1. november 2004

Søndagsorientering: Hvad kan man gøre for at israelerne ikke stemmer på Sharon?

Igår omhandlede den timelange Søndagsorientering Yassir Arafats sygdom, og mulige fremtidsscenarier uden den tidligere terrorist ved magten. Jeg fik ikke hørt det hele, men det fulgte mønstret. Ordstyreren var anti-israelske Niels Lindvig, paneldeltagere var ligeså ringe Lars Møller-Rasmussen og hidkaldt udefra var Hamas-vennen Michael Irving Jensen samt Sharon-haderen Herbert Pundik.

Lindvig og Møller-Rasmussen kan næsten ikke sige et pænt ord om hverken USA eller Israel, og Irving Jensen fastholdte som så mange gange tidligere (på basis af hyggesnak med fodboldvennerne i Gaza-striben) – at Hamas blot er en idealistisk forening som ønsker en tostats-løsning. Følgelig var der kun Pundik til at forsvare israelernes synspunkt, og det blev naturligvis gjort fra det der blev kaldt ‘fredsfløjen’s vinkel. Diskussionen kom således til at kredse omkring det punkt hvor enigheden var total: Hvad kunne omverdenen kunne gøre for at israelerne søgte væk fra Sharon – der således indirekte blev præsenteret som en mand der bygger hegn og sender tanks ind i flygtningelejre for underholdningens skyld.



26. september 2004

Atter en politiserende dokumentar i DR Udefra: Jenin, Jenin

DR Udefra sendte tirsdag aften endnu en politiserende dokumentar, atter engang omhandlende Israel-palæstina-konflikten og det kan næppe overraske, som programomtalen røber – at “filmen skildrer begivenhederne set fra de palæstinensiske beboeres side.” Titlen var Jenin, Jenin – og indholdet var set før i utallige varianter.

Når nu dokumentaren tager palæstinensernes parti, som Udefras egen Tyge Pedersen også plejer at gøre – hvem mon DR så har inviteret ind som modpart i debatten. Jov, det blev såmen Vestbreddens danske islæt, Michael Irving Jensen. De var et kønt makkerpar. Tyge startede med at fortælle at israelerne ‘betragtede’ Jenin som base for militante islamister, og kort herefter kunne Irving Jensen supplere vinklingen med følgende sammenligning: “palæstinensiske modstandsfolk skråstreg terrorister”. Den israelske regering fik den sædvanlige motivanalyse, og det at palæstinensiske selvmordsbombere myrdede civile israelere – blev uden videre vendt til Sharons fordel – der med mordene nu lettere kunne gå hårdhændet til værks i de besatte områder. [smlgn. evt. med “er der ikke andre de kan genere?”] Der er jo en grund til at israelerne overhovedet er i Jenin! Den palæstinensiske civilbefolkning var gidsler mellem to radikale grupper” – terroristerne og “Sharons højreregering” lød det endvidere fra Irving Jensen – og jeg var tæt på at slukke.

Plottet kort fortalt. Den israelske hær foretog i november 2002 en razzia i Jenin efter terrorister, som havde valgt at forskanse sig blandt civilbefolkningen. Lidt over 50 dør, langt de fleste terrorister. Jenin, Jenin giver et helt andet indtryk, og blev derfor forbudt i Israel, som oprindeligt krævede syv ting ændret for at give den tilladelse til at blive vist i biograferne. Forbud nytter intet, uanset at kritikpunkterne ikke var i småtingsafdelingen. Der lyves og overdrives, en anelse mere groft end normalt for genren. De syv punkter, her i urimeligt kort abstrakt fra en artikel af David Zangen:

1) Filmen hævder at hospitalets vestfløj blev bombet. Hospitalet har ingen vestfløj.

2) En grædende 75-årig mand påstår han blev skudt. Det blev han ikke, men hæren bragte ham til et hospital hvor han blev behandlet for en kronisk hjertesygdom.

3) Et barn blev eftersigende skudt hvorefter kuglen fortsatte ud gennem kroppen, og døde da israelerne nægtede ham behandling. Barnets identicitet er uvist, ingen har set liget – og såfremt historien var sand, ville han have været død på stedet.

4) Et vidne omtaler flere forhold, som ikke fandt sted.

5) Filmen omtaler en massegrav hvor israelerne gemte palæstinensiske lig af vejen. Ingen kan bekræfte eksistensen af den, og undersøgelser har påvist at der døde 52 palæstinensere den dag. Tyge taler om 54, og palæstinenserne taler om 56 døde. Palæstinenserne vurderer selv at 48 af de døde var militante. Tyge fandt ingen grund til at nuancere tallene.

6) Filmen påstår at Jenin blev bombet. [Eks. “Flyene beskød de øverste etager”; “hvert tredje minut slog et missil ned fra flyene”; “hjemmefra kunne jeg se flyene skyde”] Der blev slet ikke anvendt bombefly i aktionen.

7) Produceren har manipuleret med billederne, herunder vist optagelser fra helt andre situationer.

Læs også Lee Kaplans kritik: PLO Propaganda film : “Jenin, Jenin”.

Nogle caps fra filmen:

Der er ingen grund til at beskrive filmen yderligere – det var den sædvanlige kobling mellem grædende oldninge, frustrerede mænd og ophidsede børn. De faktuelle oplysninger mere eller mindre usande, konteksten helt forvredet, og politiseringen udtalt.

Faktum er at terrorister fra Hamas, Islamisk Jihad, mfl. skjulte og stadig skjuler sig i Jenin – der er fundet våbenlagre i byen – og det var med denne by som udgangspunkt – nogle få måneder forinden optagelserne, at en palæstinensisk terrorist brutalt myrdede 29 civile israelere med en bombe i Netanya. Efter filmen at dømme var befolkningen radikaliseret i en grad så det givet må have været svært for soldaterne at skelne – at der kun døde få ikke-militante må tilskrives israelernes dygtighed. Såvel en yngre pige, som en af de interviewede mænd giver klart udtryk for at den israelske anti-terrorstyrke blev bekæmpet fysisk af den gennemsnitlige Jenin-borger, ikke bare af terroristerne. Som altid dyrkes fjendebilledet, mens man selv tager offer-rollen – og børnene… ja, de tages som altid når islam er involveret som gidsler [+ “da jeg hørte Sharon havde været her…”].

Jenin, Jenin har en længde af 54 min., hvad Udefra havde afkortet lidt (for at gøre plads til ‘debat’), som forventet ikke de passager de må have vidst var direkte forkerte. Debat kan det i sagens natur ikke blive hvis begge er enige i ‘filmens morale’, og kritikpunkterne blev da også ignoreret, og kun af omveje omtalt overfladisk – som ting israelerne vil have ændret. Den afsluttende debat blev således ikke, som man i det mindste kunne forvente – en gennemgang af israelernes kritik, men Tyge og Irving Jensen der med én stemme gjorde sig selv til apologeter for filmens ensidige fokus.

Tyge Pedersen mente ligefrem at man ikke kunne “beskylde filmen for at være anti-israelsk”, hvad Irving Jensen uddybede med det lattervækkende ‘argument’ at dokumentaren gav en ‘bevidst ensidig forestilling’ – hvorefter han fablede om at det jo var “nødvendigt at give ofrene en stemme”.

Der produceres masser af dokumentarer om nyhedsrelaterede emner, og der er slet ingen grunde til at DR skulle bruge licenskroner på en ‘dokumentar’ der ikke har sandheden som et mål i sig selv. Problemet forstærkes selvfølgelig når den hidkaldte ekspert er Hamas-vennen Michael Irving Jensen. En mand som nægter at skelne mellem terrorisme og legitim modstandskamp, og følgelig godtager producerens pointer. Pointer der iøvrigt er affødt af sammes slægtsforhold med palæstinensiske terrorister.

Lee Kaplan gav i sin artikel et godt perspektiv på problematikken:

“The Palestinian Authority’s official death toll from the Jenin battle was 56, of whom 48 were armed combatants. In their own media, the Palestinians claim the battle was a great example of their bravery against the Jews. But in the Western world, they suffered a massacre.

Oploadet Kl. 20:41 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


15. september 2004

Michael Irving Jensen, aktivistisk forsker – om moderate fredsforstyrrende HAMAS

Et par bidrag til PK-ordbogen, fra Mellemøstforsker Michael Irving Jensen i hans populariserede ph.d.-afhandling Hamas i Gazastriben (Akademisk forlag, Kbhn, 2002). Bogen er blandt andet resultatet af et feltstudiet i Hamas’ fodboldklub – Nadi al jam´iyya a- islamiyya, som han trænede med og fulgte tæt i perioden. Sympatien for ‘den palæstinensiske sag’ er udtalt, objektiviteten en by i Israel.

Her tre udpluk fra bogen, som illustrerer Irving Jensens forskruede optik:

“… jeg katagoriserer Hamas som moderat mod staten Israels fortsatte besættelse af store dele af Vestbredden og Gazastriben. Kategoriseringen afhænger af hvilken målestok der tages i anvendelse. Jeg har her vurderet ud fra islamisternes attitude og forhold til deres rivaler – altså en indenrigspolitisk vurdering.” [s. 15]

“Interessant nok var enkelte spillere bevidste om deres formodede rolle som fredsforstyrrere – terrorister.” [s. 93]

Terrorforsker Lars Erslev Andersen er på mange punkter helt på linie med Irving Jensen, og gav i sidste uges Jersild på DR2 eksempelvis udtryk for, at man burde overveje hvorvidt PFLP var en terrororganisation eller ikke. Argumentet var, at det var længe siden de sidst havde udført en terrorhandling. Mon fremtidens historikere vil betegne Osama bin Laden som en rettroende saudi-arabisk ingeniør?

Links: Hamas online, PFLPs angreb siden 1988 og en familie der blev myrdet 20. juni 2002.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige side



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper