2. april 2019

Alain Finkielkraut om ‘Forstadsidealisme’ (’99): “I deres lukkede verden forsvarer de en åben moral.”

For et par måneder siden nævnte jeg her på bloggen, at den franske filosof Alain Finkielkraut blev antastet, og chikaneret med antisemitiske tilråb af ‘De Gule Veste’-demonstranter. Som Niels Lillelund påpegede i en klumme fornylig, så er det siden kommet frem at manden der råbte at ‘Frankrig tilhører os’ var en kendt islamist.

Alain Finkielkraut har skrevet meget godt Herunder et citat om ‘Forstadsidealisme’.

“På engelsk taler man om ‘the best and the brightest’, når man refererer til den kosmopolitiske elite, der er stærkt forankret i globaliseringen og liberaliseringen. De vil være verdensborgere, og de har frivilligt installeret sig i luksusghettoer med private vagtværn, privatskoler og private renovationsarbejdere. Sammen med Benneton udbreder de dogmet om menneskerettighederne, og de forarges over en fjern diktators juridiske immunitet og hylder skabelsen af en international domstol. De er imod åndens overlegenhed. De er både kollektivt indstillede og modstandere af nationalismen. I deres lukkede verden forsvarer de en åben moral. Deres samfundsforpligtigelse når aldrig ud over grænserne for deres beskyttede kvarterer. Det er mennesket uden navlestreng: fanatiske tilhængere af menneskerettigheder og afskyelige samfundsborgere på en og samme tid. (Alain Finkielkraut interviewet af Octavi Marts, Politiken, 11. september 1999; Via Nomos)

(Alain Finkielkraut antastes af islamist, Paris, 16. februar 2019; Foto: Youtube)

Frankrig tilhører os. Skide racist! Du er en hadprædikant, og du skal dø. Du kommer i helvede. Gud vil straffe dig, folket vil straffe dig. Skide zionist.” (Berlingske, 19. februar 2019)

Oploadet Kl. 00:52 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


22. maj 2007

Alain Finkielkraut: “Folk drømmer om en verden uden Israel og med en pacifistisk islam. “

Fra lørdagens Politiken. Et Hanne Foighel-interview med den franske filosof Alain Finkielkraut – Europa skal ikke være universel.

Hvor langt skal vi gå for at beskytte vores demokratiske værdier og livsstil, når nye muslimske borgere indimellem rejser krav om f.eks. at adskille drenge og piger i dele af skoleundervisningen?

»Vi skal forsvare vores værdier. Islamiske fundamentalister siger: Vi har en anden civilisation. Det er fint. Europa behøver ikke være universel. Lad os ikke sprede Europa over hele verden, men lad os forblive Europa. Vi er i Europa, det er sådan, vi lever, det er sådan, vi ønsker, at forholdet mellem mænd og kvinder skal se ud. Hvis du ikke vil have det sådan, er Europa ikke stedet for dig. Du bliver nødt til at acceptere det, fordi det er europæisk. Jeg vil slet ikke diskutere det længere. Jeg har fået nok af diskussioner, hvor vi siger, at vi ved bedre om mænd og kvinder, fordi de er lige og det er en universel værdi.

Det er sådan her, det er: Europa må blive ved med at være Europa, og folk, der kommer til Europa, må acceptere det. Hvis de ikke vil leve anderledes i Pakistan, kan vi ikke gøre noget ved det mere. Vi burde have gjort det, men i dag er det for svært. Vi kan ikke reformere Pakistan. Vi havde engang en drøm om, at verden kunne blive europæiseret. Men kolonialismen ødelagde den drøm. Vi er nødt til at forstå, at vi må være mere beskedne, mere ydmyge. Vi er nødt til – og vi kan – forsvare Europa som en livsstil, og vi skal stå fast«.

Du blev voldsomt kritiseret i Frankrig efter forstadsurolighederne i 2005, ikke mindst efter at du havde givet et interview til den israelske avis Haaretz, som delvis blev citeret i Le Monde. Kritikken blev personlig og tog på et tidspunkt form af alvorlige trusler. Hvad mener du nu, om hvad der skete under urolighederne i november?

»Jeg mener det samme, som jeg gjorde dengang. Jeg mener ikke, at urolighederne var et politisk begrundet oprør, de var vandalisme. Jeg mener, det er forkert at portrættere uromagerne som ofre for det kapitalistiske system, ofre for et racistisk samfund eller som nutidens helte. For de brændte skoler, busser og biler. Og det er ikke holdt op. I dag er der ikke uroligheder, men der er stadig bilafbrændinger i mange forstæder. Der er masser af vold i skolerne. Vi må forholde os til volden. Men ikke politisere den. Når man er vred over sin stilling i samfundet, eller når man ikke kan få et job, er der absolut ingen grund til at brænde en skole. Så jeg protesterede imod de undskyldninger, som man gav uromagerne i store dele af pressen og blandt de intellektuelle, der sagde, at de unge reagerede på uretfærdighed og arbejdsløshed, på de grimme bydele, som de er tvunget til at bo i. Hvis man portrætterer dem som store oprørere, så der er ikke nogen mulighed for at integrere dem i samfundet«.

Du er blevet beskyldt for racisme ?

»Ja. Men hvis de, der foranstaltede optøjerne, havde været hvide skinheads – og det kunne de have været – så var de blevet fordømt af alle. Den eneste grund til, at de ikke blev fordømt, var, at de ikke var hvide skinheads. Flertallet var nordafrikanere eller med nordafrikansk baggrund, så det blev betragtet som et raceoprør, og løsningerne var at vise flere sorte journalister i tv og ændre curriculum for historieundervisningen. Nu undervises der mere i kolonisationen og slavehandlen. Det har jeg ikke spor imod, men jeg mener, det er en skør måde at forholde sig til problemet på. Det vil ikke ændre noget i forhold til volden og hadet. Vil man ændre noget, så skal had ikke retfærdiggøres, for det kan ikke retfærdiggøres«.

[…]

Du taler altså om det, man ville kalde mislykket integration ?

»Det er det ikke kun det. For der er også tale om uvilje. Nogle af disse mennesker vil ikke integreres. Det er ikke som ved tidligere immigrationsbølger. De er fulde af mistro til det land, de lever i, på grund af dets kolonialisme, dets imperialisme og fortiden i det hele taget. Så der er mistro, had, rodløshed og teknologien. Det er en eksplosiv blanding«.

Er der tale om en slags fransk selvhad ?

»Det ville jeg ikke kalde det. De franskmænd, der hader Frankrig, siger de hader den kriminelle franske fortid, og de mener ikke, at vi burde forblive en nation i denne moderne demokratiske verden. De ønsker at opløse nationalstaten. De hader ikke sig selv, men er meget stolte over at hade fortiden. For de føler sig som langt mere højtstående væsener end deres forfædre. De er ikke forudindtagede eller fordomsfyldte, de er villige til hver især at opgive deres personlige rødder til fordel for universelle værdier. Jeg har aldrig brudt mig om selvhadsideen. Jeg ser langt mere arrogance og selvforherligelse i deres voldsomme kritik end selvhad«.

Er det disse strømninger, du taler om, når du bruger udtrykket ’radikal demokratisering’?

»Ja. Radikalt demokrati er ideen om, at alt skal være demokratisk og at alle forskelle, al form for hierarki og al form adskillelse er udemokratisk. Og for eksempel mener de ikke, at man bør gøre forskel på statsborgere og fremmede. For en radikal demokrat er der ikke noget, der hedder ’en fremmed’. Derfor kæmper de for regulering af lovene, så der kan blive fri adgang for alle immigranter. Alle immigranter er velkomne. Siger man, at det ikke kan lade sig gøre at lukke alle ind, bliver man stemplet som racist. De radikale demokrater er en lille gruppe, men de har stor indflydelse, for de kan intimidere folk. De fungerer som et radikalt superego, i hele Europa og især i mit land«.

Det var dem, der kaldte dig en racistisk jøde?

»Ja, jeg gav et interview til (den israelske avis) Haaretz om urolighederne og sagde, hvad jeg mente. Men de kunne selvfølgelig ikke lide det, så de manipulerede det, så jeg så ud som en ekstremist«.

Var det avisen Haaretz, der manipulerede det ?

»Ja, ja, med overskrifter og rubrikvalg. Du ved, hvordan man kan manipulere et interview. Jeg kom til at fremstå som den franske udgave af bosætteren. De havde den analogi i baghovedet: bosætteren over for araberne. Jeg var så den franske bosætter, der reagerede på den franske forstads intifada. De fik mig til at fremstå, som om jeg skød på intifadaen. Jeg forklarede mig, men de ville ikke høre efter. De ville hellere beholde fjenden, for så kunne de kalde mig den racistiske jøde og på den måde blev jeg symbolet for det, de hader i dag: Ikke jøderne som en race, men jøderne som racister. Jeg blev personificeringen af den tanke«.

Hvordan ville du karakterisere Israels image i Frankrig i dag ?

»Israel er i dag meget upopulær over hele verden, for man tror, at uden det Israelsk-palæstinensiske problem ville man ikke have den islamiske trussel. Folk drømmer om en verden uden Israel og med en pacifistisk islam. Det er en af de stemninger, man møder overalt i disse dage. Men selvfølgelig må vi adskille legitim kritik og had…«.



17. december 2005

Alain Finkielkraut giver “smertefuld indsigt i demokratiets forfald”

Weekendavisen forkæler i denne uge sine læsere med et Alain Finkielkraut-interview. Her en bid fra Den usamtidige – den burde husstandsomdeles.

“»Urolighederne i forstæderne er ikke den egentlige katastrofe. De er selvfølgelig meget alvorlige, men vi ved, at vold og ufred desværre kan opstå. Opgaven bliver så at finde de nødvendige politiske løsninger. Men det virkelig foruroligende er den skinhellige selvransagelse og troen på, at Frankrig selv er ude om, at det hele er løbet løbsk.

Over for denne påstand om skyld har vi helt mistet evnen til selvforsvar. Vi har glemt, hvem vi er, og vi har ikke længere nogen erindring om vores egen kulturs værdier og indhold. Vi burde have betragtet disse uroligheder som dybt krænkende. Men der er ikke noget, der længere er os helligt. Vanhelligelsen er fuldstændig enerådende.

Der bliver sat ild til vores kirker og skoler, som er vigtige institutioner. De, der står bag disse ugerninger og deres sympatisører, ville blive meget forargede, hvis franskmænd begyndte at antænde moskeerne, men denne forargelse ville intet have med krænkelsen af det hellige at gøre. Derimod ville sådanne begivenheder blive fortolket i et ideologisk perspektiv, og man ville skynde sig at tale om racisme.

Racismen er det eneste, der endnu kan få sindene i kog blandt de intellektuelle, journalisterne og dem i underholdningsindustrien, altså eliten. Kulturen og religionen er allerede gået til grunde, kun antiracismen er tilbage. Den fungerer som en intolerant og humanistisk afgudsdyrkelse, og alt tyder på, at antiracismen bliver lige så grusom som kommunismen var i det 20. århundrede, hvor vi så en generøs idé slå om i ideologisk løgn.

En leder fra en af bevægelserne mod racisme havde den frækhed at omtale politiets indsats i de parisiske forstæder som etnisk oprydning. Et sådant udtryk anvendt på franske forhold er udtryk for bevidst manipulation med sproget. Desværre har disse afsindige løgne fået offentligheden overbevist om, at ødelæggelsesaktionerne i forstæderne skal forklares som en protest mod udelukkelse og racisme.« […]

Situationen er ekstremt foruroligende. Konsekvensen er, at man ikke længere kan tillade sig at skelne mellem det gode og det hæslige, og at dømmekraften er sat helt ud af spillet. I en sådan situation er jeg nødt til at betragte mig selv som usamtidig. Det er ikke noget originalt valg, men bygger på en smertefuld indsigt i demokratiets forfald.« […]

Vi er sovset ind i det politiske korrekte, hvor sprogbrugen er unuanceret og løgnagtig og mere arrogant end nogensinde. Problemerne ses gennem modsætningsparret oprør og undertrykkelse. Det er en besynderlig logik, for den siger: Jo mere voldelige optøjerne har været, des mere tydeligt er det for alle og enhver, at Frankrig er racistisk.

Disse manipulatorer elsker myten om det racistiske Frankrig, for det placerer dem i rollen som moralsk overlegne og som et modbillede til et samfund, hvor man besnærende påstår, at det ustandselig pibler frem med småborgerlig racisme.«”

Oploadet Kl. 00:09 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


8. december 2005

Klokkerne ringer også for Alain Finkielkrauts kritikere

Fra Haaretz [via Peaktalk] – en historie om den jødiske filosof alain Finkielkraut. Her lidt fra Sarkozy backs Finkielkraut over Muslim riot comments:

The liberal weekly Nouvel Observateur devoted its cover story to what it called “the new neo-reactionaries.” Alongside Finkielkraut’s picture on the cover was a title stating that Finkielkraut and his colleagues had worsened the social chasms in the country.

Others mentioned as supporters of similar ideas were Sarkozy, philosopher Andre Gluksman and historian Pierre-Andre Taguieff (who coined the phrase Judeophobia). They are described as belonging to a right-wing wave that is now prominent in France.

Sarkozy appeared ready to take on the media. He had been following the attacks on Finkielkraut for two weeks and was waiting for a suitable opportunity.

“What do you want of him?” he asked the media representatives. “M. Finkielkraut does not consider himself obliged to follow the monolithic thinking of many intellectuals, which led to Le Pen winning 24 percent in the elections. The philosophers who frequent the salons and live between Cafe de Flor and Boulevard St. Germain suddenly find that France no longer bears a resemblance to them.”

Europa er i bevægelse i disse år, og som sædvanligt fatter den moraliserende venstrefløj intet. I tirsdags var jeg med min søn til ørelæge, og bagefter gik vi hen ad Park Allé (Århus) for at tage en af de tre-fire busser som kan bringe os hjem. Klokken var lidt over 16 – på den mest befærdede gade i Danmarks andenstørste by. En gruppe på 10-15 ghettodrenge opførte sig vildt truende, og da jeg gik forbi dem (flere meters afstand), så røg der en tom colaflaske tæt forbi mig. Jeg vendte mig om, kiggede på dem, og gik så rutinemæssigt videre. Fem minutter senere, da vi stod og ventede på bussen løb gruppen over Park Allé direkte ud foran bilerne som måtte bremse hårdt op. En af dem gik midt ude på vejen hele vejen hen til Banegården, og forsøgte med sin attitude at provokere folk i bilerne. Der må have været flere hundrede på vej til og fra arbejde, og alle reagerede som undertegnede lidt tidligere – som om intet var hændt. Lignende episoder har jeg gentagne gange set ved midnatstid i Bispehaven – nu ses det i midtbyen, 50 meter fra byrådssalen – klods op af Arne Jacobsens klokketårn…

“Perchance he for whom this bell tolls, may be so ill, as that he knows not it tolls for him; and perchance I may think myself so much better than I am, as that they who are about me… may have caused it to toll for me… and therefore never send to know for whom the bell tolls; it tolls for thee.” [John Donne: Devotions upon Emergent Occasions, 1623]



24. november 2005

Alain Finkielkraut: What kind of frenchmen are they? – fransk multikultur efter urolighederne

Alain Finkielkraut i Haaretz om fransk multikultur som den ser ud lige nu. Tre citater fra What sort of Frenchmen are they? [alt. link]:

“Finkielkraut: “In France, they would like very much to reduce these riots to their social dimension, to see them as a revolt of youths from the suburbs against their situation, against the discrimination they suffer from, against the unemployment. The problem is that most of these youths are blacks or Arabs, with a Muslim identity. Look, in France there are also other immigrants whose situation is difficult – Chinese, Vietnamese, Portuguese – and they’re not taking part in the riots. Therefore, it is clear that this is a revolt with an ethno-religious character.”

“”We live today in an environment of a `perpetual war on racism’ and the nature of this anti-racism also needs to be examined. Earlier, I heard someone on the radio who was opposed to Interior Minister Sarkozy’s decision to expel anyone who doesn’t have French citizenship and takes part in the riots and is arrested. And what did he say? That this was `ethnic cleansing.’ During the war in Yugoslavia I fought against the ethnic cleansing of Muslims in Bosnia. Not a single French Muslim organization stood by our side. They bestirred themselves solely to support the Palestinians. And to talk about `ethnic cleansing’ now?”

“Since the start of the riots in the suburbs, the press throughout Europe has been addressing the issue of multiculturalism, its possibilities and its costs. Finkielkraut expressed his opinion on this question, which is also occupying the minds of many writers in Israel, many years ago when he came to the defense of the republican model and its symbol, the republican school, against the intellectual currents that sought to open French society and its education system to the cultural variety brought in by the immigrants. While many intellectuals perceive the latest events as deriving from insufficient openness to the “other,” Finkielkraut actually sees them as proof that cultural openness is doomed to end in disaster.

Oploadet Kl. 19:27 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar


27. januar 2005

Alain Finkielkraut om menneskerettighedsfetischismen & Europas afnationalisering

Den franske filosof Alain Finkielkraut gæstede igår Norge, og når han taler så burde folk høre efter. Et par citater fra document.no’s referat -Europa truet av seg selv:

Det som karakteriserer Europa i dag er viljen til å definere seg, ikke ut fra en ideologi, men stikk motsatt og paradoksalt nok ved å avskjedige all identitetsbesluttsomhet. Europa har bygd seg opp på en ed: Aldri mer. Aldri mer utryddelse, aldri mer krig, men også, nær opptil, aldri mer nasjonalisme. Europa i dag skryter av ikke å være noe. Det er menneskerettighetene som utgjør Europa, sier Finkielkraut, og stiller samme spørsmål som vi har balet med på denne siden: -Hvor langt kan man late som man definerer universelle verdier uten å inkarnere dem i en spesiell virkelighet?”

“EU er ikke bare postnasjonalt, det er posteuropeisk, sier AF. Det blir et EU uten grenser. Derfor kan ideen om å innlemme Tyrkia dukke opp, selv om Tyrkia aldri har vært del av Europa, sier AF. Igjen er det Auschwitz og aldri mer som ligger under. -Jeg forstår den angrende bevegelsen som leder Europa til denne definisjonen, men denne angeren går for langt. Det er en for stor gave å forære Hitler å forkaste alt som har ført til ham.

Oploadet Kl. 16:09 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


30. marts 2004

Finn Thorbjørn Hansen: Kunsten at navigere i kaos ~ et kulturrelativistisk manifest

I 1995 udgav Finn Thorbjørn Hansen en længere rundtur i det multikulturelle samfund set med de bløde fags abstrakte tilgang til begrebet. Forfatteren betragter nationalstaterne som fortid, og plæderer for en opgivelse af tanken om en nærmere forbindelse mellem folk og stat. Fremtidens virkelighed er både multietnisk og harmonisk på en og samme tid, hvis blot danskerne (og andre vesterlændinge) lærer at acceptere det multikulturelle samfunds præmisser. Det være sig at vise tilstrækkeligt med ‘kulturel sensitivitet’ i forhold til minoritetsgrupper – filosofisk udtrykt via anerkendelsen af kulturrelativistiske dogmer.

Dette er jeg naturligvis helt uenig i, og det kan da heller ikke overraske at forfatteren er tidligere kaospilot og nuværende forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Kulturrelativismen har mange huller i sin argumentation, og det er tydeligt at dannelsen af det de kalder ‘det multikulturelle menneske’ blot er en tænkt konstruktion, som kun kan have akademisk interesse. Til Thorbjørn Hansens ros må det siges at han argumenterer grundigt fra flere vinkler, men omvendt så får de førende ‘etnocentriske’ filosoffer Allan Bloom og Alain Finkielkraut ikke meget plads i værket. Fokus er rettet på hvordan befolkningen i nationalstaterne skal ændre sig i mangfoldighedens navn – ikke om det rimelige, endsige fornuftige i at gøre det til et mål i sig selv.

Her er nogle citater fra bogen:

“Målet er at opnå ‘interkulturel sensitivitet’ og dannelsesidealet er ‘det multikulturelle menneske’.” [s. 8]

“Den gamle verdensorden er i opløsning, og i dets kølvand er der ved at opstå nye grænser og centre af politisk, økonomisk og kulturel art. På det lokale og nationale plan oplever vi også et samfund i stærk forandring: Et velfærds- og industrisamfund som ikke længere er tidssvarende, og en nationalstat hvis dage synes talte. På den anden side af opbruddet synes et nyt og multikulturelt informationssamfund at se dagens lys. Den gamle samfundsorden er i opløsning, den nye har endnu ikke fundet sin form.” [s. 15]

“Lad os igen se på forestillingnen om dansk kultur. Det er en forestilling, som i vore dage synes at trives i bedste velgående blandt menigmand…” [s. 72]

Det etnocentriske stadium

1. Fornægtelse a) Isolation, b) Seperation

2. Forsvar a) Kulturel nedgørelse, b) Kulturel selvovervurdering, c) Kulturel konvertering

3. Bagatellisering a) Fysisk universalisme, b) Abstrakt universalisme

Det etnorelativistiske stadium

4. Accept a) Respekt for adfærdsforskelle, b) Respekt for værdiforskelle

5. Tilpasning a) Empati, b) Pluralisme

6. Integration ‘Det marginale menneske’

[s. 96f, Milton Bennet, 1993 – faserne i dannelsesprocessen frem mod det marginale menneske, som ikke har rødder, men relationer som hele tiden skabes i nuet…]

“At se bort fra forskellene og koncentrere sig om lighederne ser umiddelbart ud til at være en god idé, som kan virke fremmende i vores omgang med folk fra andre kulturer. Man er åben og lyttende overfor de fremmede i det fælles projekt at kortlægge almene og universelle værdier for menneskeheden. At bagatellisere forskellene er ikke desto mindre en sofistikeret og indirekte form for etnocentrisme. For de universelle værdier man har nået frem til synes sjovt nok altid at harmonere med ens egen kultur. Hvis man vel at mærke stammer fra majoritetskulturen. Gør man ikke det (som f.eks. de Oprindelige Folk) føler man hurtigt, at man får tvunget nogle ‘universelle værdier’ (f.eks. Menneskerettighederne) ned over hovedet, som man aldeles ikke kan være enige i. I dette tilfælde er kravet om Menneskerettighederne, som er en fransk opfindelse fra det 18. århundrede, gået hen og blevet en form for kulturimperialisme. [s. 99]

“Denne kulturrelativistiske tankegang lægger selvfølgelig op til nogle grundlæggende overvejelser af etnisk og filosofisk karakter. Hvis alle kulturer og værdier er lige gyldige, fører det så ikke til et etisk kaos, hvor alt er blevet ligegyldigt? Ender vi så ikke i en sort nihilisme og kan man leve med det som menneske.” [s. 102]

“Den empatiske form for tilpasning har dog sine begrænsninger i udviklingen af den interkulturelle sensitivitet. Folk på dette stadium evner ikke så overbevisende at håndtere egentlige uenigheder, som grunder på kulturforskelle. De har som regel det udgangspunkt, at alle kulturer er gode i sig selv og derfor ikke kan bedømmes ud fra et universelt kriterium. Men de kan komme i hverdagssituationer i det fremmede, hvor de bliver konfronteret med synsvinkler og værdier, som de bliver nødt til at forholde sig konkret til. Eller de vil opleve folk – og det er mere normalt end det er sjældent – som ikke bryder sig om deres kulturelle værdier og som vil have dem til at ændre dem. Det tvinger de ellers så empatiske personer til at melde ud om, hvor de står og hvad de står for. Og den situation kan for den slags folk ofte virke yderst frustrerende, fordi de ikke synes, de evner at tage stilling. De er med deres forstående holdning blevet fanget ind af deres egen tolerance og åbensindethed. Den kulturrelativistiske holdning har m.a.o. ført til en handlingsmæssig lammelse.” [s. 104f]

“Dannelsesidealet for interkulturalisterne og målet for den interkulturelle træning er således at udvikle en kompetence og en bevidsthedstilstand, som interkulturalisterne kalder ‘multikulturel’. De taler ligefrem om en ny mennesketype, det ‘multikulturelle menneske’, som vil følge i kølvandet af den nye multikulturelle verden.” [s. 118]

“Idealet om det multikulturelle menneske ligger altså op til, at man kan tænke identitet som noget, der ikke nødvendigvis er forankret til et bestemt sted eller i en bestemt kultur.” [s. 127]

“Hvis du er af den opfattelse, at mental forvirring aldrig har været et forsvar mod fremmedhad, hvis du er stædig nok til at opretholde et værdihierarki, hvis du er uforstående over for ligegyldighedens triumf, hvis du ikke kan sætte samme etikette på Montesquieu og et tv-koryfæ, på oplysning og fordummelse, hvis du ikke vil sætte lighedstegn mellem Beethoven og Bob Marley, selv om den ene er hvid og den anden er sort, så tilhører du uundgåeligt det dårlige selskab. Du er forkæmper for den moralske orden og tredobbelt kriminel: puritansk, despotisk og fyldt med racistisk fremmedhad og frygt.” [s. 136, citerer Alain Finkielkraut, 1987]

“Et af de samfundsmæssige og uddannelsesmæssige problemer, som multikulturalismen har iværksat, er Politically Correctness-bevægelsen. Det er primært et amerikansk fænomen, men det er et fænomen, vi kan forvente at se også i Danmark, efterhånden som vært samfund bliver mere og mere multietnisk. I da er PC en egentlig politisk bevægelsen, der har nået et omfang og en karakter, der af nogen bliver betegnet som en ny form for McCarthyisme. Bevægelsen har spredt sig som en bølge over hele USA, og fortalerne for PC kræver undertrykkelse af alt, hvad der kan virke stødende på minoritetsgrupper i det amerikanske samfund… Hvor man før forsøgte at opbygge en ‘fælles kultur’ på tværs af de kulturelle forskelle i USA (dog domineret af de eurocentriske kulturværdier), er man idag igang med at isolere sig i kulturelle ghettoer, der hver især mener, at de sidder inde med sandheden. Dialogen er stoppet. Og det gør man i tolerancens og kulturrelativismens navn. [s. 137f]

Hasselbalch og Søren Krarup & Co.s meninger kan ses som en ny form for ‘nyracisme’, der ikke som den ‘gamle racisme’ bygger på biologiske raceteorier, men på kulturens absolutte væsensforskellighed og uforenelighed.” [s. 139]

“Det eneste, man ifølge Rorty kan og bør skelne imellem i sådan en ‘forhandlingssituation’. er overtalelse og tvang. Hvis en kultur tvinger en anden kultur til at ændre sig, så begår man en etnocentrisk handling af den slags, som Rorty heller ikke vil stå inde for. En sådan tvang er den vestlige kolonisationshistorie desværre et godt eksempel på. [s. 152, refererer Schierup, 1993]

“I løbet af de ti år var samfundsudviklingen blevet stadig mere uforudsigelig. Berlinmuren var faldet, og de store ideologier korsfæstet og tilbage stod man med en endnu mere uoverskuelig og turbulent verden.” [s. 205, så vidt jeg husker var det kun en af de store ideologier som blev ‘korsfæstet’ i denne periode]

Hvis folkehøjskolerne igen skal gå ind og få betydning for samfundsudviklingen, må den skabe ‘livsoplysning’ og ‘folkelighed’ på det multietniske samfunds præmisser. Dét kræver en radikal reformulering af, hvad man forstår ved ‘livsoplysning’ og ‘folkelighed’, som igen kræver en grundlagsdiskussion inden for højskoleverdenen, hvor man får luget de gamle og slidte ‘fortællinger’ ud, som ikke længere kan bruges og erstattet dem med nye, som passer til vor tids udfordringer og tænkemåder.” [s. 221]

“Herder anerkendte også arabernes originale og rige kultur, der gennem profeten Muhammed og Islam fik den allerstørste betydning også for Europa. Hos Grundtvig derimod spares der ikke på spyttegloser, når det gælder disse rå ørkenstammer. Koranen er et ’stymperværk’ skrevet for ‘halv og heldyriske folkefærd’! [s. 225, Citerer Ole Vind, 1994, s. 28]
[Flere citater fra Finn Thorbjørn Hansen: Kunsten at navigere i kaos – om dannelse og identitet i en multikulturel verdenuote>

Oploadet Kl. 20:26 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper