30. november 2019

‘Helter Skelter’ (’19): Efter ‘demografisk break-even’ venter ‘rå magtanvendelse’ mod oprindelige folk

Jens-Martin Eriksen kan godt være lidt triviel, når han febrilsk forfølger en tænkt 3. position, men analytisk er rammerne i orden. I en kommentar på Facebook bringer han et lille uddrag fra hans dystopiske roman ‘Helter Skelter’ (2019), hvor fortælleren ud fra et ‘indlevet etnoradikalt perspektiv’ gengiver ‘en forelæsning om de to personer, der primært har inspireret denne tænkning – Alain de Benoist og Guillaume Faye: Krigsskuepladsen er ganske simpelt en ufravigelig kendsgerning.’

“Denne politik fra establishments side med benægtelse og kriminalisering af dissidentinformation er en afgjort taberstrategi … Denne første strategi klassificerer Tiffany Collins som Den konventionelle inddæmning. …

‘De næste to strategier mod kaosudviklingen er moderat mindre illusoriske end den første, men i deres selvforståelse klart politisk forskellige.’ fortsætter Tiffany Collins. ‘Den ene strategi er den multikulturalistiske inddæming, som er venstreorienteret i sin selvforståelse, og den anden er den etnopolitiske inddæmning, som er højreorienteret i sin identitetsforståelse. Men deres plan for at inddæmme kaos er i hovedsagen identiske. Kun deres legitimationer for at gøre det samt deres terminologi er forskellige.

Ifølge den multikulturalistiske inddæming skal national kultur og politik dekonstrueres, og alle immigrationskulturer promoveres uden kompromisser. Multikulturalisterne tillader en stadig indvandring, og når en demografisk break-even er nået, vil en rå magtanvendelse mod de oprindelige folk for alvor blive sat ind. Det vil komme til egentlig fordrivelse eller politisk undertvingelse. På dette tidspunkt implementeres sharialove i Europa, og de oprindelige folk mister politisk indflydelse og går mod deres kulturelle og demografiske marginalisering. Men dette fremtidsperspektiv er tabuiseret af multikulturalisterne og må hverken omtales eller reflekteres over.

Den anden af de to identiske strategierer er den etnopluralistiske inddæming. Den indebærer ligeledes en åbenhed over for et delt apartheidsamfund, men uden den multikulturalistiske illusion med patologiske løgne og newspeak, hvor man foregøgler sig selv og andre, at man kan skabe ’en apartheid uden apartheid’. Den etnopolitiske strategi indebærer derimod en klar erkendelse af, at hver kultur må beholde sine autoritære, traditionalistiske- eller libertære elementer, som den vil. Og den accepterer og fastholder en forståelse af, at vi som kulturer må leve i adskilte nationer, præcist som milletsystemet i det Osmanniske imperium. Der havde hvert religiøse samfund sin egen autonomi og levede efter egne skikke og love, naturligvis under sultanatets overhøjhed. Den etnopolitiske strategi går ud fra, at vi ved at påtvinge andre i Europa vores egen kultur kun vil bringe disse fremmede ud i religiøs nihilisme og terroristisk selvdestruktion. Det har alle årene med islamismen vist os. Vi må derfor lade muslimerne i fred i deres egne ghettoer, og være åbne overfor en retspluralisme, der tillader hver etnisk nation sine egne love i staten; sharia for muslimer, europæisk demokrati for etniske europæere. …

Denne etnopluralistiske strategi kan sammenlignes med den multikulturalistiske version for at inddæmme kaos ved at pege på, at vores eneste chance for at leve videre er at udleve vores identitet og kultur hver for sig. At pånøde andre sin egen livsmåde og livsverden vil kun bringe ‘itubrudne identiteter og ødelagte samfund i indbyrdes krige’.

‘”For så vidt er disse to strategier næsten identiske,’ siger Tiffany Collins. ‘Men med forskellig terminologi og erkendelse af, hvilken politisk konsekvens man promoverer. Multikulturalister og etnopluralister er to sider af det samme forsøg på inddæmning af krisen i Europa, men etnopluralisterne er de mest realistiske i deres tilgang. De ved i højere grad, hvilken strategi de fremmer med deres politik. Multikulturalisterne lever i en forblændet drøm om sig selv og deres egen politik. De vil lade de europæiske territorier ligge åben for fortsat indvandring og kaos. Den etnopluralistiske strategi vil fryse magtkonstellationerne ved at bremse for videre indvandring. …

Begge inddæmingsstrategier har apartheidsamfundet som målsætning, men kun den etnopluralistiske strategi indser dette åbent og klart. Den multikulturalistiske strategi anviser samme vej uden at vide det – forført af sin egen sentimentale jargon og forblændet af sin egen moralisme. Den eneste reelle forskel ligger i, at den etnopluralistiske inddæming tilstræber at fryse fronterne ved at standse al videre immigration til Europa samt have en klar og åben politik for apartheidsamfundet. Den multikulturalistiske inddæmningsstrategi ønsker at privatisere apartheidstrategien – det er op til folks egne økonomiske ressourcer at finde passende hvide kvarterer og skoler – og friholde den for politiske overvejelser og politisk indblanding. Det er et tema, der er tabuiseret.’ …

Tiffany Collins… lægger den fjerde politiske strategi frem som den, der peger mod en generobring af den europæiske etnosfære og som en uddrivelse af al muslimsk indflydelse i Europa. Vi kan ikke lade os binde af konventioner og love, der er udtænkt og vedtaget for at civilisere os selv, men ikke for at danne front mod en kolonisering og fjendens overtagelse og demografiske oversvømmelse af vores fædrelande. Den nærmeste beslægtede strategi – den tredje, den etnopluralistiske, som hun tilskriver den franske tænker Alain de Benoist – er i det mindste terminologisk ærlig og korrekt, men ikke desto mindre illusorisk, når den hævder, at det lader sig gøre at inddæmme den epidemiske vold og kriminalitet ved at fastfryse fronterne. Alt tyder på, at uanset hvilke kompromisser vi ser, fortsætter nedbrydningen af statens voldsmonopol og den totale usikkerhed længere og længere ind i middelklassen … Den revolutionære opgave er derfor at opstille en målsætning. Man må turde se den i øjnene, uanset hvor radikal den måtte forekomme. Her må vi heller ikke lade os binde legalistisk i forhold til hvilke midler, der skal anvendes for at udløse den revolutionære omvæltning.

Hun peger på, at når epidemierne af vold og sikkerhedsopløsning når et vist punkt, og kendskabet til dem og bevidstheden om dem er tilstrækkelig stor, vil accepten af revolutionær vold være tilstede. Og den må udløses i en skala, så den giver et håb om, at mobiliseringen mod systemet er gået ind i en uafvendelig fase. Den legalistiske forbandelse vil med andre ord være sprængt, og den revolutionære vold blive accepteret som den nye og nødvendige norm. Vores opgave i instituttet er dermed fra nu af at kalibrere aktioner i forhold til hvornår den revolutionære vold er en politisk mulighed, samt i hvilken skala den skal udløses for permanent at øge tilslutningen til modstanden. Den skal sættes i gang som en vedvarende effekt, der ikke længere er afhængig af noget center.
Modstanden skal til stadighed danne nye og autonome celler med den effekt, at statsmagten nedbrydes og de muslimske magtbaser bliver umulige at opretholde i Europa. Denne proces kalder vi ‘La reconquista,’ efter det katolske Spaniens uddrivelse af maurerne og islam i det 15. Århundrede.

Al historisk erfaring tilsiger, at revolutionen indtræffer i et kaos, der kan forekomme pludseligt. Og når det sker, når situationen er moden, da forekommer den revolutionære proces at være det mest indlysende, det mest selvfølgelige i verden – for det er dér, ‘folket sker’. Hun bruger denne aparte vending med reference til den politiske ‘Praxis-skole’ og filosoffen Mihajlo Markovic. Det er der, folket bliver sig bevidst som folk og ser sig selv som subjekt for den forandring, der er nødvendig for at alting igen kan blive det samme, som før vi i Europa blev ramt af denne ulykke, der ødelægger vores liv og vore fædrelande.

Oploadet Kl. 09:49 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


7. december 2018

J-M. Eriksen: “Engang var den etnonationalistiske politik en balkansk sygdom.. I dag har den bredt sig”

Skarpe iagttagelser af forfatter Jens-Martin Eriksen, der fortæller om ‘balkanisering’ af Europa med alt hvad deraf følger af ufred. For tyve år siden pointererede jeg det samme i en ba-opgave, men i modsætning til Eriksen, så jeg ikke forløbet som en konsekvens af højreorienteret politik. Når man forrykker demografien med indvandring af kulturfremmede, så opstår der multikultur – hvad retteligt blot er et forstadie til ‘balkanisering’, borgerkrig og det der ligner. Det han betragter som farlig ‘identitetspolitik’, har været et grundvilkår for menneskeheden, længe inden centrum/venstre opfandt et nyt begreb for at sløre egen ideologi. Hvis ‘balkanisering’ og kultursammenstød altid er lige under overfladen, så må problemet nødvendigvis være andet og mere end tilfældige politikere.

Set herfra så bedriver multikulturalister (eller anti-‘identitetspolitikere’, som Stjernfelt/Eriksen) en kamp mod den menneskelige natur. Den førte politik bør i sagens natur tage udgangspunkt i den brutale (delvis etno-nationalistiske) virkelighed, ikke et ønsket multikulturelt utopia. Man kan da godt skose Karadzics, men i det store billede er enkeltpersoner uinteressante. Vil man tøjle den forkætrede ‘identitetspolitik’, og undgå blod i gaderne, så starter det med lukkede grænser og respekt for hævdvunden nationalitet. Multikultur er borgerkrigens benzin.

Kommentar af Jens-Martin Eriksen i Berlingske – Engang var denne politik en balkansk sygdom. I dag har den bredt sig i politik overalt.

“‘Nu ser du balkaniseringen og identitetspolitikken overalt. For godt 20 år siden var det kun her på Balkan. Vi er avantgarde! Hele misèren begyndte her!’.

Det er Sonja Biserko, lederen af den serbiske Helsinki komité, der ironisk ridser situationen op, mens vi sidder til te på Hotel Moskva i Beograd. Hun kendte op til krigene hernede alle øglerederne ud og ind, og var på det rene med, hvem der var de første, der satte identitetspolitikken på den politiske dagsorden og gjorde krigene mulige. Nu mødes vi igen for at sondere risikoen for udbrud af en krise eller væbnet konflikt i Kosovo, som er et sår, der aldrig er blevet helet.

I de politiske cirkler her i Serbien føres der en slags hemmelige overvejelser og forhandlinger med de kosovo-albanske ledere om at ændre grænserne til Serbien langs etniske linjer. …

Engang var den etnonationalistiske politik en balkansk sygdom. Det var i halvfemserne. I dag har den bredt sig i politik overalt, hvor nationalister af enhver art – både højrenationalister og muslimske populister – søger at fastholde deres etniske fæller og fordømme alle slags afvigere. De afvigende er forrædere i nationalisternes øjne.

Højrenationalister fordømmer deres etniske fæller, de er uenige med, og som derfor er ‘landsforrædere’ eller noget der ligner. Muslimske populister fordømmer deres egne etniske fæller for at være kokosnødder, når de ikke adlyder deres egne etnisk-religiøse dogmer.”

(Mostar, 75 km sydvest for Sarajevo, 6. november 1993; Foto: Twitter)



25. maj 2016

Mikael Jalving: Den hipsterliberale fraktion kritiserer multikulturalismen, men aldrig indvandringen

Mikael Jalving kalder dem for ‘hipsterliberale’, og det dækker vel fint. De er som fisk i vandet når der diskuteres regler og paragraffer, men er omvendt tavse som graven, når det bliver konkret, og de risikerer at beskidte hænder. Ikke alle tiltag er naturligvis af det gode, men hvis man som liberal dogmatiker afviser samtlige, så bliver den påtagede neutralitet en del af problemet. Som ‘fredsfløjen’ under Den Kolde Krig.

Blogpost af Jalving hos Jyllands-Posten – Tavshed i hipsterland.

“Når jeg iagttager den fraktion, jeg benævner hipsterliberale, så ser jeg et behjertet forsøg på at værne om ytringsfriheden i vid forstand, en bestræbelse, jeg deler og har delt længe. Jeg har stor og vedholdende respekt for især Flemming Rose, som jeg står i gæld til, og for Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen, der alle har kæmpet kampen på flere fronter – og i Roses tilfælde betalt en høj pris herfor – men jeg savner, at de siger B, når de har sagt A.

… Kritiserer man multikulturalismen, sådan som flere af de hipsterliberale har gjort i bøger mm., må man naturligvis også kritisere indvandringen, da det er den, der materielt føder den første. Det er med andre ord ikke nok at prædike demokrati og ytringsfrihed som vidner, der har set lyset, og det er desværre ikke nok at have styr på begreberne, hvis vi ikke har styr på de territoriale grænser, og hvis vi ikke er i stand til at kontrollere det voksende antal shariasympatisører blandt især unge muslimer.

Hvad mener hipsterliberale om de flere og flere unge kvinder bag hijab, niqab og burka? Niels Lillelund mener dette:

‘Sorte slyngler, ville vi sige, hvis vi havde selvtilliden i orden, for det ligner de jo, banditter uden åben pande, formummede skælme, og meget ville være reddet, hvis vi bare turde sige det, men det mod har vi ikke.’

Nej, det mod har vi nemlig ikke, hipsterliberale slet ikke, og jeg møder dette fravær hos såvel Liberal Alliances Ungdom som Venstres Ungdom og andre liberale kredse, når de er venlige at invitere mig forbi. Her handler det også om ”frihed”, rethaverisk frihed.

Min medblogger Rune Toftegaard Selsing går i clinch med den samme dovne liberalisme i sin seneste post om tørklædet som et modkulturelt statement og skriver, at tørklædet forhindrer samvær og social kontakt, det er jo selv meningen med munderingen: ‘Tørklædet er det materialiserede fravalg af os. En umiddelbar besked om at holde sig væk. Et tegn på anderledeshed og utilgængelighed’.”



10. marts 2015

‘The soft bigotry of low expectations’: “… hvorfor dette ubehag ved at se islamo-fascismen i øjnene?”

Den sympatiske Mersiha Cokovic skriver i Berlingske om ‘mangel på krav og forventninger til indvandrere’, hvad en tidligere amerikansk præsident meget rammende har betegnet som ‘the soft bigotry of low expectations’. Jens-Martin Eriksen hudfletter de dobbelte standarder i Politiken – Fascismens nyttige idioter (kræver login).

“Forfattere og debattører havde mange sære ting for på Facebook og i aviserne efter den kultiske seance, hvor en næsten tusindtallig skare af maskerede og hellige mænd begravede morderen fra attentaterne ved Krudttønden og Synagogen. Det ville være nærliggende at forstå dette mysteriespil i moskeen på Dortheavej i København og ude ved den muslimske begravelsesplads i Brøndby som en hyldest til martyren, der nu går ind i Paradiset, fordi han som attentatmændene fra Paris har hævnet profeten for en krænkelse. Men sådan så mange forfattere og andre kunstnere ikke på det.

Nogle af dem, der deltog i hyldesten, var ganske vist tilrejsende islamister og gengangere fra andre episoder med hyldest til voldens velsignelser, som ikke mener, de døde er helt så uskyldige, og at det kun er retfærdigt at hævne profeten med døden over for dem, der krænker.

Men alligevel har vi ikke lov til at fordømme den islamo-fascistiske procession. For hvem er vi, der kan dømme over andre og se ind i deres indre og for alvor vide, hvad de tænker? For kunne vi kigge ind i deres hoveder og få at vide, hvilke motiver de 600-700 havde for at møde frem til begravelsen? Det forlød, at der kunne være flere grunde. Det første, der faldt forfattere og kunstnere ind, var ikke, at man hyldede mordene ved Krudttønden og ved synagogen. …

Der er mange hensyn, forstås. Og man må ikke generalisere. Men hvorfor dette ubehag ved at se islamo-fascismen i øjnene? En lille henvisning til Frederik Stjernfelts og min bog, ‘ Adskillelsens politik’, om den kulturforståelse, der kan spores i dette morbide eftermæle, som man uafvidende giver de to ofre, når man ikke må identificere deres morders politiske motiv. …

Alligevel kan man både her og der i den offentlige debat lige nu se, at træk af den kulturalistiske ideologi – multikulturalisme – sætter sig igennem bag om ryggen på de personer, der deltager. … Og disse træk tilsiger dem, at man ikke kan og må kritisere folk fra andre kulturer for deres udemokratiske holdninger – ikke engang som i dette tilfælde, hvor personer deltager i en fascistisk-kultisk seance med hyldest af jødemorderen og attentatmanden. De, der vitterlig er vores dødsfjender, bliver omskrevet til at være forurettede og empatiske. Den ideologi, der er vores dødsfjende, må ikke nævnes ved navn.

Men ved næste fejring af nazisten Rudolf Hess’ fødselsdag 26. april vil alt være godt igen. Så vil de samme forfattere og andre naturligvis igen være på rette spor og ikke opfinde nogle bortforklaringer om ‘medfølelse’ fra diverse mindeoptog rundt om i Europa. Så vil de igen se klart og vide at identificere dem som hvide mænds fascistiske manifestationer. Her stiller multikulturalismen sig ikke i vejen…

Den multikulturalistiske ideologi har generelt nogle demokratiske problemer, som man hver især bør behandle. Det er den, der er omdrejningspunktet for de mange forvirrede og desperate positioner i denne tid. Det er en uerkendt racistisk ideologi og paternalisme, der præsenterer sig som barmhjertighed.

(Islamo-fascistisk procession ved jødemorders begravelse, Dortheavej-moské, 23. februar 2015; WAKF)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper