29. januar 2022

Elif Gökces radikale bagland: ‘Det handler ene og alene om nogle mennesker og deres had til muslimer’

Jeg bloggede om radikale Elif Demir Gökces ‘false flag’-teori i tirsdags, og selvom hun ser ud til at slippe fint fra affæren, så har det været interessant at hvordan De Radikale og hendes islamiske bagland har anskuet hendes forsøg på at friholde Islam fra drabet på Samuel Paty. Som de fleste har forstået, så drejer det sig ikke blot om ‘No true scotsman’-argumentation (Abdoullakh Anzorov er ikke en rigtig muslim), eller en overfortolket fortalelse. Hun skrev noget lignende på Facebook kort efter mordet på Paty, og man må gå ud fra, at hun vitterligt mener vestlige efterretningstjenester faciliterer terrordrab for at sætte muslimer i dårligt lys.

Alt imens Elif Demir Gökce og De Radikale spinner på livet løs, så er det interessant at følg debatten i hendes kommentarspor på Facebook. Der er støtte fra flere kendte ekstremister, herunder Kasem Said Ahmad (Islamisk Trossamfund), konvertitten Kasper ‘Bin Laden er en moderne Jesus’ Mathiesen og flere ukendte – herunder eksempelvis en Özlem Türkyilmaz, der opridser debatten med ordene: “Det handler ene og alene om nogle mennesker og deres had til muslimer.” Angler man efter muslimske stemmer, så må man som et dansk parti sluge nogle kameler. De Radikale er blevet bedre til det med årene…

“Ingen muslim med rette tro og sind kan acceptere de forfærdelige forbrydelser der sker i Frankrig – som begås i ‘islams navn’. Magtens guder er godt igang med deres massive #false flag operation mod muslimerne. (Elif Demir Göcke, Facebook, 30. oktober 2020)

“Det er i hvert fald ikke en muslim som har slået ham ihjel, det tror jeg ikke på. Folk må gerne tro på det. Jeg tror ikke på det. Spanien har lige lavet en artikel omkring deres egen efterretningstjeneste, der selv har bombet fordi de gerne vil ødelægge en ‘election’ i Catalonien. Så derfor… Der er mange politiske kræfter bag det her, så vi skal lige… Det er jo ikke Islam. Det er nogle mennesker, som har fået ham… (Elif Demir Gökce, Alis Fædreland, 22. januar 2022)

Det jeg forsøgte at understrege var, at ingen rettroende muslim bør dræbe et andet menneske, fordi denne ville vide; at ifølge Islam er ‘at dræbe et menneske ER ligesom at dræbe hele menneskeheden’. Det er selvfølgelig mit ansvar at formulere mig mere tydeligt. Vi er alle sammen mennesker, og intet menneske er fejlfrit. Jeg er ikke en retorisk trænet politiker, der kan svare hurtigt og entydigt igen. Derfor har jeg også fejlet i min retorik, hvilket jeg beklager.” (Elif Demir Gökce, Facebook, 27. januar 2022)

“… hvis hun havde citeret verset korrekt og i sin fulde ordlyd, ville hendes argument ikke rigtigt hænge sammen. For verset lyder således: ‘På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn [Koranens betegnelse for jøderne], at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker/menneskeheden.” Verset fortsætter: ”Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet. Vore udsendinge har bragt dem de klare beviser. Alligevel gik mange af dem derefter for vidt på jorden’. Selvom verset adresserer Israels børn betragtes moralen og de strafferetlige logikker som gældende for muslimerne. Med andre ord: verset angiver meget klart, at der er klare legitime undtagelser fra forbuddet mod at slå ihjel, nemlig hævn, gengælde og drab på dem, som skaber fordærv i landet. Altså det stik modsatte af, hvad Gökce argumenterer i sit opslag.. (Thomas Hoffmann, islamforsker, 28. januar 2022)

(Collage: Elif Demir Gökce og Zenia Stampe, Facebook, 2020-21)

Mere

“… Abdoullakh Anzorov, 18 år gammel og flygtning fra Tjetjenien, en russisk delstat, hvor stort set alle indbyggere er sunnimuslimer. Hans fornavn er en lokal variant af Abdullah, et navn, som på arabisk betyder ‘Allahs tjener’ og som i Koranen henviser til profeten Mohammeds far. … Øjenvidner så Anzorov løbe op på siden af Paty, slå ham i ansigtet og stikke ham med en dolk. Derefter skar han hovedet af det ilde tilredte offer imens han råbte ‘Allahu akbar!’. Anzorov postede et billede på Twitter af Patys afskårne hoved, ledsaget af ordene: ‘I Allahs navn, den mest storslåede, den mest barmhjertige… til Macron, de vantros leder, jeg har henrettet en af jeres helvedeshunde, som vovede at nedgøre Muhammed’. Da Anzorovs eget lig efter et par uger blev udleveret til begravelse i den tjetjenske by Shalazi, udtalte borgmesteren ifølge russiske medier, at den unge ’shahid’, martyr, ‘er en helt i hele den islamiske verden’.” (Adam Holm, Altinget, 27. januar 2022)

“Mange muslimers selvopfattelse er, at hvis man tror på Islam, så kan man ikke slå et andet menneske ihjel… Derfor bliver man som muslim utrolig såret og går i forsvarsposition, når andre siger, at muslimer er voldelige og terrorister. Jeg kender godt frustrationen. Men krigen i Mellemøsten er et levende bevis på, hvordan jihadister med Koranen i hånden slår mennesker ihjel. … Og ja, muslimer kan også være terrorister, morder mm. Tror hvis man spurgte Elif om det, vil hun også være enig. Men lige nu kører debatten med 180 km i timen. Fleste er interesseret i at tale og ikke at lytte. Denne samtale er svær…” (Özlem Cekic, Facebook, 28. januar 2022)

“… der er mere på spil end et teologisk spørgsmål, når Elif Demir Gökce også lægger op til, at mordet i virkeligheden var en ‘false flag’ -operation udført af en efterretningstjeneste. Den slags bortforklaringer og fornægtelse af islamistisk terror er udbredt i islamistiske kredse. Der er tale om farlige fordrejninger, som ansvarlige politiske partier ikke burde tolerere. … Den radikale leder, Sofie Carsten Nielsen, stillede for få måneder siden glad op til fotografering med Elif Demir Gökce. Nu overlader hun det så til partiets landsformand at reagere. Det er for svagt.” (Pierre Collignon, Berlingske, 29. januar 2022)

“Byrådsmedlemmet har siden forsøgt at trække delvist i land – men endnu ikke redegjort for sit false-flag-postulat. Så længe det står ubesvaret, så peger pilen på den Radikale ledelse. Mikkel Irminger Sarbo, der er landsformand i Radikale Venstre, har bebudet, at han vil tage en ‘kop kaffe og en seriøs samtale med Gökce’. Det lyder fornuftigt. Måske skulle han overveje at byde på kaffe og seriøse samtaler, allerede inden nye kandidater får deres navne skrevet på valglisten.” (Halime Oguz, SF, Politiken, 29. januar 2022)

Gökces kommentarspor

“Var slet ikke i tvivl om, at det var det du mente.. Men som du nok ved, er der jo en tendens til at tage ting ud af kontekst for at skabe overskrifter” (Simone Josefine Dønvang, konvertit, 28. januar 2022)

“Jeg ved godt hvad du har ment, og ja du blev misforstået, selvom jeg ikke er helt enig med dig ofte. Jeg har faktisk forsvaret dig idag på de forskellige tråde.” (Chadi El-Cheikh Hassan, 28. januar 2022)

“Salaam Elif, vi kan sagtens forstå både hvad du mener, og mente. Det er heller ikke svært at gennemskue hvad der bærer hele dette stormvejr i din retning: du vover at tale en velkalibreret islam-kritisk lobby imod, og du vover at være stolt muslim offentligt i dansk politik. … Karen W… hvad gør dig så sikker på at det ikke er? … false flag” (Kasper Mathiesen, konvertit, 28. januar 2022)

“Bare videre amu” (Kasem Ahmad, imam, 28. januar 2022)

“Kære Elif Demir Gökce det handler ikke om dig, det handler ikke om hvad du sagde eller kunne have sagt anderledes. Det handler ene og alene om nogle mennesker og deres had til muslimer. Nu fik de endelig en mulighed for at kaste deres had over dig. Fordi du er muslim… De er bange for dig kære Elif, fordi du repræsenter muslimske værdier med stolthed og oprejst pande. De elsner historier om undertrykte muslimske kvinder, så de kan håne og hade muslimer med en selvretfærdiggørelse. Men stærke muslimske kvinder kan de ikke lide, slet ikke en som dig der er i politik. De er skrækslagen for at du bliver rollemodel for flere unge muslimske kvinder som vil følge dine fodspor. Det er deres største frygt, stærke muslimske kvinder, derfor ligger de på lur, og venter på at finde en eneste mulighed til at angribe dig, præcis ligesom Sikandar Siddique, de har vist deres sande ansigter hver eneste gang han har været i salen, men han bliver ved, og det håber jeg også at du vil gøre. Kæmpe respekt for dig…” (Özlem Türkyilmaz, 28. januar 2022)



13. januar 2022

Elif Demir Gökce, radikal: Undervisning i Islam skal tage udgangspunkt i ‘religionens egen forfatning’

Jeg er generelt holdt op med at høre debatprogrammer om integration, men lidt tilfældigt kom jeg til at høre et par afsnit af et af de muslimske magasinprogrammer på radio 24syv (tidl. LOUD). Her fik jeg lejlighed til at høre konvertitterne Stefanie Kelani Klint, Edda Maria von Wildenradt og Sherin Khankan. Værten, den selverklærede ‘Parti-muslim’ Ali Aminali, var alt for venlig, og overordnet kan man slutte at Islam absolut intet har med Islam at gøre, og at det i øvrigt var krænkende at bede muslimer tage afstand fra islamisk terrorisme. En ‘Free Palestine’-aktivist vidste dog ikke nok om Hezbollah til at udtale sig om dem, og sådan kørte tingene i ring.

Ingen tog afstand fra ord i Koranen, og værst var medievante Khankan. Hun genlæste Koranen i et feministisk perspektiv, og oversatte eksempelvis ‘manden står over kvinden’ med ‘manden står ved siden af kvinden’. I samme debat forklarede hun, at manden bør ’slå sin kone’, i virkeligheden betyder noget i retning af, at han ’skal lade sig separere’. Islam var en livsfilosofi, en ‘borgerskabsetik’ (sic).

De talte ikke om Muhammedtegningerne, men man kendte svaret. Professor Thomas Hoffmann argumenterer for, at Muhammedtegningerne bør være obligatoriske i folkeskolen. I et indlæg på Altinget.dk tager radikale Elif Demir Gökce til genmæle, og det er artige sager – Byrådsmedlem: Muhammedtegningerne skal ikke være obligatoriske i undervisningen.

“Det ulige magtforhold kan medføre, at børn og unge ikke kan italesætte deres følelser åbent, imens de inderst inde føler, at deres religiøse nærfølelser bliver ydmyget, og at deres profet og egen identitet bliver målrettet angrebet. Det vil givetvis forøge mistrivslen blandt de mest sårbare elever.

… hvis der er tale om en dysfunktionel klasse, hvor læreren har nogle forudindtagede fordomme om bestemte elever – eller bestemte elevgrupper og deres religion – så vil en retorisk, ukorrekt fortælling eller fremvisning af en ‘bombe i turbanen’ ikke tjene andet formål end at være et provokationsmiddel.

… Alt i alt kræver det reel viden og erfaring samt empati fra lærerens side. Undervisningen bør rumme indslag om, hvordan tegninger kan ses som udtryk for islamofobi og islambashing og ikke kun som udtryk for ytringsfrihed, som en klog islamforsker har skrevet til mig.

Hvis man skal kunne analysere persona, som her er profeten Muhammed, skal man kunne tolerere at inddrage reel viden om profeten. I monoteistiske religioner vil man anvende de Hellige Skrifter som hovedkilde. Således vil Koranen være hovedkilde om profeten og hans liv.

Al tilskreven litteratur vil blot stå tilbage som en fortolkning af hans liv. Hvis ikke religionens egen forfatning benyttes, vil vores børn og unge stå tilbage med et billede af bomben i tegneserien – en metonymi for krigsførelse eller terror, som dermed kan skabe en omvendt radikalisering.



20. februar 2021

Holbæk-terrorsag: Kom til Danmark i ‘flygtningestrømmen’, begyndte pludseligt ‘at gå med tørklæde’

I en debat om social kontrol i islamiske miljøer får en kommentar af Thomas Hoffmann kritik fra Hizb-ut-Tahrirs Taimullah Abu-Laban, der hævder at ‘negativ social kontrol’ er en måde at ‘dæmonisere muslimer’. En række trosfæller liker kommentaren, men også ph.d. Louise Lund Liebmann, en af de to forskere bag rapporten der konkluderede at muslimer skulle kende Koranen bedre, så de kunne stå imod samfundets ‘konformitetspres’.

Muslimer, islamister, jihadister eller terrorister. Det starter med Koranen. Her lidt fra en omtale af Holbæk-terrorsagen. ‘To generationer af syriske flygtninge’ er blandt de anholdte, skriver Ekstra Bladet, og giver beskrivelsen af arabere, der på overfladen fremstår velintegrerede. Fra EB.dk – Terrorsag: Hun begyndte pludselig at gå med tørklæde.

“Nogle af dem har levet i Danmark i mange år, mens andre kom hertil i flygtningestrømmen for omkring fem-seks år siden. Én er for længst fyldt 70 år, mens en anden er i starten af 20’erne.

I alt 14 mennesker sidder lige nu fængslet i den terrorsag, som eksploderede forrige weekend. … udadtil har de tilsyneladende levet som helt almindelige mennesker. Indtil politiets aktionsstyrke pludselig dukkede op og stormede flere adresser i både Vestsjælland og i Storkøbenhavn. …

En 37-årig småbørnsmor, som også skal være blevet anholdt, er både sød og venlig, men meget privat fortæller en kvinde i samme opgang. En ting har hun dog undret sig over:

– Hun har boet her nogle år. I starten gik hun helt almindelig klædt, men pludselig begyndte hun at gå med tørklæde og var tildækket. Hun er ellers meget smuk.”

(Ph.d. Louise Lund Liebmann liker Hizb-ut-Tahrir-talsmands kritik, 19. februar 2021)



11. november 2020

Th. Hoffmann: “Problemet er jo bare, at gerningsmændene i den grad har religion og er muslimer…”

‘Ny bog viser Muhammads mange facetter’, kan man læse hos POV International, der lader Jakob Skovgaard-Petersen præsenterer sin nye bog. “Det interessante ved Muhammed, er efter min mening ikke, hvem han oprindelig var…”, men hvordan muslimer og kristne har set på ham historisk. En bekvem vinkel.

Så er der mere kød på professor Thomas Hoffmann, der i en kronik i Politiken giver salonsocialisterne akut behov for lugtesalt – Muslimer må droppe virkelighedsfornægtelsen.

“Lige nu synes en ny jihadistisk terrorkampagne at være i proces: angrebene på de forvekslede Charlie Hebdo-medarbejdere i Paris, Paty, kirkegængerne i Nice og senest en synagoge og cafégæster i Wien. I den muslimske verden myrder og lemlæster muslimske terrorister også løs – i en skala og med en intensitet helt uden for kategori i sammenligning med Europa.

Op gennem 00’erne har vi læst det ene afstandtagende kommuniké, charter, fatwa, tweet og facebookopslag efter det andet. … det sprog, som man almindeligvis møder i kølvandet på endnu et muslimsk udført terrorangreb, er alt for ofte overfladisk, floskuløst, sentimentalt, relativiserende og bortforklarende og derved ude af stand til at identificere og analysere det problem, som såvel muslimer og ikkemuslimer er ofre for i dag.

… For det andet oplever man igen og igen det, jeg kalder pseudotakfir. Takfir er et klassisk islamisk begreb og praksis, hvor man erklærer en muslim for ikkemuslim, altså en slags kætterstempling. Konsekvensen af en sådan takfirstempling er principielt fredløshed og dødsstraf.

Ekstremistiske muslimer benytter sig netop gerne af takfir over for deres trosfæller og fordømmes derfor ofte for det af mere moderate muslimer for deres puritanske dømmesyge. Det ironiske er imidlertid, at de forskellige terrorfordømmelser næsten altid forfalder til en tilsvarende takfirtaktik uden tilsyneladende at erkende overlappet.

Det giver sig til kende i vendinger som ‘de har ingen religion’, ‘det er ikke muslimer’, ‘det er ikke ægte islam’ – eller ‘der findes ikke noget, der hedder islamisk terror’.

Paradokset adresseres aldrig – for det analytiske og selvkritiske blik mangler. Problemet er jo bare, at gerningsmændene i den grad har religion og er muslimer – angrebene udføres almindeligvis under lovprisning af Guds storhed, med minikoraner tæt på kroppen og rituelt rensede kroppe. At hævde, at disse terrorister reelt ikke er troende muslimer, er udtryk for en farlig virkelighedsfornægtelse.

For det tredje synes alt for mange af fordømmelserne at mangle historisk-kritisk vilje eller evne. For eksempel når det entydigt slås fast, at den islamiske tradition fordømmer drab på civile. Begrebet civile findes simpelthen ikke i traditionen… Et klassisk eksempel, som man har set mange gange i denne ombæring, er påstanden om, at Koranen forbyder drab, fordi den rummer et vers, hvor det slås fast, at det at slå et menneske ihjel svarer til at dræbe hele menneskeheden.

Problemet er bare, at verset (sura 5, vers 32) næsten altid gengives i amputeret format. Afgørende detaljer undlades belejligt. Verset lyder nemlig i sin fulde ordlyd således: ‘På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn (Koranens betegnelse for jøderne), at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker’. Her skal man dels lægge mærke til, at verset indfører to vigtige forbehold over for forbud mod drab, dels, at hævndrab er legitimt ligesom drab på dem, der skaber ‘fordærv’ i landet – sidstnævnte er naturligvis en så vag og elastisk term, at enhver kan beskyldes for at skabe ‘fordærv’. …

Indtil videre har jeg desværre ikke observeret nogen problematisere disse forbehold. For slet ikke at tale om verset, der følger lige bagefter, og som lyder: ‘Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det’. Versets kontekst knyttes traditionelt til en historie om Muhammad, hvor han brugte amputationen (samt udprikning af øjne). Ja ja, vil nogle indvende, men det er vel ligegyldigt, hvad Koranen siger? ‘Koranen i sig selv er tavs’ er frasen, der rutinemæssigt luftes.

Det, det handler om, er, hvordan muslimer tolker det. Nuvel, her er et eksempel på en fordømmelse af 11. september-angrebet fra en lang række indflydelsesrige arabiske islamiske lærde og meningsdannere: ‘Alle muslimer bør være forenet imod alle dem, som terroriserer de uskyldige og som begår drab på ikkekombattanter uden en forsvarlig grund’. Denne sidste præciserende detalje, ‘uden en forsvarlig grund’, åbner ligesom det førnævnte koranvers for en afgrund af potentielle voldelige reaktioner.

(Mozambique, hvor IS-associerede militser netop har halshugget 50 personer, 6. november 2020)



9. september 2020

Kulturrelativisten Rasmus Brygger om ‘den manglende respekt for fagligheden i integrationsdebatten’

Det er som om ‘den talende klasse’ helt har opgivet at vinde debatter i fri meningsudveksling. Galal, Liebmann, Sodemann og mange andre er måske nok forskere, men de er også aktivister. Det skal naturligvis imødegås, for vi er ikke alle kulturrelativister, og deres forståelse af integration er en holdning som alle andres. Søren K. Villemoes skrev ganske sobert i Weekendavisen om Galal/Liebmanns ‘forskning’, ligesom Mehmet Necef og Thomas Hoffmann har sat ord på henholdsvis integrationsforskningens og islamforskningens ideologiske tendens.

Kulturrelativisten Rasmus Brygger har kæmpet for åbne grænser i hele sit voksne liv, og nu ønsker han som stifter af ‘Danmarks Videnscenter for Integration’, at friholde forskeraktivister fra kritik. Man mærker hensigten, og bliver forstemt. Kommentar set hos EB.dk – Eksperter skræmmes bort i integrationsdebatten.

“Integrationsdebatten er fyldt med holdninger. … Men selvom holdninger er vigtige, så kan de ikke stå alene. Der skal også viden til. Problemet er bare, at dem med viden bliver angrebet, udskammet og skræmt væk, så snart de stikker hovedet frem i integrationsdebatten.

… det er helt fair, hvis en forskningsrapport bliver genstand for en debat mellem eksperter. Men at politikere på den måde angriber forskernes faglighed og gør klart, at man ikke ønsker forskning, når man er uenig i forskningens konklusioner, er mildest talt bekymrende.

… Hvad var Morten Sodemanns forbrydelse? Han vurderede på baggrund af mange års erfaring med indvandreres helbred, at smitten blandt somalierne ikke skyldes kultur, men at de er socialt udsatte… Det afholdte dog ikke en lang række af landets debattører og politikere for at konkludere det præcis modsatte. Ikke baseret på forskning eller mange års erfaring med indvandreres sundhed. Nej, det var baseret på holdninger.

Vi har den integrationsdebat, vi fortjener. Og det er desværre en integrationsdebat, hvor holdninger trumfer viden, og hvor forskerne angribes og udskammes, hvis deres viden ikke stemmer overens med den politiske konsensus. Jeg har talt med mange forskere, som meget nødig vil stå frem i medierne på grund af debatklimaet… det bekymrende i den manglende respekt for fagligheden i integrationsdebatten…”

(Rasmus Brygger på Facebook, 2016)

Jeg stoler ikke på aktivistisk forskning, men Nye Borgerliges Faktabase baserer sig på konkrete tal, og er hermed i udgangspunktet længder foran karrierehumanisternes syns’ninger. Konkrete tal er dog også problematisk, må man forstå. DTU-studerende Daniel Juhász Vigild i Dagbladet Information – Stol ikke på de tal, der får minoritetsetniske unge til at fremstå langt mere kriminelle.

“Har man som deltager i den offentlige samtale et tal eller en statistik, der underbygger det argument, som fremføres, så er man urørlig. Man smider trumfen. Tal lyver ikke.

Og nej, tallet som sådan lyver ikke. Det er jo rigtigt, at andelen af registrerede dømte opdelt på etnisk baggrund er som nævnt i begyndelsen. Men et tal er ikke bare et tal. Et tal er resultatet af en proces. Resultatet af komplekse arbejdsgange og menneskelig adfærd. Det er ikke sandheden. Det er vores bedste bud på sandheden. Men i dette tilfælde både kan og burde vi kunne gøre det bedre. For processen bag tallet og den måde, vi bruger det på, gør, at vi har sværere ved at løse de udfordringer, der uden tvivl skal løses.”



17. december 2019

Islamforsker nævnte terrorsigtets niqab, og apologeterne gik til angreb: Mufti Husayn & Ph.d. Petersen

For nogle dage siden bragte jeg diverse beskrivelser af de sigtede i den igangværende terrorsag, og havde i den forbindelse fremhævet indikationer på ekstremisme. Det være sig eksempelvis det forhold, at en af de sigtede kvinder var ‘iført niqab og handsker’. Islamforsker Thomas Hoffmann bed mærke i samme detalje, og skrev en frisk lille opdatering på Facebook – “… det er salafi-jihadismens signaturdragt”.

(Thomas Hoffmann på Facebook, 12. december 2019)

Herefter gik apologetene til angreb. Det være sig mufti Imran Bin Munir Husayn fra ‘IslamAkademiet’, og Ph.d. Jesper Petersen fra Lund Universitet. Argumentationen er tæt på hinanden, omend den Koran-tro muslim trods alt nævner, at den terrorsigtede måske bærer niqab som ‘en identitetsmarkør’. Kulturmarxisme gør blind.

(Collage: Mufti Imran Bin Munir Husayn og doktorand Jesper Petersen)

Uddrag fra debatten (Facebook).

Jesper Petersen Og jakkesættet er signaturdragt for mennesker, der begår økonomisk kriminalitet. Er ikke sikker på, at jeg forstår fokus her, eller hvad denne åbenbart meget vigtige beklædningsgenstand fortæller os. Fint at journalisterne beskriver den, men hvad skal man udlede af det?

Jesper Petersen (til Casper G.) eller en sufi-muslim, en salafi, en jihadi eller… Forstår stadig ikke helt, hvorfor netop niqaben er så vigtig i denne sag. Det er en del af sagen men vel næppe omdrejningspunktet. Venter stadig på at blive imponeret af en stor analyse, hvor jeg for alvor kommer til at se signifikansen, og alt det jeg burde have udlet. Berig mig…. :) …

Thomas Hoffmann Man kan formodentlig udlede at 1) kvinden er meget religiøs. 2) Eftersom at det er en terrorsag, kan man gætte (ikke vide) at der er tale om en salafi-jihadi-sympatisør. 3) Hvis man også inddrager mændenes udseende føjer der sig også nogle vigtige nuancer til omkring salafi-jihadiers selvforståelse og image-pleje.

Jesper Petersen (Til Thomas Hoffmann) jeg synes at det er noget tyndt. Det ville vi jo også vide uden niqab etc. Dit punkt nr. 2 udledes jo fra at det er en terrorsag og ikke niqaben, og punkt 3 er jo niqaben om igen. Helt ærligt ved jeg ikke mere end før jeg læste dit opslag og blev opmærksom på deres beklædning, og var de klædt i joggintøj og hijab, så ville vi jo sige og vide de samme ting. Det eneste jeg kan tilføje er, at de også klæder sig på en bestemt måde, og det er det. Jeg ved dog ikke rigtig, hvad det fortæller mig, eller hvad det tilføjer af signifikant viden.

Imran Bin Munir Husayn (Til Thomas Hoffmann): Beklager Thomas, men hvorfor kan man udlede, at en kvinde med niqab er ‘meget religiøs’? Og hvad betyder ‘meget religiøs’? Betyder det automatisk at hun beder fem gange om dagen, faster i Ramadan, betaler sin almisse, behandler sine forældre godt, udfører velgørenhed, udviser god karakter overfor alle og ønsker for sin næste hvad hun ønsker for sig selv – osv?

Det kan vel også passe at hun bærer niqab som en identitetsmarkør, som trods (mod forbuddet) eller fordi hun ikke gad make-up og tænkte niqab var en god løsning på den dag. Kvinder med tørklæde, mænd med skæg, kvinder med niqab, mænd med turbaner – er alle blot mennesker; de er ikke supermuslimer pr automatik, og mange begår alverdens synder trods deres udseende og tøj; som bekendt skaber klæderne ikke mennesket, selvom de godt kan give en indikation af noget – i bedste fald fortæller det vel indtil videre blot, at kvinden måske gerne vil ses som ‘meget religiøs’ – ikke om hun vitterligt er det. …

Oploadet Kl. 02:06 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


4. juli 2019

Hoffmann om Muhammed-biografi: Skelner ikke mellem ‘religiøs ønsketænkning og historisk forskning’

Islamforsker Thomas Hoffmann anmelder en ny bog fra Juan Cole, en af Islam-apologiens ypperstepræster. Læs det hele på Weekendavisen.dk – Som Fanden læser Koranen.

“Coles tese er følgende: Muhammad blev født i en tid, hvor to store imperier stødte sammen, henholdsvis det kristne Byzantinske Rige og det zarathustriske Persien. Ifølge Cole så Muhammad med dyb sorg på alle de blodsudgydelser og følgeskader, som imperiernes lokale verdenskrig forårsagede. Netop derfor formedes i Muhammads sind en storslået vision om en fredsbevægelse.

Bevægelsen var islam, og den spredte sig med stor succes i hans livstid, primært ved at bero på åndelig soft power frem for rå militær magt. Når Muhammad blev angrebet af sine fjender, søgte han våbenhvilen frem for den blodige sejr. Med Coles ord: ‘I det multikulturelle Medina sammensatte Profeten en mangfoldig ‘nation’ af abrahamitter i håbet om at sætte monoteister (sammen med deres hedenske klienter) op imod Mekkas militante traditionalister.’ En slags monoteistisk økumene, der endda var tolerant over for hedninge.

Da Muhammad imod slutningen af sit liv indtog sin fødeby, Mekka, der i sin tid havde fordrevet ham, foregik det derfor ganske fredeligt. Ja, ifølge Cole var dette indtog snarere at sammenligne med Martin Luther Kings borgerrettighedsmarch ind i Washington i 1963 end en militær kampagne.

Cole indrømmer, at Muhammad af og til var blevet tvunget til at forsvare sig, men det var undtagelsen, der bekræftede fredsreglen. ‘Koranen,’ skriver Cole, ‘rummer en doktrin om retfærdig krig, men ikke om hellig krig, og den bruger ikke ordet jihad med den sidstnævnte association.’

Dette skønmaleri står i grel kontrast til konsensus i såvel forskningen som den islamiske tradition. Kan det virkelig passe, at forskningen i tidlig islam og jihad har fejlfortolket Koranen og læst kilderne forkert? Ja, hævder Cole. Og ikke nok med det, også muslimernes egen historieskrivning har misforstået Profeten og islam. Middelalderens muslimske lærde har nemlig opfundet dubiøse tolkningsmetoder og misbrugt dem til at kolportere en ufredelig og aggressiv islam frem for den oprindelige fredsversion.

Forskningens almindelige konsensus om, at islam udvikler sig mere og mere militant i løbet af Muhammads karriere, betragter Cole som en fordrejning af Profetens forkyndelse.

… det er et problem, hvis Cole som islamforsker ikke skelner mellem religiøs ønsketænkning og historisk forskning. Overhovedet er det én af de farligste faldgruber i moderne islamforskning – som alt for mange forskere mere eller mindre frivilligt hopper ned i. At en så dreven og indflydelsesrig islamforsker som Cole publicerer et sådan værk, er altså en smule bekymrende.

Næste store minus er hans selektive metode. Hans materiale er rigt, men det tenderer grov cherry picking. Således udvælger han alt det fredelige materiale, han kan få fat i, samtidig med at han ignorerer, nedtoner eller afviser alt det materiale, der umiddelbart modsiger eller komplicerer sagen. Det er det, man i psykologien kalder confirmation bias, hvor man ‘opdager’ de ting, der understøtter de hypoteser eller forventninger, man i forvejen har. I teologisk forskning er det en gammel traver, der kaldes eisegese: at læse ting ind i materialet, der faktisk ikke er belæg for.”

(Juan Cole, Muhammad – Prophet of Peace Amid the Clash of Empires. Nation Books, 2018)

Oploadet Kl. 03:02 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


1. juli 2019

Undersøgelse: Blot en ud af ti MENAP-indvandrere gifter sig dansk -‘Religionen er et ufravigeligt punkt’

Undersøgelse er udarbejdet af lektor Ulla Nørtoft Thomsen for tænketanken Unitos. Hun har kortlagt ‘ægteskabsmønstre i de ti største immigrantnationer’ (fra Vest- og Centralasien samt Afrika), og er kommet frem til, at blandt indvandrere og efterkommere er det blot 11,6 og 9,9 procent der gifter sig med danskere. Indvandrere fra islamiske lande er således langt mindre tilbøjelig til at gifte sig ind i danskheden, end andre ikke-vestlige indvandrer, uafhængigt af eventuel flygtningestatus. SF’eren Halime Oguz påpeger, at social kontrol er klanens måde at undgå tværkulturelle ægteskaber på. Man bliver som ung muslim ‘udskammet’, hvis man forelsker sig i en dansker.

Fra gårsdagens Jyllands-Posten – Halime Oguz turde ikke at fortælle forældrene om sin danske flamme (kræver login)

“Halime Oguz’ første forelskelse var i en dansk dreng. Dengang gik hun i folkeskole, men hun vidste allerede da, at hun ikke skulle nævne sommerfuglene i maven for sine forældre derhjemme.

‘Det var komplet urealistisk, at jeg skulle blive kærester med en dansk fyr. Jeg havde jo set, hvordan andre, der havde fundet en dansker, blev udskammet, udstødt og set ned på,’ siger hun.

Da hun var 17 år, blev hun gift i et arrangeret ægteskab, som hun forblev i gennem 14 år. Halime Oguz, som er folketingsmedlem for SF, er født i Tyrkiet, men opvokset i Vollsmose i Odense. …

En ny undersøgelse fra tænketanken Unitos viser, at 11,6 pct. af indvandrere og efterkommere fra de 10 største immigrantlande i Mellemøsten og Afrika har giftet sig med en person af dansk oprindelse. Ser man alene på efterkommerne, som er født i Danmark, taler dansk og har gået i dansk folkeskole, er tallet 9,9 pct. Altså lavere endnu. …

Halime Oguz, som netop er blevet valgt ind i Folketinget for SF, mener, at tallene er udtryk for social kontrol i muslimske familier: ‘I store dele af det muslimske miljø er der en klanmentalitet, hvor især kvinderne ikke selv kan vælge frit, når de skal finde en kæreste eller en ægtefælle. Så kan det være, at det går bedre med uddannelse osv., men på det sociale er der kontrol.’ Hun kæder tallene for tværkulturelle ægteskaber sammen med andre former for social kontrol.

‘I store dele af det muslimske miljø bliver piger holdt fra sociale arrangementer og ungdomsaktiviteter generelt. Det er alt sammen for at undgå, at de bliver for danske. Det er samme problematik,’ siger hun.”

(Ægteskabsmønstre. En kortlægning af ægteskabsmønstre…, Ulla Nørtoft Thomsen, Unitos, 2019, 11 sider)

“Det er normen, at en muslimsk mand gifter sig med en muslimsk kvinde, men han kan også gifte sig med en kvinde, som er kristen eller jøde. Den åbenhed finder man dog ikke, når det gælder den muslimske kvinde. Hun må kun gifte sig med en muslimsk mand. Det er regler, som bliver fulgt ret nøje blandt muslimer i hele verden, også i Danmark. … religionen er et ufravigeligt punkt for mange muslimer, når de vælger ægtefælle.” (Professor Thomas Hoffmann)

“Jeg tror helt ærligt ikke, at den debat, vi har, og den måde, vi taler om hinanden på, har nogen gavnlig effekt for ægteskaber mellem indvandrere og danskere. Hvis man får at vide, at man skal rejse hjem i både anden og tredje generation, føler man sig så virkelig velkommen i den anden gruppe, altså i et dansk ægteskab.” (Seniorforsker Vive Anika Liversage)



2. januar 2019

Islamforsker om terror-apati: “… hvad er så sket efterfølgende? På en underlig måde: ingenting.”

Islamforsker Thomas Hoffmann har helt ret, hvis han mener at den afdæmpede reaktion, også dækker over et latent dybtliggende had. Det er i hvert fald min observation, at den islamkritiske fløj ikke lader sig påvirke nævneligt af tilfældige drab, hvor brutale de end måtte være. Det hele opsummeres fint i den gamle traver: ‘Alt jeg behøver vide om islam lærte jeg den 11. september 2001’. At foragte Islam er en ‘no-brainer’ hos folk flest.

Interessante betragtninger af islamforsker Thomas Hoffmann på Facebook.

“Stemningsskift? Da det blev klart, at de to unge kvinder i Marokko var ofre for islamisk terror, tænkte jeg, at det ville sætte en mindre lavine i gang af dementier om, at dette dobbeltdrab ikke havde noget med islam at gøre. Det troede jeg, fordi jeg – ligesom så mange andre – har ventet og frygtet at lige netop den type henrettelsesbilleder en dag ville komme helt tæt på Danmark. Jeg tænkte, at når dét en dag skete, ville det være et chok og emotionelt vendepunkt for nationen. Og nu er det så sket. Men hvad er så sket efterfølgende?

På en underlig måde: ingenting. Jeg har simpelthen svært ved at forestille mig en lignende afdæmpet reaktion på en lignende hændelse for bare tre-fire år siden. Og det endda på trods af at (alt for) mange folk har set eller delt henrettelsesvideoen. Er det godt eller skidt? Det er måske godt, at der er sket så lidt for så vidt at terroristernes håb om alarmisme og almindelig skræk, terrorismens kendetegn par excellence, på den måde kommer til at virke som spildte kræfter. Det er bare noget, vi har lært at leve med. …

Kan være at det også er skidt, at der ikke har været en voldsommere emotionel reaktion. For er det ikke også et sært forsinket bevis på, at danskernes ’uskyld’ for længst er blevet taget? At en eller anden grænse er krydset og har sat en eller anden forråelses-, resignations- og ressentimentsproces i gang, som jeg ikke tør lodde dybden af.

… Denne sært afdæmpede, nærmest udeblevne reaktion, blandt majoritetsdanskere komplementeres af en ditto hos de danske muslimer. Eller rettere de personer, der ofte optræder som selverklærende repræsentanter eller blot er stærke individuelle stemmer. Jeg har ingen målinger eller kvantitative data, men også her virker der stille.”

(Se evt. tidligere post)

Oploadet Kl. 03:52 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


17. juli 2018

Prof.: Koranens vers om renhed/urenhed handler især om ‘markering af grænser til ikke-muslimer’

Professor Thomas Hoffmann i Weekendavisen – Religionens rene hænder (6. Juli 2018m, ikke online).

“Troen opfattes ofte som det reneste udtryk for religion. Vel vidende, at religion nok så meget er et spørgsmål om handlinger og dermed også om de kroppe, der nødvendigvis må udføre handlingerne. Når religioner sætter fokus på handlingerne og forlener dem med et særligt formaliseret og teatralsk udtryk, taler vi om rituelle handlinger.

… shariaen har efterfølgende opbygget et fyldigt katalog over ting, der gør uren. Grundreglen er dog, at så længe bønnen ikke er på færde, er den urene tilstand egentlig ikke noget problem. Urenheden bliver først relevant eller aktiveret, når bønnen står for at skulle udføres. På tærsklen til bønnen vil erindringen om døgnets tidligere almenmenneskelige foreteelser, der nu renses af med vand, psykologisk markere et kategorispring mellem livets rodede fysikalitet og den tilstundende rituelle orden og kropslige ensretning (kroppe på rækker, kroppe i én bederetning, synkrone bevægelser). …

En mere jordbunden sociologisk analyse vil bemærke, at Koranens vers om renhed og urenhed, renselse og besmudsning især samler sig om passager, der drejer sig om den muslimske menigheds markering af grænser til ikke-muslimer.

Oploadet Kl. 03:23 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »

 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper