24. januar 2014

En episode i S-toget fra Køge til København: “En af dem kastede en pose affald efter undertegnede”

Jeg betragter sådanne episoder som dominansadfærd. Historiker Torben Hansen beskriver et kulturmøde i Den Korte Avis – Jeg sad fredeligt i kupeen, da indvandrerdrengene kastede en pose affald efter mig.

“De var en lille flok på tre eller fire, og de var næppe over 16 år. De stod på i Greve og hoppede, skubbede og hylede. Påklædning, udseende og accent viste, at her var det ikke Karsten og Rasmus, der foldede sig ud, men Abdullah og Mustafa.

En af dem kastede en pose affald efter undertegnede, som dog tidsnok dukkede sig for projektilet. Men de unge helte havde mere ammunition. Møgpose nummer to blev smidt i en anden retning – mod en kvinde i et hjørne. Hun nåede desværre ikke at dukke sig. Vi gik begge ud og stillede os op ved dørene.

En af de friske fyre sprang op og lagde sig på en bagagehylde over sæderne. Gutternes mærkelige lyde blev til råben og rungende latter. En midaldrende mand blev provokeret over larmen og råbte: ‘Kom ned – og skrid med jer!’

‘Fucking idiot. Hvorfor er du sur i dag? Får du ikke fisse?’

Manden rejste sig op. Han lignede ikke nogen svækling. De friske fyre blev stille, og et øjeblik så det ud, som om de ville tage en konfrontation. Men de valgte tilbagetoget og stod af i Ishøj.

Andre passagerer har overfor mig omtalt lignende ‘lavintensive’ optrin på denne strækning, men på et tidspunkt udstationerede DSB vagter. Det var som regel halv-uniformerede hærdebrede mænd – for en stor dels vedkommende af udenlandsk herkomst. De bevægede sig omkring i toget og tildels også på perronerne. Øjensynligt lagde deres tilstedeværelse en dæmper på gemytterne.”

Oploadet Kl. 05:38 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer
Arkiveret under:


4. januar 2014

Historiker Torben Hansen: “Socialkonstruktivismen er marxisme og kommunisme i ny indpakning…”

Historiker Torben Hansen i en længere tekst om socialkonstruktivisme.

Socialkonstruktivisme og historieløshed – Kommentar til en destruktiv ideologi

Den samfundsvidenskabelig forskning og de offentlige forvaltninger, der behandler sociale problemer, præges desværre af en mangelfuld ideologi – socialkonstruktivismen. Tankegangen har i praksis gjort sociologer, socialrådgivere og lærere blinde for kulturens betydning. Især i disse faggrupper har mange vænnet sig til at betragte mennesket som resultat af økonomisk-materielle processer, der kan registreres, måles og justeres.

En konsekvens bliver, at når et stort antal indvandrere fra ikke-vestlige lande skaber problemer, koncentrerer socialkonstruktivisterne sig kun om arbejdsløshed, boligforhold og indtægt. Den kultur, de pågældende indvandrere har medbragt, er derimod ikke interessant, selvom det er indvandrere fra helt bestemte lande, der skaber samme type problemer i de ret forskellige vestlige samfund fra Australien, over Danmark til Canada. Den socialkonstruktivistiske ideologi bygger nemlig på den antagelse, at personens eller gruppens kultur er ligegyldig, det er socialklassen der tæller. Så fx når unge tyrkiske kvinder i 2. generation i alt for ringe grad udnytter deres vestligt erhvervede uddannelse til selvforsørgelse, når voldtægtskrænkere i høj grad har muslimsk baggrund, samt iranske indvandrere lærer sproget på rekordtid og deres børn kan dansk ved skolestart, må forklaringen være noget ikke-kulturelt.

I denne forståelse har personer har heller ikke nogen essens i kraft af deres køn. Det er formningen der afgør hvilken retning begæret tager og hvilket køn man føler sig som. Så når små drenges hjerner lærer på en anderledes måde i skolen og seksualforbrydere næsten udelukkende rekrutteres blandt hankønnet, står socialkonstruktivisterne atter uden at plausible forklaringer.

Et andet af deres dilemmaer er, at de forestiller sig homoseksualitet som et individuelt (kulturelt) valg, samtidig med at den anden ende af deres teori fortæller dem, at mennesket formes af det største pres omkring hende, og de egentlig godt ved, at der intet pres eksisterer med at forme i homoseksuel retning. Socialkonstruktivister betragter mennesket som et stykke voks i omgivelsernes hænder. Individet er som det blanke stykke papir, hvorpå ydre faktorer skriver en tekst. Derfor kan og skal staten skrive de rigtige ord og omforme mennesket, så det passer ind i bestemte sammenhænge. Socialkonstruktivismen er marxisme og kommunisme i ny indpakning, og dermed er den urealistisk. Dens menneskesyn, tro på ’social engineering’ og bureaukratiske midler til at ændre samfundet lever videre efter Sovjetunionens sammenbrud, skønt alle kommunistiske eksperimenter er slået fejl i massedrab, fordummelse og elendighed.

Den modgift, der skal anvendes overfor den socialkonstruktivistiske ideologi er kendskab til historien – især kulturhistorien.

Kultur er andet og mere end operahuse og litteraturanmeldelser. Kulturer er systemer af normer, forventninger og idealer, der får mennesker til at føle og reagere på bestemte måder i forhold til andre mennesker. Normerne, forventningerne og idealerne indpodes fra barndommen og er svære at ændre. Vi oplever det lige nu med profet-tegningerne, hvor begrebet ytringsfrihed for en privat virksomhed (avisen Jyllandsposten), ikke kan fattes af hobevis af tilvandrede folk. De samme folk forventer at en politisk valgt person (statsministeren) skal varetage deres i princippet private følelser af krænkelse, ligesom de forventer at stater med mange muslimer beliggende i Mellemøsten vil sætte embedsmænd i gang med at skaffe, hvad de opfatter som oprejsning til netop deres sociale konstruktion, altså deres eget begreb om en bestemt religion, dens autoritet og dens hellighed. Mange af disse muslimer er ydermere af den opfattelse at voldelig gengældelse af verbal eller anden billedlig oplevet provokation er en retfærdig og etisk forsvarlig handling. Moses Olsen skal have nogen på frakken for at slæbe et kors gennem Nørrebro og prædike kristendom, og Pia Kjærsgaard må gerne overfaldes for sine forkerte meninger.

(Abu Hamzah fra ‘Kaldet til Islam’ truer islamkritisk DF’er – Omar Marzouk fryder sig; BT)

Historie er viden om visse fænomeners status som betinget af fortidige begivenheder. Eksempelvis er ethvert menneske resultatet af, at en kvinde og en mand havde en bestemt kontakt på et bestemt tidspunkt. Ni måneder senere fremkom et barn.

Den vestlige civilisation er et barn af en fortid, der strækker sig mere end to årtusinder tilbage. Sædvanligvis ønsker børn at vide noget om deres forfædre, men når det gælder kulturarv, ligger det tungt med den viden, den danske folkeskole giver eleverne. De akademikere, der skriver betænkninger og lægger retningslinjer for undervisningen, har for mange år siden ødelagt historiefaget. Her gives der ikke karakter. Kendskab til fortiden – og dermed kulturarven – betragtes ikke som vigtigt.

Tilsvarende er socialkonstruktivisterne ligeglade med den førmoderne verden, de ikke-vestlige indvandrere kommer fra. De mange problemer, der opstår i et kultursammenstød med et moderne og demokratisk samfund, undersøges ikke seriøst. Reelt anerkender forskerne og den bureaukratiske praksis ikke betydningen af en mentalitet, der medbringes fra en livsform uden frihed, borgerrettigheder og ligestilling.

Socialkonstruktivismen fører til historieløshed og til tab af kollektiv identitet. Skolens elever udrustes og opmuntres ikke til at føle sig som arvtagere efter de mange generationer, der har ydet et bidrag til at skabe den europæiske kultur og dermed nutidens frihed, orden og velstand. I skolernes historiebøger skildres fortiden gennemgående som noget primitivt, dumt eller uretfærdigt. Modsætningen er nutidens tekniske og administrative forbedringer, der eksempelvis sikrer bedre transport, mere effektiv produktion af levnedsmidler eller indkomstudjævning. Europas fortid med økonomisk ulighed, religionskrige og slavehandel er kun noget, der skal siges undskyld for.

Selvfølgelig er europæisk historie fyldt med rædselsfulde beretninger, og skolen bør undervise i både udbytning, religionskrige og slavehandel. Den slags ulykker har dog ikke kun fundet sted i Vesten. Grusomhed og vanvid hører også til aztekernes, kinesernes, de afrikanske bantustammers og arabernes historie. Eleverne skal have et vist kendskab til verdenshistorien og dermed også til de faktorer, der gør det muligt for magthavere at mishandle og myrde i stor målestok.

Men tilsvarende skal folkeskolen gøre en stor indsats for at orientere om de begivenheder og institutioner, der har frembragt demokrati, de to køns ligeværdighed, orden, velstand og individets frihed. Her spiller effektiv produktion og transport selvfølgelig også ind, men i den førmoderne epoke – d.v.s. indtil for få århundreder siden – var kultur og religion de faktorer, der afgjorde, at netop Europa frembragte frihed og demokrati.

Selve tanken om at skabe et samfund og en stat ved at bruge fornuften – altså argumentet – opstod i oldtidens Grækenland. Filosofien er græsk, fordi den søger visdom og viden i samtalen – dialogen. ‘Logos’ betyder ord! Logikken kan ikke undværes i argumentationen, og ingen kan med berettigelse forlange en rund firkant. Denne mentale og intellektuelle disponering er klart en arv fra de græske filosoffer. Sådan var det ikke i det gamle Kina, hvor staten var kilde til viden. I andre fortidige civilisationer kom viden fra åbenbaringer, formidlet af profeter og præster.

Præster havde også betydning i Europa – både førkristne og kristne. Men det lykkedes ikke kirkelige autoriteter at kvæle den kritiske tanke og trangen til rationel argumentation. Ligeledes overlevede en arv fra Rom. Her var statsret og kravet om et lovligt grundlag for både politisk myndighed og privat ejendom i højsædet. Selv efter det romerske riges undergang blev mindet om en retsorden og en øverste autoritet bevaret blandt de germanske stammer, der skabte begyndelsen til de europæiske nationer.

Fra kristendommen modtog eftertiden den banebrydende og altafgørende tanke, at det enkelte individ ikke tilhører staten. Det kan derfor siges, at Europa er opstået i middelalderen, da den kristne kirke blev den samlende kulturfaktor fra Portugal til Finland.

Det græsk-romersk-kristne grundlag har formet en fælleseuropæisk ‘Leitkultur’, som skal formidles til den unge generation, hvis frihed og demokrati skal bevares.



7. november 2013

Lone Nørgaard: “Islams civilisation foretog således en selvfordummelse, som var religiøst betinget.”

Lektor Lone Nørgaard i dagens Kristeligt Dagblad – Araberne opfandt ikke 10-talssystemet. De lånte tanken om nullet fra Indien (kræver login).

“Naser Khader har udgivet bogen ‘Bekendelser fra en kulturkristen muslim’ – og tak for det. … Khader vil nemlig gerne reformere islam, blandt andet ved at tage afsæt i den muslimske guldalder (cirka 750-1250), og selvom jeg har svært ved at tro på projektet – islams blodige historie taget i betragtning – er forsøget al ære værd. Miraklernes tid er måske ikke forbi, samtidig med at der helst så vidt muligt skal være styr på fakta.

Khader udtaler følgende i dagbladet BT: ‘Det er gået totalt i stå i den arabiske/ muslimske verden. Det var araberne, der opfandt 10-talssystemet og især nullet. Det var araberne, der bevarede og videreudviklede mange af videnskaberne, da de kristne befandt sig i en religionsfunderet videnskabelig tilbagegang.’ Har det nu også sin rigtighed? Jeg læser ikke arabisk, men er blevet informeret om, at på arabisk hedder decimaltalsystemet interessant nok ‘indiske tal’.

Hm! Der må historikere med ekspertise i islams historie på banen, og jeg har derfor konsulteret historikeren Torben Hansen, der har kunnet give mig følgende oplysninger: For cirka 2500 år siden reflekterede filosoffer i Indien over tid, rum, død, liv, reinkarnation, kosmologi og så videre. En sekt blev oprettet af en vis Mahavira (betyder ’stor mand’). Den kaldtes ‘de sejrende’, Jain. Blandt jainister og de samtidige buddhister drøftedes fænomenernes opståen og forsvinden, og jainisterne lancerede tanken om ‘det kreative tomrum’, som ikke er udslettelse eller ‘intet’, men et potentiale.
Tanken findes også i buddhismen.

Det interessante her er, at jainister aldrig må dræbe – end ikke en lille bakterie. Derfor må de ikke arbejde i landbruget, da de i så fald kommer til at slå orme og insekter ihjel. De må derimod gerne være købmænd og arbejde med finanser, og derfor bliver det påtrængende at finde ud af at føre regnskab. Jainisterne overførte nu deres opfattelse af et kreativt tomrum til deres forretninger, og de anvendte et tegn for det, et tegn, perserne senere betegnede cefr. Jainkøbmændene talte deres penge og flyttede rundt med cefr, så der kan regnes med decimaler. Hermed er nullet opfundet! 1000 år senere sejler arabiske købmænd over Det Indiske Ocean og får kontakt med de regnskabskyndige jainister.

Araberne ser fordelen i dette talsystem, som de selv overtager og derfor kalder ‘indiske tal’. Omkring år 1000 stifter italienske handlende bekendtskab med arabernes anvendelse af decimaler. Pave Sylvester anbefaler, at romertallene udskiftes med de ‘indiske tal’. Det sker nogle generationer senere – især på initiativ af den italienske matematiker kendt under navnet Fibonacci (cirka 1175-1250).

På dette tidspunkt er der kommet gang i pengestrømmen gennem Venezia, Amalfi, Genova og andre selvstyrende italienske republikker. Verdens første bank oprettes i Siena cirka i år 1320, og så er vi ved Vestens middelalder. Arabisk videnskab byggede på de landvindinger og den indsigt, som oldtidens grækere gav videre til eftertiden. Dette skete ved oversættelsesarbejde, hvor der ikke var én muslim/ araber blandt de oversættere, som arbejdede med græske manuskripter. De var alle kristne med undtagelse af et par sabier (en trosretning, der også var tilladt på linje med jøder, kristne og Zarathustra-tilhængere). Oversættelserne blev bestilt og betalt af khaliffer, emirer og i bredere forstand det arabiske aristokrati. I den forbindelse skal det noteres, at der ingen interesse var for grækernes musik, teater, politiske skrifter, tragedier og poesi. Det var hovedsageligt medicin, matematik, kemi og astronomi, der blev studeret.

I de følgende århundreder arbejder muslimske lærde med disse discipliner. Perseren Al Rhazi opfinder destillationsteknikken til alkoholfremstilling, astronomer begynder at kortlægge stjernehimler, og både muslimer og jøder præsterer medicinsk og anatomisk forskning. Det store problem er imidlertid erkendelsens grundlag. Findes der naturlove? Kan mennesket gennemskue disse? Her kommer det fatale opgør mellem to retninger i islams åndsliv i middelalderen. Kendskabet til græsk naturvidenskab frembragte en viden og et paradigme, som hed ‘de gamles videnskab’.

Modstanderne fordømte den græske vantro inspiration og fastslog, at kun Koranen og hadith-skrifterne (overleveringer om, hvad Muhammed sagde og gjorde) formidlede den viden, som fromme muslimer skal opsøge. Deres retning hed ‘den hellige videnskab’, og de mente, at mennesket ikke kan og bør danne sig opfattelser af universets og menneskets funktion. Alt er nemlig Allahs vilje. … Det handler kun om lydighed.

Efter mange århundreders strid gik den sidste strømning af med sejren, og videnskab – herunder naturvidenskab – gik i glemmebogen. Islams civilisation foretog således en selvfordummelse, som var religiøst betinget. Når Khader således erklærer, at islam atter kan blive en rummelig og velfungerende religion, er ovenstående det grundlag, han skal forholde sig til. Ikke myter.”

Oploadet Kl. 15:41 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


25. februar 2008

Hedegaard til Bæk Simonsen: “Vi har ikke bedt dem om at komme her og forhandle om vores land.”

Snaphanen filmede sidste uges debat om dansk islamforskning, og det hele er nu online på Google-video i tre videoer (I, II og III). Jeg er pt. ved at opsamle alt relateret til bogen i en permanent underside, så her blot et par ord om debatten.

Jørgen Bæk Simonsen talte meget, men gik i vanlig stil direkte fra jordnære konkrete spørgsmål til abstrakt teori-baseret universitær lingo. Han sagde med andre ord ikke ret meget. Hans to med-debattører Kate Østergaard og Garbi Schmidt talte ligeledes meget, men selvom de i det mindste forsøgte at debattere på debattens præmisser, så lykkedes det ikke tilnærmelsesvist. For mange år på universitetet gjorde det umuligt for dem at forholde sig til makro-tendenserne. Østergaard talte meget længe om muslimer på en asiatisk østat der spiste svinekød og drak alkohol, og da jeg afslutningsvis pointerede at hendes interviews med 16-årige københavnske gymnasiepiger næppe kunne give svaret på hvorfor islam globalt set ikke skaber demokrati, så lød svaret – og jeg citerer: “Hvorfor ikke?”. Abstraktionsniveauet var med andre ord helt i top.

Garbi Schmidt gav ligesom Østergaard et sympatisk indtryk, men var ligeså verdensfjern. Indledningsvist holdt hun Koranen op, og spurgte forsamlingen: ‘Hvad siger Koranen?’. Intet svarede hun kort efter, hvorefter det blev fortalt at Koranen først sagde noget i det øjeblik der var en der læste højt fra den. Hun forholdt sig slet ikke til hvad det så var der blev læst højt, men pudsigt nok – så kunne Lars Hedegaard supplere med citater fra samme udgivelse.

Det var langt nemmere for undertegnede at debattere foran en forsamling end på tv, men det publikum husker vil næppe være mine udredninger eller Torben Hansens fremragende analyse, men Lars Hedegaards polemiske stil der flere gange satte Bæk Simonsen til vægs. ‘Vi bliver ikke imponeret over ordet kontekst’ – kun Hedegaard er fræk nok til at sige det højt.

Blandt publikum var blandt andre islamforskerne Jørgen S. Nielsen, Tim Jensen og Annette Ihle. Sidstnævnte lød ikke som om hun befandt sig godt i selskabet.

Snaphanen har transkriberet dele af debatten til en god lang postering, men ikke denne bid, der fint opsummerer aftenens højdepunkt (video II, 54 min. inde)

Lars Hedegaard: Der er to ting i vejen med det du lige har sagt – mindst. Det vil gøre det meget mere overbevisende, hvis i universitetsansatte, universitetssanktionerede forskere kunne pege på et eneste eksempel i verdenshistorien – og i har fjorten hundrede år at tage af – hvor en muslimsk indvandret befolkning eller minoritet har affundet sig med en permanent status som minoritet i et ikke-muslimsk samfund. Det er aldrig sket!

Overalt, og det gælder i verden i dag – Kosovo er sidste eksempel. Overalt i verden i dag, hvor en muslimsk minoritet vokser op til en vis størrelse, så sker der en insurrektion – meget fint ord – læg mærke til det dernede [laver sjov med Bæk Simonsens akademiske sprogbrug]. Det betyder oprør med henblik på at løsrive dele af samfundet, dele af landmassen fra den vantros magt. Det er så vidt jeg kan se, det vi ser antecedenterne til i København med denne intifada som vi nu ser embryonisk folde sig ud.

Så vil jeg gerne sige – det er meget interessant det sidste du siger her – ‘dialog er integrationens forudsætning’. Meget interessant – er Danmark et diskussionsobjekt mellem forskellige kulturer?

Jørgen Bæk Simonsen: Ja!

Lars Hedegaard: Det var satans, havde jeg nær sagt – det var ikke…

Jørgen Bæk Simonsen: Det er lige præcist hvad det er. Deter det tyvende århundredes historie. En endeløs… den der forestilling om…

Lars Hedegaard: Hvorfor var det så ikke sådan at vi tog den tyske besættelse af Danmark med flere tusinde soldater som en spændende kulturel udfordring. Hvorfor opfordrede man ikke til en dialog med disse mennesker, som mere eller mindre med statens accept var trængt over grænsen – det var nitten mand der var døde i Sønderjylland, men ellers fik de lov at komme ind, og staten opfordrede til at man samarbejdede med dem. Hvorfor tog vi ikke en dialog om landets indretning? Hvorfor gjorde vi det ikke efter 1945 – hvorfor var det sådan at selv en hædersmand som Børge Outze, min foregænger som chefredaktør på Dagbladet Information, en humanist om nogen – han sagde: ‘De skal fandme smides ud!’

Hvad er det for noget at komme og sige Danmark er et forhandlingsobjekt mellem folk som zuwandere, folk som kommer her til – Vi har ikke bedt dem om at komme her og forhandle om vores land.



25. juli 2006

Hansen, Hedegaard og Brix om islamforskerne der systematisk har taget fejl…

Fra dagens Jylllandsposten – et opsummerende læserbrev af Torben Hansen, Lars Hedegaard og Helle Merete Brix. Her lidt fra Islamforskernes fallit.

“Siden vi kastede os ind i islamforskningen, er vi blevet skældt ud for at være paranoide, højreekstremister og det, der er værre. Hvad mener egentlig de, der skældte sådan ud på os i dag? Lederen af det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen, forklarede på en konference i Storbritannien, at der var begået “karaktermord” på de unge muslimer fra Minhaj ul-Quran. Hvad mener han i dag?

Seniorforsker Hannah Ziadeh, der også er knyttet til Cairo-centret, betegnede i en anmeldelse “I krigens hus” som en pendant til det antisemitiske falsum “Zions Vises Protokoller”. Står Ziadeh efter optøjerne i Frankrig, krisen om Muhammed-tegningerne samt Hollands to politiske mord og meget andet ved sin karakteristik?

Hvad mener politikeren Elsebeth Gerner Nielsen fra Det Radikale Venstre, der sad i panel med ul-Qadri på en stort anlagt kulturkonference i Den Sorte Diamant i 2000? »Vi skal have frygten for det fremmede væk – gennem folkeoplysning og arrangementer som dette,« sagde hun ved den lejlighed, hvor ul-Qadris hadefulde bøger kunne købes i salen.

Hvad mener religionsforskeren Michael Rothstein, der beskyldte kritikere af Minhaj-kandidaterne i Det Radikale Venstre for at bruge “nazi-retorik”? Og hvad mener Marianne Jelved, der betragtede sagen om Minhaj-kandidaterne som et lokalt partianliggende, hun ikke ville blande sig i?

Måske kunne Jyllands-Postens artikler være en øjenåbner for de politikere, mediefolk, undervisere og mange andre, der er beskæftiget med spørgsmålet om islam og integration, og som stadig har tillid til, at folk som Bæk Simonsen, Tim Jensen, Skovgaard-Petersen, Rothstein, Ziadeh og landets andre “islamforskere” vil levere reel oplysning. Jyllands-Postens artikler er endnu et eksempel på, at sådanne forskere har fejlet katastrofalt.



16. november 2005

“Klientgørelse gør kun ondt værre” – men alligevel fik S-R ansvaret for lokal integration

Kommunalvalget blev som ventet en stor sejr for Socialdemokratiet, og med tilbagegang til SF står det klart at Det Radikale Venstre vil få stigende indflydelse i kommunerne. Symbiosen mellem Socialdemokraternes ‘Det er et socialt problem’, og de radikales ‘…opstået på grund af danskernes diskrimination’ har nu det afgørende ord i forhold til integration på det mere praktiske plan. Det får beklagelige følgevirkninger, men skal man se noget positivt i udviklingen, så må det blive det faktum, at det bliver S-R selv, der skal stå for den løbende oprydning i ghettoiserede storbyer. Løse problemet kan de naturligvis ikke, men det kunne V-K alligevel heller ikke have gjort, så i sidste ende er det måske ikke så dårligt for dansk politik. Langt værre er det for befolkningen, for en ting ligger fast – før man erkender problemets natur -kan det ikke løses.

Kulturpsykolog Kirsten Damgaard og historiker Torben Hansen i gårsdagens JP København [via Danskeren i Sverige]:

“Hvorfor opfører en stor gruppe børn og børnebørn af tilflyttede udlændinge sig destruktivt? Hvorfor respekterer de ikke demokrati, kønslig ligestilling, ytrings- og trosfrihed og dermed meningsforskelle? Hvorfor begår alt for mange af dem hærværk og røveri? Hvorfor bliver danske piger hele tiden hånet som prostituerede – og i værste fald behandlet derefter – af mindreårige af anden etnisk herkomst?

… Religiøs indoktrinering i forældres og bedsteforældres oprindelseslande er kun en del af forklaringen. Andre faktorer synes også at spille ind – eksempelvis en hysterisk fiksering på rent og urent, herunder religiøse forskelle. Omvendt kan der spørges: Hvad kendetegner mentaliteten i den gruppe immigranter, der sætter pris på individuel frihed og selvstændig stillingtagen, og som derfor klarer sig godt på arbejdet og i uddannelsessystemet? Hvordan kan samfundet og staten begunstige og befordre den omstilling, de pågældende er i gang med? Videre må det desværre konstateres, at de mange tolke og konsulenter samt utallige andre omkostningstunge forholdsregler fra det offentlige ikke forebygger tvangsægteskaber, såkaldte æresdrab, voldtægt, røverbander og terrorplaner. Klientgørelse gør kun ondt værre. Venstrefløjen løber fra sit ansvar for kædetilvandringen og prøver nu at tørre dens ødelæggende virkninger af på samfundet.”

Hvis taget er utæt og det regner ind på dyre tæpper, så er løsningen ikke at købe flere spande…



11. november 2005

Minoritspartiets Abdul Wahid Pedersen – næstform. for ikke-politiserende ‘Muslimer i dialog’

Islamisten Abdul Wahid Pedersen tog i onsdagens Politiken bladet for munden i det der startede som et forsvar for Muslimer i dialog og kønsfascisme, men ender med injurierende angreb mod Lars Erslev Andersen og Torben Hansen.

Terror: Erslevs fornemmelse for muslimer
Terroreksperten Lars Erslev Andersen siger i et interview i Politiken (6.11.), at det ville være godt at vide noget mere om ‘politiserede’ muslimske foreninger som Hizb-ut-Tahrir (HT), foreningen Muslimer i Dialog (MID) og en tredje grupper af salafister.

At han nævner MID sammen med HT og salafisterne hænger muligvis sammen med, at han var misfornøjet med debatmødet (26.9.) ‘Terror – en trussel med mange ansigter’, som var arrangeret af MID. Han har i et debatindlæg i JP (1.10.) skrevet om, hvor rystet han var over at sidde i panel sammen med den britiske journalist og politiker Yvonne Ridley, som vist var en tand for kompromisløs efter hans smag.

Han var åbenbart også lettere chokeret over, at nogle muslimske kvinder valgte ikke at sidde sammen med mænd, og vice versa. Det var mænds og kvinders eget valg, om de ville sidde blandet eller hver for sig. Der var sæder reserveret til mænd og kvinder, og resten af de mange sæder var forbeholdt alle dem, der ikke havde noget imod kønsblanding, en mulighed, som også mange muslimer benyttede sig af. MID respekterede alle parter. Respekterer Erslev Andersen også friheden til at vælge, hvor man vil sidde?

På ganske elegant vis rubricerer han nu foreningen Muslimer i Dialog i kategori med foreninger og fællesskaber, der er på direkte konfrontationskurs med det danske samfund. Det kan han naturligvis tillade sig at gøre, selv om han ikke har belæg for denne venstrehåndskonklusion, for han er jo terroreksperten.

Men selv terroreksperter har taget fejl. MID arbejder for at fremme positiv dialog i samfundet, som ellers er præget af en polariserende debat. Havde MID været en politiserende forening, ville alle dens aktiviteter have haft et politisk sigte.
Erslev Andersen har været med til MID’s hidtil eneste politiske aktivitet, og det er åbenbart nok til, at han ud fra denne oplevelse ganske subjektivt kan udlede, at foreningen er politiserende. At MID har inviteret en skarp og til tider unuanceret dame som Yvonne Ridley til Danmark er på ingen måde anderledes, end at en ikke-muslimsk studenterforening i Århus dagen efter (27.9.) inviterede den islamofobiske og fascistoide historiker Torben Hansen til terrordebat sammen med Fatih Alev og Erslev Andersen, som så ud til at have det ganske fint med at sidde i det panel.

MID er ikke en politisk eller politiserende organisation. Havde vi været det, var der ingen grund til at holde det skjult. Terroreksperten viser tegn på, at han godt kunne trænge til en god omgang orientering om muslimske foreninger og deres grundsyn.

Der er da rart at høre at Muslimer i dialog ikke politiserer. Foreningen samarbejdede jo som bekendt med P1 om radio-serien Islams ansigter – en serie hvor den tre-mand store religiøse redaktion omfattede Asmaa Abdol-Hamid. Hun er kendt for ikke at ville give hånd med mænd, og stiller i næste uge op for Enhedslisten i Odense. Wahid Pedersen stiller op for Minoritspartiet i hovedstaden. Minoritetspartiet fik 0,378 pct. af stemmerne ved sidste folketingsvalg…



15. oktober 2005

Trykkefrihedsselskabets tidsskrift SAPPHO er nu online

Trykkefrihedsselskabets Tidsskrift SAPPHO er nu online, og starten er lovende. Mest interessant er Helle Merete Brix’s lange interview med Torben Hansen under overskriften Khomeini og venstrefløjens blinde øje:

“I 1982 forlod Torben Hansen, ligesom Lars Hedegaard trotskismen. Allerede i efteråret 1980 skændtes de europæiske trotskister med de amerikanske trotskister om, hvad der skete i Iran. Europæerne mente, det var gået for vidt med mullaherne og Khomeini, mens de amerikanske trotskister den dag i dag støtter det iranske styre. Som Hedegaard udtrykker det, har trotskisterne og venstrefløjen stort set fejlvurderet hver eneste større begivenhed i verden inden for de seneste 50 år.

Inden Torben Hansen brød med trotskismen nåede han at demonstrere mod USA foran Den Amerikanske Ambassade i København sammen med SFs tidligere formand Gert Petersen. Anledningen var, at USA havde forsøgt at befri gidslerne på ambassaden i Teheran! Foran 500 demonstranter talte Torben Hansen engageret om bønder og arbejderes kamp i Iran. Og:

– Jeg råbte “marg bar – Amrika”. Det betyder “død over Amerika” på persisk. De ord randt mig i hu den 11. september 2001.

For nylig var Torben Hansen igen ved Den Amerikanske Ambassade. Denne gang deltog han i den lille demonstration til støtte for præsident Bush´s besøg i sommer. Samme dag, også foran ambassaden, mødtes en betydeligt større skare demonstranter fra venstrefløjen for at vise deres foragt og had for præsident Bush. Talerne var diverse folk fra venstrefløjen og den ægyptisk-danske stand-up komiker Omar Marzouk. Hansen fortæller hovedrystende om den unge mand, han så på TV, der begejstret fortalte om demonstrationen, hvor han havde demonstreret sammen med burkaklædte kvinder og kvinder med hovedtørklæde. Ligesom han ryster på hovedet over den venstrefløj, der i disse år overalt i Europa peger på USA og Israel som hovedfjenden, som viser forståelse for den islamiske terrorisme og egentlig ikke har fjernet sig spor fra de paroler, som Hansen selv engang så som sandheden. Og som ikke generer sig for at finde sammen med islamister i demonstrationer, menneskerettighedsligaer, politiske partier med mere. Men han er ikke forundret.

– Det handler om, hvad er kommunisme? Hvad sker der med hovedet, når man er kommunist? Kommunismen er en tro, den er reduktionisme. Verden forklares af et princip og verdens frelse forklares af et andet princip. I den forstand er Enhedslisten og SF stadig kommunister, der mener at ondets rod er den private ejendomsret og kapitalismen. Den tankegang præger også dele af Socialdemokratiet.

Hansen ser også en direkte parallel mellem begyndelsen på den iranske revolution, på den indflydelse Teherans magtfulde mullaher fik over de fattige landarbejdere, der kom til byen og på den magt, som imamerne i Europa i stigende grad får over de ikke-integrerede muslimer her. Ligesom de islamisk-religiøse militser, der hærger i blandt andet de franske forstæder, fuldstændig er organiseret og struktureret som de militser, der tyranniserede den iranske befolkning under revolutionens opbygning. Khomeinis revolution er stadig forbilledet.

– Khomeini satte den dagsorden, der ikke slipper os i mange, mange år. Det begyndte med Khomeini. Og venstrefløjen har intet lært”

SAPPHO vil fremover indgå som et link under Tidskrifter-> Danmark.



24. juli 2005

Erslev Andersen: Terroristerne agerer realpolitisk – Torben Hansen: Det er blot delmål

God artikel om baggrunden for London-bombningerne i dagens Jyllandsposten, hvor Kim Hundevadt opridser fronterne – via interviews med Lars Erslev Andersen og Torben Hansen. Et par citater fra Kompromis med Al Qaida?:

“Den danske terrorforsker, Lars Erslev Andersen, tilhører den fløj af eksperter, som ikke tror på den officielle amerikanske og britiske version: »Det kan godt være, at terroristerne hader vores kultur og frihedsværdier, men det er ikke deres begrundelse for terroraktionerne. Når man læser, hvad Osama bin Laden og andre Al Qaida-medlemmer selv siger, så henviser de konstant til, at vi har besat og udnyttet deres land. De angriber den vestlige imperialisme med en retorik, som ikke er langt fra den, som militante leninister benyttede sig af i 1970’erne,« siger Lars Erslev Andersen og giver konkrete eksempler på alt det, som Al Qaida efter eget udsagn fører krig imod… og sidst, men ikke mindst Vestens udnyttelse af de arabiske olieressourcer. »Det er en fejltagelse at beskrive ekstremisterne som onde mennesker, som vil udslette den vestlige frihed og tolerance, for så bliver vores terrorbekæmpelse til en moralsk kamp mellem det gode og det onde i stedet for en politisk kamp mod en fjende, som forsøger at sprede skræk og rædsel for at fjerne støtten til de vestlige landes udenrigspolitik. Hvis vi misforstår deres hensigter, vil vi heller ikke være i stand til at forstå, hvorfor bombemændene i Leeds handler, som de gør. Så tror vi bare, at de er rablende gale,« siger Lars Erslev Andersen, som forsker på Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet… Men hvis man siger, at den islamiske terror er en reaktion på vores udenrigspolitik, så har man vel også sagt, at vi selv er en del af problemet? »Ja, men jeg siger ikke, at vi er problemet. Jeg tror ikke på den traditionelle argumentation fra venstrefløjen om, at vold avler modvold, og at vores vold i den muslimske verden har skabt terrorismen. Det er langt mere nuanceret.”

“»Det er korrekt, at hvis man tager Al Qaidas erklæringer for pålydende, så handler de meget om, at amerikanerne og zionisterne skal smides ud, men det er kun et taktisk mål. Du kan finde hundredevis af erklæringer, som slår fast, at muslimer som et universelt princip skal herske over de vantro. Denne magttanke er helt central i islam. Den kommer også til udtryk i dokumenter hos de terrorister, der stod bag bomberne i Madrid. Her begrædes bl.a. tabet af den iberiske halvø (Spanien og Portugal, red.), som de vantro har taget fra muslimerne. Så uanset, hvilke målsætninger Osama bin Laden officielt siger, at han vil forfølge, så kan man ikke nøjes med at se terroren i et realpolitisk lys,« siger Torben Hansen og tilføjer, at den snarere er udtryk for en massepsykose, som må forklares med kulturelle og psykologiske faktorer. Han er især stærkt bekymret over den »hadindustri«, som vokser frem på religiøse skoler – bl.a. i Pakistan. »Skolerne er udklækningsanstalter for psykopater. Her bliver børn og unge mere indoktrinerede end Hitler Jugend og de røde pionerer i Sovjet. Jeg ser det som et udtryk for, at islam er i dyb krise. De islamiske lande kan ikke brødføde sig selv, og de har ikke været i stand til at føre en ordentlig krig siden de osmanniske sultaner, men de har ekstreme retninger som wahhabismen, som kan skubbe unge mennesker ud i vanvittige selvmordsaktioner. Deres dagsorden er at sprede kaos. Derfor mener jeg, at krigen er uundgåelig,« siger Torben Hansen, som bl.a. har skrevet den islamkritiske bog, I krigens hus… »Jeg er dybt skeptisk over for dem, der siger, at man ikke kan banke demokrati ned over ørerne på folk. Det var præcis på den måde, at tyskerne og japanerne blev demokrater. De blev først lammetæsket af USA, og så gik de bagefter i gang med at bygge demokratiet op. Det er måske sværere i muslimske lande, som ikke har et civilt samfund af samme styrke, men der er gode, sunde kræfter at bygge videre på. Mange unge mennesker i bl.a. Iran, Irak og Libanon er dødtrætte af ayatollahriet. De er stærkt påvirket af vores frihedsidealer, men det er lige på vippen, om de får lov til at gå ind i en modernitet med demokrati, frihed og marked. Derfor mener jeg, at vi skal føre krigen til ende, så de demokratiske kræfter får en chance, i stedet for at bilde os ind, at vi kan forhandle med fanatikerne,« siger Torben Hansen.”

Oploadet Kl. 18:45 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer


19. januar 2005

Torben Hansen (red.): Islam! (1989) – Nogle notater

I løbet af 1980’erne blev Edward Saids kritik af den vestlige orientalistik integreret i dansk islamforskning, og der opstod et nyt konsensus. Det blev nu forkert at fokusere på det forholdsvis ukontroversielle faktum, at islam som religion har hæmmet den mellemøstlige udvikling i århundreder. Langt de fleste forskere var socialister, en del af dem vulgærmarxistiske – og selvom ‘klassekampen’ også dengang må have virket absurd at bruge som forståelsesramme i en islamisk kontekst, så blev det udgangspunktet i analyserne som på en eller anden måde altid fik gjort USA til skurk.

I 1989 udgav forlaget Tiderne skifter antologien Islam!, der udover bidrag fra redaktøren Torben Hansen havde bidrag fra Pernille Bramming, Jørgen Bæk Simonsen, Birgitte Rahbek med flere. Torben Hansen er identisk med medforfatteren til I krigens hus – en bog som venstrefløjen og kulturradikale idag betragter som ‘hatespeech’ mod islam. I takt med kommunismens sammenbrud har han skiftet stil, men det var han jo som bekendt langtfra den eneste der gjorde – den ene eller anden vej.

Først en kort præsentation af artiklerne:

Torben Hansen erklærer sin accept af Orientalism, og erkender indirekte med Iran i hukommelsen, at vejen til socialisme nok ikke skal gå via islamistiske regimer. Han giver dog i sin artikel om koranens betydning for muslimer, en tolkning som ikke adskiller sig synderligt fra nutidens islamkritik. Ligeledes påtaler han i samme artikel, at man skal passe på ikke at lade tolkningerne gå i selvsving, og således begå samme fejl som tidligere tiders orientalister.

Pernille Bramming giver den islamiske familiestruktur en hård dom, hovedsageligt baseret på en række skønlitterære udgivelser, hvad ville være helt utænkeligt idag, og det forekommer mig hyklerisk at hun i Weekendavisen sidste år beskrev I krigens hus som ‘hatespeech’. Jørgen Bæk Simonsens artikel har et snævert historisk fokus, og forholder sig moderat apologetisk i forhold til religionen. Siden har han skruet op for den politiske korrekthed.

Jan Hjärpe betragter jeg med basis af andre udgivelser af ham, som en af de svenskrøde, men hans t0lkning af Sharia’en er faktisk ret hård – og kunne næsten uændret indgå uændret i nutidens islamkritik. Eja Nilssons artikel om ‘madkultur’ har ingen skarpe subjetive kanter, men er (naturligvis) groft generaliserende.

Bedst i bogen er uden tvivl bidraget fra kultursociologen Mehmet Ümit Necef, som afviser kulturrelativismen med flere gode eksempler relateret til Rushdie-debatten. Meget symptomatisk at antologien skulle have en tidligere radikal kommunist opvokset i et islamisk land til at sætte proportionerne på plads.

Antologiens to sidste artikler er klart de værste. En Gorm Rye Olsen der afviser en islamisk radikalisering bl.a. med basis i erfaringerne fra Palæstina og Algeriet. I førstnævnte område burde islamisterne have stået stærkere, og i Algeriet var der ingen stærk islamisk vækkelse. Året efter han skrev disse ord fik den islamiske frelserfont (FIS) 54 pct. af stemmerne ved valget i Algeriet – resten er historie. At han betragter Det Islamiske Broderskab som ‘moderat’ siger vist mere om forfatterens sindelag.

Birgitte Rahbek, som nu er redaktør på P1 beskriver kulturforskellene i relation til indvandringen, og hun ikke bare godtager slør og tvangsægteskaber, men betragter selve debatten som samme som et udslag af racisme. Selv den danske reakti0n på Rushdie-fatwa’en skal ses i det fremmefjendske lys, og det overrasker ikke at hun slutter med hele af med et håb om at vi søger kulturel inspiration fra andre kilder end USA og Vesten.

Generelt er det iøvrigt bemærkelsesværdigt så ofte forfatterne finder det nødvendigt at inddrage Israel-Palæstina-problematikken, eller mere præcist – tage palæstinensernes parti mod israelerne.

Herunder en række citater fra antologien:

“Storbyens brogede mangfoldighed fik endnu en ’subkultur’, der nok i højere grad end andre minoriteter beholdt sit umiskendelige særpræg, fordi de islamiske indvandrere fra deres hjemlande var vant til en livsform, der i stort og småt blev reguleret efter forskrifter, som – med rette eller urette – opfattedes som religiøst begrundede.” s. 7]

“… den [Orientalismen] var selvfølgelig et biprodukt af imperialismens sejrsgang i Afrika og Asien og i slægt med raceideologiernes budskab om ‘overmenneskers’ ret og pligt til at beherske og udnytte laverestående væsener.” [Torben Hansen; s. 14]

“Religionen blev præsenteret som nøglen til forståelse af arabernes, tyrkernes og persernes besynderlige opførsel: En muslim er en muslim er en muslim! ‘Muhammedanismen’ blev nærmest forklaringen over alle forklaringer ved undersøgelsen af Nærorientens samfund…” [Torben Hansen; s. 14]

“Før den iranske krudttønde eksploderede i 1978, med Khomeinis magtovertagelse i februar 1979 som konsekvens, kunne meget tyde på, at sækulariseringen i Nærorientens samfund omsider havde antaget et omfang, der ville udelukke et religiøst budskabs politiske gennemslagskraft. En sådan konklusion viste sig at være forhastet… [Torben Hansen; s. 18]

“I Danmark har visse kirkelige og politiske kredse hentet ammunition fra den gamle tyrkerskræk til beskydning af ‘muhammedanerne’… Disse højrøstede polemikere har i virkeligheden samme budskab som Khomenis tilhængere og de andre ekstremister i Nærorienten…” [Torben Hansen; s. 19]

“I modsætning til en ofte fremført påstand er det nemlig ikke vanskeligere for islamiske mindretal end for andre ‘afvigere’ i et ateistisk eller kristent domineret samfund at indordne sig under det pågældende lands lovgivning og øvrighed. Noget kan endda tyde på, at islamisk fromhed modvirker kriminalitet. [Torben Hansen; s. 32]

“Patriarkalske idealer såvel som traditionen i de arabisk-muslimske samfund synes i høj grad at hindre, at de to køn kan mødes i et gensidigt kærlighedsforhold.” [Pernille Bramming; s. 47]

“De mange hindringer for egentlige parforhold betyder også, at der er en udbredt prostitution i de arabisk-muslimske lande… Der er imidlertid to forhold, der adskiller den prostituerede i den arabiske verden fra hendes kolleger i f.eks. Danmark. For det første er det en fremherskende opfattelse (blandt mændene), at den prostituerede er en form for nymfoman… [Pernille Bramming; s. 58]

“Urbanisering, industrialisering og specialisering har medført radikale ændringer i livsformen – ikke blot i den vestlige verden, men også i de fleste lande, hvor Islam er flertallets religion. Cairo, Istanbul og Teheran har hver for sig over ti millioner indbyggere, hvis tilværelse primært determineres af kapitalismen og lønarbejdet.” [Torben Hansen; s. 105]

“Sjældent er den arabiske glæde ved lyrisk udfoldelse så tydeligt blevet modstillet vestlig (i det tilfælde israelsk) vilje til kold beregning på det politiske og militære område. Iflg. denne tankegang er ordet blot et redskab og et middel, der skal kommunikere hensigt og tjene et formål, og israelerne omsatte lynhurtigt abdel Nassers apokalyptiske, men useriøse trusler til en kode, der udløser den type aktion, de traditionelt har foretrukket: Det ‘forebyggende’ angreb på en uforberedt modstander. [Torben Hansen; s. 106]

“Relativt få troende har tilkendegivet et ønske om at fare ud med bål og brand mod den formastelige Rushdie og de forlæggere, der har udsendt hans bog, men mange indvandrere i de vestlige lande føler sig muligvis krænkede af ‘De sataniske vers’. Det vil i så fald overhovedet ikke være første gang, de har oplevet den slags udfald af europæisk respektløshed. Rushdie burde måske med udgangspunkt i sin islamiske opdragelse vide bedre. [Torben Hansen; s. 109]

“I debatten [den vestlige] kan ordet ‘religion’ oftest ganske enkelt erstattes med ‘personlig livsanskuelse’… I debatten om islamisk ret optræder derimod et andet religionsbegreb: Religion, ikke som ‘livsanskuelse’, men som ’samfundsorden’, på arabisk betegnet som ‘nizam’. Religion opfattes her som et regelsystem, et livsmønster, udformet i konkrete regler, der tilskrives gyldighed i absolut forstand, og som også kan fungere som et juridisk system. [Jan Hjärpe; s. 115]

Kulturrelativismen har vist sig at være temmelig udbredt fænomen blandt fremmedkultur-venlige akademikere og indvandrereksperter. Dens egentlige udgangspunkt er en relativistisk holdning til enhver form for videnskab: Sandheden findes ikke, alle erkendelser er lige gode, og det er meningsløst at hævde, at det ene synspunkt skulle være mere rigtigt end det andet…” [Mehmet ûmit Necef; s. 133f]

Kulturrelativismens mangel på kritik af undertrykkende aspekter i bestemte normsystemer udtrykker desuden en nedladende holdning: ‘Muslimer’ og andre ‘vilde’ frakendes evnen og viljen til at leve under de frie vilkår, kulturrelativisten selv nyder godt af!” [Mehmet ûmit Necef; s. 137]

[Jean] Fischer og andre kulturpessimister er bestemt ikke relativister. De fravælger nemlig noget – den vestlige civilisation. Hvad de præcist vælger i stedet, forbliver uklart. Men deres tankegang deles tilsyneladende af mange på den danske og øvrige europæiske venstrefløj, hvilket ikke mindst har vist sig i debatten om Rushdies bog og de aktuelle islamiske fænomener.” [Mehmet ûmit Necef; s. 141]

Ideologiske faktorer synes til en vis grad at spille ind her. Blandt de venstreorienterede indvandrerpolitikere trives opfattelsen af, at ‘den tredje verden’ altid har ret i en konfrontation med Vesten, og at det derfor gælder om altid at være modstander af ‘imperialisterne'” [Mehmet ûmit Necef; s. 149]

“I tidsskriftet ‘Indvandreren’ nr. 25 (marts 1989) stod der således under rubrikken ‘Kort nyt’: Protesterne i Danmark mod Salman Rushdie-bogen er ikke starten på en krig mellem to religioner, men snarere udtryk for en protest mod det fremmedhad, som flygtninge og indvandrere føler sig udsat for i Danmark… På linje hermed fortalte den citerede samfundsforsker [Lars Pedersen] Ritzaus Bureau, at protesterne mod Rushdies bog i virkeligheden var rettet mod fremmedhadet, og at ‘indvandrernes organisationer skal gives flere penge, så de får bedre mulighed for at øge kontakten til danskerne…’ [Mehmet ûmit Necef; s. 150]

“Det er vigtigt at være opmærksom på, at brugen af Islam i den politiske kamp heller er en entydig størrelse. Islam som politisk ideologi kan nemlig både fungere som et redskab i hænderne på de politiske herskere og som en oprørsfilosofi. [Gorm Rye Olsen; s. 178]

“Det muslimske Broderskab agiterede til gengæld for, at løsningen var Islam, som desuden var det eneste effektive våben i kampen mod Israel. Hermed foreslog Broderskabet reelt en to-faset strategi, hvor første fase består i at omdanne Vestbredden og Gaza til et islamisk samfund. Anden fase består i at kalde til hellig krig (jihad) mod Israel. lsen; s. 192]

“De hemmelige, radikale neo-fundamentalistiske grupper har næppe over 100.000 tilhængere. I forhold hertil kan Det muslimske Broderskabs moderate muslimers synspunkter mønstre en langt større folkelig opbakning.” [Gorm Rye Olsen; s. 200]

“De ‘moderate’ muslimske grupper afviser enhver anvendelse af vold i kampen mod Chadli Benjedids regering. De fleste ‘radikale’ grupper er enige i dette synspunkt, men i deres tilfælde skyldes det ikke principielle overvejelser. Deres holdning til voldsanvendelse hænger ene og alene sammen med deres erkendelse af den manglende folkelige opbakning til de radikale islamiske synspunkter. I Algeriet er der til dato kun en enkelt gruppe omkring en tidligere kaptajn i FLN, Bouyali, der har rettet guerilla-angreb mod regeringen. Men denne taktik er holdt op, i og med Bouyali blev dræbt i 1987. I Algeriet står de radikale islamiske grupper således forholdsvis svagt. [Gorm Rye Olsen; s. 202f – om Algeriet, hvor det det islamiske parti FIS ved valget i 1990 tog magten med 54 % af stemmerne]

“I denne artikel har jeg forsøgt at vise den store uensartethed, der kendetegner den aktuelle islamiske radikalisering i Mellemøsten… Min pointe er altså, at det er næsten meningsløst at tale om en bølge af islamisk radikalisering i Mellemøsten i disse år.” [Gorm Rye Olsen; s. 204]

“Trods et intellektuelt klædebon var det undertiden meget vanskeligt at skelne den hellige forargelse fra racisme. Når såvel den muslimske som den danske/vestlige reaktion var helt ude af proportioner, kan det næsten kun forstås som udtryk for, at begge kulturer befinder sig i en en dyb krise.” [Birgitte Rahbek; s. 206 – om reaktionerne på Rushdies bog]

“Så kunne man samtidig benytte lejligheden til at kræve, at indvandrere og flygtningene bliver danske så hurtigt som muligt, så de ikke når at smitte os med deres autoritære holdninger, deres tørklæder og deres tvangsægteskaber, som af en eller anden grund forarger meget mere end den stigende import af østerlandske og polske kvinder, som danske mænd foretager som værn mod kvindefrigørelsens døtre. [Birgitte Rahbek; s. 207 – om reaktionerne på Rushdies bog]

“Ære har først og fremmest noget med ærbarhed og kyskhed at gøre, forstået på den måde, at en kvindes før- eller udenomsægteskabelige forhold med ét slag kan berøve familien æren… men ære bygges også op af overholdelse af andre etiske regler. En af disse er gæstfrihed. Det er som bekendt noget danskere og andre vesterlændinge priser højt, når de rejser i de lande, og en del har endog misforstået det derhen, at det er ensbetydende med, at man blot kan nasse løs på folk, og derefter stille sig undrende an, når man senere får besøg af en fra samme familie, som regner med at kunne slå sig ned hos os. Gæstfrihed er en beskyttelse af såvel ens egen gruppe som af fremmede.” [Birgitte Rahbek; s. 214]

“Meget få danskere ved andet om Islam end, at det har noget med forbud mod svinekød, med kvindeundertrykkelse og med fanatisme at gøre. Århundreders vestlig propaganda mod den islamiske trussel har ikke virket forgæves. [Birgitte Rahbek; s. 218]

“Et sådant ægteskab ville hverken være gennemførligt eller ønskeligt for os danskere, og i indvandrernes oprindelseslande bliver det også mere og mere almindeligt, at de unge selv finder deres kommende ægtefælle. Med tiden vil det også blive tilfældet blandt indvandrere her i landet og indtil da gør vi nok klogest i ikke at blande os. [Birgitte Rahbek; s. 224 – om tvangsægteskaber]

“Ligesom indvandrerkvinder så åbenbart er blevet påvirket af deres ophold i Danmark, bør vi søge inspiration fra andre kilder end USA og Vesteuropa.” [Birgitte Rahbek; s. 226]

Flere citater fra Torben Hansen (red.): Islam! (1989).

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper