4. juli 2019

Hoffmann om Muhammed-biografi: Skelner ikke mellem ‘religiøs ønsketænkning og historisk forskning’

Islamforsker Thomas Hoffmann anmelder en ny bog fra Juan Cole, en af Islam-apologiens ypperstepræster. Læs det hele på Weekendavisen.dk – Som Fanden læser Koranen.

“Coles tese er følgende: Muhammad blev født i en tid, hvor to store imperier stødte sammen, henholdsvis det kristne Byzantinske Rige og det zarathustriske Persien. Ifølge Cole så Muhammad med dyb sorg på alle de blodsudgydelser og følgeskader, som imperiernes lokale verdenskrig forårsagede. Netop derfor formedes i Muhammads sind en storslået vision om en fredsbevægelse.

Bevægelsen var islam, og den spredte sig med stor succes i hans livstid, primært ved at bero på åndelig soft power frem for rå militær magt. Når Muhammad blev angrebet af sine fjender, søgte han våbenhvilen frem for den blodige sejr. Med Coles ord: ‘I det multikulturelle Medina sammensatte Profeten en mangfoldig ‘nation’ af abrahamitter i håbet om at sætte monoteister (sammen med deres hedenske klienter) op imod Mekkas militante traditionalister.’ En slags monoteistisk økumene, der endda var tolerant over for hedninge.

Da Muhammad imod slutningen af sit liv indtog sin fødeby, Mekka, der i sin tid havde fordrevet ham, foregik det derfor ganske fredeligt. Ja, ifølge Cole var dette indtog snarere at sammenligne med Martin Luther Kings borgerrettighedsmarch ind i Washington i 1963 end en militær kampagne.

Cole indrømmer, at Muhammad af og til var blevet tvunget til at forsvare sig, men det var undtagelsen, der bekræftede fredsreglen. ‘Koranen,’ skriver Cole, ‘rummer en doktrin om retfærdig krig, men ikke om hellig krig, og den bruger ikke ordet jihad med den sidstnævnte association.’

Dette skønmaleri står i grel kontrast til konsensus i såvel forskningen som den islamiske tradition. Kan det virkelig passe, at forskningen i tidlig islam og jihad har fejlfortolket Koranen og læst kilderne forkert? Ja, hævder Cole. Og ikke nok med det, også muslimernes egen historieskrivning har misforstået Profeten og islam. Middelalderens muslimske lærde har nemlig opfundet dubiøse tolkningsmetoder og misbrugt dem til at kolportere en ufredelig og aggressiv islam frem for den oprindelige fredsversion.

Forskningens almindelige konsensus om, at islam udvikler sig mere og mere militant i løbet af Muhammads karriere, betragter Cole som en fordrejning af Profetens forkyndelse.

… det er et problem, hvis Cole som islamforsker ikke skelner mellem religiøs ønsketænkning og historisk forskning. Overhovedet er det én af de farligste faldgruber i moderne islamforskning – som alt for mange forskere mere eller mindre frivilligt hopper ned i. At en så dreven og indflydelsesrig islamforsker som Cole publicerer et sådan værk, er altså en smule bekymrende.

Næste store minus er hans selektive metode. Hans materiale er rigt, men det tenderer grov cherry picking. Således udvælger han alt det fredelige materiale, han kan få fat i, samtidig med at han ignorerer, nedtoner eller afviser alt det materiale, der umiddelbart modsiger eller komplicerer sagen. Det er det, man i psykologien kalder confirmation bias, hvor man ‘opdager’ de ting, der understøtter de hypoteser eller forventninger, man i forvejen har. I teologisk forskning er det en gammel traver, der kaldes eisegese: at læse ting ind i materialet, der faktisk ikke er belæg for.”

(Juan Cole, Muhammad – Prophet of Peace Amid the Clash of Empires. Nation Books, 2018)

Oploadet Kl. 03:02 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


1. juli 2019

Undersøgelse: Blot en ud af ti MENAP-indvandrere gifter sig dansk -‘Religionen er et ufravigeligt punkt’

Undersøgelse er udarbejdet af lektor Ulla Nørtoft Thomsen for tænketanken Unitos. Hun har kortlagt ‘ægteskabsmønstre i de ti største immigrantnationer’ (fra Vest- og Centralasien samt Afrika), og er kommet frem til, at blandt indvandrere og efterkommere er det blot 11,6 og 9,9 procent der gifter sig med danskere. Indvandrere fra islamiske lande er således langt mindre tilbøjelig til at gifte sig ind i danskheden, end andre ikke-vestlige indvandrer, uafhængigt af eventuel flygtningestatus. SF’eren Halime Oguz påpeger, at social kontrol er klanens måde at undgå tværkulturelle ægteskaber på. Man bliver som ung muslim ‘udskammet’, hvis man forelsker sig i en dansker.

Fra gårsdagens Jyllands-Posten – Halime Oguz turde ikke at fortælle forældrene om sin danske flamme (kræver login)

“Halime Oguz’ første forelskelse var i en dansk dreng. Dengang gik hun i folkeskole, men hun vidste allerede da, at hun ikke skulle nævne sommerfuglene i maven for sine forældre derhjemme.

‘Det var komplet urealistisk, at jeg skulle blive kærester med en dansk fyr. Jeg havde jo set, hvordan andre, der havde fundet en dansker, blev udskammet, udstødt og set ned på,’ siger hun.

Da hun var 17 år, blev hun gift i et arrangeret ægteskab, som hun forblev i gennem 14 år. Halime Oguz, som er folketingsmedlem for SF, er født i Tyrkiet, men opvokset i Vollsmose i Odense. …

En ny undersøgelse fra tænketanken Unitos viser, at 11,6 pct. af indvandrere og efterkommere fra de 10 største immigrantlande i Mellemøsten og Afrika har giftet sig med en person af dansk oprindelse. Ser man alene på efterkommerne, som er født i Danmark, taler dansk og har gået i dansk folkeskole, er tallet 9,9 pct. Altså lavere endnu. …

Halime Oguz, som netop er blevet valgt ind i Folketinget for SF, mener, at tallene er udtryk for social kontrol i muslimske familier: ‘I store dele af det muslimske miljø er der en klanmentalitet, hvor især kvinderne ikke selv kan vælge frit, når de skal finde en kæreste eller en ægtefælle. Så kan det være, at det går bedre med uddannelse osv., men på det sociale er der kontrol.’ Hun kæder tallene for tværkulturelle ægteskaber sammen med andre former for social kontrol.

‘I store dele af det muslimske miljø bliver piger holdt fra sociale arrangementer og ungdomsaktiviteter generelt. Det er alt sammen for at undgå, at de bliver for danske. Det er samme problematik,’ siger hun.”

(Ægteskabsmønstre. En kortlægning af ægteskabsmønstre…, Ulla Nørtoft Thomsen, Unitos, 2019, 11 sider)

“Det er normen, at en muslimsk mand gifter sig med en muslimsk kvinde, men han kan også gifte sig med en kvinde, som er kristen eller jøde. Den åbenhed finder man dog ikke, når det gælder den muslimske kvinde. Hun må kun gifte sig med en muslimsk mand. Det er regler, som bliver fulgt ret nøje blandt muslimer i hele verden, også i Danmark. … religionen er et ufravigeligt punkt for mange muslimer, når de vælger ægtefælle.” (Professor Thomas Hoffmann)

“Jeg tror helt ærligt ikke, at den debat, vi har, og den måde, vi taler om hinanden på, har nogen gavnlig effekt for ægteskaber mellem indvandrere og danskere. Hvis man får at vide, at man skal rejse hjem i både anden og tredje generation, føler man sig så virkelig velkommen i den anden gruppe, altså i et dansk ægteskab.” (Seniorforsker Vive Anika Liversage)



2. januar 2019

Islamforsker om terror-apati: “… hvad er så sket efterfølgende? På en underlig måde: ingenting.”

Islamforsker Thomas Hoffmann har helt ret, hvis han mener at den afdæmpede reaktion, også dækker over et latent dybtliggende had. Det er i hvert fald min observation, at den islamkritiske fløj ikke lader sig påvirke nævneligt af tilfældige drab, hvor brutale de end måtte være. Det hele opsummeres fint i den gamle traver: ‘Alt jeg behøver vide om islam lærte jeg den 11. september 2001’. At foragte Islam er en ‘no-brainer’ hos folk flest.

Interessante betragtninger af islamforsker Thomas Hoffmann på Facebook.

“Stemningsskift? Da det blev klart, at de to unge kvinder i Marokko var ofre for islamisk terror, tænkte jeg, at det ville sætte en mindre lavine i gang af dementier om, at dette dobbeltdrab ikke havde noget med islam at gøre. Det troede jeg, fordi jeg – ligesom så mange andre – har ventet og frygtet at lige netop den type henrettelsesbilleder en dag ville komme helt tæt på Danmark. Jeg tænkte, at når dét en dag skete, ville det være et chok og emotionelt vendepunkt for nationen. Og nu er det så sket. Men hvad er så sket efterfølgende?

På en underlig måde: ingenting. Jeg har simpelthen svært ved at forestille mig en lignende afdæmpet reaktion på en lignende hændelse for bare tre-fire år siden. Og det endda på trods af at (alt for) mange folk har set eller delt henrettelsesvideoen. Er det godt eller skidt? Det er måske godt, at der er sket så lidt for så vidt at terroristernes håb om alarmisme og almindelig skræk, terrorismens kendetegn par excellence, på den måde kommer til at virke som spildte kræfter. Det er bare noget, vi har lært at leve med. …

Kan være at det også er skidt, at der ikke har været en voldsommere emotionel reaktion. For er det ikke også et sært forsinket bevis på, at danskernes ’uskyld’ for længst er blevet taget? At en eller anden grænse er krydset og har sat en eller anden forråelses-, resignations- og ressentimentsproces i gang, som jeg ikke tør lodde dybden af.

… Denne sært afdæmpede, nærmest udeblevne reaktion, blandt majoritetsdanskere komplementeres af en ditto hos de danske muslimer. Eller rettere de personer, der ofte optræder som selverklærende repræsentanter eller blot er stærke individuelle stemmer. Jeg har ingen målinger eller kvantitative data, men også her virker der stille.”

(Se evt. tidligere post)

Oploadet Kl. 03:52 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


17. juli 2018

Prof.: Koranens vers om renhed/urenhed handler især om ‘markering af grænser til ikke-muslimer’

Professor Thomas Hoffmann i Weekendavisen – Religionens rene hænder (6. Juli 2018m, ikke online).

“Troen opfattes ofte som det reneste udtryk for religion. Vel vidende, at religion nok så meget er et spørgsmål om handlinger og dermed også om de kroppe, der nødvendigvis må udføre handlingerne. Når religioner sætter fokus på handlingerne og forlener dem med et særligt formaliseret og teatralsk udtryk, taler vi om rituelle handlinger.

… shariaen har efterfølgende opbygget et fyldigt katalog over ting, der gør uren. Grundreglen er dog, at så længe bønnen ikke er på færde, er den urene tilstand egentlig ikke noget problem. Urenheden bliver først relevant eller aktiveret, når bønnen står for at skulle udføres. På tærsklen til bønnen vil erindringen om døgnets tidligere almenmenneskelige foreteelser, der nu renses af med vand, psykologisk markere et kategorispring mellem livets rodede fysikalitet og den tilstundende rituelle orden og kropslige ensretning (kroppe på rækker, kroppe i én bederetning, synkrone bevægelser). …

En mere jordbunden sociologisk analyse vil bemærke, at Koranens vers om renhed og urenhed, renselse og besmudsning især samler sig om passager, der drejer sig om den muslimske menigheds markering af grænser til ikke-muslimer.

Oploadet Kl. 03:23 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
Arkiveret under:


2. oktober 2017

Prof. Hoffmann om ‘islams doktrin om os og dem’: Islam har ‘kultiveret en antiassimilatorisk tradition’

For godt ti år siden, da jeg første gang deltog i en offentlig debat, fik jeg stryg, da jeg pointerede, at Islam ikke bare var en religion som alle andre – og en passant påpegede, at vi havde en tendens til at anskue religioner ud fra en lutheransk forståelse. Professor Thomas Hoffmann glatter ud til sidst, men det jeg ville sige, er jo egentligt det udpensler i det citerede herunder. Kloge ord i Weekendavisen – Islam og assimilation (ikke online).

“Set fra en islamforskers perspektiv udfolder debatten sig i noget, der kunne ligne de sociale mediers nok så berygtede ekkokamre.

For såvel assimilationens og integrationens pro et kontra er præget af et gennemsekulariseret perspektiv, der ikke tager megen højde for religionens rolle. Jeg har skrevet om disse ting før, men den følgende analyse tåler en gentagelse.

For vi har at gøre med en religion, der har nogle stærke traditioner og idealer omkring assimilation og integration.

Assimilationsdebatten udfoldes faktisk i såvel Koranen som islams tidligste historie ligesom den i dag også udgør et kæmpe emne blandt islamiske teologer om sharia i Vesten.

Ligeledes finder vi i islam en særlig form for integrationstænkning. Jøderne og de kristne behøver nemlig ikke at blive muslimer i det ideelle islamiske samfund, men kan beholde deres religiøse autonomi – på betingelse af at de betaler en særlig religiøs skat. En anden og mere kønslig form for integration er islams accept af, at muslimer må gifte sig med jøder og kristne – med den klausul at retten kun gælder for muslimske mænd. På det sæt kan man derfor tale om islam som en religion med en klar vilje til integration.

Men det ene udelukker som bekendt ikke det andet. Derfor må man også konstatere, at islam samtidig har kultiveret en antiassimilatorisk tradition. Her er det alfa og omega, at man ikke assimilerer, da dette kan forstås som et religiøst identitetstab, ja måske ligefrem et frafald. I stedet skal man aktivt betone solidariteten med sine trosfæller og distancere sig fra ikke-muslimer. Denne social-teologiske position har faktisk sin egen tekniske betegnelse i teologien: al-wala wa al-bara. Termen kan oversættes til ‘loyalitet og undsigelse’, underforstået: loyalitet over for muslimer og islam og afstandtagen til ikke-muslimer og alt, hvad der er uislamisk. Frit oversat kunne man kalde det for islams doktrin om os og dem.

[…]

Samtidig kom der også et andet princip i spil ved siden af os-og-dem princippet, nemlig det såkaldte mukhalafa-princip. På arabisk betyder det egentlig at gøre det modsatte af, at være forskellig fra, men vi kan frit oversætte det til Rasmus Modsatprincippet.

Ligesom i vore dages modeverden handlede det om at skille sig ud fra de andre – uanset hvor idiosynkratisk det kunne forekomme. For derved befæstes ens egen identitet som unik og de andres som inferiør. For islams vedkommende var der bare tale om kollektiv identitetspolitik.

(Ashura-optog/Shia-muslimsk identitetspolitik, København, 1. oktober 2017; Foto: FB-video)

Oploadet Kl. 12:37 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


27. april 2017

Professor Thomas Hoffmann om dansk islamforskning: “Man har smidt barnet ud med badevandet…”

Meget vand er løbet i åen siden mit historiespeciale røg i trykpressen, og flere forskere har mere eller mindre skrevet det samme med andre ord. Sorbonne-skolede Tina Magaard ønskede af indlysende årsager ikke at tage opgøret alene, men tiden er en anden, og professor Thomas Hoffmann bliver bare bedre og bedre.

I et interview med Kristeligt Dagblad tager han livtag på professor Anders Klostergaard Petersen, og forklarer kort og præcist stridens kerne. Hermed anbefalet – Professor: Religiøs vold kan ikke forklares uden religion (kræver login).

“Efter terrorangrebet i Sverige skrev professor i religionsvidenskab Anders Klostergaard Petersen fra Aarhus Universitet en kronik i Politiken. … Det er seneste eksempel på, at en særlig religionsopfattelse har sejret ad helvede til inden for dele af religionsstudiet, mener professor Thomas Hoffmann fra Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.

‘I disse tider, hvor der sker mange forfærdelige ting i islams navn, er der en tendens til at underspille og nedprioritere det religiøse aspekt for i stedet at se på det som udtryk for alt muligt andet. …

Hvad får dig alligevel til at sige, at religion ikke udelukkende er et underprodukt af kultur og historie?

‘Religion ønsker jo ofte at være anderledes end bare kultur. … Et godt eksempel her i året for reformationsjubilæet er Martin Luther. Han ønskede jo netop at komme ud af den traditionelle, historiske katolske suppedas og gå tilbage til urbudskabet – skriften alene.’

Eller når unge muslimer i Vesten i dag gør op med deres forældres kulturbårne religionsforståelse og begynder en mere afkulturaliseret – og dermed fundamentalistisk – religionsdyrkelse. Dette kan jo heller ikke udelukkende forklares via kultur eller sociologi, men er udtryk for en typisk universalistisk ambition i religionen.’

[…]

Man har smidt barnet ud med badevandet, når man har mistet dette aspekt i sin religionsforståelse, mener professoren. Det kommer især til udtryk, når religionseksperter taler om religiøs vold uden at tale om religion som en medvirkende årsag.

‘Det er desværre blevet sådan, at vi slet ikke tør tale om teologiske faktorer, når der bliver begået vold i religionens navn. Det svarer til at sige, at vi ikke tør tale om det ideologiske indhold i nationalsocialismen som en faktor i, at der blev foretaget jødeudryddelser i Tyskland i nazitiden.

Så når religionsvidenskabsfolk og teologer frikender islam og Koranen for islamismens forbrydelser, svarer det til at frikende nationalsocialismen for nazisternes forbrydelser?

‘Jeg vil gerne understrege, at sammenligningen er rent provokativ, men på mange måder, ja. Ingen vil jo sige, at tyskerne havde bygget koncentrationslejre, hvis ikke det var for nationalsocialismens tankegods og ‘Mein Kampf’.

Disse indeholdt jo tankerne og visionerne bag forbrydelserne. Til gengæld har mange den opfattelse, at teologien ikke er en faktor i vold begået i religionens navn. De religiøse tekster bliver reduceret til sagesløse kroge og løftestænger, som mennesker hænger deres egne voldelige projekter på. Det er meningsløst, synes jeg.



17. december 2016

Thomas Hoffmann: Forskere anskuer Islam ‘vulgærmarxistisk’, som ‘en form for illusorisk overbygning’

Sidste lørdag var professor Thomas Hoffmann gæst i Deadline til en debat om dansk islamforskning, og blot ved at bekende sig til en apolitisk tilgang, kom han til at stå i modsætning til professor Garbi Schmidt, der mente det var hendes opgave at nuancere synet på Islam. At fortæller danskerne, at Islam i virkeligheden ikke var noget farligt noget, og at muslimer ikke nødvendigvis var særligt religiøse.

I indslaget henvises der til Tina Magaard og Tim Jensen, og udsendelsen kan anbefales. Her en bid fra Thomas Hoffmanns nylige redegørelse i Berlingske – Er islamforskning tilstrækkelig kritisk?.

“‘Min primære anke er, at der er en tendens til, at religion bliver negligeret i forskningen til fordel for alle hånde politiske, sociologiske, kulturelle og psykologiske forklaringsmodeller. Det bliver meget let en vulgærmarxistisk variant af, at religion blot er en form for illusorisk overbygning, og at det i virkeligheden er nogle mere substantielle kræfter, der er på spil, når det gælder islam. Religionen bliver forklaret med alt mulig andet end religionen selv. Det sådan noget man hører, når der bliver sagt, at islam er blevet taget som gidsel i jihadismens navn. Eller at ekstremisme blot er randfænomener, der slet ikke er kendetegnende for islam. Men det er problematisk at affeje kontroversielle emner med, at de blot er randfænomener.På den måde kan man sige, at der er tale om en religiøs hvidvaskning.

… Som forsker er man nødt til at have en vis solidaritet med det emne, man forsker i. Men man risikerer at få så stor empati med subjektet, at det bliver til solidarisk empati. Man er altså nødt til også at sætte sig ind i de mere dysfunktionelle sider af sit emne.'”

(Professor Tim ‘Islam eksisterer ikke’ Jensen)

“Jeg kan ikke sidde og konsekvensberegne på hvordan offentligheden, fra højre mod venstre til midten – vil tolke og bruge mine budskaber. Jeg kan kun udtale mig om det som min forskning berettiger mig til. … Lige så snart man siger noget, uanset hvor ukontroversielt det er, så fortolker folk det på vidt forskellige måder, derfor kan jeg ikke forudsige, hvad det jeg siger, kan blive brugt til. Derfor må jeg simpelthen bare sige det min forskning berettiger mig til.” (Thomas Hoffman, 10. december 2016)

“… vi er ikke politikere, vi skal ikke være politikere, men netop fordi vi deltager i en politisk debat, så er det jo klart, at – bare se på de tråde der er under diverse indlæg, artikler, blogs eller hvad det. Hvor vores udsagn bliver jo opfattet som værende partsindlæg i en politisk debat. … Jeg prøver ikke at trække i en anden retning, jeg prøver måske at præsentere nogle andre perspektiver i forhold til hvad det er der foregår. Hvor jeg siger, at det debatten kan gå hen og blive ensidig. For eksempel, at der er enorm meget fokus på muslimers religiøsitet, om muslimer som værende specielt religiøse, at det sikkert er farligt, men vi kan jo sige, at der jo er mange muslimer, for hvem det at være muslim ikke betyder noget.” (Professor Garbi Schmidt, 10. december 2016)

“Jeg tror altså også, at vi har haft så meget i medierne og blandt politikerne om islams mørke sider, at nogle forskere har sagt, at vores opgave som debattører, og som bidrager til den pluralistiske oplyste debat. Det er ikke at komme med mere af det, det er tværtimod at nuancere debatten ved at pege på islams mangfoldighed.” (Tim Jensen, 11. marts 2016)



13. august 2016

Professor Thomas Hoffmann: “Muhammed var ikke bare profet, men også hærfører og politisk leder…”

Meget af det professor Thomas Hoffmann siger i dag, kunne man læse her på Uriasposten for ti år siden. Ja, faktisk også i ældre værker af røde islamforskere. Islam er summen af de religiøse kilder, Koranen, hadith og sira. Jakob Skovgaard-Petersens ‘Islam er, hvad muslimer står for’, er ret beset et forsøg på at lukke debatten, og lade kulturmarxisterne definere Islam med hjælp af ‘betydende muslimske stemmer’. Stemmer der ’skal støttes’, som det så smukt lyder, i samme interview hvor han pointerer, at kun muslimer kan tegne Islam.

Fra Jyllands-Posten – Filosof: Islam er ikke blevet tæmmet (kræver login).

“Efter Al-Qaedas angreb på USA i 2001 var det landets kristne præsident, George W. Bush, som rakte ud mod landets muslimer og gik i moské. Terroren kunne ikke knyttes til religionen islam, var budskabet i begge situationer. … For nylig tog filosof og professor ved Notre Dame-universitetet i USA Gary Gutting livtag med spørgsmålet i et debatindlæg i New York Times. Under overskriften ‘Hvordan religion kan føre til vold’ trak han en linje fra islam til intolerance over for andre religioner og så til den stribe af terrorhandlinger, som Europa har været udsat for i de seneste par år.

[…]

På Københavns Universitet har lektor og islamforsker Jakob Skovgaard-Petersen læst Guttings indlæg. Han mener, at man ikke bare lige kan sige, hvad ‘islam’ er: ‘Islam er, hvad muslimer står for. Det er ikke mig eller dig, der kan bestemme, hvad der er ret islam. Islamisk Stat er en variant af moderne islam. Men det er dens mest liberale modstandere også. Præsterne, som prædikede apartheid i Sydafrika, opfattede jo også sig selv som kristne,’ siger han og fremhæver, at nogle af de store tænkere fra Oplysningstiden som Voltaire og Rosseau også blev læst i den muslimske verden.

… siger Skovgaard-Petersen, som videre kritiserer Gutting for ikke at tage betydende muslimske stemmer alvorligt, når de tager afstand fra vold i islam. Skovgaard peger på, at det netop er sådanne stemmer, som skal støttes.

… Professor på Københavns Universitet Thomas Hoffmann, som er ekspert i Koranen og islam, er overvejende enig i Gary Guttings pointer om, at der kan gå en linje fra monoteistiske religioner som jødedommen, kristendommen og islam til intolerance og vold.

‘Der er kun én Gud, og han er kommet med Sandheden med stort S. Hvis man ikke går med på den, er man potentielt set en trussel, der i bedste fald skal omvendes eller fordrives og i værste fald udryddes,’ forklarer Hoffmann.

Men allerede i de oprindelige udgaver lå måske kimen til, at kristendommen og islam udviklede et forskelligt syn på tolerance, påpeger Thomas Hoffmann. Da islam blev formet som religion i 600-tallet og frem, var staten fra starten bundet tæt sammen med religionen. Muhammed var ikke bare profet, men også hærfører og politisk leder, og derfor har det ‘været svært at smide det politiske og statsagtige lag ud af islam,’ mener Thomas Hoffmann.

Derudover mener Thomas Hoffmann, at man ikke – som Gary Gutting er inde på – kan gå ud fra, at der nødvendigvis venter en form for ‘tæmning’ af islam et sted i fremtiden. … Men hvem siger, at religioner automatisk skal følge den samme måde at blive moderne på? Faktisk vil jeg mene, at det er lidt usandsynligt, at de følger den samme vej som Vesten,’ lyder det fra Thomas Hoffmann.”

Oploadet Kl. 16:48 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer


21. juli 2016

Thomas Hoffmann: Islamiske kilder er skabt til at modvirke assimilation – Islam er en politisk religion

Sognepræst Torben Bramming fortæller i en længere notits på Facebook, at Tyrkiet i disse år gennemgår en ‘islamisk reformation’, og pointerer at den ikke ligner Reformationen (den kristne), da islams kildegrundlag er væsensforskellig. Når man går til kilderne, så finder man ikke en mand der lod sig korsfæste, men en krigsherre, der opdelte verden i haram og halal. Dem og os, så at sige.

At der er fundamentale forskelle på Islam og Kristendom, kan man læse i seneste udgave af Weekendavisen, hvor professor Thomas Hoffmann foretager mellemregningerne, uden helt at drage de logiske slutninger. Islam opstod i konkurrence med andre religioner, og etablerede sig selv som værende en modsætning. Det skete med en mur af dogmer, der skulle modvirke tilintetgørelse via assimilation. Islams ‘love og skikke’ skal ikke udvandes. Punktum.

Her lidt fra Thomas Hoffmanns akademiske redegørelse, hvis titel minder mig om en fin anti-islamisk blogs – Når islam gør en forskel (ikke online).

“At gøre en forskel. Man hører jævnligt udtrykket, når folk bliver spurgt om, hvorfor de faktisk gjorde, som de gjorde: ‘Jeg ville gerne gøre en forskel.’ Udtrykket afslører, at det er mindre vigtigt, hvori forskellen præcist består. Det afgørende er, at der bliver gjort en forskel. Men hvad har det nu overhovedet med islam at gøre, turde læseren rimeligvis spørge. Faktisk en hel del. For det første er viljen og evnen til at være forskellig fra andre religioner afgørende for enhver religions selvstændiggørelse. Islam er ingen undtagelse.

Selv om Muhammads budskab på mange måder lå i forlængelse af de to bibelske religioner, jødedommen og kristendommen, var det også et opgør med de to forgængere. … På linje med en række islamforskere er det nu min påstand, at islam bliver en religion i sin egen ret ved en art Rasmus Modsatprincip.

Princippet promoveres i Koranen og haditherne, det vil sige de tusindvis af små normgivende beretninger om Muhammads udsagn og handlinger. Med til at konsolidere det er især muslimernes succes med at etablere islam som en imperialistisk religion. For netop i det imperiale kulturmøde blev det vigtigt at skille sig ud fra den erobrede befolknings religioner: jødedom, kristendom og zarathustrisme. Man kan måske ligefrem tale om en angst for at blive for assimileret af de erobrede undersåtter.

… hvad og hvem var det så, at muslimerne skulle gøre sig forskellige fra? Som den store sunni-teolog Ibn Taymiyya (1263-1328) skrev, var det ikke mindst Helvedets Folk, som man skulle gøre sig forskellig fra, ja man skulle ligefrem gøre det modsatte af dem. Helvedets Folk var især jøderne, de kristne, de persiske zarathustrianere, men naturligvis også de gammelarabiske hedninger. Således tilskrives Muhammad denne kontrære visdom i en hadith: ‘Gør det modsatte af jøderne!’ Og i Koranen siger Gud, at ‘I skal ikke indhylle sandheden i falskhed og skjule sandheden’ (K 2: 42), hvilket almindeligvis blev udlagt af de muslimske lærde som et påbud om, at Guds sande islamiske budskab ikke skulle opblødes og integreres med de andres love og skikke. …

Paradoksalt nok viser det på den ene side, at islam ikke er anderledes end alle andre religioner… På den anden side fordrer denne erkendelse også, at vi tør erkende, at islam også er forskellig, at den rent faktisk er exceptionel. Netop at tale om islam som exceptionel har i religions-og islamforskningen længe været tabu og været mistænkeliggjort med det grimme ord ‘exceptionalisme’ – ironisk nok samtidig med at forskellighed og mangfoldighed er blevet anprist. Men måske er denne skyhed over for substantiel forskellighed efterhånden ved at være passé.

Sidste år præsenterede jeg i avisen her den store islamforsker og Holbergpris-modtager Michael Cook, hvis seneste værk er en stærk demonstration af islams exceptionalisme som politisk religion.”

(11-årig dreng halshugges af islamister fra Nour al-Din al-Zenki, tidl. en del af Army of Mujahideen)

“Islam: Making a True Difference in the World – One Body at a Time” (Tagline, Religion of Peace)

Oploadet Kl. 16:26 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


11. maj 2016

Thomas Hoffmann: ‘Jeg har været lidt træt af beskrivelsen af muslimer som nogle, der altid er reaktive’

Interessant artikel af Leny Malacinski, der har fået den helt rigtige overskrift. Herunder en bid fra Weekendavisen med Trevor Phillips, Mehmet Necef og ikke mindst Thomas Hoffmann – Gensidig modvilje (4. maj 2016, ikke online).

“For knap 20 år siden var han med til at gøre ordet islamofobi til hvermandseje i England, da han stod bag rapporten Islamophobia: A Challenge for Us All (1997). Dengang var Trevor Phillips formand for tænketanken The Runnymede Trust, der provomerer multikulturalisme. Den tidligere Labourpolitikers antagelse var, at indvandrere ekskluderes fra et fællesskab, som de ellers ønsker at blive en del af, men nu viser en undersøgelse blandt britiske muslimer, som han var med til at præsentere på britisk tv, at mange slet ikke ønsker at blande sig med ikkemuslimer.

Ifølge undersøgelsen træder hver femte muslim aldrig ind i et ikke-muslimsk hjem. 17 procent ønsker at leve et separat, islamisk liv. 40 procent mener, en kvinde skal adlyde sin mand. Halvdelen mener, at homoseksualitet skal forbydes, og hver fjerde ønsker sharia-love i stedet for demokrati. 18 procent sympatiserer med vold mod dem, der håner profeten Muhammed.

Undersøgelsen afslører et problem, som det ikke har været politisk korrekt at tale om, mener Trevor Phillips i dag.

‘Ikke-muslimer, som bor og arbejder i områder med mange muslimer, har været ubehageligt bevidste om forskellene længe, men mange er for bange for at blive stemplet som islamofober til at rejse diskussionen,’ skrev Trevor Phillips i The Times.

Hans erkendelse kaster nyt lys på, hvem der egentlig udelukker hvem i et multikulturelt Europa, der har forsøgt at knække koden til sameksistens med integrationsprojekter, dialogmøder og religiøs forståelse. … Den diagnoselignende tilstand, islamofobi, optræder i adskillige rapporter fra FN, EU og både nationale og internationale islamiske organisationer.

(Channel 4-dokumentar What British Muslims Really Think, 15. april 2016)

Mens det akademiske ordforråd er rigt, når det kommer til majoritetssamfundets udelukkelsesmekanismer, findes der ikke et tilsvarende ord for indvandrere, der fravælger danskere eller dansk kultur.

Hvad kalder man det for eksempel, når muslimer sender deres børn på muslimske skoler, hvor de vokser op uden en eneste dansk klassekammerat? Når det bruges som et skældsord, at nogen er blevet for dansk? Eller når muslimske forældre ikke accepterer, at deres barn gifter sig med en dansker? Af en undersøgelse fra 2006 fremgik det, at knap 7 ud af 10 danske muslimer ønsker, at deres børn gifter sig med en muslim, mens kun hver tredje dansker tillagde religionen stor betydning.

Danskerne var med andre ord mere tolerante over for ægteskab med en muslim end omvendt. Ifølge Mehmet Necef er det tegn på, at racisme mod muslimer overdrives på bekostning af langt mere problematiske mekanismer blandt dem selv.

‘Der findes ikke et modsat ord for det, så vidt jeg ved,’ siger Mehmet Necef, der peger på ‘ dano-fobi’ som det mest nærliggende.

[…]

Derfor er der brug for at forstå fjendtligheden over for Vesten og vestlige værdier på dens egne præmisser, mener religionshistoriker Thomas Hoffmann: ‘Vi må tro på det, folk siger. Hvis muslimer siger, de gør noget, fordi det står i Koranen, må vi tage dem på ordet og tage deres oprigtighed alvorligt,’ siger Thomas Hoffmann. …

Jeg har været lidt træt af beskrivelsen af muslimer som nogle, der altid er reaktive. Som om alt muslimer foretager sig, sker i en reaktion på noget, andre har gjort, og de ikke selv kan være proaktive og tage initiativ på godt og på ondt. Man vil gerne italesætte muslimer som passive ofre, og dermed overser man nogle teologiske strukturer og mønstre, der bruges aktivt af muslimerne selv.'”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper