsomt til de fremmede… Det er en af vores opgaver – ikke at komme med den store politiske pegefinger eller bedrevidenhed, men bare gøre opmærksom på de der ting, og bidrage til at nuancere kulturdebatten, og bidrage til at fastholde et mere åbent og nuanceret kultursyn.

    Opdate 7/8-08. Havhingsten ankom torsdag aften til Roskilde Fjord. Tre fotos taget ved Gershøj.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper