19. marts 2016

Lektor om Nordkorea: Det er muligt ‘der sidder 200.000 i arbejdslejre’, men ‘23,6 millioner’ gør ikke

I dag nåede Soldiers of Odin de danske medier, og som forventet blev gruppen lanceret som højreorienteret og racistisk, selvom talsmanden fra Kalundborg-afdelingen, en tidligere dørmand, pointerer at gruppen er et apolitisk vagtværn der vil beskytte alle: “Om du hedder Ibrahim eller hr. Jensen er irrelevant”. Danskere der organiserer sig mod multikulturens iboende utryghed, er per definition suspekte højreekstremister.

Omvendt med venstrefløjen. I går bragte Orientering på P1 eksempelvis et indslag om venskabet mellem Nordkorea og Laos. På et intet tidspunkt i det seks minutter lange indslag blev det nævnt, at landene var kommunistiske, og det netop var ideologien der bandt landene sammen.

Kommunisme nævnes heller ikke med et eneste ord i en artikel på EB.dk, der sågar bruger den tidligere DKP’er Geir Helgesen som ekspert – Nordkorea-ekspert: Jeg har brugt 35 år på at forstå det mærkelige land.

“… Det fastslår Danmarks førende Nordkorea-ekspert, institutleder og seniorforsker på Nordisk Institut for Asienstudier (NIAS) på Københavns Universitet Geir Helgesen over for Ekstra Bladet:

– Jeg har brugt 35 år på at forstå det mærkelige land, og jeg bliver mere og mere overbevist om, at de omgivende lande og medier – herunder de danske – skal lade være med at fokusere 100 procent på det negative, hvis man virkelig ønsker, at nordkoreanerne skal få det bedre. …

– Hvis Kim jong-Un ønsker det bedste for sit folk, hvorfor byder han det så ikke mere frihed og mindre kontrol?

– Det nytter ikke noget bare at tænke frihed på vores måde. Der er forskel på frihed, om man tænker på Europa, Kina, Indien, USA eller Afrika. Jeg kunne heller ikke leve i sådan et land, men der er nogen, der aldrig har prøvet andet og er indoktrineret i at leve med, at der for eksempel altid mangler mad. Men hvorfor gør der det – det er blandt andet på grund af den skide handelsembargo, og så er nordkoreanerne glade for, at de heldigvis har en leder, som de tror og mener gør alt for, at de skal få det bedre. …

– Men er det nødvendigt at ophøje ham til en gud, som kan bestige Nordkoreas højeste bjerg iført lædersko og frakke?

– Det kræver tværkulturel indsigt at forstå kultdyrkelsen og myterne. … i et lukket land som Nordkorea er det stadig helt normalt at hylde lederne på den måde. Her trækker ingen på smilebåndet, men tænker bare: ‘Hvor er han dog god’. …

– Han er diktator, men alt, han gør, gør han ikke af egen fri vilje. Kim jong-Un har en række propagandasystemer bag sig – herunder tusindvis af folk, som vi ville kalde spindoktorer. For styret handler projektet om at overleve. …

– Det er muligt, der sidder 200.000 i arbejdslejre, men hvad med de 23,6 millioner, der ikke er i arbejdslejre. Der er også normalitet i Nordkorea – mennesker, der går på arbejde, sender deres børn i skole og passer på dem, der prøver at få et godt liv. …

– Nordkorea er Nordkorea – ifølge de fleste det værste land overhovedet at være i i hele verden. Men er de i virkeligheden meget værre end de lande, der opfører sig pænt overfor USA, som får lov til at pumpe olie op af deres jord, spørger Geir Helgesen.”

(Geir Helgesen, lektor, tidl. medlem af Danmarks Kommunistiske Parti; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 16:04 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


1. august 2012

Nordkorea-apologet Geir Helgesen, tidl. medlem af revolutionære Sosialistisk Ungdomsforbund & DKP

Sommergæsten på P1 var igår Asienforskeren Geir Helgesen, der har gjort Nordkorea-apologi til sit speciale. Jeg så ham på TV2 News sidste år, og han taler tydeligvis fra et udgangspunkt, der frikender kommunismen som ideologi, og friholder Nordkorea fra ansvar, alt imens Vestens revses for ikke-dialogsøgende tiltag. At han er tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, og som ung kultursociolog flirtede med diktaturet i Nordkorea kommer ikke som en overraskelse – det præger i høj grad hans nuværende analyser.

En lille detalje må med. Han fortæller undervejs i samtalen, at han som 14-årig meldte sig ind i det han beskriver som ungdomsafdelingen af SF’s norske søsterparti. Det er ikke helt korrekt. Han var formand for Sosialistisk Ungdomsforbund, en revolutionær ungdomsorganisation der i forbindelse med dannelsen af Arbeidernes kommunistparti i 1973 skiftede navn til Rød Ungdom.

(Geir Helgesen, leder af Nordisk Institut for Asien Studier, KU; Youtube)

Delvis transskription af Så er nordkoreanerne heller ikke værre (P1, 31. juli 2012).

P1-vært: Du har været der en del gange i det der bliver kaldt verdens mest lukkede land, Nordkorea… Et eller andet sted, Geir, så er det blevet din rolle i debatten, at sige, ah men, så skøre er de altså heller ikke.

Geir Helgesen: Ja, det tager jeg gerne på mig. Der er jo 23 millioner koreanere i den nordlige del af landet…

[…]

P1-vært: Du har rejst i Nordkorea, været der en del gange. Hvad er den største og vigtigste forskel på livet i Nordkorea og livet vi har her hos os?

Geir Helgesen: Vi har nok været ligeså fattig engang her også, men det er et mangelsamfund. Det et samfund i konstant krise, og folk bliver nødt til at tænke på hvordan de skal overleve. Der er et regime som i de gode år, det vil sige i 70’erne og 80’erne sørgede for alt for folk, men når krisen kom, og det skal ikke sammenlignes med den krise vi taler om her, så var den så fundamental, at regimet ikke længere magtede at levere det der skulle leveres. Ingen varme i husene, ingen lys, kun sjældent i hvert fald – mad måtte man ligesom prøve at finde ude på landet, og langsomt kom der markeder hvor man kunne købe fra private og så videre. Det er den kæmpe forskel. Og så er der den kulturelle forskel

P1-vært: Helt grundlæggende, så er der vel også den forskel, at Nordkorea er et undertrykkende diktatur, mens vi er et frit demokrati. Vi kan tage til Sydkorea, hvis vi har lyst til det, og det kan de ikke i Nordkorea.

Geir Helgesen: Nej, det er en stor forskel, men jeg synes nok at medierne og nu også dig, gør lidt for meget præcist ud af den forskel, fordi hvis man kigger på hele regionen, så har vi jo også demokratier i Østasien, men de er jo ikke demokratier på samme måde som vores demokratier. Det er jo ikke ret mange år siden at sydkoreanere som skulle rejse ud i verden, måtte gå på nogle kurser for at lære at ikke blamere sig. … Man har altså samfund hvor ledelsen føler et kæmpeansvar overfor befolkningen, fordi de ikke rigtigt kan, de er som børn der skal styres. Det er en forskel som bliver forstærket i et diktatur.

[…]

P1-Vært: … den her lukkethed, er det også en del af din fascination af landet.

Geir Helgesen: Man kan sige, at jeg valgte et speciale, som viste sig at være meget eksklusivt, kan man sige. Der var ikke rigtigt så mange andre der fokuserede på Nordkorea. Egentligt mener jeg Sydkorea er mere fascinerende, men jeg burde nok have valgt Cuba, der er jo dejligt vejr, smukke damer, god musik og så videre.

P1-vært: Det stod heller ikke skrevet nogle steder, at du skulle blive Nordkorea-ekspert, eller Eksperten, fordi er der egentlig andre end dig i hele Norden? Er i nok til at holde en konference?

Geir Helgesen: Nej, ikke i det nordiske. Det er vi ikke, og jeg tror nok jeg uden at overdrive, kan sige at jeg kender Nordkorea-eksperterne i verden med fornavn, har trykket deres hænder, og har siddet ved konferencer med dem og så videre. … Jeg ved ikke om jeg er den eneste i Norden, men jeg er den man meget tit spørger om de her ting.

[…]

P1-vært: … det politiske greb dig allerede som 14-årig.

Geir Helgesen: Ja, jeg kommer fra et meget politisk hjem. Min far var aktiv fagforeningsmand. Han var medlem af det norske kommunistparti, men på trods af det blev han altså valgt som tillidsmand, fællestillidsmand og så videre for en masse mennesker i Norsk Hydro hvor han arbejdede, og var tit til forhandlinger inde i Oslo… Som 14-årig, til min fars store fortrydelse, så meldte jeg mig ind i Sosialistisk Ungdomsforbund og blev formand – som var SF’s ungdomsgruppe. Og var den yngste landsmødedeltager i Oslo for SF’s første eller andet landsmøde i 1964.

P1-vært: Så det havde du med i ungdomsårene der, og da du er 18-19 år der skal du så ud og se verden.

Geir Helgesen: Træt af Norge, vil jeg sige… Så kommer jeg til København…

P1-vært: Der er vi omkring maj 1969. Havde du lagt langt hår?

Geir Helgesen: Jeg tror ikke jeg havde langt hår da jeg kom, men det varede ikke ret længe før det blev langt, lyst og krøllet. Det er rigtigt.

P1-vært: Sådan var det jo, dengang. … Hvor kommer Nordkorea ind i billedet. Hvornår kommer du første gang ind på det koreanske.

Geir Helgesen: Uha, det er jo mange år senere. Fordi så vil jeg gerne være pædagog, og kommer ikke ind på seminariet…

P1-vært: Du bliver altså pædagogog, du bliver også børnehaveklasselærer, og så kultursociologi, og så Nordkorea – hvor kommer det ind?

Geir Helgesen: Det er jo en tilfældighed… Dengang var jo på venstresiden, og blev også medlem af DKP, og jeg var kommunalbestyrelsesrepræsentant i Lejre kommune for Socialistisk Liste i en otte års periode, men der var DKP jo sådan set en politisk kraft for venstresiden i Danmark, og ikke sådan – det var ikke helt umuligt at være med, man var ikke idiot hvis man var med – vores rektor på KU var sådan set også medlem, og der var vigtige kunstnere og kulturpersonligheder som var medlem af det parti, så det var sådan set bare en naturlig del af dansk politik.

Land & Folk som var DKP’s avis havde en kæmpefestival i Fælledparken hvert år – Land & Folk-festivalen som var en Københavnerbegivenhed, og derude står der nogle folk fra den nordkoreanske venskabsforening. Og de uddeler propagandamateriale, og jeg falder i snak med dem, og spørger på et tidspunkt om de skulle til Nordkorea. Og de siger, at det skal de om en måneds tid. Har I plads til en til, spørger jeg. De siger ja, hvorfor ikke, og hvis du vil med, skal du bare betale turen til Moskva, og så kører det ellers. Og det var starten på min Nordkorea-karriere, kan man sige – lidt tilfældigt.

… så var vi i Moskva så vidt jeg husker tre dage… vi boede på ambassaden… og så rejste vi videre til Nordkorea. … Det sovjetiske samfund dengang var meget strikt… Vi fik en ikke særlig god oplevelse i Moskva, og så kom vi til Nordkorea, hvor der stod yndige små piger i nationaldragter og blomster og tager imod os. Der er ikke nogen der kigger i vores kufferter, og vi bliver behandlet som landets ophøjede gæster, kan man sige, og vi oplever slet ikke, her i begyndelsen af 80’erne, at Nordkorea er et fattigt samfund. Selvfølgelig ser vi også kun hvad de ønsker at vise os. Vi er der et par uger. Jeg er der sammen med nogle som er professionelle venner, som ikke stiller spørgsmålstegn om noget som helst, synes jeg, i Nordkorea. Jeg er alligevel så meget kultursociolog, at jeg hele tiden spørger mig selv, hvorfor dit og hvorfor dat. Hvad er forklaringen på det. Og der besluttede jeg mig… at det vil jeg selv prøve at finde ud af, og det har jeg gjort lige siden.

P1-vært: Men det, at de her professionelle venner, som du var med – de skulle vel ud og se hvor fint og kommunistisk det var, hvor velfungerende…

Geir Helgesen: Hvor fint og koreansk det var. Fordi det der med kommunismen, det er sådan lidt staffage, det er lidt noget de har været tvunget til i en periode. Nu har de jo nærmest kemisk renset deres forskellige programmer og sådan noget, både for Marx, for Engels og Lenin. Nu er der kun Kim’erne tilbage, og Korea har aldrig været særligt kommunistisk i den forstand. De har været meget nationalistiske, og de har været meget koreanske i den måde de har tolket deres kommunisme på.

P1-vært: Hvornår var det her. Hvornår var din første rejse.

Geir Helgesen: Den første rejse var, og jeg er ikke 100 pct. sikker på at om det var ’83 eller ’84, men deromkring.

[…]

Geir Helgesen: Det var jo det internationale, uretfærdigheden i den store verden, som optog os på venstrefløjen meget, og ikke så meget de lokale ting. Det er jo mere kedeligt at beskæftige sig med kloakering i kommunerne eller børnehaveklassers normering, men kampen mod undertrykkelsen, det har – havde – stor betydning for os, der var unge dengang. Nu var det Spanien og fascismen der, men Vietnamkrigen, det var nok det der stod som det helt helt store i vor politiske verden.

P1-vært: Geir Helgesen, nu fortalte du lidt om dit første besøg i Nordkorea. Hvor besøgte du første gang Sydkorea?

Geir Helgesen: Det var efter tre besøg Nordkorea, hvor jeg også skrev lidt nogle artikler i Politiken, Information og Land & Folk, at jeg blev opsøgt af nogle folk fra den sydkoreanske ambassade, som sagde at de havde holdt lidt øje med hvad du skriver, og jeg opdagede jo meget hurtigt, at de jo ikke var helt glade for det, men de var heller ikke helt, totalt kede af det. Fordi jeg forsøgte faktisk allerede dengang, at balancere tingene. Jeg er ikke tilhænger af det system, men det er ikke så sort/hvidt som medierne stadigvæk, dengang og nu, fremstiller det. Jeg synes der er forskellige nuancer…

[…]

Geir Helgesen: … mange af mine kolleger siger at der slet ikke sker noget i Nordkorea, at det er totalt fastfrosset, men jeg kunne se, med sytten års afstand [1987/2004, Kim], at det ikke var så reglementeret mere, de så mere forskellige ud, de var (mere) klippede på samme måde, de havde ikke det samme tøj, de samme farver og så videre og så videre. Der var kommet små boder med mad og frugt og tingeltangel i baggaderne, private restauranter og der var en helt anden stemning – privatbiler, ikke ligesom i Seoul, men en hel del privatbiler i bybilledet.

[…]

P1-vært: Det vi ved om Nordkorea… hvor vi egentligt det fra?

Geir Helgesen: Der er stadigvæk en masse konstruerede nyheder, som bliver fabrikerede af efterretningstjenester i Sydkorea, muligvis i USA. Hvor man ligesom giver det en ekstra tand, fordi der er altså kræfter i verden der har brug for at have en regulær fjende.

P1-vært: Når der så i internationale medier kommer historier ud om KZ-lignende forhold, at styret torturerer, at hvis man ejer en Bibel så bliver hele familien sendt afsted til fangelejre -. er det så forkert? Er det måske rigtigt, eller måske forkert? Eller?

Geir Helgesen: Det er, en hel del af det er sandsynligvis rigtigt, og meget af det er helt sikkert rigtigt. Så det vil jeg ikke tilbagevise, og jeg vil ikke prøve at skønmale Nordkorea. Mit ærinde er mere at sige, at hvis vi vil ændre de forhold, hvis vi positivt vil ændre situationen for mennesker der har det rigtigt rigtigt svært – hvad er så bedst?

[…]

P1-vært: Vi tager udgangspunkt i individet, de tager udgangspunkt i gruppen. Er de ligeglade med individet. Betyder det ikke noget om der er en fra eller til?

Geir Helgesen: Det er nok for meget sagt, men den enkeltes lykke hænger jo så i meget meget større grad sammen med fællesskabets lykke. Vi er kritiske overfor stærke ledere… hvor imod man i Østasien går efter stærke ledere… Gruppen ønsker faktisk en leder, som har magt til at gøre de ting som gruppen som helhed ønsker.

Oploadet Kl. 17:42 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper