10. februar 2021

Mens MSM hetzede ‘Putins marionet’, bekæmpede Trump etablering af russisk rørledning i Østersøen

Fredag kunne man høre mellemøstforsker Lars Erslev Andersen kommentere menneskerettighederne i islamiske oliestater, og specifikt nævnte han Saudi-Arabiens mord på Jamal Khashoggi, der forargede ‘amerikanerne, bortset fra Trump-regeringen’. Der var dog håb igen, præsident Joe Biden ville nu sætte hårdt mod hårdt.

Der er ingen dansk vinkel på Khashoggi-drabet, og i forhold til menneskerettigheder vil det nok være mere relevant at diskutere Ruslands fængsling af oppositionslederen Aleksej Navalnyj. For os der husker de mange spekulative ‘Russian collusion’-historier i massemedierne, er det påfaldende så kritisk Trump var overfor Putins planer om at bygge olierørledninger til Vesten – de såkaldte Nord Stream 1 og 2.

Knud Brix rullede forleden historien ud i podcasten Genstart, med hjælp fra tidl. udenrigsminister Martin Lidegaard. Det er artige ager. I 2011 drak Lars Løkke Rasmussen fadøl med Putin i Tivoli, og Lidegaard erkender, at han var naiv, da han have ministeransvaret i 2014-15. Selvom Clinton/Biden kaldte Trump for ‘Putins marionetdukke’, så modarbejdede Trump stædigt Ruslands geopolitiske tiltag. Trump ville sanktionere europæiske virksomheder, der hjalp Putin med rørledningen, og Putin fejrer nu Bidens sejr med genoptagelse af Nord Stream 2.

En masse debat om et marginalt emne, serveres med en kindhest til Trump. Omvendt er der ingen videre kritik af danske politikere, der trodsede Trumps advarsler om Putins Rusland i et større geopolitisk spil, der har direkte relevans til Danmark. Ja, faktisk tærskede medierne langhalm på Trumps postulerede venskab med Putin.

Her lidt fra udsendelsens afslutning.

Knud Brix, DR: Donald Trump er igennem hele sin præsidentperiode rasende over Nord Stream 2. På et NATO-topmøde i 2018 angriber han Tyskland. Han anklager uden blussel Angela Merkel for at gøre sig til Putins gidsel, og helt afhængig af russisk gas. … Diskussionen kulminerer i 2019.

Martin Lidegaard, tidl. udenrigsminister: Det næste kapitel er jo ret vildt. For her siger Donald Trump, på bedste Trump-manér – ‘Prøv lige at høre, jeg er sådan set ligeglad hvad vi er enige eller uenige om’, ‘Jeg kommer til at straffe alle de europæiske virksomheder, som på den ene eller anden måde indgår i det her projekt’ – ‘Dem straffer vi økonomisk’.

Knud Brix: Hvorfor har han så meget imod gasledningen?

Martin Lidegaard: USA har to interesser her. Det ene er man vil stække Rusland sikkerhedspolitisk. Men det andet er, at der er en kæmpe kommerciel interesse fra USAs side, fordi man gerne vil sælge sin egen gas til Europa. … De har flere motiver. …

Knud Brix: Du er vel enig med Trump i målet. Er han så ikke bare effektiv?

Martin Lidegaard: Man er nødt til at skille tingene ad. Jeg er sådan set enige med USA i, at det har været åndsvagt af Tyskland at bygge den her ledning på nuværende tidspunkt. Men det står også klart, at man ikke kan have en situation, hvor et land påtvinger andre sin udenrigspolitik, med økonomisk straf, hvis ikke de makker ret. Det er ikke den form for samarbejde, man skal have med allierede.

Knud Brix: Det her fører jo sådan set til at byggeriet blev udskudt, og sat i stå. … Det var jo også det du gerne ville. … Midt i januar genoptages byggeriet af Nord Stream 2 pludselig, efter mere end et års pause… Den bratte genstart af gasledningen, falder sammen med at Trump forlader Det Hvide Hus. Tror du at det er tilfældigt at byggeriet genoptages dage efter at Trump er ude af kontoret?

Martin Lidegaard: Jeg er helt overbevist om, at når man nu er gået i gang med at færdiggøre Nord Stream 2, så er det fordi man antager, at Biden-administrationen ikke vil fortsætte Trumps sanktioner. Det er ikke noget vi ved – det er noget, som de antager. Vi ved faktisk ikke hvor Biden står i det her. … Det var næsten ubærligt, at man ikke brugte Nord Stream 2 til at stille krav, og presse russerne mere end man gjorde. Nu kommer Nord Stream 2, og så er det bare om at være på mærkerne, og sørge for at at russerne ikke udnytter det til noget som helst, som ikke er i vores interesse.

(Genstart, En giftig gasledning, DR.dk, 4. februar 2021)

MSM

‘Trumps handelsminister tjener millioner på at sejle gas gennem Øresund for Putins inderkreds’ (Politiken, 6. november 2017)

‘Putins kok stegte valgflæsk for Trump’, Jyllands-Posten, 18. februar 2018)

‘Biden har fortalt Putin alt det, Trump ikke turde eller ville sige til ham’ (Michael Bjerre, Berlingske, 28. januar 2021)

(Nord Stream 2-rørlinje; Foto: Euractiv)



13. august 2014

DIIS-forsker Lars Erslev Andersen afviser terrortrussel : “Den globale jihadisme er der ikke rigtig.”

Lars Erslev Andersen er næppe helt så uintelligent som Mr. Chance i Being there fra 1979 (da. Velkommen Mr. Chance), så man må vel gå ud fra, at han som andre forskere i lignende stillinger har ideologiske blokeringer. Flere muslimer i vestlige storbyer, vil give flere potentielle jihadister – sværere er regnestykket i virkeligheden ikke. Fra Weekendavisen – Efter Syrien (17. juli 2014; ikke online).

“I følge PETs Center for Terroranalyse (CTA) er terrortruslen mod Danmark fortsat alvorlig. Og særlig én udvikling vækker bekymring: det stigende antal danske, militante islamister, der kæmper i Syrien og Irak. I et notat fra d. 26. juni konkluderer PET, at antallet af danske udrejste nu har oversteget 100, og at mindst 15 har mistet livet.

Det store spørgsmål er, hvad disse veteraner mon finder på, når de vender hjem. Vil de lægge deres militante fortid på hylden? Eller vil de i stedet kaste sig over terrorplaner mod vestlige mål? Ifølge CTA bør man være særdeles bekymret for, at nogle vælger det sidste.

… seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier Lars Erslev Andersen, der forsker i global terrorisme, maner til besindighed: ‘Min vurdering er, at risikoen ikke er så stor. …,’ siger Erslev Andersen.

‘Jeg siger ikke, at der ikke er en risiko, blot at den ikke er så stor. Den er blevet overvurderet. Det tror jeg, at man roligt kan sige,’« siger han. Med den vurdering lægger Lars Erslev Andersen sig på linje med den tidligere leder af britisk MI6, Sir Richard Dearlove, der i sidste uge udtalte, at Vesten i dag kun er ‘marginalt påvirket’ af islamistisk ekstremisme, og at truslen fra ISIS og vestlige kombattanter i Mellemøsten generelt er blæst ud af proportion.

I den seneste rapport om den europæiske terrorsituation fra Europol er truslen fra de hjemvendte, såkaldt foreign fighters, ellers fremhævet som en særlig alarmerende udvikling. Her frygter man, at truslen kan stige eksponentielt, og at Syrien og Irak vil kunne udklække nye generationer af terrorister, som man så det i Afghanistan og Pakistan i 1990erne. Men Lars Erslev Andersen mener ikke, at man kan sammenligne de to.

Det, der adskiller dem, der tog til træningslejre i 1990erne, fra dem, der tager til Syrien i dag, var en psykisk træning, en oplæring, en ideologisk skoling og en kontakt, der blev opretholdt, da de vendte tilbage. Så der var nok en ubehagelig trussel dengang. Sådan er det ikke med dem, der tager til Syrien. … det er korrekt, at nogle måske har fået en træning og lært noget, de kan bruge. Men mange andre kommer måske hjem og har fået en lærestreg. …,’ siger han. …

Erslev vurderer, at truslen fra global jihad er på retur: ‘Den globale jihadisme er der ikke rigtig. Der er ingen tvivl om, at de, der stadig taler for en global jihad, de har USA som fjende og abonnerer på helt samme ideologi, som Osama bin Laden lagde frem. På det ideologiske plan er der nok ikke nogen markant forskel. Spørgsmålet er, om de har ressourcer og kapacitet til at fuldføre det. Og der kan vi se, at al-Qaeda er forkrøblede og svækkede.’ …

‘De udtaler en klar global dagsorden. Men den kan de ikke realisere på nuværende tidspunkt, da de har travlt med at etablere sig territorialt i Irak. De har ikke på nuværende tidspunkt samme infrastruktur, som al-Qaeda havde i Afghanistan,’ siger han. I antologien Terrorisme og trusselsvurderinger, der er udgivet af DIIS tidligere i år, konkluderer Erslev Andersens DIIS-kollega, terrorforsker Manni Crone, tilsvarende: ‘Alt tyder dog på, at den voldelige islamistiske ekstremisme i dag er svækket, og at den islamistiske bølge har toppet.‘.”

(Peter Sellers som Mr. Chance i Being there, 1979)



10. april 2014

Bonnichsen om syge Akkari, der fodrer ‘kollektive fordomme’ om ‘agtværdige imamer’, såsom Abu Laban

I gårsdagens udgave af Rushys roulette på Radio24syv, var Rushy Rashid tilbage som vært, efter nogle udgaver med Omar Marzouk i værtsrollen. Ahmed Akarris bog var emnet i den første time, og som man kunne forvente, var det overordnede formål ikke at diskutere afsløringerne, men nedtone samme, ud fra den evindelige ‘Åhh, skal vi nu diskutere muslimer igen’-diskurs.

Hidkaldt var sikre apologeter såsom Hans Jørgen Bonnichsen og Lars Erslev Andersen, der mente bogen ikke gav dem ny viden, ikke kunne bruges til noget, og i øvrigt var resultatet af en psykologisk brist hos Ahmed Akkari. Bonnichsen var selv efter egne standarder, fuldstændig absurd at høre på. De tyve minutter med den tidligere PET-chef kan høres her.

Rushy Rashid, Radio24syv: … Da den her dokumentarfilm blev lanceret, der sagde du… Her sagde du, at Abu Laban måske var en ven, vi aldrig rigtig lærte at værdsætte.

Hans Jørgen Bonnichsen, tidl. PET-chef: … Til trods for… der blev så sandelig ikke sparet på fordomme kan jeg forsikre Jer for, at de var tvetunger, at de var integrationsfjendske, at de var kvindeundertrykkende, ja, vi kender det alle sammen. Hadprædikanter og så videre. Sådanne kollektive fordomme er jo meget svære at hamle op med, og det var vi meget bevidst om… Vi etablede, med gensidig respekt for vore forskellige ståsteder, et fora hvor vi kunne gå ind og diskutere forskellige ting. Et initiativ, hvor vi måske kunne finde fælles fodslag på at forebygge, og forhindre radikalisering og terror i Danmark. Og der må jeg da erkende, at Abu Laban, i hvert fald i forhold til en del krisesituationer virkelig viste at han var en person, som i allerhøjeste grad medvirkede til, at at der blev ro, og at det ikke udviklede sig på en sådan måde, at det formulerede sig i voldelige handlinger.

Han havde min dybeste respekt, på mange måder. Han blev så ofte misforstået i den danske befolkning, netop fordi han gav udtryk for sine holdninger, og holdninger som måske var floromvundne, men herrestegud dog, det er jo ensbetydende med, at vi stadigvæk respekterer ytringsfriheden, men når man kom til stykket, så var han en person, som jeg har dybt respekt for.

[…]

Rushy Rashid: Sidder du tilbage med en lang næse nu, hvor det kommer frem, at de holdt Jer for nar? I og med, at de på den ene side forsikrede Jer om, at de nok skulle hjælpe til med, at dæmpe gemytterne, og så samtidig havde de bare et lillebitte møde med Hamas og Hezbollah, og hvad der ellers rør sig…

Hans Jørgen Bonnichsen: Det gør jeg i princippet ikke. Det der ærger mig vældig meget, det er at Akkari nu faktisk medvirker til at trække de andre imamer, som virkelig gjorde et ihærdigt og agtværdigt stykke arbejde i forhold til at sikre freden i Danmark. Læg mærke til, at bundlinjen er, at det ikke skete en eneste voldelig handling i Danmark, blandt andet på grund af deres indsats… Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil, og i øvrigt et dobbeltspil som man kan stille spørgsmålstegn ved. … Jeg behøver ikke føle sig… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig.

Rushy Rashid: Hvad er du skuffet over?

Hans Jørgen Bonnichsen: Jamen, hør nu efter her. Man går ud fra at man etablerer et tillidsforhold… Det udviste tillid, kom med en fremstrakt hånd, og der må jeg jo nok erkende, at det lever han i hvert fald ikke op til. I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning.

[…]

Rushy Rashid: … Hvad kan du bruge den her bog til?

Hans Jørgen Bonnichsen: I princippet kan jeg jo ikke bruge den til noget som helst. Forstået derhen, at det er muligt andre kan bruge den til at få bekræftet, at nogle af deres fordomme, de holdt stik, og det kan man så glæde sig over. Jeg kan ikke bruge den til ret meget, det må jeg nok erkende.

Angela Brink, Politiken: Jeg synes. Jeg hører hvad du siger, at Akarri får det til at lyde som om, at alle imamerne spillede dobbeltspil, og det er du selvfølgelig ærgelig over, nu må du korrigere mig, hvis jeg hørte forkert, fordi der faktisk eksisterede et rigtigt godt samarbejde. Og det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme om hvad de her imamer havde gang i. Når det så er sagt, så synes jeg faktisk, at Sam (andre gæst) har lidt af en pointe. … Der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad du tænker omkring Akkaris dobbeltspil. Altså, havde I en fornemmelse af det?

Hans Jørgen Bonnichsen: Skal vi ikke lige holde fast i bundlinjen… det er os der vælger midler og metoder, og metoden var faktisk på det her tidspunkt, og det havde vi stor succes med, den fremstrakte hånd. … Hvis man spørger mig om Akkari, så har jeg da oplevet ham, jeg har oplevet ham som en velformuleret, stærkt argumenterende personlighed, en person som helt klart gav udtryk for at han havde fundet sandheden, ikke var i tvivl om sin rolle, og tydeligvis stolt over at være den valgte talsmand for nogle, og læg mærke til ‘nogle’ muslimske organisationer. … Vores tilgang er selvfølgelig tvivl på alt, men tro på meget, og han skulle da også have en chance, og derfor inviterer vi ind på den måde. At han så ikke levede op til det, det kan man da ikke bebrejde PET.

Rushy Rashid: Jeg står tilbage. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg har min tvivl. Jeg ved ikke hvad jeg præcist skal sætte fingre på i forhold til Akkari, men der er en masse alarmklokker der ringer hos mig, når jeg hører ham tale, og noget af det jeg tænker, det er jo bevægelsen fra den ene yderlighed til den anden yderlighed, fra at være islamist, og så til at være overdemokrat. Overhumanist. Det er den bevægelse, jeg har svært ved at fordøje. … Jeg er ikke overbevist. … (refererer skeptisk Lasse Jensen-kommentar om Akkaris omvendelse) Og så står der også det der med, at han får så meget taletid lige nu…

[…]

Hans Jørgen Bonnichsen: Netop fordi det, der er sket, bekræfter os i, at det er os der har ret. Det er os der har fundet sandheden, og dermed mister vi jo utvivlsomt noget af vor kritiske sans. Det er en kulturarv som vi er præget af, som vi i allerhøjeste grad ser udfolde sig i øjeblikket. Så vil jeg også sige, at min oplevelse i PET og politiet, så har jeg oplevet lignende personer som pludselig foretager et radikalt skifte, uden at drage sammenligning med Akkari, for det vil jeg ikke, jeg vil ikke ind og motivsøge i forhold til ham, men der har jeg set, at det er personer som har et enormt behov for opmærksomhed, hvor virkelig har fornemmet, at deres sjæls inderste bøn er at blive set, og at blive anerkendt. Og det kender ingen grænser, hvis man ikke føler eller har oplevet, at noget sådan er sket, så så kan jeg love Jer for, at så går man ind og prøver på at vække andres følelser, ofte på en ekstrem måde.

Jeg har set det hos rockere. Jeg har set det hos folk der er konverteret. Jeg har set det hos folk som er blevet public-agenter… Jeg har set det hos whistleblowers. I det øjeblik de foretaget et skifte, så vækker de opmærksomhed. Så får de det her behov for opmærksomhed, som de angler efter. De er midtpunkt, de føler at andre har brug for dem. Men hvis de føler sig svigtet, jamen, så skifter de så pludselig til en ny rolle. Og så skal man være særdeles opmærksom på den her situation, for her får de igen mange skulderklap, men det varer jo kun et stykke tid, og jeg har desværre set, at i mange af de sager jeg skitserer her, der er det endt til sidst med et selvmord.



18. juli 2012

Terrorister i ‘defensiven’ sender medier og akademikere på offensiv i kulturkampen

Intet burde overraske længere når det drejer sig om mediers og akademiske eksperters higen efter apologi for alt vedrørende islam. Alligevel rystes man når man ser hvor nonchalant der drages dulmende konklusioner på det tyndeste grundlag. Konklusioner med konsekvenser for ens egen og ens børns fremtid. Fra programomtalen til et indslag på P1.

“Når debatten om bekæmpelse af ekstreme islamister går højt i Vesten, bliver det ofte fremført, at grupper som Al-Qaeda ønsker at overtage verdensherredømmet, og underlægge alle mennesker sharia-lov. Men det stemmer ikke overens med sandheden. Amerikanske forskere fra Arizona State University har analyseret 2000 propagandaskifter, publiceret af fundamentalistiske islamister i årene 1998 til 2011.

Konklusionen er, at ekstremisterne prædiker om at udholde lidelse og kæmpe mod fremmede, der på uretfærdig vis undertrykker mænd, kvinder og børn. … Den danske terrorforsker Lars Erslev Andersen… mener, at fejlopfattelsen skyldes en kobling mellem værdier og krigen mod terror.

– Man har ideologisk overbygget krigen mod terror med en bestemt fortolkning af islam. Og, man [dvs. bl. a. os, LFPC ] kan så spille det kort ind i andre debatter om for eksempel indvandrere og ytringsfrihed.”

(P1 Morgen, 14. juli 2012: Ekstreme islamister ønsker ikke verdensherredømme)

Hullerne og de ureflekterede antagelser i det pågældende studium How Islamist Extremists Quote the Qur’an er iøjnefaldende for enhver med det absolut spinkleste faglige grundlag. Det nævnes ikke at alle fire store sunni-retsskoler har islams verdensherredømme som mål, og at det der eufemiserende kaldes ‘terrorisme’ kun er én fremgangsmåde henimod dette. Der skelnes ikke mellem såkaldt offensiv eller defensiv jihad. Og muslimsk retorik, her velkendt offerretorik, fortolkes ud fra vestlige begreber.

Forfatterne ‘overraskes’ således over at det såkaldte sværdvers (9:5) i Koranen kun nævnes sjældent af terrorister. Forklaringen er enkel nok: Kun en kalif kan iværksætte offensiv jihad. Således hedder det i Shafi’i-retsskolens udlægning:

@O9.8: The Objectives of Jihad
The caliph (o25) makes war upon Jews, Christians, and Zoroastrians (N: provided he has first invited them to enter Islam in faith and practice, and if they will not, then invited them to enter the social order of Islam by paying the non-Muslim poll tax (jizya, def: o11.4) -which is the significance of their paying it, not the money itself-while remaining in their ancestral religions) (O: and the war continues) until they become Muslim or else pay the non-Muslim poll tax (O: in accordance with the word of Allah Most High, [Reliance of the Traveller, vejledning for Shafi’i-retsskolen]

I hans fravær må terrorister legitimere sig som værende i defensiven. Defensiv jihad er en forpligtelse der påhviler den enkelte muslim når islam opfattes som under angreb. Forskerne ved Arizona State University antager ureflekteret at der er tale om rationelle klagepunkter der kan imødegås med argumenter i en sober debat, eller evt. ved at vi opfører os som gentlemen og modererer vores adfærd:

“Given that extremist arguments are really about victimage and deliverance, one means of counteracting them is to address claims of victimage. Of course, where these claims are true, they should be acknowledged and addressed. Otherwise, when claims of harm are demonstrably false, they can possibly be disputed factually.”

Dvs. de overvejer ikke muligheden af at offerrollen udspringer af herrefolksfølelse: At alt der står i vejen for islams udbredelse er aggression i deres øjne, som Raymond Ibrahim så rigtigt pointerer i en analyse.

For radicals in al Qaeda, the dichotomy between ‘freedom’ and ‘oppression’ is wholly founded on whether sharia law is made supreme in the world; that is, whether every single man, woman, and child — both Muslim and non-Muslim — lives under the mandates of Islamic law. If they do, they are considered ‘free’; if not, as the case is today, the mass of humanity is considered to be ‘oppressed.’

Osama bin Laden himself makes this clear in one of his more arcane documents written for Muslim eyes only: “Muslims and especially the learned amongst them, should spread sharia law to the world — that and nothing else. Not [secular] laws under the ‘umbrella of justice, morality, and rights’ as understood by the masses. No, the sharia of Islam is the foundation. … For practically everything valued by the immoral West is condemned under sharia law… . As for [the concept of] oppression, the only oppression is to forsake them [Americans] in their infidelities, and not launch a jihad against them till they submit to the faith — as the Prophet did with them.

Bemærk at Raymond Ibrahim – der tilfældigvis også har udgivet en bog med analyse af al-Qaedas egen retorik – her har fundet hvad forskerne på Arizona State University ikke har kunnet finde: En snørklet, men bramfri erklæring fra Osama bin Ladens side om en erobringskrig mod amerikanerne, for at befri dem fra deres ‘undertrykkelse’, dvs. frihed for islam.

På Arizona State University antager man at ‘uretfærdighed’ og ‘undertrykkelse’ er størrelser med samme legitimitet som i Vesten, i stedet for at være passivt-aggressive markeringer i forhold til os. Og medier og akademikere kaster sig begærligt, og sigende, over budskabet.

Oploadet Kl. 15:36 af Lars Findsen På Crack — Direkte link5 kommentarer


25. maj 2008

Anti-terrorkampen virker / Naturkatastrofe underminerer Kinas kommunistiske parti

To på hinanden følgende indslag fra fredagens Orientering der skriger på alternative analyser. Først beretningen om en canadisk rapport som modsat andre fastslår, at islamisk terrorisme er på retur…

  • 23/5-08 Orientering, P1 – Misvisende terrorstatistik (Kirsten Larsen).
  • A: Terrordrab i Irak og Afghanistan er krigshandlinger, og skal derfor ikke medtages.
    B: Islamisk terrorisme er hermed på retur
    Ergo: Muslimerne bifalder ikke terror (islam er fred).

    Dernæst en historie om hvorledes jordskælvskatastrofen i Kina flytter magt fra landets kommunistiske parti.

  • 23/5-08 Orientering, P1 – Kinas politiske virkelighed (Peter Harmsen).
  • Thomas Buch-Andersen, intro: “Denne forsigtige åbning for ukontrollerede aktiviteter på græsrodsniveau er et nyt fænomen i Kina, og måske et første skridt i retning af at udvikle et civilsamfund som hverken er afhængig af staten eller af markedskræfter.”

    Apropos.

  • Link: The Religion of Peace.
  • 19/5-08 BBC – Row over Denmark court veil ban (Thomas Buch-Andersen, BBC News, Copenhagen).
  • 

    10. januar 2008

    Nu forsker man i ‘radikalisering’…

    Hvor det på samfundsvidenskabelige institutter i årtier har været et karrierefremmende træk at granske i højreradikale bevægelser og nationalisme som begreb, så er det i dag – trods det forhold at terrortruslen overvejende er islamisk funderet, stort set umuligt at få forskere til at sætte luppen på problemet.

    Nu forsker man i ‘radikalisering’… og så er det jo “svært at definere prototypen på en terrorist”, som terrorforsker Lars Erslev Andersen igår kundgjorde det for Østre Landsret. Den brede pensel dækker helligskrifterne, så at sige.

  • 10/1-08 Urban – En terrorist er en mand…eller en kvinde (ikke et ord om islam).
  • Oploadet Kl. 15:13 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    

    28. november 2007

    Terrorforsker Lars Erslev Andersen: Terrorister skal guides på rette vej, ikke fængles

    Naivt grænsende til det kriminelle. Lars Erslev Andersen i dagens Jyllandsposten – Kunne Vollsmose-sagen være undgået?

    “Fredag den 23. november blev tre mænd dømt for at planlægge terrorisme.

    To blev idømt 11 års fængsel, mens en skal fire år bag tremmer. Bliver dommene stadfæstet af Højesteret, må det siges at være særdeles hårde straffe for at være i besiddelse af materialer til fremstilling af bomber, TATP, downloading af bombemanualer samt belastende formuleringer.

    Selvom jeg ikke er jurist, tror jeg, det er rigtigt at sige, at havde dette materiale skulle anvendes til et røveri eller anden såkaldt almindelig kriminalitet, ville dommene have været meget mildere. Men de tre blev dømt for at planlægge en terroraktion, og her stiller sagen sig helt anderledes. Så drejer det sig nemlig om statens sikkerhed, og ved anslag eller forsøg på anslag mod denne falder statens hammer hårdt. I hvert fald nogle gange, nemlig når sagen finder sted i en sammenhæng, hvor bekæmpelse af terrorisme er blevet det vigtigste sikkerhedsspørgsmål for staten og samfundet, sådan som situationen er i Danmark i dag i forlængelse af terrorangrebene den 11. september 2001 samt de uhyggelige terroraktioner i Madrid 2004 og London 2005.”

    […]

    I lyset af at risikoen for både at blive dømt og få strenge straffe i dag er meget større end tidligere, når anklagen er relateret til terrorisme, er det et interessant spørgsmål om Vollsmose-sagen kunne have været undgået.

    Vi har nu rettens ord for, at PET’s brug af den civile agent var helt i orden, og at han som vidne ifølge retsformanden og vel også nævningene var et meget troværdigt vidne. Den diskussion skal ikke tages op her. Men uanset hvordan man tolker brugen af den civile agent, er det interessant om hans rolle helt kunne have været begrænset til at være meddeler.

    Lad os prøve et tankeeksperiment: Agenten videregiver informationer til PET, at han har observeret nogle mistænkelige personer, som han har grund til at tro arbejder på at planlægge terrorisme. PET tager informationerne alvorligt, foretager en efterforskning, hvorefter man retter henvendelse til pågældende mistænkelige personer og forklarer dem, at man ved, at de har gang i noget, som kan udvikle sig til noget meget alvorligt, at man holer øje med dem, og at man ikke vil tøve med at gribe ind, dersom de fortsætter med deres forehavende. Dette kaldes en forebyggende eller præventiv samtale. Sandsynligheden for, at de var blevet skræmt og havde opgivet deres planer, er reel, og PET ville med succes have udført sin vigtige opgave, nemlig at forhindre terrorisme i Danmark.

    Hvorfor valgte PET ikke denne strategi?

    Oploadet Kl. 13:32 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
    

    25. november 2007

    En lemming har i det mindste skarpe tænder…

    Forleden blev tre islamister dømt for terrorisme, og Politiken har derfor oprettet en brevkasse, hvor læserne kan få svar på spørgsmål på desangående af terrorforsker Lars Erslev Andersen. Thomas Petersen fra Slagelse….

    Thomas Petersen: Ud over at ligge inde med 50 gram TATP, hvad havde de dømte så rent faktisk begået af ulovligheder?

    Er vi nået dertil hvor planer og tanker er strafbare, allerede inden de bliver til handling, og folk dømmes ikke for hvad de gør, men hvad de siger og tænker?

    Hvornår bliver jeg så præventivt beskattet af den million jeg planlægger at tjene?

    En lemming (Lemmus lemmus) har i det mindste skarpe tænder…

    Oploadet Kl. 18:08 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    

    1. oktober 2007

    Alan Greenspan og oliekortet

    Via Hodjas blog. Lidt virkelighed til at korrigere Alan Greenspans bestseller-forsøg. Fra Baltimore Sun, ‘War for oil’ claim doesn’t fit the facts af Gal Luft (!?!).

    “Allegations that the Bush administration was driven to invade Iraq by a lust for the country’s oil have been part of the anti-war movement’s narrative since even before the war’s first shots were fired… This idea is now being reinforced by former Federal Reserve Chairman Alan Greenspan, whose memoir hit bookstore shelves this month.

    “I’m saddened that it is politically inconvenient to acknowledge what everyone knows – the Iraq war is largely about oil,” wrote the man dubbed “The Oracle.”

    […]

    While proponents of the view that “it’s the oil, stupid” offer little evidence to support their claim, the evidence to the contrary is ample. Take, for example, the report of the 2000 National Energy Policy Development Group, also known as the Cheney Report. This policy paper, composed by no fewer than eight Cabinet members, reflects the pre-9/11 mindset within the Bush White House on how to achieve energy security. Yet it has almost no mention of Iraq and its vast oil reserves. The opposite is true: The report warns against concentration of world oil production in one region and calls for the United States to diversify its energy supply away from the Middle East.

    Despite the involvement of Saudi nationals in the 9/11 attacks, the Bush team did not for one moment contemplate invading oil-rich Saudi Arabia. Instead, it chose to invade Afghanistan, the country with the least amount of oil in Central Asia. Furthermore, the administration decided to end the decades-long American military presence in Saudi Arabia, a country that produces five times as much oil as Iraq, and move U.S. bases to Qatar, which produces one-tenth as much as Saudi Arabia, and Bahrain, which has essentially run out of oil – a questionable move for a nation whose supposed main driver was oil.

    Grafik sakset fra TVavisen d. 28. marts 2003. Den hidkaldte ekspert til indslaget var Lars Møller Rasmussen, der i denne tid ofte luftede oliekortet (Se eks. artiklen Først tager vi Irak… i Mellemøstinformation, nov. 2002).

  • 6/12-04 Uriasposten – Bent Sørensen spiller oliekortet – Professor eller venstre-radikal….
  • 1/8-05 Uriasposten – 100 minutters anti-amerikanisme… Why we fight… (illustrative caps).
  • 16/9-07 DR Online – Greenspan: Irak-invasion handlede om olie.
  • Opdate 2/10-07. Det viser sig, at Alan Greenspan ikke postulerer at USA invaderede Irak på grund af Iraks olie, men at USA frygtede at Irak ville stoppe olieforsyningerne fra Golfen via kontrol over Hormuz-strædet. Denne del udelod DR Online. Et godt eksempel på problemet med kun at aflire venstreorienterede aviser. Overskrifter skal selvfølgelig afspejle virkeligheden – artikler skal skrives på modtagerens præmisser.

  • 17/9-07 The Guardian – Invasion of Iraq was driven by oil, says Greenspan (inkl. sandheden).
  • 20/9-07 Information – Jørgen Dragsdahl: Greenspans oversete advarsel (oversætteren korrigerer).
  • Mediernes fordrejelser i denne sag, ligner til forveksling en sag fra sommeren 2003. Paul Wolfowitz talte i Singapore om forhandlingerne med Nordkorea, og adspurgt om det i lyset af Irak-krigen, ikke var dobbeltmoralsk at forhandle med Nordkoera, pointerede Wolfowitz, at idet Nordkorea ikke som Irak var selvforsynende med olie, var det nemmere at presse landet til fornuft. En tysk journalist vender sagen på hovedet: Krigen mod Irak var motiveret af landets olie, og den version gik så verden rundt.

  • 20/6-03 Weekendavisen – Kim Møller: Pressefesten.
  • Oploadet Kl. 14:02 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    

    27. september 2006

    Bent Blüdnikow: Anti-amerikanisme i Europa (fuld tekst)

    Fra seneste udgave af Udenrigs (Det Udenrigspolitiske Selskab, 2006/2) – en ypperlig artikel om europæisk anti-amerikanisme af Bent Blüdnikow. Tidskriftet findes ikke online, og godt det samme for der er langt mellem snapsene. Jeg har valgt at lægge den online i fuld længde uden fremhævelser (9 sider Word-dok).

    Anti-amerikanisme i Europa

    De fleste kan nok huske de negative europæiske følelser, der rettedes mod præsident Ronald Reagan. Han blev kaldt dum, en b-skuespiller og bl.a. en gal hund. Det var historisk set forklarligt, at han var så upopulær på det europæiske kontinent, for vi stod midt i en farlig periode under Den kolde Krig og USA strammede politisk kravene og retorikken overfor Sovjetunionen. Europa brød sig ikke om, at Sovjetunionen blev kaldt “Ondskabens Imperium” og selvom dissidenterne i Sovjetunionen og Østeuropa tiljublede USA og Ronald Reagan, så syntes brede kredse i Europa, at det var ubehageligt, at USA – set med europæiske øjne – var konfrontationssøgende og absolutistisk i sit sprogbrug. Måske fordi Europa ikke ønskede at blive inddraget yderligere i konflikten, fremmanede man et verdensbillede af to lige uforsonlige fjender, hvor bl.a. mange danskere kunne illudere, at vi holdt os udenfor opgøret. Denne mentale linedanse fik kredse i Europa – herunder Danmark – til at tegne et billede af den amerikanske præsident som aggressiv, ubegavet og simpel.

    Historiens gang har ændret alt dette. Kommunismens sammenbrud gav Ronald Reagans politik et helt andet eftermæle og ved hans død blev han prist – også i danske medier – som en af de store præsidenter. I den sidste vurdering af perioden skrevet af den førende Kold Krigs-forsker John Lewish Gaddis “The Cold War. A New History” (2005), står der at Reagan var “en af de mest kompetente politikere som USA havde haft og en af de skarpeste strateger overhovedet”.

    Meget af retorikken mod præsident Ronald Reagan kan genfindes i den temmelig unisone europæiske beskrivelse af præsident George W. Bush. Mange europæiske stemmer har ligeledes beskrevet ham som absolutistisk, aggressiv, endimensional og dum. Man behøver ikke at lede længe i europæisk og dansk presse for at finde mængder af udtalelser og artikler, der fremstiller USA og Bush-regeringen med en række yderst ubehagelige tillægsord. Der synes at være noget provokerende ved George Bushs ærkeamerikanske udseende og retorik, men den negative indstilling rammer ikke blot præsidenten, men er rettet mod hans administration, hans intellektuelle venner og sandelig også hele nationen. Det er måske ikke underligt, idet situationen internationalt nu på flere måder minder om de varmeste dage under Den kolde Krig. Også nu er USA involveret i et opgør mod kræfter, som bliver kaldt onde og hvor den amerikanske præsident går ind for offensive metoder for at bekæmpe fjenden.

    Dum som en dør

    Den hårde tone overfor Bush-regeringen vandt snart fodfæste i Europa efter en kort periode med USA sympati efter terrorangrebet på USA i september 2001. Den amerikanske filminstruktør og forfatter Michael Moore scorede en overvældende europæisk succes med sin bestsellerbog “Stupid White Men” med præsident Bush i en stjernerolle. Moore fandt et europæisk publikum, der mente, at præsidentens manglende intelligens var forklaringen på den amerikanske politik. Og sandelig om hans film ikke også fik de fineste europæiske priser. I Frankrig blev antiamerikanske bøger bestsellere og gamle venstreorienterede intellektuelle, som f.eks. Noam Chomsky, der altid havde anset USA for at være menneskehedens fjende, blev en ny feteret superstjerne.

    Foruden udenlandske røster var der også mange danske stemmer, der blandede sig i koret. Digteren Henrik Nordbrandt sagde om George W. Bush i Berlingske Tidende, at han var “dum som en dør” (24.10.2002) og i Information skrev han, at økologien har det skidt og mennesket står i mudder til livet: “Det svarer til, at man stod i et lille kosteskab og bare ville æde og skide det samme sted. Så kommer lortet højere og højere, og alligevel bliver man ved. Det er jo den situation, mennesket står i. Hvem som helst kan se det, selv George W. Bush, nej måske lige med undtagelse af ham.” (4.8 2001).

    Digteren Klaus Rifbjerg bidrog ved at beskrive Bush nærmest som en analfabet med et ordforråd som i en hjælpeklasse og betegnede ham som en primitiv hulemand. Det skrev han i bogen “Tidsmaskinen” (2002) og han har senere skrevet i Information, at det står enhver frit for at afgøre, om Bush er evnesvag eller sindssyg (8.8 2002). Ifølge Rifbjerg tilbeder denne åndelige undermåler ligefrem krigen: “Og nu kommer så den ny krig, uønsket af mange, men tilbedt af dem, der mener, at de er med på noderne: Anders Fogh Rasmussen hånd i hånd med George W. Bush.” (Politiken 23.2.2003). Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden hoppede på vognen med bemærkningen: “Det kan godt være, at amerikanerne er glade for Bush, for han er lidt dummere, end de selv er.” (21.11.2002). Observationen faldt i Danmarks Radios TV-udsendelse Debatten.

    Senest har filminstruktør Lars von Trier i 2005 bidraget til den politiske analyse ved at kalde Bush for et “røvhul”: “Jeg er ikke amerikaner. Jeg kan ikke stemme, jeg kan bare sidde langt væk i en nation under dårlig indflydelse. Bush er et asshole, men lad os ikke tale om ham. Amerika sidder på verden, derfor laver jeg film om USA, er det så underligt?” ( Berlingske Tidende 22.05 2005)

    Nationalistisk og selvtilstrækkelig

    Lad mig nævne et enkelt eksempel lidt grundigere, nemlig redaktør Torben Krogh, der i sidste nummer af Udenrigs (3, 2005) har skrevet en artikel med titlen “Præsident Bushs politiske orkan”. Her gennemgår han en række af de mest negative ting, der er sket i Amerika i de senere år under Bush-regeringens periode. Han nævner orkanen Katarina. “Harmen samlede sig ikke mindst om præsident George W. Bush. Han og hans regering undervurderede i første omgang helt og aldeles, hvad der var sket”, skrev han. Torben Krogh nævner derefter alle de andre fatale fejl hos regeringen: De sociale skel er blevet forøget under Bushs regeringsperiode. Børnedødeligheden er vokset under præsident Bush. Fattigdommen er ligeledes blevet større. Der tegnes et billede af en præsident med en “autoritet helt i bund” og med manglende “lederevner”. USA fik “ridser i laken”, skriver Krogh, fordi det måtte modtage hjælpe fra Europa efter Katarina. Og så optegner Torben Krogh et rædselsscenarie for fremtiden, der ifølge Udenrigsk redaktør meget vel kan blive endnu mere “nationalistisk og selvtilstrækkelig” med Bush ved roret. Regeringen vil ikke indgå forpligtende internationale aftaler, der på nogen måde begrænser dets egen handlefrihed, skriver Krogh og Bush-regeringens udviser “magtens arrogance” og mangel på ydmyghed fuldender redaktøren den fuldstændige nedsabling af USAs regering uden at nævne en eneste positiv ting.

    Meget af det som Torben Krogh og andre kritikere har fremhævet er jo ikke nødvendigvis helt forkert, men ved udelukkende at fokusere på de negative forhold under Bush-regeringen får man alligevel troldspejlets forvrængede billede. Man behøver ikke at læse meget i konservative tidsskrifter som National Review, Weekly Standard, Wall Street Journal og andre medier for at se et helt andet billede af udviklingen i USA. Her lægges der vægt på, at Bush-regeringen har skabt et usædvanligt højt bruttonationalprodukt, der klart overhaler det europæiske. Denne økonomiske udvikling har løftet mange fra underklassen op i middelstanden. Desuden har den ekspanderende økonomi og de mange nye arbejdspladser betydet, at mange immigranter har fundet arbejde og er blevet interegeret i det amerikanske samfund. Millioner af immigranter er legalt og illegalt kommet til USA og mange af dem har klaret sig takket være den ekspanderende økonomi – selvom mange af dem også overlever på minimumslønninger. Og endelig er det USA, der har drevet verdensøkonomien frem i de senere år. Den gode økonomiske udvikling er ikke kun Bush-regeringens skyld, men kan tilskrives generelle strukturer, men det er nu heller ikke kun Bush regeringens skyld, hvis der er forhøjet børnedød.

    Økonomen Irwin M. Stelzer skriver i Weekly Standard 15.8 2005: “Da Bill Clinton forlod præsidentposten var godt 138 millioner amerikanere i arbejde. Reel kompensation – løn samt benefits – voksede med 2,8 % om året, da Bush blev præsident. I første kvartal af 2005 voksede det med imponerende 3,9 %. I det forløbne år har økonomien tilføjet 2,4 millioner jobs.(…)”. Eller læs professor Peter Kurrild-Klitgaard, der i flere artikler har påvist, at det går rigtigt godt i USA og at bl.a. levestandardden er 30 % højere i USA end i Europa (Berlingske Tidende 16.07 2005).

    Med henblik på børnedødeligheden er jeg afskåret fra at kommentere Torben Kroghs interessante tal, da han opgiver nogen kilde. Men muligvis har han ret.

    Det fremgår også af Torben Kroghs artikel, at “magtens arrogance” har fået USA regeringen til at afvise internationale forpligtelser. Hvis man lytter til den engelske historiker Niall Ferguson, hvis udfordrende bøger som f.eks. Colossus er en stor læseoplevelse, tegner der sig et andet billede. Han siger i Politiken i et interview med Adam Holm: “Sandheden er, at USA arbejder hårdt og loyalt inden for rammerne af internationale fora som Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen WTO. Og de små krige i Afganistan og Irak er mindre vigtige for den amerikanske regering end det at overholde sine løfter til allierede og interessepartnere rundt om på kloden. Vi har at gøre med et samvittighedsfuldt imperium, også selv om venstrefløjen og alle mulige andre USA-modstandere prøver at tegne det modsatte billede.” (Politiken 24.09 2005).

    Jeg vil ikke påstå, at Torben Krogh har helt uret og Ferguson helt ret, men det er ærgerligt, at tidsskriftet Udenrigsk kun tegner det negative billede. Det er ikke pluralisme, for i de senere år har der ikke været artikler i Udenrigsk, der kunne rette op på Kroghs mørke billede. Torben Krogh beskriver et aggresivt USA, der kører sin egen linie ud fra devisen “dem der ikke er med os er imod os”. Andre analytikere tegner et langt mere nuanceret billede. En af dem John Lewis Gaddis, der af mange betegnes som Den kolde Krigs største historiker. Gaddis skriver også om vor samtidspolitik og han har i bogen “Surprise, security and the American Experience” (2003) skrevet om amerikansk sikkerhedpolitik. Heri understreger han, at der går en lige linie fra Clinton-regeringens politik og over i Bush-regeringens. Der er ikke blot tale om en kontinuitet, nej han skriver ligefrem, at Bush-regeringen i sin 2002 plan: The National Strategy Security of the United States of America er mere multilateral end forgængeren Clinton: “Bushs mål understreger forsvar, bibeholde og udvide freden, Clinton synes kun at forudsætte fred. Bush påberåber sig samarbejde mellem stormagterne; Clinton brugte aldrig de udtryk. Bush understreger, at man må opmuntre frie og åbne samfund i alle kontinenter, Clinton nøjedes med at være tilfreds med at “fremme” demokrati og menneskerettigheder i “udlandet”. Selv i disse indledende linier er Bushs plan mere magtfuld, mere omhyggelig formuleret og uventet – mere multilateral end dets forgængere”. Nu er Gaddis slet ikke reublikaner, men snarere demokrat, men hans analyse er gennemgående positiv overfor Bush regeringens udenrigspolitik. Han skriver videre, at tendensen til at undervuderere Bush har været specielt fremherskende blandt amerikanske og europæiske akademikere: “Det har uden tvivl noget at gøre med den dominerende venstreorienterede politiske holdning i disse kredse.”

    Man kan fremdrage en hoben kommentatorer, der er er mindst lige så kritiske som Torben Krogh overfor USA, men man kan sandelig også fremdrage mange, der roser Bush-regeringen og dens gerninger. Når Gaddis er lidt af et sandhedsvidne er det fordi hans forskning er blevet rost til skyerne af samtlige anmeldere og at han er hævet over enhver mistanke for at gå Bush-regeringens ærinde.

    Hæng Bush

    Vi ved fra opinionsundersøgelser, at de USA-fjendtlige holdninger har godt fat i de europæiske befolkninger. En undersøgelse fra 2002 viste, at en bred majoritet i Frankrig, Japan og Tyskland bedømte den amerikanske politik negativt. Undersøgelsen var foretaget af det amerikanske udenrigsministerium. I en opinionsundersøgelse fra oktober 2003 svarede en række udvalgte nationalitetrer på, hvilke lande, der truede verdensfreden. Hele 59 % pegede på Israel og 53 % pegede på USA. De lå som henholdsvis nr. 1 og 4 på listen og USA blev kun overhalet af Iran og Nordkorea. Der var udvalgt 7515 europæere til at deltage i undersøgelsen.

    En undsøgelse fra PEW Research Center januar 2005 konkluderede, at holdningen til USA og Bush-regeringen vedblev at synke og de store lande i Europa, hvor undersøgelsen koncentrerede sig, havde katastrofalt lave popularitetstal. Undersøgelsens forfattere skrev i deres konklusion: “De antiamerikanske følelser går dybere og bredere end på noget tidspunkt i moderne historie. Det er mest akut i den muslimske verden, men den dækker hele globen; fra Europa til Asien, fra Sydamerka til Afrika. Og selv om meget af denne antipati er rettet direkte mod præsident Bush og hans politik, specielt krigen i Irak, så viser disse stadig hårdere holdninger mere end blot tommelfingrene nedad for dem, der lige nu sidder i Det hvide Hus.”

    Senest har tidsskriftet Foreign Policy (februar 2006) trykt en undersøgelse, der bekræfter den negative europæiske indstilling: Faktisk er USAs upopularitet større end nogensinde i Europa og kun polakkerne har en vis sympati for landet.

    De antiamerikanske følelser gik ikke ubemærket hen over amerikanske medier og kommentatorer. Et typisk eksempel er magasinet Time fra august 2003, der indeholdt følgende malende beskrivelse: ” Velkommen til den mærkelige verden af transatlantiske forbindelser, som på det seneste synes at være mere påvirket af lærebøger om dysfunktionelle familier end af manualer i diplomati. I disse dage synes det som om, at alle dele af det europæiske kontinent er grebet af frygt og foragt for USA. Tusindevis vandrer gennem Europas hovedstæder for at fordømme den USA-ledet krig i Irak og dukkeudgaver af George W. Bush bliver klynget op og brændt. Men den stærke opposition mod krigen er bare det nyeste element i de anti-amerikanske følelser. Man kan spørge en hvilken som helst europæer og man får ørerne tudet fulde af USAs kulturelle og økonomiske dominans, amerikansk arrogance, amerikansk snæversynethed, amerikansk blindhed overfor global opvarmning, fattigdom i verden og palæstinensernes skæbne.”

    I 2002 skrev Salman Rushdie i sit essay “Anti-Americanism has taken the world by storm ” i Guardian: “Enhver der har besøgt Britain og Europa eller har fulgt de offentlige samtaler der i de sidste 5 måneder, er blevet slået, ja endda chokeret, over dybden af anti-amerikanske følelser i store dele af befolkningen og i nyhedsmedierne. Den vestlige antiamerikanisme er et meget mere pirreligt fænomen end dets arabiske udgave og – mærkeligt nok – meget mere personlig.”

    Den franske filosof Bernard-Henri Levy har lige udgivet sin nye bog “American Vertigo: Traveling America in the Footsteps of Tocqueville”. Ved udsendelsen i februar 2006 blev han interviewet til New York Sun (31. januar 2006) og sagde bl.a : “Amerika bliver ofte dæmoniseret i udlandet. Den bedste måde at svare på den slags dæmonisering er at vise, at USA er en stor nation, der dog også laver fejltagelser – men det er en stor nation også hvis vi tager disse fejl med. Hvad der forbavser mig er, at landet er i langt mindre krise end man får indtrykket af i udlandet. Demokratiet er langt sundere end det antages i udlandet. Anti-amerikanisme er en pest og sig blot hvad du vil om USA, men det står stadig for sandhed og retfærdighed”.

    I sin bog “Longitude and Attitudes” skriver New York Times kommentatoren Thomas Friedmann: “Siden Den kolde Krigs slutning har anti-amerikanismen overtaget førertrøjen fra fodbold som verdens mest populære sport…Der er en generel opfattelse i intellektuelle kredse, at USA har skylden for alt hvad der går galt og mange amerikanske intellektuelle spiller med og accepterer, at USA har rollen som verdens boksebold. Og når du nægter at acceptere dette i blandet selskab, er det som om du har slået en ordentlig prut ved et cocktail party – folk ser mærkeligt på dig og begynder at gå baglæns”.

    Man kan hævde, som mange da også gør, at stemningen i Europa ikke er antiamerikansk, men blot kritisk overfor Bush og hans regering. Men i så tilfælde må vi konkludere, at den heller ikke var antiamerikansk under præsident Ronald Reagan, men blot vendt mod hans person. Men det var ikke virkeligheden, for bag stormløbet på den “ubegavede” Reagan lå en dyb antipati og frygt mod hans direkte politik overfor Sovjetunionen. Den konservative kommentator og samfundsforsker Robert Kagan, ham med USA er fra Mars og Europa fra Venus, skrev i tidsskriftet Policy Review (juni-juli 2002), at anti-amerikanismen ikke er et “George Bush-problem”, men hovedsagelig skyldes europæisk misundelse overfor amerikansk militær styrke og mod.

    Det vil da også også være alt for ahistorisk at tro, at det blot er uviljen mod den ærkeamerikanske præsident Bush, der udløser denne vrede, for mange andre tidligere præsidenter har fået samme harme og bitterhed rettet mod sig. Den amerikanske forsker Judy Colp Rubin skriver i artiklen “Is Bush Really Responsible for Anti-Americanism Around the World” på websiden “History News Network”, at også Thomas Jefferson og Benjamin Franklin blev usat for dyb europæisk hån og forbitrelse.

    Den daglige nyhedsstrøm

    Billedet af et farligt, amoralsk og aggressivt USA kommer til udtryk ikke blot gennem enkelte rabiate vurderinger og artikler, men ligger som en understrøm i den europæiske nyhedsdækning. Der er ikke en dag, hvor nye skandaler og nye afsløringer ikke tegner et billede at et famlende og agressivt USA med en inkompetent regering, der styres af ubehagelige mørkemænd i form af de såkaldte neo-konservative. I dansk presse er der i årevis tegnet et ensidigt billede af disse neo-konservative som hovedsagelig jødiske intellektuelle, der mere styres af hensyn til Israel end hensyn til deres eget hjemland. Således beskrev Lars Erslev Andersen tidl. sikkerhedsrådgiver Richard Perle som “Mørkets fyrste”, der angiveligt skulle havde sæde i bestyrelsen for den israelske avis Jerusalem Post (Påstanden findes i Lars Erslev Andersens artikel i antologien : “USA/EUROPA – fjender i Fælleskab” (red. Clement Behrendt Kjersgaard). Det var imidlertidigt ikke rigtigt, idet Perle ikke har siddet i avisens bestyrelse, men det passede godt ind i den almene mytedannelse. Erslev Andersen tegnede, som andre danske kommentatorer i denne periode, et billede af et internationalt netværk af jødiske intellektuelle, der så at sige styrede USAs udenrigspolitik. Ikke noget kønt indslag i debatten. Disse neo-konservative, der dækker et bredt feldt af spændende intellektuelle, har også i bladet Udenrigsk fået med grovfilen. Bladet har trykt en artikel af Christoph Bertram i 200, nr. 2 med en særdeles hårdhændet nedrakning af denne brede gruppe. Artiklen havde titlen “Svar til Robert Kagan”, men Udenrigsk har ikke en eneste gang ladet en af bevægelsens egne folk forklare sig eller svare på Bertrams kritik. Det ville da ellers have været af interesse for læserne, nu da de var blevet skarpt kritiseret.

    Europæisk offentlighed bombarderes med negative informationer om USA. Og en del af det er rigtigt. Der begåes fejl og George Bush og hans regering har begået en række uheldige beslutninger. Det er dog ikke hele sandheden, men informationsstrømmen i f.eks. Danmark baserer sig for 80 % vedkommende af artikler fra New York Times og Washington Post. Der er tale om oppositionsaviser og hvis man plukker de mest sensationelle og agressive artikler og kommentarer ud, så får man ikke et retfærdigt og nuanceret billede. Men det er hvad der sker og de mange andre aviser citeres sjældent. Man kan indvende, at de to anførte aviser også har borgerlige kommentatorer. Ganske rigtigt, men i danske aviser citeres de kun undtagelsesvist. Ser man f.eks. på dækningen i dagbladet Politiken er kommentatorerne plukket, så de kun bekræfter det negative billede, som avisen i forvejen tegner med dets egen nyhedsdækning. Det er ikke pluralisme, ja det end ikke nærmer sig. Men hvis man ikke kender til den brede debat i USA og ikke ved, at der er mange andre opfattelse end dem, som udvælges til det europæiske marked, så kan man ikke vide, at der ikke informeres pluralistisk. Det er dog blevet nuanceret i det sidste års tid. Det er internettet, der har gjort sin virkning og pludselig dukker konservative kommentatorer som William Kristol, Norman Podhoretz, Charles Krauthammer og andre sjældne fugle op i debatten.

    De er dog stadig marginale stemmer og ofte får de af dansk presse prædikater som “stærkt højreorienterede” eller “kontroversielle” hæftes på sig inden læserne får lov til at læse deres ord.

    Den historiske dybde

    Nyhedsdækningen og aviserne øvrige dækning af USA lider af et andet principielt problem, som jeg vil kalde ahistorisme. Man har ikke historisk dybde i dækningen og kan derfor ikke drage sammenligninger eller forstå den dybere mening med de magtpolitiske tiltag. De fejl, som USA har begået, får uden denne historiske dybde en unik karakter, som det værste, der er sket i menneskehedens historie. Det synes ikke at indgå i journalisternes bevidsthed, at USA i de mange krige, det har ført, har begået handlinger, der er langt værre end dem George W. Bush har haft det øverste ansvar for. Fangeovergrebene i Irak og Afganistan er brud på mennskerettighederne, men de er relativt små sager, hvis vi ser på de massakre på krigsfanger, som amerikanske og engelske soldater begik overfor tyske og japanske fanger under 2. verdenskrig. Idag følges der juridisk op på forbrydelserne, hvad man som regel ikke gjorde dengang. De strategiske fejltagelser i Irak, som USA bebrejdes så stærkt for, er det rene vand, hvis vi ser på hvad præsident Rosevelt og præsident Truman begik af brølere under 2. Verdenskrig og Koreakrigen. Man begik elementære strategiske fejl med store konsekvenser til følge og man svigtede befolkningsgrupper med fatale følger i en lang række konklikter som f.eks Kina i 1920erne og 1930erne og Sydamerika i 1950erne og 1960erne.

    Jeg nævner alt dette ikke for at skildre USA som et ond nation, men netop for at understrege, at supermagten USA, der handler aktivt i verden, også ustandselig begår fejl. Nationer, der ikke handler aktivt, som f.eks. Sverige, er ikke udsat for den slags fejl men hytter blot sit eget skind. Men medierne synes at glemme, at de fejl Bush-regeringen begår relativt set er små i forhold til, hvad andre præsidenter har haft ansvar for. Der er også en dybere pointe med dette tilbageblik. Europæerne ved jo godt, at USA dels for at sikre sig selv og dels vitterlig for at styrke demokratiet og frelse mennesker i bl.a. Europa, som det er sket gang efter gang i det 20. århundrede, er at foretrække frem for andre nationer som verdens leder. Flere af de europæiske opinionsundersøgelser peger da også på, at på trods af den stærke kritik af USA, så er der alligevel en forståelse for, at denne stormagt dog er af den godartede slags.

    Forklaringerne

    Men hvad er så årsagerne til denne antiamerikanske holdning i Europa? Går vi tilbage i historien er det klart, at der lige siden 1700-tallet har hersket en foragt for det amerikanske samfund, som europæerne anså for at være plumt, primitivt og styret af profit. Det er også et gennemgående træk, at det amerikanske samfund har været symbolet på modernitet og masssekultur. Professor i klassisk historie og kommentator Victor Davis Hansson skriver i artiklen :”Why do they Hate US” (oktober 2004 National Review): “Hadet til USA er ikke ny. Og det har heller ikke meget at gøre med George W. Bushs upopularitet. Istedet bør man se på psykologiske dybt liggende følelser som misundelse, forbehold og selvhad for at forklare, hvorfor Europas elite fordømmer amerikanerne”.

    Salman Rushdie skrev i den tidligere citerede artikel fra Guardian: “Hvad USA bliver anklaget for – intellektuel lukkethed, fordomsfuldhed og uvidenhed – er det som anklagerne ser, når de kigger sig i spejlet”. Robert Kagan har i flere artikler og i bogen “Paradiset og magten” peget på, at det europæiske kontinent er præget af mangel på militær styrke, svag økonomisk fremdrift og forvirring om kontinentets kulturelle og nationale identitet. Som en modpol til USA opstiller europæerne et et billede af et Europa, der går ind for samarbejde, internationale traktater, menneskerettigheder, fred og samtale og et Bush-USA, der står for alt det modsatte.

    Hvis man vil pege på danske eksempler, så kan vi citere Mogens Lykketoft fra hans korte tid som udenrigsminister, da han på et møde i Udenrigspolitisk Selskab tegnede et billede af Europa som et humant og progressivt modbillede til USA: “EU har mange fælles synspunkter, holdninger og værdier, som i stigende grad vil søge at præge det internationale samfund med, og som er i modsætning til synspunkterne hos den nye amerikanske regering (…) EU er reelt vores slagskraftige, progressive platform i kamp for global menneskelig udvikling. Det blev illustreret, da det i sidste måned lykkedes EU at formidle et globalt kompromis melem 179 lande, der fastholder det fundamentale i Kyoto-protokollen – men uden USA”. Der blev derefter tegnet et billede af et USA, der svarede temmelig nøje til det, som Torben Krogh portrætterede. Et egoistisk USA, der ikke ønskede at opfylde internationale forpligtelser. Kritikken – også den meget barske – er ikke et venstrefløjsfænomen, men kan også findes på højrefløjen. Jeg kunne pege på en leder fra Berlingske Tidende, hvor den negative opfattelse af USA og den positive af Europa lyder således: ” Hendes (udenrigsminister Rice) erklæring viser, hvor hårdt ramt amerikanerne stadig er efter terrorangreben i 2001. Den viser forskellen på amerikansk og europæisk reaktion på terror. Hvor amerikanerne tror, at de bekæmper terror ved at bøje og overtræde menneskerettigheder, tror europæerne på, at respekt for menneskets rettigheder er det eneste langtidsholdbare forsvar mod terror.”. (Berlingske Tidende 7.12 2005). Lederen var skrevet på baggrund af mistanke om CIA flyvninger af terrormistænkte over Europa. Den dag idag er der ikke fremkommet bevis på, at det er sket, men blot mistanken var nok til generelle anklager mod USA.. Iøvrigt må det her som alle andre steder understreges, at selvfølghelig skal enhver overtrædelse af f.eks. menneskerettigheder kritiseres og intet sted bliver de kritiseret så stærkt som i USA selv.

    En af dem, der har forsøgt at give en bred forklaring på anti-amerikanismen er professor Russell A. Berman i sin bog “Anti-Americanism in Europe. A Cultural problem” (2005). Berman peger på, at kommunismens fald betød, at Europa ikke længere behøvede amerikansk beskyttelse, og at anti-amerikanske holdninger, der altid havde eksisteret, derfor blev mere uhæmmede. Denne antipati blev styrket af det forhold, at USA blev den eneste tilbageværende supermagt. Han peger på, at Europa behøvede anti-amerikanismen i tiden efter kommunismens fald for at styrke sin egen identitet. Europas politiske overklasse, skriver Berman, var fuldkommen klar over den vulgaritet, som anti-amerikanismen repræsenterer. Men intelligensiaen besluttede sig til at løbe med og ikke sige fra over for den massive anti-amerikanisme, der har skildret amerikanerne som krigsliderlige og Bush som ikke bare dum, men også som kristen fundamentalist – lige så slem som Irans afdøde overhoved Khomeini. Bermans holdning er, at man også skal finde rødderne til anti-amerikanismen i kulturelle faktorer. Amerika som den førende magt i verden, der angiver den kulturelle førertrøje inden for musik, film, IT og så meget andet, er en stadig provokation for det Europa, der har svært ved at finde sine egne ben både politisk og kulturelt. Derfor udlægges USA som primitivt, voldeligt, fundamentalistisk, dumt, superliberalistisk, aggressivt og domineret af jødiske intellektuelle. Europæerne kompenserer så at sige for deres eget mindreværd ved at fremmane et vulgariseret billede af USA. I sin kerne ser Berman anti-amerikanismens grundstof som antipatien mod demokratisk kapitalisme, som USA mere end nogen anden nation symboliserer. Derfor, skriver Berman, har antipatien ikke meget at gøre med, hvem der lige er præsident, eller hvilke konflikter USA lige netop nu er involveret i.

    En anden skribent, der har forsøgt er gennetænke den “besættelse”, som anti-amerikanismen er for Europa er fransknmanden Jean Francois Revel. I hans bog fra 2003 “Anti-Americanism” gør han sig til talsmand for det synspunkt, at USA ses som kapitalismens højborg. Globaliseringen er den seneste udvikling af kapitalismen og det ses som en amerikanisering af verden. Der er stadig, selvom venstrefløjen ideologisk set er afgået ved døden, en dyb væmmelse mod liberalisme og kapitalisme. Denne afstandstagen fra den grådighed og egoisme, som forbindes med liberalisme og kapitalisme, symboliseres ved Amerika. Også Thomas Friedman skriver i sin bog “Longitude and Attitudes”, at globaliseringen ses som en amerikanisering og at dette er en af årsagerne til antipatien mod USA.

    I den netop udkomne bog “Understanding Anti-Americanism” (2005) er der en lang række bidrag, der forsøger historisk og kulturelt at forstå rødderne til hadet til USA. Antologien er redigeret af Poul Hollander, der i årtier har været en af de fineste Sovjet-historikere. De historisk betingede årsager til fjendskabet overfor USA er i sig selv interessante, men Hollander og hans stab peger på, at fjendskabet alligevel har radikaliseret sig. Hollander peger på 4 afgørende årsager til antiamerikanismens vækst i disse år:

    1. Efter kommunismens fald er USA den eneste supermagt på jorden og det er derfor ikke mærkeligt, at den tiltrækker kritik og agression.

    2. USA anvendelse af militær magt og politisk aktivisme tiltrækker altid ekstra kritik og vrede. De seneste års magtanvendelse i flere områder af verden har forøget den kritiske reaktion. Den negative reaktion på USA aktivisme er tæt forbundet med den i forvejen negative opfattelse af det amerikanske samfundssystem.

    3. Den 3. grund som Poul Hollander nævner er præsident Bushs person og politik. Hans cowboy-stil og angivelige sort-hvide måde at se og tale om verden har medført vrede, som yderligere får næring af hans stærke patriotisme.

    4. Som Revel peger også Hollander på, at globaliseringen er en af de stærke elementer i radikaliseringen af anti-amerikanismen. Han mener dog, at der er tale om gammel antikapitalistisk had, blot i nye gevanter.

    Afslutning

    USA må finde sig i kritik – og gør det da heldigvis også. Nationen har afgørende ansvar for verdens tilstand og tager da også denne opgave alvorligt. Niall Ferguson har sagt, at uanset fejlene er det en lykke, at det er USA, der er verdens supermagt og ikke Frankrig eller Kina. Hvad vi i Danmark må være opmærksom på er, at informationerne i Europa ikke altid er udtryk for pluralisme. Vi får serveret en temmelig snæver informationsstrøm, der desværre har en tendens til at bekræfte europæiske fordomme. Der er en manglende selvransagelse i Europa, der har meget let ved at se fejlene hos amerikanerne, men har sværere ved at se svaghederne hos sig selv. Det er en oplagt opgave for europæiske og herunder danske medier at tage udfordringen op og forsøge at undgå fordommene om USA. Det betyder ikke at mindske kritikken, men at få flere stemmer ind i koret og søge andre holdninger og reel pluralisme.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper