15. november 2018

Henrik Jensen om Trump-bashing: “Vi blev tvangsfodret som foie gras-gæs med ensidige vinkler…”

I dag kom jeg for skade, at se dokumentaren ‘Børn i bure – Trumps nul-tolerance politik’ (Separated: Children at the Border, PBS, 2018) på DR2, og det var 52 minutters koncentreret antipati for uempatiske og racistiske Donald Trump. Økonomiske migranter krydser grænsen illegalt, og portrætteres som ofre for inhuman politik.

De interviewede NGO’ere havde et snævert perspekt, og det samme har de fleste kunstnere. Skuespilleren Robert De Niro er desværre ingen undtagelse. God kommentar af lektor emeritus Henrik Jensen i Jyllands-Posten – Fuck! – Hvordan blev vi så totalt amerikaniserede?

“Dækningen af det just overståede midtvejsvalg i USA var en demonstration af, hvor meget amerikansk politik fylder i danske medier, som alle havde indtil flere korrespondenter derovre i ugerne op til valget. Vi blev tvangsfodret som foie gras-gæs med ensidige vinkler på amerikansk politik. Og det af alle danske medier.

Trump befinder sig muligvis et sted mellem barnlig og bims, men er det grund nok til at kaste danske mediebrugere så aldeles i armene på New York Times, CNN og Hollywood? Hvad med lidt kølig distance?

Amerikansk politik er syg på begge sider af midterlinjen.. ‘Fuck Trump!’ var det indspark, skuespilleren Robert De Niro bragte, da han egentlig bare skulle præsentere Bruce Springsteen ved Tony-prisuddelingerne. ‘Jeg vil bare sige en ting,« sagde han, »fuck Trump!’ Og så rejste salen sig op og jublede. Det var den totale ensretning – en ensretning vi af vore egne medier inviteres til at deltage i. Man kan med god ret sige, at Trump selv begyndte den primitivisering af politikken, som hans modstandere har taget op.

Når det er så trist med De Niros ‘tegneseriepolitik’, er det på grund af den disrespekt for præsidentembedet og de demokratiske institutioner, han udtrykker. Den er muligvis på længere sigt mere farlig for demokratiet, end Trump selv er. Trump kan man skille sig af med ad demokratisk vej, hvis man vil, men den forsimpling og latrinering, der nu breder sig, er sværere at komme af med igen.

(Robert De Niro til Tony awards 2018, 10. juni 2018; Fotos: Youtube)>

Oploadet Kl. 22:08 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


25. marts 2018

Fhv. lektor Henrik Jensen: “… den mest almindelige forklaring på ryk væk fra venstrefløjen: alder.”

Den omtalte skala giver ikke rigtig mening længere, for hvad nytter det at danskerne er blevet enkelte procentpoint mere højreorienterede, hvis udgangspunktet er at Socialdemokraterne er venstreorienterede og Dansk Folkeparti højreorienterede. Skatteskrue-blokken er støt stigende, og meget få kan tænke udenfor velfærdsstatens firkantede boks.

Lektor Emeritus Henrik Jensen kommenterer en undersøgelse, der påviser at 68’er-generationen er blevet mere højreorienteret med alderen. Den ontalte artikel i Politiken kan læses her, suppler eventuelt med Deadline-debatten mellem Jacob Holdt og og den gode Erik Meier Carlsen.

Kommentar i JP.dk – Højre-venstre-skalaens fallit (kræver login).

“Markant er et signalord blandt valgforskere. Det var valgforsker Johannes Andersen, der tonede frem med det budskab, som han havde redegjort for i samme dags Politiken. Han uddybede, med på en skærm fra Aalborg, påstanden om de mandlige 68’eres flugt fra de røde faner med en meget ekspressiv gestik. …

Det er jo ikke forbudt at blive klogere med alderen. Og det er den mest almindelige forklaring på ryk væk fra venstrefløjen: alder.

Meier Carlsen havde ret i, at selve det aktivistiske 68-segment var såre lille i forhold til alle dem, der levede videre, som man altid havde gjort. Der var derimod mange medløbere, der af taktiske grunde lod, som om de var med. De var ikke ret venstreorienterede, men fulgte tidsånden, fordi de ikke ville køres ud på et sidespor.

Begge debattører var inde på, at den traditionelle højre-venstre-skala ikke siger ret meget længere. Og venstrefløjen i dag gav de heller ikke meget for – politisk korrekt, moralistisk og uden visioner om et nyt og bedre samfund. Det er måske endnu en grund blandt mange til at forlade den.”

Oploadet Kl. 09:11 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


10. marts 2018

Lektor om islam-apologetiske Foucault: “… selvmodsigende og tåget, omend retorisk forførende”

Jeg ved ikke helt om jeg kan anbefale den omtalte Deadline-debat, men det er dog saftige sager der kommer frem om den franske filosof Michel Foucault, som påvirkelige studerende har som pensum på flere længerevarende uddannelser. Han var ikke bare kritisk overfor Vesten og vestlig kultur, men omfavnede den iranske revolution, og havde overordnet en positiv tilgang til Islams spiritualitet.

Fin kommentar af lektor emeritus Henrik Jensen i Jyllands-Posten – Foucaults mange masker (kræver login).

“Ingen af dem – to af de faste ‘Deadline’-korrespondenter, Rune Lykkeberg fra Information og Stefan Hermann fra Københavns Professionshøjskole Metropol – havde læst bogen, som derfor ikke blev diskuteret. Det var nok for dem, at den angiveligt handlede om ’spiritualitet’ og derfor lagde sig i forlængelse af Foucaults ‘hjerneblødning’ i slutningen af 1970’erne, hvor han på trods af sin evige ‘dominanskritik’ pludselig så Islam som verdens lys.

… Lykkeberg mente, at Foucault, hvad det normative angik, spillede kritisk op mod Sartre, men de var nu en del af det samme projekt, hvor Vesten, og især ‘det borgerlige projekt’, sås som den identitetsgivende ‘Anden’. Fanden, med et andet ord.

De hadede begge Vesten og bourgeoisiet. Derfor havnede Foucault i den blindgyde at elske Islam, fordi Islam også hader Vesten. Og det giver god mening, at Sartre og Foucault i forskellige tider har gennemsyret den danske akademiske verden, som også mest hader Vesten og især alt, hvad der er borgerligt.

Begge debattører mente, at Foucault nok skulle blive hængende i danske uddannelsesinstitutioner i de næste 50 år. Det håber man ikke. Han er ikke uinteressant, men utallige som sandskorn er de studerende, der er blevet konfuse af at læse ham. Hans arbejde er ikke et eksempel på akademisk stringens, ofte historisk-empirisk mangelfuldt, selvmodsigende og tåget, omend retorisk forførende, så læseren hypnotiseres til at se en ikke påvist sammenhæng mellem begreber som borgerlighed, familie, patriarkalsk, autoritær, magt, vold og legitimitet.

(Ny bog om Michel Foucault Les aveux de la chair, ‘Kødets bekendelser’)

“Jeg føler mig ikke tilpas i at kalde det islamiske styre for en ide eller endda et ideal. Det har istedet imponeret mig som en form for politisk vilje. Det har imponeret mig i sit forsøg på at politisere strukturer, som er socialt og religiøst uadskillelige i måden de løser aktuelle problemer. De imponerer mig også, fordi de forsøger at åbne op om en spirituel dimension.” (Michael Foucault om den iranske revolution i 1979, cit. af Sigge Winther Nielsen)



23. januar 2018

“Resultatet er en udfordret virkelighedsopfattelse og forstærket tvivl om samfundets legitimitet.”

Aldeles fremragende kritik af MeToo-fænomenet af Henrik Jensen. Læs det hele på JP.dk – Måske er det på tide at MeToo-bevægelsen lægger sig til at dø.

“Der er i tider med kulturel tumult en forøget tendens til paranoia. Vi ser den i øjeblikket folde sig ud i identitetspolitikken og dele af MeToo-bevægelsen.

Identitetspolitik er offerpolitik. Det manifesterer sig i USA som en pågående passiv-aggressiv aktivering af venstrefløjen, hvor der nu symptomatisk foregår en balkanisering af universiteternes kollegier, ud fra et krav om safe space. …

Paranoia, altså: Den paranoide fejllæser typisk sin situation i to retninger, ser sig som forfulgt uskyldighed og som verdens værdimæssige centrum. Følelsesmæssigt er reaktionen en blanding af mistænksomhed og urealistisk selvglorificering, tydelig hos nævnte minoriteter.

Opbrudstiders ‘nye værdier’ medfører ustabilitet og ængstelighed hos mange med et svækket selv. Den sociale orden mister autoritet og kan ikke længere motivere individets styr på sine egne grænseløse impulser.

Resultatet er en udfordret virkelighedsopfattelse og forstærket tvivl om samfundets legitimitet. Den paranoide dæmoniserer omgivelserne – det er altid andres skyld – anerkender ganske vist eksistensen af ydre autoriteter, men tillægger dem en negativ, straffende form. Paranoia båder for en effektiv kanalisering af opstemmede følelser og er et ideelt redskab til at skabe indigneret fjendtlighed over for gamle guder og illusioner om nye.
Den paranoide dæmoniserer omgivelserne, det er altid andres skyld. …

Paranoia var påagtet af Karl Marx som redskab for en, som han så det, nødvendig radikaliseringstendens: Ingen revolutionær gruppe kommer i nærheden af den, der er overbevist om, at den repræsenterer det gode mod det onde – overbevist om, at den har ret.”

Oploadet Kl. 12:15 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer


25. september 2017

“… fejlen havde konsekvenser, uoprettelige konsekvenser, det var… ikke bare en akademisk disput”

Niels Lillelund forklarer, hvorfor han ikke mener man bør knuselske omvendte syndere. Anledningen er kritik fra historiker Henrik Jensen, relateret til Lillelunds spidse kommentar om ‘Tilfældet Uffe Østergaard’. Sakset fra JP.dk – Danmark er ikke et brætspil (kræver login).

“… Men ‘hvorfor ikke glæde sig over, at der er en højprofileret fra det andet hold, som er blevet klogere?’ Fordi det hele ikke er en leg. Det er ikke et brætspil, hvor man kan glæde sig over, at en modstander har været en tur i udlandet og skal betale told af sine cigaretter eller skal rykke direkte i fængsel, og selv om han passerer Start ikke modtager noget som helst fra banken. … Man kan ikke bare sige: ‘Nå, jeg tog fejl, og verden udvikler sig i en anden retning,’ for fejlen havde konsekvenser, uoprettelige konsekvenser, det var nemlig ikke bare en akademisk disput på fleuretter og fremmedord, for der er det på en gang svimlende og konkrete ved historien, at vi selv er med i den.

Derfor er det alvor og ikke bare en debat for sportens skyld. Det er ikke for sjov. Virkeligheden er altings prøve, derfor kan man kun glæde sig over Uffe Østergårds omvendelse, på samme måde som en passager på en synkende skude kan glæde sig over at se rotterne forlade den – billedlig talt, jeg sammenligner udtrykkeligt IKKE andre mennesker med rotter, det overlader jeg trygt til Godhedens apostle, det er nu engang deres speciale.”

Oploadet Kl. 01:16 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


1. juni 2017

Henrik Jensen: “Dannelse… forudsætter at man kender sine historiske og kulturelle rødder.”

Historiker Henrik Jensen i Tidsskriftet Critique – At blive præsenteret for sine rødder.

“… dannelsesdiskussionen er mest interessant der, hvor det handler om den folkelige dannelse. Et menneske er dannet – sådan formulerede forfatteren Villy Sørensen det i 1999 – når det engagerer sig ud over sig selv i det fælles. Dannelse er et fællesskab. Man er ikke bare dannet for sig selv. Det er ikke en ting man fremdrager ved at grave i sine egne driftsmæssige afgrunde, sådan som vi bilder os ind at det forholder sig med ‘kreativiteten’, denne elendighed. Nej, det handler om at tilegne sig traditionen, for at derefter – måske – komme med et eget bidrag.

Dannelse sker i et samspil mellem kontinuitet og fornyelse og forudsætter at man kender sine historiske og kulturelle rødder. Den enkelte kan komme til at føle sig rodfæstet, når han får lov til at føle sig som et aktivt medlem af et virkeligt fællesskab, der formidler kulturen og kan danne skjold mod kaos. …

Det ordentlige menneske, som vi alle har i os, men som i stigende grad bliver derinde, ser sig netop som forpligtet ud over sig selv i det fælles. Det er et produkt af den folkelige dannelse – et menneske, der formår at trække grænser for sig selv, underordne sig helheden i rimeligt omfang, og stille krav til andre. Et menneske, som får dette med pligter og rettigheder til at balancere. Dannelsen er her et centralt brohoved. Igennem opdragelse og skolegang får man de nødvendige og tilstrækkelige redskaber. Eller rettere: fik.

I en verden af ordentlige mennesker kan der udvikle sig et loyalt fællesskab omkring ordentlighed i det civile samfund. Det kræver en veludviklet bevidsthed om pligten. Den tidlige efterkrigsvelfærdsstat var en pligtvelfærdsstat, en velfærdsstat for de værdigt trængende, båret af de bredere skuldre, hvor ingen burde ligge andre unødigt til last. Den var legitimeret som et moralsk foretagende, holdt sammen af ordentlige menneskers loyalitet. …

I en opdragelses- og uddannelsessammenhæng har det i den forbindelse været katastrofalt, at vi over de seneste generationer har meldt vore børn ud af det nationale, ud af traditionen, ud af historien og dens forpligtende fællesskab.

Hvad skete der med morgensangen i skolen? Hvad skete der med danmarkskortet i klasseværelset? Hvad skete det med danmarkshistorien som en samlet fortælling – om os? – ‘Det har de nok ikke lyst til’, blev der tænkt, ikke mindst på seminarierne, men børnene blev aldrig spurgt.

Og de skulle heller ikke være spurgt, de skulle bare være meldt ind.

Oploadet Kl. 22:25 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


17. marts 2017

Danmarks Statistik: 21,6 procent af alle børn fødes af indvandrere/efterkommere (Syrien, Tyrkiet…)

Jeg har medtaget analysen fra Poul Christian Matthiessen, men Kristeligt Dagblad har også spurgt historiker Henrik Jensen (ja, ham), der mener at ‘udviklingen også kan være positiv’, samt professor Birte Siim, der også ser positive aspekter, da det i integrationsmæssig henseende er ‘udtryk for en succes’. Indvandrerne ønsker, med lektor emeritus Hans Oluf Hansens ord, at ‘cementere deres tilhørsforhold til Danmark’. Man kan vitterlig læse sig dum. Skræmmende registertal i Kristeligt Dagblad – Hver femte nyfødte har udenlandske rødder.

“De seneste års flygtningestrømme kan nu aflæses direkte i fødselstallet. Af de 61.614 børn, der blev født i Danmark i 2016, har flere end hver femte en mor, der er indvandrer eller efterkommer. Og ikke mindst de syriske flygtninge præger fødselsudviklingen.

Mens de fleste børn blev født af kvinder med dansk baggrund, udgjorde syriske kvinder den næststørste gruppe efterfulgt af kvinder med tyrkiske rødder.

I alt blev 18,5 procent født af kvinder, der er indvandrere, og samlet blev hvert femte barn, 21,6 procent, født af kvinder, der er enten indvandrere eller efterkommere.

En sådan udvikling vil præge det danske samfund på flere måder, lyder det fra befolkningsforsker og professor emeritus Poul Christian Matthiessen. …

‘… Der er et økonomisk problem i forskellen på det, de yder til samfundet, og det, de modtager fra samfundet i form af tilskud eller undervisning,’ siger han. …

‘De andre problemer er rent kulturelle og omhandler specielt dele af den muslimske befolkning, der har et andet syn på forhold mellem mænd og kvinder, ytringsfrihed, og i hvilket omfang for eksempel Koranen skal have betydning for, hvordan samfundet indrettes…,’ siger Poul Christian Matthiessen.”

(Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark 1983-2016; Grafik: Habakuk)



11. august 2015

Henrik Jensen om masseindvandringens konsekvens: “I værste fald kaos og samfundsopløsning.”

I mandagens sene Deadline afviste statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark skulle være foregangsland i forhold til utidssvarende konventioner. Fremtiden er således endnu flere lappeløsninger, der kan udsætte det nødvendige paradigmeskifte. Flere zinkspande i stuen, før der ringes efter en tækkemand. Historiker Henrik Jensen i Jyllands-Posten – Efter Calais.

“Sommeren afsatte et nyt konfliktsted i vor bevidsthed: Calais. … Hvis tumulten omkring kanaltunnelens munding mest ligner dystopisk science fiction, er det måske, fordi det er, hvad fremtiden truer med. Og den er allerede begyndt. Bag de tusinder i Calais står andre tusinder, bag dem atter andre. Bag de 60 millioner flygtninge, som FN anslår, der er i verden i dag, venter 60 millioner andre. Karret er bundløst, men forbundet med vores.

Migranterne har allehånde legitime motiver: på flugt fra et brutalt regime eller elendige sociale vilkår. Hvem kan fortænke dem? Vi kan ikke. Men skylder vi ikke også vore egne børn, og deres børn, en mulig fremtid med en bare nogenlunde intakt europæisk kultur?

De burde ikke være i Calais – det kan vi alle blive enige om. Men de er der. Og vi? Vi fortrænger, så godt vi kan. Det er ikke let, når billederne kommer på løbende bånd. Den fremtid, der tegner sig for os, er i bedste fald stærkt forøgede integrationsproblemer og dermed stærkt forøget sikkerhedskontrol og overvågning. I værste fald kaos og samfundsopløsning.

(Calais, juni 2015; Daily Express)

“I say to the British government they have to accept the people, particularly the Sudanese… because Sudanese were colonised by Britain.” (Mekki Ali, sudanesisk ‘flygtning’, Daily Telegraph, 3. august 2015)



31. december 2014

Historiker Henrik Jensen: “Det er snarere den tankeløse optimist, der er den store skurk i historien.”

God klumme af historiker Henrik Jensen i Jyllands-Posten – Held og lykke med 2015.

“En journalist ringede spurgte, hvad det bedste var, der var sket i 2014. Jeg var naturligvis smigret, men straks derpå beskæmmet, for jeg kunne ikke komme i tanker om noget. Jeg så mest ting, man ønskede ikke var sket. Er det nu et virkeligt problem eller bare et psykologisk? Jeg er blevet kaldt en sortseer, omend – vil jeg påstå – mest af mennesker, der mangler humor.

I vores tid er dette med at være pessimistisk eller blot skeptisk blevet skamfuldt på linje med at glemme at knappe bukserne. Folk låser deres døre og holder deres børn for ørerne, hvis der er en pessimist i nærheden. Det må man ikke være, uanset hvor elendigt verden udvikler sig. For mig at se er den såkaldt pessimistiske betragtning ofte blot den realistiske.

Det er snarere den tankeløse optimist, der er den store skurk i historien. Den engelske filosof Roger Scruton udpeger i sin bog ‘The Uses of Pessimism’ som sådan optimisten, som aldrig accepterer nogen grænse for sine udfoldelser, men med en ubøjelig vilje som sit redskab begiver sig ud for at forandre verden for enhver pris – tænk på Robespierre og jakobinerne i den franske revolution, Lenin og Trotskij i den russiske, Hitler og hans SA-stormtropper. Tænk på vor tids svøbe, de islamistiske terrorister.

Nu vi er ved det, har vi på et helt andet plan en del tankeløse optimister i Folketinget.”

(DREAM, Danish Rational Economic Agents Model)

“Hvis indvandrere i lige så høj grad som personer med dansk oprindelse var i arbejde, ville samfundets pengekasse vokse med et tocifret milliardbeløb årligt, viser nye beregninger fra Finansministeriet. “ (Politiko, 18. juni 2014: Højere beskæftigelse for indvandrere udgør milliardpotentiale)

Oploadet Kl. 03:19 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Arkiveret under:


21. juni 2014

Henrik Jensen forklarer, hvordan han som kulturkonservativ endte på RUC: “… jeg startede som marxist”

Historiker Henrik Jensen var gæst i dagens udgave af Flaskens ånd på Radio24syv. Der er intet afslørende i citatet herunder, og det er næsten det mest tragiske. RUC blev grundlagt som en kulturmarxistisk missionsanstalt, skattefinancieret. Den citerede sekvens kan høres her.

Poul Pilgaard Johnsen, Radio24syv: Jeg ved ikke hvordan jeg skal få introduceret den næste skål, for der er jo ikke noget at skåle for, så skal vi ikke bare tage en slurk. Jeg tager en slurk her i Flaskens ånd med historikeren og forfatteren Henrik Jensen, som netop har udgivet bogen Krigen. Han, du, Henrik Jensen er også kommentator på Jyllands-Posten, og er vel det man kunne kalde sådan en kulturkonservativ kritiker. Er det rigtigt?

Henrik Jensen, historiker: Det vil jeg gerne vedstå.

Poul Pilgaard Johnsen: Der må jeg lige spørge dig om en ting. Du er ansat på RUC, Roskilde Universitetscenter, og det har du været i lang tid ikke.

Henrik Jensen: – Jov.

Poul Pilgaard Johnsen: Hvordan i alverden er du havnet der?

Henrik Jensen: Men altså, jeg startede som marxist, jeg blev ansat dernede i ’73. Det betyder at jeg har været der i 40 år.

Oploadet Kl. 18:42 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper