Da Information i sidste uge skrev om en muslimsk friskole, var det en fordel med en ‘homogen elevsammensætning’. Herunder lidt fra gårsdagens udgave af 24 timer, der refererer en større undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 – Skoler er delt mellem rige og fattige (E-pages, s. 6).

“Lige børn leger bedst, lyder et ordsprog. Og på de danske skoler er det tilsyneladende også de rige børn, der leger bedst. De danske skoler oplever nemlig kæmpe forskelle i den økonomiske ballast, som eleverne har med i skoletasken hjemmefra. … En af landets førende skoleforskere, professor Niels Egelund fra Aarhus Universitet, advarer mod, at de store forskelle kan skabe problemer for sammenhængskraften i samfundet. …

Hos Danmarks Skolelederforening håber man, at undersøgelsen kan sætte skub i en bredere samfundsdebat, og at både forældre og politikere vil tænke sig om en ekstra gang.

»Det er problematisk, hvis børn bliver isoleret med nogen, der er ligesom dem selv,« siger formanden for skolelederforeningen, Anders Balle, til Ritzau. Han advarer de velstillede forældre mod at vælge lavindkomstskoler fra og gå efter en privatskole, fordi de synes, at deres børn skal være sammen med nogen, der er lige så rige som dem selv og har samme kultur som dem selv.

»Mangfoldighed er en kæmpegave, og det synes jeg, man skal tænke på, når man vælger skole til sit barn.«”

Endnu en mindeværdig reaktion.

“Tallene viser, at frie grundskoler udgør en skoleform, hvor alle kan komme, og det er vi glade for. Og ikke mindst er det rigtig, rigtig dejligt med de privatskoler, som er opstået i muslimske miljøer. Det viser, at systemet og friskoleloven virker…” (Kurt Ernst, for mand for Privatskoleforeningen; TV2 Finans)

Professor Niels Egelund mener problemet grunder i forældrenes ‘normer og holdninger’, men konkluderer alligevel at det til dels er ‘samfundets skyld’. Alt er i sidste ende samfundets skyld, men bare rolig, Anne Vang har initiativer klar. Fra dagens Politiken – Drenge læser elendigt (ikke online, se evt. P4 København).

“Det står skidt til for tosprogede drenge og mænd. Det viser nye tal, som forskerne bag den danske del af OECD’s Pisa-undersøgelser har lavet for Politiken og DR P4 København. … Tallene viser blandt andet, at 55 pct. af københavnske tosprogede drenges læsefærdigheder er så dårlige efter 9. klasse, at de betragtes som funktionelle analfabeter.

Som funktionel analfabet kan man godt læse, men har svært ved at forstå abstrakte tekster. Niveauet svarer nogenlunde til at kunne læse en Jumbobog. Og ifølge Pisa’s opgørelse, der baserer sig på tal fra 2010, går det den forkerte vej. Andelen af funktionelle analfabeter i københavnske folkeskoler er steget fra 51 pct. i 2007 til 55 pct. i 2010…”

Borgmester Anne Vang kan tale herfra og til dommedag om mediernes rolle, men forældre vil det bedste for sine børn, og tænker ligeså meget med hjernen som med hjertet når de fravælger en islamiseret folkeskole. Fra Information – Hvert andet barn på Indre Nørrebro sendes i privatskole.

“Hvad ville du gøre, hvis to tredjedele af eleverne på den folkeskole, dit barn hører til, var tosprogede, og skolens karaktergennemsnit var væsentligt lavere end landsgennemsnittet? I Blågård Skoles distrikt på Indre Nørrebro i København har forældrene til 45 procent af børnene valgt at sende dem i privatskole. Det viser tal fra Københavns Kommune. …

Ved det seneste folketingsvalg fik SF og Enhedslisten mere end 40 pct. af stemmerne på Nørrebro. Partier, der normalt støtter en stærk folkeskole.

»Privatskolen er ikke længere et ideologisk tilvalg. Privatskolernes fremgang handler om et fravalg af folkeskolen, og det er samfundsmæssigt dybt problematisk. Det kan godt være, man stemmer venstreorienteret, men når det kommer til ens børn, så vælger man med hjertet og ikke hjernen,« siger Niels Egelund. …

Børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S) anerkender, at der er problemer på Nørrebro, men siger: »Blågård Skole har fået mange politiske tæsk i medierne de seneste år – og ikke altid berettiget. Det har uden tvivl gjort en del lokale forældre utrygge…«”

(Tosproget inskription ved Rådmandsgades Skole: “Jorden bærer dit aftryk.”)

Det står ikke ‘flammeklart’ at modersmålsundervisning ‘har en effekt’, fortæller professor Niels Egelund i Jyllands-Posten, og fraråder regeringen at bruge penge på samme. Henrik Dahl kommenterer på Facebook.

“Modersmålsundervisning er fis. Man skal sætte sig ned på sin røv og knokle, til man er ved at falde om. Og så en halv times tid mere: for at lære sproget i sit nye fædreland. Ellers er man slap og useriøs. … Og man skal holde OP med at tale sit modersmål. Ligesom alle MINE til USA udvandrede slægtninge. Hvad fanden tænker folk på, der tror, de kan flytte til Danmark og tale alt muligt andet end dansk. … Det er verdens mest idiotiske idé. … Alt, hvad der bliver lavet om modersmålsundervisning i DK, er politisk korrekt, apologetisk fis. I Danmark taler man dansk. Svøm eller synk. Sådan er det. … Man skal tale sproget i det land, hvor man bor permanent. Slut-prut.”

Forleden kunne SSB, norsk pendant til Dansk Statistik, fortælle at halvdelen af indbyggerne i Oslo i år 2040 vil have udenlandsk baggrund, heraf 70 pct. fra ikke-vestlige lande. “Det høye antallet viser at vi får en stor jobb med å integrere innvandrerne”, forklarer byens borgmester til Vårt Land. Det er umuligt at integrere folk der hverken har forudsætningerne eller lysten, og så længe minoriteten udgør en større og større andel, skal man være politiker for at se det som en udfordring.

I København overraskes etablissementet hver andet år, og iværksætter herefter nye og bedre integrationsfremmende tiltag. Den slags har politikerne kaglet om i tyve år, og det vil de gøre lige til den dag deres børnebørn skal integreres i en islamiseret multikultur med alt hvad deraf følger.

Fra Politiken – Kommunal plan er slået fejl: Tosprogede taber terræn i skolen.

“Trods flere handlingsplaner, nedsættelse af en eksperttænketank og status som særligt indsatsområde med øremærkede midler går det den forkerte vej for Københavns Kommune med at ruste tosprogede elever i folkeskolen frem mod ungdomsuddannelserne. …

Udviklingen kommer bag på professor i pædagogik ved Aarhus Universitet Niels Egelund:

»Tilbagegangen er markant. Det er bekymrende og særdeles overraskende, fordi København er en af de kommuner, der har satset massivt på folkeskolen og på de tosprogede elever i mange år«. …

Et led i Københavns oprustning var også en eksperttænketank for integration, som i 2010 fremlagde en række anbefalinger…

»Vi skal have et meget skarpere blik for at rette indsatsen mod de svage skoler. Københavns Kommune har ikke været god nok til at følge op. Man giver skoler midler, men følger ikke tilstrækkeligt op på, om man når målene og skaber resultater«, siger hun. …

Borgmesteren varsler en ny ungestrategi, der skal komme den negative udvikling til livs, men erkender, at kommunen kan blive bedre og lover, at »der kommer noget konkret ud af det«.

»Vi har ikke været gode nok på børneområdet, men det vil vi arbejde for fremover. Vi skal tage det meget mere seriøst«, siger hun.”

For nogle uger siden brugte jeg et par timer på at grave i det venstreradikale miljø i Århus omkring 1980. Her dukkede flere navne op, på folk som senere gjorde akademisk karriere. Eksempelvis lektor Erik Exe Christoffersen (Institut for Dramaturgi, AU), lektor Per Blenker (Institut for Økonomi, AU) og lektor Viggo Jonassen (Socialret, Den Sociale Højskole).

Kronik af Lone Nørgaard i dagens Jyllandsposten – Universiteterne er ideologifabrikker.

“I diskussioner hører jeg med jævne mellemrum udsagnet: O.k. det er så din holdning, men har du forskningsmæssigt belæg for udtalelserne? Kan den adspurgte ikke på stående fod diske op med en uvildig undersøgelse eller et dugfriskt forskningsresultat, bliver såvel holdning som argumentationen for den fluks reduceret til “mening”, som er noget ganske andet end faktuel viden.

I min grønne ungdom ville jeg have lagt mig fladt ned og erkendt, at meninger baseret på f. eks. praksis og erfaringer ikke er at foragte, men at de ikke når forskningsbaseret viden til sokkeholderne. Det var dengang, jeg stadig opfattede universiteterne og de højere læreanstalter som lærdommens højborge og universitetsansatte forskere som ekspertisen par excellence. …

En lind strøm af erfaringer siden 1970′erne og frem har ganske ændret min optik. Meget af den forskning, der foregår inden for samfundsvidenskab og humaniora, har vist sig at være ren ideologi. Selv om dataindsamlingen er i orden – hvilket den ikke engang altid er – er tolkningen af data ofte så ideologisk farvet af de(n) dominerede diskurs(er) inden for forskningsfeltet, at undersøgelsesresultaterne ikke kan adskilles fra alle mulige andre meningspositioner. …

Mit yndlingseksempel stammer fortsat fra mine studier på kvindeforskningscentrene i slut-1980′erne. Den eneste accepterede diskurs om køn var den socialkonstruktivistiske, der som bekendt går ud på, at køn alene er konstrueret socialt. Ud med kroppene, ud med biologien og ind med socialkonstruktivisme = ren ideologi. …

Den pædagogiske forskning er mit andet klokkeklare eksempel på, hvordan rendyrket ideologi bliver solgt under varemærket forskning. De seneste 35 års reformpædagogik og topprioritering af tværfaglighed og projektarbejde har bidraget markant til at undergrave (respekten for) den faglige (parat)viden. Med et megadannelsestab til følge.

To af dem, som skal have ildrøde ører i den sammenhæng, er Knud Illeris og Niels Egelund. Så meget desto mere kreperligt er det, at de begge er blevet professorer på igennem en årrække at bidrage til at tømme lærerprofessionen for autoritet. …

Skrækeksemplet über alles er rapporten om tvangsægteskaber “Pardannelse blandt etniske minoriteter i Danmark” (SFI 2004), som konkluderede, at 80 pct. af de etniske minoritetsunge selv valgte deres ægtefælle, samt at tvangsægteskaber kun udgjorde 4 pct. Makværket blev skudt solidt ned efterfølgende…”