24. september 2012

“Men da borgerkrigen brød ud var den ene muslim og den anden kristen.”

Hvordan bliver kulturmødet mon den dag, hvor store dele af indbyggerne i Danmark ser sig i et modsætningsforhold til danskerne, der i stigende grad erkender, at vi historisk set er ‘in a new phase of a very old war’, for nu at citere Gates of Vienna’ præcise tagline. Læseværdig blogpost af Rubén Palma – Mennesket i centrum.

““Vi var venner!” sagde manden, og hans blanke øjne varslede gråd. “Hvordan kunne han gøre det? Hvordan?”

Han stirrede ganske vist på mig… men han talte som var det selve livet eller Gud, han forventede et svar fra. Og det er derfor, at jeg ikke har glemt ham. …

Det skete for ca. 20 år siden i Sandholmlejren. Denne mand, en asylansøger fra eks-Jugoslavien som måtte have været sidst i 40erne, havde midt om natten banket på døren til det kontor hvor jeg var på vagt. Han ønskede en kop kaffe, sagde han, og jeg gav ham en kop med gammel, lunken kaffe.

Vi havde kun udvekslet et par høfligheder, da han begyndte at fortælle mig om denne mangeårige nabo og ven, han havde haft i den engang fredelige landsby. De plejede at hjælpe hinanden med at reparere biler. De grillede i weekender med deres familier, som udgjorde de en større familieflok. De så fodboldkampe sammen som fans af samme klub. Hvis den ene rejste på ferie, gav han nøglen til den anden, så denne kunne passe det tomme hjem.

Men da borgerkrigen brød ud var den ene muslim og den anden kristen. Og så rottede den ene sig sammen med andre mænd og brød ind i den andens hjem. Og for øjnene af manden som var i gang med at fortælle mig historien, dræbte de hans søn og voldtog hans kone og datter. Og den værste, den mest modbydelige i flokken, var netop naboen… den mangeårige ven.

Mandens tragedie var uendelig meget grusommere end de få linjer, jeg her skitserer den med.

“Hvordan kunne han det?!” spurgte han igen og igen. Jeg havde kun et svar, men jeg tøvede med at give det, fordi det kunne virke for simpelt i forhold til hans mareridt.”

(“We are in a new phase of a very old war.”, Gates of Vienna)

“Blood, language, religion, way of life, were what the Greeks had in common and what distinguished them from the Persians and other non-Greeks.” (Samuel P. Huntington, 1927-2008)

Oploadet Kl. 12:37 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


7. juli 2011

Claus Elholm og det arabiske efterår

For et par måneder siden rettede JP-bloggeren Claus Elholm et skarpt angreb på Samuel P. Huntingtons tese om kulturenes forskellighed. Han slutter sin blogpost af med følgende svada, direkte henvendt til konservative Kasper Støvring.

“… nu ved vi, at dette ikke er sandt og at befolkningerne i den del af verden ikke adskiller sig stort fra os andre, når det kommer til behovet for frihed og demokratisk. Således viser det sig, at tesen om civilisationernes sammenstød ikke blot er en tåbelig forenkling af en kompliceret verden, men også hviler på et falsk grundlag.

Så når størstedelen af os håber på demokrati og frihed i Mellemøsten og Nordafrika, får man indtryk af, at Støvring og de øvrige Huntington-kloner håber på det modsatte. For hellere det end at indrømme, at de selv – og dermed Samuel Huntington – tager fejl.”

Egypten, der slap af med det korrupte socialdemokratiske regime, er et af de lande Elholm fremhæver. Eneste politiske gruppering der i dag kan matche Det Islamiske Broderskab, er det sekulære WAFD-parti, der hermed må have en central position i evt. arabisk demokratisering.

Forleden blev partiets næstformand interviewet af Washington Times, og det sætter Elholms positivisme i perspektiv – Egypt party leader: Holocaust is ‘a lie’

“A leader of Egypt’s top secular party says the Sept. 11, 2001, terrorist attacks were “made in the USA,” the Holocaust is “a lie” and Anne Frank’s memoir is “a fake” — comments sure to roil the post-revolution political debate in the Arab world’s most populous country.

Ahmed Ezz El-Arab, a vice chairman of Egypt’s Wafd Party, made the remarks in an exclusive interview with The Washington Times last week while in the Hungarian capital attending the Conference on Democracy and Human Rights.

He denied that the Nazis killed 6 million Jews during World War II.

“The Holocaust is a lie” Mr. Ezz El-Arab said. “The Jews under German occupation were 2.4 million. So if they were all exterminated, where does the remaining 3.6 million come from?”

Mr. Ezz El-Arab said he accepted that the Nazis killed “hundreds of thousands” of Jews. “But gas chambers and skinning them alive and all this? Fanciful stories,” he added.

Mr. Ezz El-Arab also attacked the authenticity of “The Diary of Anne Frank,” which he said he studied as a doctoral student in Stockholm. “I could swear to God it’s a fake,” the Wafd leader said. “The girl was there, but the memoirs are a fake.”

Established in 1919 and disbanded in 1952, the Wafd Party was refounded in 1983 under reforms instituted by then-President Hosni Mubarak to allow token opposition to his dominant National Democratic Party. After Mr. Mubarak’s ouster in February, Wafd emerged as arguably the second-most powerful political party to the Muslim Brotherhood, a formerly banned Islamist group.”

[…]

“In the interview, Mr. Ezz El-Arab also said that Osama bin Laden was not behind the Sept. 11, 2001, terrorist attacks. …

Asked who was responsible for the attacks, Mr. Ezz El-Arab identified the CIA, Israel’s Mossad intelligence service, and the “military-industrial complex.””



24. november 2010

Hedegaard afviser ordet ‘kulturkamp’: “Der er tale om et angreb, som ikke bliver besvaret.”

Sprogforsker Victor Klemperers analyse af nazismens sprog var til debat i Deadlines 2. Sektion søndag aften, direkte foranlediget af den første danske oversættelse. Forlægger Knud Lindholm Lau lagde overraskende sobert ud, men endte med at lyde som en indigneret socialkonstruktivist på den humanistiske venstrefløj. Lars Hedegaard var skarp som en ragekniv, og er sjældent set bedre.

Hvis man ser bort fra det overordnede, det at Lars Hedegaard via sin deltagelse blev associeret med holocaust, så gjorde Jes Stein Pedersen det forholdsvis godt. Knud Lindholm Laus dobbeltspil blev fint udstillet, særligt til sidst, da den lektorale maske faldt.

(Deadline, 2. Sektion, 23. november 2010: Ord kan være som arsenik, Sevenload)

Delvis transskription.

Jes Stein Pedersen, DR2-vært:: Hvad er baggrunden for dit initiativ?

Knud Lindholm Lau, forlægger: Fordi den virker endnu. Det er en kraftfuld tekst, som gør at vi kan blive bedre i stand til at aflure sproget, værge os mod forførelse og selv modvirke en urimelig forførelse, men også forfølgelse… Han viste, at han kunne registrere hvad der ville komme, allerede i de tidligste sproglige ytringer.

Jes Stein Pedersen: Lars Hedegaard, du er historiker, og skrev i sin tid speciale om det tyske nazi-parti fra ’25 til ’33 på universitetet, og samtidig er du altså debattør af du ved – værdipolitisk karakter, kunne man sige. Det vender vi tilbage til. Hvilket indtryk gør det her værk af Klemperer på dig?

Lars Hedegaard, historiker: Det er – Jeg har ikke læst det her før, må jeg sige, og jeg må komplimentere denne her midlertidige forlægger for denne strålende (afbrydes).

Knud Lindholm Lau: – Engangsforlægger

Lars Hedegaard: – det er virkeligt godt gjort, og det er en meget vigtig bog at få ud. Den har gjort et betydeligt indtryk på mig, selvom jeg jo har læst masser af bøger om det her. Den trænger ind under huden på de mekanismer, som i løbet af tolv år fuldstændigt ændrede den tyske folkesjæl.

Jes Stein Pedersen: Var du klar over hvor målrettet selve den retoriske del af (afbrydes).

Lars Hedegaard: – Ja, det vidste jeg den var, for det var jo som du selv siger, Joseph Goebbels, som med sit ondskabsfulde geni, i virkeligheden har lagt grunden til det her. Når for eksempel, en meget meget interessant detalje. ‘I den trettende time taler Hitler til arbejderne’, den der berømte optagelse hvor han står i lange støvler og snakker om at han i virkeligheden er arbejdernes mand – ‘det er den trettende time’, altså dette her religiøse islæt, som ligger i det. Jov, jeg det vidste jeg godt, men jeg havde ikke læst den her bog, og den giver jo nogle meget skræmmende perspektiver på hvorledes man kan gøre det. Også, at det i virkeligheden selv gik ind i jøderne, eller nogle jøder… Jeg har også bemærket, at Klemperer, ligesom flere andre, men ikke så mange, kalder nazismen en form for religion – der er tale om en religion! Troen på føreren. Man ved ikke præcis hvor han vil hen, men man har tillid til at han fører an, og han har forbindelse med højere magter og skæbnen, og så videre.

Knud Lindholm Lau: … det er oplagt for mig, at den retorik der skabes i begyndelsen, ganske langsomt ændrer mentaliteten hos rigtigt mange, og dermed også muliggør handlingen. Sproget ændrer mentaliteten, der muliggør denne grusomme handling.

Jes Stein Pedersen: I Sovjet havde man betegnelser for klassefjender, altså, var man en bestemt type bonde, en kulak, så skulle man likvideres som klasse. Det er klart, borgerskabet skulle også likvideres, og i Tyskland havde man også, under nazi-tiden racefjender. Er den slags sproglige strategier eller betegnelser, er det en forudsætning, også efter din mening, for at man til sidst kan begå store uhyrligheder. Altså at sproget slår ihjel først.

Lars Hedegaard: Ja, det vil jeg mene. Forudsætningen for at man kan have et system, som man kan kalde totalitært, det vil sige et system som regulerer og begrænser alle dele af menneskelivet – altså, ikke bare det som vi i Danmark ville kalde politik og økonomi, men privatsfæren.

Knud Lindholm Lau: – Men det er altså også når man stempler, stigmatiserer, med et fremmedord, hele befolkningsgrupper, så deres agtelse sænkes hos os, så de til sidst i vores bevidsthed nærmest bliver at sammenligne med dyr.

Lars Hedegaard: – Stalin opfandt jo en klasse som han kaldte kulakkerne,’Næven’, ikke, det vil sige, det var bønder, succesrige bønder, som så bare skulle udryddes. Og så talte han også, som professor Bent Jensen har skrevet om i sine bøger, ‘forhenværende mennesker’, talte han om.

Knud Lindholm Lau: Dine tanker omkring stalinismens forbrydelser, i forlængelse af bogen her, demonstrerer hvor kraftfuldt den her bog er, fordi den handler i virkelighedne ikke kun om nazismens forbrydelser og nazismen – jov, det gør den jo i sit studieobjekt, men den giver redskaber til at forstå, for eksempel de sproglige mekanismer bag en stalinismes forbrydelser.

Jes Stein Pedersen: Knud Lindholm Lau. Jeg ved så også, det kan jeg læse i bogen, og det kan jeg også høre i hvad du har sagt omkring udgivelsen af den, her op til. At du faktisk også mener den har bud til nutiden. Altså, i vores tid handler alt jo indenfor politik om italesættelse, spin og retorik. På hvilken måde er den her bog relevant i dag for dig?

Knud Lindholm Lau: Den er relevant, for nu at sige det direkte, fordi der sker en tilsvarende stempling – slet ikke af den grove karakter, og slet ikke med den hensigt, som fandtes åbenlyst, erklæret under nazismen. Men der sker stemplinger, stigmatiseringer af hele befolkningsgrupper.

Jes Stein Pedersen: – Prøv at være konkret.

Knud Lindholm Lau: Senest har de handikappedes formand klaget over, at der blev råbt efter handikappede på gaden. Det er måske ikke det mest oplagt eksempel. Det er ikke det eksempel man forventer fra min side, men hvis vi trækker over i den tunge ende, så handler det om mennesker af anden herkomst,etnicitet, tro, religion.

Jes Stein Pedersen: Ja, for grunden til at jeg læste det her, er at bogen siger, at der er en parallel til den danske udlændingedebat nu om dage. Jeg kunne jeg godt tænke mig, men skal lige høre. Er det rimeligt at sammenligne, på en eller anden måde, nazi-tidens sproglige udskejelser med noget der er på færde i vores tid, overhovedet.

Lars Hedegaard: Nej. Jeg mener vi taler om noget helt andet i dag. Hvis man vil lave den slags, og det er altid farligt at lave, historiske sammenligninger, altså sammenligne hele perioder. Man kan sammenligne elementer af en periode, med elementer af en anden periode, men hvis man vil gøre det, må man altså virkelig undersøge om sammenligningsgrundlaget holder.

Jes Stein Pedersen: – Og det mener du ikke det er!

Knud Lindholm Lau: – Du skal ikke skyde på mig, for jeg ønsker ikke at foretage den sammenligning. Så du argumenterer imod en stråmandshypotese – jeg har intet sted sagt, at der er en parallel – intet steds. Jeg har sagt, at dette er en bog, der maner også i den aktuelle situation. Det er en bog der lærer os hvordan vi skal afkode de sproglige strategier, og det er en bog der sætter os i stand til ikke at deltage i det vi ikke måtte bryde os om at deltage i. Der er ikke tale om en parallel, eller en påstand om en parallel – det er der bare ikke.

Jes Stein Pedersen: – Men Knud, der står altså i din bog her, at den nye diskurs om udlændinge, som man kan konstatere siden 1990’erne har med sine simplicificerende typologier og fjendebilledekonstruktioner paralleler til en udvikling som LTI beskriver i Tyskland. Det står der i den bog du har udgivet. Det er Langskov i efterskriften her. Bogen sender et signal om det. Jeg kunne godt tænke mig, nu hvor vi snakker nutid, lige at lave en øvelse med Jer. Jeg har en håndfuld ord, som går igen i den danske værdipolitiske debat, og jeg kunne godt tænke mig, så at sige, at konfrontere Jer med dem, og høre lige kort fra Jer, nu vi taler om sproget og sprogets betydning, hvad I forstår ved indholdet i de her ord. Lad mig starte med ‘etniske minoriteter’

Knud Lindholm Lau: Det har vi, fordi vi går op i, hvor folk kommer fra…

Lars Hedegaard: Det er i dobbelt forstand en mystifikation, noget som vi ikke burde bruge. Der er ikke nogen grund til at hæfte sig ved hvor folk kommer fra, deres, det vi i gamle dage kaldte race, eller udseende. Det er den ene ting. Den anden ting er, at vi må nøje diskutere, når vi taler om etniske minoriteter, så mener vi en bestemt minoritet – lad os bare tale ligeud af posen – vi taler om muslimer.

Knud Lindholm Lau: – Det gør jeg ikke. Der er da mange andre etniske minoriteter.

Lars Hedegaard: Det er nu min udlægning. Vi taler jo ikke, når vi taler om etniske minoriteter, så taler vi jo ikke om efterkommere af vietnamesere, eller kinesere, eller polakkere, eller grønlændere eller andre – vi taler (afbrydes).

Jes Stein Pedersen: – Jeg afbryder dig her. Det er muslimer i virkeligheden. Lad os tale rent ud om tingene.

Lars Hedegaard: Ja!

[… analyse af ‘racisme’ …]

Lars Hedegaard: I gamle dage betød racisme nedværdigende tale eller afstandtagen fra folk på grund af egenskaber, som de ikke kunne gøre for at de havde… I dag betyder det stort set det samme som ‘et dumt svin’. Hvis du kalder en person racist, så betyder det ikke andet end, at ‘Jeg kan ikke lide dig’.

[… analyse af ‘ghetto’ …]

Lars Hedegaard: Ordet sammer fra Italien i Middelalderen, og betød et område hvor man henviste jøder til at bo, fordi de ikke måtte være andre steder. I dag har det en helt anden betydning. I almindelig forståelse i dag, er det et område hvor der bor muslimer som ikke ønsker at bo andre steder… Der ligger det i det, at ghettoen i dag er det sted hvor shariaen bliver forsøgt implementeret…

[… analyse af ‘værdipolitik’ …]

Lars Hedegaard: … hvis det skal betyde noget som helst andet end politik, så vil jeg sige, at det har sit udspring i noget den borgerlige regering startede med, fra sin tiltræden i 2001, der blev der erklæret en værdipolitik. Det har vist sig, at regeringen har i dag i virkeligheden ikke nogle værdier at slås for…

Jes Stein Pedersen: Et ord som ‘civilisationskamp’. Er vi i en civilisationskamp i øjeblikket, måske. Hvad ligger du i det ord? Kan du lide det?

Knud Lindholm Lau: Altså, det kommer fra den bog, tror jeg nok, der hedder Clash of Civilizations, som implicit påstår, at det næste store opgør må komme mellem den muslimske verden og den kristne verden, det der bygger på de religiøse typologier.

Jes Stein Pedersen: – Huntingtons bog.

Knud Lindholm Lau: Ja, Huntingtons bog. Nej, jeg kan ikke lide det, fordi det impliciterer også, at der er en kamp undervejs. Det behøver der ikke nødvendigvis at være, en kamp, på den dimension.

Jes Stein Pedersen: Civilisationskamp, er det et fair udtryk at bruge, om det der foregår i øjeblikket.

Lars Hedegaard: Nej. Der er tale om et angreb, som ikke bliver besvaret. Altså der er erklæret en krig fra Islams side mod Vesten, som ikke bliver besvaret på nogen måde, eftersom Vesten ikke svarer igen, og ikke engang kan erkende hvad der forekommer eller hvad der foregår.

Jes Stein Pedersen: ‘Islamisering’. Et begreb som islamisering. Nu havde man altså i Hitler-tiden det med ‘forjødningen’ af samfundet, der skulle stoppes. Nogle taler om at islamiseringen skal stoppes – hvad ligger du i det? Hvad ligger du i begrebet islamisering?

Knud Lindholm Lau: Verjüdung – forestillingen om, at nu kom verdensjødedommen og tog magten over alt. Og på samme måde er islamisering et ord der betegner frygten man kan have, som nogle har, for at en religion betegnet Islam skulle sætte sig på samfundsmagten her hos os. Jeg forsøger at definere det så køligt som muligt.

Lars Hedegaard: Det gør jeg også. Meget køligt.

Knud Lindholm Lau: – Så kan du tilslutte mig.

Lars Hedegaard: Nej, jeg vil sige, islamisering betyder udbredelse af shariaen til samfund eller områder udenfor Islams hus. Hverken mere eller mindre. Og det giver sig udslag i forskellige udtryk, tilhyling af kvinder, indførelse af halal-mad…

[…]

Jes Stein Pedersen: Jeg er nødt til at spørge dig, at når du hører Lars Hedegaard svare på nogle af de her ord, skal man så forstå det sådan, at du og I har udgivet den her bog, også for at advare eller gøre folk klogere i forhold til den sprogbrug som Lars Hedegaard bruger.

Knud Lindholm Lau: Ja, bestemt. Når man inde i ordet ghetto dernæst udleder, at det handler om sharia-lovgivning, at det handler om parallelsamfund, uden yderligere dokumentation, så synes jeg der er grund til at spidse ører… Klemperer… kan ikke alene afgøre hvad der sandt eller falsk, men han kan give os redskaber til at forstå hvad der indeholdes i disse udsagn – også i mine, selvfølgelig…

[… Fahmy Almajid-kommentar …]

Lars Hedegaard: … jeg synes han er fuldstændig hysterisk. I det pågældende interview, som jeg nu bliver trukket i byretten for, der siger jeg tre gange, at jeg naturligvis ikke taler om alle muslimer, jeg taler om visse kulturtræk, som jeg betragter som karakteristiske…

Jes Stein Pedersen: … du laver nogle gange det du siger, at Islam og Vesten skulle være i en regulær konfrontationssituation, og du siger også, at det kun kan ende med at en part går af med sejren. På den måde siger du sådan set også, at du ikke rigtigt kan komme til at tale høfligt om eller til muslimer, fordi du allerede på forhånd siger noget om Islam, som jeg går ud fra du står ved.

Lars Hedegaard: Jeg skelner mellem Islam som ideologi og muslimer. Der er muslimer, som i større eller mindre grad lever op til, eller følger de religiøse bud, eller politiske bud, kan vi kalde det, som Koranen, haditten og de retslærde påbyder dem. Det er der mange der ikke følger, og det synes jeg er glimrende, men Islam som sådan, som konstruktion, som ideologi, ændrer sig jo ikke. Og det er klart, at ligesom man ikke kunne forestille sig, et kompromis mellem nazismen og demokratiet, så kan vi ikke forestille os et kompromis mellem Islam og friheden. Det mener jeg ikke vi kan.

Jes Stein Pedersen: Hvis man beslutter sig for det, eller mener det rent politisk, så vil det vel også få nogle følger for hvordan man bruger sproget. Hvilket betydningsindhold man ligger i forskellige sproglige ting.

Lars Hedegaard: – Man kan jo ikke. Hvis du skælder ud på Socialdemokratiet, og det er der mange der gør, eller du skælder ud på SF, eller du skælder ud på De Konservative, så kan du jo ikke undgå, at der er nogle konservative der føler sig såret eller bliver sure. Hvis du skælder ud på Kristendommen, og siger den er forløjet fra ende til anden, og indeholde de og de elementer – det er også moderne i dag, så kan du ikke forhindre, at der er nogle kristne der føler sig sårede, eller gået for nær. Det synes jeg heller ikke man skal forsøge at undgå. Det er jo vores frie debatkultur her, at vi taler om begreber, vi taler om karakteristiske træk, ting som vi elsker eller ikke kan lide, og så er der nogle som føler sig såret over det. Jeg synes ikke, at muslimer som sådan, skal have nogle særstilling i den debat.

Jes Stein Pedersen: Knud Lindholm Lau.

Knud Lindholm Lau: Jeg synes man kan give et meget simpelt råd i den her situation, hvis man vil undgå at klinge med i det kor, som vi hører forsangeren for her. Det er for det første, at tale ikke om andre, når man har et anliggende med dem, men tale til og med dem. Det er det ene. For det andet – at tale nøjagtigt ligeså respektfuldt om og til dem, som vi forsøger at lære vores børn. Så kort kan det faktisk siges. Og ethvert menneske er udstyret med et termometer inde i kroppen, der viser om man er over eller under den absolutte feber. Det termometer bør man lytte efter, i sin indre stemme.

Lars Hedegaard: Jeg har lige siddet i dag, og kigget en række udsagn som er kommet på arabiske fjernsynskanaler, der er cirka… (afbrydes).

Knud Lindholm Lau: – jeg kan høre på din stemme, at det er sikkert lige så galt.

Lars Hedegaard: – cirka 25 personer i egyptisk fjernsyn (Lindholm Lau ryster på hovedet) og alle mulige andre fjernsyn, som sidder og genopliver den såkaldte ‘blood libel’: ‘Jøderne slagter børn til påske og bruger deres blod til at bage boller af’, og de skal slås ihjel, og det er lige meget om Israel går under eller ej ‘vores had til jøderne vil eksistere til evig tid’, det har allah sagt, det står i Koranen. Hvordan vil du tage respektfuldt til dem, og spørge om… (afbrydes).

Knud Lindholm Lau: – Jeg kan ikke tage stilling til varianter af den ene eller anden… (afbrydes).

Lars Hedegaard: – Du skal tage stilling, når du kalder mig et eller andet her.

Knud Lindholm Lau: – islamisme. Enhver form for ytring af denne art er krænkende for andre, og vi kan så diskutere hvorledes man mest effektfuldt skal bekæmpe det. Men der er da ingen tvivl om, at ethvert menneske har et ansvar for at afholde sig fra den form for ytringer. Det har ethvert menneske da et ansvar for. Og bogen her er et redskab til os alle, så vi kan blive klogere over hvilke bibetydninger vi så at sige medklinger, når vi taler om andre. På den tyske tid her, så blev det sagt, af Klemperer, ikke herre Klemperer, ikke professor Klemperer, men ‘Jøden Klemperer skal melde sig’. Når man siger sådan noget… (afbrydes).

Lars Hedegaard: – Du mener jeg taler om Muslimen Andersen eller hvad?

Knud Lindholm Lau: Jamen jeg siger ikke det er en klar parallel. Det var et eksempel på hvordan noget der tilsyneladende ser ganske uskyldigt ud, at sige ‘Jøden Klemperer’, men i den bestemte sammenhæng er det særdeles skyldigt som sprog.

Lars Hedegaard: Det får du ikke mig til at være uenig i.

Knud Lindholm Lau: Det får ikke dig til noget som helst, fordi jeg synes ikke det mest interessante i den her diskussion om Klemperers bog, er dine iagttagelser af islamismen, din byretssag, der skal for Frederiksberg Byret den 24. januar. Med al respekt for din kamp for ytringsfriheden, og hvad deraf følger, synes jeg det er en absolut marginal parentes i forhold til et menneske der tolv år truet på sit liv, har registreret hvad der var på færde i totalitære regimers sprogbrug. Og af hans beretning, kan vi lære at lytte til det indre termometer. Det er mit anliggende med at udgive denne bog. Ikke at tage stilling til, om du eller en anden, eller en femte, har ret i en eller anden diskussion om islamisme.

Jes Stein Pedersen: Nu er det mig, Knud Lindholm Lau, der har bragt Jer sammen, fordi jeg ville have et historisk perspektiv på det her. Her er en bog… (afbrydes).

Knud Lindholm Lau: Det er en del af det danske samfunds sprog, at når man debatterer dette, så ender man med at diskutere Lars Hedegaards byretssag. Det er næsten ikke til at komme til at tale om andet end den byretssag, selvom man forsøger…

Lars Hedegaard: Jeg må sige, at det er ikke mig der har ønsket at diskutere min byretssag, eller at Fahmy Almajid skulle trækkes ind her, det er ikke mig der har formuleret problemstillingen for denne debat.

Jes Stein Pedersen: Det har jeg jo, kære venner, lad mig tage ansvaret for det. Når der er en bog her der har nogle pointer om hvordan sproget er et magtmiddel, og der står i den her bog, at der er paralleller til nutidens debat, så tager jeg en eksponent for udlændingedebatten ind i studiet – hvor svært kan det være. Og jeg spørger Lars Hedegaard, og nu er det min tur til at stille dig et spørgsmål. Når man nu har nazister der opererer med racefjender, og man har russere, sovjetrussere der opererede med klassefjender, kan man så ikke komme der hen i vores tid, at man så at sige, opererer med religionsfjender, på en måde så de mennesker der er omfattet af religionen, konkret muslimer, kan føle sig intimideret rent sprogligt. Kan du se det der? Kan man undslippe, jeg spørger dig, kan du undslippe, jeg spurgte dig også om det før. Hvis du har den grundholdning, kan du så undgå, at lade være med at fornærme muslimer som Fahmy Almajid.. (afbrydes).

Lars Hedegaard: – Nej.

Jes Stein Pedersen: – og undgå at blive sigtet for racisme. Det kan du måske ikke undgå?

Lars Hedegaard: Nej, det kan jeg ikke, for så skulle jeg til, at holde op med at diskutere islam som ideologi, men der er pokker til forskel på, at være racist, og så hade de såkaldte klassefjender. Ethvert voksent menneske må tage ansvar for hvad vedkommende selv tror, eller forfægter i verden. Det er ikke noget medfødt. Du kan ikke undslippe den måde du ser ud på, du kan ikke undslippe din afstamning, og det afgørende for forfølgelsen af jøderne, var jo, at uanset hvad de gjorde, hvor meget de integrerede sig, hvor meget tysk-nationale de var, de kæmpede jo med i alle Tysklands krig siden 1871, de kunne ikke undslippe, de kunne konvertere til Kristendommen, det kunne ikke redde dem. En klassefjende i Sovjetunionen kunne ikke redde sig…

Jes Stein Pedersen: – vi har meget kort tid tilbage. Her til allersidst, Knud Lindholm Lau, hvad er det bedste råd du kan give os danskere i forhold til at føre en arv for Klemperer ind i nutiden.

Knud Lindholm Lau: Er det, det allersidste.

Jes Stein Pedersen: – Ja!

Knud Lindholm Lau: Så vil jeg sige. Læs ham, lær af Klemperer ikke at blive offer for sproglig forførelse, lær af Klemperer ikke at blive medvirkende til sprog forhånelse, hvis du ikke ønsker at synge med i det kor.

(se evt. Klemperer.dk, der linker til Engelbreths citatsamling)



26. juli 2010

Helle Lykke Nielsen: Arabisk og somali er kompetencer som kan komme samfundet til gavn

“Blood, language, religion, way of life, were what the Greeks had in common and what distinguished them from the Persians and other non-Greeks.”, skrev Samuel Huntington for år tilbage, og det er værd at have i baghovedet når Helle Lykke Nielsen gør sig til fortaler for sproglig mangfoldighed. Mere mangfoldighed betyder mindre samhørighed.

Fra kronik i dagens Politiken – Sig dog ja til alle sprog.

“Nejklubben siger selvfølgelig ikke nej til alle sprog: For dem er dansk fredet i klasse A, engelsk er et nødvendigt onde, mens de øvrige kontinentale dannelsessprog som tysk, fransk og spansk som regel forbigås i tavshed. Til gengæld er alle andre sprog potentielt dømt ude; det gælder ikke mindst indvandrersprogene fra ikkevestlige lande: arabisk, tyrkisk, somali, urdu og vietnamesisk, der i nejsigernes optik er enten irrelevante, rent tidsspilde eller ligefrem skadelige.

Nejklubbens medlemmer er selvfølgelig kloge nok til ikke offentligt og direkte at kræve de uønskede sprog forbudt – så ville de jo komme i karambolage med lovgivningen og de mange internationale traktater, Danmark har underskrevet.

De benytter sig i stedet af mere indirekte strategier som f.eks. at koble de uønskede sprog til sociale problemer… Udradering kan også være direkte, som når Dansk Folkeparti stiller forslag om, at skolebørn f.eks. ikke må tale arabisk i frikvartererne, eller når regeringen og dens støtter får vedtaget ændringer i sundhedsloven, der betyder, at det fra 2011 er slut med gratis tolkebistand i sundhedsvæsnet, hvis man har boet i Danmark i mere end syv år…

De har også formået at gøre sprog til et spørgsmål om loyalitet ud fra devisen: At være dansk vil sige at tale dansk, for sproget er det kit, der binder nationen sammen i en globaliseret tidsalder. Og hvis sprog er et spørgsmål om loyalitet, så må flere sprog jo være lig loyalitet mod flere nationer.

Og da man som bekendt ikke kan stole på folk, der har placeret deres loyalitet mere end et sted, bliver det nødvendigt, at indvandrere sværger troskab mod det danske sprog – ganske som det sker i dag, når indvandrere og flygtninge som en del af integrationspakken skal underskrive en erklæring, hvori de lover, at både de og deres børn vil lære dansk hurtigst muligt.

At gøre brugen af dansk til et spørgsmål om loyalitet er et eksempel på det, der i forskningslitteraturen kaldes fraktal rekursivitet.

Det betyder såmænd bare, at man løfter sproglige problemstillinger ud af deres sproglige sammenhæng og bruger dem til andre formål, f.eks. politiske eller ideologiske.

Og det er netop det, nejsigerne så dygtigt har formået at gøre: I stedet for at se indvandrersprogene som kompetencer, der kan komme det danske samfund til gavn i både kommercielle og politiske sammenhænge, og som et nyttigt og intellektuelt stimulerende redskab for tosprogede børn og unge, er sprogene blevet en del af den kulturkamp, nejsigerne udkæmper mod islam og muslimerne – en slags stedfortræderkrig, hvor sprogene bliver ammunition i en anden sags tjeneste.



19. december 2009

Fra Hedegaard til Huntington via Støvring

Underholdende debat i blogland, efter Snaphanen igår offentliggjorde et interview med Lars Hedegaard, hvori han udtrykker et dystert scenarie: I am afraid that it will take a public uprising before [our leaders] will take this seriously”. Liberale Lars ‘Raapil’ Pilegård blogger den med overskriften Lars Hedegaard opfordrer til oprør, lynchninger og krig, og uddyber det efterfølgende med denne sentens: “Pointen er, at Hedegaard opfordrer til oprør, lynchninger og krig. At det er pakket ind som ‘forudsigelser’ gør det ikke mindre problematisk.

Den sang er hørt tidligere. Da Samuel P. Huntington udgav Clash of Civilizations i 1996, blev han mødt af hård kritik, selv efter den geopolitiske udvikling gav ham oprejsning. Danske Brian Arly Jacobsen, der tilhører Edward Said-fløjen, pointerede eksempelvis kort efter 9/11-angrebet, at tesen ligeså meget var udtryk for ideologi som en egentligt analyse, for “…. italesætter [man] sådanne arbitrære modsætningsforhold, så får man også en sådan konflikt”. Med andre ord: der findes ikke negative fremtidsscenarier, blot dårlig intention. Ondskab.

Tilbage til virkeligheden. Kronik af Kasper Støvring i dagens Berlingske Tidende – Multikulturelle ude – nationale hjemme.

“For et år siden døde den amerikanske politolog Samuel P. Huntington, forfatteren til den berømte og berygtede bestseller »Civilisationernes sammenstød« fra 1996. Der er gode grunde til et gensyn med Huntington og hans paradigme om et sammenstød, for det kan lære os noget om, hvordan vi skal engagere os herhjemme og ude i verden…

I sin tale i Cairo i juni søgte Barack Obama at indlede et nyt forhold til muslimer baseret på gensidig interesse og respekt. Talen er allerede blevet diskuteret ivrigt. Mange har kritiseret, at Obama undlod at forsvare frihedsrettighederne.

Men Vesten i skikkelse af USAs præsident bør ikke nødvendigvis kritisere den islamiske kultur eller belære muslimerne om vestlige værdier – eller for den sags skyld søge at påtvinge muslimer disse værdier. Det gælder også frihedsrettighederne, for det kan diskuteres, om de overhovedet er universelle.

Vi skal derimod anerkende, at verden består af mange forskellige og uforenelige kulturer. Men vi skal til gengæld forsvare vores egen vestlige og nationale kultur. Det er selve kernen i det budskab, som rummes i Huntingtons paradigme om civilisationernes sammenstød… Det afgørende er ikke blot, at vi besinder os på civilisationernes særpræg. For det er i sig selv nyttesløst uden en vilje til at genbekræfte vores egen vestlige identitet. På det punkt mangler Obama stadig at træde i karakter.

Jeg taler altså, i forlængelse af Huntington, for en kritik af universalismen. Menneskeheden er ikke ved at blive forenet i én civilisation, og den vestlige kultur er heller ikke ved at blive universaliseret… Ideen om en universel civilisation er i sig selv en vestlig opfindelse, og Vesten er unik, ikke universel, som Huntington anfører…

Indenrigspolitisk bør vi afvise multikulturalismen, der forener en utopisk idé om kulturel sameksistens med en nedbrydning af den kernekultur, der bærer de vestlige nationer. Vi skal ikke have for fem flade øre muslimske særkrav om sharia, censur, tørklædetvang eller noget, der bare ligner. Men samtidig bør vi udenrigspolitisk besinde os på verdens multipolære karakter.”



17. marts 2008

… forskere bruger årevis på at finde ud af det, som almindelige mennesker altid har vidst”

Jeg overså den i første omgang. Kasper Støvring i Weekendavisen (15/2-08) – Undladelsessynd: Hva mæ kulturen? (ikke online)-

“Tillid eller social kapital er et af de områder inden for den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning, der har fået stor bevågenhed i de seneste år. Tillid er nemlig et helt afgørende socialt lim. Men forskningen har især været fokuseret på enten staten, særlig velfærdsstaten, eller markedet som skaber af denne tillid. Kulturen har været blændet ude. De forskere, der har fokuseret på markedet, kan ikke se kulturen, fordi de er orienteret mod individet: ud fra en rationel egeninteresse vil individer finde sammen på markedet. Og de forskere, der fokuserer på staten, har også vanskeligt ved at tage kulturen i betragtning. For de er orienteret mod institutionerne: ved at holde korruption nede og fordele goderne ligeligt skabes et sundt tillidssamfund.

Disse forskere siger alle noget mere eller mindre vigtigt om tillid, når de betoner de markedsøkonomiske, retlige og fordelingspolitiske aspekter. Men tilbage står altså et forsømt område, der handler om de kulturelle betingelser for tillid. Og kultur er i denne betydning en social orden, der bygger på fælles uformelle normer.

Tidligere har sociologer kendt til den kulturelt baserede tillid under navne som Gemeinschaft og Community. Det er derfor påfaldende, at det kulturelle perspektiv mangler i den aktuelle forskning. Det gælder også i kredse, der forsker i tillid herhjemme. F.eks. hos de to politologer Gert T. Svendsen og Gunnar L.H. Svendsen, der forrige år udgav den i øvrigt oplysende bog Social kapital.

Hvorfor denne undladelsessynd? For det første kan man sige, at netop kultur er et særdeles uhåndgribeligt begreb inden for forskningen i tillid. Det skyldes, at vi har at gøre med et kompleks af ubevidste antagelser, uskrevne regler, spontant frembragte moralske værdier, underforstået kommunikation som ironi og satire, uoverlagte handlinger og uformuleret viden, der alt sammen har karakter af en art sedimentær dannelse. Vi har kort sagt at gøre med uformelle normer, der er vanskelige at bringe på begreb. Men der er også en anden grund, som har at gøre med ønsketænkning eller med visse ideologiske blokeringer. Kulturforskning kan nemlig være et særdeles ømtåleligt politisk område. En aktuel sag viser det. Den amerikanske sociolog Robert D. Putnam, der er en af de mest estimerede forskere i tillid, har taget det vanskelige skridt og indkorporeret kulturbegrebet i sin seneste forskning (publiceret i Scandinavian Political Studies bind 30, nr. 2, 2007). For nylig kom det frem, at Harvard-professoren længe tilbageholdt resultaterne af denne omfattende undersøgelse, han havde lavet af beholdningen af social kapital i multikulturelle samfund. Resultaterne var nemlig politisk ukorrekte.

De viste, at i multikulturelle områder i byer som Los Angeles har forskellige kulturelle grupper meget lav tillid til hinanden. Ja, selv blandt medlemmer inden for grupperne falder tilliden, hvis de lever i multikulturelle samfund. Og det er bad news i de progressive forskningsmiljøer på universiteterne (også i USA), hvor man officielt hylder plusordene om mangfoldighed og kulturel sameksistens.

Putnam offentliggjorde derfor først resultaterne, da han havde fundet den korrekte morale: den nationale identitet måtte simpelthen rekonstrueres til et nyt, mere tolerant »vi«. Men ok, det er sådan noget, humanistiske forskere siger for at sukre den bitre pille, så den lettere kan glide ned i akademierne. Her har forfægtelsen af national homogenitet nemlig været bandlyst; erfaringerne fra den ekstreme nationalisme i mellemkrigstiden og kolonialismens epoke skræmmer. Og kultur bærer ligeledes negative konnotationer, for så vidt som det opfattes som noget rigidt, der virker ekskluderende. Til Putnams opdagelse, at multikulturalisme hæmmer tillid, er det fristende at svare med de gamle ord: at forskere bruger årevis på at finde ud af det, som almindelige mennesker altid har vidst. Eller mere drilsk: »Den fremmeste internationale sociologiske forskning underbygger Dansk Folkepartis advarsler,« med politologen Mads Qvortrups ord.

Problemet er selvfølgelig, at vi får sværere ved at løse de konflikter i form af mistillid, polarisering og konfrontation, der opstår som følge af multikulturalismen, hvis vi af politiske grunde ikke får den viden, som forskningen når frem til.

Udeladelsen af kulturen og den afgørende diskussion om multikulturalisme i offentligt betalt forskning er en blunder af de helt store…

[…]

Fordi vi er fortrolige med vores egen kultur, er vi også bedre i stand til at skelne mellem dem, der vil hjælpe, og dem, der ønsker at snyde og snylte på fællesskabet. Kulturen videregiver desuden nogle regler for adfærd, der gør individers handlinger mere forudsigelige.

Af samme grund er normer for gensidighed meget svære at skabe på tværs af kulturer. Et blik på det danske samfund synes at bekræfte, at tillid vanskeligt kan opstå mellem etniske og religiøse grupper. Muhammedkrisens efterdønninger har i hvert fald afsløret en dyb mistillid mellem danskere og de muslimske grupper, der ikke er loyale over for nationen, men i stedet bekender sig til den tværnationale religiøse menighed. Og tilliden mellem etniske grupper? Måske består et af vor tids sidste tabuer deri, at tillid kan forudsætte etnisk forbundethed, altså at man tilhører samme slægt (i den forstand integreres udlændinge først, når de bliver medlemmer af danske familier). Det har i hvert fald været betingelsen for freden og tolerancen i de etnisk og religiøst – og det vil sige kulturelt – homogene lande i Skandinavien.

Til trods for de gryende erkendelser inden for tillidsforskningen er det normale og politisk korrekte stadig at opfatte tillid som noget, der ikke har med kultur at gøre. På den måde kan man hævde, at integrationen blot er slået fejl på grund af dårlig uddannelse, ulighed, diskrimination samt manglende incitamenter til at indtræde på arbejdsmarkedet som følge af velfærdsydelserne.



7. august 2007

Henrik Jensen: “Det er et kulturelt problem, når frihed identificeres som fritagelse for pligt…”

Via Hodjas blog. Henrik Jensen i Kristeligt Dagblad om Huntington og fremtidens frontlinjer.

“Set ud fra et vestligt perspektiv – og det er stedse Huntingtons perspektiv – kommer truslerne især fra den islamiske og den kinesiske civilisation. Den kinesiske er på grund af sin økonomiske og militære styrke på sigt Vestens direkte rival til verdensherredømmet, mens den islamiske “bare” byder på en masse lokale grænsekonflikter som følge af sit enorme befolkningsoverskud. Islams eneste våben er fertiliteten som defineret af den algierske leder Houari Boumédienne, i 1974 i en tale i FN: “En dag vil millioner af mænd forlade den sydlige halvkugle for at tage til den nordlige. Og de vil ikke tage dertil som venner. De vil tage dertil for at erobre den. Og de vil erobre den med deres sønner. Vore kvinders skød vil give os sejren.”

Efter terrorangrebet den 11. september 2001 har en forståelse af Huntingtons tese bredt sig. Meget tyder på, at Vesten står over for en epoke præget af et titanisk kaos, som man imidlertid allerede ruster sig til på meget forskellig vis.

De fleste fortrænger på strudsevis det hele ud fra en filosofi om, at så længe bukserne holder, så holder de, og fanden tage de kommende generationer.

Andre fortrænger deres egen kultur og vil for enhver pris forstå og tilpasse sig det truende Andet. Den multi-kulturradikale utopi er, at bare vi ender i store globale cementblandere alle sammen, så kommer vi nok ud i den anden ende som et varmt menneskeligt fællesskab. Det kunne tænkes, at vi kommer ud som forskelsløs beton – som en masse, det ikke er værd at leve i.

Atter andre griber bagud og forsøger at genskabe en traditionel selvforståelse. Den vestlige civilisation – hvem var vi, hvem er vi, og hvad vil vi egentlig her?

Måske er Vesten sin egen største fjende. Det mere end antyder Huntington. Vestlig civilisation er en kolos på solide larvefødder, men med et lerhoved – en økonomisk, teknologisk og militær gigant, men en moralsk og dermed politisk svækling. Der råder en sær mangel på kulturel sammenhæng, selvtillid, fortrøstning og målrettethed.

Det er især Europa, der er Vestens svage led. Tidligere civilisationer er rådnet op indefra, som meget store træer ofte gør – tag Romerriget. Europa synes i færd med at nedbrydes i en malende mølle, hvis sten er befolkningsunderskud, indvandring og velfærd.

Indtil for 100 år siden var der en udbredt tiltro til det fælles projekt – til forsynet. Den blev sat overstyr i indre nationalistisk, ideologisk rivalisering, og i dag er der ikke enighed om meningen eller vejen, hverken mellem samfundene eller i dem, men der er endelig opnået enighed om ikke at rive hovedet af hinanden.

I det herskende, vestlige verdensbillede er frihed det bedste guld – forstået som de “umistelige” borgerlige frihedsrettigheder, som er en utvivlsom del af vores historiske fundament. Umistelige – jo, men når en anden kultur ud fra sine helt anderledes værdier kan slippe af sted med at sætte så store spørgsmålstegn ved dem, som det just er sket med ytringsfriheden, så er noget galt.

Det begynder at gå op for os, at en kultur, som kun bygger på frihed, er en kultur på sin dødsrute. Særlig hvis den frihed, der tænkes på, er frihed fra de begrænsninger og hæmninger, de krav, påbud og forbud, som det er nødvendigt at pålægge den enkelte, hvis kulturen skal overleve i den globale malstrøm.

Det er et kulturelt problem, når frihed identificeres som fritagelse for pligt og ansvar over for det fælles. I den vestlige kultur finder en stadig mere skærpet kulturkamp sted mellem en (fælles) pligtkultur og en (individuel) rettighedskultur. Balance mellem de to har historisk været en forudsætning for sammenhæng og fremgang, men gennem det sidste halve århundrede er balancen skredet dramatisk.

Resultatet er et samfund, der mere og mere ses som en affyringsrampe for den personlige raket. Men en kultur, hvor de unge ikke længere har noget at lære af de ældre, er en dødsmærket kultur. Det er en kultur, hvor historien mister autoritet, hvor der ikke længere er noget fælles projekt, der indbefatter ufødte, levende og døde.

Der skal mere end frihed og individuelle rettigheder til, hvis kulturen skal modstå trykket ude- og indefra. Det må handle om frihed til noget meningsfuldt fælles, ellers ender det i atomisering.

Et sted i den store forandringsproces mistede europæerne følingen med vertikaliteten i kulturen. Forståelsen af “oppe” eller “nede” svækkedes, også moralsk, der er ikke længere noget, som ligger fast, og som den enkelte forventes at stræbe hen imod eller at holde sig væk fra. Kulturrelativismen er nærmest total – vi har alle “meninger”, og den ene er lige så god som den anden.”

Oploadet Kl. 09:11 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer
Arkiveret under:


6. juli 2007

Gunnar Heinsohn og den demografiske kapitulation (Huntington revisited)

Lars Hedegaard giver i dagens Jyllandsposten en indføring i Gunnar Heinsohns tanker. En tysk sociolog, som han for nogle uger siden interviewede til Sappho. Fra Europa på dødsruten (kræver login).

“Heinsohn har også et godt råd til de vestlige ledere, der sender deres soldater til ungdomspukkel-lande som Irak og Afghanistan, og som nu overvejer at gå ind i Darfur: Hold jer for Guds skyld væk. Vestlige lande med én søn pr. familie skal ikke sende deres unge mænd som kanonføde i ungdomspuklernes uafvendelige myrderier. Skal vi endelig føre krig mod f.eks. Saddam Hussein i Irak eller Al Qaida i Afghanistan, så er recepten et hurtigt slag for at fjerne den øjeblikkelige fjende og derefter hurtigt ud igen. Vi må opgive alle illusioner om at blive for at skabe fred, orden og demokrati. Fred og ro kommer der under ingen omstændigheder, før de mange millioner unge mænd har raset ud og slået så mange af hinanden ihjel, at ungdomspuklen er afviklet.

De europæiske lande har ganske enkelt ikke befolkningsmæssig baggrund for at føre krig i sådanne lande. Bortset fra Falklandskrigen i 1982 har europæerne ikke vundet en eneste krig siden 1945, understreger han med en vis overdrivelse.

Ulykkeligvis står den vestlige verden netop i disse år over for en gigantisk ungdomspukkel i store dele af den muslimske verden. I løbet af blot fem generationer (1900-2000) er folketallet i de muslimske lande vokset fra 150 millioner til 1.200 millioner – altså en ottedobling. Til sammenligning er Kinas befolkning vokset fra 400 til 1.200 millioner (en tredobling), og befolkningen inden for det nuværende Indiens territorium fra 250 millioner til 1.000 millioner (en firedobling).

[…]

Ud over ungdomspukler opererer Gunnar Heinsohn med et begreb, han kalder ”demografisk kapitulation”.

»Man tager mændene i alderen 40-44 år og sammenligner dem med drengene i alderen 0-4 år. Demografisk kapitulation er, når man har 100 mandlige 40-44-årige over for mindre end 80 0-4-årige drenge. I Tyskland er forholdet 100/50, i Gaza-striben er det 100/464. Jeg har sammenstillet nogle tal for dig, og heraf fremgår, at Danmark er lige på kanten til demografisk kapitulation. Hos jer er forholdet 100/80.«

Hvis indbyggerne i Danmark havde formeret sig så stærkt som de i Gaza (fra 240.000 til 1,4 millioner fra 1950 til 2006 og med en mandlig medianalder på 15,7 år), ville vi i 2006 ikke have haft en befolkning på 5,5 millioner (over for 4,3 millioner i 1950), men på 25 millioner, dvs. mere end Australien og New Zealand tilsammen.”

Istedet for at købe Gunnar Heinsohns seneste bog, ville jeg nu nok hellere bruge pengene på en mindre slidt udgave af Samuel P. Huntingtons The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order. Den holder stadig.

“The Willingness of other societies to accept the West’s dictates or abide its sermons is rapidly evaporating, and so are the West’s self-confidence and will to dominate.” (s. 82; Del II The Shifting Balance of Civilizations, Kap. 4 The Fading of the West: Power, Culture, and Indigenization, fra afsnittet Western Power: Dominance and Decline)

(Tabel 4.1, s. 84)

(Tabel 4.3, s. 85)

Oploadet Kl. 15:53 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


20. december 2006

Lars Hedegaard om den holografiske verdensorden

Fra seneste udgave af Sappho. Lars Hedegaard giver en omfattende geopolitisk analyse – Den holografiske verdensorden.

“Hvis man har sat sig for at orientere sig i den verden, der omgiver en, og som man skal agere i, er det nødvendigt at tage udgangspunkt i tingene, som de er – og ikke som man kunne ønske, de var.

Denne temmelig banale konstatering er desværre nødvendig, fordi vi lever i en kultur og i et land, hvor det man kunne kalde meningsmagten – altså dem der bestemmer, hvad medierne bringer, og hvilke vinkler de lægger ned over det, hvad der bliver forsket i på vore universiteter og institutioner, og hvad der bliver drøftet i dannede og kultiverede kredse – i enestående grad tager udgangspunkt i yndlingsforestillinger om verden, som den burde være.

Det er omtrent som børn, der ikke kan skelne mellem den virkelige verden og deres ønskedrømme om den, og som derfor bliver rasende, når de to ikke stemmer overens.

Store dele af de europæiske landes politik – det gælder både indenrigspolitik og udenrigspolitik – føres ud fra moralske antagelser om verden. F.eks. den antagelse, at alle mennesker i verden er præcis som os, og at det derfor ikke kan blive noget problem at åbne for masseindvandring af dem. Det er stadig den pæne anskuelse i Danmark, og ikke nok så mange empiriske resultater af indvandringen kan få de pæne til at ændre opfattelse.



24. oktober 2005

Dragsdahl godtager Robert Merrys kritik af Irak-krigen, og ignorerede baggrunden for samme

Meget kan man sige om Orienterings Jørgen Dragsdahl, men man må give ham at han er dedikeret til sin sag. Alle kneb gælder, og han er fuldstændig indifferent overfor eventuel påtale af ensidigheden. I fredags anmeldte han rosende Robert W. Merrys Sands of Empire : Missionary Zeal, American Foreign Policy, and the Hazards of Global Ambition, henviste ligeledes rosende til Huntingtons kulturkamp-tese – og godtog således kulturkonservativ kritik af fremskridtstanken. Målet var naturligvis at gå i rette med Bush og Irak-krigen, og der blev derfor ikke tid til at gå lidt bag om baggrunden for Merrys kritik af samme.

Her et citat fra Foreign Affairs hvor bogen er anmeldt i seneste nummer (Walter Russell Mead):

Islamic civilization, Merry argues, is fundamentally different from Western civilization. Democracy may not work in the Islamic world at all; if it does, it is more likely to empower radicals than to consolidate moderate rule.”

Omtale + link:

Fremskridtstanken har forblændet Bush-regeringen
At den militære indsats i Irak blev en langt mere vanskelig opgave end de havde forudset kom bag på amerikanerne, i hvert fald på de optimistiske dele af den amerikanske offentlighed og på kredsene omkring præsident Bush. Men hvorfor er det gået galt i Irak? I USA får Bush-regeringens inkompetence normalt skylden. Men en konservativ amerikansk forfatter, Robert Merry, har gravet dybere i vestlig filosofi efter en forklaring.

Oploadet Kl. 19:40 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper