11. oktober 2017

Teenagere græd, da DF-politiker problematiserede islamisk masseindvandring – “Er det ikke rascisme”

Byrådskandidat Kim Hammer (DF) har selvfølgelig ret, men skulle jo nok i situationen, have omtalt problemet som værende Islam ikke muslimer. Ikke at det gør en større forskel i praksis, for som en Ernst Hedemand pointerer i kommentarsporet, så friholder det ikke Hammer for racisme, da ‘islam og muslimer er de samme’. Flere elever forlod ‘mødet grædende’ postuleres det, og de vil ganske givet få meget mere at græde over i årene der kommer.

Interviewet med Kim Hammer illustrerer problemets natur. Vi starter ved nul komma nul hver gang emnet er oppe. Avisens praktikant kan end ikke stave til racisme, men har nemt ved at udpege det. Måske fordi det i den journalistiske praksis blot er et andet ord for islamkritik.

Fra Rødovre Lokal Nyt – Dansk Folkeparti: ‘Muslimer er ødelæggende for den vestlige Verden

“Vi havde en udsending til stede i salen, som har citeret dig for at sige, at det var muslimer?

‘Det er i hvert fald ikke det, jeg har ment,’ undskylder Kim Hammer og forklarer:

‘… jeg mener, at religionen Islam er farlig for vesten med den indvandring, der er i øjeblikket.”

Hvorfor er den det?

Rødovre Lokal Nyts praktikant, Andreas Bendtsen, var til stede under hele forløbet og skrev flere gange til redaktionen, at det var ren kaos og skænderi i salen.

‘Og så sagde han, at muslimer er ødelæggende for den vestlige Verden. Er det ikke rascisme,’ var det første praktikanten spurgte om, da han satte sig til rette foran computeren.”

(Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, 1996)

“In Eurasia the great historic fault lines between civilizations are once more aflame. This is particularly true along the boundaries of the crescent-shaped Islamic bloc of nations, from the bulge of Africa to central Asia. Violence also occurs between Muslims, on the one hand, and Orthodox Serbs in the Balkans, Jews in Israel, Hindus in India, Buddhists in Burma and Catholics in the Philippines. Islam has bloody borders. (Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations?, 1993)

“Historien er fuld af konflikter mellem samfundsgrupper og brudlinjekrige. … Disse konflikter og brudlinjekrige har ikke været ligeligt fordelt mellem verdens civilisationer. … Det store flertal af alle brudlinjekrige er dog indtruffet langs den grænse, der strækker sig gennem Eurasien og Afrika, og som skiller muslimer og ikke-muslimer. På makroniveau, eller lokalt niveau, udkæmpes den mellem tilhængere af islam og andre. … Hvor man end vender sig hen i den muslimske verden, har muslimer svært ved at leve fredeligt med deres naboer. … Beviserne er overvældende…” (Professor Samuel P. Huntington, Civilisationernes Sammenstød. Mod en ny verdensorden, 2007, s. 353ff)



9. november 2016

Donald Trump, USA’s 45. præsident: En syngende lussing til medierne og virkelighedsfjerne globalister

Eksperterne havde fortalt mig, at valget ville være afgjort først på natten, men det lidt længere – til gengæld var resultatet værd at vente på. The Donald vandt de fleste svingstater, fik (formentligt) flere stemmer end Hillary Clinton, og er nu ‘president-elect’, USA’s kommende præsident. Meningsmålingerne tog fejl på et højere plan, nøjagtig som de gjorde ved folketingsvalget sidste år, og Brexit tidligere på året. Man kunne kalde det DF-effekten.

(Den samlende sejrstale kan ses på Youtube)

“I’ve just received a call from Secretary Clinton. She congratulated us. It’s about us. On our victory, and I congratulated her and her family on a very, very hard-fought campaign. …

Now it is time for America to bind the wounds of division, have to get together. To all Republicans and Democrats and independents across this nation, I say it is time for us to come together as one united people.” (Donald Trump, sejrstale)

Dagens Radio24syv-stikprøve bragte mig ind i en Rushys Roulette valgspeciel, hvor en ‘Gitte’ var i gang fortælle, at Trump var racist og en ny Hitler, hvad hun ikke rigtigt kunne argumentere for, da hun blev ked af at høre ham tale, og altid slukkede. Stine Bosse kunne så herefter berolige: Han er måske ikke racist, men han har ‘bakket de hvide op’, og ‘talt grim om folk der er sorte’. Virkelighedsfjerne globalister kan kalde det ‘racistisk’ og ‘fremmedfjendsk’ at bekæmpe illegal indvandring, men de taler i et ekkokammer uden folkelig opbakning.

Hverken Bruce Springsteen, Jon Bon Jovi eller Beyonce er gennemsnitlige amerikanere, og man kan, som en ven formulerer det, ikke vinde valget ved at håne potentielle vælgere. Den bedste analyse er som altid på skrift. Christian Skov skærer ind til benet – Derfor vandt Trump.

Clintons svaghed. Hun var en svag kandidat, moralsk korrumperet og med et blakket ry. Hun har ikke kunnet mønstre nok engagement til at holde fast på Obamas koalition af minoriteter. … De demografiske ændringer, som Demokraterne længe har sat deres lid til, har en bagside og det gælder både i USA og i Europa. Udviklingen, der af demografer kaldes ‘the browning of America’ og hvis motor først og fremmest er en de facto meget liberal indvandringspolitik, skubber traditionel arbejder-/middelklasse over på højrefløjen, fordi den truer deres identitet.

Dette har ført til, at særligt den hvide arbejderklasse begynder at opføre sig som det, progressive aldrig svigter en chance for at minde dem om, at de er, nemlig en minoritet. Med andre ord bevæger de sig mod at stemme en bloc og uheldigvis for Demokraterne har de arbejdet hårdt på at skubbe dem, deres tidligere kernevælgere fra sig. Den hvide arbejderklasse udgør stadig 35-40 procent af befolkningen og er den største vælgergruppe i landet – uanset de demografiske ændringer.

Venstrefløjens ideologiske fallit. USA’s venstrefløj har længe slået sig op på en aggressiv multikulturalisme og afvist mytologien om USA som en smeltedigel til fordel om idéen om landet som en salatskål. På samme vis har den kastet sig ud i en aggressiv kønsidentitetspolitik, hvor den har villet undergrave traditionelle (og om man vil naturlige) kønskategorier til fordel for en ustyrligt blomstrende kønspluralisme, som de fleste har vanskeligt ved at kapere. Venstrefløjens identitetspolitik har været et væsentligt udslag af og er fortsat en væsentlig komponent i dens ideologiske og kulturelle dominans, men den er også – for nu – årsagen til dens fald.”

Dagens udgave af P1 debat var på mange måder en opvisning i ’spinkontrol’. Når nu amerikanerne valgte Trump på trods af hans løgne (Vincent Hendricks), så havde det udelukkende materialistiske årsager. Det handlede om økonomi, og var et opgør med ‘Big Business’ – en forlængelse af ‘Occupy Wall Street-bevægelsen’ (Lars Trier Mogensen). Berlingskes Anna Libak var langt fra skiven, men tættest på.

“Man kan sige, at hvis man vil vende det 180 grader, så kan man godt udråbe Trumps sejr, som en sejr for demokratiet, i den forstand, at folk har som aldrig før – det de sociale medier som har muliggjort det, at føre en politisk debat og handle ved at gå hen og stemme. Det kan man godt kalde for en sejr for demokratiet. Vi ser det også i Danmark, hvor der er opstået en hel underskov af medier, som ligesom bygger på den antagelse, at der i de officielle medier er en konspiration, at man ikke vil fortælle sandheden. Det er sådan noget som 180 grader, det er Snaphanen, det er Uriasposten, og det samme ser vi jo i USA. … Lenin sagde, at det første man skal gøre hvis man vil lave en revolution, det er at erobre telegrafen. I dag har alle i kraft af de sociale medier, både en telegraf, og har fået mulighed for med ligesindede, at enes om hvor dum Hillary er.” (Anna Libak)

På POV International skriver Bjarke Larsen, at “Neoliberalismen døde i nat”. For et par uger siden kunne man på samme side læse, at Hillary ville vinde stort og at Trump i øvrigt var ‘ideologisk fascist’. Det blev neo-liberale republikanere også kaldt for får år siden. Det er et grundvilkår.

(Reaktioner på Ronald Reagans valgsejr, Ekstra Bladet, 1980)

“Studerende protesterer over Trump-sejr”, skriver TV2 Online i deres præsentation af en video, optaget i Californien. De kunne også have skrevet, at indvandrere demonstrerer med det mexicanske flag mod en folkevalgt præsident i det land de er gæster i. Salige Samuel P. Huntington beskrev dilemmaet fint i The Clash of Civilizations under overskriften ‘The News Era in World Politics’ (1996).

“On October 16, 194 in Los Angeles 70,000 people marched beneath ‘a sea of Mexican flags’ protesting Proposition 187, a referendum measure which would deny many state benefits to illegal immigrants and their children. Why are they ‘walking down the street with a Mexican flag and demanding that this country give them a free education’ observers asked. ‘They should be waving the American flag’. Two weeks later more protesters did march down the street carrying an American flag – upside down.” (s. 19f)

(Latinamerikanere demonstrerer mod folkevalgt præsident, Californien; Via TV2 Online)

Citater.

“Den første, og måske vigtigste, grund til Trump-sejr er ifølge Michael Moore fire stater i det industritunge Rustbælte: Michigan, Ohio, Pennsylvania og Wisconsin. Det er fire traditionelle blå stater, det vil sige stater vundet af demokraterne. Men Michael Moore tror, at Trump vil gå benhårdt efter de stater, der i høj grad består af mennesker i arbejderklassen.” (Michael Moore, 24. juli 2016)

“Nu søger New York Times svar på, hvordan Donald Trump kunne snyde så godt som hele den etablerede presse og alle de største meningsmålingsinstitutter. … Blandt andet hæfter avisen sig ved, at Donald Trump klarede sig langt bedre end tidligere republikanske præsidentkandidater hos hvide amerikanere med kort eller ingen uddannelse.” (TV2 Nyhederne, 9. november 2016)

“Outsiderens sejr kommer efter mange år, hvor en selvtilstrækkelig elite har trampet hen over den hvide arbejderklasse og middelklasse, som traditionelt har været de bærende elementer i det amerikanske samfund. … Det er ikke så underligt, at hårdtarbejdende amerikanere bliver vrede, når hele byer går ned, fordi industrien flytter til udlandet, når der er en enorm illegal indvandring med social dumping til følge, og der hersker en kvælende politisk korrekthed. Den cocktail førte til en eksplosion, akkurat som man så det ved Brexit.” (Erik Holstein, Altinget, 9. november 2016)

(Malik Obama, bror til Barack Obama, hylder Donald Trump; Foto: Twitter)



24. februar 2015

“… den moderne vestlige selvopfattelses måske største svaghed, at den ikke ved af, at den har fjender.”

Politikere har travlt med tage afstand fra en særlig perverteret og formørket form for Islam, og advarer mod at bruge generaliseringer der gør det til en konflikt mellem muslimer og ikke muslimer. Men hvad nu hvis det vitterlig er en konflikt mellem muslimer og ikke-muslimer, helt som det umiddelbart set ud, stringent efter Samuel P. Huntingtons forkætrede analyse. Kronik af Christian Egander Skov i gårsdagens Berlingske – Det tomme sammenhold.

“Manifestationerne af sammenhold og trods bliver på den baggrund et postulat. Et tomt slag i luften, der måske giver mening for dem, som deltager, og dem, der ser på i Aftenshowet, men som intet betyder i forhold til bevægelserne ved frontlinjen. Nej, værre endnu, manifestationerne bliver et udtryk, ikke for trods imod terrorismen, men trods imod sandheden, den sandhed, vi ikke vil se i øjnene, nemlig at vold ganske effektfuldt kan gøre en ende på enhver ytring. Den postulerede trods viser sig ved nærmere granskning at være en særlig nederdrægtig form for hykleri, hvor velmenende mennesker bliver brugt som rekvisitter for det demokrati, hvis idé det er blevet at vige og vige.

Manifestationerne af sammenhold dækker ligeledes over de voldsomme spændinger, der præger samfundet og deler det i uforsonlige blokke i den værdipolitiske debat, som knytter sig uløseligt til debatten om vores reaktion på den terror, der netop af de fleste opfattes som et anslag mod vores værdier. Vi er ikke enige om, hvad der er under angreb, og hvor angrebet kommer fra. …

Værdier vil altid være omstridte. De danner ikke den ydre ramme om et fællesskab, men er altid til debat inden for rammerne af et fællesskab, hvis forudsætning ikke er bekendelse, men identitet. Netop fordi reaktionerne oven på terrorangrebet ikke har villet tage det grundlæggende identitets- og loyalitetsspørgsmål op, som er kernen i det kultursammenstød, der ikke nødvendigvis er terror, men altid er den jord, hvori terroren vokser, netop derfor har selve vores reaktion været med til at undergrave det fællesskab, der er forudsætning for enhver meningsfuld tale om værdier.

Det er den moderne vestlige selvopfattelses måske største svaghed, at den ikke ved af, at den har fjender.

Dette er liberalismens solide fodaftryk i den vesterlandske selvopfattelse. På én gang en positiv og fatal idé. Positiv fordi påstanden om disse værdiers universalitet, søger at hævde Vesten som et værdifællesskab, enhver kan træde ind i. Fatal fordi netop værdiernes universalitet og almenmenneskelighed indebærer umenneskeliggørelsen af dem, der ikke kan indse deres værdi og ikke vil bekende og indtræde i værdifællesskabet. Det egentlige valg, som det ikke-vestlige menneske stilles i, er valget mellem omvendelse eller umenneskelighed.

Umennesket behøver vi igen ikke at forstå. Det er nok at konstatere terroren som udslag af ondskabens banalitet. Hvor mange gange har vi ikke hørt bemærkningen om de ‘mørke kræfter’, vi bekæmper: Hvordan det ikke drejer sig om sammenstød mellem kulturer, endsige religioner eller ideologier, men mellem vores værdier og en eller anden uforståelig irrationalitet, der lurer i udkanten af vores synsfelt.

Senest synes dagbladet Politiken at have iværksat en kampagne, der på baggrund af terroristen Omar Abdel Hamid El-Husseins kriminelle fortid søger at forklare ham som kriminel snarere end islamisk terrorist, eller som påvirket af en psykisk diagnose snarere end et menneske, der opfattede os som sin fjende og handlede på baggrund af dette rationale.

Men i miskendelsen af fjendskabet som drivkraft, i vores manglende evne til at anerkende fjenden, luller vi os selv ind i forestillingen om vores ‘værdiers’ iboende ukrænkelighed. Vi kommer til at forveksle vores opfattelse af deres ukrænkelighed for os med spørgsmålet om, hvorvidt de reelt lader sig krænke – og i sidste ende nedkæmpe. Vi misforstår konfliktlinjen som en mellem alle rettænkende mennesker og de få grebet af mørke kræfter.

I realiteten er situationen en anden og langt mere forstemmende.”

(Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, 1996)

“Some Westerners… have argued that the West does not have problems with Islam but just with violent Islamist extremists. Fourteen hundred years of history demonstrate otherwise.”

Oploadet Kl. 00:22 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


13. november 2014

“They flee the burning grounds of Islam, but carry the fire with them. ” (Fouad Ajami, 1945-2014)

Selvom indvandrergangsteren Danny Abdallah er udvist, så lever han et fint liv i Danmark, skriver Den Korte Avis. På Facebook fortæller hovedpersonen, at han er nevø til professor Fouad Ajami, der døde tidligere på året. Fouad Ajami er ikke hvem som helst. Her lidt fra en 2008-kommentar til Samuel P. Huntington i New York Times – The Clash.

“It would have been unlike Samuel P. Huntington to say ‘I told you so’ after 9/11. He is too austere and serious a man, with a legendary career as arguably the most influential and original political scientist of the last half century — always swimming against the current of prevailing opinion.

In the 1990s, first in an article in the magazine Foreign Affairs, then in a book published in 1996 under the title ‘The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order,’ he had come forth with a thesis that ran counter to the zeitgeist of the era and its euphoria about globalization and a ‘borderless’ world. After the cold war, he wrote, there would be a ‘clash of civilizations.’ Soil and blood and cultural loyalties would claim, and define, the world of states. …

Shortly after the appearance of the article that seeded the book, Foreign Affairs magazine called upon a group of writers to respond to Huntington’s thesis. I was assigned the lead critique. I wrote my response with appreciation, but I wagered on modernization, on the system the West had put in place. ‘The things and ways that the West took to ‘the rest,” I wrote, ‘have become the ways of the world.

[…]

Nearly 15 years on, Huntington’s thesis about a civilizational clash seems more compelling to me than the critique I provided at that time. … I still harbor doubts about whether the radical Islamists knocking at the gates of Europe, or assaulting it from within, are the bearers of a whole civilization. They flee the burning grounds of Islam, but carry the fire with them. They are ‘nowhere men,’ children of the frontier between Islam and the West, belonging to neither. If anything, they are a testament to the failure of modern Islam to provide for its own and to hold the fidelities of the young.

More ominously perhaps, there ran through Huntington’s pages an anxiety about the will and the coherence of the West — openly stated at times, made by allusions throughout. The ramparts of the West are not carefully monitored and defended, Huntington feared. Islam will remain Islam, he worried, but it is ‘dubious’ whether the West will remain true to itself and its mission. Clearly, commerce has not delivered us out of history’s passions, the World Wide Web has not cast aside blood and kin and faith. It is no fault of Samuel Huntington’s that we have not heeded his darker, and possibly truer, vision.

(Fouad Ajami, 2011: Tracking the Arab Spring: The Best Day After a Bad Emperor is the First)

Oploadet Kl. 13:40 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer


25. juni 2014

Kasper Støvring: “Man kan ikke forsvare sig selv, hvis man ikke anser sig selv for partikulær, unik.”

Kasper Støvring bliver mere og mere præcis. Fra hans Berlingske-blog – Vesten er unik, ikke universel.

“Det var den amerikanske politolog Samuel Huntington, der engang skrev, at Vesten er unik, ikke universel. Med det mente han, at Vestens kultur var præget af den klassiske arv fra Jerusalem, Rom og Athen, dvs. kristendom, retsstat og rationalitet. Naturligvis findes enkelte af disse elementer også i andre kulturer, men kombinationen af dem er unik for Vesten. Det har skabt nogle liberale værdier, heriblandt individualisme og sekularisme, som man ganske vist også finder i ikke-vestlige kulturer, men som slet ikke tilkendes samme afgørende betydning.

Imidlertid tror mange i Vesten, at den vestlige kultur er universel. Selvfølgelig vil der altid være enkelte liberale individer i andre kulturer. Men det afgørende er at forstå, hvad flertallet ønsker, for det er flertallet, der former den kernekultur, som bestemmer et lands normer og institutioner. Og ikke sjældent er ikke-vestlige kulturer også anti-vestlige.

Det er let at finde eksempler på enorme kulturforskelle mellem Vesten og Resten. På verdensplan udgør Vestens liberale værdier undtagelsen, ikke reglen, ja, vi er faktisk ekstremistiske i vores dyrkelse af frihed. Andre ønsker ikke nødvendigvis at blive som os.

Det er nemlig ikke bare tilfældet, at andre ikke ønsker at leve som os, nej, faktisk foragter de os på mange måder. At muslimer opfatter Vesten som dekadent, ugudelig og æreløs er ganske velkendt, og når de indvandrer til Vesten, er det for at få del i vores materielle goder, ikke vores frihedskultur.

[…]

Min pointe er en anden end den unuancerede fordømmelse; pointen er, at mennesker i ikke-vestlige kulturer kan have gode grunde til at afvise Vesten. Hvis man tror, at Vesten er et paradis for andre, så viser det noget om, hvor indskrænket man er. Og hvis vi tror, at vi bliver beundret for vores multikulturalisme – sådan som vi beundrer os selv for den – så kan man godt tro om. Andre ser det ikke som en styrke, men som en svaghed.

Hvor Vesten bliver mere og mere multikulturel og kaotisk, bliver Resten mere homogen. Araberne forstår sig selv i religiøse termer, islamisering vinder frem og ledsages af udrensning af kristne mindretal. …

Man kan ikke forsvare sig selv, hvis man ikke anser sig selv for partikulær, unik. En besynderlig cocktail af selvovervurdering og defaitisme, overmod og overgivelse, har alt for længe kendetegnet Vesten. … Hvis vi formår at genbekræfte vores egen kulturs unikke karakter, så kan vi måske opnå anerkendelse, styrke og magt, der gør det muligt for os at leve i gensidig fred med andre kulturer. Vi har kun os selv, ingen andre vil hjælpe os. Vesten er ikke det forjættede land, men ‘a night’s shelter in the wilderness’, som Arnold Toynbee skrev.

Oploadet Kl. 07:26 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


5. marts 2014

Samuel P. Huntington om Ukraines kulturelle splittelse (’96): “The forces of repulsion drive them apart…”

Alle har en mening om konflikten i Ukraine, og det virker som det politiske etablissement tror man kan tale en vestlig universalisme frem, stik imod historiske erfaringer og geopolitisk virkelighed. I sidste ende handler det om kultur. Samuel P. Huntington satte ord på kulturens betydning i storværket The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order (1996), hvor han blandt andet beskrev hvorledes Ukraine var et splittet land, qua sin beliggenhed på brudfladen mellem det vestlig-katolske Europa og det østlig-ortodokse Rusland.

Enkelte debattører har trukket Huntington frem i Ukraine-debatten, det være sig Morten Uhrskov og Kasper Støvring, men noget af det bedste er pudsigt nok en Politiken-kronik af historiker Thomas Lie Eriksen, der problematiserer den sort/hvide fortælling om det gode EU og de onde russere.

Huntington lurer også lige bag overfladen, når Jyllands-Posten en sjælden gang strammer sig op, og skærer igennem politiserende floskler. Fra søndagens leder – Ukraine i klemme.

I Vesten har vi en forståelig, men ikke desto mindre forbløffende naiv tro på, at hvis en halv million mennesker i et land med en befolkning på 84 millioner indbyggere går på gaden og kræver et regimeskifte, så er der tale om en folkelig opstand, der har nationens opbakning. … Sejrherrerne på Uafhængighedspladsen i Kiev repræsenterer ikke hele Ukraine. … Udviklingen i det østlige og sydøstlige Ukraine, især på Krim, viser med al tragisk tydelighed, at ikke alle er begejstrede for magtskiftet i Kiev. For den russisk-sindede befolkning på halvøen kan det ikke gå hurtigt nok med at slippe fri af Kiev. … Hvis Ukraine skal undgå splittelse eller en borgerkrig, er den vestlige og østlige del af landet nødt til at finde en ny konsensus, der kan forene nationen. To nationale identiteter kolliderer i Ukraine.

Herunder en række citater relateret til Ukraine i Huntingtons bog.

“Paradigms also generate predictions, and a crucial test of paradigms’s validity and usefullness is the extent to which the predictions derived from it turn out to be more acurate than those from alternative paradigms. … A Civilizational approach… emphasizes the close cultural, personal, and historical links between Russia and Ukraine and the intermingling of Russians and Ukrainians in both countries, and focuses instead on the civilizational fault line that divides Orthodox eastern Ukraine from Uniate western Ukraine… a civilizationel approach… highlights the possibility of Ukraine splitting in half, a seperation which cultural factors would lead one to predict might be more violent than that of Czechoslovakia but far less bloody than that of Yougoslavia.” (s. 74f)

“The 1990s have seen the eruption of a global identity crisis. Almost everywhere one looks, people have been asking, ‘Who are we?’, ‘Where do we belong?’ and ‘Who is not us?’ These questions are central not only to peoples attempting to forge new nation states, as i the former Yugoslavia, but also much more generally. In the mid-1990s the countries where questions of national identity were actively debated included, among others: Algeria, Canada, China, Germany, Great Britain, India, Iran, Japan, Mexico, Marocco, Russia, South Africa, Syria, Tunesia, Turkey, Ukraine, and the United States. Identity issues are, of course, particularly intense in cleft countries that have sizable groups of people from different civilizations.

In coping with identity crisis, what counts for people are blood and belief, faith and family. People rally to those with similar ancestry, religion, language, values, and institutions and distance themselves from those with different ones.” (s. 323f)

Ukraine is divided between the Uniate nationalist Ukranian-speaking west and the Orthodox Russian-speaking east. In a clef country major groups from two or more civilizations say, in effect, ‘We are different peoples and belong in different places.’ The forces of repulsion drive them apart and they gravitate toward civilizational magnets in other societies. (s. 363f)

“The most compelling and pervasive answer to these questions is provided by the great historical line that has existed for centuries separating Western Christian peoples from Muslim and Orthodox peoples. This line dates back to the division of the Roman Empire in the fourth century and to the creation of the Holy Roman Empire in the tenth century. It has been in roughly its current place for at least five hundreds years. Beginning in the north, it runs along what are now the borders between Finland and Russia and the Baltic states (Estonia, Latvia, Lithuania) and Russia, through western Belarus, through Ukraine separating the Uniate west from the Orthodox east, through Romania between Transylvania with its Catholic Hungarian population and the rest of the country, and through the former Yugoslavia along the border separating Slovenia and Croatia from the other republics. It is the cultural border of Europe, and in the post-Cold War world it is also the political and economic border of Europe and the West.

The civilizational paradigm thus provides a clear-cut and compelling answer to the question confronting West Europeans: Where does Europe end? Europe ends where Western Christianity ends and Islam and Orthodoxy begin. (s. 425f)

“The successor to the tsarist and communist empires is a civilizational bloc, paralleling in many respects that of the West in Europe. At the core, Russia, the equivalent of France and Germany, is closely linked to an inner circle including the two predominantly Slavic Orthodox republics of Belarus and Moldova, Kazakhstan, 40 percent of whose population is Russian, and Armenia, historically a close ally of Russia, In the mid-1990s all thse countries had pro-Russian governments which had generally come to power through elections. Close but more tenuous relations exist between Russia and Georgia (overwhelming Orthodox) and Ukraine (in large part Orthodox; but both of which also have strong sense of national identity and past independence. … Overall Russia is creating a bloc with a Orthodox heartland under its leadership and a surrounding buffer of relatively weak Islamic states which it will in varying degrees dominate and from which it will attempt to exclude the influence of other powers. Russia also expects the world to accept and to approve this system.” (s. 441ff)

“Belarus early joined the Commonwealth of Independent States, was a charter member of the economic union created in 1993 with Russia and Ukraine, agreed to a monetary union with Russia, surrrendered its nuclear weapons to Russia, and agreed to the stationing of Russian troops on its soil for the rest of this century. In 1995 Belarus was, in effect, part of Russia in all but name. … In these three states public opinion responding to some combination of strategic and economic interests produced governments favoring close alignment with Russia. A somewhat similar pattern eventually occurred in Ukraine.” (s. 445f)

“Apart from Russia the most populous and most important former Soviet republic is Ukraine. At various times in history Ukraine has been independent. Yet during most of the modern era it has been part of a political entity governed from Moscow. … Ukraine, however, is a cleft country with two distinct cultures. The civilizational fault line between the West and the Orthodoxy runs through its heart and has done so for centuries. … Historically, western Ukrainians have spoken Ukrainian and have been strongly nationalist in their outlook. The people of eastern Ukraine, on the other hand, have been overwhelmingly Orthodox and have in large part spoken Russian. … The Crimea is overwhelmingly Russian…” (s. 447ff)

“The differences between eastern and western Ukraine are manifest in the attitudes of their peoples. In late 1992, for instance, one-third of the Russians in western Ukraine as compared with only 10 percent in Kiev said they suffered from anti-Russian animosity. The east-west split was dramatically evident in the July 1994 presidential elections. The incumbent, Leonid Kravchuk, who despite working closely with Russia’s leaders identified himself as a nationalist, carried the thirteen provinces of the western Ukraine with majorities ranging up to over 90 percent. His opponent, Leonid Kuchma, who took Ukrainian speech lessons during the campaign, carried the thirteen eastern provinces by comparable majorities. Kuchma won with 52 percent of the vote. In effect, a slim majority of the Ukrainian public in 1994 confirmed Khmelnytsky’s choice in 1654. The election, as one American expert observed, ‘reflected, even crystallized, the split between Europeanized Slavs in western Ukraine and the Russo-Slav vision of what Ukraine should be. It’s not ethnic polarization so much as different cultures.

As a result of this division, the relations between Ukraine and Russia could develop in one of three ways. In the early 1990s, critically important issues existed between the two countries concerning nuclear weapons, Crimea, the rights of Russians in Ukraine, the Black Sea fleet, and economic relations. Many people thought armed conflict was likely, which led some Western analysts to argue that the West should support Ukraine’s having a nuclear arsenal to deter Russian aggression.

If civilization is what counts, however, violence between Ukrainians and Russians is unlikely. These are two Slavic, primarily Orthodox peoples who had close relationships for centuries and between whom intermarriage is common. Despite highly contentious issues and the pressure of extreme nationalists on both sides, the leaders of both countries worked hard and largely succesfully to moderate these disputes. The election of an explicitly Russian-oriented president in Ukraine in mid-1994 further reduced the probability of exacerbated conflict between the two countries.

A second and somewhat more likely possibility is that Ukraine could split along its fault line into two separate entities, the eastern of which would merge with Russia. The issue of secession first came up with respect to Crimea. The Crimean public, which is 70 percent Russian, substantially supported Ukrainian independence from the Soviet Union in a referendum in December 1991. In May 1992 the Crimean parliament also voted to declare independence from Ukraine and then, under Ukrainian pressure, rescinded that vote. The Russian parliament, however, voted to cancel the 1954 cession of Crimea to Ukraine. In Januar 1994 Crimeans elected a president who had campaigned on a platform of ‘unity with Russia.’ This stimulated some people to raise the question: ‘Will Crimea Be the Next Nagorno-Karabakh or Abkhazia?’ The answer was a resounding ‘No!’ as the new Crimean president backed away from his commitment to hold a referendum on independence and instead negotiated with the Kiev government. In may 1994 the situation heated up again when the Crimean parliament voted to restore the 1992 constitution which made it virtually independent of Ukraine. Once again, however, the restraint of Russian and Ukrainian leaders prevented this issue from generating violence, and the election two months later of the pro-Russian Kuchma as Ukrainian president undermined the Crimean thrust for secession.

The Election did, however, raise the possibility of the western part of the country seceding from a Ukraine that was drawing closer and closer to Russia. Some Russians might welcome this. As one Russian general put it, ‘Ukraine or rather Eastern Ukraine will come back in five, ten or fifteen years. Western Ukraine can go to hell!‘ Such a rump Uniate and Western-oriented Ukraine, however, would only be viable if it had strong and effective Western support. Such support is, in turn, likely to be forthcoming only if relations betweeen the West and Russia deteriated seriously and came to resemble those of the Cold War.” (s. 449ff)

(Huntington, The Clash of Civilizations and the remaking of World Order, 1996, Ebog, s. 450)

The third and more likely scenario is that Ukraine will remain united, remain cleft, remain independent, and generally cooperate closely with Russia. Once the transition questions concerning nuclear weapons and military forces are resolved, the most serious longer term issues will be economic, the resolution of which will be facilitated by a partially shared culture and close personal ties. The Russian-Ukrainian relationship is to eastern Europe, John Morrison has pointed out, what the Franco-German relationship is to western Europe. Just as the latter provides the core of the European Union, the former is the core essential to unity in the Orthodox world.” (s. 454f)

(The World of Civilizations: Post-1990, s. 45)

“… a consequence of the end of the Cold War and the need for a redefintion of the balance between Russia and the West and agreement by both sides on their basic equality and their respective spheres of influence. In practice this would mean:

1. Russian acceptance of the expansion of the European Union and NATO to include the Western Christian states of Central and Eastern Europe, and Western commitment not to expand NATO further, unless Ukraine splits into two countries;

2. a partnership treaty between Russia and NATO pledging nonaggression…

3. Western recognition of Russia as primarily responsible for the maintenance of security among Orthodox countries and in areas where Orthodoxy predominantes; …

If an arrangement emerges along these or similar lines, neither Russia nor the West is likely to pose any longer-term security challenge to the other.” (s. 63ff)

Oploadet Kl. 11:09 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


24. september 2012

“Men da borgerkrigen brød ud var den ene muslim og den anden kristen.”

Hvordan bliver kulturmødet mon den dag, hvor store dele af indbyggerne i Danmark ser sig i et modsætningsforhold til danskerne, der i stigende grad erkender, at vi historisk set er ‘in a new phase of a very old war’, for nu at citere Gates of Vienna’ præcise tagline. Læseværdig blogpost af Rubén Palma – Mennesket i centrum.

““Vi var venner!” sagde manden, og hans blanke øjne varslede gråd. “Hvordan kunne han gøre det? Hvordan?”

Han stirrede ganske vist på mig… men han talte som var det selve livet eller Gud, han forventede et svar fra. Og det er derfor, at jeg ikke har glemt ham. …

Det skete for ca. 20 år siden i Sandholmlejren. Denne mand, en asylansøger fra eks-Jugoslavien som måtte have været sidst i 40erne, havde midt om natten banket på døren til det kontor hvor jeg var på vagt. Han ønskede en kop kaffe, sagde han, og jeg gav ham en kop med gammel, lunken kaffe.

Vi havde kun udvekslet et par høfligheder, da han begyndte at fortælle mig om denne mangeårige nabo og ven, han havde haft i den engang fredelige landsby. De plejede at hjælpe hinanden med at reparere biler. De grillede i weekender med deres familier, som udgjorde de en større familieflok. De så fodboldkampe sammen som fans af samme klub. Hvis den ene rejste på ferie, gav han nøglen til den anden, så denne kunne passe det tomme hjem.

Men da borgerkrigen brød ud var den ene muslim og den anden kristen. Og så rottede den ene sig sammen med andre mænd og brød ind i den andens hjem. Og for øjnene af manden som var i gang med at fortælle mig historien, dræbte de hans søn og voldtog hans kone og datter. Og den værste, den mest modbydelige i flokken, var netop naboen… den mangeårige ven.

Mandens tragedie var uendelig meget grusommere end de få linjer, jeg her skitserer den med.

“Hvordan kunne han det?!” spurgte han igen og igen. Jeg havde kun et svar, men jeg tøvede med at give det, fordi det kunne virke for simpelt i forhold til hans mareridt.”

(“We are in a new phase of a very old war.”, Gates of Vienna)

“Blood, language, religion, way of life, were what the Greeks had in common and what distinguished them from the Persians and other non-Greeks.” (Samuel P. Huntington, 1927-2008)

Oploadet Kl. 12:37 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


7. juli 2011

Claus Elholm og det arabiske efterår

For et par måneder siden rettede JP-bloggeren Claus Elholm et skarpt angreb på Samuel P. Huntingtons tese om kulturenes forskellighed. Han slutter sin blogpost af med følgende svada, direkte henvendt til konservative Kasper Støvring.

“… nu ved vi, at dette ikke er sandt og at befolkningerne i den del af verden ikke adskiller sig stort fra os andre, når det kommer til behovet for frihed og demokratisk. Således viser det sig, at tesen om civilisationernes sammenstød ikke blot er en tåbelig forenkling af en kompliceret verden, men også hviler på et falsk grundlag.

Så når størstedelen af os håber på demokrati og frihed i Mellemøsten og Nordafrika, får man indtryk af, at Støvring og de øvrige Huntington-kloner håber på det modsatte. For hellere det end at indrømme, at de selv – og dermed Samuel Huntington – tager fejl.”

Egypten, der slap af med det korrupte socialdemokratiske regime, er et af de lande Elholm fremhæver. Eneste politiske gruppering der i dag kan matche Det Islamiske Broderskab, er det sekulære WAFD-parti, der hermed må have en central position i evt. arabisk demokratisering.

Forleden blev partiets næstformand interviewet af Washington Times, og det sætter Elholms positivisme i perspektiv – Egypt party leader: Holocaust is ‘a lie’

“A leader of Egypt’s top secular party says the Sept. 11, 2001, terrorist attacks were “made in the USA,” the Holocaust is “a lie” and Anne Frank’s memoir is “a fake” — comments sure to roil the post-revolution political debate in the Arab world’s most populous country.

Ahmed Ezz El-Arab, a vice chairman of Egypt’s Wafd Party, made the remarks in an exclusive interview with The Washington Times last week while in the Hungarian capital attending the Conference on Democracy and Human Rights.

He denied that the Nazis killed 6 million Jews during World War II.

“The Holocaust is a lie” Mr. Ezz El-Arab said. “The Jews under German occupation were 2.4 million. So if they were all exterminated, where does the remaining 3.6 million come from?”

Mr. Ezz El-Arab said he accepted that the Nazis killed “hundreds of thousands” of Jews. “But gas chambers and skinning them alive and all this? Fanciful stories,” he added.

Mr. Ezz El-Arab also attacked the authenticity of “The Diary of Anne Frank,” which he said he studied as a doctoral student in Stockholm. “I could swear to God it’s a fake,” the Wafd leader said. “The girl was there, but the memoirs are a fake.”

Established in 1919 and disbanded in 1952, the Wafd Party was refounded in 1983 under reforms instituted by then-President Hosni Mubarak to allow token opposition to his dominant National Democratic Party. After Mr. Mubarak’s ouster in February, Wafd emerged as arguably the second-most powerful political party to the Muslim Brotherhood, a formerly banned Islamist group.”

[…]

“In the interview, Mr. Ezz El-Arab also said that Osama bin Laden was not behind the Sept. 11, 2001, terrorist attacks. …

Asked who was responsible for the attacks, Mr. Ezz El-Arab identified the CIA, Israel’s Mossad intelligence service, and the “military-industrial complex.””



24. november 2010

Hedegaard afviser ordet ‘kulturkamp’: “Der er tale om et angreb, som ikke bliver besvaret.”

Sprogforsker Victor Klemperers analyse af nazismens sprog var til debat i Deadlines 2. Sektion søndag aften, direkte foranlediget af den første danske oversættelse. Forlægger Knud Lindholm Lau lagde overraskende sobert ud, men endte med at lyde som en indigneret socialkonstruktivist på den humanistiske venstrefløj. Lars Hedegaard var skarp som en ragekniv, og er sjældent set bedre.

Hvis man ser bort fra det overordnede, det at Lars Hedegaard via sin deltagelse blev associeret med holocaust, så gjorde Jes Stein Pedersen det forholdsvis godt. Knud Lindholm Laus dobbeltspil blev fint udstillet, særligt til sidst, da den lektorale maske faldt.

(Deadline, 2. Sektion, 23. november 2010: Ord kan være som arsenik, Sevenload)

Delvis transskription.

Jes Stein Pedersen, DR2-vært:: Hvad er baggrunden for dit initiativ?

Knud Lindholm Lau, forlægger: Fordi den virker endnu. Det er en kraftfuld tekst, som gør at vi kan blive bedre i stand til at aflure sproget, værge os mod forførelse og selv modvirke en urimelig forførelse, men også forfølgelse… Han viste, at han kunne registrere hvad der ville komme, allerede i de tidligste sproglige ytringer.

Jes Stein Pedersen: Lars Hedegaard, du er historiker, og skrev i sin tid speciale om det tyske nazi-parti fra ’25 til ’33 på universitetet, og samtidig er du altså debattør af du ved – værdipolitisk karakter, kunne man sige. Det vender vi tilbage til. Hvilket indtryk gør det her værk af Klemperer på dig?

Lars Hedegaard, historiker: Det er – Jeg har ikke læst det her før, må jeg sige, og jeg må komplimentere denne her midlertidige forlægger for denne strålende (afbrydes).

Knud Lindholm Lau: – Engangsforlægger

Lars Hedegaard: – det er virkeligt godt gjort, og det er en meget vigtig bog at få ud. Den har gjort et betydeligt indtryk på mig, selvom jeg jo har læst masser af bøger om det her. Den trænger ind under huden på de mekanismer, som i løbet af tolv år fuldstændigt ændrede den tyske folkesjæl.

Jes Stein Pedersen: Var du klar over hvor målrettet selve den retoriske del af (afbrydes).

Lars Hedegaard: – Ja, det vidste jeg den var, for det var jo som du selv siger, Joseph Goebbels, som med sit ondskabsfulde geni, i virkeligheden har lagt grunden til det her. Når for eksempel, en meget meget interessant detalje. ‘I den trettende time taler Hitler til arbejderne’, den der berømte optagelse hvor han står i lange støvler og snakker om at han i virkeligheden er arbejdernes mand – ‘det er den trettende time’, altså dette her religiøse islæt, som ligger i det. Jov, jeg det vidste jeg godt, men jeg havde ikke læst den her bog, og den giver jo nogle meget skræmmende perspektiver på hvorledes man kan gøre det. Også, at det i virkeligheden selv gik ind i jøderne, eller nogle jøder… Jeg har også bemærket, at Klemperer, ligesom flere andre, men ikke så mange, kalder nazismen en form for religion – der er tale om en religion! Troen på føreren. Man ved ikke præcis hvor han vil hen, men man har tillid til at han fører an, og han har forbindelse med højere magter og skæbnen, og så videre.

Knud Lindholm Lau: … det er oplagt for mig, at den retorik der skabes i begyndelsen, ganske langsomt ændrer mentaliteten hos rigtigt mange, og dermed også muliggør handlingen. Sproget ændrer mentaliteten, der muliggør denne grusomme handling.

Jes Stein Pedersen: I Sovjet havde man betegnelser for klassefjender, altså, var man en bestemt type bonde, en kulak, så skulle man likvideres som klasse. Det er klart, borgerskabet skulle også likvideres, og i Tyskland havde man også, under nazi-tiden racefjender. Er den slags sproglige strategier eller betegnelser, er det en forudsætning, også efter din mening, for at man til sidst kan begå store uhyrligheder. Altså at sproget slår ihjel først.

Lars Hedegaard: Ja, det vil jeg mene. Forudsætningen for at man kan have et system, som man kan kalde totalitært, det vil sige et system som regulerer og begrænser alle dele af menneskelivet – altså, ikke bare det som vi i Danmark ville kalde politik og økonomi, men privatsfæren.

Knud Lindholm Lau: – Men det er altså også når man stempler, stigmatiserer, med et fremmedord, hele befolkningsgrupper, så deres agtelse sænkes hos os, så de til sidst i vores bevidsthed nærmest bliver at sammenligne med dyr.

Lars Hedegaard: – Stalin opfandt jo en klasse som han kaldte kulakkerne,’Næven’, ikke, det vil sige, det var bønder, succesrige bønder, som så bare skulle udryddes. Og så talte han også, som professor Bent Jensen har skrevet om i sine bøger, ‘forhenværende mennesker’, talte han om.

Knud Lindholm Lau: Dine tanker omkring stalinismens forbrydelser, i forlængelse af bogen her, demonstrerer hvor kraftfuldt den her bog er, fordi den handler i virkelighedne ikke kun om nazismens forbrydelser og nazismen – jov, det gør den jo i sit studieobjekt, men den giver redskaber til at forstå, for eksempel de sproglige mekanismer bag en stalinismes forbrydelser.

Jes Stein Pedersen: Knud Lindholm Lau. Jeg ved så også, det kan jeg læse i bogen, og det kan jeg også høre i hvad du har sagt omkring udgivelsen af den, her op til. At du faktisk også mener den har bud til nutiden. Altså, i vores tid handler alt jo indenfor politik om italesættelse, spin og retorik. På hvilken måde er den her bog relevant i dag for dig?

Knud Lindholm Lau: Den er relevant, for nu at sige det direkte, fordi der sker en tilsvarende stempling – slet ikke af den grove karakter, og slet ikke med den hensigt, som fandtes åbenlyst, erklæret under nazismen. Men der sker stemplinger, stigmatiseringer af hele befolkningsgrupper.

Jes Stein Pedersen: – Prøv at være konkret.

Knud Lindholm Lau: Senest har de handikappedes formand klaget over, at der blev råbt efter handikappede på gaden. Det er måske ikke det mest oplagt eksempel. Det er ikke det eksempel man forventer fra min side, men hvis vi trækker over i den tunge ende, så handler det om mennesker af anden herkomst,etnicitet, tro, religion.

Jes Stein Pedersen: Ja, for grunden til at jeg læste det her, er at bogen siger, at der er en parallel til den danske udlændingedebat nu om dage. Jeg kunne jeg godt tænke mig, men skal lige høre. Er det rimeligt at sammenligne, på en eller anden måde, nazi-tidens sproglige udskejelser med noget der er på færde i vores tid, overhovedet.

Lars Hedegaard: Nej. Jeg mener vi taler om noget helt andet i dag. Hvis man vil lave den slags, og det er altid farligt at lave, historiske sammenligninger, altså sammenligne hele perioder. Man kan sammenligne elementer af en periode, med elementer af en anden periode, men hvis man vil gøre det, må man altså virkelig undersøge om sammenligningsgrundlaget holder.

Jes Stein Pedersen: – Og det mener du ikke det er!

Knud Lindholm Lau: – Du skal ikke skyde på mig, for jeg ønsker ikke at foretage den sammenligning. Så du argumenterer imod en stråmandshypotese – jeg har intet sted sagt, at der er en parallel – intet steds. Jeg har sagt, at dette er en bog, der maner også i den aktuelle situation. Det er en bog der lærer os hvordan vi skal afkode de sproglige strategier, og det er en bog der sætter os i stand til ikke at deltage i det vi ikke måtte bryde os om at deltage i. Der er ikke tale om en parallel, eller en påstand om en parallel – det er der bare ikke.

Jes Stein Pedersen: – Men Knud, der står altså i din bog her, at den nye diskurs om udlændinge, som man kan konstatere siden 1990’erne har med sine simplicificerende typologier og fjendebilledekonstruktioner paralleler til en udvikling som LTI beskriver i Tyskland. Det står der i den bog du har udgivet. Det er Langskov i efterskriften her. Bogen sender et signal om det. Jeg kunne godt tænke mig, nu hvor vi snakker nutid, lige at lave en øvelse med Jer. Jeg har en håndfuld ord, som går igen i den danske værdipolitiske debat, og jeg kunne godt tænke mig, så at sige, at konfrontere Jer med dem, og høre lige kort fra Jer, nu vi taler om sproget og sprogets betydning, hvad I forstår ved indholdet i de her ord. Lad mig starte med ‘etniske minoriteter’

Knud Lindholm Lau: Det har vi, fordi vi går op i, hvor folk kommer fra…

Lars Hedegaard: Det er i dobbelt forstand en mystifikation, noget som vi ikke burde bruge. Der er ikke nogen grund til at hæfte sig ved hvor folk kommer fra, deres, det vi i gamle dage kaldte race, eller udseende. Det er den ene ting. Den anden ting er, at vi må nøje diskutere, når vi taler om etniske minoriteter, så mener vi en bestemt minoritet – lad os bare tale ligeud af posen – vi taler om muslimer.

Knud Lindholm Lau: – Det gør jeg ikke. Der er da mange andre etniske minoriteter.

Lars Hedegaard: Det er nu min udlægning. Vi taler jo ikke, når vi taler om etniske minoriteter, så taler vi jo ikke om efterkommere af vietnamesere, eller kinesere, eller polakkere, eller grønlændere eller andre – vi taler (afbrydes).

Jes Stein Pedersen: – Jeg afbryder dig her. Det er muslimer i virkeligheden. Lad os tale rent ud om tingene.

Lars Hedegaard: Ja!

[… analyse af ‘racisme’ …]

Lars Hedegaard: I gamle dage betød racisme nedværdigende tale eller afstandtagen fra folk på grund af egenskaber, som de ikke kunne gøre for at de havde… I dag betyder det stort set det samme som ‘et dumt svin’. Hvis du kalder en person racist, så betyder det ikke andet end, at ‘Jeg kan ikke lide dig’.

[… analyse af ‘ghetto’ …]

Lars Hedegaard: Ordet sammer fra Italien i Middelalderen, og betød et område hvor man henviste jøder til at bo, fordi de ikke måtte være andre steder. I dag har det en helt anden betydning. I almindelig forståelse i dag, er det et område hvor der bor muslimer som ikke ønsker at bo andre steder… Der ligger det i det, at ghettoen i dag er det sted hvor shariaen bliver forsøgt implementeret…

[… analyse af ‘værdipolitik’ …]

Lars Hedegaard: … hvis det skal betyde noget som helst andet end politik, så vil jeg sige, at det har sit udspring i noget den borgerlige regering startede med, fra sin tiltræden i 2001, der blev der erklæret en værdipolitik. Det har vist sig, at regeringen har i dag i virkeligheden ikke nogle værdier at slås for…

Jes Stein Pedersen: Et ord som ‘civilisationskamp’. Er vi i en civilisationskamp i øjeblikket, måske. Hvad ligger du i det ord? Kan du lide det?

Knud Lindholm Lau: Altså, det kommer fra den bog, tror jeg nok, der hedder Clash of Civilizations, som implicit påstår, at det næste store opgør må komme mellem den muslimske verden og den kristne verden, det der bygger på de religiøse typologier.

Jes Stein Pedersen: – Huntingtons bog.

Knud Lindholm Lau: Ja, Huntingtons bog. Nej, jeg kan ikke lide det, fordi det impliciterer også, at der er en kamp undervejs. Det behøver der ikke nødvendigvis at være, en kamp, på den dimension.

Jes Stein Pedersen: Civilisationskamp, er det et fair udtryk at bruge, om det der foregår i øjeblikket.

Lars Hedegaard: Nej. Der er tale om et angreb, som ikke bliver besvaret. Altså der er erklæret en krig fra Islams side mod Vesten, som ikke bliver besvaret på nogen måde, eftersom Vesten ikke svarer igen, og ikke engang kan erkende hvad der forekommer eller hvad der foregår.

Jes Stein Pedersen: ‘Islamisering’. Et begreb som islamisering. Nu havde man altså i Hitler-tiden det med ‘forjødningen’ af samfundet, der skulle stoppes. Nogle taler om at islamiseringen skal stoppes – hvad ligger du i det? Hvad ligger du i begrebet islamisering?

Knud Lindholm Lau: Verjüdung – forestillingen om, at nu kom verdensjødedommen og tog magten over alt. Og på samme måde er islamisering et ord der betegner frygten man kan have, som nogle har, for at en religion betegnet Islam skulle sætte sig på samfundsmagten her hos os. Jeg forsøger at definere det så køligt som muligt.

Lars Hedegaard: Det gør jeg også. Meget køligt.

Knud Lindholm Lau: – Så kan du tilslutte mig.

Lars Hedegaard: Nej, jeg vil sige, islamisering betyder udbredelse af shariaen til samfund eller områder udenfor Islams hus. Hverken mere eller mindre. Og det giver sig udslag i forskellige udtryk, tilhyling af kvinder, indførelse af halal-mad…

[…]

Jes Stein Pedersen: Jeg er nødt til at spørge dig, at når du hører Lars Hedegaard svare på nogle af de her ord, skal man så forstå det sådan, at du og I har udgivet den her bog, også for at advare eller gøre folk klogere i forhold til den sprogbrug som Lars Hedegaard bruger.

Knud Lindholm Lau: Ja, bestemt. Når man inde i ordet ghetto dernæst udleder, at det handler om sharia-lovgivning, at det handler om parallelsamfund, uden yderligere dokumentation, så synes jeg der er grund til at spidse ører… Klemperer… kan ikke alene afgøre hvad der sandt eller falsk, men han kan give os redskaber til at forstå hvad der indeholdes i disse udsagn – også i mine, selvfølgelig…

[… Fahmy Almajid-kommentar …]

Lars Hedegaard: … jeg synes han er fuldstændig hysterisk. I det pågældende interview, som jeg nu bliver trukket i byretten for, der siger jeg tre gange, at jeg naturligvis ikke taler om alle muslimer, jeg taler om visse kulturtræk, som jeg betragter som karakteristiske…

Jes Stein Pedersen: … du laver nogle gange det du siger, at Islam og Vesten skulle være i en regulær konfrontationssituation, og du siger også, at det kun kan ende med at en part går af med sejren. På den måde siger du sådan set også, at du ikke rigtigt kan komme til at tale høfligt om eller til muslimer, fordi du allerede på forhånd siger noget om Islam, som jeg går ud fra du står ved.

Lars Hedegaard: Jeg skelner mellem Islam som ideologi og muslimer. Der er muslimer, som i større eller mindre grad lever op til, eller følger de religiøse bud, eller politiske bud, kan vi kalde det, som Koranen, haditten og de retslærde påbyder dem. Det er der mange der ikke følger, og det synes jeg er glimrende, men Islam som sådan, som konstruktion, som ideologi, ændrer sig jo ikke. Og det er klart, at ligesom man ikke kunne forestille sig, et kompromis mellem nazismen og demokratiet, så kan vi ikke forestille os et kompromis mellem Islam og friheden. Det mener jeg ikke vi kan.

Jes Stein Pedersen: Hvis man beslutter sig for det, eller mener det rent politisk, så vil det vel også få nogle følger for hvordan man bruger sproget. Hvilket betydningsindhold man ligger i forskellige sproglige ting.

Lars Hedegaard: – Man kan jo ikke. Hvis du skælder ud på Socialdemokratiet, og det er der mange der gør, eller du skælder ud på SF, eller du skælder ud på De Konservative, så kan du jo ikke undgå, at der er nogle konservative der føler sig såret eller bliver sure. Hvis du skælder ud på Kristendommen, og siger den er forløjet fra ende til anden, og indeholde de og de elementer – det er også moderne i dag, så kan du ikke forhindre, at der er nogle kristne der føler sig sårede, eller gået for nær. Det synes jeg heller ikke man skal forsøge at undgå. Det er jo vores frie debatkultur her, at vi taler om begreber, vi taler om karakteristiske træk, ting som vi elsker eller ikke kan lide, og så er der nogle som føler sig såret over det. Jeg synes ikke, at muslimer som sådan, skal have nogle særstilling i den debat.

Jes Stein Pedersen: Knud Lindholm Lau.

Knud Lindholm Lau: Jeg synes man kan give et meget simpelt råd i den her situation, hvis man vil undgå at klinge med i det kor, som vi hører forsangeren for her. Det er for det første, at tale ikke om andre, når man har et anliggende med dem, men tale til og med dem. Det er det ene. For det andet – at tale nøjagtigt ligeså respektfuldt om og til dem, som vi forsøger at lære vores børn. Så kort kan det faktisk siges. Og ethvert menneske er udstyret med et termometer inde i kroppen, der viser om man er over eller under den absolutte feber. Det termometer bør man lytte efter, i sin indre stemme.

Lars Hedegaard: Jeg har lige siddet i dag, og kigget en række udsagn som er kommet på arabiske fjernsynskanaler, der er cirka… (afbrydes).

Knud Lindholm Lau: – jeg kan høre på din stemme, at det er sikkert lige så galt.

Lars Hedegaard: – cirka 25 personer i egyptisk fjernsyn (Lindholm Lau ryster på hovedet) og alle mulige andre fjernsyn, som sidder og genopliver den såkaldte ‘blood libel’: ‘Jøderne slagter børn til påske og bruger deres blod til at bage boller af’, og de skal slås ihjel, og det er lige meget om Israel går under eller ej ‘vores had til jøderne vil eksistere til evig tid’, det har allah sagt, det står i Koranen. Hvordan vil du tage respektfuldt til dem, og spørge om… (afbrydes).

Knud Lindholm Lau: – Jeg kan ikke tage stilling til varianter af den ene eller anden… (afbrydes).

Lars Hedegaard: – Du skal tage stilling, når du kalder mig et eller andet her.

Knud Lindholm Lau: – islamisme. Enhver form for ytring af denne art er krænkende for andre, og vi kan så diskutere hvorledes man mest effektfuldt skal bekæmpe det. Men der er da ingen tvivl om, at ethvert menneske har et ansvar for at afholde sig fra den form for ytringer. Det har ethvert menneske da et ansvar for. Og bogen her er et redskab til os alle, så vi kan blive klogere over hvilke bibetydninger vi så at sige medklinger, når vi taler om andre. På den tyske tid her, så blev det sagt, af Klemperer, ikke herre Klemperer, ikke professor Klemperer, men ‘Jøden Klemperer skal melde sig’. Når man siger sådan noget… (afbrydes).

Lars Hedegaard: – Du mener jeg taler om Muslimen Andersen eller hvad?

Knud Lindholm Lau: Jamen jeg siger ikke det er en klar parallel. Det var et eksempel på hvordan noget der tilsyneladende ser ganske uskyldigt ud, at sige ‘Jøden Klemperer’, men i den bestemte sammenhæng er det særdeles skyldigt som sprog.

Lars Hedegaard: Det får du ikke mig til at være uenig i.

Knud Lindholm Lau: Det får ikke dig til noget som helst, fordi jeg synes ikke det mest interessante i den her diskussion om Klemperers bog, er dine iagttagelser af islamismen, din byretssag, der skal for Frederiksberg Byret den 24. januar. Med al respekt for din kamp for ytringsfriheden, og hvad deraf følger, synes jeg det er en absolut marginal parentes i forhold til et menneske der tolv år truet på sit liv, har registreret hvad der var på færde i totalitære regimers sprogbrug. Og af hans beretning, kan vi lære at lytte til det indre termometer. Det er mit anliggende med at udgive denne bog. Ikke at tage stilling til, om du eller en anden, eller en femte, har ret i en eller anden diskussion om islamisme.

Jes Stein Pedersen: Nu er det mig, Knud Lindholm Lau, der har bragt Jer sammen, fordi jeg ville have et historisk perspektiv på det her. Her er en bog… (afbrydes).

Knud Lindholm Lau: Det er en del af det danske samfunds sprog, at når man debatterer dette, så ender man med at diskutere Lars Hedegaards byretssag. Det er næsten ikke til at komme til at tale om andet end den byretssag, selvom man forsøger…

Lars Hedegaard: Jeg må sige, at det er ikke mig der har ønsket at diskutere min byretssag, eller at Fahmy Almajid skulle trækkes ind her, det er ikke mig der har formuleret problemstillingen for denne debat.

Jes Stein Pedersen: Det har jeg jo, kære venner, lad mig tage ansvaret for det. Når der er en bog her der har nogle pointer om hvordan sproget er et magtmiddel, og der står i den her bog, at der er paralleller til nutidens debat, så tager jeg en eksponent for udlændingedebatten ind i studiet – hvor svært kan det være. Og jeg spørger Lars Hedegaard, og nu er det min tur til at stille dig et spørgsmål. Når man nu har nazister der opererer med racefjender, og man har russere, sovjetrussere der opererede med klassefjender, kan man så ikke komme der hen i vores tid, at man så at sige, opererer med religionsfjender, på en måde så de mennesker der er omfattet af religionen, konkret muslimer, kan føle sig intimideret rent sprogligt. Kan du se det der? Kan man undslippe, jeg spørger dig, kan du undslippe, jeg spurgte dig også om det før. Hvis du har den grundholdning, kan du så undgå, at lade være med at fornærme muslimer som Fahmy Almajid.. (afbrydes).

Lars Hedegaard: – Nej.

Jes Stein Pedersen: – og undgå at blive sigtet for racisme. Det kan du måske ikke undgå?

Lars Hedegaard: Nej, det kan jeg ikke, for så skulle jeg til, at holde op med at diskutere islam som ideologi, men der er pokker til forskel på, at være racist, og så hade de såkaldte klassefjender. Ethvert voksent menneske må tage ansvar for hvad vedkommende selv tror, eller forfægter i verden. Det er ikke noget medfødt. Du kan ikke undslippe den måde du ser ud på, du kan ikke undslippe din afstamning, og det afgørende for forfølgelsen af jøderne, var jo, at uanset hvad de gjorde, hvor meget de integrerede sig, hvor meget tysk-nationale de var, de kæmpede jo med i alle Tysklands krig siden 1871, de kunne ikke undslippe, de kunne konvertere til Kristendommen, det kunne ikke redde dem. En klassefjende i Sovjetunionen kunne ikke redde sig…

Jes Stein Pedersen: – vi har meget kort tid tilbage. Her til allersidst, Knud Lindholm Lau, hvad er det bedste råd du kan give os danskere i forhold til at føre en arv for Klemperer ind i nutiden.

Knud Lindholm Lau: Er det, det allersidste.

Jes Stein Pedersen: – Ja!

Knud Lindholm Lau: Så vil jeg sige. Læs ham, lær af Klemperer ikke at blive offer for sproglig forførelse, lær af Klemperer ikke at blive medvirkende til sprog forhånelse, hvis du ikke ønsker at synge med i det kor.

(se evt. Klemperer.dk, der linker til Engelbreths citatsamling)



26. juli 2010

Helle Lykke Nielsen: Arabisk og somali er kompetencer som kan komme samfundet til gavn

“Blood, language, religion, way of life, were what the Greeks had in common and what distinguished them from the Persians and other non-Greeks.”, skrev Samuel Huntington for år tilbage, og det er værd at have i baghovedet når Helle Lykke Nielsen gør sig til fortaler for sproglig mangfoldighed. Mere mangfoldighed betyder mindre samhørighed.

Fra kronik i dagens Politiken – Sig dog ja til alle sprog.

“Nejklubben siger selvfølgelig ikke nej til alle sprog: For dem er dansk fredet i klasse A, engelsk er et nødvendigt onde, mens de øvrige kontinentale dannelsessprog som tysk, fransk og spansk som regel forbigås i tavshed. Til gengæld er alle andre sprog potentielt dømt ude; det gælder ikke mindst indvandrersprogene fra ikkevestlige lande: arabisk, tyrkisk, somali, urdu og vietnamesisk, der i nejsigernes optik er enten irrelevante, rent tidsspilde eller ligefrem skadelige.

Nejklubbens medlemmer er selvfølgelig kloge nok til ikke offentligt og direkte at kræve de uønskede sprog forbudt – så ville de jo komme i karambolage med lovgivningen og de mange internationale traktater, Danmark har underskrevet.

De benytter sig i stedet af mere indirekte strategier som f.eks. at koble de uønskede sprog til sociale problemer… Udradering kan også være direkte, som når Dansk Folkeparti stiller forslag om, at skolebørn f.eks. ikke må tale arabisk i frikvartererne, eller når regeringen og dens støtter får vedtaget ændringer i sundhedsloven, der betyder, at det fra 2011 er slut med gratis tolkebistand i sundhedsvæsnet, hvis man har boet i Danmark i mere end syv år…

De har også formået at gøre sprog til et spørgsmål om loyalitet ud fra devisen: At være dansk vil sige at tale dansk, for sproget er det kit, der binder nationen sammen i en globaliseret tidsalder. Og hvis sprog er et spørgsmål om loyalitet, så må flere sprog jo være lig loyalitet mod flere nationer.

Og da man som bekendt ikke kan stole på folk, der har placeret deres loyalitet mere end et sted, bliver det nødvendigt, at indvandrere sværger troskab mod det danske sprog – ganske som det sker i dag, når indvandrere og flygtninge som en del af integrationspakken skal underskrive en erklæring, hvori de lover, at både de og deres børn vil lære dansk hurtigst muligt.

At gøre brugen af dansk til et spørgsmål om loyalitet er et eksempel på det, der i forskningslitteraturen kaldes fraktal rekursivitet.

Det betyder såmænd bare, at man løfter sproglige problemstillinger ud af deres sproglige sammenhæng og bruger dem til andre formål, f.eks. politiske eller ideologiske.

Og det er netop det, nejsigerne så dygtigt har formået at gøre: I stedet for at se indvandrersprogene som kompetencer, der kan komme det danske samfund til gavn i både kommercielle og politiske sammenhænge, og som et nyttigt og intellektuelt stimulerende redskab for tosprogede børn og unge, er sprogene blevet en del af den kulturkamp, nejsigerne udkæmper mod islam og muslimerne – en slags stedfortræderkrig, hvor sprogene bliver ammunition i en anden sags tjeneste.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper