22. november 2012

Torben B. Dyrberg om venstrefløjens hykleriske modstandsidentitet, opretholdelsen af ven/fjende-matrix

Der findes også fornuftige røster på Roskilde Universitetscenter. For selvom lektor Torben Bech Dyrberg i sine unge dage var medlem af Socialistisk Arbejderparti (SAP), så er han ikke bleg for at kritisere venstrefløjens bekvemme modstandsidentitet i den verserende værdidebat. Der er mindre skønhedsfejl, det være sig brugen af ordet ‘karikaturkrisen’, men også det at han afslutningsvis sidestiller venstrefløjens hykleri med ‘den nationalkonservative kulturalisme’. I de blindes rige er den enøjede konge, men problemet med venstrefløjen i dag er selvfølgelig ikke at de har glemt progressive idealer og er blevet ‘konservative’.

(Tidskriftet Antropologi, nr. 65, 2012. S. 85-101; se evt. abstract)

Fra den 17 sider lange artikel i seneste nummer af tidsskriftet AntropologiDen tavse venstrefløjspolitik : At være og at gøre tavs.

“Der kan være flere grunde til denne tavshed. Men én, der forekommer iøjnefaldende, er, at man er i vildrede med hensyn til, hvad det er man vil, efter at fordums universalistiske forestillinger om socialisme og emancipation har mistet pusten. Dette hænger sammen med, at højre/venstreorientering ikke længere er i stand til at præge og indramme politisk orientering. Som modtræk til desorientering er der en tendens blandt venstreorienterede til at holde fast i en ven/fjende-skematik for at dyrke sin modstandsidentitet, hvilket er kommet til udtryk i moralisering og kulturrelativisme. Men prisen for at bevare denne identitet har været, at evnen til principiel stillingtagen er blevet svækket. Det indebærer, at man indstiller kritikken af holdninger, man plejede at være modstander af, når det er venner eller fjendes fjender, der ytrer dem, og at man vil censurere politiske modstandere, dvs. knægte deres ytringsfrihed, selvom man kan være enig med dem.” (s. 85)

[...]

“Tavshed kan have utallige årsager og virkninger. Den kan være forårsaget af afsky, arrogance, ligegyldighed, befippelse, sorg, eller fordi man er bevæget eller omvendt er lidenskabsløs. Og den kan have de mest forskelligartede virkninger som at udvise foragt, mistænksomhed eller samtykke. Den tavshed, jeg vil beskæftige mig med her, illustrerer det problem, brede kredse på venstrefløjen står over for i disse årtier, hvor den universalistiske og emancipatoriske kritik af kapitalisme og imperialisme er blevet afløst af kulturrelativismens kritik af modernitet og Vesten. Det har medført, at man de facto har støttet radikale islamister som f.eks. under karikaturkrisen. Det overordnede hensyn synes at have været at pleje sin modstandsidentitet ved at støtte dem, der er imod magten, og som automatisk tildeles status som udstødte og svage, dvs. ofre.

Dette har indebåret, at man er tavs om forhold, man plejede at kritisere. Man er stadig indigneret over homofobi og kvindeundertrykkelse, men kun i det omfang, det ikke kolliderer med indignationen over racisme, der for det meste identificeres med ‘islamofobi’. Det, jeg vil se på her, er, hvordan venstreorienterede er tavse – en tavshed, der er betinget af tre nært beslægtede forhold: relativisme, politisk defaitisme og modstandsidentitet.

Relativisme er vævet sammen med diverse posttrends’ insisteren på, at alt er kontekst. Politisk har det indebåret, at relativisme er blevet lanceret som tolerance og forståelse for anderledes kulturer. Kulturen bliver individets skæbne, hvilket ikke bare udhuler højre/venstreorientering, men også individualitet og ansvarspådragelse. Men indifference over for undertrykkelse er indbygget i kulturrelativisme, hvilken indebærer, at det kan være svært at trække grænsen mellem solidaritet og berøringsangst.”(s. 86, fra afsnittet Venstreorienteredes tavshed)

[...]

Når det er ven/fjende-skematikken, der styrer, hvad der er venstreorienteret, er det at være i opposition en kvalitet i sig selv, uanset hvem og hvad det så er, man ikke kritiserer. Detfor er man selektiv med hensyn til, hvad man bliver indigneret over, og hvad man ignorerer, og derudover er kritik ofte ude af proportioner. Amerikanske soldaters forbrydelser i Abu Ghraib-fængslet i Irak i 2006 vakte opstandelse og ikke mindst skadefryd, fordi det kompromitterede den amerikanske præsident Bush. Men reaktionerne er ude af proportioner sammenlignet med eksempelvis det folkemord, det islamistiske terrorregime i Sudan har begået på en million mennesker de seneste årtier, som ikke har vakt indignation. Heller ikke Robert Mugabes diktatur i Zimbabwe, der har dræbt flere afrikanere end apartheid-diktaturet i Sydafrika, har kunnet vække forargelse, ligesom Saddam Husseins diktatur i Irak kun blev fordømt, da Irak var allieret med USA. Hvis der er en årsag til den slags misforhold, er det, at disse regimer ikke var autoriserede fjender…” (s. 87, fra afsnittet Antiracisme: tre måder at argumentere på)

[...]

“Den anden argumentationsfigur handler om moralisering af politik og dæminonisering af modstanderen, hvor temaet er selvgodhed. Dette kan illustreres ved at se på, hvordan venstrefløjsidentitet profileres ved at moralisere den offentlige debat og stigmatisere modstanderen. Eksemplet er igen karikaturkrisen, hvor man gennem sprogbrugen skaber et billede af dem, der forsvarer ytringsfrihed, som indskrænkede og anløbne. Den tredje argumentationsfigur berører, hvordan tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold, hvilket belyses ved hjælp af racismeparagraffen, hvor venstrefløjen ikke er styret af værdier, men af ven/fjende-forhold. Grundet sin modstandsidentitet retter man sin kritik mod højrefløjens islamofobi og bruger racismeparagraffen som et middel til at censurere politiske modstandere, hvorimod man er tavs over for islamisters racisme og sexisme. (s. 88, fra afsnittet Antiracisme: tre måder at argumentere på)

[...]

For en kulturalistisk venstrefløj bliver de andres kultur identificeret med politisk progressivitet, der borger for, at det, de siger og gør, er på afstand af og derfor besudlet af magt. Denne dyrkelse af renhed er essentiel for en modstandsidentitet, hvilket har en tematisk lighed med radikal højreorientering, hvorfor det gælder om at have status af at være undertrykt som udsatte minoriteter eller det tavse flertal.” (s. 90, fra afsnittet Depolitisering gennem forskydning og tilsløring)

[...]

“Hvor bolværk er ‘damage control’, og signal er imagepleje, har påstanden om kausalitet mellem ord og handling altid været hovedargumentet for indgreb mod ytringsfriheden. Det var trumfkortet for Sovjetunionen og tredjeverdenslandes vedtagelse af FN’s racismekonvention i sin tid, og det er også løftestang for multikulturalisme. Antagelsen af, at hvis man offentligt ikke bare truer, men også nedværdiger nogen på grund af deres ‘race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering’, som det hedder i racismeparagraffen, vil det opildne til had og hetz. Krænkelsen er ikke bare rettet mod bestemte grupper, men er politisk, i og med den truer den sociale orden og forrår samfundet.

Det er ikke klart, hvordan ord og handling hænger sammen. Men det har noget med at gøre, at højreradikale populister systematisk spreder løgne om svage og udsatte grupper. Det går især ud over muslimer, men homoseksuelle står også for skud. Konsekvensen er, at nogle kommer til at tro på det, hvorefter de ser sig i deres gode ret til at udøve vold mod dem, der er blevet lagt for had. Som advokat Pia Justesen (2010) siger: ‘Ord er ikke bare ord. Ord kan slå hårdt. Ord kan skabe virkelighed… Hvis ord gentages tilstrækkeligt mange gange, risikerer de at blive opfattet som fakta.’ De er to ting på spil her. For det første, at skellet mellem ord og handling er så sløret, at det berettiger til at forbyde særligt ondartede ytringer, fordi de kan slå hårdt og skabe virkelighed. Det er centralt for ethvert angreb på ytringsfrihed, at man udvisker skellet mellem krænkende ytringer og fysisk vold, således at man kan straffe meningstilkendegivelser, der opfattes som uacceptable. (s. 96, fra afsnittet Depolitisering gennem forskydning og tilsløring)

(s. 96, Zenia Stampes ‘kausale kæde’)

“Politisk uenighed behøver ikke at indebære, at man udviser moralsk foragt over for dem, man er uenig med, eller vil lukke munden på dem ved at føre retssager imod dem. Men som vi har set i forbindelse med venstrefløjsdebattørernes indlæg under karikaturkrisen, har man lagt vægt på at forskyde sagens kerne fra politisk ytringsret til moralsk tavshedspligt. Dette er gået hånd i hånd med en dæmonisering af højrefløjen, som man tiltænker det værste.” (s. 91f, fra afsnittet Moralisering af politik og dæmonisering af modstanderen)

[...]

“Sammenfattende kan man sige, at der er nogle karakteristiska ved denne måde at argumentere på, der står i skarp kontrast til en højre/venstreoptik: at uenighed er moralsk forkastelig, hvorfor opposition er illegitim, og at kritik er stødende og skal begrænses af lovgivning og selvcensur (Bawer 2009:26; Bruce 2001:76). Det er tydeligt, når man ser de ord, der bliver anvendt, og hvor kontrasten til dialog, respekt og forståelse (det gode) er diktat, ringeagt og uvidenhed (det onde). De ord, man bruger, tåler ikke at blive sagt imod, og derfor er dissens illegitim. For skal man lade være med at opføre sig pænt og tænke, før man taler? Eller skal man være uopmærksom på sit sprog, ubegavet, ufornuftig og usaglig, uhøflig og ufølsom? Eller umoden, ignorant, ensidig og uansvarlig? At bruge den slags argumenterer kendetegner en politisk kultur, hvor forskelle reduceres til en moraliserende indignation mellem godt og ondt, der undergraver det, man prædiker, altså dialog, tolerance og forståelse. For er man uenig, må man være styret af nedrrige motiver, der overfløddiggør samtale og gør konflikter uforsonlige.” (s. 93f, fra afsnittet Moralisering af politik og dæmonisering af modstanderen)

[...]

“I de sidste par årtier har multikulturalisme været et omdrejningspunkt for venstrefløjsidentitetspolitik, hvor det at være bundet til sin subkultur indikerer politisk progressivitet. Multikulturalisme refererer ikke bare til sameksistensen af flere kulturer, men også til, at man hverken kan eller bør kritisere andre i det omfang, det, de siger og gør, kan føres tilbage til deres kultur. I den oplysningstradition, venstrefløjen er rundet af, plejede det at være omvendt: Kultur som skæbne var et reaktionært anslag mod individets frihed og emancipation i det hele taget. Men sådan er det ikke nu, fordi det ikke giver mulighed for at være i opposition. I stedet borger det at være minoritet for høj moral i modsætning til det at tilhøre majoriteten, der er konform og middelmådig (Bérubé 2009:11-12. 21, 28, 41, 84-6, 224-6, 245-6; Davies 2010:50). Denne modstandsidentitet har medført, at der er brede kredse på venstrefløjen, der udviser en tolerance over for islamister, fordi de som fjendens fjende kan bruges til at kritisere det, de ser som den konforme tidsånd præget af assimilation og intolerance. Kravet til minoritetssamfundet er at søge dialog, forståelse og konsensus frem for at være forudfattet, dogmatisk og antagonistisk, at have respekt for andres følelser og levevis, altså at være tolerant og åben frem for intolerant og snæversynet, samt at give plads til og anerkende forskellighed frem for, at alle skal skæres over én læst.

Men når moralske opfordringer er utilstrækkelige, må man ty til anstændighedens sidste bolværk: racismeparagraffen. Det er især to argumenter, man har ført sig frem med, for at bevare denne paragraf, der gør tavs. For det første sætter den grænser for tilsvining af svage grupper og plejer i den forbindelse et venstrefløjsimage. For det andet stadfæster den, at ord leder til handling, hvilket er lovens omdrejningspunkt.” (s. 94, fra afsnittet Tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold)

[...]

“Ved at associere krænkende ytringer med vold, folkedrab og krig kan venstefløjens antiracisme opnå tre ting. For det første fremmaner man en krænkelsesmentalitet, der går på, at etniske minoriteter i Vesten systematisk bliver lagt for had, stigmatiseret og hetzet imod. Det er i tråd med den strategi, Organisationen for Den Islamiske Konference (OIC) har ført sig frem med siden årtusindskiftet. I denne strategi bliver muslimer fremstillet som ofre for amerikansk imperialisme og borgerlig konformitet. Ved at kriminalisere det, der kan udlægges som forhånelse og latterliggørelse af religion, kan man presse på for at begrænse ytringsfrihed. For det andet vender man op og ned på tolerancebegrebet, så det ikke længere er modtageren af en kommunikation, der skal udvise tolerance over for ytringer, man ikke bryder sig om, men den, der ytrer sig, der skal udvise agtpågivenhed for ikke at såre andres følelser (Rose 2010:399-400). Gør man det, er man ansvarlig for voldelige reaktioner, for den, der tyer til vold, er i virkeligheden selv offer, der blot reagerer og derfor unddrager sig ansvar. Det gælder selvfølgelig kun i det omfang, volden begås af medlemmer af minoritets- eller subkulturer. For det tredje vender man op og ned på forholdet mellem racismeparagraf og ytringsfrihed, dvs. at paragraffen forsvarer denne frihed. Det er Stampes pointe (2010d)…” (s. 97, fra afsnittet Tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold)

“Tanken med racismeparagraffen er at slå en kile ind i denne onde spiral.” (s. 98, fra afsnittet Tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold)

[...]

“Disse temaer har appelleret til venstrefløjen, fordi de passer ind i den ven/fjende-matrix der strukturerer dens udsyn. Denne ven/fjende-matrix danner rammen om politisk intensitet, der kredser om kollektivisme, solidaritet og eksklusion som nødvendige for stærk gruppeidentitet. Af samme grund er det at bekræfte denne matrix vigtigere, end at de værdier, man forsvarer, er udskiftet med deres modsætning. Det, der ansporer venstreorienteredes goodwill over for islamister, er fremmaningen af deres fælles fjende, hvilket skyldes, at det, der virkelig tæller, er at dyrke sin modstandsidentitet.” (s. 99, fra afsnittet Ven/fjende-logik og venstrefløjens goodwill over for islamister)



6. december 2009

Torben Bech Dyrberg: Fra venstreorientering til desorientering

Man tror det næsten ikke, men Torben Bech Dyrberg er lektor på RUC. Her lidt fra en fremragende artikel på Cevea – Fra venstreorientering til desorientering.

“Det vi ser i dag er demokratiske brist opstået som følge af tre træk ved venstreorientering:

Oppositionsrollen: Man vil for enhver pris være i opposition mod systemet, hvorfor man dyrker at være UDE. For jo længere afstand der er til det konforme, desto mere autentisk er man. Det skyldes at den/de fremmede er ubesmittet og at dem der taler på vegne af dem derfor kan projicere sine egne forestillinger ind i dem. Fantasiforestillinger om ”oprindelige” folks særlige pagt med naturen, synes at borge for at der er en særlig indsigt hos dem, der ikke er inficeret af modernitet og Vesten. Altså dem der ikke er som os. UDE orienteringen gør sig også gældende, når det at kritisere kapitalisme er vigtigere end det der bliver kritiseret. Først blev kapitalisme kritiseret for ikke at være effektiv nok til at øge velstand og for at forkrøble folk pga. ensformighed. Men med efterkrigstidens økonomiske boom kunne kapitalisme nu det, den tidligere blev kritiseret for ikke at kunne. Derfor bliver kritikken vendt på hovedet, så nu er problemet at kapitalisme er for effektiv og giver for mange valgmuligheder. Om det er kultur eller kapitalisme er det en taberstrategi, der ikke kan appellere bredt.

Offerideologien: Man har viklet sig ind i en offerideologi, hvor det ikke gælder om at dele sig efter anskuelser men efter medlemskab af udsatte grupper. Således dyrker man både UDE og NEDE, og når grupper får dette stempel, vil det sanktionere alt, hvad de gør. Her er tidligere tiders højtsvungne forestillinger om emancipation degenereret til at friholde dem, der har opnået dette privilegium, fra kritik og ansvar. Igen har vi at gøre med en strategi til at legitimere afmægtighed. Resultatet er, at enhver kritik vil blive udlagt som et uretmæssigt angreb. Det var tydeligt ifm. med Muhammed krisen, hvor venstreorienterede slog på, at ytringsfrihed er at kritisere magthaverne – altså dem der er INDE og OPPE – og ikke dem, der ligger ned trampet på af selv samme. Her ser man et glid fra at være dem, der taler på vegne af dem der er NEDE for at få dem OP til en leflen for dem der er UDE og NEDE. Fokus er altså skiftet fra social lighed til kulturel forskellighed og fra argumenter til positioner.

Anti-modernitet og anti-vest: Som alle andre reaktionære verden over flirter også venstreorienterede med romantikkens reaktion mod oplysningstid. Dette kommer til udtryk i en udpræget skepsis overfor alt hvad der har at gøre med Vesten, modernitet, fremskridt, individualitet, frihed og lighed, fornuft og i det hele taget frigørelse fra tyngende autoriteter. Hermed har man kastet sig i armene på radikalkonservatives anslag mod moderne demokrati. Den universalisme der ligger i at tale om rettigheder er også problematisk, hvis de kolliderer med religiøse påbud, magteliters interesser og gældende ven/fjende forhold. Denne skepsis er, udover at køre på UDE og NEDE, en TILBAGE orientering, hvor kultur er et skæbnefællesskab, man er rundet af og bundet til og som ikke er inficeret af moderniteten og vesten. Søgningen efter autentiske og lukkede fællesskaber står i skarp kontrast til moderne demokrati. For her er det politiske fællesskab villet og baseret på værdier som frihed, lighed og fornuft.”

Oploadet Kl. 18:10 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 





Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper