6. januar 2021

Antropolog Ole Høiris: Der findes ingen ‘naturlig’ familieform (1998: Der findes ikke en dansk kultur)

Man skal have gået mange år på universitet, for at afvise eksistensen af en naturlig familieform, men det har givet docent emeritus Ole Høiris en god livslang indtægt. Tidligere var det dansk kultur han forsøgte at udviske, og sådan kan kulturmarxister stille og roligt bekæmpe det bestående, uden at blotte det revolutionære aspekt. I 1970’erne var han med til at etablere tidsskriftet ‘Marxistisk Antropologi’, og selvom han givetvis er blevet klogere, så er der stadig plads til forbedring, som man høre i ‘24 spørgsmål til professoren‘. Fra Weekendavisen.dk – Familien er en (vilkårlig) konstruktion.

“Den moderne verden med sine mange forskellige familieformer har fat i noget. For der findes ingen ‘naturlig’ familieform, siger antropolog Ole Høiris.

Han forklarer, hvordan videnskaben om menneskets oprindelse altid har været ladet med kulturelle værdier, og forestillingen om det ‘oprindelige’ formet af ideologi.”

(Antropolog Ole Høiris, 2013; Foto: Youtube)

Ole Høiris om dansk kultur (De etnisk fremmede – og os andre, Jyllands-Posten, 5. januar 1998)

“Tanken om, at indvandrere og flygtninge af ikke-vestlig oprindelse i kraft af deres kultur truer vor nationale eksistens, ja hele civilisationens eksistens, har også haft et voksende antal tilhængere i Danmark. Denne holdning er i nogle sammenhænge blevet fremstillet som en voksende racisme i Danmark. Den gamle ‘race-racisme’, som fik sit dødsstød pga. Anden Verdenskrigs barbari, er blevet erstattet af en ‘kultur-racisme’. Forskellene tilskrives nu kultur… Indimellem placerer sig så de forskellige bud på en mere eller mindre tvangsmæssig større eller mindre danifisering. Det interessante er, at begge yderpositionerne bygger på en ide om kulturernes principielle uforenelighed. …

Kulturbegrebet, som stammer fra en godt 200 år gammel og især tysk reaktion på den franske og engelske oplysningstænknings universalisme, er en måde at anskue folk og samfund på ud fra en fremhævelse af det, der er forskelligt. Herfra stammer ideen om, at et folk udgør en særlig enhed med en særlig kultur og folkeånd baseret på en særlig historie og et særligt sprog, samt at dette er det sande grundlag at bygge en nation på. Men det er vigtigt at erindre sig, at ‘kultur’ er en måde at anskue verden på, hvis man vil fokusere på forskelle. Derfor var kultur basis for en politisk strategi, da vi skulle opbygge en særlig national identitet _ forskellig fra især den tyske. Men det er en farlig strategi… Kultur er således ikke noget, man kan finde i virkeligheden, men noget man fremhæver fra virkeligheden. … I et kulturperspektiv kan det f.eks. med stor føje hævdes, at kulturforskellen mellem en kvindelig, sønderjysk bistandsklient på 65 år og kronprinsen er væsentlig større end på en dansk og en tyrkisk skolelærer. Ud over sproget er der få livsforhold, som vi ikke har tilfælles med andre mennesker i verden. Den danske befolkning kan anskues som forskellige grupper med meget forskellig levemåde, levemåder som de enkelte grupper mere deler med tilsvarende grupper i andre lande end med andre danske grupper. Der er således ikke en dansk kultur, som man kan kræve, andre tilegner sig.

… når først fejlene i systemet er blevet til fejl ved de fremmede, kan en politisk udnyttelse få frit løb. Når fejlen er de fremmede, er løsningen at smide dem ud eller tvangsdanifisere dem. Og når reaktionen herpå er det, der hedder ’stramninger’ og ikke forsøg på at forsvare, diskutere og implementere de grundliggende principper bag vor udlændingepolitik, forstærkes fremmedangsten og dermed også den spirende (kultur)racisme. … Vi skal ikke blot være vores politik bekendt over for flygtninge, indvandrere og internationale konventioner. Vi skal også kunne være den bekendt over for os selv.” (Ole Høiris, 1998)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper