25. september 2017

“… fejlen havde konsekvenser, uoprettelige konsekvenser, det var… ikke bare en akademisk disput”

Niels Lillelund forklarer, hvorfor han ikke mener man bør knuselske omvendte syndere. Anledningen er kritik fra historiker Henrik Jensen, relateret til Lillelunds spidse kommentar om ‘Tilfældet Uffe Østergaard’. Sakset fra JP.dk – Danmark er ikke et brætspil (kræver login).

“… Men ‘hvorfor ikke glæde sig over, at der er en højprofileret fra det andet hold, som er blevet klogere?’ Fordi det hele ikke er en leg. Det er ikke et brætspil, hvor man kan glæde sig over, at en modstander har været en tur i udlandet og skal betale told af sine cigaretter eller skal rykke direkte i fængsel, og selv om han passerer Start ikke modtager noget som helst fra banken. … Man kan ikke bare sige: ‘Nå, jeg tog fejl, og verden udvikler sig i en anden retning,’ for fejlen havde konsekvenser, uoprettelige konsekvenser, det var nemlig ikke bare en akademisk disput på fleuretter og fremmedord, for der er det på en gang svimlende og konkrete ved historien, at vi selv er med i den.

Derfor er det alvor og ikke bare en debat for sportens skyld. Det er ikke for sjov. Virkeligheden er altings prøve, derfor kan man kun glæde sig over Uffe Østergårds omvendelse, på samme måde som en passager på en synkende skude kan glæde sig over at se rotterne forlade den – billedlig talt, jeg sammenligner udtrykkeligt IKKE andre mennesker med rotter, det overlader jeg trygt til Godhedens apostle, det er nu engang deres speciale.”

Oploadet Kl. 01:16 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


1. juni 2017

Henrik Jensen: “Dannelse… forudsætter at man kender sine historiske og kulturelle rødder.”

Historiker Henrik Jensen i Tidsskriftet Critique – At blive præsenteret for sine rødder.

“… dannelsesdiskussionen er mest interessant der, hvor det handler om den folkelige dannelse. Et menneske er dannet – sådan formulerede forfatteren Villy Sørensen det i 1999 – når det engagerer sig ud over sig selv i det fælles. Dannelse er et fællesskab. Man er ikke bare dannet for sig selv. Det er ikke en ting man fremdrager ved at grave i sine egne driftsmæssige afgrunde, sådan som vi bilder os ind at det forholder sig med ‘kreativiteten’, denne elendighed. Nej, det handler om at tilegne sig traditionen, for at derefter – måske – komme med et eget bidrag.

Dannelse sker i et samspil mellem kontinuitet og fornyelse og forudsætter at man kender sine historiske og kulturelle rødder. Den enkelte kan komme til at føle sig rodfæstet, når han får lov til at føle sig som et aktivt medlem af et virkeligt fællesskab, der formidler kulturen og kan danne skjold mod kaos. …

Det ordentlige menneske, som vi alle har i os, men som i stigende grad bliver derinde, ser sig netop som forpligtet ud over sig selv i det fælles. Det er et produkt af den folkelige dannelse – et menneske, der formår at trække grænser for sig selv, underordne sig helheden i rimeligt omfang, og stille krav til andre. Et menneske, som får dette med pligter og rettigheder til at balancere. Dannelsen er her et centralt brohoved. Igennem opdragelse og skolegang får man de nødvendige og tilstrækkelige redskaber. Eller rettere: fik.

I en verden af ordentlige mennesker kan der udvikle sig et loyalt fællesskab omkring ordentlighed i det civile samfund. Det kræver en veludviklet bevidsthed om pligten. Den tidlige efterkrigsvelfærdsstat var en pligtvelfærdsstat, en velfærdsstat for de værdigt trængende, båret af de bredere skuldre, hvor ingen burde ligge andre unødigt til last. Den var legitimeret som et moralsk foretagende, holdt sammen af ordentlige menneskers loyalitet. …

I en opdragelses- og uddannelsessammenhæng har det i den forbindelse været katastrofalt, at vi over de seneste generationer har meldt vore børn ud af det nationale, ud af traditionen, ud af historien og dens forpligtende fællesskab.

Hvad skete der med morgensangen i skolen? Hvad skete der med danmarkskortet i klasseværelset? Hvad skete det med danmarkshistorien som en samlet fortælling – om os? – ‘Det har de nok ikke lyst til’, blev der tænkt, ikke mindst på seminarierne, men børnene blev aldrig spurgt.

Og de skulle heller ikke være spurgt, de skulle bare være meldt ind.

Oploadet Kl. 22:25 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


17. marts 2017

Danmarks Statistik: 21,6 procent af alle børn fødes af indvandrere/efterkommere (Syrien, Tyrkiet…)

Jeg har medtaget analysen fra Poul Christian Matthiessen, men Kristeligt Dagblad har også spurgt historiker Henrik Jensen (ja, ham), der mener at ‘udviklingen også kan være positiv’, samt professor Birte Siim, der også ser positive aspekter, da det i integrationsmæssig henseende er ‘udtryk for en succes’. Indvandrerne ønsker, med lektor emeritus Hans Oluf Hansens ord, at ‘cementere deres tilhørsforhold til Danmark’. Man kan vitterlig læse sig dum. Skræmmende registertal i Kristeligt Dagblad – Hver femte nyfødte har udenlandske rødder.

“De seneste års flygtningestrømme kan nu aflæses direkte i fødselstallet. Af de 61.614 børn, der blev født i Danmark i 2016, har flere end hver femte en mor, der er indvandrer eller efterkommer. Og ikke mindst de syriske flygtninge præger fødselsudviklingen.

Mens de fleste børn blev født af kvinder med dansk baggrund, udgjorde syriske kvinder den næststørste gruppe efterfulgt af kvinder med tyrkiske rødder.

I alt blev 18,5 procent født af kvinder, der er indvandrere, og samlet blev hvert femte barn, 21,6 procent, født af kvinder, der er enten indvandrere eller efterkommere.

En sådan udvikling vil præge det danske samfund på flere måder, lyder det fra befolkningsforsker og professor emeritus Poul Christian Matthiessen. …

‘… Der er et økonomisk problem i forskellen på det, de yder til samfundet, og det, de modtager fra samfundet i form af tilskud eller undervisning,’ siger han. …

‘De andre problemer er rent kulturelle og omhandler specielt dele af den muslimske befolkning, der har et andet syn på forhold mellem mænd og kvinder, ytringsfrihed, og i hvilket omfang for eksempel Koranen skal have betydning for, hvordan samfundet indrettes…,’ siger Poul Christian Matthiessen.”

(Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark 1983-2016; Grafik: Habakuk)



11. august 2015

Henrik Jensen om masseindvandringens konsekvens: “I værste fald kaos og samfundsopløsning.”

I mandagens sene Deadline afviste statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark skulle være foregangsland i forhold til utidssvarende konventioner. Fremtiden er således endnu flere lappeløsninger, der kan udsætte det nødvendige paradigmeskifte. Flere zinkspande i stuen, før der ringes efter en tækkemand. Historiker Henrik Jensen i Jyllands-Posten – Efter Calais.

“Sommeren afsatte et nyt konfliktsted i vor bevidsthed: Calais. … Hvis tumulten omkring kanaltunnelens munding mest ligner dystopisk science fiction, er det måske, fordi det er, hvad fremtiden truer med. Og den er allerede begyndt. Bag de tusinder i Calais står andre tusinder, bag dem atter andre. Bag de 60 millioner flygtninge, som FN anslår, der er i verden i dag, venter 60 millioner andre. Karret er bundløst, men forbundet med vores.

Migranterne har allehånde legitime motiver: på flugt fra et brutalt regime eller elendige sociale vilkår. Hvem kan fortænke dem? Vi kan ikke. Men skylder vi ikke også vore egne børn, og deres børn, en mulig fremtid med en bare nogenlunde intakt europæisk kultur?

De burde ikke være i Calais – det kan vi alle blive enige om. Men de er der. Og vi? Vi fortrænger, så godt vi kan. Det er ikke let, når billederne kommer på løbende bånd. Den fremtid, der tegner sig for os, er i bedste fald stærkt forøgede integrationsproblemer og dermed stærkt forøget sikkerhedskontrol og overvågning. I værste fald kaos og samfundsopløsning.

(Calais, juni 2015; Daily Express)

“I say to the British government they have to accept the people, particularly the Sudanese… because Sudanese were colonised by Britain.” (Mekki Ali, sudanesisk ‘flygtning’, Daily Telegraph, 3. august 2015)



31. december 2014

Historiker Henrik Jensen: “Det er snarere den tankeløse optimist, der er den store skurk i historien.”

God klumme af historiker Henrik Jensen i Jyllands-Posten – Held og lykke med 2015.

“En journalist ringede spurgte, hvad det bedste var, der var sket i 2014. Jeg var naturligvis smigret, men straks derpå beskæmmet, for jeg kunne ikke komme i tanker om noget. Jeg så mest ting, man ønskede ikke var sket. Er det nu et virkeligt problem eller bare et psykologisk? Jeg er blevet kaldt en sortseer, omend – vil jeg påstå – mest af mennesker, der mangler humor.

I vores tid er dette med at være pessimistisk eller blot skeptisk blevet skamfuldt på linje med at glemme at knappe bukserne. Folk låser deres døre og holder deres børn for ørerne, hvis der er en pessimist i nærheden. Det må man ikke være, uanset hvor elendigt verden udvikler sig. For mig at se er den såkaldt pessimistiske betragtning ofte blot den realistiske.

Det er snarere den tankeløse optimist, der er den store skurk i historien. Den engelske filosof Roger Scruton udpeger i sin bog ‘The Uses of Pessimism’ som sådan optimisten, som aldrig accepterer nogen grænse for sine udfoldelser, men med en ubøjelig vilje som sit redskab begiver sig ud for at forandre verden for enhver pris – tænk på Robespierre og jakobinerne i den franske revolution, Lenin og Trotskij i den russiske, Hitler og hans SA-stormtropper. Tænk på vor tids svøbe, de islamistiske terrorister.

Nu vi er ved det, har vi på et helt andet plan en del tankeløse optimister i Folketinget.”

(DREAM, Danish Rational Economic Agents Model)

“Hvis indvandrere i lige så høj grad som personer med dansk oprindelse var i arbejde, ville samfundets pengekasse vokse med et tocifret milliardbeløb årligt, viser nye beregninger fra Finansministeriet. “ (Politiko, 18. juni 2014: Højere beskæftigelse for indvandrere udgør milliardpotentiale)

Oploadet Kl. 03:19 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Arkiveret under:


21. juni 2014

Henrik Jensen forklarer, hvordan han som kulturkonservativ endte på RUC: “… jeg startede som marxist”

Historiker Henrik Jensen var gæst i dagens udgave af Flaskens ånd på Radio24syv. Der er intet afslørende i citatet herunder, og det er næsten det mest tragiske. RUC blev grundlagt som en kulturmarxistisk missionsanstalt, skattefinancieret. Den citerede sekvens kan høres her.

Poul Pilgaard Johnsen, Radio24syv: Jeg ved ikke hvordan jeg skal få introduceret den næste skål, for der er jo ikke noget at skåle for, så skal vi ikke bare tage en slurk. Jeg tager en slurk her i Flaskens ånd med historikeren og forfatteren Henrik Jensen, som netop har udgivet bogen Krigen. Han, du, Henrik Jensen er også kommentator på Jyllands-Posten, og er vel det man kunne kalde sådan en kulturkonservativ kritiker. Er det rigtigt?

Henrik Jensen, historiker: Det vil jeg gerne vedstå.

Poul Pilgaard Johnsen: Der må jeg lige spørge dig om en ting. Du er ansat på RUC, Roskilde Universitetscenter, og det har du været i lang tid ikke.

Henrik Jensen: – Jov.

Poul Pilgaard Johnsen: Hvordan i alverden er du havnet der?

Henrik Jensen: Men altså, jeg startede som marxist, jeg blev ansat dernede i ’73. Det betyder at jeg har været der i 40 år.

Oploadet Kl. 18:42 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


16. januar 2013

Henrik Jensen: “Det, vi forstår ved civilisationen, er skabt af mænd ud fra de faderlige værdier…”

God klumme af Henrik Jensen i Jyllands-Posten – Moderlig dominans (kræver login).

“Gak til myren og bliv viis!”, hedder et ældgammelt råd. Forfatteren C. S. Lewis gakkede til både myren og bien, og blev viis, men næppe glad: »I bistadet og myretuen ser vi fuldt realiseret de to ting, som visse af os frygter for vores egen art – hunnens dominans og kollektivets dominans«. Skrev han i 1955. Nu er det 2013, og den tanke melder sig, at det ikke længere er noget, visse kan frygte, men noget, der er realiseret.

Kollektivets dominans via forbrugersamfund og velfærdsstat, hunnens ved, at samfundet nu i langt højere grad end da er baseret på traditionelt moderlige værdier – omsorg, øjeblikkelig behovstilfredsstillelse, inddragelse, følsomhed, kreativitet og coaching – frem for faderlige: autoritet, pligt, hierarki, ansvar, disciplin, behovsudsættelse, lydighed, selvbegrænsning. …

Det, vi forstår ved civilisationen, er skabt af mænd ud fra de faderlige værdier – pligtkultur, kort sagt. Gennem århundreder drev mænd samfundet, kvinderne familien. …

Men fra 1960′ ernes højkonjunktur og kulturomvæltning, og med fynd fra 1970′ ernes kommunesammenlægning og bistandslov blev velfærdsstaten et rettighedsbaseret foretagende, legitimeret ved at alle fik noget af den. Dermed kom de moderlige værdier i højsædet. Samfundet blev individualiseret og staten terapeutisk.

Kulturradikalt har der gennem tiderne været knyttet visse forventninger til en forestående “moderlig” overtagelse af magten i samfundet. … Snarere end en positiv baggrund for løsningen af de dybe samfundsproblemer, vi står over for i dag, må man nemlig sige, at de stærke moderlige værdier har været en medvirkende årsag til krisen. Med individuel selvrealisering som drivkraft og en ufravigelig fokus på den enkeltes rettigheder over for den terapeutiske stat svækkedes det personlige ansvar og det civile samfund, og staten blev ufatteligt omkostningsfuld.”

Sideløbende med en nedbrydning af “en protestantiske arbejdsetik” fandt der en kollektiv regression sted, en flugt ind i moderskødet -det velfærdsstatslige moderskød -i håb om at genfinde trygheden der. Men den tryghed er bedrageris.”

Oploadet Kl. 06:39 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
Arkiveret under:


4. oktober 2010

Lektor Henrik Jensen: “Kernefamilien er en samfundsinstitution, ikke en bekvemmelighed…”

Kommentar af lektor Henrik Jensen i dagens Berlingske Tidende – Autoritet: den korteste vej mellem forældre og børn.

“Børn ser i en ny undersøgelse ud til at være bedre beskyttet mod visse risici, hvis de vokser op i en intakt kernefamilie. Det kommer ikke bag på de fleste, mens »resultatet er ubekvemt for os forskere«, skriver Mai Heide Ottosen 30/9 i Berlingske, »fordi vi nødigt vil tages til indtægt for at være kernefamiliefascister«. Nej, fy da…

Skærer man ind til kernen af kernefamilien, handler det om, at den i bedste fald yder børn det faste modspil og de grænser, de har brug for, for at blive til myndige mennesker. Uden bliver de nemt selvsvage og depressive. Grænseløse børn bliver grænseløse voksne – et stigende samfundsproblem. I familien møder de autoriteten. Møder de den ikke, bliver de ikke voksne. Forældrenes opgave er at sætte grænser. Traditionelt set især fædrenes, men disse traditionelle agenter for pligtkulturen får sjældent længere lov. De er også ofte fraværende i familierne, skilt ud eller svækkede, hvad angår autoritet, grænsende til demoraliserede.

Det fører til svækkelse af kulturel identitet og kontinuitet langt ind i samfundet. Kulturelle rødder betyder ikke meget for dagens unge, for de reaktualiseres ikke for dem. Men børn og unge har et stærkt, udækket behov for at blive forpligtet, opad og bagud, og vi har som samfund et behov for, at de bliver det. Det er, hvad opdragelse gik ud på i det vertikale samfund: Man blev »draget op«.

I dag er værdierne bag familien ikke: »Du skal yde, før du kan nyde!«, men »Har du lyst, har du lov!«. »Du er god nok, som du er!« er en moderdomineret kernefamilies udgave af, hvad der er blevet de danskes valgsprog: »Jeg skal ikke blande mig!«

Men forældre skal ikke først og fremmest være venner med deres børn. Kernefamilien er en samfundsinstitution, ikke en bekvemmelighed for den enkelte. Forældre skal blande sig, på samfundets vegne og med myndighed. Ellers kommer de unge til at betale frihedens pris med identitetssvækkelse, grænseproblemer og svækket samfundsengagement.”

Oploadet Kl. 05:29 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
Arkiveret under:


9. september 2010

Lektor Henrik Jensen om et rigtigt konservativt parti, “et parti for ordentlige mennesker”

Velskrevet klumme af lektor Henrik Jensen i gårsdagens Berlingske Tidende – Et rigtigt konservativt parti.

“… hvad med et rigtigt konservativt parti? Det skulle ikke være et neo-, men et palæo-konservativt parti, rettet mod den huserende forandringsstorm, ud fra en forestilling om, at »innovation« altid skal ses i lyset af eksisterende traditioner og afspejle respekt for politiske dyder som forsigtighed og klogskab…

Det skulle være et parti for ordentlige mennesker – dem, der er sindssygt træt af meningsmålinger, latterlig hovsalovgivning, coaches og teknologisk totalitarisme, og som mener, at man bør stræbe efter at være næstekærlig, velopdragen, patriotisk, indrestyret og fæstet i det lokale, snarere end det globale.

Man må i den forbindelse gerne tale om »konservatisme«, hvis man underforstår, at det ikke er en ideologi, ikke en isme. Det er en stemning af sindet, en særlig tolkning af eksistentielle og samfundsrelaterede problemstillinger, der først og fremmest baserer sig på en forestilling om grænser: Grænser for tidens paranoide illusion om globaliseringens og teknologiens grænseløse muligheder, grænser for et menneskesyn, som mere og mere åbner for det psykopatiske…

Hvad skulle et rigtigt konservativt parti ellers have på programmet – ud over en selvfølgelig respekt for privat ejendomsret og frihed?

Det skulle fremme en forestilling om oppe og nede, forstået som en fast orden, som er et hierarki af værdier – en trinvis vertikalitet, hvor noget altid er vigtigere end andet, og nogen altid ved bedre end andre.

Det skulle fremme forestillingen om skæbnefællesskab mellem de levende, de ufødte og de døde, og om den gyldne regel som grundetik.

Og så altså overalt og først og fremmest en forestilling om værdihierarki og begrænsning. »Samfundet kan ikke eksistere uden at der et eller andet sted er placeret en magt, der styrer viljen og appetitten,« mente Edmund Burke. »Jo mindre af den, der findes indeni, jo mere må der være udenfor«. Den, der ikke kan trække grænser for sig selv må acceptere, at de trækkes af andre. Autoriteten er den korteste afstand mellem to mennesker.”

Oploadet Kl. 05:53 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Arkiveret under:


3. september 2009

“Børn i dag er egentlig ikke uartige… De ved bare ikke bedre og er i øvrigt også ligeglade.”

Henrik Jensen forklarer indirekte hvorfor det er nødvendigt for politiet at lege voksenpædagoger for det konsekvensløse samfunds børn. Fra Historiker: Børn er forkælede og ligeglade (29/8-09).

“Hvad blev der egentlig af ’velopdragne’ børn og unge?

Tilgiv, hvis jeg lyder utålelig Jeronimus-agtig, men efter af have haft besøg af en håndfuld 12-årige til fødselsdagsfest slår det mig, at dem har fremskridtet taget. De velopdragne. Ingen af de små pus havde nogen anelse om, hvordan man opfører sig. Der var intet ’goddag’ eller ’farvel’, ingen ’tak’ eller ’værsgo’ eller ’må jeg bede om’ ved bordet. Og alle skred omkring med en Hollywood-stjernes søvngængeragtige selvsikkerhed. Ingen opmærksomme blikke, ingen høflige smil, ingen bordmanerer…

Dermed er en del af civilisationsprocessen blevet spolet baglæns… Børn i dag er egentlig ikke uartige – hvem skulle de være uartige imod, når de ikke kan få øje på nogen autoritet? De ved bare ikke bedre og er i øvrigt også ligeglade. Og så virker de ofte hektiske, forkælede og modfaldne, somme tider nærmest mopsede i deres splendide selvtilstrækkelighed.

Det er nok 1960’ernes skyld, vil nogen mene. Og ja, det er ikke helt ved siden af, det var fra slut-1960’erne, at ordet opdragelse fik så kedelig en klang. Normer – væk med det gamle skidt, tænkte man…

Hvad så – skal vi tilbage til mere kæft, trit og retning? Vi skal ikke tilbage til noget som helst, men lidt mere kæft, trit og især retning ville da være skønt. Det indebærer ikke brutalere former for opdragelse, bare en smule mere myndig konsekvens rundtomkring…

Når forældre ikke træder i karakter som autoriteter, handler det om usikkerhed… Og midt i usikkerheden viger vi fuldstændig tilbage fra at opdrage vores børn til at blive ordentlige mennesker…

Slapheden blandt moderne forældre bliver sat på spidsen, når eksperter – i ramme alvor – vil gøre forælderen til en coach! Frem for at forældre sender vanskelige teenagere til en ’ungdomscoach’, skal de selv blive én. En af tidens håndbøger hedder ligefrem ’Din teenager skal coaches, ikke opdrages’!

I et interview i forbindelse med udgivelsen af bogen fastslår forfatteren, en tidligere idrætsudøver, at det kan gå galt, hvis forældre insisterer på fortsat at opdrage deres børn. Det kan ende med et nyt ungdomsoprør… Ved at coache – i stedet for at trække ubehagelige grænser og dermed belaste sit forhold til sønnen – undgår faren at blive utilgiveligt faderlig.

Og dermed er – som han ser det – vejen banet for et livslangt, ligeværdigt venskab mellem de to. Lad mig slå det fast: Forældre er, hvordan man end vender og drejer det, repræsentanter for autoriteten over for deres børn, og det skal vi skulke fra.

Og det gør vi – skulker fra det – hvis vi forsøger at reducere forholdet til børnene til et terapeutisk forhold.”

Oploadet Kl. 17:46 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper