20. november 2013

Om DP/Breivik: “ideologisk er der klare fællestræk… politik, som bygger på en vrede mod multikulturen”

Som man næsten kunne forvente intensiverede medierne kampagnen mod Danskernes Parti i dagene op til valget. Længest fra virkligheden var Ekstra Bladet, der lancerede Daniel Carlsens nationalistiske parti som et ureformeret nazistparti, alt imens partiformanden blev associeret med (pro-jødisk) massemorder. Det kræver sine forskere, og den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen blev førstevalget.

Som tidligere anarkist er Hylland Eriksen helt vild med det multikulturelle samfund, og ser i dag modstand mod samme som værende rendyrket fascisme. Fra EB.dk – Norsk ekspert om Daniel Carlsen: Han minder om Breivik.

“Daniel Carlsen, lederen af det stærkt højrenationalistiske Danskernes Parti, der stiller op til kommunal- og regionsvalget på tirsdag, er så radikal i sit verdenssyn, at han minder om Anders Breivik. Det mener den fremtrædende professor i socialantroprologi Thomas Hylland Eriksen fra Oslo Universitet.

– Breivik var jo langtfra alene om at have de idéer…, siger den norske professor. … Professor Thomas Hylland Eriksen har gennemgået en række udtalelser fra Daniel Carlsen, og han mener altså, at der er markante ligheder mellem den danske partileder og Anders Breivik. … Også lektor Rikke Peters fra Aarhus Universitet peger på lighedspunkter mellem de to. …

– Der er helt sikkert fællestræk mellem Daniel Carlsen og Breivik på den måde, at de begge betragter de andre politiske partier som fjender, fordi de opretholder det multikulturelle samfund, som både Breivik og Carlsen kæmper imod, siger Rikke Peters. …

– Det er sådan en eksklusionspolitik. Her er det dog vigtigt at understrege, at jeg ikke mener, Daniel Carlsen kunne finde på at begå terror ligesom Breivik, men ideologisk er der klare fællestræk. Det er en politik, som bygger på en vrede mod multikulturen, siger lektor Rikke Peters.”

(EB.dk, 17. november 2013)



11. december 2008

Hylland Eriksen vil “… dekonstruere majoriteten”, så “den aldri kan kalles majoritet lenger.”

Via The Brussels Journal. Lidt fra et interview med socialantropologen Thomas Hylland Eriksen.

Da Culcom ble startet opp var målet å gi en ny beskrivelse av Norge og forandringene det norske samfunn har gjennomgått på grunn av migrasjon, økt mobilitet og differensiering. Culcom skulle ikke drive med “innvandrerforskning”, men ta for seg det norske samfunn som helhet. Transnasjonale perspektiver skal erstatte metodologisk nasjonalisme.

– Det vi prøver er å vri det analytiske blikket i en retning der en ikke først og fremst ser nasjonalstaten og den etniske gruppen som den viktigste enheten. Her har forskere som Knut Kjeldstadli vært viktig ved å insistere på betydningen av klasse. Eller Oddbjørn Leirvik som påpeker at skillene i verdispørsmål går tvers gjennom majoritets- og minoritetsbefolkningen.

– På den måten får man etablert litt andre skillelinjene enn de som er vanlig i innvandringsforskningen hvor det er mye oss- og-dem-tenkning med “nordmenn” på den ene siden og “innvandrerne” på den andre. Og i tillegg fører det transnasjonale perspektivet til en desentrering av nasjonalstaten, det er nesten som en liten kopernikansk revolusjon.

[…]

– Standardspørsmål: Hva er kulturell kompleksitet?

– For meg handler det om noe som er ureduserbart, et symbolsk univers som ikke henger sammen på en enkel måte, der det er mange sprekker og lag som kun delvis er artikulert med hverandre. Dette kan skyldes at en snakker ulike språk, har ulike verdier eller liker ulik mat. Da får du et system som er nokså uforutsigbart og åpen fordi det hele tiden skjer en rekonfigurering. Du kan si det er en systemteoretisk måte å snakke om mangfold på.

– Hvite flekker? Ting det bør forskes på mer?

Den viktigste hvite flekken består nå i å dekonstruere majoriteten og gjøre det grundig slik at den aldri kan kalles majoritet lenger, å følge opp noe av Marianne Gullestads forskning fra de siste ti årene. Noe slikt vil kunne bidra både til forståelse og frigjøring. Og å se det globale i det lokale, at vi engang for alle virkelig lærer oss at samfunnsvitenskapelige analyser ikke må ta nasjonalstaten som apriorisk utgangspunkt, men at forbindelser og mobilitet er like vesentlig som integrasjon og samfunn.”

Oploadet Kl. 17:23 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


30. juli 2007

Om fordomme: Kai Sørlander og Allan Bloom vs Edward Said og Thomas Hylland Eriksen

Kai Sørlander har forfattet en god klumme til 180 Grader. Herfra en smagsprøve – Når fordomsfrihed bliver fordom.

“I første omgang kendetegnes den fordomsfulde ved at have nogle holdninger, som han tager for givet uden nærmere refleksion. Vi har alle fået indpodet normer, som er bestemt af traditionen i det samfund, hvori vi er vokset op. De, der er vokset op i andre samfund, har fået andre normer. Noget tilsvarende gælder for religionen. Samtidig med at man vokser ind i en lokal kultur, vokser man også normalt ind i en lokal religion. Deri ligger kimen til en helt naturlig fordomsfuldhed, fordi man umiddelbart vil være tilbøjelig til at finde de normer og den religion, som man selv er vokset op med, naturligere og derfor rigtigere og bedre end normerne og religionen i fremmede samfund. Man er fordomsfuld, så længe man lever videre i denne umiddelbare opfattelse. Fordomsfriheden kræver, at man river sig løs fra sit eget kulturelle og religiøse perspektiv, og at man forstår, at de fremmede umiddelbart kan have samme ret til at opfatte deres eget kulturelle og religiøse ståsted, som man selv opfatter sit.

Men når fordomsfriheden løser os fra den umiddelbare binding til de overleverede normer og den overleverede religion, hvad skal vi så sætte i stedet? Flyder fordomsfriheden blot helt frit, eller er den bundet af en norm, som er dens egen, og som er uafhængig af lokale sædvaner og religioner? Vi får en dybere forståelse af dette spørgsmål, hvis vi først erkender, hvorledes man mest umiddelbart kan vise, at man ikke er fordomsfuld.

Som nævnt indebærer det at være fordomsfri, at man ikke uden videre finder de normer og den religion, som man kender fra sin egen kultur, bedre og rigtigere end andres. Og hvorledes kan man vise det? Umiddelbart ved at reagere ganske modsat den fordomsfulde. Altså ved i stedet at finde andres kulturelle og religiøse normer lige så gode som – eller måske endog bedre end – de hjemlige. Hvor den fordomsfulde står fast og fremhæver egne skikke på bekostning af fremmede, kan den, som umiddelbart ønsker at fremstå som fordomsfri, vende sagen om: han kritiserer de egne skikke – og de fordomsfulde medborgere, som står fast på disse – og i stedet er han forstående og imødekommende over for det fremmede.

Det er en holdning, som man finder hos mange progressive intellektuelle, for hvem det er en ubetinget dyd at fremstå som åbne og fordomsfri. De kritiserer gerne den hjemlige kultur og religion, fordi de på den måde kan vise deres egen fordomsfrihed. Men de er bange for at kritisere fremmede kulturer og religioner, fordi de frygter, at de så vil kunne betragtes som fordomsfulde.

Islamforskerne har i deres iver for at fralægge sig sin egen kultur overtaget andres fordomme – en af flere beklagelige konsekvenser af universiteternes dyrkelse af Edward Said, der gjorde ‘kulturchauvinisme’ til en forbrydelse, og ‘relativisme’ til et mål i sig selv.

“… ‘he is perfect to whom the entire world is as a foreign land.’ The more one is able to leave one’s cultural home, the more easily is one able to judge it, and the whole world as well with the spiritual detachment and generosity necessary for true vision.” (Orientalism, 1995. S. 259; citerer fra Victor Hugos Didascalicon)

Ovenstående åbenhedsdyrkelse skinner eksempelvis tydeligt igennem i de sidste mere perspektiverende kapitler i Jørgen Bæk Simonsens Islam med danske øjne – Danskeres syn på islam gennem 1000 år (1994), men er ret beset dybt foranket i den antropologiske forskning. Her den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen.

“Bare om vi klarer å gjøre hele verden til et fremmed land – iallfall innimellom – kan vi frigjøre oss fra en slik tankens tvangstrøye.” (Kulturterrorismen. Et oppgjør med tanken om kulturel renhet, 1998. S. 58)

I lighed med Sørlander holder jeg mig til den amerikanske filosof Allan Bloom.

“Openness used to be the virtue that permitted us to seek the good by using reason. It now means accepting everything and denying reason’s power. The unrestrained and thoughtless persuit og openness, without recognizing the inherent political, social, and cultural problem of openness as the goal of nature, has rendered openness meaningless. Cultural relativism destroys both one’s own and the good.” (The Closing of the American Mind, 1987. S. 38)



1. november 2006

“Der er en snigende fascisme i samfundet”, lød det fra det kulturrelativistiske overdrev

Fra lørdagens Information – lidt fra en længere anmeldelse af en norsk antologi omhandlende normalitet som begreb. Her lidt fra Angsten for at afvige: Ingen er normale men alle vil være det.

“Vi lever i paradoksernes tid. Vi har større individuel frihed end nogensinde, og alligevel bruger de fleste af os den ens…

Det handler om angsten for at afvige, siger politologen Thorvald Sirnes i den nye norske antologi Normalitet. Bogen er redigeret af socialantropologerne Thomas Hylland Eriksen og Jan-Kåre Breivik, og ifølge dem har der aldrig været så frie rammer for vores liv som i dag – og alligevel bliver grænserne for, hvad vi kan tillade os, hele tiden indskrænket. På den ene side accepterer de fleste danskere i dag tidligere afvigelser som homoseksualitet, skilsmisser eller sex før ægteskabet. På den anden side er der en lang række af krav om bestemte udseender, uddannelser og levemåder, man skal leve op til, hvis man vil være normal, siger Thomas Hylland Eriksen…

[…]

… ifølge sociolog Ingunn Moser, der også har bidraget til Normalitet, findes normaliteten ikke i sig selv – den skabes og genskabes hver dag, og den forandres konstant gennem tid og sociale rammer. Gennem samtaler med den lammede Jarle og andre handicappede har Ingunn Moser erfaret, at ‘funktionshæmmet’ ikke er noget, man er, men noget, man bliver i det daglige møde med funktionshæmmende barrierer såsom trapper og folk, der behandler en som hæmmet og unormal. “Jarles hjem er indrettet med en lang række installationer, så han kan opføre sig som en ikke-handicappet, men så snart han forlader hjemmet, bliver han handicappet igen. Men det behøver ikke være sådan. I stedet for normalitet kunne vi have forskellighed som ideal, hvilket ikke ville sætte handicappede og andre op imod idealet om det normale. Når normalitet er idealet, skal de ikke-normale kompensere for det, mens resten af samfundet slipper for at tilpasse sig,” siger Ingunn Moser.

Ifølge Thomas Hylland Eriksen eksisterer den normale gennemsnitsperson slet ikke, fordi vi alle er afvigere på den ene eller anden måde. Men trods uanede livsmuligheder er der stadig rammer om det normale og succesrige liv, og ifølge Eriksen kan man dagligt se på sit job, hvordan de i praksis er blevet indskrænket. “Alle skal realisere sig selv gennem deres job – uden at afvige for meget – og huske at se godt ud, mens de gør det. Tidligere var mulighederne for ufaglært arbejde store, og du behøvede ikke se godt ud under arbejdet, men ifølge en ny britisk undersøgelse ønsker arbejdsgivere simpelthen ikke at ansætte folk, der ikke er kønne. Der er en snigende fascisme i samfundet,” advarer han.

[…]

Thomas Hylland Eriksen mener, at ensretningen i dag atter har vundet indpas; ikke mindst i et Danmark, hvor regeringen lægger vægt på PISA-tests og afskaffelse af gruppeeksaminer og ikke vil høre på brok fra afvigere, socialister og ballademagere. Som det har lydt i debatten om Ungdomshuset: Reglerne skal følges og overholdes, de unge må leve som resten af samfundet og kan ikke tillade sig at afvige så markant fra normen. Det gælder også Christiania, som derfor skal – normaliseres. “Christiania er et perfekt eksempel på ensretningen, og det viser jo bare, at trods al snakken om, at vore samfund er så frie, er vor liberalisme selv blevet en form for fundamentalisme. Du er fri til at vælge, men hvis du vælger noget radikalt anderledes end mig, er der noget i vejen med dig. Man ser det også i den danske indvandrerdebat, hvor mange der går hårdt imod indvandrere, opfatter sig selv som liberale,” siger Eriksen. Netop manglen på accept og storsind mener han, at danskerne bør tænke nøje over.



9. september 2004

Hylland Eriksen: Oslo skal have 1,5 mio. flere indvandrere

Den norske socialantropolog Thomas Hylland Eriksen har ofte argumenteret for at alle kulturer pr definition er lige værdige, og som en naturlig følge ser han hverken islam eller indvandring som værende problematisk. Sjældent har han dog været længere fra virkeligheden end i Morgenbladet i sidste uge – hvor han satte tal på den ønskede mer-indvandring:

“Norge kan ta inn 1,5 millioner innvandrere frem til 2050, og de bør i hovedsak etablere seg i hovedstadsområdet”

Læs det hele. Manden er professor, men spiller tydeligvis hazard med det norske demokrati udfra politiske idealer man normalt kender fra bz’erne.

Oploadet Kl. 09:53 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper