16. december 2016

Hauge: Man diskuterer Heideggers antisemitisme, men ikke ‘jødehadet uden for konferencehotellet’

Kommentar af Hans Hauge i Kristeligt Dagblad – Hvorfor protester I ikke mod det opblussende jødehad?.

“Per Øhrgaard mener i sin replik ‘Person og sag’ i Kristeligt Dagblad den 13. december, at jeg kommer for let til min skelnen mellem person og sag. Det er nu ikke min, men blandt andet Løgstrups. Han betragtede det som en pligt at skelne. Det gjorde vi andre også inden for litteraturforskningen.

Dernæst fremfører jeg, at de fleste Heidegger-læsere, deriblandt Rudolf Bultmann, foretog den samme skelnen, men det er der kun ganske få, der gør i dag. Hvis man skelner, kan man blive anklaget for at ville skjule noget.

[…]

I dag ‘blusser jødehadet lystigt i flere europæiske lande,’ skriver Jesper Bacher samme dag i avisen. Per Øhrgaard har ret i, at jeg ikke skulle have skrevet, at antisemitismen trives ‘især i Tyskland’. Det var en underdrivelse. Jeg tænkte på postyret i Baden-Württemberg om AfD-medlemmet Wolfgang Gedeons antisemitiske udtalelser sidste år. …

0,3 procent af tekstmassen i Heideggers private optegnelser, ‘De sorte hæfter’, på over 3000 sider handler om jøder. 99,7 gør altså ikke. Og på det grundlag diskuterer filosoffer i Tyskland ved konferencer og i bøger ivrigt Heideggers antisemitisme, men de er tilsyneladende ikke optaget af jødehadet uden for konferencehotellet:

Hvorfor protesterede I ikke mod det opblussende jødehad? Sådan vil man spørge disse filosoffer en dag, der som præsten gik forbi manden, der var blevet overfaldet af røvere.

Den nuværende antisemitisme skyldes næppe, at de sidder og læser Heidegger i Gaza eller Malmø.”



27. november 2014

Hans Hauge anmelder bog om klassekamp anno 2014: “Bogen er indvandrerkritisk uden at sige det.”

De revolutionære sidder stadig i magtfulde stillinger, og det er kun få timer siden jeg læste en byhistorisk kommentar af professor Ellen Marie Braae, der kommenterede det hun betegnede som “de nye neoliberale havnebyggerier” i Århus. En hurtig googling bekræfter, at hun tilhører et segment, der foragter socialdemokraternes tredje vej, og dem der taler om indvandring som et problem. Revolutionen kræver oprørte masser, og hvis danskerne ikke gider, så må underklassen importeres.

Kronik af Hans Hauge i Berlingske – Underklassen har skiftet farve (21. november 2014).

“I den store verden falder uligheden, men i Danmark stiger den, og sociale klasser legemliggør uligheden. Det påvises i en ny bog, Klassekamp fra oven (Gyldendal), der insisterer på, at der findes fem sociale klasser i dagens Danmark. Forfatterne ved, at synspunktet vil blive opfattet som ‘gammeldags’, men de fastholder det. De vil vise, at der hersker fejlagtige billeder af Danmark, og de vil selv male et sandt. Et af de fejlagtige er ‘middelklassebilledet’, der går ud på, at 90 pct. af danskerne tilhører middelklassen. Siden 1950erne har man talt om borgerliggørelsen (‘embourgeoisement’) af arbejderklassen. Det indgår ikke i forfatternes analyse. Hvis man dvæler lidt ved billedet med 90 pct., der tilhører middelklassen og 10 pct. underklassen, kan vi ændre billedet ved ganske enkelt at fjerne metaforen ‘klasse’. Et andet danmarksbillede toner da frem. 90 pct. er etniske danskere, 10 pct. er muslimer. Det er måske et sandere billede, og det er reelt det, der gemmer sig bag bogens fem klasser. Bogen er indvandrerkritisk uden at sige det.

Forfatterne går ud fra, at jo mere lige et samfund er, desto bedre er det. … Men hvad omfatter så et samfund for dem? Det kan næsten kun være en nationalstat, selvom de slet ikke nævner det. De bedriver, hvad der kaldes metodologisk nationalisme. Det er jo ikke EU eller verden, de skriver om, men Danmark.

Danmark er ifølge deres analyse blevet et endnu mere klassedelt samfund, end det var før i tiden. De antager endvidere, at en klassekamp er i gang mellem danskerne. Der findes endvidere i klassesamfundet Danmark en samfundsmodel, der kaldes den danske, og den er under pres. Modellen er det specifikt nationale, mens klasser er internationale. …

Bogen er præget af en apokalyptisk tone. Den siger, at den bruger samme ‘fortælleteknik’, som den amerikanske sociolog Robert Putnam. Den har analyser kombineret med små fortællinger om enkeltpersoner. Den fastsætter først en mere eller mindre ideal fortid, der kaldes ‘den gode cirkel’, og den beskriver derefter et fald, der er forårsaget af ydre pres, kaldet ‘krisen’.

[…]

I den klassiske marxisme var der tre klasser, og kampen mellem dem ville føre til det klasseløse samfund. Først fik borgerskabet adelen fjernet, og derefter var det arbejderklassens mål at få borgerskabet udryddet. Der ville være tre revolutioner: den borgerlige, den proletariske og den permanente revolution. Men det er jo ikke den måde at opfatte klassesamfundet på, som de vil tilbage til. Lars Olsen og hans medforfattere har helt fjernet det historiefilosofiske fra deres klasseanalyse. …

Men hvorfor skelner de mellem underklasse og arbejderklasse? Det skyldes, som de siger lidt forsigtigt, at underklassen ‘har skiftet farve’ (s. 113). Indvandringen har skabt en ny underklasse og dermed en ny ulighed. Med andre ord kunne indvandringen være den egentlige forklaring på den ny ulighed og ikke så meget ‘krisen’. Underklassen er stor. I Aarhus er underklassen 20 procent – i Gjellerup er vi oppe på 56 procent.

Hvem er det, der har ødelagt ‘den gode cirkel’, som de kalder fortidens Danmark med stærk social sammenhængskraft? Og hvad er den gode cirkel? Jeg kan ikke se andet, end at det er indvandringen af især muslimer, der udgør presset, men forfatterne vil ikke sige det. I stedet står der: ‘men disse år ændrer Danmark. Den gode cirkel er under pres i hovedstaden og på Sjælland; i det meste af Jylland er den stadig intakt (153).’

Sådan noget som ‘disse år’ kan jo ikke ændre Danmark, men det kan masser af indvandrere og asylansøgere. Og hvad er den gode cirkel, der presses? Det er den klassiske nationalstat med et forestillet, politisk fællesskab. Bogen er derfor dybest set et forsvar for nationalstaten og en advarsel mod indvandring. Danmark har importeret en ny underklasse og dermed ønsket mere ulighed.

Husk det: underklassen har skiftet farve.”



1. april 2014

En time med P1: Statsmedier er forkert i Ungarn og Rusland, men ‘public service’ er godt for Danmark

Da jeg tændte for P1 i dag blev jeg for en gang skyld positivt overrasket. Radioklassikeren sendte ældre indslag om det fæle Rusland, og kom hermed indirekte til at fortælle historien om den anvendte socialisme. Godt indlæg af sognepræst Henrik Gade Jensen – Dansk skizofreni.

“Jeg kørte i bil i et par timer i fredag og hørte P1 hele vejen. En sjov odysse.

Først var der programmet Kulturnyt med et indslag om kulturen i Ungarn. Vi fik at vide, at kulturlivet i Ungarn led under et stærkt højreorienteret parti ved magten, og det betød, at regeringen bestemte, hvilken kultur der skulle have penge. Politikerne støttede kunstnere, der var enige med politikerne. Og regeringen bestemte også, hvilke film, der skulle have støtte. Og da regeringen var stærkt højreorienteret, osede tonefaldet af forfærdelse.

Så kom der et indslag fra Danmark, hvor nyudnævnt medlem af Kunstfonden Hans Hauge foreslog, at man lige så godt kunne lave politiske begrundelser for tildeling af kunststøtte, for det var en illusion med rene kunstneriske kriterier. … Så ifølge Hauge ville det kun være en anerkendelse af status quo at lade kunsttildelinger være politisk motiverede.

Så kom programmet Mennesker og Medier, hvor der var debat i studiet om DR´s Public-Service-forpligtelse. Her kunne man opleve direktøren for et privat massemedium, Dagbladet Informations direktør Mette Davidsen-Nielsen, forsvare DRs omfattende statsmonopol. Det var en vigtig institution i det danske demokrati og der ville slet ikke være ordentlige nyheder i Danmark uden DR. Ja, der ville være ‘totalopløsning’ uden DR.

Gå hjem til Ungarn, tænke jeg, men det var nok forkert. I hvilket andet land i verden kan man opleve en privat producent rose staten for at kopiere ens eget produkt og så distribuere det gratis til kunderne?

Sidst i Menneske og Medier kom der et indslag om medierne i Rusland under præsident Putin. Langt de fleste medier og nyhedsbureauer var enten ejet af staten eller fungerede i tæt samarbejde med staten, blev det sagt. Og med klar undertone af, at her var noget helt galt. De statsdrevne medier kaldte de ukrainske oprørere for bøller, fascister og nynazister. Uha. Sikke fæle statsmedier.

På en lille times tid opviste P1 den enestående danske skizofreni. Når Ungarn og Rusland styrer kulturen, kunsten og medierne, er der bekymringer og alvorstunge udtryk. Tonefaldet taler tydeligt om noget farligt og forkert. Danmark styrer kultur, medier og kunst på samme måde, alt kan være public-service sagde kulturministeren for nylig, men her er det den, der ønsker mindre statsligt monopol og mindre statslig kontrol, der er outsideren, provokatøren, udfordreren.



15. december 2013

Hans Hauge: Apartheidstyret kunne ikke opretholdes efter Sovjetimperiets fald og Den Kolde Krigs ophør

I Radioavisen tidligere i dag, forklarede en forsker, at Mandelas arv var den racemæssige forsoning, men at der stadig var store problemer med den økonomiske ulighed. ‘Fred mellem folkeslag – Krig mellem klasser!’, lyder det fra organiserede ‘antiracister’ i Danmark anno 2013. Glimrende kronik af Hans Hauge i torsdagens udgave af Jyllands-Posten – Apartheid og Den Kolde Krig.

“Apartheidsystemets mulighedsbetingelse var Øst-Vest-konflikten og dermed Den Kolde Krig. Sydafrika følte sig omringet af fjender, der havde forbindelser til Østlandene og Cuba. Og ANC havde nære forbindelser til bl.a. DDR.

Den danske anti-apartheid bevægelse var en del af noget større: anti-amerikanisme, anti-EF og modstand mod NATO og atomkraft osv. Kampen mod apartheid i Danmark var en kamp mellem danskere og handlede om noget helt andet. Efter Nelson Mandelas død er apartheid-debatten dukket op igen. Mandelas kendemærke var forsoning, og nu vrimler det med uforsonlige angreb på de ‘konservative’ politikere, der ikke dengang kritiserede apartheid, eller som støttede Sydafrika. I Norge kritiseres Fremskrittspartiet og statsminister Erna Solberg fra Høyre; de kaldes hyklere. I Danmark går det ud over Brian Mikkelsen og afdøde Erhard Jakobsen. I England er det Margaret Thatcher, i USA Reagan, og man kan selv føje andre til.

Men man skal som bekendt ikke kaste med æbler, hvis man selv er et skrog. Hermed mener jeg: Det kom som et chok for dem i ANC, da DDR blev opløst. Det kommer jeg til til slut. Tiden var jo en anden dengang. Det var Den Kolde Krigs tid. Der må være en sammenhæng mellem Murens og apartheids fald. Sydafrika var realpolitisk set på Vestens side.

[…]

I 1948 vinder Nationalisterne (Afrikaaner) valget. I 1949 overtog de radikale ANC med sloganet om at smide alle de hvide i havet. Dog skulle de have skibe, mente Mandela. Vi skal ikke glemme, at Sydafrika var og er et demokrati. Der var tredeling af magten, og der var partier, som vi kender dem. Der var moderne infrastruktur og universiteter. Også for de indfødte. Mandela læste jura på Witwatersrand University. Der var blot ikke almindelig valgret, men det tog da også lang tid, før vi fik det. Det var et slags græsk demokrati. Det er det demokratiske, der adskilte Sydafrika fra alle andre afrikanske lande i samtiden.

Det vil også sige, at der stod demokratiske institutioner til rådighed, da Mandela overtog styret. Det nye styre ophævede undertrykkelsen, men den blev så erstattet af uorden og megen korruption. Sydafrika er et meget voldeligt land. Og så videreførte de på en underlig måde noget, der var grundlaget for apartheid – nemlig ideen om retten til et modersmål.

Nationalisterne opfandt i 1948 ideen om apartheid. Den blev opfundet af antropologer, der lagde stor vægt på, at børn skulle have modersmålsundervisning – især Bantu sprog og kultur. For uden et sprog og en kultur kunne de sorte afrikanere ikke bevare deres identitet. Og det var meningen med apartheid, at alle skulle have distinkte identiteter. Det var især noget, de afrikaans- talende vidste, var vigtigt, for sådan havde de bevaret deres kultur. Bantuerne skulle ikke, sagde de, være imitationer af europæerne. De mente, at først når de sorte fik en egen kultur, kunne de blive integreret i Unionen. De hvide var blot ikke kulturrelativister, for de mente, at den hvide race eller kultur var den sorte overlegen. I dag er der i Sydafrika 11 officielle sprog. Det er, vil jeg mene, en arv fra apartheidtidens opfattelse af en intim sammenhæng mellem sprog, identitet og kultur. Det synes at udelukke en fælles litteratur. …

Min pointe er altså, at apartheidstyret ikke kunne opretholdes efter Sovjetimperiets fald og efter Den Kolde Krigs ophør. Det ny Sydafrika er et af de første resultater af det verdenssystem, der afløste Den Kolde Krigs system: globaliseringen.

Mandela løslades februar 1990; de først valg afholdes i DDR, og Thatcher træder tilbage. Mandelas gode ven (der også sad på Robben Island) Walter Sisulu var medlem af kommunistpartiet. Sønnen Max Sisulu, parlamentsformand, beundrede DDR. ‘Vi var dybt truffet af DDRs kollaps’. DDRs fald var, som jeg nævnte, i ANC og SWAPO, et chok. … Geraldine Fraser-Moleketti, der var minister under Mandela og Mbkei indtil 2008, er aktiv medlem af kommunistpartiet. For hende er DDR et slags forbillede på et succesrigt socialistisk samfund. I dag er hun ansat i FN.

Der er ikke brug for et retsopgør, for kun ganske få gik ind for apartheid, men de fleste gik imod kommunismen. … I dag er der vist igen brug for kritik af det sydafrikanske styre, men det er, som om man holder sig tilbage med kritik af respekt for Mandela.”

Oploadet Kl. 19:12 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


27. juli 2012

Hauge til Stampe: “Hvad er det for en militarisme, som nutidens nationalistiske højrefløj skal afsværge?”

Hans Hauge omtalte i en kronik i lørdagens Kristeligt Dagblad radikale Zenia Stampe, og er nu røget i disput med hende. Uriasposten omtales direkte og indirekte, så her er lidt af debattens kerne.

“Utøya-begivenheden har ikke styrket Arbeiderpartiet eller venstrefløjen. Det politiske liv viser sig at være upåvirket. Sidste år forventede man i al fald på venstrefløjen, at der ville ske noget. … Den slags ubehagelige udnyttelser af tragedien var der mange af. Den radikale Zenia Stampe brugte på samme usmagelige måde massakren til at ramme alle ”nationalister”, idet hun også gik ud fra, at Breivik var motiveret af nationalisme. Men igen: Det har på ingen måde påvirket højrenationalismen eller svækket Dansk Folkeparti, hvad mange håbede. Det synes dermed ikke at have fået politiske konsekvenser.” (Hans Hauge, 21. juli 2012: Breivik har ikke for alvor ændret noget i Norge)

[…]

“Han skriver blandt andet: ”Den radikale Zenia Stampe brugte på samme usmagelige måde massakren til at ramme alle ’nationalister’, idet hun også gik ud fra, at Breivik var motiveret af nationalisme.” Her er der ikke bare tale om en fordrejning, men om en lodret løgn. Jeg har fra begyndelsen givet tydeligt og offentligt udtryk for den stik modsatte holdning: At vi skal undlade at benytte Utøya til indenrigspolitisk dæmonisering. … Hauges påstand er altså ikke bare en fordrejning. Det er fri og fordomsfuld fantasi, opdigtet til lejligheden og trykt i en national avis på et-årsdagen for den frygtelige tragedie.” (Zenia Stampe, 24. juli 2012: Utøya bør aldrig bruges til politisk dæmonisering)

(Zenia Stampe på Radikale.net, 30. juli 2011: Hvad kan vi lære af Utøya?)

“Hun siger dernæst, at hun tog afstand fra indenrigspolitisk ”dæmonisering”, hvad det så ellers er. Deri er jeg ikke enig. Den tekst, som jeg tænkte på, var en, hun skrev om, hvad vi kan lære af Utøya (radikale.net, 30. juli 2011).

Det er i samme tekst, at hun benytter Breivik-lejligheden til at angribe folk, som hun kalder nationalister og meningsmaskiner: … Jeg har ofte kritiseret den hadefulde retorik, som vælter ud af meningsmaskiner som Lars Hedegaard, Søren Espersen og Sørine Gotfredsen. Men denne gang er jeg enig: Ingen andre end Anders Breivik bærer skylden for hans fortvivlende og meningsløse massemord.”

Vælter der hadefuld retorik ud af disse maskiner? Hvad er det for en retorik at bruge i sorgens stund? Hvorfor nævne dem? … Stampes retoriske strategi er faktisk ret smart. Først karakteriserer hun sine fjender med de værste skældsord og skaber dernæst en chokeffekt ved at være enige med dem. … Desværre forfalder hun i teksten fra 2011 til at bruge tesen til at forsøge at lukke munden på sine fjender og til at frikende sine muslimske og socialistiske venner.

Hvad er det her, hvis det ikke er ”dæmonisering”?: ”Selv de meget yderligtgående medlemmer af for eksempel Hizb-ut-Tahrír er oftest blidere i deres retorik end visse debattører fra Dansk Folkeparti, Trykkefrihedsselskabet og Uriasposten.”

Hvis det ikke er at bruge massakren til at ramme andre med, så ved jeg ikke, hvad det er.

Og så fortsætter hun: ”Tilsvarende: 1970’ernes danske socialister havde ingen forbindelse til Rote Armee Fraktion, fuldkommen som nutidens danske nationalister ikke har nogen forbindelse til Anders Breivik. Alligevel forventes de gamle socialister offentligt at gå bodsgang og afsværge sig al militarisme – uden at det samme krav stilles til nutidens nationalistiske højrefløj.”

Hvad er det for en militarisme, som nutidens nationalistiske højrefløj skal afsværge? De er jo uden skyld? Hvem skal stille krav til dem, og hvem er de? Og hvorfor skal Enhedslistens leninister ikke afsværge deres militarisme?” (Hans Hauge, 25. juli 2012: Zenia Stampe frikender sine muslimske og socialistiske venner)

Oploadet Kl. 15:44 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


30. juni 2012

Hans Hauge: “Men som bekendt er det i EU værre at være nationalist end kommunist.”

Fantastisk klumme af Hans Hauge i Den Korte Avis – Kulturminister Uffe Elbæks Team Communism 2012.

“I ”Politiken” kunne man d. 30.5. læse en kronik skrevet af en slovensk filosof og politiker, der hedder Stojan Pelko. Det meste er ren luftguitar uden nogen virkning. Hvem er han, og hvorfor skulle hans tanker viderebringes?

Jo, han er hidkaldt af den radikale kulturminister Uffe Elbæk for at hjælpe os, så vi kan få en fælles kultur i EU. Han er med i det danske kulturministeriums Team Culture 2012. Det har fået mig til at se lidt på dette Team. Ingen andre gør det. …

De mødtes og mødes. Jeg har fundet oplæg af dem på YouTube. De står alle ved en talerstol, men vender hele tiden siden til, for de har power-point billeder med, som de så læser op fra. De synes alle, at det hele er fantastisk.

Den tyske forfatter Peter Schneider – tidligere på den yderste venstrefløj – udtaler, at kultur handler om deltagelse. Det lyder vel nok epokegørende, men også lidt trist, for der er kun seks, der har set hans videooplæg. I verden. …

Vi kan konstatere, at alle forsøg på at ligestille kommunisme og nazisme er slået fejl. Ingen frygter i dag kommunismens spøgelse, selvom det kommer til syne rundt om i EU, og jeg tænker ikke kun på i Enhedslisten. EU-formandskabet overtages af Cypern, der ledes af en rettroende kommunist. Men som bekendt er det i EU værre at være nationalist end kommunist.

Stojan Pelko er elev af den slovenske filosof Slavoj Zizek, der er erklæret kommunist og leninist. Pelko tilslutter sig Zizek. De er børn af Tito. Jeg gad da godt vide, hvem der har fundet frem til Pelko? Det kan næppe være Uffe Elbæk selv. Ham mistænker vel ingen for at læse slovensk filosofi – eller bøger.

Den første filosof, som Pelko citerer, er den franske maoist Alain Badiou. Samme Badiou har også skrevet et nyt kommunistisk manifest. Alle vil de en revolution. Badiou er ved at vinde indpas i Danmark blandt litteraturteoretikere og filosoffer. Snart bliver han pensum i gymnasiet, for han er tværfaglig. …

Så henviser Pelko i kronikken i Politiken til det neo-kommunistiske manifest, der hedder Empire. Det er skrevet af en italiensk terrorist Antonio Negri og en amerikansk litteraturprofessor Michael Hardt. Dette neo-kommunistiske manifest blev i sin tid præsenteret på CBS i København. Jo, det spøger altså lidt endnu. Og endelig nævner Pelko DDR-helten Bertold Brechts forsvar for bankrøverier. Det var så Pelkos bidrag til dansk og europæisk kultur. …

PET har alle øjne rettet mod nogle stakkels somaliere, der bliver trænet i islamisk revolution, og ingen lægger mærke til, at Pelko og hans venner vil træne Europas eliter til revolution. For at lave en revolution forlanger de, at staterne skal bruge flere penge på kultur. Hold øje med Team Culture…”

(Demetris Christofias, Cypriotisk præsident – tidl. leder af EDON, nuv. leder AKEL)



20. juni 2012

Hans Hauge fyret fra Jyllands-Posten – “… avisen skal være mere midtsøgende.”

Forandring fra Midten kalder Anna Mee Allerslev sin JP blog. Hans Hauge på Facebook, tirsdag aften…

“ER netop blevet fyret fra Jyllands-Posten — så er det slut med Hauges Hjørne – avisen skal være mere midtsøgende.”

Oploadet Kl. 05:16 af Kim Møller — Direkte link52 kommentarer
Arkiveret under:


25. december 2011

Hauge om DIIS-forskers Islam-analyse: “Det lyder som socialdemokraternes partiprogram.”

Uforlignelig klumme af Hans Hauge i Jyllands-Posten – DIIS’ julebud.

“DIIS er Dansk Institut for Internationale Studier. … DIIS har som alle andre firmaer en vision. Den lyder sådan her:

»DIIS tilstræber at udføre fremragende videnskabeligt arbejde og præge de politiske beslutningsprocesser og den offentlige debat ved at udføre innovativ og tværfaglig forskning inden for nøgleområder som globalisering, sikkerhed og udvikling samt ved at bygge bro mellem teoretisk og anvendt forskning.« …

Spændende er visionen om, at disse mange videnskabsfolk vil »præge de politiske beslutningsprocesser«. Hvad vil det sige? Skal politik præges af videnskab? Har DIIS en vision om, at videnskab er værdifri? Hvilke interesser har det?

Vi må tage et eksempel. En af de utallige ansatte hedder Julie Pruzan-Jørgensen. Nu har vi alle lært at skelne mellem islam og islamisme. Det første er godt, men det sidste er ikke så godt, men nu har forskningen igen fundet ud at, at islamisme også er o.k. Det siger videnskaben. I Information forklarer JPJ, hvorfor folk i Nordafrika stemmer på islamisterne. Det skyldes, at islam har et »meget stærkt bud om social retfærdighed.« Islam altså. Det lyder som socialdemokraternes partiprogram. Praktiseres den slags i Iran,

Saudi-Arabien og Syrien? Eller mener hun, at egypterne er blevet taget ved næsen? Vi ved det ikke, for det lyder, som om forskeren tror på denne fede ideologiske løgn. …

Sharia er for hende det samme som etik (men hvilken etik?). Hun fyrer til slut en af de mest fade forskerklicheer af: Sharia er mange ting. Ja, tænkte vi det ikke nok. På den måde kan man intet sige om sharia. Hvordan tjener DIIS staten med JPJ’s udsagn? JPJ trøster de angste sjæle. De dumme danskere kan sove trygt. »Frygt ikke, DIIS forkynder eder, at islamister vil det samme som Villy og Vestager. Skabe vækst og bekæmpe arbejdsløsheden.«

Hun er en sand profet – endda en fremragende videnskabelig en. Og helt objektiv.”



15. februar 2011

Hauge: Kolonialismen gav både demokrati (Israel, Indien, Malaysia) og autokrati (Arabien)

Udover Steffen Jensen og Jakob Skovgaard-Petersen, bør også nævnes Sune Haugbølle, den tværkulturelle adjunkt der i Information gav udtryk for, at Det Muslimske Broderskab og islamistiske bevægelser i denne post-islamistiske tid blev en slags “pendant til Kristeligt Folkeparti”.

Fremragende kronik af Hans Hauge i dagens Jyllandsposten – Postkolonial revolution?

“Demonstrationerne i Egypten fortolkes på mange måder. CNN er ikke i tvivl, og kalder det revolution. Dernæst føjes det til, at det er en digital revolution. Andre mener, at det drejer sig om at indføre demokrati. Det er en næsten nationalromantisk fortolkning, fordi den hele tiden henviser til ”folket”…

Denne tolkning bruges så yderligere til at lægge afstand til invasionen af Irak og fjernelsen af Saddam Hussein. I Irak var det USA, England, Australien og os, der ville demokratisere Irak og vælte deres Mubarak. Dengang lød kritikken konstant: Man kan ikke påtvinge demokrati ovenfra; det skal komme fra folket. Det er en mytologisering af kategorien ”folket”, som bruges af mennesker, der ellers altid opfatter sig selv som anti-nationalister.

Især TV 2’s Steffen Jensen og islameksperten Jakob Skovgaard-Petersen kolporterer myten om demokrati fra neden. Jensen prædiker, at vi ikke skal blande os; de skal selv gøre det. Han mener, at deres demokrati skal bygge på Ibn Khaldun – en arabisk middelalderfilosof.

Der findes også en socialistisk tolkning. På Aarhus Universitet hænger der for tiden plakater, der er sat op af Socialistiske Studerende. De forestiller sig, at de demonstrerende er arbejderklassen, der gør op med kapitalen. De overser, at Mubarak og Ben Ali opfattede sig selv og deres partier som socialdemokratiske.

Andre igen ser demonstrationerne som forløbere for en islamisk magtovertagelse, og begivenhederne sammenlignes med oprøret mod Shahen af Iran i 1979. I Iran demonstrerede liberale, muslimer og kommunister sammen, men de var ikke enige om målet… Især venstrefløjen tager afstand fra denne tolkning af demonstrationerne i Egypten. Den fløj frygter ikke religion. Den gør derfor alt, hvad den kan, for at minimere religionens betydning.

Den fortolkning, som jeg her vil opholde mig ved, ser oprøret som et postkolonialt.

Flere egyptiske kommentatorer, der er blevet brugt eller nævnt på dansk tv, fortolkede demonstrationerne på Tahrir-pladsen på den måde. Det vil sige, de iscenesatte dem som opgør med kolonitiden og endda med englænderne, eller de så Mubaraks styre som et resultat af eller en fortsættelse af kolonitiden. Som om denne fortid har noget med nutiden at gøre.

De forstår ved postkolonialisme det, at kolonialismen ikke er ophørt. De skelner dermed ikke mellem formelt imperium og informelt. En journalist ved navn Islam Mohamed udtalte til TV 2 News, at demonstrationen nu mindede ham om, da engelsk militær indførte undtagelsesstilstand i 1940 og igen påbegyndte en ”udnyttelse af Egyptens rigdomme”. For ham var englændernes besættelse af Egypten i 1940 det samme, som når vi taler om tyskernes besættelse af Danmark samme år…

Under alle omstændigheder findes der en myte om, at de mange mellemøstlige diktaturer skyldes kolonialismen. Det gælder Mahgreb-landene: Tunesien, Algeriet, Marokko, der var franske kolonier. Det gælder Syrien og Libanon, der var franske mandatområder. Libyen var italiensk. Dernæst har følgende lande en fortid som britiske protektorater eller mandatområder: Egypten, Sudan, Irak, Jordan, Kuwait, Bahrain, Qatar, UAE (de forenede emiraterne), Yemen (Aden) og Oman. Persien eller Iran kan regnes for en del af det informelle, britiske imperium…

Jeg har udeladt et land, der også var britisk. Israel, eller Palæstina som det hed dengang. Hvis den britiske okkupation, kolonisering eller tilstedeværelse i regionen på en eller anden måde kan have forårsaget de nuværende autokratiske styreformer, hvorfor havde den så ikke den samme virkning i Israel? Er det så også det britiske imperiums skyld, at der er demokrati i Israel? Hvordan kan det samme styre få så forskellige konsekvenser? Imperiets tidligere juvel, Indien, er et demokrati. Malaysia er vel også. Der er ingen årsagssammenhæng mellem kolonialisme og et efterfølgende diktatur. Det britiske imperium moderniserede verden, men dele af verden blev mod-moderne.

Kolonitiden i de nævnte lande var relativ kortvarig. Hvis man altså mener den europæiske kolonisering… Dybest set er alle disse lande vel langt mere prægede af at have været underlagt et andet imperium, nemlig det osmanniske. Det nævnes sjældent.

Englænderne besætter Egypten efter nationalistiske optøjer i 1882… Når englænderne i sin tid blev interesseret i Egypten og de arabiske lande, skyldtes det ene og alene bygningen af Suez-kanalen, der blev åbnet i 1869. Først nu blev Egypten interessant…

Det britiske imperium var datidens form for globalisering. Da Anden Verdenskrig begyndte, vendte de britiske tropper tilbage til Egypten ifølge en traktat. Det var således ikke en besættelse, som journalisten udtalte på dansk tv for få dage siden…

Mange intellektuelle opfatter egypterne i offerrollen eller som endnu koloniserede. En af dem er den 80-årige forfatter, antisemit og feminist Nawal el-Saadawi… Hun er et glimrende eksempel på en, der giver Vesten skylden. Hun har udtalt, at siden Anwar Sadat overtog magten i 1970, har Egypten været en amerikansk koloni. Egypten er, siger hun videre, i dag underlagt USA og Israel.

Vi skal holde den mulighed åben, at revolutionen i Cairo kan være vendt mod Vesten, USA, Israel og os..”



18. september 2010

“Hvis vi ikke kan lave synteser, så deler vi op. Når nationalismen svigter, sejrer etniciteten.”

Fantastisk klumme af Hans Hauge i dagens Jyllandsposten – Den onde Anden.

“Jeg læste forleden den førende engelske imperiehistoriker, John Seeley. I 1883 udgav han en bog, der hed ”The Expansion of England”. Hans tese var, at England var en ”verdensstat”, og fra den bredte sig frihed og demokrati. Lyder det ikke bekendt?

Nu var der dog problemer i Indien, imperiets juvel. Problemer med islam. Også dengang. Muslimerne var vrede, for de var blevet sat fra magten af englænderne. De var et mindretal, men de havde en stærk tro, hvorimod hinduisterne var de fleste. Da nationaliteten ikke kunne være grundlag for sammenhængskraften, var der kun religion tilbage…

Syntesen udeblev som bekendt, og i stedet lavede man i 1947 dels en religiøs stat, Pakistan, og en sekulær, Indien. Og en million døde… Hvis vi ikke kan lave synteser, så deler vi op. Når nationalismen svigter, sejrer etniciteten. At dele er som bekendt at herske. Da vi ikke kan ophæve islam i en ny syntese, så kan vi styre muslimer på en anden mere raffineret måde. Det styringsinstrument, som vi bruger i Vesten, går ud på at dele alle muslimer op i to grupper. Det er næsten som delingen af Indien.

Vi deler muslimer op i moderate flertal, og så konstruerer vi et mindretal, som vi kalder fundamentalister, islamister eller stærkt troende. Da vi ikke kan forbyde islam, kan vi i det mindste forbyde islamisme. Det er en ny skelnen, som Seeley f.eks. ikke kendte eller brugte. Men det er et smart styringssystem. På den måde kan vi på samme tid være tolerante (over for flertallet) og intolerante (over for mindretallet).

Problemet er blot, hvordan man skelner mellem islam og islamisme. Islamister gør det jo ikke selv…

Det er jo ganske, som de i Sverige elsker Sverigedemokraterne, fordi flertallet dermed kan fremstå som gode, fordi der findes den onde Anden… Vi kan ikke eksistere uden denne onde Anden. Giv os Bush tilbage.”

Oploadet Kl. 14:49 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper