31. januar 2012

Danske skoler fravælges til fordel for muslimske: “Forældrene mener, deres barn fortjener noget bedre”

Viceskoleinspektør Per Vigand fra Abildgaardskolen i Vollsmose, fortæller på TV2 at forældrene typiske forklarer skoleskiftet med at “friskolerne tilbyder undervisning i arabisk”. Så kan undervisningsminister Christine Antorini og sammenrendet af kultursociologer og antropologer tale herfra til dommedag om manglende rummelighed i folkeskolen og legitime krav om større faglighed. Fra Politiken – Nydanskere fravælger folkeskolen.

“Især de muslimske friskoler oplever et boom i elevtallet – på bare tre år er det steget med 25 procent fra 3.175 til knap 3.967 elever, viser tal fra Undervisningsministeriet. Væksten er en del af en bredere tendens: Indvandrere og efterkommere har overhalet flertallet, når det gælder brug af privatskoler…

Det er især de ressourcestærke muslimske forældre, der vælger den almindelige folkeskole fra og melder deres barn ind i en af de cirka 22 friskoler, som er oprettet af tyrkiske, arabiske eller andre grupper fra det muslimske indvandrermiljø, siger kultursociolog fra Aarhus Universitet Christian Horst:

»De muslimske forældre har gjort sig nogle overvejelser om, at folkeskolen ikke er god nok. Forældrene mener, deres barn fortjener noget bedre«.

Annette Haaber Ihle, som er antropolog ved Københavns Universitet og har forsket i muslimske friskoler, mener, at folkeskolen ikke er god nok til at tage imod børn med en anden kulturbaggrund og få dem til at føle sig velkomne.

… børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) vil ikke bebrejde de forældre, der vælger en muslimsk friskole til deres børn.

»Jeg synes, det er ærgerligt på samme måde, som når danske forældre vælger folkeskolen fra. Men i forhold til nydanske elever har vi det problem, at vi kan se, at folkeskolen ikke er god nok til at løfte dem fagligt«, siger hun.”



17. marts 2009

Annette H. Ihle: Folkeskolelærere må lære at vise respekt for muslimers religiøse følelser

Man kan kalde det rummelighed og tolerance, men der kommer en dag hvor forskerne indser at det kulturelle kompromis er uspiselig for begge parter. Fra Politiken – Københavnske indvandrere føler sig diskrimineret.

“Oplysning, oplysning og mere rummelighed.

Det skal forhindre både antisemitisme og islamofobi.

Det var i hvert fald nogle af løsningsforslagene ved det forskertræf, Københavns Kommunes integrationsborgmester Jacob Hougaard (S) ledede i dag.

[…]

»Vi må være mere åbne for, hvad religion betyder for et menneske. Der er for lidt undervisning og oplysning om det, fordi vi har været igennem en sekulær periode«, som for eksempel seniorforsker Cecilie Banke, fra DIIS – Dansk Institut for Internationale Studier, sagde…

Forsker Annette Haaber Ihle står bag et forskningsprojekt om de muslimske friskoler… »Og taler man med folkeskolelærerne, siger de ofte, at vi ikke kan have religion i folkeskolen. Men der er masser af kristendom i folkeskolen. Og jeg mener, at lærerne skal forsøge at give børnene lov til at have deres religiøse identitet i skolen«, siger Annette Haaber Ihle fra Københavns Universitet.

Hun opfordrer til, at lærerne kommer på skolebænken, så de bliver bevidste om, hvordan de viser respekt for de religiøse følelser i dagligdagen.

[…]

»Det er vigtigt at være bevidst om, hvad der er legitim kritik, og hvad der er diskrimination. For eksempel har konflikten i Gaza fyldt meget i muslimske kredse, men det er ikke nødvendigvis antisemitisme, men måske legitim kritik. Vi skal passe på, at vi ikke kaster begreberne efter noget, som er legitim kritik«, sagde lektor Lene Kühle fra Aarhus Universitet.”

(Jacob Hougaard på feltstudie i Tingbjerg, se evt. her)



29. november 2007

Opskriften på kaos, leveret som en anbefaling

Forleden udgav Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (KU) en rapport af Annette Haaber Ihle med titlen Magt, Medborgerskab og Muslimske Friskoler i Danmark – Traditioner, idealer og politikker (98 s., pdf).

Et citat der røber tendensen – opskriften på kaos, leveret som en anbefaling.

“Hvis skolen, i tråd med Habermas’ tese, tilstræber at fastlægge regler for den politiske praksis som fællesskabets grundlag, må man undlade at evaluere skolens demokratiske praksis på baggrund af tilvejebringelse af fælles nationale værdier, selv når det drejer sig om klenodier som demokratiets fortrin, arbejdets nødvendighed eller Danmark som et kristent land eller om værdisætning af særlige personlige kompetencer, som skal tilmed skal udtrykkes på bestemte måder.

Den statslige opdragelse hverken kan eller skal nødvendigvis skabe bedre mennesker eller et bedre samfund, – snarere må den demokratiske læring i skolen vurderes i forhold til, hvorvidt den forbereder eleverne på at håndtere lighed og ulighed i skolen og uden for denne. I lyset af den multikulturelle virkelighed er det hensigtsmæssigt, at målet med den almene dannelse defineres som at lære eleverne at anerkende, at enhver borger har personlig ret og pligt til at betvivle enhver national forestilling, der måtte herske, – at stille eleverne fri til at stille spørgsmål ved enhver given civil kultur, at gøre eleverne i stand til at afvise de adfærdsmæssige krav, der måtte følge af at leve i et vist kulturelt, socialt eller økonomisk fællesskab og at gøre eleverne motiveret til, til stadighed, at engagere sig i at reformere de samfundsmæssige kategorier. Normative værdier og praktikker, som antages at kunne indlæres for på en gang at styrke fællesskabsfølelsen og gøre eleverne i stand til at tage medborgerskabet på sig, er ikke uniforme eller eviggyldige, – tværtimod afspejler de den situation, som nationen og eleverne hver for sig befinder sig i. For at indfri både nationale og personlige interesser kan det derfor synes påkrævet, at der i uddannelsen til medborger lægges vægt på, at eleverne tilegner sig personlige kompetencer og fælles viden, der så at sige gør eleverne i stand til at diskutere demokratiets spilleregler, snarere end at der forsøges skabt et nationalt tilhørsforhold på baggrund af en særlig fortolkning af demokratiet. Dette udgangspunkt for medborgerskabet medfører, at der ikke automatisk vil være en indbygget modsætning mellem den specifikke, den nationale, den europæiske og den globale identitet, for så vidt som der kan opnås enighed om, hvilke former for argumenter, der bør dominere den fælles samtale.” (s. 27f)

Oploadet Kl. 04:45 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper