7. december 2018

J-M. Eriksen: “Engang var den etnonationalistiske politik en balkansk sygdom.. I dag har den bredt sig”

Skarpe iagttagelser af forfatter Jens-Martin Eriksen, der fortæller om ‘balkanisering’ af Europa med alt hvad deraf følger af ufred. For tyve år siden pointererede jeg det samme i en ba-opgave, men i modsætning til Eriksen, så jeg ikke forløbet som en konsekvens af højreorienteret politik. Når man forrykker demografien med indvandring af kulturfremmede, så opstår der multikultur – hvad retteligt blot er et forstadie til ‘balkanisering’, borgerkrig og det der ligner. Det han betragter som farlig ‘identitetspolitik’, har været et grundvilkår for menneskeheden, længe inden centrum/venstre opfandt et nyt begreb for at sløre egen ideologi. Hvis ‘balkanisering’ og kultursammenstød altid er lige under overfladen, så må problemet nødvendigvis være andet og mere end tilfældige politikere.

Set herfra så bedriver multikulturalister (eller anti-‘identitetspolitikere’, som Stjernfelt/Eriksen) en kamp mod den menneskelige natur. Den førte politik bør i sagens natur tage udgangspunkt i den brutale (delvis etno-nationalistiske) virkelighed, ikke et ønsket multikulturelt utopia. Man kan da godt skose Karadzics, men i det store billede er enkeltpersoner uinteressante. Vil man tøjle den forkætrede ‘identitetspolitik’, og undgå blod i gaderne, så starter det med lukkede grænser og respekt for hævdvunden nationalitet. Multikultur er borgerkrigens benzin.

Kommentar af Jens-Martin Eriksen i Berlingske – Engang var denne politik en balkansk sygdom. I dag har den bredt sig i politik overalt.

“‘Nu ser du balkaniseringen og identitetspolitikken overalt. For godt 20 år siden var det kun her på Balkan. Vi er avantgarde! Hele misèren begyndte her!’.

Det er Sonja Biserko, lederen af den serbiske Helsinki komité, der ironisk ridser situationen op, mens vi sidder til te på Hotel Moskva i Beograd. Hun kendte op til krigene hernede alle øglerederne ud og ind, og var på det rene med, hvem der var de første, der satte identitetspolitikken på den politiske dagsorden og gjorde krigene mulige. Nu mødes vi igen for at sondere risikoen for udbrud af en krise eller væbnet konflikt i Kosovo, som er et sår, der aldrig er blevet helet.

I de politiske cirkler her i Serbien føres der en slags hemmelige overvejelser og forhandlinger med de kosovo-albanske ledere om at ændre grænserne til Serbien langs etniske linjer. …

Engang var den etnonationalistiske politik en balkansk sygdom. Det var i halvfemserne. I dag har den bredt sig i politik overalt, hvor nationalister af enhver art – både højrenationalister og muslimske populister – søger at fastholde deres etniske fæller og fordømme alle slags afvigere. De afvigende er forrædere i nationalisternes øjne.

Højrenationalister fordømmer deres etniske fæller, de er uenige med, og som derfor er ‘landsforrædere’ eller noget der ligner. Muslimske populister fordømmer deres egne etniske fæller for at være kokosnødder, når de ikke adlyder deres egne etnisk-religiøse dogmer.”

(Mostar, 75 km sydvest for Sarajevo, 6. november 1993; Foto: Twitter)



25. maj 2016

Mikael Jalving: Den hipsterliberale fraktion kritiserer multikulturalismen, men aldrig indvandringen

Mikael Jalving kalder dem for ‘hipsterliberale’, og det dækker vel fint. De er som fisk i vandet når der diskuteres regler og paragraffer, men er omvendt tavse som graven, når det bliver konkret, og de risikerer at beskidte hænder. Ikke alle tiltag er naturligvis af det gode, men hvis man som liberal dogmatiker afviser samtlige, så bliver den påtagede neutralitet en del af problemet. Som ‘fredsfløjen’ under Den Kolde Krig.

Blogpost af Jalving hos Jyllands-Posten – Tavshed i hipsterland.

“Når jeg iagttager den fraktion, jeg benævner hipsterliberale, så ser jeg et behjertet forsøg på at værne om ytringsfriheden i vid forstand, en bestræbelse, jeg deler og har delt længe. Jeg har stor og vedholdende respekt for især Flemming Rose, som jeg står i gæld til, og for Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen, der alle har kæmpet kampen på flere fronter – og i Roses tilfælde betalt en høj pris herfor – men jeg savner, at de siger B, når de har sagt A.

… Kritiserer man multikulturalismen, sådan som flere af de hipsterliberale har gjort i bøger mm., må man naturligvis også kritisere indvandringen, da det er den, der materielt føder den første. Det er med andre ord ikke nok at prædike demokrati og ytringsfrihed som vidner, der har set lyset, og det er desværre ikke nok at have styr på begreberne, hvis vi ikke har styr på de territoriale grænser, og hvis vi ikke er i stand til at kontrollere det voksende antal shariasympatisører blandt især unge muslimer.

Hvad mener hipsterliberale om de flere og flere unge kvinder bag hijab, niqab og burka? Niels Lillelund mener dette:

‘Sorte slyngler, ville vi sige, hvis vi havde selvtilliden i orden, for det ligner de jo, banditter uden åben pande, formummede skælme, og meget ville være reddet, hvis vi bare turde sige det, men det mod har vi ikke.’

Nej, det mod har vi nemlig ikke, hipsterliberale slet ikke, og jeg møder dette fravær hos såvel Liberal Alliances Ungdom som Venstres Ungdom og andre liberale kredse, når de er venlige at invitere mig forbi. Her handler det også om ”frihed”, rethaverisk frihed.

Min medblogger Rune Toftegaard Selsing går i clinch med den samme dovne liberalisme i sin seneste post om tørklædet som et modkulturelt statement og skriver, at tørklædet forhindrer samvær og social kontakt, det er jo selv meningen med munderingen: ‘Tørklædet er det materialiserede fravalg af os. En umiddelbar besked om at holde sig væk. Et tegn på anderledeshed og utilgængelighed’.”



10. marts 2015

‘The soft bigotry of low expectations’: “… hvorfor dette ubehag ved at se islamo-fascismen i øjnene?”

Den sympatiske Mersiha Cokovic skriver i Berlingske om ‘mangel på krav og forventninger til indvandrere’, hvad en tidligere amerikansk præsident meget rammende har betegnet som ‘the soft bigotry of low expectations’. Jens-Martin Eriksen hudfletter de dobbelte standarder i Politiken – Fascismens nyttige idioter (kræver login).

“Forfattere og debattører havde mange sære ting for på Facebook og i aviserne efter den kultiske seance, hvor en næsten tusindtallig skare af maskerede og hellige mænd begravede morderen fra attentaterne ved Krudttønden og Synagogen. Det ville være nærliggende at forstå dette mysteriespil i moskeen på Dortheavej i København og ude ved den muslimske begravelsesplads i Brøndby som en hyldest til martyren, der nu går ind i Paradiset, fordi han som attentatmændene fra Paris har hævnet profeten for en krænkelse. Men sådan så mange forfattere og andre kunstnere ikke på det.

Nogle af dem, der deltog i hyldesten, var ganske vist tilrejsende islamister og gengangere fra andre episoder med hyldest til voldens velsignelser, som ikke mener, de døde er helt så uskyldige, og at det kun er retfærdigt at hævne profeten med døden over for dem, der krænker.

Men alligevel har vi ikke lov til at fordømme den islamo-fascistiske procession. For hvem er vi, der kan dømme over andre og se ind i deres indre og for alvor vide, hvad de tænker? For kunne vi kigge ind i deres hoveder og få at vide, hvilke motiver de 600-700 havde for at møde frem til begravelsen? Det forlød, at der kunne være flere grunde. Det første, der faldt forfattere og kunstnere ind, var ikke, at man hyldede mordene ved Krudttønden og ved synagogen. …

Der er mange hensyn, forstås. Og man må ikke generalisere. Men hvorfor dette ubehag ved at se islamo-fascismen i øjnene? En lille henvisning til Frederik Stjernfelts og min bog, ‘ Adskillelsens politik’, om den kulturforståelse, der kan spores i dette morbide eftermæle, som man uafvidende giver de to ofre, når man ikke må identificere deres morders politiske motiv. …

Alligevel kan man både her og der i den offentlige debat lige nu se, at træk af den kulturalistiske ideologi – multikulturalisme – sætter sig igennem bag om ryggen på de personer, der deltager. … Og disse træk tilsiger dem, at man ikke kan og må kritisere folk fra andre kulturer for deres udemokratiske holdninger – ikke engang som i dette tilfælde, hvor personer deltager i en fascistisk-kultisk seance med hyldest af jødemorderen og attentatmanden. De, der vitterlig er vores dødsfjender, bliver omskrevet til at være forurettede og empatiske. Den ideologi, der er vores dødsfjende, må ikke nævnes ved navn.

Men ved næste fejring af nazisten Rudolf Hess’ fødselsdag 26. april vil alt være godt igen. Så vil de samme forfattere og andre naturligvis igen være på rette spor og ikke opfinde nogle bortforklaringer om ‘medfølelse’ fra diverse mindeoptog rundt om i Europa. Så vil de igen se klart og vide at identificere dem som hvide mænds fascistiske manifestationer. Her stiller multikulturalismen sig ikke i vejen…

Den multikulturalistiske ideologi har generelt nogle demokratiske problemer, som man hver især bør behandle. Det er den, der er omdrejningspunktet for de mange forvirrede og desperate positioner i denne tid. Det er en uerkendt racistisk ideologi og paternalisme, der præsenterer sig som barmhjertighed.

(Islamo-fascistisk procession ved jødemorders begravelse, Dortheavej-moské, 23. februar 2015; WAKF)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper