11. april 2011

Gress: “Magthaverne har… importeret elementer, der gebærder sig som et nyt herrefolk”

Bo Bjørnvig anmelder David Gress’ selvbiografi i Weekendavisen – Udvalgt og udstødt (via Snaphanen).

“Som historiker spænder han vidt – fra oldtiden over Byzans til det 20. århundrede. Det varer fra begyndelsen af firserne til begyndelsen af halvfemserne, hvor hans mentor på universitetet træder tilbage, og Davids kontrakt ikke forlænges. Dette er den mest fatale udstødelse. Der følger ganske vist nogle år i et stort hus i Cambridge finansieret af et amerikansk forskerlegat og derefter endnu et par år på et forskerinstitut i Philadelphia, men så kalder udlandet ikke mere, og David må med familie vende »hjem« til Danmark, som han ikke anser for sit hjem. Det fremgår klart, da han ansættes i DUPI, Dansk Udenrigspolitisk Institut: »Jeg havde rådgivet Pentagon og CIA. I forhold hertil var DUPI en latterlig lille biks.« Hvor provinsmentaliteten trives, især hos chefen Svend Aage Christensen. David Gress får udgivet bogen From Nato to Plato, som roses i de store amerikanske aviser, men: »Hvor jeg på Hoover (på Stanford B. B.) ville være blevet hyldet for en stor bogudgivelse og have fået receptioner og taletid på medier, var det nærmest på DUPI, som om jeg havde bøvset ved middagen (…) Jeg havde i min naivitet tænkt, at det da var en god reklame for DUPI, at en medarbejder fik udgivet en bog i USA til almindelig hyldest. Intet af slagsen.« Hans chef driller ham i stedet med, at de 12.000 solgte eksemplarer i USA ville svare til nogle hundrede her i landet set i forhold til befolkningstallet.

Småligheden fejrer triumfer i Danmark, helt sikkert. Således kaldes Gress til orden, da han skriver kronik i avisen uden at have forelagt teksten til godkendelse hos DUPIs ledelse. Så meget for vores højtbesungne demokratiske åbenhed og frie diskussion! Men samtidig er David Gress’ holdning til sit fødeland så arrig, at man bliver alvorligt bekymret for hans ophold her i landet. For mens man med Berufsverbot altid har ment udelukkelsen af venstreorienterede, må man nok sige, at begrebet i dag mere gælder højreorienterede som David Gress…

Men så kommer en svada, der vil udelukke David Gress fra ethvert, næsten da, godt selskab: »Magthaverne har i strid med deres egne vælgeres tarv importeret elementer, der gebærder sig som et nyt herrefolk, plyndrer, voldtager, tæver og røver (…) De tyske besættelsestropper i 1940-45 var mindre voldelige, opførte sig pænere og kostede samfundet langt mindre…« Hvad David Gress grundlæggende afskyr, er det selvhad, den vestlige kulturs repræsentanter udviser i multikulturalismens navn.”

Oploadet Kl. 04:39 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
Arkiveret under:


6. december 2008

David Gress: “Den sydlige halvkugle oplever kuldegrader, der ikke er set i 80 år…”

Godt læserbrev af David Gress i dagens Jyllandsposten.

Klimabenægtere
En klimabenægter er ifølge ordets ophavsmænd en person, der benægter, at menneskelig aktivitet påvirker klimaet enten lokalt eller globalt i målelig grad. Ifølge ophavsmændene er denne indstilling ikke blot videnskabeligt forkert, men kriminel, og mange er efterhånden de røster, der forlanger klimabenægtere tiet ihjel eller det, der er værre. Klimabenægteri føjer sig således til rækken af tanker, som stærke kræfter anser for så forbryderiske, at de bør forbydes.

Ordet er givetvis møntet i analogi til Holocaust-benægter, altså en person, der benægter massemordet på jøder under Anden Verdenskrig. Holocaust-benægteri er strafbart i visse lande, dog heldigvis endnu ikke i Danmark, hvor mange endnu mener, at tanker aldrig kan være strafbare, så mærkelige de måtte være; det kan kun handlinger.

Imidlertid halter analogien. En Holocaust-benægter benægter, at visse historiske begivenheder fandt sted. En klimabenægter benægter imidlertid ikke klimaet som sådan, men en bestemt og politisk komplet dominerende teori om, hvorfor klimaet forandrer sig og i hvilken retning. De sande klimabenægtere er vel de mange, der tror, at mennesker kan påvirke klimaet, og at klimaet derfor ingen egeneksistens har. Grundene til dette egentlige klimabenægteri er mange. Politikere og medier peger på videnskaben, tilsyneladende uden at vide, at videnskaben, altså forskerne, er delt, og at tesen om den menneskelige indflydelse er fremført også af ideologiske grunde. De er af to slags. Den ene er venstrefløjens evige ønske om at underkaste samfund og økonomi total politisk kontrol baseret på illusionen om at kunne skabe det fuldkomne samfund og på, at det eksisterende er så råddent, at det fortjener at ødelægges. I det perspektiv er klimasagen dagens modsvar til 70’ernes klassekampsideologi og 80’ernes fredsbevægelse, og det bør mane udenforstående til eftertanke, at de samme folk, der tænkte datidens totalitære tanker og dermed tog fejl i alt af betydning både politisk og moralsk, nu igen ønsker at kvæle frihed og forarme menneskeheden. Hvorfor skulle de for første gang i historien have ret?

Den anden grund er magthavernes ønske om endnu mere rådighed over samfundenes ressourcer. Klimasagen kommer som sendt fra himlen for folk, hvis livsindhold er at udøve magt, for her har de en sag, hvor magtudøvelsen kan iklædes uskyldens gevandter, især hvis man kan overbevise sig selv om, at man redder verden ved at øge politikernes kontrol. Første gruppe er uden for rækkevidde; dens formål er uforenelige med frihed og fremskridt. Den anden handler efter interesse og kan derfor overbevises. Første skridt er, som Bjørn Lomborg gør, at vise, at selv om det skulle passe, at mennesker påvirker klimaet, vil de nuværende utroligt kostbare ordninger, der med sikkerhed vil reducere fremtidens velstand, ikke få nogen brugbar virkning. Det er penge ud ad vinduet eller rettere sagt til interesserede parter, der tjener på panikken.

Det ironiske er, at de værste tiltag formentlig kommer nu, da den målelige opvarmning er gået i stå og vi muligvis står over for en kuldeperiode. Den sydlige halvkugle har allerede oplevet kuldegrader, der ikke er set i 80 år, og i sommers måltes de koldeste temperaturer i 50 år i Alaska. Ingen ved, hvor klimaet går hen; at det går mod langvarig opvarmning er ikke mere sandsynligt end det modsatte. Og at opvarmning er skidt er noget, som ingen tidligere generation ville have ment. Langt flere omkommer af kulde end af varme; hvis opvarmningen skulle begynde igen, er det snarere noget at glæde sig over. Ingen kultur vil overleve en istid.

Det er penge ud ad vinduet eller rettere sagt til interesserede parter, der tjener på panikken.

(P1-program hvor ‘global opvarmning’ betyder ‘menneskeskabt global opvarmning’)

(P1 serie: Alle taler om vejret…)

Opdate.

  • 6/12-08 Politiken – Forlag retter fejl i geografibog.
  • 6/12-08 DR Online – Forældet klimabog skrives om.
  • “Bogen er blevet kritiseret for at så tvivl om, hvorvidt menneskets udledning af drivhusgasser er hovedforklaringen på den globale opvarmning… På baggrund af kritikken har forlaget haft kontakt med forfatterne og bedt dem om at skrive bogens afsnit om klimaforandring om.”

    Oploadet Kl. 11:36 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer
    

    5. november 2008

    David Gress: “… terrorister udøver terror, fordi de er mindre bange for os, end de hader os.”

    David Gress i lørdagens Jyllandsposten (1/11-08).

    Terrorister skal være bange
    Oderint dum metuant : »Lad dem hade, når blot de frygter«. Udtalelsen er af den romerske historiker Sveton tillagt den tyranniske kejser Caligula, som absolut ikke er et mønster til efterfølgelse. Men selve meningen, nemlig at hadefulde folk er uskadelige, hvis de samtidig er bange, er ganske aktuel, nemlig i terrorbekæmpelsen.

    Hvorfor har vi terror ? Ja, der er som bekendt lige så mange grunde, som der er snakkesalige eksperter, men én grund er ubestridelig, og den er, at terroristerne ikke er bange for os, for hvis de virkelig var bange, ville de ikke turde øve terror . Det har alle dage været tilfældet, også længe inden den islamisk-arabisk-antivestlige terror tog sin begyndelse med den flykapring i 1968, der satte den smukke unge terrorist Laila Khaled på alverdens forsider.
    At terrorister øver terror , fordi de er mindre bange for os, end de hader os, forudsætter alle de andre virkelige eller opdigtede grunde, som de måtte have. De er også ligegyldige, for sagen er, at vi har terror , og det handler derfor om at afskrække og straffe den for at sikre os selv, inden vi eventuelt forsøger at tage os af årsagerne. Eftersom det imidlertid viser sig, at den vigtigste årsag faktisk er, at terroristerne ønsker at udslette eller i hvert fald kue os, er det mest påtrængende da også at gøre dem så rædselsslagne for, hvad vi vil gøre mod dem, at de vil holde sig til snak og had og ikke skride til handling.

    Det lyder ikke svært og er det heller ikke, men de seneste år har til overmål vist, at Vesten ikke længere besidder de frygtløse ledere, der i tidligere tider holdt de hadefulde i skak.

    Men i sammenligning med fortidens handlekraftige europæiske statsmænd – en Winston Churchill, en Charles de Gaulle – er alle, såvel amerikanere som europæere, i dag fra Venus. Mange europæere elsker forestillingen om amerikanere som Ronald Reagan eller George W. Bush som cowboys, der skyder, før de stiller spørgsmål. Det er naturligvis en total karikatur. Det er sandt, at de i sidste ende kan finde på at skyde, men først efter endeløs diskussion og under konstant kritik fra egne rækker.

    Problemet med terrorbekæmpelse er ikke, at vi ikke kender den rette metode, men at vi ikke er i stand til at anvende den. Her i landet har vi netop fængslet to og løsladt en tredje mistænkt for blandt andet at ville myrde tegneren Kurt Westergaard. Det kan stadig ske. Westergaard må leve i frygt, mens den potentielle terrorist har fri bane og i hvert fald ikke behøver frygte andet end fængsel. De frygter os mindre, end de hader os, fordi de ikke har ret meget at frygte. Den dybeste grund hertil er, at vi i vore højt besungne retsstater ikke kan finde ud af, at terror ikke er et juridisk, men et politisk problem, som kræver en politisk reaktion, hvis vi vil overleve.

    Det var Bill Clintons fejl i USA, at han ikke forstod dette og derfor lod Al Qaida vokse sig stærk nok til at udøve angrebet 11/9 2001.
    Så længe vi ikke indser , at det er utåleligt, at uskyldige mennesker må leve under beskyttelse, mens potentielle voldsmænd frit kan planlægge overfald, har vi ikke forstået kampen mod terror. Logikken med at gøre dem mere bange for os, end de hader os, kræver noget, retsstaten, der forudsætter fred og basal enighed, ikke kan levere. Hvad kan så? Måske en særlig krigsretstilstand for terrorbekæmpelse, med helt klare regler for, hvornår den indtræder, og med umiddelbare og voldsomme sanktioner mod overgreb. Så kan de hadefulde lære præcis, hvad vi vil gøre ved dem, og måske derved lære at frygte igen.

    Oploadet Kl. 13:58 af Kim Møller — Direkte link49 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    4. oktober 2008

    David Gress om den spanske borgerkrig

    Fra onsdagens Jyllandsposten. David Gress i kronik om den spanske borgerkrig – Den (u)undgåelige krig.

    “Den spanske borgerkrig (1936-1939) er krigen, der ikke vil forsvinde. Den har fremkaldt en enorm litteratur, der næsten uden undtagelse modbeviser reglen om, at sejrherrerne skriver historien. For mens det var kommunister, socialister og anarkister, der tabte, har det været deres ideer og forståelse af krigen, der har skabt den fortælling om krigen, der har domineret i offentligheden såvel i Spanien som i resten af verden.

    Denne fortælling, for nylig opridset endnu en gang af forfatteren Klaus Rifbjerg i en kronik i Politiken, lyder således:

    ”Den 2. spanske republik, der opstod i april 1931, da kong Alfons XIII valgte at gå i landflygtighed, var demokratisk og repræsenterede det spanske folks sande interesser. Republikkens venstreorienterede regering i 1931-33 under Manuel Azaña gjorde sit bedste for at indlede gennemgribende og nødvendige reformer af godsejervældet, af militæret og af uddannelsesvæsenet, som i alt for høj grad var præget af reaktionære, katolske kræfter.

    Denne demokratiske udvikling truede de besiddende klasser, som derfor gjorde alt for at opbygge antidemokratiske, militante og voldelige bevægelser såsom den halvfascistiske Falange Española. Samtidig konspirerede de rige og kirken med antidemokratiske officerer for at forberede et statskup mod demokratiet. De reaktionære kræfters overgreb på demokraterne provokerede arbejderopstanden i oktober 1934, som blev slået ned med hård hånd.

    Angsten for et reaktionært kup var hovedårsagen til, at venstrepartierne vandt valget i 1936 og fik flertal i Cortes (parlamentet). De progressive fortsatte deres demokratiske politik, hvilket drev højrefløjen til at støtte det oprør, som en gruppe yngre officerer iværksatte i juli samme år. Oprøret var et fascistisk og katolsk kup mod en demokratisk regering. Den derpå følgende borgerkrig var derfor et demokratisk styres berettigede kamp mod et fascistisk terrorregime, som vandt krigen takket være støtte fra det fascistiske Italien og det nationalsocialistiske Tyskland. Under og efter krigen udførte de fascistiske oprørere utallige massakrer, plyndringer og andre ugerninger, der kostede en halv million livet.

    Oprørslederen Francisco Franco installerede derpå et blodigt og hævngerrigt diktatur, som kostede yderligere hundredtusinder livet. Regimet tjente de rige og undertrykte de fattige; uddannelse blev erstattet af propaganda og kritikere røg i fængsel eller blev henrettet. Da Franco endelig døde i 1975, fik de demokratiske kræfter deres længe ventede chance til at fortsætte. Det konstitutionelle monarki af i dag er således ifølge den nuværende regeringschef José Zapatero fortsættelsen af republikken og et opgør med republikkens fjender”.

    Hver eneste sætning i denne fortælling er falsk… bundfalsk, forløjet og egnet til at fremme de værste fordomme og undergrave det spanske demokrati. Her følger en sandere fortælling, der er mere loyal såvel over for de historiske kendsgerninger som over for aktørernes egne holdninger og handlinger:

    Manuel Azaña, den venstrerepublikanske regeringschef 1931-1933 og republikkens præsident 1936-39, var ingen mønsterdemokrat. Han troede i den franske revolutions ånd på et styre af de kloge og gode og agtede ikke at lade politiske modstandere tage magten fra sig. De reformer, hans regering indledte, var hverken velgennemtænkte eller vel udførte. Regeringen lukkede snesevis af fornemme katolske læreanstalter, herunder Spaniens eneste institut for økonomisk forskning. Den tillod bander af anarkister og andre voldsmænd at myrde snesevis af formodede fjender og afbrænde uvurderlige biblioteker og kunstskatte.

    Højrefløjen reagerede ikke herpå med gengældelse eller sammensværgelser. Tværtimod insisterede dens ledende skikkelser såsom Franco eller politikeren José Gil-Robles på at overholde de republikanske spilleregler, selvom de selv personligt foretrak monarkiet. Falangepartiet, som var det nærmeste, Spanien fik en fascistisk bevægelse, var minimalt og aldeles ude af stand til at hamle op med bølgen af revolutionær vold. Højrefløjen deltog loyalt i de politiske valg og vandt da også valget 1933 med stort flertal.

    For ikke at provokere venstrefløjen dannede valgets sejrherrer en moderat centrumregering under ledelse af det radikale parti, der havde været republikansk årtier inden de fleste, der brystede sig af den etiket. De radikales leder Alejandro Lerroux nægtede i et år at optage medlemmer af det største højreparti, Gil-Robles’ CEDA, i regeringen for ikke at provokere venstrefløjen. Igennem hele republikkens korte historie var det højrefløjen, der udviste det mest konsekvent demokratiske sindelag, selvom mange af dens folk ikke var demokrater, mens det var venstrefløjen, der begik næsten alle voldshandlinger og overgreb på det demokrati, den hævdede at værne.

    Arbejderopstanden i oktober 1934 var ikke drevet af nød eller angst for fascisme, en angst socialistlederne selv erkendte var rent opspind. Den var forsøget på at udløse en voldelig revolution og var dermed det størst tænkelige angreb på demokratiet. Den var også første etape af borgerkrigen.

    Det, der fik bægeret til at flyde over for kritikerne af venstreregeringens politiske kurs, var netop, at den folkefrontsregering af revolutionære partier, der udgik af valget i februar 1936, ikke længere var demokratisk og ikke længere loyal mod republikkens grundlæggende principper. Den var snarere præget af en accelererende udglidning mod revolutionær aktivisme rettet ikke mod at udvide demokratiet, men mod at ødelægge det og indføre et socialistisk diktatur.

    Ikke for ingenting kaldtes socialistlederen Francisco Largo Caballero for »den spanske Lenin«. Hans beundring for det sovjetiske diktatur, hvis massemord på millioner ikke ligefrem var ukendt i samtiden, var grænseløs. Da han blev styrets ledende mand efter det militære oprør i juli, var det derfor logisk, at han af alle kræfter fremmede den revolutionære proces.

    Det styre, der forsvarede sig mod Francos oprør, var derfor ikke længere en demokratisk republik i ordets egentlige betydning, men noget, der snarere lignede det, kommunisterne senere skulle kalde for ”folkedemokratier”, altså diktaturer, hvor kommunistpartiet og dets håndlangere har al magten og nådesløst bruger den til at udrydde modstandere og overtage den totale magt over samfundet, økonomien og kulturen. På den anden side var Franco ikke fascist, men konservativ katolik og frem for alt spansk patriot.

    Kommunistpartiet, som var minimalt i februar 1936, voksede eksplosivt hen over sommeren og efter borgerkrigen brød ud. Fra foråret 1937 havde det sikret sig den reelle magt i det, omverdenen stadig betragtede som den spanske republik.

    Igennem stråmænd som socialistlederen Juan Negrín, regeringschef 1938-39, sovjetiserede kommunisterne de dele af Spanien, de kontrollerede.”

    Oploadet Kl. 10:40 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    14. december 2007

    ‘Storbyer som Frankfurt, Duisburg og Berlin vil inden for et par årtier have muslimsk flertal’

    David Gress i gårsdagens Jyllandsposten om Walter Laqueur – Har Europa en fremtid?

    “De europæiske samfund er uden undtagelse dødssyge, mener Laqueur. Det alvorligste symptom er europæernes lave fødselstal, som, hvis de fortsætter, ganske rigtigt vil dømme det Europa, der hidtil har eksisteret, til selvudslettelse. Mange storbyer i England, Tyskland og Italien har i sidste generation mistet en femtedel af deres indbyggere. London, der for 50 år siden var verdens største by, mister 100.000 indbyggere om året… En selvvalgt demografisk katastrofe truer…

    Den ene er, at samfundene bliver ældre, og det i voksende takt. I næste generation vil arbejdsstyrken i de større europæiske lande svinde med op mod en tredjedel, mens antallet af personer på overførsel vil vokse tilsvarende. Det vil kræve stærkt stigende skatter, som vil gøre det endnu dyrere at stifte familie. Allerede for 25 år siden identificerede den russiske demograf Mikhail Bernstam, hvad han kaldte for velfærdssamfundets indbyggede dødsspiral. Offentligt garanteret velfærd kræver høje skatter, som afskrækker familiedannelse og opmuntrer tidlig pensionering. Spiralen forstærkes for hver generation, indtil hele systemet bryder sammen.

    Den anden følge eller snarere ledsageomstændighed er den store muslimske indvandring. Den begyndte uplanlagt, men begrundes nutildags ofte med behovet for arbejdskraft til at fylde det demografiske hul. Men hvis det er meningen, skriver Laqueur, så må man sige, at intet europæisk land har formået at få ligningen til at gå op. Integrationen er intetsteds lykkedes særlig godt…

    Laqueur konstaterer, at den voksende muslimske befolkning i Europa over tid er blevet mindre snarere end mere integreret. Overalt har muslimerne af grunde, der fra deres synspunkt er forståelige, dannet parallelsamfund finansieret af de europæiske skatteydere og formidlet af velmenende, bureaukrater. Mange indvandrere og efterkommere behøver ikke arbejde, for de kan leve for andres penge. Det har ikke blot gjort parallelsamfundene mulige, men også hos mange muslimer ført til en holdning karakteriseret af krævementalitet, fornærmethed og foragt for de indfødte.

    England modtog fra 1960’erne mange indvandrere fra det indiske subkontinent. Hinduer og sikh’er ankom ikke med markant flere ressourcer end muslimer, men de har klaret sig bedre. Typisk ved at åbne små forretninger, drive dem med familiens hjælp og dermed bekoste næste generations sociale opstigen. Muslimerne derimod, som for eksempel bangladesherne i øst-London eller pakistanerne i Bradford, lukkede af for det omgivende samfund og hersker nu uindskrænket og uanfægtet af engelsk lov og ret. I Bradford var der i 1982 én moské, nu er der 60. De pakistanske byrådsmedlemmer modtager besked om, hvordan de skal stemme, pr. sms fra landsbyhøvdinger i Pakistan. Hvide kvinder kan ikke gå ude om natten.

    Tyskland modtog især tyrkere, men det var ikke sekulariserede, uddannede og vestligt orienterede tyrkere, derimod folk fra de fattigste og mest rettroende landsbyer i Anatolien. I Tyskland er disse tyrkere blevet radikaliseret af strenge imamer og lever for manges vedkommende en permanent tilværelse på overførsel. Velment multikulturalisme forbyder tyske myndigheder at kræve kendskab til tysk eller til at kontrollere, om og i hvad der undervises i skolerne i muslimske distrikter. Storbyer som Frankfurt, Duisburg og Berlin vil inden for et par årtier have muslimsk flertal…

    De kommunale skoler i Øst-London får særlige tilskud for hver bangladesh-elev, der består eksamen. Det har givet hvide forældre det ikke ubegrundede indtryk, at skolerne dumper hvide elever for at hæve andelen af bangladesher, der består, og derved opnå de særlige tilskud.

    Eksemplet illustrerer en holdning, som er så dybt indpodet i europæiske magthavere, at den er blevet en ren refleks. Den bunder i en noget forvirret opfattelse af, at indvandrere og efterkommere, der ikke klarer sig godt, er uforskyldt undertrykt og derfor fortjener særlig hjælp. Den bunder også i et meget bredere kompleks af tvangstanker og ideologi, som foreskriver, at alt, der er traditionelt europæisk, såsom national stolthed, kristendom, arbejdsetik og troen på, at lærdom og viden er goder i sig selv, må forkastes, for de har ført til imperialisme, kolonialisme og udbytning.

    Nogle har døbt dette kompleks selvhad. De, der lider af komplekset, er typisk hvide, veluddannede og velhavende europæere. De hader det traditionelle Europa, derfor hader de sig selv, for de er produkter af det Europa, som har givet dem det gode liv, de har.

    Det er imidlertid misvisende. Disse mennesker, som befolker Europas medier, uddannelsesvæsener og ikke mindst ministerier, styrelser, parlamenter og regeringer fra Bruxelles og Strasbourg ned til de mindste byråd, hader overhovedet ikke sig selv. De er tværtimod overbeviste om, at de er oplyste, tolerante, retfærdige og ganske enkelt bedre mennesker end flertallet af indfødte europæere, som ikke deler deres holdninger. Det er derfor ikke rigtigt at tale om selvhad, men snarere, som den engelske filosof Roger Scruton har foreslået, om ”oikofobi”, hvilket betyder ”had til éns hjem”. Det er præcist rigtigt. Euro-eliten hader ”sit hjem”, altså det Europa, der skabte den, og som den med al magt søger at ødelægge.”

    Oploadet Kl. 17:48 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    10. november 2007

    Udtalelserne var forfærdelige, hed det. Men var de forkerte, altså videnskabeligt forkerte?

    Interessant kommentar af David Gress i dagens Jyllandsposten, hvor han beretter om biologen James Watson – En moderne lynchning (papir).

    “I nogle år var Watson leder af projektet for det menneskelige genom, som i 2003 fuldførte kortlæggelsen af den menneskelige arvemasse… Watson brød tabuer, som ikke er tabuer blandt dem, der ved noget om tingene, men derimod i den store offentlighed, som i stigende grad er styret af dagsordener, der har til formål at kvæle debat, fordømme uønskede ytringer og intimidere dem, der insisterer på, at videnskabens formål er uden tabuer af nogen art at beskrive naturen, herunder den menneskelige.

    Et tabu er, at den menneskelige evolution efter darwinistiske principper ikke stoppede i det øjeblik, det biologisk moderne menneske opstod, hvilket skete for mellem 100.000 og 50.000 år siden i Afrika.

    Hvis det skulle være sket, ville det stride mod alt, hvad vi ved om biologisk udvikling. Ifølge moderne genetik må vi snarere forvente, at udviklingen er fortsat, i og med at forskellige grupper har reageret på forskelle i omgivelserne ved at udvikle overlevelsesdygtige egenskaber, som derfor er blevet dominerende i de pågældende befolkninger.

    Et andet tabu er, at der blandt disse forskelle mellem grupper, der lever i forskellige miljøer, også vil være forskelle i hjernens udvikling og herunder i intelligens, altså evnen til at håndtere kompleksitet.

    Det begynder vi nu at kunne se. Et forskerteam i Chicago har allerede lokaliseret to gener for hjernens udvikling, som først optrådte for henholdsvis 20.000 og 6.000 år siden, altså næsten i historisk tid, i forskellige befolkninger.

    Det store islandske génprojekt, som skal forebygge arvelige sygdomme ved at kortlægge en kendt befolknings genetiske historie, viser, at det efter kun 1.000 års bebyggelse på Island er muligt at lokalisere en person til en af 11 regioner af landet via vedkommendes gener.

    Hvad Watson skrev var, at »der ikke er nogen god grund til at antage, at de intellektuelle evner hos folk, der i deres evolution har levet geografisk adskilt, skulle have udviklet sig ens. Det, at vi ønsker at antage, at ensartede forstands-evner er alle menneskers universelle arv, er ikke nok til, at det også er sådan.«

    Bomben sprang, da han i et interview i London, hvor Videnskabsmuseet havde inviteret ham til et totalt udsolgt foredrag i anledning af hans bog, sagde, at han var »nedtrykt over udsigterne for Afrika … fordi al vor udviklingspolitik er bestemt af troen på, at deres intelligens er den samme som vor, mens alle tests siger, at det er den ikke.«

    Videnskabsmuseets director Chris Rapley aflyste foredraget med den begrundelse, at udtalelsen »overskred grænserne for acceptabel diskussion.«

    Cold Spring Harbor-laboratoriet, som ikke ville eksistere i dag, hvis ikke Watson igennem årtier havde skaffet finansiering og leveret dynamisk ledelse, afskedigede ham som direktør. Rapley og Cold Spring Harbors bestyrelse har nu indskrevet sig sammen med de inkvisitorer, som tvang Galileo til at sige, at solen kredser om jorden, i rækken af ideologer, der foretrækker løgn for søgen efter sandhed.

    Og videnskaben kender ingen grænser for »acceptabel diskussion«. Gjorde den det, levede vi stadig uden antibiotika, computere og elektricitet. Men det er åbenbart ved at ændre sig.

    En række kendte videnskabsfolk, dog ingen på noget, der bare ligner Watsons niveau, og heller ikke nogen specialister i human genetik, tog rystet afstand fra udtalelserne, som også denne avis kaldte »racistiske« (18/10).

    De var forfærdelige, hed det. Men var de forkerte, altså videnskabeligt forkerte? Det var der ingen, der sagde af den gode grund, at de ikke er forkerte, men bedre dokumenteret end mange andre videnskabelige påstande.

    Man skulle altså forstå, at det er moralsk forkasteligt at fremsætte spekulationer, som har god basis i den bedste videnskabelige dokumentation. Man skulle forstå, at man skal holde kæft, hvis man er interesseret i sandheden om visse ting, fordi det af politiske grunde er uønsket, at denne sandhed kommer frem.

    Apropos.

  • 17/10-07 Politiken – Nobelprisvinder: Sorte er dummere end hvide.
  • 18/10-07 Jyllandsposten – Museum aflyser forelæsning efter racistisk bemærkning
  • 22/10-07 Information – Nobelbelønnet dna-forsker skaber røre om raceforskelle.
  • 

    10. februar 2007

    David Gress om IPCCs rapport og mediernes brug af samme

    Fra dagens Jyllandsposten. David Gress om Uberettiget klimaalarm.

    “Medier i hele verden er gået totalt i selvsving over det netop udsendte resumé af 2007-udgaven af FNs internationale klimaforskningspanel IPCCs rapport om klimaændringer.

    Resuméet af rapporten siges at påstå, at det nu er 90 pct. sikkert, at global opvarmning skyldes menneskelig aktivitet, og at de gennemsnitlige temperaturer vil stige mellem 1,5-5,8 grader.

    IPCCs rapporter udkommer under stigende mediebevågenhed for hver gang, de opdateres. Samtidig hedder det sig, at resuméerne ved hver opdatering har forstærket sproget.

    Det er imidlertid ikke rigtigt, at det nye resumé hævder, at opvarmningen med 90 pct.s sikkerhed skyldes menneskelig aktivitet. Sproget er faktisk forsigtigt, og det vil være endnu mere forsigtigt, når den egentlige 5.000 siders rapport foreligger om nogle måneder.

    Det er misvisende at skrive, som mange har gjort, at resumeet og den bagvedliggende rapport bygger på 2.500 klimatologers arbejde i seks år på at fremskaffe den bedst tænkelige viden. Den formulering tyder på en vis naivitet i forhold til, hvordan angivelig videnskabelig enighed opstår, især når den enighed sker på et område af kolossal politisk og økonomisk betydning.

    IPCC-resuméerne, hvorpå politikere støtter deres tro på, at opvarmningen er menneskeskabt og derved kan kompenseres ved politiske tiltag, fremhæver resultater, der kan bruges til at fremme det formål, som IPCCs politiserende ledelse i forvejen har ønsket, nemlig resultater, der kan bruges til at øge CO{-2}-afgifter og især til at redde den skrantende Kyoto-protokol.

    Undersøgelser, der peger i andre retninger, bliver ikke fremhævet i resumeerne, som er det eneste, politikere og mediefolk læser…

    Det er nødvendigt at sondre mellem to påstande.

    Den ene er, at opvarmningen hovedsageligt er menneskeskabt. Den anden er, at opvarmningen vil få katastrofale følger, og at kun ved politiske og økonomiske indgreb kan disse følger mildnes.

    Ingen af påstandene holder.

    IPCC-rapporterne har altid underspillet andre mulige forklaringer på den opvarmning, der vitterligt har fundet sted, især i årtierne 1940-1970, for eksempel variationer i solens stråling eller andre langtidsvirksomme dynamikker i klimaet, som vi simpelt hen ikke ved nok om, da klimaet måske er det mest uforudsigelige og komplekse system, vi kender i naturen.

    Artiklen bruger gletsjerne som eksempel på, at opvarmningen smelter is, som derved får vandstand og luftfugtighed til at øges. Det er imidlertid afslørende, at grafen henviser til 30 gletsjere, der er blevet mindre siden 1980. Men der findes i verden ca. 160.000 gletsjere, hvoraf langt de fleste aldrig er besøgt af noget menneske. Der er intet belæg for at slutte fra de 30, man har målt, til de 159.970, man ikke har målt…

    Der er tværtimod en del belæg for at slutte, at iskappen såvel på Antarktis, der omfatter 90 pct. af alt ferskvand på Jorden, som på Grønland faktisk er blevet tykkere siden 1980. Sydgrønland havde i 1930erne temperaturer mindst på højde med de nuværende. Gletsjerne (jøklerne) på Island, Europas største, er også blevet større de seneste 30 år.

    Der er heller intet belæg for at slutte, at opvarmning vil føre til stigende vandstand. På en række øer i Det indiske Ocean og Stillehavet har man ikke målt nogen vandstandsstigning de seneste 100 år.”

    Gress henviser til følgende…

  • 14/12-06 Marshall Institute: Shattered Consensus: The True State of Global Warming.
  • 5/2-07 Sunday Telegraph: Climate chaos? Don’t believe it.
  • 5/2-07 Sunday Telegraph: Apocalypse cancelled. Discussion, calculations and ref… (40 s., pdf).
  • Oploadet Kl. 20:27 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    29. januar 2007

    Dinesh D’Souza: Islamisterne foragter de værdier det kulturelle venstre kæmper for

    Fra fredagens Jyllandsposten. David Gress anmelder Dinesh D’Souzas The Enemy at Home. The Cultural Left and Its Responsibility for 9/11Den virkelige fjende.

    “Desperate Housewives, bøsseparader, rapmusik og udenomsægteskabelig sex i Hollywood-film. Det er ifølge den indisk fødte, konservative samfundsdebattør Dinesh D’Souza eksempler på de kræfter, der er de egentlige skyldige i terrorangrebene 11. september 2001. De kræfter udtrykker en kultur, som resten af verden og herunder muslimerne må opfatte som pervers, dekadent og blasfemisk. 9/11 var i den opfattelse desperat nødværge mod en dødelig fare, der i skikkelse af amerikansk populærkultur truer med at undergrave muslimsk tro og værdier indefra… Hvis kulturvenstre vinder kampen, vil de kapitulere til jihadisterne

    Kulturkampen i USA står groft sagt mellem et højre, der går ind for traditionelle ægteskaber, blufærdighed, ansvar og religion, og et progressivt kulturvenstre, der insisterer på kvindens ligestilling overalt i samfundet uden hensyn til den enkeltes lyst og evner, homoseksuel frigørelse og en politisk dagsorden defineret af rettigheder snarere end pligter.

    Dette kulturvenstre omfatter de fleste i medie- og underholdningsbrancherne, de fleste i universitetsverdenen, mange i kirkerne og en del politikere. Det er folk som Michael Moore, George Clooney og Hillary Clinton. D’Souza anslår, at hen ved en fjerdedel amerikanere deler kulturvenstres værdier. Disse beskrives ofte som total frihed i adfærd og ytringer kombineret med feminisme og foragt for religion.

    Den totale frihed håndhæves imidlertid ensidigt. Eksempelvis kræver kulturvenstre total frihed for ytringer, der støtter feministers og homoseksuelles dagsorden, men derimod begrænsninger på ytringer, der kritiserer disse dagsordener. Eftersom kulturvenstre kontrollerer medier, underholdning og højere uddannelse, er det dets værdier, der anses for naturlige og rigtige, mens konservative værdier, hvis de overhovedet udtrykkes, stemples som reaktionære, mandschauvinistiske eller racistiske…

    Logikken i D’Souzas argument er, at det er kulturvenstre, der bestemmer, hvad der produceres af amerikansk underholdning, og derfor, hvad folk i fremmede kulturer oplever som amerikansk. Det er ydermere kulturvenstre, der har gjort en bestemt, feministisk præget definition af menneskerettigheder til en hjørnesten i amerikansk udenrigspolitik. Disse ting er voldsomt provokerende for verdens store flertal, siger D’Souza, for de ønsker ikke et samfund som det amerikanske, men at bevare deres egne traditionelle og patriarkalske samfund.

    Set udefra og især set fra traditionelle muslimers synspunkt ser det ud, som om »krigen mod terror handler om at påtvinge andre værdier, der er religionsfjendtlige og fremmer feminisme, homoseksualitet, prostitution og pornografi.«”

    Oploadet Kl. 09:27 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    

    8. november 2006

    David Gress: “Det, vi hører, er styret af journalisternes ønske om at ramme Republikanerne”

    Set hos Punditokraterne. David Gress hudfletter en af Poul Høis artikler i Berlingske Tidende om det amerikanske midtvejsvalg – Magt korrumperer.

    “Høi spørger ikke, hvem det er i Tracy, der ikke ønsker de nye veje, og citerer et ekstremt liberalt blad for en iagttagelse, der skal kaste smuds på Pombo. Hvor originalt.

    […]

    Høi gør behændigt Pombo til et miljøfjendtligt uhyre, fordi han vil tillade olieboringer langs Stillehavskysten og er kritisk overfor loven om truede dyrearter. Høi citerer som neutrale vidner en grøn pressionsgruppe og det progressive blad Rolling Stone for, at Pombo er en fjende af miljøet og derfor nødvendigvis ond og korrupt.

    Hvad Høi ikke kan eller vil se er, at loven om truede dyrearter udtrykker en ekstrem grøn ideologi, der konsekvent sætter “miljøet” over menneskenes interesser og som antager en illusorisk naturlig balance for det eneste antagelige politiske mål. Lovens håndhævere ved formentlig ikke engang, at de store redwood-skove i Nordcalifornien ikke er “naturlige”, men følgen af indianske skovafbrændinger for tusinder af år siden og af en række andre forandringer. Intet er stabilt, men loven antager, at der må findes en stabilitet, som skal opnås politisk, blandt andet ved at forbyde byggeri, veje og skovhugst.

    Taberne er de mennesker uden luksusjobs, som ønsker at stifte familie og leve anstændigt i Californien. De har få talsmænd og bliver ikke som McCloskey rost af Los Angeles Times.

    Så der er masser af korruption i amerikansk politik. Det er bare ikke den, vi mest hører om, og som er den ordinære slags illustreret af Jack Abramoff og hans transaktioner. Det, vi hører, er styret af journalisternes ønske om at ramme Republikanere. Det kan der være grund nok til, men hvorfor var journalisterne så ikke så nysgerringe, da Kina købte det meste af Clinton-administrationen eller da samme administration skabte de vilkår, der tillod Enron-banden at opbygge sit korthus? Vil de være lige så nysgerrige, når Nancy Pelosi med sine 55 mio. dollars i formue begynder at pleje sine interesser i rollen som formand for Repræsentanternes Hus? Næppe, for hun er en god mor og bedstemor og har sine vælgeres tarv på hjerte.

    Slutpointe 1: Ideologisk magt korrumperer også, og korruptionen i kraft af liberale mærkesager er mindst lige så farlig som den ordinære købe-stemmer-korruption, Abramoff og måske Pombo står for.

    Slutpointe 2: Poul Høi fortæller en god historie, men han er som altid døv for den virkelige historie. Han bevæger sig selv en atmosfære af elitær ideologi, som får de almindelige mennesker og deres interesser til ganske at forsvinde.

    Opdate. Mr. Law gav iøvrigt en god gennemgang af Poul Høi i sidste måned – Berlingskes dækning af USA. Få timer efter jeg lagde ovenstående artikel online hørte jeg Orienterings Niels Lindvig ytre følgende om Nancy Palosi…

    “… kun få politikere har i en valgkamp som i forvejen er beskidt, blevet dæmoniseret i en grad som hende.”

    

    15. juli 2006

    David Gress om EUs snigende tankecensur

    Fra dagens Jyllandsposten – lidt fra David Gress’ læserbrev om Det autoriserede forbudte sprog.

    “Ifølge Berlingske Tidende den 13. juli har EU’s koordinator for terrorbekæmpelse, Gijs de Vries, ladet udarbejde og til alle EU’s sprog oversætte et Ikke-følelsesladet leksikon til brug ved diskussioner af radikalisering. Ifølge dette leksikon skal alle, der udtaler sig på EU’s vegne, fremover undlade at sige islamiske terrorister. De skal i stedet sige terrorister, der misbruger islam eller lignende.

    […]

    … Leksikonets forfattere virker lige så selvhøjtidelige og pompøse, som de i realiteten er små og forskræmte. De påtager sig jo i ramme alvor at agere eksperter i islam og påberåber sig myndighed til at afgøre, hvad der er ret islam, og hvad der er misbrug. Disse af Deres og mine skattemidler aflønnede begrebsbetjente er pudsigt nok folk af samme støbning som dem, der hylder multikulturalisme og forklarer, at ingen kultur er bedre end nogen anden, og at ingen har ret til at dømme andre. Men her dømmer de frejdigt, at islamiske terrorister, der overhovedet ikke er i tvivl om, at de er fromme muslimer, i virkeligheden misbruger islam.

    Sådan ser man, hvordan den politisk korrekte foragt for den vestlige kultur i virkeligheden skjuler en kulturimperialisme, der er meget værre end den, foragterne hævder at bekæmpe. Hvilken islamisk instans har bedt disse vantro ignoranter om at etablere sig som en slags super-imamer, der skal afgøre, hvad der er misbrug af islam?

    […]

    De er ligeglade med, hvad det vil sige at misbruge islam. De er derimod ikke ligeglade med det for dem ubekvemme faktum, at terroristerne højlydt og indstændigt bedyrer, at de er fromme muslimer, og at terror mod sagesløse vantro og ikke mindst kvinder og børn udtrykker den højeste fromhed og den sandeste jihad, altså den sandeste anstrengelse for at følge Allahs vej.

    EU-funktionærerne har ikke lyst til at forholde sig til dette faktum, for så skulle de nemlig tage kampen mod terror alvorligt og ønske at føre den. Det er det absolut sidste, de vil. Det ville blandt andet provokere de muslimske befolkninger i EU. Og da funktionærerne ydermere har lært, at Europas fjender altid har ret, fordi de er undertrykt, så må vi sørge for ikke yderligere at undertrykke og fornærme dem. Det kan ske ved, at vi lader, som om terror er misbrug af islam.

    […]

    Leksikonnet er blot et eksempel på en snigende tankecensur, der under tilforladelige etiketter såsom hensyn og forståelse fremmes af magthavere over hele den vestlige verden. Fænomenet politisk korrekt sprog begyndte for en 20 år siden i USA og er nu med den sædvanlige forsinkelse, hvormed både godt og skidt fra USA kommer til Europa, nået hertil. Fortalerne for politisk korrekt sprog hævder lidenskabeligt, at ord kan såre, fordi ord på en slags magisk vis skaber virkeligheden. Det er faktisk en gammel overtro, som der er grund til at imødegå.”

    Oploadet Kl. 19:41 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper