26. august 2017

Historiker: “… korstogsbevægelsen var den defensive reaktion på flere hundrede års muslimsk terror”

Michael Pihl og Jesper Rosenløv udgav sidste år ‘Korstogene’ med den passende undertitel ‘Islams ekspansion og kristen modoffensiv’. Faktamættet kronik af førstnævnte i Kristeligt Dagblad – Historiker: Korstogene var forsvar mod muslimsk terror.

“I slutningen af oktober 1095 faldt pave Urban den Anden på knæ for at bede ved abbeden Skt. Maiolus’ grav i Souvigny. Mindre end en måned før samme Urban den Anden med sin historiske tale i Clermont den 27. november 1095 udløste korstogsbevægelsen for den kristne generobring af det hellige land.

I standardfremstillingen herhjemme – som for eksempel i Politikens Forlags bog om korstogene af Kurt Villads Jensen, senest gentaget i Kristeligt Dagblad den 22. juli i en rejseartikel om en middelalderborg i Jordan – indgår Pave Urban den Andens korstogstale, som om talen nærmest alene og i sig selv skulle kunne forklare middelalderens konflikter mellem islam og kristenheden.

Som om islams ekspansion aldrig havde fundet sted: muslimske hæres brutale erobring af to tredjedele af tidligere kristne kernelande i Mellemøsten, Nordafrika og Spanien, muslimske angreb og plyndringer i Syditalien, Peterskirken i Rom og den sydlige del af Frankerriget langt op i 900-tallet.

For ikke at tale om tyrkernes brutale undertrykkelse og massakrer mod østkristne og armeniere i Anatolien fra 1050’erne. Som for eksempel tyrkernes massakre mod armeniernes hovedstad, Ani, i 1064 beskrevet af et øjenvidne hos den muslimske historiker Sibt ibn al-Jawzi: ‘Hæren trængte ind i byen, massakrerede indbyggerne, hærgede og brændte den og efterlod den i ruiner og tog alle dem som gidsler, som overlevede (…) ligene var så mange, at de blokerede gaderne; man kunne ikke gå nogen steder uden at falde over dem. Og antallet af fanger var ikke under 50.000 sjæle. Jeg var opsat på at komme ind i byen og se ødelæggelserne med mine egne øjne. Jeg forsøgte at finde en gade, hvor jeg ikke skulle vade over ligene, men det var umuligt.’

… Men var den muslimske aggression imod det kristne Europa da ikke stoppet af Karl Martel i slaget ved Poitiers i år 732? Nej, muslimske helligkrigere hærgede Europa længe efter slaget ved Poitiers og deres angreb på Frankerriget og Italien fortsatte langt op i 900-tallet.

I år 887 erobrede muslimer fra Spanien den gamle romerske bjergfæstning Fraxinetum i nærheden af det nuværende St. Tropez. Herfra sendte de plyndringstogter ud mod klostre og byer i Provence og Sydfrankrig, hvor de hærgede, myrdede og tog kristne til fange for at sælge dem videre som slaver. På grundlag af vestlige kilder blev disse muslimske krigere i traditionel historieskrivning kun beskrevet som ‘pirater’, men ud fra blandt andet arabiske kilder tolker nyere forskning Fraxinetum som en muslimsk grænsestat ved ‘krigens hus’ (dâr al-harb ) med helligkrigere, der førte jihad mod det kristne Europa.

Den muslimske geograf Ibn Hawqal (død cirka 978 e.Kr.) beskrev således muslimerne i Fraxinetum som ‘mujâhidin’, det vil sige hellige krigere. Og ifølge historikeren Mohammad Ballan er det meningsløst, når vestlige historikere i dag skelner mellem ‘pirater’, der plyndrede og ‘hellige krigere’, der bedrev jihad, fordi muslimerne i Fraxinetum i overensstemmelse med 900-tallets muslimske retsforståelse ikke sondrede mellem det legitime i at plyndre kristne og føre jihad.

Fra den næsten uindtagelige bjergfæstning sendte muslimerne i Fraxinetum hellige krigere ud for at plyndre, fange slaver og føre jihad imod hele Provence og det sydlige Frankerrige, og på et tidspunkt beherskede de vigtige pas i Alperne, hvorfra de overfaldt kristne pilgrimme, krævede beskyttelsespenge og sendte plyndringstogter imod Norditalien og Schweiz. I år 939 plyndrede de Skt. Gallen-klostret i Schweiz og dræbte og tilfangetog kristne pilgrimme på vej over Alperne. Natten mellem den 21. og 22. juli i år 972 angreb muslimerne en gruppe pilgrimme på vej hjem fra Rom over Sankt Bernhardspasset.

Her tog de abbed Maiolus fra Cluny-klosteret som gidsel og det skulle blive dråben, der fik den hellige gral for sydfranske riddere til at flyde over.

(Fraxinetum, Sydfrankrig)

Men nyheden om mujahedinernes hærgen og ydmygelsen af abbed Maiolus og de kristne pilgrimme i år 972 udløste en vrede i hele Provence-området, der forenede kristne feudalherrer i bestræbelserne på en gang for alle at fordrive muslimerne fra Fraxinetum og stoppe deres terroraktioner mod de kristne.

Året efter blev de muslimske helligkrigere nedkæmpet og besejret af riddere under grev Wilhelm af Provence i slaget ved Tourtour i år 973, og selve Fraxinetum-fæstningen blev belejret og indtaget. Sejren over muslimerne i Fraxinetum gjorde dermed en ende på helligkrigernes hærgen og afsluttede muslimsk kontrol med frankiske områder – næsten 240 år efter Karl Martels sejr over den muslimske invasionshær i slaget ved Poitiers i år 732.

… med sin gestus ved Maiolus’ grav havde pave Urban den Anden gjort klart for enhver, hvad i dag danske korstogshistorikere af al magt vil fortrænge: at korstogsbevægelsen var den defensive reaktion på flere hundrede års muslimsk terror og hellig krig mod kristenheden.



13. juli 2016

Historikere om Spanien under Islam: “… et rædselsregime, der kontrollerede befolkningen med terror.”

Uriasposten skulle gerne være kort og præcis, men nogle gange er det umuligt at forkorte, uden at skære væsentlige dele fra. Nedenciterede artikel om Korstogene opremser en række konkrete eksempler på politiserende undervisningsmateriale, og er hermed kernestof. Kommentar af Michael Pihl i seneste udgave af Weekendavisen – Korstog og korståger (ikke online).

“Interessen for korstogene synes at være stigende, den ene korstogsbog udkommer efter den anden, der produceres populærvidenskabelige tv-dokumentarer, og der skrives artikler om emnet som aldrig før. Men paradoksalt nok er der ifølge korstogshistorikeren Thomas F. Madden også ‘en gabende afstand mellem den akademiske verden og den almene læserskare’. Det skyldes blandt andet, at politikere og debattører ofte bruger korstogene til egne aktuelle politiske formål, hvor korstogene ses som baggrund for vor tids konflikter mellem Vesten og den muslimske verden, og derfor ikke har meget med den historiske virkelighed at gøre.

En anden årsag er, at korstogene i populærvidenskabelige udgivelser og undervisningsbøger fremstilles som udtryk for en pludselig uprovokeret kristen aggression, der ødelagde en ellers fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne. I denne forbindelse spiller pave Urban d.
2. s korstogstale i 1095 en afgørende rolle, som om denne tale alene og i sig selv kunne forklare konflikterne mellem islam og kristendom i Middelalderen, og hvorfor tusindvis af europæere begejstret sluttede sig til korstogsbevægelsen.

Her undlader man helt at omtale tidligere konflikter mellem islam og kristenheden – som for eksempel muslimske hæres erobring af to tredjedele af tidligere kristne kernelande i Mellemøsten, Nordafrika og Spanien. Ligesom man også ofte ser bort fra den kendsgerning, at byzantinske kejsere havde henvendt sig tre gange til paven i Rom for at bede om militær hjælp mod tyrkerne, som havde angrebet og hærget Det Byzantinske Rige. Og i standardværkerne også udelader de historiske kilder, der beskriver de muslimske angreb mod de østkristne før korstogene, for eksempel er tyrkernes undertrykkelse og massakre mod armenerne i Anatolien fra 1060erne.

Den fraværende forklaring af de forudgående årsager præger blandt andet Politikens bog om korstogene af Kurt Villads Jensen, som redegør udmærket for forløbet, men helt mangler et baggrundsafsnit. Den historieinteresserede læser får ikke andre forklaringer på korstogsbevægelsen end den lidt mystiske; at 1000-tallets kristne religiøsitet ‘nemt blev meget voldelig’. I stedet opretholdes en lang række myter, for eksempel myten om det muslimsk erobrede Spanien som et toleranceparadis. Dette romantiserede billede af det muslimske al-Andalus findes blandt andet i undervisningsbøger, der henvender sig til ungdomsuddannelserne.

I bogen Kultur og samfund (2011) af Sofie Reimick med flere nævnes de muslimske erobringer, men ifølge forfatterne resulterede erobringen af Spanien blot i øget handel, kultur udveksling og samarbejde mellem kristne og muslimer: ‘I 800-og 900-tallet havde konflikterne mellem muslimer og kristne ikke nogen udpræget religiøs karakter. Jøder, kristne og muslimer kunne blande sig relativt frit og påvirke hinanden, og perioden var præget af tolerance og religionsfrihed.’ De historiske kilder viser et helt andet billede, og det romantiserede billede af det muslimske Spanien er da også for længst blevet modgået af historikere som Bernard Lewis, Richard Fletcher og Mark R. Cohen.

(Frise til minde om D. Afonso II af Portugal, der bidrog til forsvaret af den iberiske halvø mod maurerne)

(Fotos sakset fra Facebook-ven, der netop er kommet hjem fra ferie i Funchal, Madeira)

Som historikeren Roger Collins for nylig udtrykte det, fremgår af kilderne snarere et billede, der ‘ligner alles krig mod alle hos Thomas Hobbes end virkeliggørelsen af den profetiske vision om ulven, der hviler sammen med lammet. [] Selv i Cordoba under dets kulturelle højdepunkt ville det have været svært at undgå stanken af forrådnende kød fra de afhuggede hoveder, der blev fremvist på byportene og fra ligene af dem, der offentligt korsfæstet rådnede foran paladset‘. (Caliphs and Kings, 2014).

Myten om det muslimsk erobrede Spanien som et toleranceparadis bliver også effektivt punkteret i historikeren Dario Fernandez-Moreras nye bog The Myth of the Andalusian Paradise: ‘Jeg er gået ned i kildetekster som for eksempel juridiske manualer, øjenvidneberetninger og teologiske udlægninger. Og her tegner sig et helt andet billede. I det muslimske Spanien stenede man for utroskab, man praktiserede korsfæstelser og kvindelig omskæring, og ingen andre steder blev der halshugget i så stor udstrækning Kilderne tegner alle det samme billede af et rædselsregime, der kontrollerede befolkningen med terror.‘ (Kristeligt Dagblad, 27.6).

Disse historiske kilder er tilgængelige, men er ikke nævnt i standardværkerne om Middelalderens historie på dansk. I det hele taget har man i danske undervisningsbøger det svært med beskrivelsen af den muslimske aggression og intolerance i århundrederne forud for korstogene. Trods kildernes vidnesbyrd om de muslimske erobringers brutalitet, skriver Jørgen Bæk Simonsen i Religion og kultur – en grundbog fra 2009: ‘Den enorme geografiske udbredelse, islam gennem historien har opnået, skyldes først og fremmest dens evne til at indgå i en indholdsrig syntese med de traditioner, der eksisterede lokalt, før islam gjorde sig gældende.’

Også Henrik Skovgaard Nielsens Korstog og jihad? fra 1998 opretholder myten om, at de muslimske erobringer ikke medførte nævneværdig undertrykkelse af de erobrede folk og deres religion: ‘Det mellemøstlige område havde tidligere været underlagt arabiske herskere, som behandlede kristne pilgrimme ganske godt. Der var restriktioner: De måtte ikke have klokker og kors i deres kirker, og de skulle kunne genkendes af andre ved at bære en gul turban. De måtte også betale en særskat. Men udover dette fik de lov til at udøve deres religion i fred.’

Denne nedtoning af den muslimske undertrykkelse af for eksempel jøder og kristne i Det Hellige Land står i skærende kontrast til kildernes vidnesbyrd. Som historikeren Moshe Gil udtrykker det: ‘Af kilderne fremstår et indtryk af mishandling og varierende grader af forfølgelse. [] Næsten generation efter generation beskriver kristne forfattere forfølgelse og chikane udviklende sig til nedslagtning og ødelæggelse, som kristne måtte lide under grundet de muslimske herskere.‘ (A History of Palestine, 634-1099).

I bogen Korstogene – Idé og virkelighed fra 2004 nedtoner Lars Peter Visti Hansen ligeledes den muslimske undertrykkelse og fremfører endvidere (side 9): ‘I det meste af 1000-tallet kunne pilgrimmene rejse ubesværet og forholdsvis sikkert over land gennem Byzans. En gruppe af tyske bisper rejste således i 1064-1065 med et følge på i alt 7.000 mennesker til Jerusalem og tilbage. Efter 1070 betød tyrkernes indtrængen i Lilleasien, at veje, broer og brønde blev ødelagt.’ Sandheden er ifølge kilderne dog en ganske anden. Den store tyske pilgrimsrejse, som Visti Hansen omtaler, blev netop udsat for overfald og angreb: ‘Ud af de syv tusinde, som drog ud, kom ikke engang to tusinde tilbage,’ skriver en samtidig kronikør, Marianus Scotus.

Der er flere eksempler på mord, overfald og chikane mod kristne pilgrimme i 1000-tallet, og hindring af overfald på kristne pilgrimme udgør da også en del af pave Urbans argumentation for at drage på korstog. Trods kildernes udsagn afviser flere, at dette skulle udgøre en reel baggrund for korstogene. Historikeren Brian McGuire antydede i 2008 (3. oktober) i Kristeligt Dagblad ligefrem, at historierne om overfald på kristne var opdigtet til lejligheden. Interessant nok bekræftes Urbans fremstilling dog ikke kun af et utal af kristne kilder, men også af en muslimsk historieskriver. For året 1093-94 skrev syreren Al-Azimi (1090- 1138): ‘Befolkningen i de syriske havne forhindrede frankiske og byzantinske pilgrimme i at rejse til Jerusalem. De af dem [pilgrimmene], der overlevede, spredte nyheden om dette til deres hjemland. Så derfor forberedte de sig på militær invasion.’

Myten om korstogene som en uprovokeret kristen aggression er altså for længst punkteret af førende korstogshistorikere i udlandet. I stedet må korstogstanken ses som et fænomen, der opstod gradvist under indtryk af de omfattende muslimske erobringer, angreb på Sydeuropa og Det Byzantinske Rige, overgreb på kristne pilgrimme og en århundreder lang undertrykkelse af kristne i Østen.

Islams omfattende erobringer, der var inspireret af tanker om hellig krig, jihad, affødte således gradvist en kristen reaktion og en forestilling om krigsførelse som en kristen pligt, som ellers oprindeligt havde været fremmed for kristendommen. Korstogene ødelagde ikke en fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne. Det muslimske herredømme over jøder og kristne i for eksempel Spanien, Syrien, Palæstina og i Armenien var ikke præget af tolerance. Generation efter generation af kristne, jødiske og muslimske forfattere bevidner omfattende diskrimination, chikane, forfølgelse, ødelæggelse og drab.”



15. april 2007

Fra ‘generobring’ til voldelig aggression som “væsenskarakteristikon for det … kristne middelaldersamfund”

I sidste måned kunne man i Wall Street Journal læse at Bernard Lewis under en konference bifaldt Korstogene. Det er svært at være uenig, selvom middelalderforskere i multikulturens navn – har gjort vold mod historien…

Så sent som 1983 kunne Jørgen Bæk Simonsen betegne ‘Korstogene’ som en ‘generobring’.

“Den islamiske højkultur overtog og videretolkede hellenistiske, gammel-persiske og indiske ideer og skabte en islamisk kultur, der vakte almindelig beundring. Ganske vist var der politiske skår i glæden: de kristne forsøgte sig med en generobring af det hellige land, men uden afgørende held. Bedre gik det med generobringen af al-Andalus (Spanien), men endnu i 1600-tallet var de muslimske hære frygtet af de europæiske magter.” (Den islamiske renaissances. I Religionsvidenskabeligt Tidsskrift, AU, 1983/3, s. 70)

Idag kunne ingen islamforskere finde på at kalde kristne korstoge for et forsøg på generobring. Tværtom har flere middelalderforskere, herunder Brian Patrick McGuire og Kurt Villads Jensen gjort sig store anstrengelser for at flytte begreberne i den modsatte retning. Fra en anmeldelse af sidstnævntes Politikens bog om korstogene.

“Men hvad er så indholdet i dette nye syn på korstogene?… betegnelsen ‘korstog’ i den nye forståelse er blevet udvidet til også at omfatte andre militære ekspeditioner end de relativt få, der var rettede direkte mod Jerusalem. Korstogsbegrebet kan således nu anvendes til at omfatte ekspeditioner, erobringstogter og omvendelsesforsøg overfor baltiske hedninge, muslimer på den Iberiske halvø, politiske modstandere af pavedømmet, de i senmiddelalderen fremvoksende protestantiske bevægelser, ortodokse russere – og grønlændere! En sådan liste fortæller ligeledes, at den tidsmæssige ramme for korstogene er blevet drastisk udvidet. Fra at have regnet det første korstog og erobringen af Jerusalem 1095-1099 og Acres fald i 1291 som henholdsvis start- og slutpunkt for korstogsperioden vil den nye korstogsforskning både udvide perspektivet før og efter disse årstal. Allerede før Urban II’s tale i Clermont 1095 havde det rumlet med planer om militær hjælp til de kristne i Østen. I den anden ende af skalaen levede korstogstanker og -handlinger videre flere hundrede år efter, de kristne korsfarerriger i Mellemøsten havde givet op – og det på trods af mongolers og tyrkers effektive modstand og sejre…

Korstogene er således ikke længere anskuet som en anomali, en slags svært forklarlig særhed ved middelaldersamfundet. Tværtimod ses korstogene i den nye inklusivistiske forståelse som et væsenskarakteristikon for det dynamiske og ekspansive, kristne middelaldersamfund.

I den foreliggende bog knyttes disse indsigter – og mange, mange flere: det er en bog, der er præget af sin forfatters enorme viden og store belæsthed – sammen til en fascinerende beretning om et kristent middelaldersamfund, der synes at udvide sig ekspansivt i alle verdenshjørner, blandt andet som følge af en i stigende grad aggressiv og voldelig religiøsitet. Hertil tolkedes fænomener som synd, bod og krig som muligheder overfor en fjende, der ligeledes i stigende grad blev beskrevet som blodtørstig og djævelsk. Korstogene er på denne måde et eksempel på, hvad der kan ske, når bestemte trosformer udleves fuldt ud i et samfund, der er blevet dygtig til at producere fjendebilleder.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper