6. august 2020

Henrik Jensen: De borgerlige mangler ‘etiske argumenter imod venstrefløjens utopiske lighedsprojekt’

Knivskarp kommentar af den tidligere RUC-lektor Henrik Jensen, der iskoldt opridser vilkårene for det borgerlige Danmark. Vi kan ikke vinde på egne præmisser, og medmindre vi vil vinde Pyrrhussejre med venstreorienteret politik, så skal der nye boller på suppen. Kristen er ikke noget man sådan bliver, men det kulturkristne er overalt, og det er lige præcis det der definitivt adskiller venstrefløjens ateist-humanister fra ikke-vestlige indvandring. Man skal turde være mere kristen, mere national, og på sigt skabe grobund for en egentlig konservativ borgerlighed.

Jeg er i udgangspunktet pessimist. Før borgerligheden danner åben front mod den statsfinansierede røde folkeopdragelse (uddannelse/medier), og kæmpe hårdt for at stoppe influx af nye røde vælgere (indvandring), så forsvinder den nationale borgerlighed år for år. Liberale Simon Emils foragt for Nye Borgerlige er et myggestik, i forhold til den store kræftknude: Hele generationer skoles ind i en offentlighed hvor konservatisme er et negativt ladet begreb. Man kan tale danskheden op, men hvis vælgerne ikke er danskere, eller socialister/liberalister der foragter Kongeriget Danmark, så er kampen tabt.

Kommentar af historiker Henrik Jensen i Jyllands-Posten – De borgerlige vinder ikke næste valg. Så prøv at bruge tiden på at overveje, hvad borgerlige værdier er for jer.

“… Spørgsmålet er, om den borgerlige side overhovedet er i stand til selv at vinde et valg udelukkende på borgerlige værdier – uden at overtage venstrefløjens. Det har altid været en borgerlig grundværdi at få sænket skatterne og begrænset velfærdsstatens enorme ydelsesprogram, men det vinder man ikke valg på i et demokratisk samfund, hvor over halvdelen af vælgerne lever af staten. (Her tænkes der ikke blot på dem, der modtager ydelserne, men også dem, der uddeler dem). Derfor har vi mest kun fået en borgerlig regering, når lokummet brændte – når landet var ved at gå fallit eller oversvømmet af indvandring. Og så var det under betingelse af, at der dybest set blev ført socialdemokratisk fordelingspolitik.

Men hvad er borgerlig? Lad os i kort form kalde det et gemyt, som vil virke for orden og imod kaos, forstået som konsekvensen af den ‘afgrund af muligheder’, den globaliserede og teknologiske verden præsenterer, når der ikke lige er coronakrise. Objektivt set er vel mere end 60 pct. af befolkningen borgerlig, men det fungerer ikke godt med den romantisk-oprørske selvopfattelse, der præger tiden. Så ‘borgerlig’ er på grænsen til at være et skældsord, og for det meste noget folk går og putter med. Her er det en komplicerende faktor, at borgerligheden ikke er monolitisk som Socialdemokratiet, men har to modsatrettede ‘fødder’ – en liberal fod og en konservativ fod – som den borgerlige politiker evigt skifter vægten på. Hvor det konservative er borgerligt ordensorienteret, er der på visse punkter ikke stor forskel på ‘liberal’ og ‘venstreorienteret’. Det liberale forandringsredskab er vækst, mens det venstreorienterede er omfordeling, hen imod en lighedsutopi. De borgerlige har evigt svært ved at finde de etiske argumenter imod venstrefløjens utopiske lighedsprojekt. Det burde ikke være svært.

Identitetspolitikken er venstrefløjens revanche som ren offerpolitik… Det er lige her, dette med en revaluering af de traditionelle borgerlige værdier kan få sin politiske chance. Det bliver måske det næste lokum, der brænder: når offervrøvlet bliver for meget for de fleste.

Den eneste måde, det nemlig lader sig gøre at dæmme op for identitetspolitikkens atomisering, er ved at tale assertivt for større, fælles identiteter. Af sådanne byder to sig til: den nationale identitet og den kristne, gerne kulturkristne identitet.. Summen af dem er historisk rummelig borgerlighed.”

(Fra Henrik Jensens forfatterskab: Det faderløse samfund, 2006 – Det ordentlige menneske, 2012)

Oploadet Kl. 11:55 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer
Arkiveret under:


26. april 2020

Henrik Jensen i ‘Efter Gud’: “Der findes ikke nogen fremtid for Vesten, som vi kender det, uden Gud.”

Endnu en bog af den gode Henrik Jensen, som konservative med fordel kunne læse. Niels Lillelund anmelder ‘Efter Gud: Det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden’ for Jyllands-Posten – Velsignet modgift til Facebook og pressemøder (kræver login).

“Henrik Jensen gør ingen røverkule af sit hjerte, og han er vist blevet mere og mere kulturpessimistisk med årene. Når han allerede i indledningen taler om ‘erstatningen af store dele af de europæiske befolkninger med folk udefra’, snapper man kort efter vejret – at han tør, det er jo le grand remplacement, han taler om – og så med tranen på ryggen.

‘Fremskridtet’ er vor moderne overtro, konstaterer han, og lidet kunne han jo vide, at en ondsindet virus i den grad skulle sætte fremskridtet i stå og hele vores kultur i relief. Tilsyneladende. Men Henrik Jensens kritik af Vesten er mere grundlæggende end som så, i den henseende gør en virus hverken fra eller til.

Der findes ikke nogen fremtid for Vesten, som vi kender det, uden Gud. […] Det er uden tvivl den kristne religion, der ligger til grund for vestligt samfund, vestlig tænkning og de fælles værdier, der er fundet med dem,’ konkluderer han. …

Vertikaliteten etableres oppe fra og ned – og begynder med Gud. Efter Gud er der ingenting, så er Europa åbent land, så er vi glemte.

Oploadet Kl. 14:01 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


1. oktober 2019

Lektor om Thunberg: “Det er eksplicit hadsk tale, hvis endepunkt er revolution. … iscenesat af andre”

Selvom en rødradikal eksistens som David Trads mener, at Greta Thunberg er ‘for langt ude’. Her en kommentar af de fremragende RUC-lektor Henrik Jensen i Jyllands-Posten – Identitetsvanviddet er en tikkende bombe.

“Det påfaldende ved Greta Thunbergs omtalte fremfærd i FN, og måske nøglen til hendes store gennemslag, er hendes konsekvente brug af en dem og os-retorik, som giver hende rig mulighed for vrede, for ikke rent ud at sige had, på grådens rand. ‘How dare you!’ ‘We will be watching you!’ Det er eksplicit hadsk tale, hvis endepunkt er revolution. Ingen er i tvivl om, at hun er iscenesat af andre, og man kan frygte, at hun bryder sammen under presset, men lad det ligge. Der er vigtigere problemer i spil.

Man kan mene, at den hadske dem og os-retorik mest minder om ungdomsoprøret i 1968, men endnu mere minder den om den aktuelle identitetspolitik, som denne udspiller sig via de sociale medier. Det er en offerretorik. Hvad enten vi taler om køn, seksualitet, etnicitet eller altså klima, er det af afgørende betydning at kunne indtage offerets plads. … Der er en uhyre stærk moralsk position forbundet med den rolle i en kultur som den vestlige…

I længden bliver det farligt. … Når ydmygelserne bliver ubærlige, vil der for majoritetskulturerne ikke være nogen grund til ikke at bruge de samme midler, som indtil videre har virket så fint imod dem selv. Langtfra en ønskværdig situation.”

Oploadet Kl. 13:42 af Kim Møller — Direkte link43 kommentarer
Arkiveret under:


15. november 2018

Henrik Jensen om Trump-bashing: “Vi blev tvangsfodret som foie gras-gæs med ensidige vinkler…”

I dag kom jeg for skade, at se dokumentaren ‘Børn i bure – Trumps nul-tolerance politik’ (Separated: Children at the Border, PBS, 2018) på DR2, og det var 52 minutters koncentreret antipati for uempatiske og racistiske Donald Trump. Økonomiske migranter krydser grænsen illegalt, og portrætteres som ofre for inhuman politik.

De interviewede NGO’ere havde et snævert perspekt, og det samme har de fleste kunstnere. Skuespilleren Robert De Niro er desværre ingen undtagelse. God kommentar af lektor emeritus Henrik Jensen i Jyllands-Posten – Fuck! – Hvordan blev vi så totalt amerikaniserede?

“Dækningen af det just overståede midtvejsvalg i USA var en demonstration af, hvor meget amerikansk politik fylder i danske medier, som alle havde indtil flere korrespondenter derovre i ugerne op til valget. Vi blev tvangsfodret som foie gras-gæs med ensidige vinkler på amerikansk politik. Og det af alle danske medier.

Trump befinder sig muligvis et sted mellem barnlig og bims, men er det grund nok til at kaste danske mediebrugere så aldeles i armene på New York Times, CNN og Hollywood? Hvad med lidt kølig distance?

Amerikansk politik er syg på begge sider af midterlinjen.. ‘Fuck Trump!’ var det indspark, skuespilleren Robert De Niro bragte, da han egentlig bare skulle præsentere Bruce Springsteen ved Tony-prisuddelingerne. ‘Jeg vil bare sige en ting,« sagde han, »fuck Trump!’ Og så rejste salen sig op og jublede. Det var den totale ensretning – en ensretning vi af vore egne medier inviteres til at deltage i. Man kan med god ret sige, at Trump selv begyndte den primitivisering af politikken, som hans modstandere har taget op.

Når det er så trist med De Niros ‘tegneseriepolitik’, er det på grund af den disrespekt for præsidentembedet og de demokratiske institutioner, han udtrykker. Den er muligvis på længere sigt mere farlig for demokratiet, end Trump selv er. Trump kan man skille sig af med ad demokratisk vej, hvis man vil, men den forsimpling og latrinering, der nu breder sig, er sværere at komme af med igen.

(Robert De Niro til Tony awards 2018, 10. juni 2018; Fotos: Youtube)>

Oploadet Kl. 22:08 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


25. marts 2018

Fhv. lektor Henrik Jensen: “… den mest almindelige forklaring på ryk væk fra venstrefløjen: alder.”

Den omtalte skala giver ikke rigtig mening længere, for hvad nytter det at danskerne er blevet enkelte procentpoint mere højreorienterede, hvis udgangspunktet er at Socialdemokraterne er venstreorienterede og Dansk Folkeparti højreorienterede. Skatteskrue-blokken er støt stigende, og meget få kan tænke udenfor velfærdsstatens firkantede boks.

Lektor Emeritus Henrik Jensen kommenterer en undersøgelse, der påviser at 68’er-generationen er blevet mere højreorienteret med alderen. Den ontalte artikel i Politiken kan læses her, suppler eventuelt med Deadline-debatten mellem Jacob Holdt og og den gode Erik Meier Carlsen.

Kommentar i JP.dk – Højre-venstre-skalaens fallit (kræver login).

“Markant er et signalord blandt valgforskere. Det var valgforsker Johannes Andersen, der tonede frem med det budskab, som han havde redegjort for i samme dags Politiken. Han uddybede, med på en skærm fra Aalborg, påstanden om de mandlige 68’eres flugt fra de røde faner med en meget ekspressiv gestik. …

Det er jo ikke forbudt at blive klogere med alderen. Og det er den mest almindelige forklaring på ryk væk fra venstrefløjen: alder.

Meier Carlsen havde ret i, at selve det aktivistiske 68-segment var såre lille i forhold til alle dem, der levede videre, som man altid havde gjort. Der var derimod mange medløbere, der af taktiske grunde lod, som om de var med. De var ikke ret venstreorienterede, men fulgte tidsånden, fordi de ikke ville køres ud på et sidespor.

Begge debattører var inde på, at den traditionelle højre-venstre-skala ikke siger ret meget længere. Og venstrefløjen i dag gav de heller ikke meget for – politisk korrekt, moralistisk og uden visioner om et nyt og bedre samfund. Det er måske endnu en grund blandt mange til at forlade den.”

Oploadet Kl. 09:11 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


10. marts 2018

Lektor om islam-apologetiske Foucault: “… selvmodsigende og tåget, omend retorisk forførende”

Jeg ved ikke helt om jeg kan anbefale den omtalte Deadline-debat, men det er dog saftige sager der kommer frem om den franske filosof Michel Foucault, som påvirkelige studerende har som pensum på flere længerevarende uddannelser. Han var ikke bare kritisk overfor Vesten og vestlig kultur, men omfavnede den iranske revolution, og havde overordnet en positiv tilgang til Islams spiritualitet.

Fin kommentar af lektor emeritus Henrik Jensen i Jyllands-Posten – Foucaults mange masker (kræver login).

“Ingen af dem – to af de faste ‘Deadline’-korrespondenter, Rune Lykkeberg fra Information og Stefan Hermann fra Københavns Professionshøjskole Metropol – havde læst bogen, som derfor ikke blev diskuteret. Det var nok for dem, at den angiveligt handlede om ’spiritualitet’ og derfor lagde sig i forlængelse af Foucaults ‘hjerneblødning’ i slutningen af 1970’erne, hvor han på trods af sin evige ‘dominanskritik’ pludselig så Islam som verdens lys.

… Lykkeberg mente, at Foucault, hvad det normative angik, spillede kritisk op mod Sartre, men de var nu en del af det samme projekt, hvor Vesten, og især ‘det borgerlige projekt’, sås som den identitetsgivende ‘Anden’. Fanden, med et andet ord.

De hadede begge Vesten og bourgeoisiet. Derfor havnede Foucault i den blindgyde at elske Islam, fordi Islam også hader Vesten. Og det giver god mening, at Sartre og Foucault i forskellige tider har gennemsyret den danske akademiske verden, som også mest hader Vesten og især alt, hvad der er borgerligt.

Begge debattører mente, at Foucault nok skulle blive hængende i danske uddannelsesinstitutioner i de næste 50 år. Det håber man ikke. Han er ikke uinteressant, men utallige som sandskorn er de studerende, der er blevet konfuse af at læse ham. Hans arbejde er ikke et eksempel på akademisk stringens, ofte historisk-empirisk mangelfuldt, selvmodsigende og tåget, omend retorisk forførende, så læseren hypnotiseres til at se en ikke påvist sammenhæng mellem begreber som borgerlighed, familie, patriarkalsk, autoritær, magt, vold og legitimitet.

(Ny bog om Michel Foucault Les aveux de la chair, ‘Kødets bekendelser’)

“Jeg føler mig ikke tilpas i at kalde det islamiske styre for en ide eller endda et ideal. Det har istedet imponeret mig som en form for politisk vilje. Det har imponeret mig i sit forsøg på at politisere strukturer, som er socialt og religiøst uadskillelige i måden de løser aktuelle problemer. De imponerer mig også, fordi de forsøger at åbne op om en spirituel dimension.” (Michael Foucault om den iranske revolution i 1979, cit. af Sigge Winther Nielsen)



23. januar 2018

“Resultatet er en udfordret virkelighedsopfattelse og forstærket tvivl om samfundets legitimitet.”

Aldeles fremragende kritik af MeToo-fænomenet af Henrik Jensen. Læs det hele på JP.dk – Måske er det på tide at MeToo-bevægelsen lægger sig til at dø.

“Der er i tider med kulturel tumult en forøget tendens til paranoia. Vi ser den i øjeblikket folde sig ud i identitetspolitikken og dele af MeToo-bevægelsen.

Identitetspolitik er offerpolitik. Det manifesterer sig i USA som en pågående passiv-aggressiv aktivering af venstrefløjen, hvor der nu symptomatisk foregår en balkanisering af universiteternes kollegier, ud fra et krav om safe space. …

Paranoia, altså: Den paranoide fejllæser typisk sin situation i to retninger, ser sig som forfulgt uskyldighed og som verdens værdimæssige centrum. Følelsesmæssigt er reaktionen en blanding af mistænksomhed og urealistisk selvglorificering, tydelig hos nævnte minoriteter.

Opbrudstiders ‘nye værdier’ medfører ustabilitet og ængstelighed hos mange med et svækket selv. Den sociale orden mister autoritet og kan ikke længere motivere individets styr på sine egne grænseløse impulser.

Resultatet er en udfordret virkelighedsopfattelse og forstærket tvivl om samfundets legitimitet. Den paranoide dæmoniserer omgivelserne – det er altid andres skyld – anerkender ganske vist eksistensen af ydre autoriteter, men tillægger dem en negativ, straffende form. Paranoia båder for en effektiv kanalisering af opstemmede følelser og er et ideelt redskab til at skabe indigneret fjendtlighed over for gamle guder og illusioner om nye.
Den paranoide dæmoniserer omgivelserne, det er altid andres skyld. …

Paranoia var påagtet af Karl Marx som redskab for en, som han så det, nødvendig radikaliseringstendens: Ingen revolutionær gruppe kommer i nærheden af den, der er overbevist om, at den repræsenterer det gode mod det onde – overbevist om, at den har ret.”

Oploadet Kl. 12:15 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer


25. september 2017

“… fejlen havde konsekvenser, uoprettelige konsekvenser, det var… ikke bare en akademisk disput”

Niels Lillelund forklarer, hvorfor han ikke mener man bør knuselske omvendte syndere. Anledningen er kritik fra historiker Henrik Jensen, relateret til Lillelunds spidse kommentar om ‘Tilfældet Uffe Østergaard’. Sakset fra JP.dk – Danmark er ikke et brætspil (kræver login).

“… Men ‘hvorfor ikke glæde sig over, at der er en højprofileret fra det andet hold, som er blevet klogere?’ Fordi det hele ikke er en leg. Det er ikke et brætspil, hvor man kan glæde sig over, at en modstander har været en tur i udlandet og skal betale told af sine cigaretter eller skal rykke direkte i fængsel, og selv om han passerer Start ikke modtager noget som helst fra banken. … Man kan ikke bare sige: ‘Nå, jeg tog fejl, og verden udvikler sig i en anden retning,’ for fejlen havde konsekvenser, uoprettelige konsekvenser, det var nemlig ikke bare en akademisk disput på fleuretter og fremmedord, for der er det på en gang svimlende og konkrete ved historien, at vi selv er med i den.

Derfor er det alvor og ikke bare en debat for sportens skyld. Det er ikke for sjov. Virkeligheden er altings prøve, derfor kan man kun glæde sig over Uffe Østergårds omvendelse, på samme måde som en passager på en synkende skude kan glæde sig over at se rotterne forlade den – billedlig talt, jeg sammenligner udtrykkeligt IKKE andre mennesker med rotter, det overlader jeg trygt til Godhedens apostle, det er nu engang deres speciale.”

Oploadet Kl. 01:16 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


1. juni 2017

Henrik Jensen: “Dannelse… forudsætter at man kender sine historiske og kulturelle rødder.”

Historiker Henrik Jensen i Tidsskriftet Critique – At blive præsenteret for sine rødder.

“… dannelsesdiskussionen er mest interessant der, hvor det handler om den folkelige dannelse. Et menneske er dannet – sådan formulerede forfatteren Villy Sørensen det i 1999 – når det engagerer sig ud over sig selv i det fælles. Dannelse er et fællesskab. Man er ikke bare dannet for sig selv. Det er ikke en ting man fremdrager ved at grave i sine egne driftsmæssige afgrunde, sådan som vi bilder os ind at det forholder sig med ‘kreativiteten’, denne elendighed. Nej, det handler om at tilegne sig traditionen, for at derefter – måske – komme med et eget bidrag.

Dannelse sker i et samspil mellem kontinuitet og fornyelse og forudsætter at man kender sine historiske og kulturelle rødder. Den enkelte kan komme til at føle sig rodfæstet, når han får lov til at føle sig som et aktivt medlem af et virkeligt fællesskab, der formidler kulturen og kan danne skjold mod kaos. …

Det ordentlige menneske, som vi alle har i os, men som i stigende grad bliver derinde, ser sig netop som forpligtet ud over sig selv i det fælles. Det er et produkt af den folkelige dannelse – et menneske, der formår at trække grænser for sig selv, underordne sig helheden i rimeligt omfang, og stille krav til andre. Et menneske, som får dette med pligter og rettigheder til at balancere. Dannelsen er her et centralt brohoved. Igennem opdragelse og skolegang får man de nødvendige og tilstrækkelige redskaber. Eller rettere: fik.

I en verden af ordentlige mennesker kan der udvikle sig et loyalt fællesskab omkring ordentlighed i det civile samfund. Det kræver en veludviklet bevidsthed om pligten. Den tidlige efterkrigsvelfærdsstat var en pligtvelfærdsstat, en velfærdsstat for de værdigt trængende, båret af de bredere skuldre, hvor ingen burde ligge andre unødigt til last. Den var legitimeret som et moralsk foretagende, holdt sammen af ordentlige menneskers loyalitet. …

I en opdragelses- og uddannelsessammenhæng har det i den forbindelse været katastrofalt, at vi over de seneste generationer har meldt vore børn ud af det nationale, ud af traditionen, ud af historien og dens forpligtende fællesskab.

Hvad skete der med morgensangen i skolen? Hvad skete der med danmarkskortet i klasseværelset? Hvad skete det med danmarkshistorien som en samlet fortælling – om os? – ‘Det har de nok ikke lyst til’, blev der tænkt, ikke mindst på seminarierne, men børnene blev aldrig spurgt.

Og de skulle heller ikke være spurgt, de skulle bare være meldt ind.

Oploadet Kl. 22:25 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


17. marts 2017

Danmarks Statistik: 21,6 procent af alle børn fødes af indvandrere/efterkommere (Syrien, Tyrkiet…)

Jeg har medtaget analysen fra Poul Christian Matthiessen, men Kristeligt Dagblad har også spurgt historiker Henrik Jensen (ja, ham), der mener at ‘udviklingen også kan være positiv’, samt professor Birte Siim, der også ser positive aspekter, da det i integrationsmæssig henseende er ‘udtryk for en succes’. Indvandrerne ønsker, med lektor emeritus Hans Oluf Hansens ord, at ‘cementere deres tilhørsforhold til Danmark’. Man kan vitterlig læse sig dum. Skræmmende registertal i Kristeligt Dagblad – Hver femte nyfødte har udenlandske rødder.

“De seneste års flygtningestrømme kan nu aflæses direkte i fødselstallet. Af de 61.614 børn, der blev født i Danmark i 2016, har flere end hver femte en mor, der er indvandrer eller efterkommer. Og ikke mindst de syriske flygtninge præger fødselsudviklingen.

Mens de fleste børn blev født af kvinder med dansk baggrund, udgjorde syriske kvinder den næststørste gruppe efterfulgt af kvinder med tyrkiske rødder.

I alt blev 18,5 procent født af kvinder, der er indvandrere, og samlet blev hvert femte barn, 21,6 procent, født af kvinder, der er enten indvandrere eller efterkommere.

En sådan udvikling vil præge det danske samfund på flere måder, lyder det fra befolkningsforsker og professor emeritus Poul Christian Matthiessen. …

‘… Der er et økonomisk problem i forskellen på det, de yder til samfundet, og det, de modtager fra samfundet i form af tilskud eller undervisning,’ siger han. …

‘De andre problemer er rent kulturelle og omhandler specielt dele af den muslimske befolkning, der har et andet syn på forhold mellem mænd og kvinder, ytringsfrihed, og i hvilket omfang for eksempel Koranen skal have betydning for, hvordan samfundet indrettes…,’ siger Poul Christian Matthiessen.”

(Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark 1983-2016; Grafik: Habakuk)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper