22. januar 2009

Et logo der vidner om statens tilhørsforhold til Kristendommen… gisp

Dekonstruktionen af den velfungerende nationalstat fortsætter – Jurister vil skrotte kristent logo.

“Retssikkerhedsfonden og Forum for retssikkerhed… er imod regeringens lovforslag, der bl.a. vil forbyde kvindelige muslimer at bære hovedtørklæde, hvis de fungerer som juridiske dommere. Men hvis regeringen gør alvor af tørklædeforbuddet, bør logoet laves om mener, juristerne i Retssikkerhedsfonden.

Problemet er, at logoet består af kongekronen samt teksten “Danmarks Domstole.” Kongekronen har fem synlige bøjler og et rigsæble. Øverst er et kløverbladskors, der ifølge Kongehusets publikation, Beskyttelse af kongelige kendetegn, “vidner om monarkens og statens tilhørsforhold til kristendommen.”

“I kraft af dette logo fremtræder Danmarks Domstole således som havende et tilhørsforhold til kristendommen – og alene til denne religion…” skriver Retssikkerhedsfondens formand, tidligere justitsminister og juraprofessor Ole Espersen.

Andre medlemmer af Retssikkerhedsfonden og Forum for retssikkerhed er professor Flemming Balvig, professor Vagn Greve, professor Jens Vedsted Hansen, tidligere højesteretspræsident Niels Pontoppidan og landsdommer Holger Kallehauge.”



11. juni 2008

Morten Uhrskov Jensen om Ebba Strange, Morten Kjærum, Ole Espersen og Klaus Rothstein

Kronik af bogaktuelle Morten Uhrskov Jensen, oprindeligt trykt i Kristeligt Dagblad (10/5-08), nu online på Nomosblog. Via Snaphanen 25 års udlændingepolitik har været en rejse i uforstand.

“Når Jørgen Poulsen fra Ny Alliance i dag sammenligner Dansk Folkepartis annoncekampagne mod brug af det muslimske hovedtørklæde ved domstolene med nazitidens propaganda, så er der tale om en rest af den sprogbrug, der blev anvendt for cirka 20 år siden. Dengang var det helt almindeligt at tale om “racehad” og at benævne kritikerne af indvandringen til Danmark som fascister, nazister og racister.

Det var ligeledes helt normalt at insistere på, at befolkningen trængte til opdragelse for at lære at forstå, at modtagelse af et stort antal flygtninge ikke alene var en pligt, men en velsignelse for det danske samfund og for den enkelte. Ebba Strange, medlem af Folketinget for SF i mere end 20 år, udtalte således under en folketingsdebat i 1986, at “vi ved ikke præcis, hvor den grænse [for hvor mange flygtninge Danmark kunne modtage] ligger, den er nemlig blandt andet psykologisk betinget, og den ville være større, hvis danske politikere og regeringspolitikere først og fremmest gik ind i en positiv påvirkning af den danske befolkning i stedet for at bære ved til skabelse af angst og usikkerhed”.

Således var det for Ebba Strange blot et spørgsmål om at tilegne sig – gennem oplæring – det rette sindelag, så ville det kun spille en ringe rolle, hvor stort antallet var…

De humanitære organisationer som Dansk Flygtningehjælp og Amnesty International samt Institut for Menneskerettigheder (tidligere Center for Menneskerettigheder) udgør et kapitel for sig, især i perioden frem til folketingsvalget i 2001. Igen og igen optrådte deres talspersoner i medierne, og ikke én gang har jeg kunnet finde, at de forsvarede en stramning af udlændingeloven. Utallige var de gange, hvor de mente, at nu havde Danmark overtrådt de internationale konventioner, skønt Danmark ikke på noget tidspunkt har overtrådt nogen konvention, der havde eller har forbindelse til den danske udlændingelovgivning…

Morten Kjærum, direktør for Institut for Menneskerettigheder, sagde således om en dom, der udviste en tyrker, der var dømt for en række røveriske overfald på ældre mennesker i Vollsmose, at “dommen er en krænkelse af vores internationale forpligtelser, som sikrer retten til at være sammen med sin familie og opretholder princippet om, at man ikke bliver diskrimineret på grund af sit statsborgerskab. Vi taler om en mand, der er født i Danmark og har boet her i alle sine 23 leveår. Han må betragtes som dansker”.

Pointen her er naturligvis ikke, at Morten Kjærum ikke måtte mene, at tyrkeren burde have lov til at blive i Danmark efter endt fængselsstraf. Pointen er, at Morten Kjærum ikke udtalte sig i overensstemmelse med sandheden, når han hævdede, at Danmark ikke kunne udvise ham uden at bryde konventionerne.

Morten Kjærum optrådte her, som i andre sammenhænge, som politiker, og han ønskede at udvande betydningen af statsborgerskabet, så staterne ikke længere kunne benytte sig af muligheden for at udvise personer, der havde begået grov kriminalitet. Man skal erindre sig, at Institut for Menneskerettigheder er betalt af de danske skatteydere, og at man derfor burde forvente, at instituttet var i stand til at levere en nogenlunde saglig, juridisk analyse. Det har blot ofte ikke været tilfældet.

Historien om kriminalitet begået af indvandrere og flygtninge er en temmelig absurd historie for sig. Der blev ikke før 1994 ført statistik, der opgjorde kriminaliteten efter nationalitet, og der fægtedes derfor i blinde. Det har muligvis været derfor, at Ole Espersen fra Socialdemokratiet i 1983 i et indlæg i dagbladet Aktuelt skrev, at “indvandrerne udgør tværtimod en gruppe, der er mere lovlydig, end danske statsborgere i gennemsnit er det”. Som tallene kom frem, dokumenteredes det modsatte af det, som Ole Espersen havde påstået, men det fik kun den virkning, at tilhængerne af en liberal udlændingelov hævdede, at det skyldtes udlændingenes sociale og økonomiske marginalisering i det danske samfund.

Den fulde konsekvens blev draget af Det Europæiske Overvågningscenter, EUMC, der i 2002 kategoriserede det som et udslag af intolerance, hvis man i forbindelse med en spørgeskemaundersøgelse havde svaret, at man mente, at indvandrere var mere kriminelle end danskere.

Et gennemgående træk helt frem til vedtagelsen af de nuværende stramninger af udlændingepolitikken i 2002 var, at man hævdede, at det ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre at stramme yderligere. Forfatter og journalist Klaus Rothstein skrev således i begyndelsen af 2002, at “de, der troede, at proppen ville blive sat i, kan godt forberede sig på at tro om igen”. Som var det en græsk tragedie, hvor skæbnen er alt og menneskers handlen intet, kunne det danske Folketing altså intet gøre. Der kunne ikke strammes. Som med konventionerne viste også dette sig at være forkert. Vi har stadig til gode at høre fortalerne for skæbneteorien om, hvorfor de tog fejl.

  • Link: Citater fra Et delt folk (skræmmende læsning).
  • 

    30. marts 2008

    Professor Ole Espersen til Søren Krarup: “… hvad er den endelige løsning?”

    Ingen har formuleret assimilationskrav mere entydigt end Søren Pind, men den yderste venstrefløj udskifter ikke sådan lige sine fjendebilleder. Lyrik fra overdrevet i Information, hvor professor Ole Espersen basher Søren Krarup med 90’er-retorik – Krarups krav om assimilation lugter af etnisk rengøring.

    “Søren Krarup har i den senere tid udtalt og fastholdt, at indvandrerne skal assimileres og ikke blot integreres. Assimilationen er et lodret krav, har han sagt. Det vil sige at mindretalskulturer, f.eks muslimer, skal opsluges af majoritetskulturen og så at sige forsvinde. Vi skal have en assimilationsminister og ikke nøjes med en integrationsminister.

    I mine ører har assimilation en klang af etnisk rengøring, en klang af at være udsprunget af en overmenneske- eller herrefolksmentalitet…

    Men, som man må spørge – hvad nu hvis assimilationen ikke er sket? Hvad gør man så – hvad er Krarups planer og hvad ønsker han at påvirke regeringen til?

    Mange af de uassimilerede er blevet danske statsborgere og kan således ikke udvises. Mange kommer fra lande hvorfra de er flygtede – andre fra lande der ikke længere eksisterer. Men kravet om assimilation er ubetinget.

    Vi er kommet til udløbsdatoen. Noget må ske. En endelig afgørelse må træffes.

    Derfor spørger jeg Søren Krarup, hvad er den endelige løsning?

    (Topnazist Reinhard Heydrich i brev til diplomat, 26. februar 1942)

  • 10/2-08 Uriasposten – Søren Pind: Danmark er danskernes land, assimilation må været ordet.
  • 16/3-08 Nyhedsavisen – Lærerformand: DF-krav minder om nazitiden.
  • 29/3-08 Allan Mavepuster – ‘racister og nazister kom til magten fordi man ikke forbød partierne’.
  • 

    29. august 2006

    Mads Bryde Andersen: EUMC skal dokumentere, ikke politisere

    Professor Mads Bryde Andersen meldte sig tidligere på året ud af bestyrelsen for EUMC, idet han mente de uklare racisme-definitioner i realiteten gjorde arbejdet politisk. I en kronik i dagens Jyllandsposten uddyber han – Derfor forlod jeg racisme-centret.

    “EUMC er et særligt agentur uden for de almindelige EU-organer. Det er oprettet ved en rådsforordning af 2. juni 1997. Af den fremgår, at dets »vigtigste opgave« er at forsyne Fællesskabet og dets medlemsstater med »objektive, pålidelige og sammenlignelige oplysninger på europæisk plan om fænomenerne racisme, fremmedhad og antisemitisme, som kan være til hjælp, når Fællesskabet og medlemsstaterne … træffer eller fastlægger foranstaltninger« (art. 2, stk.1). Det er ikke rigtigt, som det tidligere er sagt i debatten, at centret i hovedsagen er et “samarbejdsorgan” til modvirkning af racisme mv. Sådan er det måske blevet. Men forordningen har så åbenbart andre ambitioner.

    […]

    Som bekendt er der enorm politisk bevågenhed om de anliggender, centeret beskæftiger sig med. Når dets årsrapport udkommer, ser man gerne overskrifter som “Racismen raser i Europa”, og der lyder formanende ord om, at nu er den gal med os igen. Desværre sker det sjældent, at journalister eller andre dykker ned i de præmisser, der danner grundlag for disse konklusioner.

    […]

     Grundlaget for min kritik… blev først lagt, da jeg som suppleant gav mig til at læse centerets rapporter. Jeg blev dybt rystet. Hvor jeg havde ventet begrebsafgrænsninger og -inddelinger, statistikker og andre målepunkter mv., kunne jeg konstatere at de rapporter, der forklarer offentligheden og vore beslutningstagere om “racismen” i Europa, bestod af lange rækker af løsrevne eksempler på, hvad de nationale centre og forskerne ved centeret anså som udslag af “racisme”, “fremmedhad” etc. Læserne kan selv forvisse sig ved at gå ind på centerets hjemmeside. Et par eksempler følger senere…

    […]

    Da jeg senere indtrådte i hans [Niels Johan Petersens, Kim) plads, tog jeg spørgsmålet op på møderne og uden for, med centerets direktør Beate Winkler og hendes forskningschef. Det generelle svar var, at »Definitioner har vi da nok af – hvilken én vil du have?«.

    Problemet er bare, at de gængse definitioner betyder noget forskelligt. Nogle handler om diskrimination (altså forskelsbehandling). Andre om nedværdigende holdninger. Nogle taler om direkte (bevislig) diskrimination. Andre inddrager også indirekte diskrimination, som kan være svær at bevise.

    Det siger f.eks. sig selv, at der er stor forskel mellem at indsamle oplysninger om voldelig racisme på den ene side og på den anden side at undersøge indirekte (vanskeligt bevisbare) tilfælde af racediskrimination. Men vil man dokumentere indirekte diskrimination, må den dokumentation, man lægger frem, også vise, at der er tale om indirekte diskrimination. For en videnskabeligt arbejdende forsker er det uhørt ikke at gøre sig sådanne præmisser klart…

    At denne totale mangel på videnskabelighed medfører uskarphed i de “fakta”, der lægges frem, og i de konklusioner, der drages, kan belyses med et eksempel fra pkt. 3.3.2. i 2005-årsrapporten. Her kan man læse, at en muslimsk mand er blevet fyret fra en dansk kristen organisation på grund af sin religion.

    Var det indirekte diskrimination? Og har retten taget stilling i sagen? Vi ved det ikke, for rapporten kommer slet ikke ind på detaljerne. Derfor ved vi heller ikke om dette var racisme – og i givet fald en kritisabel form for racisme – og om Danmark bør gøre noget ved det. Eksempler af denne art er kun egnet til at forvirre læseren. Og denne forvirring kan så – sammen med andre eksempler – bruges til at drage “overordnede” konklusioner om, hvor galt det står til med racismen. Men hvad værre er:

    Selv om man accepterer, at årsberetningerne skal se på enhver form for racediskrimination, altså også den indirekte, finder man masser af eksempler (jeg holder mig igen til årsrapporten fra 2005), som end ikke falder inden for dette begreb.

    Således kan man læse, at Danmark har foretaget forskellige stramninger af udlændingeloven, herunder 24-årsreglen og regler om udvisning ved alvorlig kriminalitet (pkt. 2.2.4.), og at en udlænding, der ikke længere er samboende på grund af partnerens fængsling, dermed kan risikere udvisning (pkt. 2.3.1.). Intetsteds er det forklaret, hvilken “racisme”, der hermed dokumenteres.

    Da jeg påpegede disse eksempler for centerets ledelse fik jeg det svar, at årsrapporterne skam ikke kun handlede om racisme, fremmedhad og antisemitisme mv., men også om den “politik og praksis”, der kan svække visse gruppers samfundsmæssige stilling og dermed bidrage til at gøre dem mere sårbare for direkte eller indirekte diskrimination. Man henviste nu til artikel 2, stk. 2, i forordningen, der siger, at centeret også skal analysere »årsagerne, konsekvenserne og virkningen« af »racistiske, fremmedfjendske og antisemitiske fænomener og tilkendegivelser«.

    Konsekvenserne er åbenbare: Med denne ekstreme fortolkning af forordningen og uden klare definitioner på, hvad man undersøger, kan centeret udtale sig om – og fordømme – enhver samfundsbegivenhed, man vælger at sætte i relation til racisme mv.

    Dermed får centeret en politisk funktion, der ligger meget langt fra de krav om faglighed mv., der fremgår af forordningen. Er det meningen?

    Oploadet Kl. 07:16 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
    

    1. december 2004

    Espersen/Westergaard/Koch – lad os sætte islamkritikere i gabestokken

    Filtrat henviste i mandags til en artikel i Politiken, hvor lektor i strafferet Jørn Westergaard anbefalede herboende muslimer at gå rettens vej hvis de følte sig forulempet af ytringsfriheden [hvordan lød det?]:

    “Jeg har fuld tillid til, at domstolene og i sidste ende Højesteret kan afveje det her. Der skal meget til at indskrænke ytringsfriheden, men hvis man sammenligner en bestemt gruppe med dyr, betegner dem som umenneskelige eller mindreværdige eller som kriminelle, terrorister eller voldtægtsforbrydere alle sammen, så går man over stregen.”

    Westergaard har sin klon i Jura-professoren Ole Espersen, som i gårsdagens Urban ikke sparede på sin personlige antipati mod Bertel Haarder. Et citat fra Muslimer har ret til sager om blasfemi:

    “Integrationsminister Bertel Haarder (V) hilser retsagerne velkomne, men advarer samtidig om, om at muslimerne skal være forberedt på at tabe, fordi den danske ytringsfrihed tillader kritik af religioner.” [hvad bliver direkte kommenteret af Espersen]

    “‘Kritik, ja, men ikke at man bedriver spot med en anden religion eller tro, eller at man forhåner.”

    Kernen i problemstillingen er som jeg ser det, hvorvidt man kan eller skal – rent juridisk forsøge at skelne mellem kritik og forhånelse. Et spørgsmål som i sin natur er politisk, og derfor umuligt at lovgive sig ud af – uden at gøre vold på politiske modstanderes ytringsfrihed.

    For nogle uger siden havde Deadlines 2. Sektion inviteret Jura-professor Henning Koch og filosof Henrik Gade Jensen i studiet til en debat om ytringsfrihedens grænser, og i den næsten identiske diskussion talte Koch (vanen tro) om læren fra 30’erne – og det rimelige i at sætte grænser for det fælles bedste. Gade Jensen mente ikke at der principielt var noget forkert ved racismeparagraffen, men mente at domfældelsen nødvendigvis ville blive tilfældigt, og typisk motiveret af politiske antipatier. Herom har Gade Jensen naturligvis helt ret, idet man ikke kan skelne objektivt – og en blasfemi/racisme-paragraf vil i sidste instans blot bevirke at man kriminaliserer udfra politiske kriterier. Forhåner jeg islam ved at citere etnocentriske orientalister?, eller er det kun hvis jeg godtager deres konklusion… Hvem kan objektivt fælde dommen? Quin custodiet custodes ipsos? – hvem skal vogte vogterne?

    Efter at Gade Jensen i flere omgange, forgæves havde forsøgt at forklare Koch, at det må måtte være muligt at kritisere islam på linie med alle andre religioner, forsøgte Koch det hensigts-etiske argument – “hvad er formålet” med udgivelsen af islamkritisk litteratur… Personligt mener jeg ikke hverken Espersen/Westergaard eller Koch har kompetence til at vurdere forfatterens/udgiverens sande motiver – der jo altid afhænger af øjnene der ser.

    Et ikke særligt gennemtænkt læserbrev af en Martin Birch i MetroXpress illustrerer graden af idioti: “Har man velbegrundede argumenter, er det bare sandheden, man fortæller. Og så længe det er det, er det jo lovligt.”

    Efter 23 minutters debat røbede Koch så endeligt sit kvasi-stalinistiske udgangspunkt, da han efter Gade Jensens kritik af forsøget på tabuisering af indvandrerdebatten udtalte disse bevingede ord:

    “Der har været masser af chancer for at svine islam til…”

    At Espersen/Westergaard/Koch vil lukke debatten ved at kriminalisere politiske vurderinger fra deres politiske modstandere er så indlysende, at man formentligt skal ligge til venstre for Svend Auken for at tage deres ekspert-etiketter seriøst. Så det gør P1 naturligvis i seneste udgave af Lige lovligt, som næsten er et studie i ensidighed. Indbudt er et sammenrend af Dansk Folkepartis værste kritikere – med Koch hidkaldt som den afsluttende ekspert:

    – Filmmanden og provokatøren Christan Braad Thomsen
    – Radikale Elisabeth Arnold
    – Venstres Birthe Rønn Hornbech
    – Centerleder Niels Erik Hansen fra Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racisme
    – Professor i statsret ved Københavns Universitet, Henning Kock

    Søren Krarup får fem minutters taletid i midten af udsendelsen til at argumentere for afskaffelse af paragraf 266B, mens det modsatte synspunkt får hele 40 minutter.

    Apropos: Karen Sunds mod Pia Kjærsgaard 26/2-04

    

    3. august 2004

    Professor Ole Espersen politiserer – fanget af sit universitets lærebog

    Et nødvendigt indlæg i mandagens Politiken. Jens Forman fra Vejle om juraprofessor Ole Espersens skråsikre ekspertanalyse mht. 24-årsreglen. Her fra slutningen af Jura og politik, hvor han hudfletter juraprofessoren med et citat fra en lærebog udgivet af Espersens egen Universitet:

    Her er ingen analyse – ud fra gældende domspraksis – af, hvilke begrænsninger for familiesammenføringer domstolen i Strassbourg kunne tænkes at acceptere, og hvilke den ville afvise. Istedet bruger han sin professorautoritet til at postulere, at ubegrænset ret til familiesammenføring er en menneskeret. Lad mig derfor selv lege jurist og citere fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (2003 – lærebog ved Københavns Universitet): ‘Artikel 12 (om retten til at indgå ægteskab) er en ret til at gifte sig på lovens betingelser (s. 145)’. Og ‘artikel 8 (respekt for familieliv) sikrer således ikke et par ret til at vælge i hvilket land de ønsker at opbygge et familieliv (s. 160)’. Den juridiske situation er altså slet ikke så indlysende som Gil-Robles, Espersen og Jelved mener.

    Oploadet Kl. 21:02 af — Direkte linkSkriv!
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper