23. oktober 2005

En undersøgelse blandt flere, medierens talmagi – og venstrefløjens patetiske klynken

The Sunday Telegraph bragte idag en hemmelig måling om irakernes sindelag i forhold til Koalitionen. Herfra essensen:

Secret MoD poll: Iraqis support attacks on British troops (Sean Rayment)

Forty-five per cent of Iraqis believe attacks against British and American troops are justified – rising to 65 per cent in the British-controlled Maysan province;

82 per cent are “strongly opposed” to the presence of coalition troops;

• less than one per cent of the population believes coalition forces are responsible for any improvement in security;

• 67 per cent of Iraqis feel less secure because of the occupation;

• 43 per cent of Iraqis believe conditions for peace and stability have worsened;

• 72 per cent do not have confidence in the multi-national forces.

DR Tekst-tv – fokuserer på de 45 procent, som vel egentligt også er det mest interessante.

Radioavisen (23/10-05 18.00):

“Hele 82 procent af irakerne er utilfredse med de udenlandske soldaters tilstedeværelse, og 65 procent støtter den væbnede kamp mod udlændinge viser en meningsmåling som det britiske foresvarsministerium er fået foretaget.”

Regulært løgn – de 65 procent er tallet for Maysan, en af fire regioner under englænderne.

TV2 Tekst-tv fokuserer ligeledes på de 45 pct., ignorerer tidligere rapporter og henviser til officielle udtalelser på baggrund af samme.

Tallene går stik imod alle tidligere målinger, herunder den hidtil største foretaget af Oxford Reseach International for BBC offentliggjort marts sidste år. Her lød konklusionen blandt andet:

Hvilken måling som giver det bedste indtryk er umuligt at vide, men når irakerne samtidig stemmer flittigt til parlament og forfatning, og stort set ingen ønsker Saddam Hussein tilbage, så er sagen langt mere kompleks end medierne foregiver. Den gennemsnitlige iraker ønsker fred og stabilitet – et mål som kun kan nås via demokratisering. Samtidig er der i Irak, som overalt i regionen udbredt antipati mod USA og Vesten. Irakernes holdning er til at forstås – man vil have begge dele, og svaret vil i høj grad afhænge af hvorledes man spørger. Den danske venstrefløj er langt sværere at forstå. De vil have soldaterne hjem, mod den folkevalgte regerings ønske, selvom det vil gøre sikkerhedssituationen i Irak værre for den menige iraker, og selvom det modvirker demokratiseringsprocessen på lidt længere sigt.

Venstrefløjen har reelt intet alternativ – og dyrker modmagten. I fredags kunne man i Orientering høre Jørgen Dragsdahl bruge Samuel P. Huntington som argument imod Irak-krigen, og Politiken brugte idag forældrene til (afdøde) Bjarke Kirkmand i deres skingre kampagne mod demokratiseringen. Det her handler tydeligvis ikke mere om den enkelte iraker.



4. juli 2005

P1 Agenda om Robert D. Putnam og ’social capital’ – ikke et ord om multikultur

Harvardprofessor Robert D. Putnam gæstede for et par måneder siden Sverige, og talte her med Kay Glans, chefredaktør for tidsskriftet AXISS. Læs interviewet Socialt kapital behövs för Europas nya nationella identiteter – som blandt andet omtaler de problemer multikulturen medfører i form af lavere national sammenhængskraft.

P1-magasinet Agenda havde i denne uge også valgt at sætte fokus på Robert D. Putnams forskning i social capital, og minsanten om det ikke lykkedes Birgitte Rabbek og de omhyggeligt udvalgte eksperter fra Ålborg Universitet helt at ignorere problemstillingen i forhold til det multikulturelle samfund. Faktisk noget af en præstation – ikke mindst når der indledes med to brede – omend letforståelige definitioner af begrebet:

“Tillid, normer og netværk som kan forbedre samfundets effektivitet, ved at lette muligheden for koordinerede handlinger” [Robert D. Putnam]

“Tillid, normer og netværk er træk ved det sociale liv, som gør deltagerne istand til at handle mellem mennesker effektivt når de forfølger fælles mål. Det vil sige at tillid, normer og netværk er det kit som binder samfundet sammen” [Lars Hulgård, RUC]

Udvejen blev at tale om alt andet – og det hele lukkede sig omkring det synspunkt at Putnam og de ‘neo-liberale’ misbrugte social kapital politisk.

Programomtalen:

“Der er vækst i forskningen i social kapital. Hvor der i årene 1990-94 blev publiceret under 10 artikler om året med social kapital i titlen, så steg det i 1995 til 20, i 2000 til 140 og til over 200 i 2001.

Politikere i begge ender af det politiske spektrum har taget begrebet til sig, og Verdensbanken har inddraget social kapital som et evalueringskriterium i fremtidige forskningsprojekter. I Norden betragtes emnet som særligt relevant inden for forskning i frivillige organisationer, velfærd og demokrati.

‘Social Kapital’ er det kit der binder samfundet sammen gennem gensidig tillid og netværk. Professor Jens Tonboe og lektor Lars Torpe fortæller om forholdet mellem social kapital og velfærd og om den ulige fordeling af også denne kapital.

Såvel Jens Tonboe og Lars Torpe forsker på Ålborg Universitet, og har udgivet flere publikationer for AMID (Akademiet for Immigrationsstudier) – sidstnævnte har sågar udgivet flere artikler og bøger med apologeten Peter Gundelach.

Der danner sig et mønster. Forskere såsom Robert D. Putnam og Samuel P. Huntington får præsenteret deres arbejde af deres politiske modpoler. Omvendt bliver Richard Floridas tanker præsenteret af forskere der i høj grad er enig i dennes konklusioner – herunder Florida-disciplen Mark Lorenzen.



13. august 2004

David Gress anmelder Huntingtons Who are we?Hvem er amerikanerne?

David Gress i dagens Jyllands-Posten om Samuel P. Huntingtons Who are we?, der retter fokus på latinamerikansk indvandring til USA. Her en smagsprøve fra anmeldelsen – Hvem er amerikanerne?:

Hvad Huntington har gjort er at underkaste kombinationen af indvandring og identitet en dokumenteret beskrivelse og kritik, som savner sidestykke. Den ellers omfattende amerikanske litteratur om indvandring har ikke hidtil haft nogen berøring med den ligeledes omfattende litteratur om det amerikanske samfunds særpræg. Huntington har forbundet de to og stillet tre enkle spørgsmål. Hvad kendetegner indvandringen i dag? Har USA nogen identitet ud over at hylde lige rettigheder for alle? Hvis USA har en identitet, hvad er så dens fremtid?

Huntington dokumenterer, at indvandringen i dag er forskellig fra al tidligere indvandring. For det første kommer den fortrinsvis fra ét område, nemlig det spansktalende Latinamerika syd for grænsen. I 1960 fordelte udenlandsk fødte indbyggeres oprindelse sig ligeligt mellem Italien, Tyskland, Canada og Storbritannien. I 2000 var alene Mexicos andel af udenlandsk fødte dobbelt så stor som alle andres tilsammen. Mexicanerne koncentrerer sig desuden i det sydvestlige USA med enklaver i storbyerne landet rundt. Det betyder, at de ikke som tidligere indvandrere med tiden spreder sig ud i befolkningen for lettere at assimilere. Tværtimod opretholder mexicanerne deres medbragte nationale identitet.

Oploadet Kl. 20:45 af — Direkte linkSkriv!
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige side



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper