22. januar 2015

Verden ifølge Information: Venstrefløjen skal støtte tørklædeklædte muslimers kamp mod islamisering

Det er fint med selvransagelse på venstrefløjen, men grafikken understreger blot hykleriet. Det er rigtigt at Informations læsere har tiljublet multikulturen, men det er altså ikke rigtigt at tørklædeklædte muslimer demonstrerer mod islamisering. Det er sådan set en integreret del af problemets kerne (hvad Lars Hedegaard mfl. har påpeget i årevis), at tørklædet jo netop ikke bare er 30 gram stof. Fra dagens Information, der i øvrigt kun tager udgangspunkt i moderate muslimers frihedsrettigheder, ikke det land kommende generationer af danskere skal leve i – Venstrefløjens forfejlede og usolidariske beskyttelse af muslimerne.

“Venstrefløjen er kommet under pres i debatten om islamkritik efter terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i sidste uge. Det mener en række venstrefløjsdebattører og iagttagere, der ser nye og tydeligere skillelinjer på venstrefløjen, når det gælder religionskritik og ytringsfrihed.

Det er den multikulturalistiske del af venstrefløjen, der har domineret de sidste 20 til 30 år, der er trængt, mener lektor i historie, Jakob Egholm Feldt, som forsker i kulturkonflikter ved Roskilde Universitet og har fulgt islamdebatten tæt siden Jyllands-Posten trykte Muhammed-tegningerne i 2005.

‘Venstrefløjen har anbragt sig på en meget usikker isflage, fordi mange i de sidste 20-30 år har været forelskede i multikulturalismen. Postmarxismen har betragtet minoriteter – f.eks. muslimerne – som erstatning for den arbejderklasse, man i gamle dage kunne beskytte. Derfor er religiøse, dogmatiske og patriarkalske synspunkter blevet set som udtryk for visse muslimers sociale niveau, der ville forsvinde, når man satte ind med integrationspolitiske tiltag,’ siger Jakob Egholm Feldt

Samtidig er der kommet en ny erkendelse af, at det er usolidarisk over for moderate muslimer at betragte dem som et marginaliseret mindretal, der skal beskyttes – ikke forulempes af hånende karikaturer. Globale ekstremistiske netværk er ikke magtesløse, men magtfulde, lyder det desuden.”

(Udsnit af grafik set på Information.dk, 22. januar 2015)

“Grunden til, at man ikke kan støtte en islamkritiker som Lars Hedegaards tanker og ytringer, er, fordi han er konspirationsteoretiker.” (Jakob Egholm Feldt)

“Moderate muslimer er da dem, der om nogen mærker presset fra politisk islam. De har brug for allierede, der kan bakke dem op, i stedet for nogen der afviser enhver kritik af mørkemændene i deres egne miljøer som islamofobisk.” (Søren K. Villemoes)

“I de muslimske miljøer i Europa er der mennesker, der gerne vil bryde sociale mønstre. Hvordan kan man være kritisk over for, at de skal have de samme frihedsrettigheder som alle andre.” (Rune Lykkeberg)



28. marts 2013

Lektor Feldt i Information: “Faktum er, at islamkritikken er blevet behandlet ukritisk i de kloge medier…”

Det er mange år siden jeg gav RUC-lektor Jakob Egholm Feldt egen kategori her på siden, og hans kronik i gårsdagens Information følger blot segmentets antipati mod enhver der ikke godtager den post-koloniale traditions rensning af Islam som samlende kraft, og hermed indireke gøden jord for det multikulturelle.

Mit historiespeciale satte fokus på de historiske beskrivelser af Islam i dansk forskning, og blotlagde at Jørgen Bæk Simonsen omkring 1988-1990 ændrede holdning til Islam. Hvor Islam tidligere var identisk med kilderne udsat for sprogvidenskabelig behandling, så er kilderne til forståelse af Islam fra 1988-1990 og frem muslimer i en dansk kontekst udsat for sociologisk metode. Find en demokratisk muslim, og Islam er demokrati.

Jeg får det glatte lag, fordi jeg er med til at etablere ‘falske modsætninger’. Det ironiske er jo næsten, at jeg specifikt i bogens konklusion pointerer nødvendigheden af forskning i begge dele, Islams samlende kraft (Koranen mv.) og muslimers nutidige ageren. I forbindelse med ‘Det Arabiske forår’ forklarede ’sociologerne’, at Islam ikke ville udgøre en hindring for demokrati. De tog fejl. I forbindelse med Syrien hører vi det samme, alt imens danske muslimer i stor stil drager i krig – ikke for demokrati, men for Islam.

Problemet med Islam forsvinder ikke, blot fordi toneangivende forskere finder det generaliserende overfor herboende muslimer, at sige sandheden om Islam. Fra den omtalte kronik – Han har jo ikke noget tøj på.

“Siden 11. september 2001 og efter Muhammed-krisen er ’islamkritik’ gradvist blevet et accepteret begreb, som betegner kritik af islam som religion, filosofi, politik og livsform. Det er samtidig blevet en levevej for folk, som i islam ser en fascisme, der truer demokratiet, friheden og nationen. Islamkritik er dog mere end det. Islamkritik er også et fællesskab, som udfolder sig på blogs, i Trykkefrihedsselskabet, i nationalkonservative kredse og i Dansk Folkeparti. Islamkritik er et værktøj og et våben. Det virker som spydspids for kritik af medierne, politikerne, universiteterne, multikulturalismen, eliten og ’de røde’. Den handler kort sagt også om alt muligt andet end islam.

Den typiske holdningskuffert for en islamkritiker inkluderer ’nationen’, ’kristendommen’, ’kulturen’ og ’demokratiet’ – ikke som kontraktligt fællesskab, men som et historisk-kulturelt eller sentimentalt fællesskab. …

Islamkritikerne har fremelsket deres egne vismænd, professorer eller tillidsmænd, for hvem officiel akademisk anerkendelse er underordnet. Tværtimod er en afvisning fra det ’dhimmifiserede’ system nærmest et hæderstegn. Det er et tegn på, hvor kritisk, frittænkende og selvstændig vismanden/kvinden er. Lars Hedegaard er en sådan vismand. Han er islamkritikkens fremmeste historiker; han har været inde i det dhimmificerede system, og han har haft sin åbenbaring, sin omvendelse til klarsynet. Det er mod og klarsyn til vide, hvad der er sandt, selv om alle andre er blevet ofre for propagandaen. Som skabelon er der ligheder med både religiøse og politiske sekter, antisemitisme og endda science fiction. …

Krasnik myrdede et perspektiv, som han selv og andre journalister har givet uendelige mængder plads og opmærksomhed i mange år. Ikke fordi de selv nødvendigvis deler holdningen, men de har været fascinerede af det, og derfor har de og mange andre kurtiseret det. En flirt, der er slut nu. …

Kim Møller (en anden prominent alternativ ekspert) er et også godt eksempel. Møller omformede sit dilettantiske historiespeciale til en martyrpublikation, Vejen til Damaskus, udgivet af vennerne i Trykkefrihedsselskabet, som fik lange anmeldelser og temaomtaler i nærmest alle medier. Det var og er en vittighed, hvis ikke det var, fordi Møller sad i diverse civiliserede programmer og blev anmeldt, som om der var tale om noget vigtigt.

Faktum er, at islamkritikken er blevet behandlet ukritisk i de kloge medier…

Krasnik stillede de reelt kritiske spørgsmål til Hedegaard: Hvad er kilderne kilder til? Er der overhovedet en sammenhæng mellem dine påstande og dit belæg? Hvilken sammenhæng blev kilden til i, hvad vil den, og hvad er den repræsentant for? … Faktum er, at på klassiske universitære, historievidenskabelige præmisser er Hedegaard, Helle Merete Brix, Torben Hansen og Kim Møller (for at nævne et par hovedpersoner) tvivlsomme historikere.

Tak til Martin Krasnik for en ægte public service-oplevelse forankret i en grum, men skøn og nødvendig Judashandling.”



5. september 2009

RUC Historie – vejlederprojektforslag

Eksempler på vejlederprojektforslag – RUC historie.

Fra Charlotte Appel.

Uniformitet og (in)tolerance i 1500-tallets Danmark
Disse år tales der meget om forholdet mellem religion og samfund – og om religion i det offentlige rum. I de løbende diskussioner opstilles ofte en modsætning mellem islam og kristendommen, og der henvises af mange politikere til den danske og lutherske tradition for adskillelse af stat og kirke samt til århundreders traditioner for religiøs tolerance.

Men hvordan var forholdet mellem stat og kirke egentlig, hvis vi går længere tilbage i Danmarkshistorien – til den gang, da den lutherske reformation blev indført i 1500-tallet? Og hvordan forholdt man sig i denne fase af historien til anderledes troende? Hvordan gik det for sig, da kirken skulle nyordnes efter reformationen? Hvad var den gang ”stat”, ”samfund” og ”kirke”? Det vil hurtigt blive klart, at der langt fra var nogen klar adskillelse mellem ”det åndelige” og ”det verdslige regimente”. Et projekt kunne i særlig grad fokusere på, hvordan stat og kirke arbejdede på at sikre ”uniformitet” både indadtil og udadtil, blandt andet ved at indføre censur og ved at opstille nogle særlige ”fremmedartikler” (1569), som alle indvandrere skulle høres i og aflægge ed på…

Fra Claus B. Christensen.

Waffen-SS og apologetisk historieskrivning
Apologetisk historieskrivning om den tyske nazistiske militærorganisation Waffen-SS har siden efterkrigsårene været omfattende. Apologetisk historieskrivning skal i denne sammenhæng forstås som fremstillinger, der distancerer Waffen-SS fra nazismen og folkedrab. Der er imidlertid aldrig foretaget nogen systematisk undersøgelse af temaer og udvikling inden for den apologetiske genre fra efterkrigsårene til i dag. En sådan undersøgelse kan f.eks. tage afsæt i Waffen-SS’ veteranorganisationens eget blad (der findes en komplet samling i Danmark), som udkom fra omkring 1950-2005.”

Fra Jacob Egholm Feldt.

Europa i Mellemøsten/Mellemøsten i Europa i det 20. århundrede
Siden Edward Saids Orientalism (1978) har markante tendenser i historie- og kulturforskning fokuseret på europæisk udrejse til, kolonisering af, og blik på Orienten/Mellemøsten (og mange andre steder). Som en udvikling deraf er også ’Østens’ opfattelse af ’Vesten’ blevet studeret, men man kunne med nogen rimelighed hævde, at der stadig er en tendens til at fastholde et dem/os-perspektiv. Projekter indenfor dette emne vil tage udgangspunkt i den stadig stigende og gensidige regionale integration mellem Europa og Mellemøsten fra 1. Verdenskrigs opdeling af Mellemøsten i nationalstater efter europæisk forbillede, over 2. Verdenskrig til migration og demokratiseringsindsatser i de seneste årtier…

Fra Michael Harbsmeier.

Danmark på verdensudstilling
Verdensudstillingerne har spillet en særdeles væsentlig rolle for de kulturelle aspekter af globaliseringen i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Det her foreslåede projekt vil se nærmere på hvordan Danmark har præsenteret sig ved nogle af disse verdensudstillinger for derigennem at få en bedre forståelse af hvordan Danmarks historie har indgået i den europæiske imperialismes historie. For en start se: Margit Mogensen, Eventyrets Tid. Danmarks deltagelse i Verdensudstillingerne 1851-1900. Landbohistorisk Selskab 1993.

Oploadet Kl. 19:39 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


23. januar 2009

Jakob Feldt: “Meget af den vestlige journalistik er et forsøg på at forstå israelerne.”

For år tilbage blev det problematiseret, at tv-værterne ikke afspejlede befolkningssammensætningen. Få år senere var der flere med et ikke-dansk udseende på skærmen, hovedsageligt i den lettere afdeling, eksempelvis vejrudsigten. Nu er der så flere journalister på kanalerne, der ikke bare har et eksotisk udseende, men også er troende muslimer. Næste skridt er som Jakob Feldt åbent indrømmer – at skabe mere forståelse for muslimer globalt set.

Et klassisk fokus for Information – ‘Hvad betyder min religion for min journalistik?’ (16/1-09).

“Dansk Mellemøstdækning har hidtil været domineret af jødisk klingende navne. Men nu er en ny generation af talentfulde mellemøst-reportere med muslimsk baggrund på vej…

“Abdel Aziz Mahmoud, Jerusalem” Sådan skal TV-Avisens indslag om Israel-Palæstina konflikten afsluttet, hvis den dansk palæstinensiske journalist Abdel Aziz Mahmoud får sin store drøm opfyldt og bliver Danmarks Radios mellemøstkorrespondent.

“Når man har palæstinensisk baggrund og har fået at lov at vokse op i Danmark, så føler man sig privilegeret. Det er derfor, at det er mit mål at fortælle nogle historier fra Mellemøsten, som ellers aldrig bliver fortalt,” forklarer Abdel Aziz Mahmoud, som i dag arbejder som nyhedsvært på DR Update og kan skrive flydende arabisk, har stor kulturel indsigt og mangeårig interesse for tv-kanalen Al-Jazeera på CV’et, når han en dag skal ansøge om jobbet som mellemøstkorrespondent.

Hvor den danske mellemøstdækning hidtil har været domineret af jødisk klingende navne som Herbert Pundik, Hanne Foighel og Martin Krasnik, står en ny generation af ambitiøse unge journalister med muslimsk baggrund og tripper for at sætte deres præg på den danske udenrigsjournalistik.

På DR2 er Erkan Özden med tyrkiske rødder blevet vært på DR2 udland, dansk/pakistanske Simi Jan har bosat sig i Islamabad for at dække Sydøstasien for TV2, og Nagieb Khaja, som er søn af en afghansk gæstearbejder har lavet flere dokumentarfilm fra sine forældres hjemland.

Erkan Özden mener, at han har haft store fordele af sin muslimske baggrund og sit mellemøstlige udseende, når han har været sendt på reportagetur til Gaza og Vestbredden.

“Jeg har oplevet, at folk har sagt ‘hvis du ikke var muslim, så ville vi slet ikke tale med dig’.

[…]

Jakob Egholm Feldt, som er adjunkt ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, hilser den nye generation af journalister med muslimsk baggrund velkommen.

“At få flere korrespondenter med muslimsk baggrund, som oven i købet måske kan tale arabisk, vil kunne skabe større variation i skildringerne fra Mellemøsten. I dag har vi omkring fem korrespondenter, som kan hebraisk, men stort set ingen som kan arabisk, og araberne udgør altså over en kvart milliard mennesker,” siger han og påpeger, at mange af de danske Mellemøst-korrespondenter ubevidst er præget af deres personlige identifikation med Israel.

“Det betyder ikke, at de nødvendigvis er pro-israelske. Jeg opfatter for eksempel ikke Martin Krasniks reportager fra Mellemøsten sådan, men det er klart, at hans journalistik bærer præg af, at han har større indføling med israelerne og et større personligt netværk blandt dem. Meget af den vestlige journalistik er et forsøg på at forstå israelerne. Hvorfor gør de, som de gør, når de nu ligner os? Den tilgang har man i langt mindre grad til araberne, og det ville flere vestlige journalister med muslimsk baggrund måske rette op på,” siger han.

[…]

“Min familie var ude og demonstrere i lørdags, og de spurgte ikke engang om jeg ville med. Det ved de godt, at jeg ikke vil, fordi jeg er journalist,” siger Abdel Azziz Mahmoud, som også systematisk afviser at være medlem af pro-palæstinensiske grupper på Facebook eller at omtale sin brors støtteplade til fordel for ofrene i Gaza.”

Oploadet Kl. 16:40 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


5. september 2008

Slør i kommunikationen?

P1 sendte igår P1-temaet Slør i kommunikationen? – en reportage fra Mellemøsten, der som en udløber af Muhammedsagen blev sendt første gang i 2006.

  • 7/9-06 P1, DR – Slør i kommunikationen?
  • Udsendelsen var delt i to. Først kraftig eufemiseren i forhold til arabiske medier fra to kendte palæstinenser-venner (Jacob Feldt & Fathi Al-Abed). Hizbollahs tv-kanal var “Israel-kritisk”, men iøvrigt “troværdig”. Sammenlign evt. den positive beskrivelse af al-Jeezera og al-Manar med DRs syn på konservative Foxnews.

    Langt mere oplysende var anden halvdel af udsendelsen…

    “I anden halvdel af udsendelsen handler det om vores billeder af Mellemøsten. Den syriske TV værtinde Kinda Nassli anklager Lone Kuhlmann for at have fordrejet billedet af hende i bogen “Med Slør – og Uden”. Lone Kuhlmann giver svar på tiltale.”

    Lone Kuhlmann der bestemt ikke er en hardliner, siger meget fornuftigt, ikke mindst i forhold til kvinderettigheder i islam, og relaterede emner, såsom tørklædetvang og tvangsægteskab. Der skiftes mellem hendes og Kinda Nasslis opfattelse af det oprindelige interview, og en passant leveres gode eksemplrt på den problematiske islamiske selvforståelse. Nassli føler sig fejlciteret, hver eneste gang Kuhlmann citerer hende for noget der kunne tolkes som kritik af den egyptiske stat, Det Islamiske Broderskab, eller islam i bred forstand.

  • 21/12-05 Kvinfos Webmagasin – Syriens kvinder mellem frigørelse og tilpasning (pro-islam anmeldelse).
  • PS: Jeg ville gerne have blogget med citater, men kan desværre ikke høre udsendelsen online.

    Oploadet Kl. 18:45 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
    

    28. juni 2007

    Michael Irving Jensen: Der er måske alligevel håb – måske vil Blair forhandle med Hamas

    Tony Blair blev igår udnævnt som fredsudsending i Mellemøsten, og uvist af hvilken grund havde Nyhedsministeriet på TV2 Radio valgt at give ordet til Michael Irving Jensen for en ekspertanalyse. Han indledte med at fortælle, at Blair trods Irak-krigen, kunne samle moderate lande (såsom Saudi-Arabien), og lidt senere havde han så analyseret sig frem til, at der måske var en chance for at finde en løsning på Israel-palæstina konflikten, idet Blair i modsætning til andre kunne tænkes at ville forhandle med Hamas.

    Michael Irving Jensen: Der er også regimer i Mellemøsten som bakker rimeligt pænt op omkring det her, om ikke andet af høflighed, altså Egypten og Jordan for den sags skyld, måske også Saudi-Arabien som ville acceptere det, altså de såkaldte moderate stater i Mellemøsten, men hvorvidt at han kan…

    […]

    Michael Irving Jensen: … det bliver meget vanskeligt for Tony Blair at presse på, men der hvis man skal være lidt optimistisk, og se på en positiv side… [henviser til Blair & den nordirske konflikt] Blair har tidligere gjort hvad der skal til for at skabe et eller andet rum for forhandling, så derfor kan det godt være han overrasker og sætter sig ned med Hamas’ ledere

  • 16/6-07 Arbejderen – Boykot har ført til kaos i Gaza.
  • Opdate. P3 Nyhederne (15.00) havde hidkaldt Jacob Feldt for en ekspertanalyse, og han sagde stort set det samme som Irving Jensen, omend han vejede sine ord noget bedre.

    “Det er svært at se hvad udnævnelsen af Tony Blair overhovedet skulle gøre ved situationen i Gaza-striben, andet end at medvirke til at opretholde et pres på Hamas…”

    Opdate 29/6-07. Adam Holm anmelder i Weekendavisen Zaki Chehabs Inside Hamas. Fra Martyrer for Allah (kræver login) – et citat.

    “Synet på Israel er og bliver om-drejningspunktet for konflikten mellem Hamas og Fatah. Hvor Yassir Arafat efter langvarig tøven endte med at anerkende den israelske stats ret til at eksistere, nægter Hamas kategorisk at vende tomlen opad. Da den saudiske kong Abdullah i februar i år indkaldte Hamas og Fatah til et forsoningsmøde i Mekka, efter at deres uenighed havde ført til voldsomme kamphandlinger, spurgte han den ene af Hamas’ ledere Khaled Meshal, hvorfor de ikke vil acceptere Israels tilstedeværelse. Fordi, lød svaret fra den Damaskus-baserede Meshal, ingen palæstinenser har lov til at afstå så meget som én tomme land til ikke-muslimer.

    Hamas, der er en del af det verdensomspændende Muslimske Broderskab, en organisation, der opstod i 1920rnes Egypten, har svoret, at kampen først er tilendebragt den dag islams grønne fane vajer over hele det historiske Palæstina fra Det døde Hav til Middelhavet…

    Det mest konkrete udbytte af Mekka-mødet i fjor var, at Hamas valgte at bakke op om Mahmoud Abbas fortsatte forhandlinger med Israels ministerpræsident Ehud Olmert. Den ellers fair og afbalancerede Zaki Chehab udlægger dette som en de facto-accept af Israel og dermed en opfordring til israelerne om at indlede forhandlinger med Hamas.

    Men det er en fejlslutning af dimensioner. Hamas kan med henvisning til Koranen sagtens legitimere en længerevarende hudna, våbenhvile, med israelerne. Men det får dem ikke til at fravige hovedmålet med kampen, nemlig den jødiske stats endeligt. Det er med andre ord ikke så pokkers epokegørende, at Hamas for en stund valgte at stå bag Abbas. Det er en del af strategien.

    Og som en repræsentant for Hamas i øvrigt er citeret for at sige i bogen: »Du finder ikke nogen i Hamas, der vil anerkende Israels ret til at eksistere. Hvis du hører noget andet, kan du være sikker på, at det er løgn.« Som Chehab skriver et sted, måske med en svag antydning af, hvor hans egne sympatier skal findes: »Hvor Hamas opererer med en århundredlang tidsskala og under hensyntagen til Allahs vilje, er Abu Mazen (Mahmoud Abbas, red.) mere pragmatisk og indstillet på, at regeringsudøvelse skal håndteres efter jordiske principper i verden her og nu.«”

    

    3. januar 2007

    “Jeg frygter, at der opstår en form for selvcensur i DR” lød det fra oppositionen…

    Mogens Camre og Morten Messerschmidt har ifølge Nyhedsavisen sendt et brev til statsministeren, hvori de opfordrer ham til mere tydeligt at imødegå “DR’s politiserende virksomhed”, og eventuelt give journalister der bevidst producerer rød journalistik en fyreseddel.

    I samme brev opremses en række understøttende eksempler på politiserende journalistik, men det bedste bevis er på sin vis oppositionens modstand…

    “Jeg frygter, at der opstår en form for selvcensur i DR, fordi der hviler et så markant politisk pres fra regeringens ministre og DF.” (Jytte Andersen, Socialdemokraterne)

    Kritikken er ikke ny, men selvcensuren (objektiv journalistik) lader vente på sig.

    P1 er et overflødighedshorn af politiserende journalistik, og simpelthen en karikatur af problemet. For tiden præges sendefladen af det fem timer lange tema En konflikt fødes, om Israel-Palæstina konflikten i et historisk perspektiv. Foreløbigt har jeg kun hørt fire tale i programmerne: Lars Møller-Rasmussen, Herbert Pundik, Peter Seeberg og Jakob Feldt…

    Da jeg lavede kaffe her til morgen tændte jeg for P1. Ikke mange minutter i køkkenet, men rigeligt…

    Først et indslag om Saddam Husseins henrettelse, der blev betegnet som en ‘lynchning’. Lynchning kommer fra Charles Lynch, der under den amerikanske revolution henrettede folk uden rettergang, og som det lyder i Politikens Nudansk Ordbog om ordet: “Afstraffe (dræbe) ved selvtægt“. Det kan man så tænke videre over.

    Dernæst var der et indslag som problematiserede det forhold, at afviste asylansøgere blev sendt hjem, selvom deres børn har boet det meste af deres liv i Danmark. Moralen var åbenbart at asylansøgere som har fået børn under årelange ankeprocesser, pr definition skulle have asyl for børnenes skyld. Asylbørn hed dagens tema… Eller var det ugens – whatever, det har kørt i årevis nu.

    Herefter hørte jeg lidt fra et indslag om homo-erotiske elementer ved den nye Rocky-film. Så slukkede jeg. Nok for idag – jeg er kun et menneske…

    

    26. november 2006

    Jesper Langballe vs Jørgen Bæk Simonsen om nødvendigheden af islamisme-forskning

    Under finanslovsforhandlingerne blev der på Dansk Folkepartis foranledning, øremærket ti millioner kroner til islamisme-forskning, og da Jesper Langballe og Peter Skaarup fra partiet senere pointerede at midlerne ikke skulle gå til Carsten Niebuhr-instituttets forskere var debatten igang. Et indgreb mod forskningsfriheden lød det fra den ene fløj, alt imens Langballe pointerede at man selvfølgelig ikke kunne bruge Jørgen Bæk Simonsen til noget, når han i sin seneste bog skriver at jihad “begyndte som krige mod vestlige kolonimagter”.

    Det er ikke svært for undertegnede at give Langballe ret, for er der noget den post-koloniale tradition i islamforskningen ikke kan bruges til, så må det være at afdække forholdet mellem islamisme og terrorisme. I mit speciale konkluderede jeg specifikt at Bæk Simonsens humanistiske tilgang, og udtalte promovering af multikultur, ikke gav “videnskabeligt forankrede tolkninger af islam som samlende fænomen”, og det er her hunden ligger begravet så at sige. Når man som Bæk Simonsen har det udgangspunkt at muslimer stort set ikke har fællestræk der kan henføres til religiøse skrifter, så er han næppe den rigtige til at blotlægge ideologiske mønstre med baggrund i det religiøse.

    Jeg har ikke tidligere henvist til debatten der fulgte finanslovsbevillingen, men må dog fremhæve en længere artikel i seneste nummer af Universitetsavisen (KU, 23/11-06, Nr. 17, s. 8-11), hvor Kristoffer Holm Pedersen har sat Jesper Langballe og Jørgen Bæk Simonsen stævne.

    Her lidt fra Har islam indbygget terror?

    Jørgen Bæk Simonsen (JBS): »Hvis du kigger på hvad der er bedrevet af forskning på CNA er det helt rigtigt at den ikke har været fokuseret på – endsige specielt interesseret i – at kigge på den afart af islam og islamisme der ender i terrorisme. Men jeg viser fx i min disputats at der er en iøjnefaldende ‘manipulation’ af dele af den koranske åbenbaring.

    Så dér er hverken tale om at være politisk korrekt endsige konfliktsky.
    Enhver der kender Langballes position, kan ikke være i tvivl om at der er nogle tydelige uoverensstemmelser mellem ham og så de resultater jeg når frem til i mine empiriske undersøgelser af islam i Danmark…«.

    […]

    JL: »Nu hvor Jørgen Bæk Simonsen taler om vores respektive positioner, så vil jeg gerne ganske kort præsentere min personlige baggrund. Jeg er kristen teolog, og det er min tilgang. Jeg anskuer islam ud fra sammenstødet med og modsætningen til kristenheden.

    Og her er der tale om det man kalder ‘kulturkristne’ og ‘kulturmuslimer’ – mennesker som med modermælken har fået fuldstændig diametralt forskellige begrebssæt om hvad tilværelsen går ud på indbygget i sig. Og det mener jeg faktisk har relevans.

    Det jeg har imod når jeg læser dig, Jørgen Bæk Simonsen, er alt det du ikke skriver. I din bog ‘Hvad er islam?’ har du et afsnit om Jihad, der jo er et meget væsentligt begreb for vores verden lige nu.

    Afsnittet begynder i år 1798 med nogle muslimske opstande mod Napoleons besættelse af Ægypten hvor du beskriver Jihad som frihedskrige mod vestlige aggressioner.

    Jeg synes dog det ville være mere naturligt dels at begynde med koranen der opfordrer til hellig krig et utal af gange, hvilket du kun nævner i forbifarten et andet sted i bogen, dels at gøre opmærksom på at der ikke findes én tomme muslimsk jord i verden som ikke er vundet ved militær erobring i Allahs navn. Hele den kolossale muslimske ekspansion hører man intet om.«

    […]

    JBS: »Din indgang til islam ligger i en kristen tradition. Og derfor undrer du dig over at det du kalder ‘ånden i islam’ ikke er redegjort for i forskellige sammenhænge. Men det er jo den måde du mener svarene på islam skal gives.

    Når de ikke bliver givet på den måde, er det jo fordi vi både i den moderne og historiske verden kan se at der ikke er tale om en Jihad i den forstand du tror at man dogmatisk og teologisk vil kunne forklare moderne Jihad på.

    Moderne Jihad er vokset ud af en sammenhæng. Og det er fuldstændig rigtigt at den sammenhæng er til stede i den muslimske verden. Men jeg vil til et hvilket som helst tidspunkt afvise at der er nogen som helst videnskabelig forklaringsmodel indbygget i en kristen teologisk tilgang til forståelsen af islam.

    […]

    JL: »Nu har jeg ikke læst din disputats. Men at beskrive Jihad som du gør i ‘Hvad er islam’ synes jeg svarer til at man skal skrive bilens historie og så begynder med et bilsammenstød i 2004«.

    […]

    JL: »… du vil formentlig medgive at man ser et muslimsk handlingsmønster igen og igen og igen. Og her taler jeg om terroren, jeg taler om den meget massive kvindeundertrykkelse, jeg taler i det hele taget om de ting ved islam der skaber problemer.

    Kan vi da ikke enes om, at der er en helt bestemt åndsbaggrund i islam? Og at vi, hvis vi ikke forstår den og dens kobling til handlingskonsekvenserne, så er fuldstændig hjælpeløse og afmægtige overfor den?«

    JBS: »Ud fra et videnskabeligt synspunkt kan jeg ikke anerkende at der bag disse handlinger skulle være en bestemt ånd der får mennesker til at gøre noget bestemt. Jeg medgiver at der er nogle referencerammer som muslimske mænd igennem mange århundreder har været dygtige til at udnytte for at holde deres kvinder hvor de gerne ville have dem.

    Men min pointe er at der ikke er nogen ånd, men en vedvarende dialektik mellem den person der er resultatet af en bestemt kulturel og religiøs tradition på den ene side og så måden hvorpå han/hun går ind i dialog med den tradition for at udvikle en fortolkning som passer, indfrier og tilfredsstiller de behov han/hun har til religionen«.

    […]

    JBS: »Når forskningsrådene fastlægger nogle forskningspolitiske erklæringer, så sker det ud fra det der er i alles forskningsinteresse at få afdækket. Beslutningen ligger med andre ord hos forskerne. Det der skurer i mine ører, er at du så bramfrit og meget kontant siger at det er ånden i islam du gerne vil have undersøgt.

    Der er du jo med til at fastlægge præmisserne for måden hvorpå de ti mio. skal bruges, og det mener jeg bliver politisk.

    […]

    JBS: »Der er ingen som helst tvivl om at hadet til USA indgår som et ideologisk ikon som så har været selvforstærkende på grund af en bestemt politisk adfærd fra amerikansk side.

    Den amerikanske politik har i en lang række sammenhænge været en afgørende mobiliserende faktor for at nogle muslimer i fortolkningen af deres islamiske tradition ender steder hvor de udgør en trussel for helt uskyldige mennesker.

    Men jeg vil altså fastholde at der ikke er noget i islam der får ganske bestemte muslimer til at gøre noget ganske bestemt. Men der er noget i den islamiske tradition som nogle muslimer under ganske bestemte forudsætninger kan bruge til at få en eller anden politisk eller økonomisk eller kulturel mening udtrykt.

    Det dynamiske element er omdrejningspunktet. Og derfor afviser jeg antagelsen af at der findes en »islamisk ånd. Findes der noget, så er det forskellige måder hvorpå forskellige muslimer har læst og fortolket det de opfatter og udlægger som islam«.

    JL: »Det er da en utrolig underkendelse af Koranen. Selvfølgelig er der da en islamisk ånd, ligesom der er en kristen ånd der består af den ganske enkle påstand at gud blev menneske og døde på korset for vore synders skyld og at hele vores tilværelse begynder med tilgivelse. I modsætning til en lovreligion som islam der foreskriver menneskene hvordan de skal leve«.

    JBS: »Jeg er helt enig i at der er en ånd i Koranen, selvfølgelig er der det. Men der er ikke nogen ånd i Koranen der får muslimer til at gøre noget ganske bestemt. Jeg tror ikke et øjeblik på at der er en eller anden gud der styrer det historiske forløb«.

    […]

    JBS: »Altså, hvis du fx går ind i debatten i et land som Ægypten vil du kunne se at da Ægypten blev etableret som selvstændig nation i 1922, var en stribe intellektuelle muslimer der på det personlige niveau var troende, men som samtidig holdt fast i at enhver reference til et kalifat, som et på koranen baseret system, er en muslimsk historisk konstruktion«.

    JL: »Det er jeg helt med på. Vi kan nævne Ægypten som du gør, vi kan nævne Kemal Atatürks Tyrkiet, og vi kan nævne Shahens Persien fordi de alle var vestligt orienterede«.

    JBS: »Præcis. Og det er min afgørende pointe: At etablere et politisk system er en lige så levende reference for ganske mange muslimer som det er for os andre. Der er massevis af muslimer der kan gebærde sig sekulært«.

    JL: »Prøv nu at høre: Hvis vi tager både Atatürk og Shahen, så var de jo ikke udtryk for nogen mangfoldighed indenfor islam. De var udtryk for antiislamisme. Shahen ville jo faktisk rive sjælen ud på sit folk og fjerne den muslimske tro.

    Det tror jeg ikke på at man kan og man kan se hvordan det gik: Et tilbageslag kom med stor uhygge med Khomeinis islamiske revolution. Og at den bare skulle være en facet i det islamiske mønster, er forkert. Nej, det er den rigtige islam«.

    JBS: »Det er så dit udsagn. Mit udsagn er at islam er blevet og islam vil forblive fortolket meget forskelligt afhængig af hvem der fortolker hvad hvornår. Dit postulat er at der er et eller andet i islam der per automatik vil slå igennem«.

    […]

    JL: »Der er et eller andet i islam der uvægerligt slår igennem. Synes du ikke Persien er et fantastisk godt eksempel? En af de rigeste kulturer verden nogensinde har set, vores egen kulturs vugge, som bliver tromlet flad af islam«.

    JBS: »Nu får jeg kuldegysninger! For det du der er i gang med, er at genopvække ganske bestemte mytologiske antagelser af det ariske«.

    […]

    JBS: »… Shahen blev væltet af den islamiske revolution. Men Khomeini satte de øvrige Ayatollaher i husarrest fordi den fortolkning af islam han lancerede, var uislamisk efter de andre Ayatollahers mening. Der var altså en diskussion blandt de muslimske højlærde om det Khomeini postulerede var islam, nu også var islam.

    Så derfor er det ikke islams vederstyggelighed der slår igennem i den islamiske revolution, men et brutalt politisk opgør som mere eller mindre politisk vederstyggelige personer iscenesætter. Og jeg opponerer imod og jeg tager afstand fra at der er nogen som helst forklaringseffekt i en reference til islam i det her«.

    JL: »Det synes jeg altså er at sætte kikkerten for det blinde øje. At Khomeini sætter de øvrige Ayatollaher i husarrest er jo et udtryk for at muslimer ikke kan blive enige om noget som helst. Og jeg vil sige: Gud være lovet for os andre at de ikke kan det«.

    JBS: »Muslimer fortolker islam og det gør de i overensstemmelse med hvem de er, hvor de er og hvornår de er, på fuldstændig samme måde som alle mulige andre mennesker fortolker det de respektivt er resultat af.

    Og den fortolkningsiver er tilsyneladende noget der hverken er knyttet til det at være muslim eller kristen eller jøde eller buddhist eller noget som helst andet. Men det ligger tilsyneladende til det at være menneske. Og derfor er det jo helt afgørende at vi skal væk fra antagelsen af at når et menneske er noget bestemt religiøst, så agerer det på en bestemt måde.

    Jørgen Bæk Simonsen i abstrakt (virkelighedsfjern) apologi med indbygget ideologisk positioneren, hvor enhver form for islam forholder sig lige korrekt til de religiøse kilder, og virkeligheden blot er noget forskere kan italesætte efter forgodtbefindende. Det er naturligvis nonsens, for selvfølgelig kan islam defineres, og når den kan defineres, så kan der selvfølgelig også afdækkes fællestræk med basis i det religiøse. Al forskning er betinget af kategoriseringer og generaliseringer, og når Bæk Simonsen med flere afviser at se nærmere på forbindelsen mellem islam og terrorisme, så siger det mere om deres forhold til multikultur i en dansk kontekst, end om islam som ideologisk konstruktion.

    Blandt Bæk Simonsens mange polemiske kommentarer må fremhæves hans påstand om at der ikke er nogen “som helst videnskabelig forklaringsmodel indbygget i en kristen teologisk tilgang til forståelsen af islam”. Danmarks mest berømte islamforsker gennem historien er uden tvivl filologen Frants Buhl. En mand der i forhold til det religiøse var langt mere kristen-fundamentalist end Langballe, og i forhold til det videnskabelige var langt mere stringent end Jørgen Bæk Simonsen. Begge tilgange har sine mangler, men man kan altså ikke spørge Tim Jensen, Mikael Rothstein eller Jørgen Bæk Simonsen om forholdet mellem islamisme og terrorisme. Ideologien blokerer simpelthen tankerækken.

    Links.

  • 2/8-05 Uriasposten – Jørgen Bæk Simonsen: Studies in the Genesis and Early De… (1988)..
  • 9/11-06 DR2 Deadline 22.30 – Debat mellem Jesper Langballe og Mikael Rothstein.
  • 17/11-06 Kristeligt Dagblad – Er dansk forskning i islam for politisk korrekt?
  • 24/11-06 Weekendavisen – Man forsker jo heller ikke i Tøndersagen.
  • 

    4. september 2006

    Zapera analyse: Blot 34 pct. mener islam og demokrati kan forenes

    Selvom mediernes yndlings-eksperter under Muhammedsagen forsøgte at gøre den danske ytringsfrihed til problemet, så kan folk uden universitetsgrader gudskelov godt se problemet. Nyd blot denne lussing til Co-Existence of Civilizations – i en undersøgelse foretaget for Ugebrevet Mandag Morgen. Fra 57% af danskerne forventer en ny Muhammed-krise.

    “Det sker inden for de nærmeste år. Det viser en ny meningsmåling, som analyseinstituttet Zapera har gennemført for Ugebrevet. Frygten for en ny krise understreges af et dramatisk dyk i antallet af danskere, der mener, at islam og demokrati kan forenes. På få måneder er det faldet fra lidt over halvdelen af befolkningen til nu 34 pct. Samtidig er det kun et mindretal af danskerne, der i kølvandet på Muhammed-krisen har øget deres interesse for Mellemøsten eller fået større forståelse for herboende muslimer. Til gengæld mener et stort flertal af danskerne, at der er behov for en langt stærkere integrationsindsats herhjemme.”

    Fra samme artikel – ypperlig apologi fra Jakob Feldt.

    “Mellemøsteksperten Jakob Feldt fra Syddansk Universitet mener, at undersøgelsen tegner billedet af et folk, der vil få det utroligt svært i en verden med større forskellighed.” 

    På sin vis har han lidt ret. Grundloven er svært forenelig med islamiske dogmer – § 77.

    Oploadet Kl. 19:29 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper