1. august 2011

Multikulturalisternes Skingre Misantropi

Jeg har de senere dage haft læserbreve i flere aviser, herunder Fyens Stiftstidende og Politiken. Det er ikke noget jeg har tænkt mig at gøre mere ud af, men forsøget på at kæde Breiviks massemord sammen bloggosfæren, har været udenfor kategori, sådan rent journalistisk.

(undertegnede i Politiken, 31. juli 2011: Anders Breivik – højrefløjens Andreas Baader)

Jeg er blevet citeret i flere medier de senere dage, og Uriasposten har været omtalt i de fleste, og selvom det er godt med taletid, så er det også nemt at følge Snaphanens ‘Vi tager Jer ikke seriøs, skriv hvad I vil’-strategi. Artiklernes overordnede vinkler har været negative, og det kan ikke undre, når nu ekspertkorpset, her mere end tyve år efter Murens fald, stadig hentes fra et segment, der betragter kulturkonservative som Blut-und-Boden nazister uden hagekors.

Kilderne har hovedsageligt været halv-militante venstreradikale organisationer som engelske Searchlight, svenske Expo danske Redox og norske Antirasistisk Senter. Men det har også været venstreradikale forskerspirer som René Karpantschof og Chris Holmsted Larsen.

Blandt eksperterne er der selvfølgelig også betonmarxistiske elementer. Det være sig den danske professor Niels Ole Finnemann og den norske journalist Helge Øgrim. Finnemann boede i sin studietid i et kollektiv med den tyske revolutionsideolog Rudi Dutschke – vi “passede sammen politisk”, som han selv udtrykte det for år tilbage. Helge Øgrim er tidligere leder Rød Ungdom i Norge, og blev senere aktiv i Arbeidernes Kommunistparti (marxist-leninistene).

Det er næsten en banal konstatering, men ud fra gængse journalistiske kriterier er de inhabile.

(Politiken, 31. juli 2011: Antimuslimer vinder frem på nettet )

Fra gårsdagens Politiken, der fortæller at mens nazismen er på retur på gadeplan, så trivedes de højreradikale på diverse blogs og hjemmesider – Antimuslimer vinder frem på nettet (ikke online).

“Dagen før massakren i Oslo skrev en bruger, som kalder sig Charles Nielsen, følgende i en kommentar på den antimuslimske blog Uriasposten: »Jeg gad godt vide, hvor mange der er klar til et opgør een gang for alle, Danmark skal jo befries, uanset hvad myndigheder, politi, og politikere, FN og EU siger. Her er det os danskere, der bestemmer. Så vi er nødt til at tage hånd om, at få Danmark befriet for alt dette ros, der er kommet myldrende som lemminger«.

Mange indlæg og kommentarer i den antimuslimske blogosfære i Skandinavien er velformulerede og saglige, men man skal ikke langt ned i kommentar-trådene for at finde en militant jargon vendt mod muslimer, politikere og presse. …

Over for Politiken henviser Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, netop til udfaldene på bevægelsens centrale danske blogs, Snaphanen og Uriasposten. Men mere censur vil ifølge redaktør af Uriasposten, historiker Kim Møller tværtimod skabe øget grobund for ekstremisme:

»Der skal være et frirum, hvor man kan skrive, at man ikke er vild med det multikulturelle samfund. At kunne tale frit er en renselsesproces og det bedste middel mod ekstremisme. Derfor får det ulykkelige, som skete i Norge, ikke os til at slette flere indlæg«. Kim Møller oplyser, at omtrent 80 procent af debattørerne optræder anonymt.

»Det er ikke et site for folk, som hader andre kulturer, og som vil slå folk ihjel. Det er for brave konservative, som går op i at værne om vestlig kultur på et demokratisk grundlag. Folk, som typisk mener, at islam, multikultur og de kulturmarxister, som fremmer masseindvandring, er vores største samfundsproblem«.

Det indlæg, jeg læste op for dig, kan læses som en opfordring til væbnet kamp?

»Der vil altid være ekstremister. Det kan man jo også se på avisernes hjemmesider. Jeg læser det ikke som en direkte opfordring til vold, men som en provokation. Jeg sætter grænsen ved direkte opfordringer til vold mod navngivne personer«.

Selv om nogle blot vil ryste på hovedet ad retorikken, skal den antiislamiske bevægelse i Skandinavien tages alvorligt. Det siger det svenske tidsskrift Expo… Alle de nævnte blogs har taget voldsom afstand fra Anders Breiviks terrorhandling. Og de har taget afstand fra hans idé om vold, som arbejdsmetode. Men med henvisning til flere svenske blogs tilføjer Expo:

»En nærmere granskning af den antimuslimske blogosfære viser, at der både i indlæg og kommentarer propaganderes for vold rettet mod muslimer, politiske modstandere og journalister«. …

I Danmark skriver en bruger på Snaphanen, som kalder sig »Li«… Også selve blogindlæggene på sitet er anonyme, og Snaphanen har meddelt Politiken, at man ikke ønsker at deltage i denne artikel. Til gengæld forklarer Snaphanen i et blogindlæg, at man »modtager besøg fra overraskende fine steder i svensk og dansk folkestyre og administration« : »Vi føler os ikke ramt. Der har næppe stået en injurie på denne blog i syv et halvt år, endsige ‘hadefulde ytringer’, og kommentarer, der går over grænsen, sletter vi, når vi ser dem. Det er ikke tit«.”

(Information, 1. august 2011: Blogosfære-afsmitning: Indvandringskritiske blogs leverer skyts…)

Fra dages Information, der fortæller, at Uriasposten har stor betydning, forstået således, at ekstremismen er blevet mainstream – Indvandringskritiske blogs leverer skyts til samfundsdebatten.

“Efter Anders Behring Breiviks massemord i Norge er indvandringskritiske danske blogs blevet anklaget for at anspore til had mod muslimer og det etablerede samfund. Men blogs som Uriasposten og Snaphanen er ikke isolerede medier, som kun taler til mennesker med ekstreme holdninger på den yderste højrefløj. Tværtimod sætter de et markant aftryk på den brede danske samfundsdebat.

Både mainstreammedier og folketingspolitikere henter oplysninger og inspiration på de indvandringskritiske blogs, og det skyldes ifølge professor i medievidenskab og leder af Center for Internetforskning ved Aarhus Universitet Niels Ole Finnemann flere faktorer.

»Yderfløjene vil altid spidsformulere nogle pointer og kan derfor få en vis betydning. Men særligt bloggerne på den yderste højrefløj har været dygtige til at bruge internettet. Samtidig er der ingen tvivl om, at de taler til en vis fremmedfrygt i befolkningen, og derfor er det naturligt, at de i høj grad kan komme igennem med deres budskab,« siger Niels Ole Finnemann…

Ifølge Uriaspostens indehaver, historikeren Kim Møller, er der på samme måde »masser af eksempler« på, at mainstreammedierne har brugt hans blogindlæg. Han nævner som et nyligt eksempel et blogindlæg, han skrev i februar om, at Odense Kommune planlagde at stille racercykler gratis til rådighed for unge indvandrerpiger fra Vollsmose, der ikke var vant til at cykle.

»For nyligt lukkede det røde flertal i Odense Kommune fire skoler, men der er tilsyneladende penge nok,« skrev Kim Møller, som havde fundet et notat fra kommunen, der viste, at de unge piger også ville få gratis »cykeltøj og -udstyr« samt træning to gange om ugen. … Fire dage efter Kim Møller beskrev cykelprojektet i Odense, kunne både B. T. og Berlingske Tidende genfortælle historien. Uden at nævne Uriasposten citerede aviserne fra det kommunale notat, som var blevet lagt frem på bloggen, og dén historie førte til en større politisk debat om projektet i Odense. …

Forsker i politisk ekstremisme på RUC Chris Holmsted Larsen fik for nylig selv at mærke, hvordan en historie kan sprede sig fra netop Uriasposten. Efter gruppen Danish Defence League havde lavet hærværk mod en moské i Nakskov, udtalte Chris Holmsted Larsen til TV 2-Øst, at han frygtede nye voldelige aktioner fra gruppen, fordi der ifølge forskeren stadig oftere bliver taget vold i brug på den yderste højrefløj.

Få dage efter bragte Uriasposten indlægget »Chris Holmsted Larsen, venstreekstrem ekstremismeforsker« og viste et foto af hans profilbillede på Facebook, hvor der i nederste højre hjørne var indsat et billede af Lenin med en rød sløjfe på. Et billede, som Chris Holmsted Larsen over for Information forklarer, at han satte på som en spøg over for sine venner i forbindelse med sin forskning i dansk kommunisme.

Næste dag tog projektleder ved den borgerlig-liberale tænketank Cepos Henrik Gade Jensen sagen op på sin blog på Jyllands-Postens hjemmeside. Under overskriften »Lenin lever« beskrev han et opslag, som Chris Holmsted Larsen havde skrevet i koldkrigsleksikonet Den kolde krig og Danmark, og nu var RUC-forskeren ligefrem blevet til erklæret leninist…

Efter Anders Behring Breiviks massemord i Norge udtalte Chris Holmsted Larsen sig til flere medier om sagen. Til Information sagde han, at de synspunkter, der kommer til udtryk på islamkritiske blogs som Uriasposten, ser ud til at have bidraget til at radikalisere Anders Behring Breivik, der blandt de hundreder af referencer i sit meget omtalte manifest netop henviser til Uriasposten. …

Selv mener Chris Holmsted Larsen, sagen er typisk for debatkulturen blandt bloggerne på den yderste højrefløj: »Selv om jeg har forsket i kommunisme, er jeg altså ikke kommunist. Men det er typisk, at de her mennesker går efter manden frem for at forholde sig til budskabet, og desværre ser det ud til, at der er en fødekæde, så de ekstreme udsagn ender i anerkendte medier og på den måde bliver legitimeret.« …

Ifølge Kim Møller fra Uriasposten er det væsentligt at vide, at en forsker som Chris Holmsted Larsen »tydeligvis er stærkt venstreorienteret«, og det er efter hans mening positivt, at historien om profilbilledet på Facebook finder vej til etablerede medier:

»Forskere skriver ud fra et udgangspunkt, og det, mener jeg, er vigtigt at få frem, når de udtaler sig som eksperter. Hvis jeg havde sat et billede af Hitler på Facebook, ville han have kaldt mig nazist, uanset at jeg er historiker og har læst en del om nazisme.«

Kim Møller mener, der stadig er en vis berøringsangst over for indvandringskritiske stemmer på højrefløjen. Det kommer blandt andet til udtryk ved, at medierne sjældent refererer eksplicit til hans og andre højreorienterede blogs, når de låner fra dem.

Men det er ifølge Kim Møller positivt ved den danske debat i forhold til eksempelvis den svenske, at en blog som Uriasposten »ikke er fuldstændig stigmatiseret og isoleret«. »Det er der noget demokratisk sundt i«, siger han og fremhæver, at også »den yderste venstrefløj« har held til at præge medierne. Som et eksempel nævner han, at Aarhus Stiftstidende i 2009 blev kritiseret af Pressenævnet for at have bragt et foto af tre heilende højreradikale taget af researchkollektivet Redox…

Rune Engelbreth, der blogger for Politiken, er blandt de venstreorienterede, der netop forsøger at gøre sig gældende på internettet: »Der er ingen pendant på venstrefløjen til eksempelvis Uriasposten… Det er ikke altid lige elegant eller særligt præcist, men det er en meget bred vifte af stof om de samme emner, og det har da en kolossal effekt,« siger Rune Engelbreth, der ikke finder det retfærdigt at give en de indvandringskritiske danske blogs et medansvar for Breiviks gerninger:

»Det er dele af det højreradikale univers, hvor man dyrker en militær selviscenesættelse og et militant tankeunivers… men der er et meget stort spring fra en blog som Uriasposten til den militante selvforståelse og et endnu længere spring til en mand som Breivik, og selv om man kan snakke længe om, at Uriasposten er usaglig, selektiv og ekstremt proportionsforvrængende, så kunne Breivik have fundet disse informationer og holdninger mange steder.«”

(Professor emeritus Curt Sørensen kommenterer; 1. august 2011)

Breivik medtager i sit 1516 siders kompendium, en artikel af en norsk blogger, der i noterne henviser til Uriasposten, der citerer lidt fra en kronik trykt i Jyllands-Posten. Klart, jeg med denne blogpost har været med til at “radikalisere Anders Behring Breivik”. RUC-forsker, blah blah.

Ligesom flere medier behændigt lader enkelte kommentarer tegne Uriasposten, så kommer flere læserbrevskribenter mere ubevidst til at lade debatten tegne bloggen udadtil. I den henseende må det understreges, at ikke et eneste medie nogensinde har citeret undertegnede for hadefuld tale, endsige forsøgt at shame Uriasposten med baggrund i noget jeg har skrevet.

“… Der blev ikke slagtet en fedekalv for den hjemvendte synder: »Ærgerligt at hun ikke fik en ordentlig ‘ omgang’, så hun kunne blive helt klar over, at der skal vises ‘ respekt’ på mørke stier ved nattetide«, skrev en læser…” (Inger Holst i Weekendavisen, 29. juli 2011: I selskab med en massemorder)

“Selv de meget yderligtgående medlemmer af f.eks Hizb-ut-tahrir er oftest blidere i deres retorik end visse debattører fra Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og Uriasposten.” (Zenia Stampe, 30. juli 2011: Hvad kan vi lære af Utøya)

“…stod der bl. a. sådan her på den højreorienterede blog Uriasposten” (Lars Aslan Rasmussen i Politiken, 1. august 2011: Man skal ikke trække på skuldrene ad truslerne fra det yderste højre)



27. november 2007

Ph.d. Gunna Funder Hansen i stort anlagt apologi for arabisk kultur

Det er ikke småting P1 byder sine lyttere, men søndagens udgave af Ud med sproget bliver svært at stikke. Først leveres en tung apologi for imamer der prædiker had, andengenerationsindvandrere der taler nedsættende og truende fængselsindsatte af arabisk oprindelse. Kulturen var en anden, og vi skulle bare ignorere/acceptere og forstå den slags. Slutteligt kan man så høre at det i den moderne virkelighed slet ikke giver mening at tale om kultur som sådan. Kun på P1 går det regnestykke op.

  • 25/11-07 Ud med sproget – Konflikter på arabisk og dansk.
  • P1-værten var Estrid Anker Olsen – det sproglige orakel ph.d. Gunna Funder Hansen, som indleder apologien med en indføring i begrebet ‘højkontekstsprog’.

    Estrid Anker Olsen, P1: Har du nogle eksempler på det?

    Gunna Funder Hansen, ph.d.: Altså, et eksempel på hvordan det bliver vanskeligt at forstå hinanden på grund af de her ting – det kunne være de her sager omkring terror som har været her i Danmark, for eksempel Said Mansour-sagen, hvor Said Mansour han blev anklaget blandt andet på baggrund af noget materiale han havde distribueret, hvor der står meget højrøstede ting omkring øhh at man skal bekæmpe zionisterne og de vantro og alle de her ting, og der bliver man jo nødt til at lægge meget vægt på hvad det er en for en kontekst det her materiale kommer i. For kommer det alene, så tror jeg ikke man skal lægge særligt meget vægt på det, på sådan nogle retoriske sådan meget voldsomme udfald der kommer i materialet. Fordi det er jo noget man kan høre hvorsomhelst til en fredagsbøn, ikke enhver fredagsbøn, men i hvert fald i nogle sammenhænge nogen steder i verdenen, hvor man ikke behøver at tage det særligt alvorligt… Her er det altså kontekstens grove karakter der berettiger til en dom.

    Estrid Anker Olsen: Men der er altså nogle sproglige områder omkring Middelhavet, hvor man bruger voldsommere sproglige metoder end vi er vant til.

    Gunna Funder Hansen: Ja, det er helt sikkert. Når man har i arabisk tradition har et sådan blomstrende og poetisk sprog, ihvert fald hvis man sådan kigger på, ja, politisk materiale for eksempel – have sådan et meget blomstrende sprog, og have den her meget poetiske karakter, også fordi man trækker nogle religiøse elementer ind, ganske ofte. Og det bliver så også tilsvarende ukonkret i forhold til hvad vi er vant til. Det er svært sådan at sætte fingeren på hvad det er de vil, hvor de vil hen med det nogle gange ik’. Men spørgsmålet er så igen, hvor bogstaveligt man egentligt skal tage de her ting der nu bliver sagt. Man kan sammenligne med for eksempel i 70′erne herhjemme, med det venstreorienterede miljøer, eller med punkmiljøerne i 80′erne, eller de autonome i dag – at de har også nogle af de her, sådan en retorik, der ligesom er et angreb på normerne med et uacceptabelt sprogbrug, for eksempel, hvis de autonome de råber – klyng pansersvinene op, eller – skyd fascisterne – eller et eller andet ik’, så kan de fleste af os godt fornemme at der er en retorik, som leger med krig eller oprør, men at der ikke nødvendigvis er reelle intentioner om vold. Men man bruger denne her sprogbrug, der bliver sat i spil, som en form for gruppemarkør, der markerer at vi har et fællesskab omkring denne her sag.

    Estrid Anker Olsen: Vi kender det måske også i mere almindelige sammenhænge, at man kan godt sige til en, at jeg river hovedet af dig, hvis du gør sådan og sådan, men der er jo ingen af os der forestiller os blodet skal flyde.

    Gunna Funder Hansen: - lige præcis. Altså velkendte trusselskatagorier, dem opfatter vi som mindre farlige, end nogen som vi ikke har hørt før ik’. Og det er klart, at de trusselskatagorier der findes i arabiske sprogområder, at når de bliver oversat til dansk, så kan vi opleve dem meget anderledes end den måde man normalt vil opfatte dem på, på arabisk.

    Estrid Anker Olsen: – de bliver pludselig meget mere konkrete.

    Gunna Funder Hansen: - lige præcis.

    Estrid Anker Olsen: Hvis vi prøver sammenligne med nogen – nu var du inde på de autonome for eksempel, men vi har jo også set i de her år – der hører vi meget om at der er grupper blandt de unge iøvrigt, som taler et meget grimt sprog for eksempel. Eller som bruger nogle ord som kan være meget voldsomme, og som for andre opfattes som meget meget grov måde at tiltale sine medmennesker på. Perkersprog er et af dem som bliver nemt, men der findes jo også andre unge som ikke høre til indvandrergruppen, som kan bruge grimt sprog.

    Gunna Funder Hansen: Ja.

    Estrid Anker Olsen: Er det nogle af de samme mekanismer vi ser der tror du, når man skælder hinanden ud for at være luder og hvad som helst.

    Gunna Funder Hansen: Det er det da helt sikkert…

    [...]

    Estrid Anker Olsen: Når vi er over i det her med trusler og vredesudbrud med videre – bruges udtrykket også forskelligt i dele af kulturerne, og blandt andet er der forskel på den arabiske kultur og den danske kultur, når det drejer sig om sådan noget.

    Gunna Funder Hansen: Ja, det syntes jeg er ret tydeligt, at man i middelhavkulturene har en tilbøjelighed til sådan, at hvis vi siger på det, så siger vi at de hidser sig meget nemt op – der skal ikke så meget til. Øhmm, og det skyldtes jo ikke så meget at de her har lettere til vrede, eller noget i den retning, men det er mere et spørgsmål om at det i deres kultur, er mere tilladt at vise sin vrede mere kropsligt, og give udtryk for at man føler den her vrede, så ehm, de følelser der ligger bag sådan et vredesudbrud behøver ikke nødvendigvis at være i overensstemmelse med den måde man så opfatter det på når man står overfor det. Så det vil sige, det bliver – man prøver at kommunikere med sit vredesudbrud, er noget andet end det en fra, hvad skal man sige – vores kultur – vi vil opfatte det anderledes ik’. Der opstår så disse her overensstemmelser i kommunikationen.

    Estrid Anker Olsen: Du har blandt andet forsket indsatte i fængslerne, og deres problemer mellem de ansatte og de indsatte.

    Gunna Funder Hansen: - ja.

    Estrid Anker Olsen: – med at forstå hinanden, og hvilket niveau konflikterne egentligt har.

    Gunna Funder Hansen: Lige præcis. Det viser sig at de her ansatte i fængslerne føler at de indsatte med mellemøstlig baggrund hidser sig meget hurtigt op, og er svære at kontrollere, og derfor har de svært ved at fornemme trusselsniveauet. Hvornår begynder de her fanger at blive farlige, og det der så sker, er at de meget hurtigt skaber nogle konfliktsituationer, som egentligt kunne være helt unødvendige. Og det er jo også – og man kan se, hvordan det i den mellemøstlige kultur er forholdsvis tilladt at hidse sig op og blive vred, så har vi jo en meget klar, ja den måde vi bør udtrykke os på, når vi bliver vrede, det er at vi så vidt mulige skal være rolige og afbalancerede, og vi skal prøve at kontrollere os simpelthen – det er kontrollen der er i centrum. Vi skal helst udvise kontrol, og prøve at formulere vores vrede sprogligt. Så når vi står overfor nogen, der ikke gør på samme måde som os, så tolker vi det i høj grad som manglende kontrol… De er ikke så vrede som vi tror – de udtrykker det bare på en anden måde end vi er vant til.

    [...]

    Estrid Anker Olsen: Nu har vi talt meget sådan dem og os, og gjort det meget generelt. Så enkelt er det vel ikke?

    Gunna Funder Hansen: Nej, man kan ihvert fald sige, at hvis vi sådan skal kigge mere overordnet og teoretisk på det, så kan vi hurtigt dekonstruere alt det jeg lige har sagt, fordi at hvis – man kan lave den her parallel til det der er sket indenfor kulturforskningen i løbet af de sidste par årtier, at man jo efterhånden har fået en erkendelse af, at det her globaliserede samfund gør det nærmest umuligt at katagorisere verden i kulturkatagorier, når mennesker og informationer de flyver og farer på tværs af grænserne, så bliver det meget vanskeligt at sige, at den her kultur er sådan og den her kultur er sådan, fordi det er et sammenblandet miskmask. Og efterhånden bliver vi nødt til at lægge denne her forestilling fra os, at vi bliver født ind i en kultur og bærer den med os hele livet. Fordi sådan fungerer tingene ikke mere, vi får indtryk fra mange forskellige kulturer efterhånden, så vi nærmest bliver nødt til at sammensætte vores egen individuelle kulturelle identitet. Og jeg tror det er noget af det samme vi bliver nødt til at forstå med sprogene, at det nytter ikke rigtigt noget at blive ved med at fastholde de her meget stramme sprogkatagorier… Vi må forstå, at det giver mindre og mindre mening at snakke om adskilte sprog. Grunden til at vi har for svært ved at forstå det rigtigt…

    I en tid hvor det tenderer racisme at råbe “This is Denmark” til en afrikansk superligaspiller, så er der af kulturelle årsager frit lejde til herboende arabere.

    Ligeså interessant er det, at forskeren også mener det er uproblematisk når venstreradikale opfordrer til vold og revolutioner, ud fra den betragtning, at det blot er en måde at afgrænse sit fællesskab på. Det samme ræsonnement kunne være brugt til at aflive multikulturen som ide, men nej – når autonome truede familiefædre i uniform, så var det blot harmløs retorik. P1-lyttere vi vide, at højrebloggere på samme kanal konsekvent benævnes ‘højreradikale’, blandt andet af internetforsker professor Niels Ole Finnemann. Da jeg sidste år bad ham forklare, hvorfor højrebloggerne som gruppe var radikale, svarede han blandt andet.

    “… I indtager… radikale standpunkter i kraft af den uforsonlighed og aggressivitet, hvormed I fører jeres synspunkter og skældsord frem, ofte i en uskøn blanding.” (Niels Ole Finneman, Uriasposten 27/3-06)

    

    23. august 2007

    Munkemarxisterne før og nu

    Tegning af Paul Nowak, set hos Snaphanen.

    

    21. august 2007

    Højreradikale, nu med ungdommelighed…

    Internetprofessor Niels Ole Finneman har en blog på Kommikationsforum, hvor han rutinemæssigt betegner de danske højrebloggere under et som værende radikale. Nuvel, det stopper ikke her – hans forskning har bragt ham videre – de højreradikale er unge. Fra 180 grader = den halve horisont

    “Det er som altid de radikale, unge yderfløje, der dominerer de ”små” medier. Fra 68-generationen, der bevæbnede sig med stencilbrændere, fotokopimaskiner og utallige trykte småtidsskrifter til vore dages højreradikale bloggere.”

    De 3-4 bedst læste højrebloggere herhjemme har en gennemsnitsalder et sted midt i 40′erne. Gnavne gamle mænd vil være mere præcist, og ligeså langt fra. Men hvorfor lade virkeligheden forstyrre analysen.

    Oploadet Kl. 16:48 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
    

    28. juni 2006

    Om dynamitdrengen Hosea-Ché, og lidt om Niels Ole Finnemanns politiske kampfælle

    Virkeligheden overgår ofte fantasien. En del har hørt om den venstreekstreme idehistoriker Rudi Dutschke, der i 1971 fik ansættelse på Aarhus Universitet, og herfra plejede kontakt med flere tyske terrorister, herunder Andreas Baader og Ulrike Meinhof (Rote Armee Fraktion).

    Rudi Dutschkes første søn Hosea-Ché blev født i 1968, kort efter Che Guevaras død, og derfor opkaldt efter massemorderen. Her et citat fra en artikel i Die Tageszeitung.

    “Im Winter 1968 besucht der linksradikale Mailänder Verleger Feltrinelli Rudi Dutschke. Im Auto, das vor der Wohnung parkt, präsentiert er stolz eine Rückbank voll mit Dynamitstangen. Rudi Dutschke packt das Dynamit in den Kinderwagen, legt das Baby Hosea Che darauf und schiebt den Wagen in eine konspirative Wohnung, wo darüber beratschlagt wird, was mit dem Dynamit geschehen soll. Feltrinelli schlägt Sabotageakte gegen US-Schiffe vor, die Nachschub nach Vietnam bringen, andere bevorzugen Bahngleise. Am Ende der Debatte beschließt man gar nichts zu tun, der Sprengstoff verschwindet wieder. Verbleib unklar.”

    Hosea-Ché der idag blot kalder sig for Hosea, var i mange år politisk aktiv for SF, og bedste ven med  rådmand Niels Erik Eskildsen (SF, afdød), under hvem han var sekretariatschef. Sidste onsdag blev han officielt forfremmet til Direktør for Sundhed og Omsorg - nu under Dorthe Laustsen (SF). Han er idag gift med skuespilleren Line Arlien-Søborg, yndigheden fra flere Malmros-film fra de glade 80ere. Forleden var han gæst i P1, som talsmand for Foreningen af Åbenmundede Bureaukrater. En forening der arbejder for embedsmænds ret til at ytre sig frit i forhold til de politisk ansvarlige, de arbejder under…

    Tilbage til Rudi Dutschke, der i februar 1971, flyttede ind i et kollektiv i Knebel på Djursland, sammen med blandt andre DR-journalisten Vibeke Sperling… og den nuværende professor på Informations- og Medievidenskab – interneteksperten Niels Ole ‘borgerlighed er højreradikalisme’ Finnemann. Her et citat fra Jyllandsposten 17. november 1996…

    “Familien flyttede ind i et kollektiv, dannet af aktive, også politiske studerende fra Aarhus Universitet. “Han skulle udenfor Århus og beskyttes mod pressen. Derfor var det meget naturligt med vores kollektiv,” forklarer Niels Ole Finnemann. I dag lektor på Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet. Dengang en af de daværende beboere i kollektivet “Aldershvile”, en nedlagt bondegård undenfor landsbyen Knebel på Djursland. ‘Vi havde plads og passede sammen politisk’

    Dutschke var ifølge Niels Ole Finnemann, der er et af bestyrelsesmedlemmerne i Rudi Dutschkes Fond, ikke revolutionær i almindelig betydning.

    Verden er lille…

    

    27. marts 2006

    Professorens svar i min fortolkning: Borgerlige weblogs er per definition højreradikale

    Sidste tirsdag kunne sagesløse licensbetalere på P1 høre Danmarks første internetprofessor Niels Ole Finnemann erklære at den politiske blogscene i Danmark var domineret af “højreradikale kræfter”. Lidt i vrede, men alligevel venligt formuleret, skrev jeg et lille brev til professoren.

    Jeg skriver Uriasposten, og og vil egentligt gerne vide hvad der gør højreorienterede blogs til højreradikale… My point being: Højreorienterede er man hvis man er borgerlig (konservativ/liberal), højreradikal hvis man undsiger demokratiets præmisser, højreekstremist, hvis man opfordrer til, bifalder vold og den slags.”

    Her lidt fra svaret.

    “Når jeg brugte og fortsat bruger betegnelsen højreradikalt om det miljø, der står bag disse blogs, er grunden meget enkel. Jeg opfatter jer som radikale i to henseender:

    1) I indtager et radikalt højre synspunkt i og med den tolkning af den liberalistiske og/eller nationalkonservative tradition, som I plæderer for, (jeg ser begge tendenser tilstede i varierende blandinger) og

    2) I indtager også radikale standpunkter i kraft af den uforsonlighed og aggressivitet, hvormed I fører jeres synspunkter og skældsord frem, ofte i en uskøn blanding. Radikal dækker i min ordbog således over betydningen *at gå til roden af ‘ og betydningen ‘at skære igennem med en vis hensynsløshed’. At være analytisk radikal er fint, at være ideologisk radikal er nærmest det modsatte. Det er holdningsmæssigt snæversyn. Der er både semantiske forskelle og værdiforskelle tilstede. [...]

    I min terminologi er højreradikale og venstreradikale miljøer fælles om både at have en radikalistik analytisk position og en grovkornet “radikal” reduktionistisk retorik og ideologi, der reducerer alle andre synspunkter til onde og dumme eller farlige, ofte mens man samtidig forvansker modpartens synspunkter.”

    En borgerlig weblog er således per definition ‘højreradikal’, ligesom en venstreorienteret per definition vil være ‘venstreradikal’. Jeg mangler stadig eksempler på sidstnævnte.

    

    22. marts 2006

    Internet-professor Niels Ole Finnemann om de aktive “højreradikale kræfter”

    Internettet er blevet et forskningsfelt, og weblogs som ide omtales ofte i medierne, typisk med en kommentar af Niels Ole Finnemann fra Århus Universitet, der netop er blevet Danmarks første professor i Internetforskning. Et citat fra et indslag i gårsdagens P1 Eftermiddag med hovedpersonen.

    Radioværten: Sådan politisk set, hvem er så gode til at bruge internettet i Danmark?

    Niels Ole Finnemann: Ja altså der er mange der bruger det, men jeg tror nok man må sige at vi kan se de højreradikale kræfter er meget aktive. Både har de et meget udbygget system med det der hedder weblogs, altså de er virkelig oppe på noderne teknologisk set og de er meget ihærdige. De kommenterer alt hvad der sker i de store medier og de kommunikerer internationalt og det ser ud til at være et relativt velorganiseret, men alligevel byggende på enkeltpersoner, men koordineret med hinanden og diskuterende med hinanden, og med et bredt internationalt kontaktfelt.
    Radiovært: Men hvorfor lige højrefløjen?     
     

    Niels Ole Finnemann: Ja, men sådan noget svinger jo lidt. Altså nu er det nok højrefløjen der sætter tonen i Danmark i øjeblikket og venstrefløjen føler sig vel meget i defensiven og skal vi sige det med at mobilisere på nye medieplatforme, det ligger måske ikke så meget til midten. Så det bliver tit ydergrupper der ligesom er… dels fordi nu er nettet jo nemt at komme til, man behøver ikke at have en stor avis for at udtrykke sig her, så små grupper kan nemt komme til. Men hvis de har stor energi, så vil de jo også sætte deres præg på det. Og det er det vi ser i øjeblikket, hvor vi har skal vi sige en mærkbar højredrejning i samfundet.

    Via Steen og Agantyrs hjørne.

    Oploadet Kl. 09:30 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    

    6. marts 2006

    Maise Njor om de gode venstreorienterede, og ‘eksperten’ om den højreradikale dominans

    TDC Magasinet der udkommer med et oplag på 2,4 mio. har netop udgivet sit marts-nummer, hvori blogfænomenet beskrives over tre sider af journalist og forfatter Maise Njor der også huserer lidt i et upåagtet hjørne af den danske femiblog-scene. Tre citater fra Bobler på nettet - suk, suk og atter suk.

    “Jeg læser andres blogs for at få nyheder, som jeg ellers ikke ville få gennem de mere etablerede medier, og for at høre andres mening om forskellige emner. Og så læser jeg dem også for at få nye links til ting, der interesserer mig, f.eks. på boingboing.net og metafilter.com.”

    “En afart af blogsene er de såkaldte milblogs, hvor amerikanske soldater fortæller deres side af historien om Irak-krigen. En af dem er Colby Buzzell, som under navnet Colby Buzzell Fuck the War gav sin version af krigen, indtil hans skriverier blev stoppet af hærens ledelse. Da han kom hjem, fortsatte han sin blog og har i dag mange tusind læsere om dagen. Hans skriverier er også udkommet som bog. Ikke så meget fordelagtigt for den amerikanske hærs ledelse, som desperat prøver at styre, hvilke informationer der kommer ud om krigen…”

    “‘Som det ser ud nu, er det nok fortrinsvis de 18-30 årige, der blogger, og mange bruger det som en måde at skabe deres egen identitet på. De fleste af os har en tendens til at søge hen mod steder, hvor vi føler os hjemme, og sådan er det også med weblogs, hvor vi må sige, at de højreradikale strømninger er på forkant i forhold til weblogs. De er meget besøgte og har et godt internationalt netværk.’” (Niels Ole Finnemann, Center for Internetforskning, AU)

    Oploadet Kl. 19:27 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    

    29. november 2005

    Apropos på P1 om ‘højreradikal’ blogosfære-dominans – det er nok lovligt…

    Magasinprogrammet Apropos på P1 havde igår weblogs som emne, og i en halv time blev mediet introduceret af en såkaldt internetforsker, og lidt senere i programmet kommenteret af en IT-journalist. Som sædvanlig blev den danske blogosfære ikke direkte omtalt, men…

    Lene Juul, P1: Men du siger at meningsfællesskaber også er et meget udbredt område, og at især de højreradikale bruger de her weblogs.

    Niels Ole Finnemann, AU: Det kan også være de venstreradikale gør, men nu er det de højreradikale der har tonen i øjeblikket, og der kan vi se at de er overordentligt velorganiseret med weblogs, og det er globalt. De linker til hinanden, og har man fundet en, så kommer man verden rundt på ingen tid. De er meget aktive, de skriver meget lange og hyppige indlæg, de observerer på alt hvad der sker i TVavisen – de kommenterer, og det er virkelig en meget omfattende aktivitet de har. Det er som regel, helt inden for normale ytringsfriheds rammer, så der er ikke noget kriminelt i det…

    Lene Juul, P1: Nu du snakker om ytringsfrihed…

    Niels Ole Finnemann, AU: … En række af de højreorienterede bruger udenlandske domæner, om de har tænkt over det af juridiske årsager skulle jeg ikke kunne sige. Men det er tilfældet.

    En udsendelse der udelukkende omhandler fordelene ved weblogs som medie, kommer ind på danske og udenlandske politiske blogs, som ifølge forskeren er domineret af højreorienterede. Her burde debatten naturligvis være gået på hvilke sager disse blogs så vælger at skrive om, og hvorfor behovet for højreorienterede blogs er så stort… Men nej. Højreradikal-etiketten blev uddelt med rund hånd, og så var det store spørgsmål hvorvidt de eventuelt kunne retsforfølges hvis de begik (skriftlige) ulovligheder. Absurd – ikke at jeg er overrasket.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper