13. september 2016

Milan Obaidi, radikaliseringsforsker: ‘Stramninger på udlændingeområdet’ kan radikalisere muslimer

Det er meget der radikaliserer muslimer, men åbne grænser kan tilsyneladende mindske problemet. Radikaliseringsforsker Milan Obaidi propaganderer, og finder naturligvis støtte fra tidligere PET-chef Jakob Scharf, DIIS’ Ann-Sophie Hemmingsen og selveste Hans Jørgen Bonnichsen. Fra Dagbladet Information – Udlændingestramninger kan medvirke til radikalisering.

Stramninger på udlændingeområdet kan opleves som uretfærdig forfølgelse af en primært muslimsk befolkningsgruppe. Derfor er stramninger anvendelige i militante islamisters propaganda om, at Vesten bekriger islam.

Ifølge radikaliseringsforsker Milan Obaidi, postdoc på universitetet i Uppsala, er smykkeloven, integrationsydelsen og udskydelse af retten til familiesammenføring eksempler på politiske tiltag, der kan opfattes som diskrimination.

‘Stramninger kan være godt propagandastof for ekstremistiske grupper i deres forsøg på at skabe opmærksomhed og sympati blandt moderate muslimer. Så den slags politiske tiltag kan gavne de grupper,’ siger Milan Obaidi.”



12. september 2014

DIIS-forskere om SFI-rapport: Man er ikke ekstremist, hvis man afviser vold og arbejder for demokrati

Ann-Sophie Hemmingsen og Tobias Gemmerli fra Dansk institut for internationale studier halalslagter den anonyme SFI-rapport om ekstremisme. De har selvfølgelig ret i det citerede, men det førstnævnte er blevet citeret for om Islam vidner ikke om indsigt i andet end karrieremuligheder. Fra DIIS.dk – Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark – en problematisk kortlægning.

“Tirsdag den 9. september offentliggjorde Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) en længe ventet rapport, der kortlægger antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark. Rapporten navngiver 15 grupperinger fordelt på tre miljøer: et højreradikalt, et venstreradikalt og et ekstremistisk islamistisk. Fælles for de 15 grupperinger er, at de eksplicit tager afstand fra brugen af vold og andre ulovligheder. Hertil kommer, at de fleste erklæret arbejder for demokrati. Så hvordan ender disse 15 grupperinger med ekstremismestemplet? Det er overordentlig svært for læseren at finde ud af. Rapporten mangler nemlig eksplicitte definitioner og kriterier. Når datagrundlaget desuden er spinkelt, bliver værdien af kortlægningen tvivlsom. …

Dernæst savner vi definitioner af det ikke-ekstreme og prodemokratiske, som miljøerne og grupperingerne holdes op i mod. Rapporten søger at beskrive de egne af det religiøse og politiske landskab, som ligger udenfor ‘det politiske normalområde’. Præcis hvad dette normalområde dækker over, står imidlertid hen i det uvisse, ligesom indholdet af den ‘liberalistiske demokratiopfattelse’, som de kortlagte miljøer og grupperinger kategoriseres som modsætninger til.

Som det klart fremgår af rapporten, er det svært én gang for alle at definere ekstremisme og antidemokratisme af den simple grund, at det er relative begreber. Men når man giver sig i kast med at kategorisere navngivne grupperinger som ekstreme eller antidemokratiske, må man åbent og detaljeret forklare præcis, hvordan man til lejligheden anvender begreberne, samt præcis hvilke kriterier man lægger til grund for sine kategoriseringer. Når grupperinger, som erklæret arbejder for demokrati og lægger afstand til voldelige handlinger, kategoriseres som antidemokratiske og/eller ekstremistiske, har vi, som læsere, brug for en forklaring.

Endelig er det uklart, hvilke aktiviteter eller handlinger i observationsperioden, der ligger til grund for rapportens kategoriseringer. I afsnittet om det højreradikale miljø optræder således handlinger, som i vores øjne er blandt grundstenene i et demokrati – demonstrationer, opstilling til valg og anvendelse af ytringsfriheden – på samme liste som enkeltpersoners kriminelle eller voldelige handlinger. Dette medfører, at vi er tvivl om, hvad der er blevet lagt vægt på. At enkeltpersoners lovovertrædelser i rapporten kategoriseres som værende ‘i tråd med det ideologiske udgangspunkt’ i miljøer, gør ikke tvivlen mindre. Rapporten synes at antage en bestemt type sammenhæng mellem holdninger og handlinger, men denne antagelse er der langt fra konsensus om i ekstremisme- og radikaliseringsforskningen, hvorfor en vurdering af, om handlinger er i tråd med de ideologiske udgangspunkt, må betegnes som diskutabel, og derfor skal mellemregningerne præsenteres. Som læsere savner vi kort sagt en indledende liste over kriterier, som alle grupperinger konsekvent vurderes efter. Det ville have gjort os i stand til at gennemskue, hvorfor netop disse 15 grupperinger er valgt. …

Forskergruppen har endvidere interviewet 26 personer i eller omkring miljøerne, hvoraf de 11 var relateret til det ekstremistiske islamistiske miljø, syv til det højreradikale og tre til det venstreradikale. Det er imidlertid uklart, hvorvidt disse interviewpersoner har bidraget med viden om deres egne meningsfæller eller om andre, hvilket fører os til et grundlæggende spørgsmål omkring den troværdighed, som interviewpersoners udsagn er blevet tillagt. Vi savner således indblik i, hvordan man har sikret sig, at interviewpersoners vurderinger og informationer er korrekte. F.eks. er det ikke klart for os, hvor meget vægt, vi skal lægge på frontpersonales oplysning om, at Danish Defence League ytrer sig gennem en krænkende retorik og spytter på kvinder, som kan findes på s. 38. Er dette et rygte fremsat af en enkel person eller et forhold, som mange har bevidnet?

(Politiken.dk, 10. september 2014: Forskere kritiserer kortlægning af ekstremisme)



9. august 2014

Politiken & Co: Jihadisternes eneste fællestræk er danskhed – tilsat ‘en personlig eksklusionshistorie’

Syrienkrigerne har intet til fælles, fortalte Politikens Morten Skjoldager på TV2 News for lidt siden. Herefter fortæller justitsminister Karen Hækkerup at hun gør alt hvad der står i hendes magt, for at radikale islamister ikke forlader landet. Hvor skal man starte? Fra Politiken – Syrienskrigere er opvokset her.

“Ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) har mindst 15 personer fra Danmark mistet livet i Syrien. De 11, som Politiken har kunnet identificere, har gået i dansk skole, taget danske uddannelser, talte flydende dansk og navigerede hjemmevant i det danske samfund.

De er rundet af det danske samfund, så det er ikke noget, vi kan tillægge andre ansvaret for‘, siger Ann Sophie Hemmingsen, forsker i radikalisering ved Dansk Institut for Internationale Studier, der har fået forelagt Politikens research.

… kortlægningen viser også, at de dræbte syrienskrigere ofte kommer fra tilsyneladende velfungerende familier.

‘De er i langt de fleste tilfælde relativt normalt fungerende. De er ikke socialt belastede og har haft en rimelig opvækst i ofte ressourcestærke familier’, siger Allan Aarslev, politikommissær ved den kriminalpræventive afdeling hos politiet i Østjylland, hvor fem af de dræbte syrienskrigere havde bopæl.

Opfattelsen deles af Preben Bertelsen, der som den eneste psykolog i Danmark har faste samtaleforløb med hjemvendte syrienskrigere:

‘De er oftest rimeligt uddannede og dannede og velintegrerede i betydningen af, at de kan navigere sikkert i det danske samfund. I en anden forstand har de dog også ofte en personlig eksklusionshistorie bag sig‘, forklarer han.

… bortset fra at de er opvokset i Danmark, er der stor forskel på de dræbte jihadister. Spændvidden strækker sig fra en tyrkisk teenager fra den øvre jyske middelklasse til en utilpasset dansk forstadsdreng fra Ishøj. …

Hemmingsen mener derfor, at de gentagne forsøg blandt forskere og myndigheder på at kategorisere syrienskrigerne er nyttesløse.”

(Jihadisterne Hamza Nasser Hallak og Ahmad Hallak; Foto: Syrienblog)

“… altså 15 døde danskere.” (Jesper Zølck, TV2 News, 9. august 2014)



24. marts 2012

Nye højreekstremister myrder løs. Solo-terrorister handler på egen hånd. Muslimer er udsat for racisme.

Toulouse-sagen kaster masser af idioti af sig, og der er tilsyneladende ingen nedre grænse. Følgende tre pluk fra DR illustrer indirekte hvordan nyhedsbilledet er skruet sammen.

(24-årige Koran-læsende Muhammed Murah – 8-årige Miriam Monsonego, skudt gennem hovedet)

Tirsdag aften kunne man i Deadline høre lektor Jørn Boisen agere ekspert om Frankrig i et indslag der blandt andet omhandlede den franske valgkamp – Jødisk menighed lever ikke i frygt. Her fortalte han, at der ikke var store problemer med jødehad – “Man kan godt risikere, at få nogle på frakken, men det er på det niveau.” Glemt er Ilan Halimi der brutalt blevet myrdet af en bande muslimer tilbage i 2006.

Gerningsmandens motiv var ikke afklaret, men hvis man tog udgangspunkt i ofrene, så kunne man ifølge lektoren “godt tro, at det var en form for højreekstremisme, en ny form, ikke den klassiske” Fænomenet må være så nyt, det endnu ikke har set dagens lys.

Da Deadline fulgte op på Touluse torsdag aften, var skyldsspørgsmålet afklaret, og det så var der lagt i kakkelovnen til en debat, ikke om Islam, men om ‘ensomme ulve’. Efter en kort præsentation af terrorister (Nidal Malik Hasan, Umar Farouk Abdulmutallab, Faisal Shahzad, Taimour Abdulwahab al-Abdaly, Muhudiin Mohamed Geele, Lors Doukaiev) blev terrorforsker Ann-Sophie Hemmingsen bedt om at kommentere.

Jacob Rosenkrands: En på alle måde broget flok terrorister. Hvad har de her mænd til fælles?

Ann-Sophie Hemmingsen, DIIS: Det de har til fælles, det er jo netop, at de har handlet på egen hånd. De har i hvert fald forsøgt at gennemføre deres gerninger på egen hånd. De har jo en meget forskelligartet broget baggrund. Nogle af dem har været i kontakt med forskellige netværk, nogle af dem har rejst til udlandet og modtaget træning. Andre har tilsyneladende primært fundet deres inspiration i deres kommunikation over nettet på egen hånd. (senere talte hun om Al-Qaeda-magasinet Inspire, der havde ‘et vestligt publikum’ som målgruppe)

Da man ikke kendte gerningsmandens motiv, talte man om nazister og højreradikale. Da det så kom frem, at vi havde at gøre med et klassisk eksempel på ‘Jihadi Islamicus’, tales der konsekvent udenom. Ann-Sophie Hemmingsen fik ikke nævnt, at de omtalte terrorister alle var muslimer, og ikke en eneste gang omtalte hun Islam eller anvendte et begreb som Jihad. Forskere har det med at gøre tingene sværere end de er.

“… Squarcini tilføjede desuden, at Merah under forhandlingerne havde fortalt, at han var blevet »radikaliseret i fængslet, mens han læste Koranen. Det var ikke sket på grund af andre«. Derfor konkluderer Squarcini, at Merah ingen forbindelser til ekstremistiske organisationer eller terrorgrupperinger. Merahs voksende radikalisering skete »spontant, isoleret og friviligt«.” (Politiken, 23. marts 2012)

I løbet af ugen har flere medier (eks. TV2 News) bragt interviews med forfatteren bag en ny bog om Breiviks massakre på Utøya, og det er fantastisk timet. Decideret grotesk bliver det når Aftenshowet fredag med udgangspunkt i Touluse havde inviteret Ozlem Cekic og Arne Melchoir i studiet til en debat om racisme.

Vært: Ozlem, hvordan mærker du personligt i det daglige racismen. Hvordan oplever I racismen?

Ozlem Cekic: Det gør man både ved den måde man politisk har signaleret, de sidste mange år, også meget generaliserende, grænsende til racistiske udmeldinger, at muslimer voldtager deres døtre, at nu er vi også nødt til at sætte en pris på hvad en indvandrer koster.

En muslim begår racistiske drab. Højreradikalisme et et stort problem, muslimer er ofre – ringen er sluttet. Niels Lillelund om Den redigerende klasse.

“Ingen tragedie er så grum, at den ikke kan bruges til noget, så det var vel nok ærgerligt, at morderen i Toulouse viste sig at være en almindelig islamist snarere end en af de utallige, kampklare og svært bevæbnede nynazister, som den journalistiske mytologi er så rig på.

I vore dage planlægges nyhedsforløb gerne i forvejen rundt omkring i redaktionssekretariaterne, så i mange af de små newsrooms i Danmark (ingen nævnt, ingen glemt) har der været irritation at spore. Nu skulle det hele laves om.

Man kan selvfølgelig vælge en ny vinkel. Det gjorde Politiken (så fik vi nævnt dem alligevel): ”Tragedien i Toulouse må ikke misbruges politisk”. Skrev de…



31. januar 2011

Ph.d. Ann-Sophie Hemmingsen: “You can be a Jihadist without wanting to kill people.”

Medierne betragter ofte islamisk terrorisme, som en slags anomali i en ellers fredelig religion. Man kan som Ph.d. Ann-Sophie Hemmingsen, også vende det om. Fra Universitypost – You can be a jihadist without being a terrorist.

You can be a Jihadist without wanting to kill people. One of the conclusions of a new PhD thesis.

There are many ways to be connected to jihad, and only a few of them mean getting involved in violence or terrorism.

This could have been a short conclusion to the work of Ann-Sophie Hemmingsen, who has researched the subject for her PhD thesis, which she defended last week.

Jihadism is considered synonymous with radical Islam. The word Jihad is originally Arabic, translating as struggle. In the west, the word connotates an Islamic holy war against Western civilisation. But… Radical islamists are not necessarily connected to terrorism or even al-Qaeda…

Ann-Sophie observed three terrorist trials for her study.

The individuals on trial and some of the people around them perceived themselves as part of something bigger – a kind of exclusive group that not everyone has access to.

They share norms, views, dress codes and language, explains Ann-Sophie.

Oploadet Kl. 13:21 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


24. januar 2011

Farvel nynazisme – Goddag Islam

Selvom forklaringsmodellen virker søgt, så er historien nok så interessant. Fra søndagens Politiken – Jihad – en cool ungdomskultur.

“En ung mand ved navn Lennart har været forbundet til flere af de danske terrorsager. Lennart er født i Sverige, har lyst hår og blå øjne. Tidligere var han nynazist, og han er dømt for at have mishandlet en indvandrer næsten til døde i et racistisk overfald.

Men under et af sine fængselsophold besluttede Lennart sig for at blive muslim. Siden har han dyrket en ekstrem tolkning af islam med en fanatisk ildhu. Umiddelbart kan det virke uforståeligt, at et menneske kan gå fra at være nynazist til at være islamist med terrorsympatier.

Men ifølge terrorforsker Ann-Sophie Hemmingsen er det ikke uforklarligt: »Der er en del mennesker i det ekstreme islamistiske miljø, som har en fortid i andre ekstremistiske miljøer. Og det giver faktisk rigtig fin mening, for det er mennesker, som rejser rundt i deres liv og søger efter en anden måde at leve på end den etablerede«. Som forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier ( DIIS) har Ann-Sophie Hemmingsen brugt de sidste tre år på at følge islamistiske ekstremister i Danmark…

For rodløse unge handler det i høj grad også om, at de i det ekstreme miljø bliver en del af et stærkt fællesskab, hvor netop det at være i opposition til samfundet er centralt. Jihadisme er simpelthen en moderne modkultur, ligesom punkmiljøet eller den ekstreme venstre-fløj tidligere var det.”

Oploadet Kl. 04:09 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


23. juli 2010

Ph.D. Ann-Sophie Hemmingsen: Terror er ikke et middel der er ’særligt knyttet til islam’

En middelmådig gymnasieelev ville gå bag om tallene, men ikke en statsansat DIIS-forsker. Fra forrige udgave af Weekendavisen – Kend din fjende (ikke online).

“Europol, EU’s fælles politienhed, samler hvert år statistik om terroraktiviteter i Europa, og lægger man de seneste fire års rapporter ved siden af hinanden, danner de et overraskende svar: I 2006, 2007, 2008 og 2009 registrerede EU’s politimyndigheder 1.890 »planlagte«, »forhindrede« eller »gennemførte terrorhandlinger« inden for Unionens grænser. Af de 1.890 tilfælde var 6 – seks – knyttet til militante islamister. En sejlivet fordom siger, at alle muslimer ikke er terrorister, men at alle terrorister er muslimer.

Ifølge Europol er sandheden snarere, at 0 ,3 procent af Europas terrorister er muslimer, og at 99,7 procent af terroraktiviteterne i vores region intet har med islam at gøre.

»Det må siges at stå i kontrast til det trusselsbillede, vi får gennem medierne,« siger terrorforsker Ann-Sophie Hemmingsen, Ph. D.-stipendiat ved Dansk Institut for Internationale Studier ( DIIS). »I Europa har der ikke været et eneste succesfuldt islamistisk terrorangreb siden 2005. Der er mange andre grupperinger, der bruger terror, men det er et middel, som ikke særligt er knyttet til islam.«…

Ifølge Europol finder langt de fleste terrorhandlinger sted i Spanien og Frankrig. Især separatisters bombeangreb og ildspåsættelser i Baskerlandet og på Korsika breder sig i statistikken…

Hovedbudskabet i rapporterne er faktisk positiv: Tallene for 2009 er væsentlig lavere end tallene for 2008, hvor der meldtes om 515 terrorhandlinger (herunder separatister: 397, venstreradikale: 28, enkeltsager: 5, uspecificeret: 11, islamister: 0)…

Europols tal skal læses med forbehold. Britiske myndigheder, der tager truslen fra islamister mere alvorligt end de fleste, bidrager kun delvis med information til rapporterne, og anarkister og venstreorienterede grupper er formentlig underrepræsenterede, da nogle lande kategoriserer deres aktiviteter som ekstremisme, ikke terrorisme. Europol skelner heller ikke mellem høje og lave tærskler for terror, ligesom der landene imellem anvendes forskellige definitioner; hvad der i Spanien tæller som terrorisme, ville andre lande arkivere som groft hærværk.”

Oploadet Kl. 07:14 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


2. februar 2010

Thomas Hoffmann: – vanskeligt for mig som forsker at påstå jihadister fortolker islam forkert

Religionsrapport’en på P1 er sjældent værd at høre, og med Malene Fenger-Grøndahl som vært, forventer man ikke det store når islam er emnet. Denne uges udgave om forholdet mellem islam og terrorisme var ikke desto mindre en undtagelse, idet P1 gav plads til både sociologiske og filologiske forklaringer. Ann-Sophie Hemmingsen fra DIIS stod for det sociologiske, og aflirede i tyve minutter de samme banaliteter, vi fornyligt hørte fra Manni Crone og Lene Kühle på samme kanal.

Det filologiske stod lektor Thomas Hoffmann for. Indledningsvis fortælles det, at han skrev ph.d. om ‘Koranens poetiske kvaliteter’, og han omtales derfor belejligt som Koranforsker, ikke islamforsker. Programomtalen flyder med eufemismer (Muhammed “påtog sig en rolle som hærfører”), men selvom Malene Fenger-Grøndahl flere gange forsøgte at dreje samtalen væk fra kilderne, så lykkedes det ikke helt, og man må sige, at Thomas Hoffmann var opgaven voksen. Vi har med andre ord en universitetsforsker der udtaler sig om islam, på baggrund af islam – helt uhørt.

  • 1/2-10 Religionsrapport, P1 – Islam og terrorisme – er der en sammenhæng? (57 min).
  • Delvis transkription.

    Malene Fenger-Grøndahl: Jeg spurgte Thomas Hoffmann, hvad han som Koranekspert, kan sige om forholdet mellem muslimernes hellige tekst på den ene side, og den terrorisme der begås med henvisning dertil på den anden side. Misbruger og fejlfortolker terroristerne Koranen, eller er der rent faktisk stof i Koranen der kan legitimere terrorisme, voldelige handlinger, angreb på civile.

    Thomas Hoffmann, lektor: Ja, altså, jeg vil sige, at Koranen og den meget vigtige tekstsamling der hedder hadith, som handler om Muhammeds gøren og laden, og de tidlige muslimers gøren og laden, de er jo spundet ind i en mere sammenhængende fortælling om Muhammeds og de tidlige muslimers liv. Og den her fortælling er i høj grad en fortælling om konflikter, og også om væbnede konflikter, om voldelige sammenstød og overfald. Det er jo fortællingen om Muhammed og de tidlige muslimers fødsel som samfund i Mekka, og hvordan de langsomt bliver undertrykt af de polyteistiske mekkanere, som fører til at Muhammed og hans samfund må udvandre fra mekka, og så udvandrer de så til det der bliver Medina, og derfra etablerer de så at sige en slags islamisk stat, eller en islamisk styreform, og ud fra den her islamiske stat, der kæmper de, indgår de i konflikter med mekkanerne, med de omgivne beduinsamfund, og også internt i det medinesiske samfund med muslimer, der opfører sig som såkaldte hyklere eller andre religiøse samfund såsom jøderne, som kommer til at lide en krank skæbne i Medina senere hen. Så der er masser af voldeligt krigsmateriale i såvel Koranteksterne, i hadithteksterne, som i selve teksterne om Muhammeds liv, og de her tekster her om Muhammeds liv, de fremstår jo, for de fleste muslimer som, hvad skal man sige – eksemplariske, som noget der er forbilledligt – Profeten er ”uswa hasana’ det skønne eksempel, det er ham man skal se op til både i ånden, og i praksis. Og det er derfor, at når moderne muslimer spejler sig i Muhammed og Muhammeds tid, som var en voldelig og konfliktfyldt tid, så kan der let komme sådan en slags spill over-effekt, hvor det her krigeriske potentiale fra Muhammeds tid, genspiller sig i moderne nutid.

    Malene Fenger-Grøndahl: Så der er altså noget potentiale, til at se verden som konfliktfyldt, og måske også til at legitimere det, at man kæmper aktivt. Men mange muslimer vil jo også sige, jamen islam betyder jo egentligt fred, det kommer af samme rod som ordet salaam, fred, og hele formålet med Koranen og islam, det er at man skal leve i fred med Gud, med sin omverden og med sig selv, og det er det vi får anvisninger på i Koranen. Og det er så en fuldstændig anderledes udlægning. Hvis vi så går ind og zoomer ind på Koranen, hvad står der, hvad er det for nogle ting der står som afspejler den her tilblivelseshistorie, som du har skitseret.

    Thomas Hoffmann: Ja, Allerførst vil jeg gerne lige kommentere det her med at islam skulle betyde fred. Det er også lidt af en moderne fortolkning, der er kommet til, i lyset af, at der har været så meget kritik af at islam er en krigerisk religion, og det er ganske rigtigt, at salaam har samme rod som islam – altså fred. Men egentligt kommer ordet islam af verbet aslama, som betyder at underkaste sig. Og hvem underkaster man sig, man underkaster sig Gud, som er Herren, som er Kongen, som er universets hersker. Så den oprindelige etymologi er knap så fredsorienteret, som den her nye, som er ved at komme i spil, men som jeg altså tror er kommet i spil, fordi der er netop den her massive diskurs omkring islam som en krigerisk religion ik’. Men det er jo sådan set kun godt at muslimer vælger at begynde at omtolke etymologien, for på den måde at fokusere på det fredselskende element i navnet. Men det er som sagt en tilsnigelse, både historisk og også etymologisk.

    Malene Fenger-Grøndahl: … hvad er det så der står i den her Koran?

    Thomas Hoffmann: Fordi at Muhammed var engageret i de her kampe mod forskellige dele af sin omverden, og som Gud ledte ham i, jamen så er der forskellige vers der omhandler de her kampe, hvor Gud så at sige nedsender krigeriske vers. Hvis jeg kan prøve at finde nogle. For eksempel vers 9:29.

    ‘Nedkæmp dem, som ikke tror på Gud indtil de betaler tribut efter formåen og fremstår ydmygede.’

    Der er også andre vers. For eksempel 47:4.

    ‘Når I møder dem, der er vantro, så giv dem hug over halsen! Når I så har slået dem ned, stram da lænkerne, indtil krigen lægger sine byrder, med henblik enten på benådning eller på løskøbelse bagefter!’

    Eller mere martyrorienterede vers. Sura 4, vers 74.

    ‘Lad dem, der vil sælge det jordiske liv for det hinsidige, kæmpe for Guds sag! Den, der kæmper for Guds sag, vil Vi give en vældig løn, uanset om han bliver dræbt, eller om han sejrer.’

    Og det var lidt den win-win situation for de tidlige muslimer, at hvis man ikke blev dræbt, så var der i hvert fald en god chance for at man kunne vinde bytte, krigsbytte. Og hvis man blev dræbt, så kom man så at sige i paradis på et wild card, som martyr.

    Malene Fenger-Grøndahl: Det er jo også det vi hører, at nogle terrorister henviser til i dag i nogle efterladte dokumentere eller videoer, at de opfordrer andre til at følge i deres fodspor, og de siger, at det her, det gør de af nødvendighed og fordi det er korrekt ifølge religionen, og også med udsigt til den her vinding, at komme i paradis. Er det så fuldstændig korrekt islam?, eller korrekt Koranforståelse?

    Thomas Hoffmann: Det er jo vanskeligt for mig som ikke-muslim, at hævde muslimer fortolker deres religion forkert. Det kan godt være jeg synes det er moralsk forkert – det synes jeg selvfølgelig, men det er vanskeligt for mig at sige som forsker, at han eller hun som vælger at gå i martyrdøden i en selvmordsaktion, har fortolket islam forkert. For de kan jo ofte henvise til forskellige vers i Koranen, som netop henviser til martyrtraditioner eller til jihadtraditionen, hvor man kæmper mod uretfærdige herskere, eller hvor man kæmper for udbredelsen af islam. Der er jo simpelthen, dels passagerne i Koranen og i hele det helligtekstlige univers, og så er der også en lang og prominent historisk tradition for jihad, som de også kan henvise til. Alt sammen det udgør til sammen en meget – i bogstaveligste forstand – sprængfarlig cocktail som kan bruges til at legitimere forskellige former for væbnede konflikt.

    Malene Fenger-Grøndahl: Du har både nævnt nogle vers der generelt handler om det at bekæmpe en fjende, men også et vers der er mere martyrorienterede. Hvad med det her jihadbegreb, hvordan optræder det i Koranen?

    Thomas Hoffmann: Altså, ordet jihad kommer egentligt af verbet jahada, som betyder at stræbe, og det, selve den rod af arabiske bogstaver – ordet er bygget op af rødder, det forekommer cirka små 40 gange i Koranen. Så det er egentligt ikke så meget, men til gengæld er der talrige gange i Koranen, hvor drab og det at dræbe omtales, eller ‘ghital’, kamp. Og i den henseende er det sådan set lige meget om der står jihad eller ‘ghital’, det indgå stadigvæk i en overordnet religiøs diskurs og legitimering af konflikt.

    Malene Fenger-Grøndahl: Når du sidder som Koranforsker, så har du de her enkeltstående vers, hvor du kan konstatere, at der er de her begreber der går igen. Men hvad med den sammenhæng de indgår i. Kan du sige noget om det?

    Thomas Hoffmann: For det første er det meget meget vanskeligt område at finde ud af, hvad versenes sammenhæng er, men den islamiske tradition har jo selv bygget et helt korpus op omkring de såkaldte [arabiske begreber], altså hvornår, og under hvilke omstændigheder blev dette eller hint vers åbenbaret. Og der vil det ofte være sådan, at til et krigerisk vers, for eksempel sura 9, vers 5.

    ‘Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem frit gå! Gud er tilgivende og barmhjertig.’

    Der vil der i den udenomskoraniske litteratur være en masse fortællinger om, hvad var de mere præcise historiske omstændigheder omkring lige præcis det her vers. Og der vil man sige, at det handlede om Muhammeds kamp mod mekkanerne, og der var nogle traditioner om at man ikke gik i krig med hinanden i de fredhellige valfartsmåneder, og det er simpelthen det de henviser til. Så på den måde yder den islamiske tradition sin egen kontekst til de her lidt mere løsrevne Koranvers, som kan være svære umiddelbart, hvis man bare tager en Koran og læser den, at finde den eksakte kontekst på.

    Malene Fenger-Grøndahl: Man kan sige terrorisme, er jo i almindelige definitioner også karakteriseret ved at det er drab på civile, og det er for at opnå en større sag, men du rammer ikke nødvendigvis dem der vil gøre dig ondt, men rammer nogle, så du skaber frygt. Altså netop det her med at du rammer, det vi vil kalde uskyldige. Er der steder i Koranen, hvor du vil sige, at det bliver legitimeret direkte?

    Thomas Hoffmann: Nej, det vil jeg synes ville være for meget af en tilsnigelse. Man kan sige, at Koranen jo egentligt ikke rigtigt opererer med begrebet civile eller krigsførende. Altså dem man gik i krig med, de var fjenden hele bundtet. Enhver mand var en potentiel modstander, og at kvinder og børn ikke skulle dræbes, det havde måske mere at gøre med, at de kunne bruges som bytte, som slaver. Det var heller ikke nødvendigvis sådan, at man dræbte mænd, man kunne også netop bruge dem som slaver. Det er ikke noget der er specielt for islam, det er typisk nær-orientalsk måde at føre krig på.

    […]

    Malene Fenger-Grøndahl: … at der er historiske eksempler, som kan inspirere de unge til vold – det er der ikke nogen tvivl om understreger Koranforsker Thomas Hoffmann. For igennem islams historie, der har der faktisk været en del eksempler på at der er blevet udført krigshandlinger med henvisning til Koranen og begrebet jihad.

    Thomas Hoffmann: Det har ikke været så ualmindeligt igen, når først det islamiske storrige, ligesom har fået etableret sine faste grænser, så er alle de her grænser, de ligger jo ud til krigens hus, til de ikke-muslimske områder. Og der var der altså op gennem tiden en stærk og prominent tradition for, at fromme muslimer de drog til de her udkantsområder for at virke som muhajedinere, som hellige krigere i de her udkantsområder, hvor man så kunne gøre indfald i fjendeland. Og det var ligesom sådan en del af islams ‘elan vital’, en aktivistisk from måde at vise, at man var muslim på. Man havde også visse asketiske træk, at ligesom drage helt ud til verdens ende og kæmpe mod de vantro.

    […]

    Malene Fenger-Grøndahl: Nogle vil jo sige, der er sociologiske og politiske forklaringer på de her konflikter. Hvorfor er det så Koranens sprog, som vi ser de her konflikter umiddelbart bliver formuleret i?

    Thomas Hoffmann: Jeg vil ikke sige, at der er tale om et enten eller. Der er selvfølgelig sociale, politiske og globale årsager til moderne jihadistisk terrorisme, men det er klart, at når vi har en kanonisk tekst som Koranen, og også hadith og hele Muhammedtraditionen, som er så eksplicit orienteret omkring krig og kamp, så ligger det lige for, at tage til sig og bruge som legitimeringsmateriale for jihadisterne og for terroristerne. Og samtidig har den islamiske tradition jo også en helt særlig legitimitet i forhold til alle mulige andre politiske ideologier og traditioner. Det er trods alt 1400 år, som man ikke sådan lige helt kan bortfeje. Man har svært ved helt at se bort fra, at Muhammed var en kriger på forskellige leder og kanter. Så det udgør klart en del af legitimeringsmaterialet.

    Malene Fenger-Grøndahl: Hvis man så vil blive på den banehalvdel, og sige, at vi simpelthen er nødt til at anerkender islams betydning for mange muslimers selvforståelse, og historien og traditionerne. Hvor meget ligger der så i Koranen og i traditionen omkring islam som kan trække i den anden retning, som man kan bruge, så at sige til at afmontere jihadisternes argumenter, og tiltrækningskraft på unge troende mennesker.

    Thomas Hoffmann: Jamen, der ligger rigtigt meget, men ofte er det sådan, at det er så at sige, som en slags forbehold. Altså det kan være vers der handler om at man skal vise en vis tilbageholdenhed i forhold til krigsaktiviteter, at man skal være tilgivende, men selve det krigsmæssige, undsiges så at sige aldrig, men er simpelthen en del af den legitime tradition, og der må jeg sige, at der tror jeg der påhviler den islamiske tradition en kæmpestor omfortolkning, genfortolkningsopgave de næste mange år. Hvor vi jo er på vej i det internationale samfund, hvor det krigeriske per definition er forkert. Men vi har altså en tekst, som er opstået i en tid hvor det krigeriske og det at dø for en Gud, at kæmpe for en Gud, ikke i sig selv var problematisk, det var tværtimod bevis på at man tilhørte den sande tro, og man var villige til at gå i døden for sin tro. Det her grundmateriale er selvfølgeligt vanskeligt at komme uden om, også når store dele af den islamiske verden befinder sig i voldsomme konflikter med repressive regimer, der ligesom kalder på modstand, og de her regimer har så at sige udtørret enhver form for politisk modstand, og der er næsten kun det islamiske tilbage, som yder rum for at italesætte sin modstand. Så er det jo klart, at så er det den mest prominente og mest åbenlyse tradition man kan trække på, selvfølgelig, den islamiske.

    […]

    Malene Fenger-Grøndahl: … det er selvfølgelig et meget meget lille mindretal, der reelt griber til våben i islams navn, og som begår drab på civile, men vi ser det dog. Når vi nu sidder med Koranen, der er kommet i en dansk udgave eller dansk oversættelse, tænker du så, når du ser den her bog, at det er sådan en bog som man oplagt kan bruges som krigsmanual, eller som Naser Khader har skrevet i en blog fornyligt, ‘Koranen har et voldsinstinkt, vi må gøre op med’. Altså ser du denne her bog egentligt, som en voldelig eller farlig bog, eller hvordan skal vi forstå den.

    Thomas Hoffmann: Jeg vil nødig italesætte Koranen som udelukkende en voldelig og farlig bog, men det er klart, det er en potent bog, netop fordi der er en hel del krigeriske vers i den, men det er ikke kun Koranen i sig selv, det er også den tradition der knytter sig til Koranen. Altså, hele Muhammedbiografien og hans liv, som var et konfliktfyldt liv, og ligesom den kombination af Muhammeds forbilledlige, men konfliktfyldte liv, og så Koranvers, som kan være meget krigeriske og som jo tænkes at afstamme direkte fra Gud, hvilket gør kritikken af den bliver en smule prekær. Det gør jo, at det uomtvistelig bliver en bog som – jeg vil ikke sige – det lyder måske lidt alarmistisk, at sige den er farlig, men den kan blive farlig i de forkerte hænder.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper