27. marts 2022

West against the rest: Kinesiske kvinder hylder Putin, herboende muslimer fryder sig over Ukraine-krig

Universalisme er en vestlig opfindelse, og feminiseringen af Vesten, kan vanskeligt tolkes som andet end svaghed hos konkurrerende civilisationer. Når herboende udlændinge støtter Rusland, så grunder det næppe i kærlighed til Putin, og nok mere i forbitret had til Vesten og alt der definerer samme. ‘West against the rest’, som Samuel P. Huntington, så rigtigt skrev. Et sigende eksempel fra Kina omtalt i seneste udgave af Weekendavisen.

“Krigen i Ukraine har medført en ny trend på det sociale medie Weibo i Kina. Kvinder erklærer deres kærlighed til Vladimir Putin; hans krigshandlinger, hans maskulinitet, hans mod. Det skriver en række internationale medier. …

Kvinderne bruger ord som ‘machomand’, ‘jernmand’ og det kinesiske ‘tiehan’, som løseligt oversat betyder ‘hård mand’, til at fremhæve den maskuline tiltrækningskraft ved deres nye idol.

Eksperter tilskriver trenden det kinesiske styres målrettede politik for at fremme det mandlige ideal.” (‘furu’, Weekendavisen, 25. marts 2022)

(Opslag af Ahmed Riad Fuour i ‘International hyggegruppe’ på Facebook, 24. marts 2022)>

“People define themselves in terms of ancestry, religion, language, history, values, customs, and institutions. They identify with cultural groups: tribes, ethnic groups, religious communities, nations, and, at the broadest level, civilizations. People use politics not just to advance their interests but also to define their identity. We know who we are only when we know who we are not and often only when we know whom we are against.

“At the micro level, the most violent fault lines are between Islam and its Orthodox, Hindu, African, and Western Christian neighbors. At the macro level, the dominant division is between ‘the West and the rest,’ with the most intense conflicts occurring between Muslim and Asian societies on the one hand, and the West on the other.” (Samuel P. Huntington, d. 2008)

Oploadet Kl. 12:49 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


5. marts 2022

Huntington om Ukraines ‘indre skillelinje’ (1996): Sandsynligt, “… at den østlige del indgår i Rusland.”

Selvom vi ikke tænker videre over det i Nordeuropa, så har NATO siden 1997 optaget fjorten nye medlemslande i det østlige Europa. Efter Murens fald har det berømte ‘jerntæppe’ bevæget sig østpå, og NATO er tættere på Rusland end under Den Kolde Krig. Kun afskærmet af Hviderusland og Ukraine. Putin annekterede Krim i 2014, og forleden invaderede Rusland som bekendt resten af Ukraine. Flere har omtalt Samuel Huntingtons analyse desangående, blandt andet end lektor emeritus Søren Riishøj, der i Berlingske påpegede, at Rusland qua NATO-udvidelserne lider af ‘et post-imperialt syndrom’.

Samuel P. Huntington var professor på Harvard, og blev verdenskendt, da han uddybede tankerne fra hans 1993-essay i bogen The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order (1996). Værket udkom først på dansk i 2006, og hans analyse er svær at komme udenom i disse dage. Mens liberalisterne jublede over verdenskommunismens endeligt, hævdede Huntington, at fremtidens strid ville blive mellem civilisationer. Rusland var en såret bjørn, og ville man have stabilitet, så måtte man anerkende geopolitiske realiteter. Rusland var kernen i en distinkt kultur, der ikke havde til hensigt at blive en kopi af det liberale Vesten.

Da jeg startede på universitetet i 1997 var Huntington en slem højreorienteret politolog, som man skulle holde sig fra. Weekendavisen revsede ham i en anmeldelse for ‘den rendyrkede kulturvinkel’, og noterede blandt andet: “Det er et fuldkommen uhistorisk og statisk billede af kulturerne, der smækkes op på det Huntingtonske lærred.” (1994). Huntington blev ‘berømt uden at have fortjent det’, lød det i Berlingske et par år senere. Da han i 2004 udgav en bog om den amerikanske identitetskrise, fortsatte udskamningen, blandt andet i Dagbladet Information. Han var talerør for ‘populistisk patriotisme’, en ‘maskeret racist’.

Hitler var en forfærdelig despot, men måske var det ikke endt med verdenskrig, hvis Tyskland ikke fik ydmyget en hel generation med Versailles-freden. Putin er en forfærdelig despot, men måske er det dumt at tirre en såret bjørn med fri adgang til atomvåben. Måske skulle man fokusere mindre på navne, og mere på langsigtede strukturer.

Herunder det meste af afsnittet omhandlende ‘Rusland og dets nære udland’ (s. 230-36).

(Samuel P. Huntington, Civilisationernes sammenstød. Mod en ny verdensorden, 2006, s. 234)

RUSLAND OG DETS NÆRE UDLAND

Arvtageren tii zarens og kommunisternes imperier er en Civilisations-blok, der på mange måder svarer til Vesteuropa. I kernen ligger Rusland, svarende til Frankrig og Tyskland, tæt forbundet med en indercirkel, der rummer de to overvejende slavisk-ortodokse republikker Hviderusland og Moldova samt Kasakhstan, hvor 40 procent af befolkningen er russisk, og Armenien, der historisk set er Ruslands nære allierede. I midten af 1990’erne havde alle disse lande pro-russiske regeringer, som generelt var kommet til magten efter et valg. Tætte, men svagere forbindelser eksisterer mellem Rusland og Georgien, der overvejende er ortodokst, og Ukraine, der i mindre omfang er ortodokst, men de har begge en stærk national identitetsfølelse og bevidsthed om tidligere uafhængighed. På det ortodokse Balkan har Rusland tætte relationer til Bulgarien, Grækenland, Serbien og Cypern og i mindre grad Rumænien. De muslimske republikker fra det tidligere Sovjetunionen er fortsat i høj grad afhængige af Rusland både økonomisk og forsvarsmæssigt i modsætning til de baltiske lande, der orienterede sig mod Europa og effektivt lagde afstand til den russiske indflydelse. Generelt er Rusland ved at danne en blok med et ortodokst centrum under russisk lederskab og en omgivende stødpude af relativt svage islamiske stater, som det i varierende grad vil dominere, mens det forsøger at forhindre andre magter i at få indflydelse.

Rusland forventer, at omverdenen accepterer og godkender dette system. Udenlandske regeringer og internationale organisationer er, som Jeltsin sagde i februar 1993, nødt til at ‘anerkende Ruslands særlige beføjelser som garant for fred og stabilitet i de tidligere sovjetregioner’. Hvor Sovjetunionen var en supermagt med globale interesser, er Rusland nu en stormagt med regionale og civilisationst interesser. De ortodokse lande i det tidligere Sovjetunionen er af central betydning for udviklingen af en sammenhængende russisk blok i eurasisk og international politik. Under Sovjetunionens opløsning gik alle disse fem lande i en stærkt nationalistisk retning, fastslog deres nye uafhængighed og lagde afstand til Moskva. Senere gik den økonomiske, geopolitiske og kulturelle virkelighed op for vælgerne i fire af landene og fik dem til at stemme russiskssindede regeringer til magten og bakke op om russisk orienteret politik. Folk i disse lande søger støtte og beskyttelse i Rusland. I det femte land, Georgien, medførte en russisk militærintervention et lignende skift i regeringens holdning. Armenien har historisk set allieret sig med Rusland, og Rusland har gjort en dyd ud af at optræde som Armeniens beskytter mod dets muslimske naboer. Dette forhold er blevet styrket efter sovjettiden. Armenierne har været afhængige af økonomisk og militær støtte fra Rusland og har tilsluttet sig Rusland i spørgsmål om relationer mellem de tidligere sovjetrepublikker. De to lande har sammenfaldende strategiske interesser.

I modsætning til Armenien har Hviderusland en svag national identitetsfølelse. Og det er også om muligt endnu mere afhængigt af russisk støtte. Mange af dets indbyggere identificerer sig tilsyneladende lige så meget med Rusland som med deres eget land. I januar 1994 erstattede den lovgivende forsamling den moderate nationalist, som var landets daværende leder, med en konservativ russisksindet kandidat. I juli 1994 valgte 80 procent af vælgerne en præsident, somvar ekstremt russisksindet og tæt knyttet til Vladimir Sjirinovslij. Hviderusland kom tidligt med i Commonwealth for indepent Stares (CIS), var medlem af den økonomiske union, der blev oprettet i 1993 sammen med Rusland og Ukraine, indgik i en monetær union med med til at have Rusland, overdrog sine kernevåben til Rusland og gik med til at have russiske soldater på sit territorium det 20. århundrede ud. I 1995 var Hviderusland således en del af Rusland, ikke af navn, men af gavn.

Efter at Moldova blev uafhængigt efter Sovjetunionens sammenbrud, så mange frem til dets endelige genforening med Rumænien. Men frygten for at det skulle ske, udløste en løsrivelsesbevægelse i det russisk orienterede øst, som fik stiltiende støtte fra Moskva og aktiv støtte fra den 14. russiske arme. Det førte til oprettelsen af republikken Trans-Dniestr. Den moldaviske interesse i at danne union med Rumænien faldt dog i takt med begge landes økonomiske problemer og et økonomisk pres fra Rusland. Moldova gik med i Commonwealth, og dets handel med Rusland øgedes. I februar 1994 fik russisksindede partier generelt fremgang ved parlamentsvalget. I disse tre stater blev den offentlige opinion påvirket af en kombination af strategiske og økonomiske interesser, og man valgte regeringer, der lagde sig tæt op ad Rusland. Et lignende mønster opstod også i sidste ende i Ukraine. …

Ud over Rusland er Ukraine den tættest befolkede og vigtigste af de i tidligere sovjetrepublikker. Ukraine har været selvstændigt på forskellige tidspunkter i historien. Men i det meste af vores moderne tidsalder har det været en del af en politisk enhed styret fra Moskva. Den afgørende begivenhed indtraf i 1654, da kosakken Bogdan Khrnelnitskij, som ledte et oprør mod det polske herredømme, svor troskab over for zaren mod til gengæld at få hjælp mod polakkerne. Derfra og indtil 1991, bortset fra en kortvarig selvstændig republik imellem 1917 og 1920, var det, som i dag er Ukraine, politisk styret fra Moskva. Men Ukraine er et kløvet land med to særskilte kulturer.

Den civilisatoriske grænsedragning mellem Vesten og ortodoksien løber lige ned gennem landet og har gjort det i århundreder. Fra tid til anden har det vestlige Ukraine været en del af Polen, Litauen og Østrig-Ungarn. En stor del af dets befolkning har været tilknyttet den unitariske kirke, som praktiserer ortodokse ritualer, men anerkender paven som øverste autoritet. Historisk set har vestlige ukrainere talt ukrainsk og været stærkt nationalistiske. Folk fra det østlige Ukraine har på den anden side været overvejende ortodokse og har for en stor dels vedkommende talt russisk. I de tidlige 1990’ere udgjorde russere 22 procent af befolkningen, og der var 31 procent øvrige grupper med russisk som modersmål. De fleste skolebørn blev undervist på russisk. Krim er overvejende russisk og var en del af den russiske føderation indtil 1954, hvor Krustjov overdrog det til Ukraine, angiveligt i anerkendelse af Khmelnitskijs beslutning 300 år tidligere. Forskellene mellem det østlige og vestlige Ukraine er helt tydelig i befolkningens holdninger. I slutningen af 1992 sagde for eksempel en tredjedel af russerne i det vestlige Ukraine at de led under anti-russisk had, mod bare 10 procent i Kiev. Splittelsen mellem øst og vest blev dramatisk under præsidentvalget i 1994. Den siddende præsident, Leonid Kravtjuk, som på trods af tæt samarbejde med Ruslands ledere betragtede sig selv som nationalist, vandt de 13 vestlige provinser i Ukraine med et flertal på op til mere end 90 procent. Hans modstander, Leonid Kutjma, som under valgkampen fik ukrainskundervisning, vandt de 13 østlige provinser med lignende stemmetal. Kutjma vandt med 52 procent af stemmerne. Således bekræftede et spinkelt flertal af det ukrainske folk Khmelnitsldjs valg i 1654. Valget, som en amerikansk ekspert så det, ‘afspejlede – ja, udkrystalliserede splittelsen mellem de europæiserede slaviske folk i det vestlige Ukraine og den russisk-slaviske opfattelse af, hvad Ukraine burde være. Det handler ikke så meget om etnisk polarisering som om forskellige kulturer’.

Som et resultat af denne opdeling kunne forholdet mellem Ukraine og Rusland udvikle sig i en af tre mulige retninger. I de tidlige 1990’ere var der særdeles vigtige emner på dagsordenen mellem de to lande angående kernevåben, Krim, russernes rettigheder i Ukraine, flåden i Sortehavet og økonomiske forbindelser. Mange troede, at en væbnet konflikt var på vej, hvilket fik vestlige analytikere til at argumentere for, at Vesten skulle støtte Ukraines ønske om kernevåben for at afskrække russerne fra en invasion. Men hvis civilisation er det afgørende, er kampe mellem ukrainere og russere utænkeligt. De er to slaviske, primært ortodokse folk, som har haft nære forbindelser i århundreder, og blandede ægteskaber er almindeligt. På trods af svære spørgsmål og presset fra ekstreme nationalister til begge sider arbejdede lederne fra begge lande hårdt og fremgangsrigt på at mægle i disse stridigheder. Valget af en åbenlyst russiskorienteret præsident i Ukraine i midten af 1994 reducerede yderligere muligheden for en skærpet konflikt mellem de to lande. Mens der opstod alvorlige kampe mellem muslimer og kristne andre steder i det tidligere Sovjetunionen og anspændte forhold og stedvise skærmydsler mellem russere og folk fra de baltiske lande, havde der i 1995 så godt som ikke været nogen vold mellem russere og ukrainere.

En anden og mere sandsynlig mulighed er, at Ukraine bliver delt op i to enheder langs sin indre skillelinje, og at den østlige del indgår i Rusland. Snakken om løsrivelse kom første gang op i forbindelse med spørgsmålet om Krim. Befolkningen på Krim, som er 70 procent russisk, støttede kraftigt ukrainsk uafhængighed af Sovjetunionen ved en folkeafstemning i december 1991. I maj 1992 stemte Krims lokale parlament også for en uafhængighedserklæring fra Ukraine, men trak beslutningen tilbage efter ukrainsk pres. Det russiske parlament Dumaen stemte derimod for at ophæve Krims overgang til Ukraine 1954. I januar 1994 valgte man på Krim en præsident, som var gået til valg på ‘enhed med Rusland’. Dette fik nogle til at stille spørgsmålet: ‘Bliver Krim det næste Nagorno-Karakbakh eller Abkhasien?’ Svaret var et rungende ‘Nej!’, da den nye krimske præsident trak sit løfte om en folkeafstemning om uafhængighed tilbage og i stedet forhandlede med regeringen i Kiev. I maj 1994 tilspidsedes situationen igen, da parlamentet på Krim vedtog at genindføre forfatningen fra 1992, der gjorde landet så godt som uafhængigt af Ukraine. Endnu en gang forhindrede pres fra russiske og ukrainske ledere, at spørgsmålet førte til vold, og valget to måneder senere af den russiskvenlige Kutjma som ukrainsk præsident underminerede Krims forsøg på at løsrive sig fra Ukraine. Dette valg vakte ideen om, at den vestlige del af landet kunne løsrive sig fra et Ukraine, der bevægede sig tættere og tættere på Rusland. En del russere ville hilse det velkomment. Som en russisk general sagde: ‘Ukraine, eller rettere det østlige Ukraine, vil komme tilbage om fem, ti eller femten år. Det vestlige Ukraine kan gå ad helvede til!’. En sådan unitarisk og vestligorienteret rest af Ukraine ville dog kun være levedygtig, hvis den fik en stærk og effektiv vestlig støtte. Men en sådan støtte ville formentlig kun kunne mobiliseres, hvis relationerne mellem Vesten og Rusland blev alvorligt forværret og kom til at ligne forholdet under den kolde krig.

Det tredje og mest sandsynlige scenario er, at Ukraine fortsat vil være et forenet, kløvet og uafhængigt land, der generelt samarbejder tæt med Rusland. Når først overgansspørgsmålene om kernevåben og militær styrke er løst, vil de største og mest langsigtede spørgsmål være af økonomisk karakter, og løsningen af dem vil blive fremmet af den delvis fælles kultur og de tætte personlige kontakter. Det russisk-ukrainske forhold er med John Morrisons ord for Østeuropa, hvad det fransk-tyske forhold er for Vesteuropa. Ligesom Frankrig og Tyskland er kernen i EU, er Rusland og Ukraine den vigtige kerne, der kan skabe enhed i den ortodokse verden.”

Oploadet Kl. 12:00 af Kim Møller — Direkte link62 kommentarer


8. februar 2022

Henrik Dahl: Samuel P. Huntington fik ret – “I fremtiden vil hovedkonflikten blive Vesten mod resten.”

Salige Samuel P. Huntington fik kniven af selverklærede ‘progressive’ i 90’erne, og havde han lanceret pointerne i dag, så ville han være jaget vildt på universiteterne. Ikke ulig Jordan B. Peterson. Hvis man er forhadt af venstreintellektuelle, så har man i reglen historien på sin side.

Jeg ved ikke hvorfor Henrik Dahl er i Liberal Alliance, for tror man på Huntingtons tese om ‘Civilisationernes sammenstød’, så burde man jo danne front mod globalismen. Super kommentar af Henrik Dahl set på JP.dk – Vesten er bedst. Og det skal vi forsvare.

“Der findes alle mulige grunde – de fleste præget af politisk korrekthed – til at tage afstand fra Huntingtons forestilling om en verden opdelt i distinkte civilisationer. Og der findes bestemt fejl og mangler i hans bog. Et kvart århundrede efter at værket oprindelig udkom, må man bare sige: Dets forventninger til, hvordan verden vil udvikle sig efter Den Kolde Krig, har vist sig at være særdeles præcise.

Huntington mente, at Kina ikke ville blive liberalt og købe ind på for eksempel menneskerettighederne. Det har vist sig at være fuldkommen rigtigt. Huntington mente, at Rusland ikke var en del af Vesten, og at landet derfor ikke ville melde sig ind i den vestlige verden. Det har vist sig at være fuldkommen rigtigt (Huntington mente sågar, at Ukraine ville blive skueplads for en skærpet konflikt mellem Rusland og Vesten – det var skarpt set i 1996). Huntington mente, at den islamiske verden havde det, han selv kaldte ‘blodige grænser’, og selvfølgelig ikke ville blive vestligt orienteret. Det var ligeledes fuldstændig rigtigt. …

Og derfor var hans konklusion: I fremtiden vil hovedkonflikten blive Vesten mod resten. Med den anti-liberale alliance mellem Rusland og Kina, som blev annonceret for få dage siden, må man sige: Det er der, vi nu er. “

(Samuel P. Huntington, forfatter til The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, 1996)

“Ukraine is divided between the Uniate nationalist Ukranian-speaking west and the Orthodox Russian-speaking east. In a clef country major groups from two or more civilizations say, in effect, ‘We are different peoples and belong in different places.’ The forces of repulsion drive them apart and they gravitate toward civilizational magnets in other societies.” (s. 363f, se evt. tidligere post)



4. februar 2022

Youtube: ‘Tre klip med førstehåndsberetninger om kultursammenstød i undervisningen og på skoler’

Cand.polit. Eva Gregersen har fundet tre eksempler på det salige Samuel P. Huntington kaldte for ‘Clash of Civilizations’, og samlet det hele i en lille video. Den er værd at gengive her.

Halime Oguz har skrevet et omdiskuteret debatindlæg i Altinget, hvor hun gengiver en række oplevelser fra hverdagen, som hun har hørt om fra ’skolelærere, VUC-undervisere, socialrådgivere og andre, som dagligt står over for mange herboende muslimer’. Nogle debattører forholder sig skeptisk til indlægget, blandt andet med henvisning til at der er tale om andenhåndsberetninger. Kan det virkelig passe, at der er steder i Danmark, hvor det står så slemt til? Ja, det kan det.

… Enkelte har dog turdet sige noget ‘on record’. I denne 1 minut lange video har jeg samlet klip med førstehåndsberetninger fra en folkeskolelærer i Ishøj og en gymnasielærer i Nordvest. Videoen slutter med en beretning fra Mette Frederiksens besøg på et gymnasium på den københavnske vestegn umiddelbart efter terrorangrebet på Krudttønden.” (Eva Gregersen, Facebook, 3. februar 2022; Link: I, II)



14. september 2021

Arthur Arnheim, historiker: “Ingen kan benægte, at det er islamisk krig. Det er også religionskrig.”

Skarpt indlæg af den 92-årige historiker Arthur Arnheim. Han nævner terrorangrebet i Nice, som en del af Islams krig mod Vesten, og det var faktisk lige akkurat hvad jeg sagde i Århus Byret i sidste måned. Når en Koran-tro muslim myrder en katolik i en fransk katedral, så bliver billedet i sig selv symbol på noget større. Hun forblødte på stedet, det var brutalt, men ikke desto mindre en del af virkeligheden. New phase of a very old war.

Fra Kristeligt Dagblad – Huntington fik ret. Vi står midt i det 21. århundredes store religionskrig.

“I 1993 forudsagde Huntington, at efter den kolde krig ville den næste store internationale konflikt blive mellem de kristne demokratier og den islamiske civilisation. Forudsigelsen er blevet realitet.

… Læg hertil mange hundrede terroraktioner udført af islamister overalt i verden. En af de seneste var i oktober 2020, hvor en tunesisk islamist i Notre Dame-kirken i Nice skar hovedet af en ældre kvindelig kirkegænger og dræbte to andre med knivstik.

Ingen kan benægte, at det er islamisk krig. Det er også religionskrig.

Demokratiet blev til ved den franske revolution i 1789. De revolutionære erklærede, at nu skulle stat og kirke, politik og religion skilles ad. Man skabte den sekulære stat. Noget sådant var aldrig sket i civilisationernes historie. I de muslimske samfund er de uadskillelige. Samfundets retsorden er baseret på den islamiske sharialov.

Den islamiske krig, der nu er ført i mere end 40 år, er en ukonventionel krig. Den tager ikke hensyn til FN’s konventioner om krigsførelse, folkedrab eller demokratiets grundlov, menneskerettighederne. Demokratierne er imidlertid i tiltagende grad afskåret fra at føre krig.

De mange hundrede terrorangreb i Europe har også været vendt mod tilfældige civile. Den islamiske krig har karakter af en dødskult. Forklaret med jævne ord er det ondskab.

Oploadet Kl. 10:28 af Kim Møller — Direkte link48 kommentarer


27. november 2020

‘Videnskab’.dk: “Muslimer prioriterer demokratiske normer og værdier, lige så højt som kristne gør.”

Jeg har gennem årene blogget en del artikler fra Videnskab.dk. Mediet er statsfinansieret, og burde som sådan ikke være en akademisk udgave af Politiken. Det er et medie der fortæller lægfolk, at parallelsamfund ikke eksisterer, at efterkommerne ikke går op i religion, at ‘kriminaliteten’ er faldende, at ‘klimabenægtelse’ er farlig, at danskheden ikke er dansk, at historieundervisning gør os nationalistiske, at journalister er mere midtsøgende end befolkningen, at autonome er helt almindelige lovlydige borgere, at nazisterne har aflagt skråremmene af markedsføringshensyn, at hatecrime er skjult bag mørketal, at Trumps isolationisme kan starte 3. Verdenskrig, og at der i øvrigt var en irrationel islamofobi i Europa i 1529.

Det stopper aldrig. I denne uge er det ph.d.-studerende Arzoo Rafiqi, der på baggrund af et empirisk studie fortæller alle os uvidende, at muslimer i virkeligheden er ligeså demokratiske end kristne. Der må være korrigeret for virkeligheden, og et hurtigt tjek fortæller da også, at hun for fem år siden, som formand for et integrationsråd, deltog i en islamofobi-konference i Århus arrangeret af Bashy Quraishys ENAR-Denmark og ‘Enhedslistens Antiracismegruppe’. Hun er muslim, hvis nogen skulle være i tvivl.

Arzoo Rafiqi på Videnskab.dk – Forsker: Muslimer er lige så glade for demokratiske værdier som kristne.

“På den ene side står de, som mener, at muslimer ikke vil støtte demokrati og dets værdier. … På den anden side står de, som argumenterer for det diametralt modsatte: Muslimer kan lige såvel som andre religiøse grupper være tilhængere af demokrati. …

Det er dog til syvende og sidst et empirisk spørgsmål, hvilket af disse standpunkter som stemmer overens med virkeligheden. Jeg har derfor lavet et omfattende empirisk studie, som undersøger, hvorvidt der er forskel på muslimers og kristnes støtte til demokrati.

Konkret finder jeg, at der ikke er en systematisk forskel. Muslimer prioriterer demokratiske normer og værdier, lige så højt som kristne gør. Det gælder også meget religiøse og praktiserende muslimer.

Mine empiriske analyser afkræfter påstanden om, at muslimer grundet deres religion er antidemokratiske.

… Der er ingen systematisk forskel, uanset om man ser på dem, der er meget religiøse, eller dem, der ofte praktiserer deres religion, for eksempel ved at bede tit eller gå meget i kirke eller moske. …

Der er ikke systematisk forskel mellem de to religionsgruppers præferencer for demokrati, uanset hvor meget de praktiserer deres religion.

Ikke-praktiserende muslimer støtter demokrati mindst ligeså meget som ikke-praktiserende kristne. Der er heller ikke en systematisk forskel mellem meget praktiserende muslimer og kristne. Eller systematisk forskel blandt ikke-praktiserende og praktiserende. …

Evidensbaseret og empirisk forskning om muslimers holdninger til demokrati er generelt en mangelvare. Debatten – både den offentlige og den videnskabelige – er derfor ofte præget af teoretiske påstande og formodninger.

Mit studie står således i stærk kontrast til de teoretiske debatter såsom Huntingtons føromtalte tese…”

(- ikke-religiøse muslimer er mere demokratiske end ikke-religiøse kristne)

(Arzoo Rafiqi, Clash of Civilizations? Muslims, Christians and Preferences for Democracy, 2019)



16. maj 2020

Team Woke: Wæver-teori er racistisk, har en ‘metodologiske hvidhed’, indeholder ‘anti-sort tankegang’

Professor Ole Wæver kaldes for ‘fredsforsker’ i artiklen herunder, men det ville nok være mere præcist at kalde ham for ‘kapitulationsideolog’. Som ung var en en del af den venstreorienterede ‘fredsbevægelse’, og det var med baggrund i sine erfaringer der, at han udviklede ‘Københavnerteorien’ som statsansat universitetsforsker: “Det var for at intervenere i politiske debatter her, og fordi vi var bekymrede for udviklinger i Nord.”

Ole Wæver har det dårligt i disse måneder, fordi han i en artikel af et par woke-venstreradikale forskere beskyldes for at understøtte ‘white supremacy’, da hans teorier efter de to forskeres mening indeholder ‘antiblack thought’ og ‘Civilizationism’. Sidstnævnte begreb ser ud til at være en opdateret udgave af den universitære venstrefløjs kritik af Samuel P. Huntingtons ‘Clash of Civilizations’. Tankevækkende, når nu man husker at Wæver var blandt de mere markante kritikere af Huntingtons civilisationsteori.

“… det værste ved den artikel nok, at den svækker kampen mod racisme”, slutter han, og det er vel også det eneste svar han kan give, hvis han vil undgå at fremstå som en fantast der har solgt sin sjæl til en kuldsejlet ideologi. Set hos Uniavisen – Verdenskendt fredsforsker anklaget for racisme: ‘Jeg har aldrig haft det så dårligt med mit liv som akademiker’.

“Wæver er ophavsmand til begrebet sikkerhedsliggørelse, der beskriver, hvordan politiske aktører kan gøre ethvert emne til et spørgsmål om liv eller død, krig eller fred. Det kan være, at en regering gerne vil gøre flygtninge til et sikkerhedsanliggende og derfor forsikrer vælgerne om, at de nødt til at indføre grænsekontrol, hårdere straffe og andre metoder, som før er blevet set som inhumane eller udemokratiske. De sikkerhedsliggør emnet. …

Københavnerskolens teori er altså tænkt som et kritisk redskab i forsøget på at kigge magthaverne efter i sømmene og medvirke til at gøre verden til et fredeligere sted.

Men sådan fremstiller de to forskere, lektor Alison Howell fra Rutgers University i USA og adjunkt Melanie Richter-Montpetit fra University of Sussex i Storbritannien langt fra sagen. I deres artikel argumenterer de for, at racisme er så ‘bagt ind’ i Wævers teori, at den aldrig bør bruges igen. At teorien er anti-black, bevidst opretholder et hvidt, voldeligt regime og er designet til at understøtte white supremacy, altså hvidt overherredømme.

Det første anklagepunkt er civilisationalisme. Det skriver de, at Københavnerskolen bærer præg af, fordi den skelner mellem en ‘god’ normal politik – som man angiveligt typisk finder i Vesten – og så en ‘dårlig’ og sikkerhedsliggjort politik, som er særligt udbredt i udviklingslande. Dermed kommer Wæver til at legitimere kolonisering, skriver Howell og Richter-Montpetit.

Det andet anklagepunkt er den metodologiske hvidhed, som Københavnerskolen ifølge Howell og Richter-Montpetit er farvet af. Argumentet er her, at teoriens metode gør den unyttig til at forholde sig til racemæssige spørgsmål. … På den måde undskylder og forstærker teorien et hvidt og racistisk status quo, skriver Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit.

Endelig indeholder Wævers teori en anti-sort tankegang og racisme, lyder kritikken. Det gør den, fordi hans tekster især nævner afrikanske eksempler på meget fragmenterede borgerkrige, og fordi teorien behandler Afrika som én samlet enhed, hvor størstedelen af politikken er sikkerhedsliggjort. På den måde kommer Afrika til at fremstå som en trussel mod Europa; som en slags ‘opdateret hvid mands byrde’, skriver Howell og Richter-Montpetit.”

(Howell & Richter-Montpetit, Securitization theory racist? Civilizationism, methodological whiteness,
and antiblack thought in the Copenhagen School
, 2020)

“Det var helt tydeligt, at redaktionen på Security Dialogue slet ikke ville anerkende, at der var sket noget usædvanligt. Hele deres tone var: ‘Det er jo bare en faglig debat.’ Og vi sagde: ‘Jamen, vi er blevet anklaget for at være racister. Det udløser et helt register af rettigheder og procedurer. Vi må have en særlig ret til svar, fordi det er potentielt injurierende … for pokker, det er da en belastning at blive anklaget for racisme. Hverken privat eller professionelt er det sjovt at have sådan et stempel. Det har tidsskriftet bare afvist. … Jeg får det dårligt af at læse en artikel om, at jeg er racist…” (Professor Ole Wæver til Uniavisen)

Oploadet Kl. 11:55 af Kim Møller — Direkte link71 kommentarer


14. april 2020

Huntington: “Vi ved kun, hvem vi er, når vi ved, hvem vi ikke er.. ofte kun når vi ved, hvem vi er imod.”

Jeg har nok blogget citatet tidligere, men Samuel P. Huntington er knivskarp og altid værd at gengive. Kultur stikker dybt, og når krisen kradser, så blotlægges de forskellige civilisationers modsatrettede interesser. EU bliver næppe Europas redning, men hvis ikke EU træder i karakter i forhold til den fælles fjende, så marginaliserer de i sidste ende sig selv. Kasper Støvring kommenterer en DR-artikel om EU-opkøb af sårbare virksomheder, der risikerer at blive opkøbt af kinesere.

“Coronakrisen er også et geopolitisk spil. Fjendtlige magter som Kina vil søge at påvirke et i forvejen svækket Vesten.

Måske ser vi med Vestagers udmelding en yderligere nyorientering mod Fort Europa, efter EU-formanden havde hyldet Grækenland som ‘Europas skjold’, da grænsevagter havde skudt mod migranter.

Hvis EU besinder sig på den europæiske arv og territorium, har organisationen en vigtig rolle at spille. Det forudsætter dog en klar identitet.’

Som Samuel Huntington skrev: ‘Vi ved kun, hvem vi er, når vi ved, hvem vi ikke er, og ofte kun når vi ved, hvem vi er imod.’

Blood, language, religion, way of life, were what the Greeks had in common and what distinguished them from the Persians an other non-Greeks. Of all the objective elements which define civilizations, however, the most important unsually is religion, as the Athenians emphasized. …

A significant correspondance exists between the division of people by cultural characteristics into civilizations and their division by physical characteristics into race. Yet ciivilization and race are not identical. People of the same race can be deeply divided by civilizations; people of different races may be united by civilization. In particular, the great missionary religions, Christianity and Islam, encompass societies from a variety of races. The crucial distinctions among human groups concern their values, beliefs, institutions, and social structures, not their physical size, head shapes, and skin colors.” (Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, 1996, s. 42)

Oploadet Kl. 13:06 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


11. oktober 2017

Teenagere græd, da DF-politiker problematiserede islamisk masseindvandring – “Er det ikke rascisme”

Byrådskandidat Kim Hammer (DF) har selvfølgelig ret, men skulle jo nok i situationen, have omtalt problemet som værende Islam ikke muslimer. Ikke at det gør en større forskel i praksis, for som en Ernst Hedemand pointerer i kommentarsporet, så friholder det ikke Hammer for racisme, da ‘islam og muslimer er de samme’. Flere elever forlod ‘mødet grædende’ postuleres det, og de vil ganske givet få meget mere at græde over i årene der kommer.

Interviewet med Kim Hammer illustrerer problemets natur. Vi starter ved nul komma nul hver gang emnet er oppe. Avisens praktikant kan end ikke stave til racisme, men har nemt ved at udpege det. Måske fordi det i den journalistiske praksis blot er et andet ord for islamkritik.

Fra Rødovre Lokal Nyt – Dansk Folkeparti: ‘Muslimer er ødelæggende for den vestlige Verden

“Vi havde en udsending til stede i salen, som har citeret dig for at sige, at det var muslimer?

‘Det er i hvert fald ikke det, jeg har ment,’ undskylder Kim Hammer og forklarer:

‘… jeg mener, at religionen Islam er farlig for vesten med den indvandring, der er i øjeblikket.”

Hvorfor er den det?

Rødovre Lokal Nyts praktikant, Andreas Bendtsen, var til stede under hele forløbet og skrev flere gange til redaktionen, at det var ren kaos og skænderi i salen.

‘Og så sagde han, at muslimer er ødelæggende for den vestlige Verden. Er det ikke rascisme,’ var det første praktikanten spurgte om, da han satte sig til rette foran computeren.”

(Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, 1996)

“In Eurasia the great historic fault lines between civilizations are once more aflame. This is particularly true along the boundaries of the crescent-shaped Islamic bloc of nations, from the bulge of Africa to central Asia. Violence also occurs between Muslims, on the one hand, and Orthodox Serbs in the Balkans, Jews in Israel, Hindus in India, Buddhists in Burma and Catholics in the Philippines. Islam has bloody borders. (Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations?, 1993)

“Historien er fuld af konflikter mellem samfundsgrupper og brudlinjekrige. … Disse konflikter og brudlinjekrige har ikke været ligeligt fordelt mellem verdens civilisationer. … Det store flertal af alle brudlinjekrige er dog indtruffet langs den grænse, der strækker sig gennem Eurasien og Afrika, og som skiller muslimer og ikke-muslimer. På makroniveau, eller lokalt niveau, udkæmpes den mellem tilhængere af islam og andre. … Hvor man end vender sig hen i den muslimske verden, har muslimer svært ved at leve fredeligt med deres naboer. … Beviserne er overvældende…” (Professor Samuel P. Huntington, Civilisationernes Sammenstød. Mod en ny verdensorden, 2007, s. 353ff)



9. november 2016

Donald Trump, USA’s 45. præsident: En syngende lussing til medierne og virkelighedsfjerne globalister

Eksperterne havde fortalt mig, at valget ville være afgjort først på natten, men det lidt længere – til gengæld var resultatet værd at vente på. The Donald vandt de fleste svingstater, fik (formentligt) flere stemmer end Hillary Clinton, og er nu ‘president-elect’, USA’s kommende præsident. Meningsmålingerne tog fejl på et højere plan, nøjagtig som de gjorde ved folketingsvalget sidste år, og Brexit tidligere på året. Man kunne kalde det DF-effekten.

(Den samlende sejrstale kan ses på Youtube)

“I’ve just received a call from Secretary Clinton. She congratulated us. It’s about us. On our victory, and I congratulated her and her family on a very, very hard-fought campaign. …

Now it is time for America to bind the wounds of division, have to get together. To all Republicans and Democrats and independents across this nation, I say it is time for us to come together as one united people.” (Donald Trump, sejrstale)

Dagens Radio24syv-stikprøve bragte mig ind i en Rushys Roulette valgspeciel, hvor en ‘Gitte’ var i gang fortælle, at Trump var racist og en ny Hitler, hvad hun ikke rigtigt kunne argumentere for, da hun blev ked af at høre ham tale, og altid slukkede. Stine Bosse kunne så herefter berolige: Han er måske ikke racist, men han har ‘bakket de hvide op’, og ‘talt grim om folk der er sorte’. Virkelighedsfjerne globalister kan kalde det ‘racistisk’ og ‘fremmedfjendsk’ at bekæmpe illegal indvandring, men de taler i et ekkokammer uden folkelig opbakning.

Hverken Bruce Springsteen, Jon Bon Jovi eller Beyonce er gennemsnitlige amerikanere, og man kan, som en ven formulerer det, ikke vinde valget ved at håne potentielle vælgere. Den bedste analyse er som altid på skrift. Christian Skov skærer ind til benet – Derfor vandt Trump.

Clintons svaghed. Hun var en svag kandidat, moralsk korrumperet og med et blakket ry. Hun har ikke kunnet mønstre nok engagement til at holde fast på Obamas koalition af minoriteter. … De demografiske ændringer, som Demokraterne længe har sat deres lid til, har en bagside og det gælder både i USA og i Europa. Udviklingen, der af demografer kaldes ‘the browning of America’ og hvis motor først og fremmest er en de facto meget liberal indvandringspolitik, skubber traditionel arbejder-/middelklasse over på højrefløjen, fordi den truer deres identitet.

Dette har ført til, at særligt den hvide arbejderklasse begynder at opføre sig som det, progressive aldrig svigter en chance for at minde dem om, at de er, nemlig en minoritet. Med andre ord bevæger de sig mod at stemme en bloc og uheldigvis for Demokraterne har de arbejdet hårdt på at skubbe dem, deres tidligere kernevælgere fra sig. Den hvide arbejderklasse udgør stadig 35-40 procent af befolkningen og er den største vælgergruppe i landet – uanset de demografiske ændringer.

Venstrefløjens ideologiske fallit. USA’s venstrefløj har længe slået sig op på en aggressiv multikulturalisme og afvist mytologien om USA som en smeltedigel til fordel om idéen om landet som en salatskål. På samme vis har den kastet sig ud i en aggressiv kønsidentitetspolitik, hvor den har villet undergrave traditionelle (og om man vil naturlige) kønskategorier til fordel for en ustyrligt blomstrende kønspluralisme, som de fleste har vanskeligt ved at kapere. Venstrefløjens identitetspolitik har været et væsentligt udslag af og er fortsat en væsentlig komponent i dens ideologiske og kulturelle dominans, men den er også – for nu – årsagen til dens fald.”

Dagens udgave af P1 debat var på mange måder en opvisning i ’spinkontrol’. Når nu amerikanerne valgte Trump på trods af hans løgne (Vincent Hendricks), så havde det udelukkende materialistiske årsager. Det handlede om økonomi, og var et opgør med ‘Big Business’ – en forlængelse af ‘Occupy Wall Street-bevægelsen’ (Lars Trier Mogensen). Berlingskes Anna Libak var langt fra skiven, men tættest på.

“Man kan sige, at hvis man vil vende det 180 grader, så kan man godt udråbe Trumps sejr, som en sejr for demokratiet, i den forstand, at folk har som aldrig før – det de sociale medier som har muliggjort det, at føre en politisk debat og handle ved at gå hen og stemme. Det kan man godt kalde for en sejr for demokratiet. Vi ser det også i Danmark, hvor der er opstået en hel underskov af medier, som ligesom bygger på den antagelse, at der i de officielle medier er en konspiration, at man ikke vil fortælle sandheden. Det er sådan noget som 180 grader, det er Snaphanen, det er Uriasposten, og det samme ser vi jo i USA. … Lenin sagde, at det første man skal gøre hvis man vil lave en revolution, det er at erobre telegrafen. I dag har alle i kraft af de sociale medier, både en telegraf, og har fået mulighed for med ligesindede, at enes om hvor dum Hillary er.” (Anna Libak)

På POV International skriver Bjarke Larsen, at “Neoliberalismen døde i nat”. For et par uger siden kunne man på samme side læse, at Hillary ville vinde stort og at Trump i øvrigt var ‘ideologisk fascist’. Det blev neo-liberale republikanere også kaldt for får år siden. Det er et grundvilkår.

(Reaktioner på Ronald Reagans valgsejr, Ekstra Bladet, 1980)

“Studerende protesterer over Trump-sejr”, skriver TV2 Online i deres præsentation af en video, optaget i Californien. De kunne også have skrevet, at indvandrere demonstrerer med det mexicanske flag mod en folkevalgt præsident i det land de er gæster i. Salige Samuel P. Huntington beskrev dilemmaet fint i The Clash of Civilizations under overskriften ‘The News Era in World Politics’ (1996).

“On October 16, 194 in Los Angeles 70,000 people marched beneath ‘a sea of Mexican flags’ protesting Proposition 187, a referendum measure which would deny many state benefits to illegal immigrants and their children. Why are they ‘walking down the street with a Mexican flag and demanding that this country give them a free education’ observers asked. ‘They should be waving the American flag’. Two weeks later more protesters did march down the street carrying an American flag – upside down.” (s. 19f)

(Latinamerikanere demonstrerer mod folkevalgt præsident, Californien; Via TV2 Online)

Citater.

“Den første, og måske vigtigste, grund til Trump-sejr er ifølge Michael Moore fire stater i det industritunge Rustbælte: Michigan, Ohio, Pennsylvania og Wisconsin. Det er fire traditionelle blå stater, det vil sige stater vundet af demokraterne. Men Michael Moore tror, at Trump vil gå benhårdt efter de stater, der i høj grad består af mennesker i arbejderklassen.” (Michael Moore, 24. juli 2016)

“Nu søger New York Times svar på, hvordan Donald Trump kunne snyde så godt som hele den etablerede presse og alle de største meningsmålingsinstitutter. … Blandt andet hæfter avisen sig ved, at Donald Trump klarede sig langt bedre end tidligere republikanske præsidentkandidater hos hvide amerikanere med kort eller ingen uddannelse.” (TV2 Nyhederne, 9. november 2016)

“Outsiderens sejr kommer efter mange år, hvor en selvtilstrækkelig elite har trampet hen over den hvide arbejderklasse og middelklasse, som traditionelt har været de bærende elementer i det amerikanske samfund. … Det er ikke så underligt, at hårdtarbejdende amerikanere bliver vrede, når hele byer går ned, fordi industrien flytter til udlandet, når der er en enorm illegal indvandring med social dumping til følge, og der hersker en kvælende politisk korrekthed. Den cocktail førte til en eksplosion, akkurat som man så det ved Brexit.” (Erik Holstein, Altinget, 9. november 2016)

(Malik Obama, bror til Barack Obama, hylder Donald Trump; Foto: Twitter)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »

 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper