5. december 2016

MSM om Castros død: Fra ‘politisk nekrofili’ til det ‘overdrevent afbalancerede’ – Kronik af Peter la Cour

Jeg har ikke haft tid til at se at gå i dybden med mediernes dækning af Fidel Castros død, men det jeg har set, har været historieløst. Professor Peter Kurrild-Klitgaard giver en række eksempler på det han kalder henholdsvis ‘politisk nekrofili’ og ‘overdrevent afbalancerede’. Catro var for medierne en farverig idealist, et ikon for Cubas befolkning, men også lidt kontroversiel, fordi ikke alle anerkender hans storhed.

Onsdag i sidste uge overhørte jeg et indslag i Orientering på P1, og måtte her lægge øre til rejseguide Brian Rasmussen, der tydeligvis var taget på gaden for at sørge med de Castro-tro. Herefter var det analyse ved lektor Jan Gustafsson, der talte om idealet om ’social retfærdighed’. Dagen efter hørte jeg det borgerlige samtaleprogram Cordua & Steno på Radio24syv med samme emne, men skiftede hurtigt igen. Torben Steno brugte udtrykket ‘de såkaldte socialistiske regimer’, og Jarl Cordua sammenlignede den cubanske diktator med Donald Trump. Næppe dækkende for programmet som helhed, men alligevel meget sigende.

(Sven-Erik Simonsen, Dansk-Cubansk Venskabsforening; Screencap: TV-avisen, 26. november 2016)

Kronik af cand.phil. Peter la Cour i Berlingske – Mon ikke sambasocialismen snart har danset sin sidste dans?

“Reaktionerne på den cubanske diktator Fidel Castros død tenderer i store dele af pressen til ærbødighed og respekt. Værst i TV Avisen på DR, hvor der var et sentimentalt og bogstavelig talt fidelt interview med formanden for dansk cubansk venskabsforening. Men det fortjener Castro ikke. Der er bestemt ingen grund til sentimentalitet. Han havde blod på hænderne.

Fidel Castro kom til magten på Cuba i januar 1959, da hans oprørshær i triumftog rykkede ind i Havana og straks omdannede byens nyopførte Hilton-hotel til regeringssæde. Forinden var Cubas hidtidige forhadte diktator Fulgencio Batista flygtet. Det blev begyndelsen på mere end 50 års umenneskelig undertrykkelse af den cubanske befolkning. …

Men var Fidel Castro da ikke noget ganske særligt? Jo! Denne mand og hans forbryderiske regime var noget ganske særligt – i hvert fald på den vestlige halvkugle.

I det halve århundrede, der gik, fra Castro rykkede ind i Havana, og frem til han – i hvert fald formelt – blev afløst af broderen Raul Castro, nåede Fidel Castros regime at dræbe omkring 73.000 cubanere – nogle få af dem under nedkæmpning af oprør – resten i fredstid under massehenrettelser, i fængsler, under tortur og i tvangsarbejdslejre. Endnu flere cubanere har været indespærret i disse lejre eller i Cubas utroligt uhumske fængsler. Man skal helt over til de hedengangne kommunistiske regimer i Østeuropa og Asien for at finde noget lignende.

I ‘Kommunismens Sorte Bog’ (red. Stéphane Courtois m.fl.), der udkom i Danmark i 2003, kan man læse, at Havanas fængsler og sportsstadion straks efter magtovertagelsen blev forum for summariske henrettelser og farceagtige folkedomstole, hvor folkemængden – ligesom i det gamle Rom – dødsdømte folk ved at vende tommelfingrene nedad.

Fuldstændig som Lenin gjorde det under den såkaldte Oktoberrevolution i 1917, begik Castro allerede i juni 1959 et kup mod hele den demokratiske del af sine medkæmpere fra revolutionen i januar samme år mod Batista-diktaturet. …

Det havde været et centralt programpunkt for alle de anti-Batista-revolutionære, at der skulle afholdes frie valg. Men det ville Castro pludselig ikke høre tale om: ‘Valg! Med hvilket formål?’ udtalte han. Så fjernede han de demokratisk sindede fra sin regering og suspenderede den gældende forfatning, der sikrede cubanernes fundamentale menneskerettigheder. I stedet styrede han efter dekret, indtil han i 1976 indførte en forfatning, der var inspireret af Sovjetunionens forfatning.

Forløbet i årene efter Castros magtovertagelse lignede til forveksling det, der skete i Sovjet og andre kommunistiske lande. Først blev fagbevægelsen knækket. Den havde ellers hjulpet Castro til magten. Så kom turen til den cubanske kirke, som ellers havde hjulpet Castro ud af fængsel under Cubas tidligere styre. Endelig fulgte en række stalinistiske skueprocesser mod folk fra egne rækker.



26. februar 2008

DR’s Cuba-kender: “for mig fremstod Cuba mere som et politisk diktatur… men så…”

Fidel Castro overdrog i weekenden ledelsen af Cuba til sin bror Raul. Sammen grundlagde de det kommunistiske diktatur for en menneskealder siden, og den slags giver den dag i dag goodwill i de fleste redaktionslokaler. Horisonts 25 minutter lange program om Cuba igår var et klassisk eksempel på overflade-objektivitet. Fra introduktionen…

“Igår var Fidel Castros sidste dag som præsident – eller enehersker, alt efter temperament… cubanerne er langtfra enige om hvordan hans eftermæle skal skrives.”

Lidt senere. Glanspoleret naivisme…

Steffen Kreutz, TVavisen: Du har boet på Cuba… Du har mødt Fidel Castro to gange… Du ser ham lidt som en helt med visse forbehold.

Da Castro besluttede sig for at gå af i sidste uge, ringede jeg til dig for at høre om du ville give dit bud på Fidel Castros eftermæle. Sådan en lille tale på to minutter, som du skulle komme og aflevere her i studiet, og det sagde du ja til. Hvordan lyder den?

Thomas Stenderup, filminstruktør: Altså, da jeg kom til Cuba for 24 år siden, der forstod jeg simpelthen ikke, hvorfor cubanerne og her taler vi altså om langt størstedelen af befolkningen, hvorfor de var så glade for deres leder Fidel Castro, for mig fremstod Cuba mere som et politisk diktatur… men så efterhånden, så forstod jeg… (to minutter om diktatoren Bastista, onde USA og fattige Latinamerika)

Jeg har tit undret mig over hvorfor det har været så nødvendigt at have et så stramt politisk greb om Cuba i alle disse år. Altså, hvorfor forfølge anderledes tænkende, altså hvorfor forhindre folk i at forlade Cuba…

Derudover medvirkede lektor Rosalba Cazon Lopez.

  • 19/2-08 Horisont, P1 – Fidel Castro (Jørgen Laurvig, Jens Lohman, Sven-Erik Simonsen, Rosalba Cazon Lopez).
  • 24/2-08 Orientering Søndag – Cuba efter Castro (Jørgen Laurvig, Niels Lindvig, Jan Gustafsson).
  • “Fidel Castro er for mange cubanere revolutionshelten… Men for mange andre blev Castro en diktator… Men uanset hvordan man opfatter Fidel Castro, er meningerne passionerede…

    

    20. januar 2008

    Hørt på P1: Man kan mene Cuba har en “anden form for demokrati”

    Fra fredagens Orientering på P1, der berettede om valget til den cubanske Nationalforsamling.

  • 18/1-08 P1 Orientering – Valg på Cuba.
  • Jan Gustavsson, CBS: Man stemmer ikke på samme måde som i en dansk eller vestligt demokratiopfattelse, om en bestemt ideologisk, politisk eller økonomisk politik, man kan sige, at hvor vi har et repræsentativt demokrati, og opfatter valg som et spørgsmål om at afgøre hvordan forskellige opinioner, forskellige dele af befolkningen repræsenteres, så opererer man i Cuba med en ide om en grundlæggende konsensus i samfundet. Altså et samfund hvor man basalt set er enige om hvad der skal ske…

    Thomas Buch-Andersen, P1: Men selv indenfor sådan et politisk konsensussystem er der et klart struktureret valgsystem…

    Jørgen Laurvig, DR: Nu snakker vi meget primærvalg i USA, og i virkeligheden er det cubanske valg også bygget op som en slags primærvalg…

    […]

    Thomas Buch-Andersen: Hvor meget kan man tro på resultatet, når vi nu efter søndagens valg får det.

    Jan Gustavsson: Teknisk set så tror jeg resultatet er reelt nok, hvis man skal være kritisk og kritisere valget og demokratiet på Cuba, så skal man ligesom gå nogle andre steder hen, og sige – jamen de folk der har, altså de stemmer som er optalt og bliver registreret, jeg tror de er reelle nok. Men som sagt, man kan sige, det er jo fraværet af almindelige opposition og en egentligt ideologisk og politisk diskussion i forbindelse med valget, som gør at man kan mene det her er et fuldstændig anderledes form for valg og anden form for demokrati end det vestlige parlamentariske demokrati.

    PS: I torsdags kunne man i Kulturnyt på P1 høre, hvorledes en stor humanistisk kunstner var i færd med at bygge en by i Slovakiet (sic) helt fra bunden. Gaderne var opkaldt efter hans idoler, såsom Che Guevara.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper