25. maj 2005

Deadlines 2. Sektion i salgstale for Richard Floridas yderst diskutable teser

I søndags havde Deadlines 2. Sektion inviteret lektor Mark Lorenzen, og Steffen Gulmann fra Dansk Design Center i studiet til en debat om Richard Floridas bog. Eller rettere, det var det man burde have kunne forventet, men værten Jes Stein Pedersen havde af ukendte årsager valgt at programmet ikke skulle omhandle holdbarheden af Richard Floridas teser – men mere om hvordan de kunne integreres i en dansk kontekst. Forskellen er stor, og det endte i noget nær en salgstale for en bog som nedenviste lektor netop har oversat til dansk.

NB: Udsendelsen kan ses her (indtil d. 29/5).

Oploadet Kl. 19:12 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer


23. maj 2005

Bo Bjørnvig og Lars Hedegaard om Richard Floridas seneste bog – de forkæledes oprør

Weekendavisens Bo Bjørnvig kan ikke rigtigt forholde sig seriøst til Richard Floridas seneste bog, der tolkes som værende De forkæledes oprør. Hvorfor så ikke citere Lars hedegaards bidske kommentar:

Satans mobilnummer

»Så slap det ud. I en artikel i Politiken oplyses det, at den meget omtalte kreative klasse i Danmark tæller præcis 666 tusinde, hverken mere eller mindre. Der skal således ikke megen algebra til for at få den berettigede mistanke, at der er tale om en satanistisk sekt. Hvorfor ellers lige dét tal? 666, Satans mobilnummer overalt på kloden, og nu er det sluppet ud… Derefter udgiver han (Florida, B.B.) en bog mere om emnet, hvori han gentager sig selv samt skælder ud på Bush og Co. for at smadre den superklasse, som læserne ellers troede var kommet for at blive. Men nu flygter den fra Amerika til bl.a. Danmark pga. den bibelske administration i Washington. Set udefra burde det egentlig ikke komme bag på Florida. Bush er kristen for alvor, og sådanne alvorsmænd har forståeligt nok aldrig haft et særlig godt forhold til Satan og alt hans uvæsen. Bush og Co. har med andre ord gennemskuet den kreative satan til Florida, og førstnævnte vender som bekendt ikke den anden kind til. Udgangen på det hele bliver måske, at også Florida slutter sig til den caffe latte-drikkende sekt i Danmark – alt sammen pga. Politikens uforsigtighed.«

Oploadet Kl. 20:01 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


9. maj 2005

Richard Floridas danske disciple drømmer videre

I et indslag i dagens Orientering kan man høre at Den kreative klasse skal redde det danske velfærdssamfund, foranlediget af et nyt dansk forskningsprojekt baseret på Richard Floridas ønsketænkning. Projektet ledes af Mark Lorentzen fra Handelshøjskolen i København, og tror man han er uvildig – så kan jeg henkastet oplyse at han skrev forordet til den danske udgave af bogen.

Interessekonflikt – nej da. Orientering er jo ikke ligefrem programmet hvor man går kritisk til meningsfæller. Karen Hjulmand holdt mikrofonen, og redaktionen glemte naturligvis ikke at linke til Floridas hjemmeside. Hvorfor ikke gå hele vejen, og linke til Det Radikale Venstres potpourri af plusord i Det kreative Danmark [pdf, 63 s.]

Opdate 10/5-05: Marianne Jelved og Elsebeth Gerner Nielsen i Jyllands-Posten: “Vi gør i den sammenhæng opmærksom på, at det ikke bare er vejret og skattetrykket, som afholder kreative indere og østeuropæere fra at vælge Danmark som deres nye arbejdsområde…”.

Opdate 10/5-05: Berlingske Tidende: “Bogen omfatter bl.a. et »globalt kreativitets-indeks«, hvor alle fem nordiske lande er at finde på top ti. Sverige er endda på førstepladsen, og finnerne nummer tre. Danmark lander på en sjetteplads.”.

Oploadet Kl. 19:41 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


27. februar 2005

Starthjælpen virker – forskere såsom socialdemokratiske Bent Greve er uenig

Det er sgu utroligt, at Jyllands-Posten på basis af en rapport som dokumenterer at starthjælpen har haft en positiv effekt, lader to forskere afvise det økonomisk incitaments berettigelse. Mere grotekst bliver det når samtidigt ved, at den ene forsker er Bent Greve, som tidligere har afvist starthjælpen med helt andre argumenter – og iøvrigt er socialdemokratisk folketingsmedlem.

At ‘marginalt flere’ på starthjælp er kommet i arbejde, må da siges at være et fremragende resultat når gruppen af ikke-danske langtidsledige stiger og stiger – og hvem husker ikke venstrefløjens valgkampfokus på ‘den stigende arbejdsløshed’.

For godt et år siden udkom Tænketankens 4. rapport, som sammenlignede dansk udlændingepolitik med en række af de lande vi plejer at sammenligne os med. [pdf, 129 sider – se 18ff]

Her konkluderes:

“Med indførelsen af starthjælpen skiller Danmark sig således samlet set ikke længe markant ud fra de øvrige lande, når det gælder de sociale ydelsers størrelse målt i købekraft.” [tabel 1, s. 18]

Med hensyn til det økonomiske incitament analyseres ‘nettodækningsgraden’ på basis af OECDs tal, og her kan man læse at en udlænding på starthjælp i Danmark har en nettodækningsgrad som er højere (41 pct.) end en udlænding på kontanthjælp har i Tyskland (38 pct.). [Tabel 2, s. 20]. Det tilføjes endvidere:

“Bemærk at der er tale om dækningsgrad for en gennemsnitslønmodtager. I de fleste af landene afhænger dagpengenes størrelse af den lediges tidligere lønindkomst. Her skiller Danmark sig ud ved på den ene side at have en høj maksimal dækningsgrad (på 90 pct.), men samtidig en lav maksimal dagpengesats… Det betyder, at forsikrede lavtlønnede i Danmark får en meget høj kompensation, mens nettodækningsgraden falder betydeligt i takt med stigende indtægter. I et system som det danske vil de gennemsnitlige nettodækningsgrader således overdrive det økonomiske incitament til at arbejde for grupper, hvis løn ligger under gennemsnittet – som det netop er tilfældet for de udlændinge, der har relativt svage kvalifikationer. [s. 19]

“For kontanthjælpmodtagere er den relative gennemsnitlige indtægtsforskel selvsagt større end for forsikrede ledige. Med en nettodækningsgrad på 60 pct. inkl. boligstøtte ligger Holland og Danmark højest blandt landene. Herefter følger Sverige, Tyskland og Storbritannien, der ligger lige over, eller under 50 pct.” [s. 19]

Alene det at noget så ukontroversielt som lavere ydelser til udefrakommende stadig kan vække debat, indikerer at kulturkampen kun kan være i sin spæde fase. Men tankevækkende et det iøvrigt også, at Det Radikale Venstre er starthjælpens argeste modstander – når det passer som fod i hose med Richard Floridas teorier om grænseløse samfund uden automat-ydelser.



24. februar 2005

Danish Dems – tolerance, vor tids modeord

I både Sverige og Norge har de amerikanske Demokrater underafdelinger kaldet Democrats Abroad, og for kort tid siden fik Danmark ‘noget lignende,’ dog officielt uafhængigt af partiet og således mere en slags apolitisk venskabsforening. Det er foreningen dog, som navnet Danish Dems antyder, langtfra, og selvom medlemmerne spænder vidt rent politisk – så lugter det lidt uldent. Da grundlæggerne forleden gæstede USA besøgte de blandt andet Hillary Clintons pr-kontor, Demokraternes partikontor og et demokratisk kongresmedlem. Intet republikansk.

VU’eren Andreas Paulsen, som er en af initiativtagerne bag foreningen har et læserbrev i dagens Jyllands-Posten hvori han bekender sig til Richard Florida. Floridas imponerende tanker lyder overskriften, hvor han på fornem vis bekræfter mine fordomme. David Gress’ faktabaserede debunking af Floridas tankespind afvises med abstrakte plusord…

“Gress afviser på mest ignorante vis en af vor tids største, toleranceorienterede arbejdsmarkedsforskeres visioner som værende det rene løgn og utopi.”

Oploadet Kl. 22:46 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
Arkiveret under:


21. februar 2005

Steven Malanga (City Journal) debunker Richard Florida: The Curse of the Creative Class

Overlegen debunking af Richard Floridas kreative klasse af Steven Malanga, set på City Journal [via Agantyr]. Herunder en længere række citater fra The Curse of the Creative Class:

“A generation of leftish policy-makers and urban planners is rushing to implement Florida’s vision, while an admiring host of uncritical journalists touts it. But there is just one problem: the basic economics behind his ideas don’t work. Far from being economic powerhouses, a number of the cities the professor identifies as creative-age winners have chronically underperformed the American economy.”

Florida found a ready audience for his ideas on the lecture circuit, then refined and expanded them in The Rise of the Creative Class, which reads more like a pop cultural and social history of the Internet generation than an economic-development treatise.… Eager to demonstrate that he is as hip as the people he writes about, Florida describes talented young software engineers as rock stars, labels one of his chapters “a rant,” and approvingly describes a business conference where attendees were issued wiffle balls to pelt speakers with whom they disagreed.”

It’s not hard to see why Florida’s ideas would have wide appeal. His book has struck a chord among a generation of young, tech-oriented workers and entrepreneurs—the Fast Company magazine crowd that Florida is writing about—because rather than bash their go-go, Silicon Valley culture, as critics from both the Left and the Right have done for different reasons, Florida celebrates it. Creative Class also appeals to a broader group of young, educated workers, who, as David Brooks describes in Bobos in Paradise, have managed to combine two traditions that had previously been at odds—the bourgeois work ethic with bohemian culture—into something new, which Florida calls his ‘creative class.'” [… “the equivalent of an eat-all-you-want-and-still-lose-weight diet”]

“Moreover, as Florida’s ideas reach beyond urban-planning types and New Age liberal politicians, they are at some point likely to find resistance from the hard-core urban Left, composed increasingly of social-services activists and representatives of public-employee and service-industry unions, who demand ever more government spending for social programs, not art and culture. Indeed, the professor’s relentless argument that governments should help furnish bobo-friendly amenities ultimately comes to sound like a new form of class warfare: old-economy workers have no place in his utopian dreams.

“A look at even the most simple economic indicators, in fact, shows that, far from being economic powerhouses, many of Florida’s favored cities are chronic underperformers. Exhibit A is the most fundamental economic measure, job growth. The professor’s creative index—a composite of his other indexes—lists San Francisco, Austin, Houston, and San Diego among the top ten. His bottom ten include New Orleans, Las Vegas, Memphis, and Oklahoma City… So you’d expect his winners to be big job producers. Yet since 1993, cities that score the best on Florida’s analysis have actually grown no faster than the overall U.S. jobs economy, increasing their employment base by only slightly more than 17 percent. Florida’s indexes, in fact, are such poor predictors of economic performance that his top cities haven’t even outperformed his bottom ones. Led by big percentage gains in Las Vegas (the fastest-growing local economy in the nation) as well as in Oklahoma City and Memphis, Florida’s ten least creative cities turn out to be jobs powerhouses, adding more than 19 percent to their job totals since 1993—faster growth even than the national economy.”

“It’s no mystery why the numbers turn out this way. Florida’s basket of indexes selects cities that participated in that bubble. The professor focused on these cities in developing his theories: it was their characteristics that he sought to identify when he constructed his various creativity indexes, so it’s predictable that they wound up scoring highest. Florida’s entire theory, in other words, is based on circular logic.

“But Florida is wrong again. Many of his ‘talent magnets’ are among the worst at attracting and, more importantly, hanging on to residents. Just look at the 2000 census reports on domestic migration, which follow the movements in and out of metro areas by U.S. residents. That report found that New York, among Florida’s top talent magnets, lost 545,000 more U.S. residents than it gained in the latter half of the 1990s, the worst performance of any U.S. city. The greater San Francisco metro area was close behind, with a negative domestic migration of more than 200,000 people. In fact, five of the ten places atop Florida’s creativity index had steep losses of U.S. residents during that period, while some of Florida’s creative losers—including Las Vegas, Memphis, and Tampa Bay—were big winners.

A Money magazine poll rating dozens of factors that people consider in choosing a place to live found that the top ten reasons fell into two broad categories: low costs (including low property and sales taxes) and basic quality-of-life issues (good schools, low crime, clean air and water). By contrast, such Florida-esque issues as diversity ranked 22nd on the list, while cultural amenities like theaters and museums ranked 27th and lower, and outdoor activities even lower.”

“Consider Winnipeg’s mayor Glen Murray, one of Canada’s chief Florida fans, who even brought the professor north to tout his ideas to Canadian political leaders. While Murray invests in cultural amenities and derides people who only want cities to focus on ‘pipes, pavement and policing,’ the most distinguishing characteristic of Murray’s mayoralty has been this: for several consecutive years, Winnipeg has been the murder capital of Canada. Welcome to the creative age.

Når Richard Floridas tanker ikke engang fungerer i multikulturelle hjælp-dig-selv-USA, så siger det sig selv at tankerne ikke ville kunne fungere i et homogent land som Danmark med højt skatteniveau.

Oploadet Kl. 11:04 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
Arkiveret under:


20. februar 2005

Christopher Tolley om Richard Floridas tolerance ift. indvandring og Christiania

Mere kritik af Richard Florida i dagens Jyllands-Posten, hvor en Christopher Tolley erklærer at Jelved misforstår sin guru. Et par citater:

“Det radikale argument lyder, at de er mere tolerante end regeringen i deres udlændingepolitik. Jelved vil åbne for øget tilstrømning af indvandrere, og det er det samme som tolerance, se bare på USA og Canada. Dette er jo en klar fejlslutning.”

“Som Florida selv påpeger, er folk med lave kvalifikationer den nye klassekamps klare tabere, som i stigende grad har svært ved at finde arbejde. Danmark har ikke brug for en eneste analfabet til, dem producerer folkeskolen jo rigeligt af i forvejen. Den kreative klasse vælger næppe målrettet at flytte til byer med den længste arbejdsløshedskø, og derfor vil den radikale indvandringspolitik virke modsat sin gode hensigt. Samme overfladiske tolerance-definition fremhæves i artiklen i forbindelse med Christiania. Christiania er efter sigende et attraktivt eksempel på den diversitet, som den kreative klasse søger. Også her halter logikken. Hvordan kan regeringens krav om overholdelse af den gældende lovgivning være en intolerant holdning? Er sandheden om Christiania ikke, at det sociale eksperiment for længst er visnet og nu blot er en fernis for organiseret kriminalitet?

Oploadet Kl. 20:25 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar


18. februar 2005

Lars Nielsen om Richard Florida superliberale form for ‘etnisk mix og tolerance’

Godt lille læserbrev om Richard Floridas teorier, af en Lars Nielsen i sidste udgave af Weekendavisen. Et citat fra De Kreative:

“Når Richard Florida taler om etnisk mix og tolerance, så tænker han i en amerikansk kontekst på indiske software-programmører. Ikke på romafamilier fra Rumænien eller giftelystne fætre fra Pakistan.”

Oploadet Kl. 21:04 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar

David Gress afviser Richard Floridas ønsketænkning

Hans Hauge er her der og alle vegne i disse dage. Men det er nu David Gress som idag går hårdt til Det Radikales Venstres yndlings-‘filosof’ . Her lidt fra Lyt ikke til Florida-myten [JP 18/2-05]:

“Florida påstår at vise, at tolerance og investeringer til glæde for etniske, seksuelle og andre minoriteter ikke bare er etisk rigtige, men økonomisk fordelagtige, fordi investeringerne kommer mangefold igen via de kreative og dynamiske iværksættere, som får næring af at boltre sig i metroseksualitetens og etnopluralismens paradis. ‘Byer, der er tolerante, farverige og åbne for kreativitet,’ vil løbe med fremtidens vækstpalmer… Problemet er, at Floridas teorier er ønsketænkning.

“I 1990’erne så han, at mange højteknologiske virksomheder opstod i byer, der havde ry for at være, som det hedder på amerikansk, »åbne for mange livsstilstyper.« Han udviklede et ‘bohemeindeks’ og et ‘kreativitetsindeks’, der viste, at byer med mange vidensarbejdere også var byer med mange udøvende kunstnere og stor tolerance for minoriteter. Florida drog heraf to slutninger. Den ene var, at det var, fordi byerne var kulturcentre, at de tiltrak højteknologiske iværksættere. Den anden var, at kombinationen af kultur og iværksættere også gav højere vækst. Den første kan ikke bevises, den anden er forkert.

“Godt nok siger Florida, at skattetrykket er uvigtigt, men det danske er så ekstremt, at det på forhånd vil afskrække hans ‘kreative klasse’. Værre er imidlertid, at Floridas centrale påstand om, at kreative byer vokser hurtigere, er løgn. Intetsteds i sine bøger og oplæg viser han det, og det kan han heller ikke, for det er løgn. 1983-2003 voksede beskæftigelsen i Floridas ‘kreative byer’ med små 40 pct. I USA som helhed voksede den 44 pct., men det virkelig ironiske er, at den voksede hele 62 pct. i netop de byer, Florida afviser som de ‘mindst kreative’.”

“De byer, der klarer sig bedst, gør det på gammeldags vis, ikke ved at pumpe offentlige penge i kunst og tiltrække minoriteter, men ved at sænke skatter og lette reguleringer. De fleste virksomheder eller iværksættere er ikke optaget af de værdier, Florida besynger. De søger derimod hen, hvor byrderne er lavest.

Oploadet Kl. 10:30 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


17. februar 2005

Det Radikale Venstres brug af Richard Florida – fri indvandring, men ingen velfærdsydelser…

Fra gårsdagens Jyllands-Posten, et læserbrev af Jette Nielsen om Jelveds guru.

Ifølge JP 13/2 har Marianne Jelved fundet sin guru, men den radikale udlændingepolitik er uforenelig med Richard Floridas teori om økonomisk kreativitet. Man kan ikke nøjes med at plukke dele ud af en teori.

Richard Floridas teori forudsætter et samfund med åbne grænser uden nogen form for økonomisk støtte. Hvilket er en liberal ide. Så fri indvandring, men ingen velfærdsydelser til indvandrere incl. familiesammenførte. Kun hjælp til egentlige flygtninge, der ikke kan hjælpes i nærområder.

Ingen radikale de facto flygtninge eller hvad de radikale i blåøjet naivitet ellers ønsker at udvande flygtningebegrebet med.

Oploadet Kl. 21:00 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper