10. august 2006

Glucksmann: Ideologiernes død fejres, medens vi svømmer i den totale ideologiske illusion

Endelig lidt virkelighed i Dagbladet Information. André Glucksmann om Surrealismens geopolitik – tilmed online i fuld længde.

“De mange indigneredes indignation indignerer mig. For verdensopinionen vejer nogle muslimers død som fjer, mens andre muslimers død vejer ton. To vægtenheder, to målestokke: Terrordrabene på et par snese civile hver dag i Bagdad forvises til notitser, mens det bombardement, der dræbte 28 civile i Qana, ophøjes til forbrydelse imod menneskeheden. Hvorfor har de 200.000 massakrerede i Darfur ikke påkaldt sig en brøkdel af samme forfærdelse som de 200 gange lavere tabstal fra Libanon?

Når muslimer dræber andre muslimer – skal vi da tro, at dette ikke tæller for hverken korankyndige autoriteter eller vestligt samvittighednag? Forklaringen halter, for når den russiske hær, der er kristen og har patriarkers velsignelse, raserer de muslimske tjetjeneres hovedstad (Grosnij, 400.ooo indbyggere) og dræber tjetjenske børn i titusindvis, så tæller heller ikke dette mere. Sikkerhedsrådet afholder ikke af den grund møde efter møde, og Den Islamiske Konferenceorganisations medlemsstater lukker fromt deres øjne. Man nødes til at konkludere, at kun en muslim dræbt af israelere er universel indignation værdig.

[…]

Skal vi tro, at Irans præsident Ahmadinejad siger højt, hvad verdensopinionen kun tænker i sit stille sind? Trods alt protesterer et stort tal af de vestlige samvittigheder, som er oprørt over bombardementerne i Libanon, på det heftigste, hvis man mistænker dem for antisemitisme. Jeg vil gerne tro dem på deres ord – lad os ikke bilde os ind, at hele planeten er sunket ned i åndsformørket antijødisk paranoia! Alligevel vokser mysteriet. For hvad er forklaringen på denne halvsidige hjernelammelse? Hvorfor rejser der sig dette globale forargelsens kor, hver gang det drejer sig om israelske bomber? Når billederne af ødelæggelserne i Libanon chokerer – og uden sammenligning chokerer stærkere end Darfurs udhungrede og Tjetjeniens ruiner – så er det, fordi en surrealistisk geopolitik er deres implicitte undertekst. De, som fokuserer på de aktuelle begivenheder i Qana og Gaza, tæller ikke kun de sidste onde dages ligkister – de forlener også disse arme ofre med en fatal bebudelses strålekrans, der er fremmed for de hundredtusindvis af afrikanske eller kaukasiske kadavrer.

Hvor mange eksperter har ikke igennem årtier udpeget Mellemøstkonflikten som både hjertet i verdens kaos og nøglen til dets løsning? Hvilken diplomat glemmer at repetere hellere 10 gange end to, at både helvedets porte og den internationale harmonis Sesam-luk-dig-op skal søges i Jerusalem?  Et tilsvarende hævdvundent scenario farer rundt i det 21. århundredes hoveder – det dekreterer, at alt står på spil ved Jordanflodens bredder.

[…]

Den nedslående, omvendte hypotese, der kun sjældent høres fremført, er langt mere sandsynlig: Enhver våbenhvile i Jordans omegn vil forblive grundlæggende ustabil, så længe den muslimske verdens gade og paladser, det meste af dens intelligentsia og generalstaber fastholder et så lidenskabeligt had til Vesten.

[…]
Den såkaldte globalisering (de planetomspændende eksplosive brudzoner mellem økonomiske, men fremfor alt sociale og mentale grænser) ledsages med usvigelig sikkerhed af ofte hårde, ofte grusomme forkastelsesreaktioner. Eksistensen af ‘den zionistiske entitet’ siden 1947 har ikke været nødvendig for antænde den germanske antioccidentalisme fra Fichte til Hitler eller den russiske antioccidentalisme, der med jævne mellemrum har ladet sig genføde under såvel tsarerne som under Stalin og nu Putin.

Kun naive sjæle kan tage for givet, at den iranske vilje til magt, der henter sin slagkraft fra den khomeinistiske revolution, opfatter ‘jødespørgsmålet’ som andet end anledning til at jihadisere i alle retninger. Hvis Israel først er slettet fra landkortet, hvem kan i fuldt alvor da tro på, at den islamistiske internationales grønne subversion vil fejre en sådan triumf ved at nedlægge sine våben?

Den uredelige geopolitik, som har kronet Mellemøsten som omdrejningsakse for verdensordenen, er blevet til en trosartikel for Den Europæiske Union – de troløse og lidet troende vesterlændinges tro. De postmoderne tænkere har med urette hævdet ideologiernes død på et tidspunkt, hvor vi svømmer i den totale ideologiske illusion og diskret har byttet den sidste kamps vildledende håb ud imod angstforknyt forudsigelse af en ikke mindre absolut og definitiv katastrofe.

[…]

Den mangeårige beskydning med Guds Partis missiler imod israelsk bebyggelser forlener den iranske sponsors udslettelsestrusler med troværdighed. Alligevel er, som Clausewitz ironisk bemærker, aggressoren ikke den, der udløser krigen, men den, der beslutter sig for at stoppe aggressionen. Følgelig er Israel nødvendigvis skyldig. Og som en forværrende omstændighed: Skyldig i en globalt udbredt fantasi om global undergang. Fra denne surrealistiske geopolitik til det fuldkomne delirium er glidebanen åbenlys.”



8. december 2005

André Glucksmann om den kolde panik, der hæmmer for problemløsning

Den franske filosof André Glucksmann formår som ingen anden at spidde den politiske korrekthed. I en udgivelse fra 1994 går han i dybden med de etiske konsekvenser af aids, og dedikerer et helt kapitel til kritik af den fælles-europæiske eufemisme. Det er oplagt at tænke dette ind i andre sammenhænge, som når sociologen Henning Bech vil have danskerne til at anskue islamiske tørklæder som æstetiske objekter.

Den virker i det skjulte, underminerer sind og institutioner i det stille og spreder en panik som er kold. Hivs udmattelseskrig giver samfundene masser af tid til at undlade at tage hensyn til aids og til at tænke meget lidt på den. Derfor er deres umiddelbare reaktion at gøre så lidt som muligt. 10 års handling der består af ikke-handling, højlydte erklæringer og praktisk lammelse afslører i vore højt intellektualiserede samfund ikke så meget en tåbelig sorgløshed som en konsekvent metode til udelukkelse af det foruroligende. Denne såre intelligente måde at spille dum på over for farer kræver ekspertise i kunsten at eufemisere den aktuelle virkelighed.

Mens den varme panik fører til adfærd der er klart usammenhængende, fremmer kold panik tværtimod undvigelsesadfærd der er omhyggeligt arrangeret. Den underliggende struktur, der styrer mørklægningen af det ubehagelige, benytter eufemismens mekanik med de to aspekter som lingvisten ser i den. På den ene side består brugen af eufemismer i at afholde den sædvanlige betydning, handler eufemismen navnlig om at fremsætte ytringer der varsler godt. Som Benveniste nævner, dækker den sædvanlige, tilsyneladende negative betydning (tal ikke om ulykker) nemlig et positivt imperativ (vend det ubehagelige om, tag gode varsler af det).

Den nuancerede brug af eufemismer baner vejen for at man når det er muligt, kan eliminere det uheldssvangre til fordel for det gunstige, eller i det mindste dæmpe noget der virker brutalt, ved at udtrykke det forblommet. At dø mildes til at ‘gå bort’, at dræbe bliver til at ‘eksekvere’, bødlen bliver til ’slagter’, carnufex, eller udøver af de højeste erhverv Scharfrichter. De hjemløse får på fransk den fornemme betegnelse SDF (’sans domicile fixe’ uden fast bopæl, som om de havde en mobil bopæl, de rejsende folks beboelsesvogn). Eufemismen, understreger Bonveniste, er kun tilsyneladende paradoksal, den indebærer på samme tid at tie stille (fortie ubehagelige ting) og at råbe højt (komme med udbrud af ønsker om held og lykke), fordi påstanden om at skæbnen er gunstig, kræver at påkaldelse af ond skæbne bliver belagt med tavshed (blasfemi). Eufemismens magiske eufori morer sig med at fordrive ulykker.

Under foregivende af ikke at ville chokere organiserer det eufemistiske imperativ et sprogpoliti. Bag ved grundsætningerne om at være vel talende tegner der sig et påbud om at være vel menende: skjul den aids, så jeg ikke får øje på den. I lang tid blev ordet ‘gulag’ betragtet som obskønt i Paris’ intellektuelle kredse. Dets voldsomme unanstændighed ledte opmærksomheden hen på ligdynger som de toneangivende kredse ikke kunne leve med. Ordet ‘jøde’ var endnu strengere forbudt efter 1945. Sartre nedkaldte læsernes raseri over sig fordi han brugte det i en artikel; deraf titlen på hans essay La Question Juive (da. Om antisemitisme), som brød tabuet. Selv Alain Resnais’ film – Nat og tåge – der udelukkende handler om Endlösung, bruger kun det forbudte ord én gang, og det ganske marginalt (den jødiske studerende fra Amsterdam). At det lykkes at mindes Auschwitz uden at nævne ordet ‘jøde’ for ikke at afvige normen, er højdepunktet af eufemisme. Selv om den aldrig er blevet påpeget, fortjener denne sorg, der er så sorgbetynget af den glemmer hvem den egentlig sørger over, en lingvistisk ærespræmie. Ligesom Edgar Allan Poes stjålne brev, som ingen lægger mærke til fordi det er så synligt for alle, gennemtrænger eufemismen så effektivt samtidens mere forfinede tankesæt at dens forførelseskunst overhovedet ingen kritik vækker. Den behersker kunsten at blæse sæbebobler, som en kortåndet og utrættelig dødelig kan lukke sig ind i.

Som en slags forbillede for en metode til almindelig konfliktløsning foregriber udskillelsen af pesten både i teori og i praksis den måde epidemier, katastrofer, hungersnød, krige og revolutioner behandles på. De moderne forjættelser anerkender ganske vist eksistensens usikkerhed, fornægtelsen er ikke total, men de går omgående over til at påvise at de forskellige onder ikke vil være aktuelle i fremtiden. Som samfundsmæssig analogi til den lægelige sundhed bliver den herskende norm gjort til regulerende ideal for samfundsmæssige lappeløsninger og efterfølgende reparationer på det følelsesmæssige plan. Vaccine, Ny Verdensorden, Historiens Ende og Epidemiernes Ende. Når sygdom er reduceret til mangel på sundhed, bliver den til en intellektuelt set forsvindende lille størrelse. På samme måde udgør bestræbelserne på at reetablere ordenen et ihærdigt forsøg på i de gennemlevede ulykker at aftegne forestillingen om den fremtidige lykke, som ulykkerne netop ved deres vildskab må være et forvarsel om. Man får vendt perversionerne, aftvinger lasten dens hyldest til dyden efter det almindelige princip som Sartre hævede til skyerne: Ved ligesom Jean Genet at vælge det skandaløse og onde, ved at foregive at smadre og ødelægge alt, bekræfter man intetheden, og ‘i denne bekræftelse overskrider man intetheden og bliver atter i stand til at bekræfte den rene væren’. Så er det ikke længere sådan at ‘den der vil være engel, bliver til udyr’, men at den der gør sig til udyr, bliver engel.

Eufemismen, denne farce, denne mefistofeliske fælde, hvor det onde vender sig til det gode, har i et helt århundrede legitimeret en moderigtig hegeliansk hermeneutik, som gang på gang har fundet en overordnet fornuft i fortidens ‘kors’ og i nutidens rædsler.

Kilde: André Glucksmann: Verdens brist. Etik og aids. Borgen, 1997. 291 sider. (La Fêlure du monde. Êthique et sida. Paris, 1994). Der citeres fra VII. Afsked med de eufemistiske generationer, s. 225-260. S. 228ff.

Oploadet Kl. 13:29 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar


30. maj 2005

Fransk NON til EU-forfatningen – får den manglende folkelige opbakning aldrig konsekvenser

Frankrig afviste igår ved folkeafstemningen EUs forfatningstraktat, og da denne ifølge EUs egne regler kun kan gennemføres ved ensstemmighed landene imellem – så bortfalder det hele og EU fortsætter med Nice-traktaten som formelt grundlag. Men nej, sådan spiller det europæiske klaver ikke…

Ligeledes slemt er det at medierne, som jo i forhold til demokratiet burde være en vagthund – i den her henseende logrer med halen og undlader at fremhæve det faktum at EU-forfatningen nu reelt er bortfaldet.

DR2 valgte igår at sende tre timer om det franske EU-valg med Martin Krasnik som ordstyrer i et stort opsat show med interviews af utallige eksperter, korrespondenter og politikere. Det store spørgsmål blev naturligvis ‘Hvorfor stemte franskmændene nej?’, og selvom eksperterne ikke alle var enige i det spørgsmål – så var der ikke en eneste som blot strejfede det ræsonnement at det kunne jo være fordi flertallet af franskmændene ikke mente EU-forfatningen var en bedre traktat for dem end den nuværende.

Det blev til utallige bortforklaringer, og her var ingen værre end seniorforsker Ulla Holm, der tolkede nej’et som udtryk for at traktaten ikke var vidtgående nok i forhold til skabelsen af et ‘føderalt Europa’ (mine ord).

Bedst var et interview med den franske filosof André Glücksmann, der tolkede nej’et som udtryk for at at EU selv i kernelandet Frankrig ikke havde den nødvendige folkelige forankring. Herom har han utvivlsom ret, og det burde jo sådan set i sig selv være grund nok til at stoppe udviklingen – hvadenten 45 eller 55 pct. på en given dato sætter sit kryds ved ja eller nej.

Historien går nu sin vante gang, eksempelvis kan man her til morgen på DR Online læse:

“[Luxembourgs premierminister, Jean-Claude Juncker] Juncker vil op til et EU-topmøde 16.-17. juni lave en evaluering af situationen. Sammen med EU-kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, konstaterede han på et pressemøde, at 49 procent af Europas borgere allerede har godkendt forfatningen.”

Det er sikkert rigtigt at de ti lande som hidtil har ratificeret EU-forfatningen tilsammen udgør 49 pct. af Europas befolkning, men faktisk har kun Spanien haft en folkeafstemning – og problemet med den folkelige forankring forsvinder jo altså ikke fordi disse landes politikere enten ikke kan, eller ikke vil sende spørgsmålet ud til afstemning. Herhjemme kunne man idag i P1 Morgen høre fuldblods-teknokraten (prof. i forvaltningsret) Claus Haagen Jensen tage den for ham logiske konsekvens, og slet og ret anbefale at man helt droppede folkeafstemninger i EU-spørgsmål. Oprindeligt blev EU grundlagt for folkets skyld. Det er længe siden…

Opdate:

William Kristol (The Weekly Telegraph) – A New Europe?:

“Europe deserves better than the political class and the political discourse (to use a European formulation) that it has been stuck with. In this respect, the leftists rallying in Paris against the constitution last Wednesday were right to insist that their “No” was “A hopeful No.” This is a moment of hope–for the prospects for a strong, pro-American, pro-liberty, more or less free-market and free-trade, socially and morally reinvigorated Europe.

Oploadet Kl. 09:08 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


29. april 2005

André Glücksman: Vesten mot Vesten – konfrontation er ikke nødvendigvis af det onde

Fra Document – et tankevækkende foredrag af den franske filosof André Glücksman. Et citat fra Vesten mot Vesten:

“Først og fremst: Vesten mot Vesten, ordet mot: Motsetninger er ikke noe dårlig. For én gangs skyld har vi motsetninger. Det er ikke farlig. Den store fare er hvis man ikke diskuterer. I stedet er stille. Det kan skjule mange katastrofale ting: glem ikke stillheten under Kampuchea. Ingen grep inn. Til slutt gjorde Vietnam det. Klart at påskuddet og fremgangsmåten var diskutabel, men de stanset massemordet. Jeg var for Vietnams intervensjon, selv om jeg var opptatt av båtflyktningene. Jeg anklager dem bare for at de ikke grep inn tidligere. En må være tro mot seg selv: støtte Irak, akkurat som Kampuchea. Det betyr ikke at jeg støtter Bush. Men noen ting er så skrekkelige at man blir medskyldig hvis man tier. Som stillheten under Rwanda. Der drepte de i et hurtigere tempo enn selv nazistene. Ingenting skjedde. Det hadde vært nok med 5.000 FN-soldater. FN-kommandaten Dallaire ba om det. Han sendte fax til Kofi Annan, som var den ansvarlige. Annan sa nei. Han har senere bedt om unnskyldning.

Oploadet Kl. 22:56 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper