11. november 2008

Bonnichsen: “Tolerance over for andre trosretninger har altid været et nøglebegreb i islam.”

Henrik Gade Jensen anmelder Hans Jørgen Bonnichsen Frygt og fornuft i terrorens tidsalder i dagens Jyllandsposten.

“Hans Jørgen Bonnichsen har 41 års erfaring som politimand, de sidste ni år før pensionen i 2006 var han leder i PET og fungerer nu i offentligheden som ekspert om PET, terror og sikkerhed…

Bogens problem er Bonnichsens personligt prægede vurderinger. Han vil placere sig selv som fornuftig mellem islamister og de danske »dommedagsprofeter og hadprædikanter«, hvortil hører Helle Merete Brix, Lars Hedegaard, Karen Jespersen og Morgenavisen Jyllands-Postens kommentator Ralf Pittelkow. Og på det sidste uden navns nævnelse også Villy Søvndahl. De er paranoide, intolerante, og danske nazister suger næring fra dem, ifølge Bonnichsen, der har sin viden ikke fra PET, men fra Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken. Derimod var imam Abu Laban ifølge Bonnichsen ingen hadprædikant, men brugte blot »billedrig arabisk retorik«…

Bonnichsen mener, at islameksperterne Tim Jensen og Jørgen Bæk Simonsen udsættes for berufsverbot af Folketingets flertal.

Om de danske imamer, som PET har samarbejdet med, skriver Bonnichsen, at det er fordomme at opfatte dem som integrationsfjendske og kvindeundertrykkende, også selvom »de var tilhængere af Det Muslimske Broderskab«.

Bonnichsens korte gennemgang af islams historie er ren glorie. »Tolerance over for andre trosretninger har altid været et nøglebegreb i islam.«

Bonnichsen fejler fatalt i sine vurderinger, hvori danskeres frygt gøres til had, og islamisters ønske om sharia eller drab på jøder underspilles som ikke-vold og arabisk sindbilledsprog. Da PETs arbejde af gode grunde er hemmeligt, må man som fornuftig borger frygte for, om han er repræsentativ for tjenesten.”



7. april 2008

Mrutyuanjai Mishra: “Politisk korrekthed kender næsten ingen grænser i Danmark.”

Fra dagens Berlingske Tidende. Mrutyuanjai Mishra i læserbrev.

Islam er problemet
Integrationskonsulent Manu Sareen skriver 16. marts i Berlingske Tidende, at æresdrab intet har med islam at gøre, men at æresdrab er et levn fra gamle patriarkalske samfund, som stadig praktiseres i visse landsbysamfund. Dette er et fantastisk eksempel på, hvor bange og eftergivende politikerne på venstrefløjen, især Det Radikale Venstre, er blevet for at gå imod politisk korrekthed. Begge Manu Sareens påstande er forkerte. Flere islamiske lande, blandt andre Pakistan, har lovgivning, der gør det muligt for æres-drabforbrydere at slippe for straf. I andre lande, eksempelvis i Iran, tildeles forældremyndigheden over børn i tilfælde af skilsmisse næsten automatisk faderen. Forhold som disse er medvirkende til, at mange, der vokser op i islamiske lande, ikke anser kvinder for havende samme værdi som mænd. Mig bekendt findes der ikke sådanne love i katolske eller hinduistiske lande, og derfor er det grotesk, at Manu Sareen sidestiller Italien, Island, Indien og Pakistan. Dernæst ved vi, at æresdrab i lige så høj grad finder sted i storbyer som i landsbyer. Der findes ingen dokumentation for, at folk holder op med at praktisere æresdrab, fordi de flytter fra landsbyer til storbyer.

Den pakistanske menneskerettighedsforkæmper og advokat, Asma Jehangir, udtalte i programmet HardTalk på BBC i 2006, at to kvinder hver dag bliver ofre for æresdrab i Pakistan, og ifølge Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch udsættes ca. 80 procent af kvinderne i Pakistan for hustruvold. Årsagen til de mange æresdrab i Pakistan og blandt indvandrere med pakistansk baggrund skal findes i de kvindeundertrykkende love i hjemlandet, der i henhold til det islamiske kompromisprincip gør det muligt at begå æresdrab uden at blive straffet, såfremt gerningsmanden opnår tilgivelse fra offerets familie. Denne lovgivning har skabt basis for en kultur, hvor mænd kan slå deres kvinder ihjel uden at blive straffet. Asma Jehangir nævnte, at politiet i Pakistan stadig kan tvinge unge ægtefæller, der selv har valgt hinanden, til at skilles, hvis forældrene ikke accepterer deres valg. Det er altså stadig umuligt at blive gift uden forældrenes samtykke.

Politisk korrekthed kender næsten ingen grænser i Danmark. Den danske religionsforsker, Tim Jensen, har sagt, at islamisme ikke har noget med islam at gøre. Nu siger Manu Sareen, at æresdrab ikke har noget med islam at gøre. Hvad bliver det næste fra venstrefløjen? At bin Ladens trusler mod EU efter genoptrykningen af Muhammed-tegningerne heller ikke har noget med islam at gøre? En stor del af ansvaret for den udbredte politiske korrekthed hviler på menneskerettigheds-organisationerne herhjemme. De vil hellere tale om islamofobi end om problemerne med tvangsægteskaber. De vil hellere fokusere på enkelte udvisninger af udlændinge og ignorere, at der findes stater, som ikke en gang vil modtage deres egne statsborgere, og hvor udlændinge lever som slaver. Det er mangel på proportionssans. Hverken Amnesty International eller Institut for Menneskerettigheder protesterede, da drabsplanerne mod tegneren Kurt Westergaard blev afsløret, eller da medierne i den arabiske verden blev pålagt omfattende restriktioner fra Den Arabiske Liga. Generelt er kvinders stilling og andre minoriteters manglende rettigheder i islamiske lande sjældent på dagsordenen.

Den bangladeshiske læge og forfatter, Tasleema Nasrin, har netop været i Indien og skabte her mere opstandelse, end Salman Rushdie i sin tid gjorde. Islamiske fundamentalister truede med at brænde gader og stræder, hvis hun fik lov til at blive i landet. Fra indisk side blev der ikke sagt meget til støtte for Tasleema Nasrins kamp for ytringsfriheden. Tværtimod advarede den indiske informations- og medieminister hende mod at sige eller gøre noget, der kunne såre folks religiøse følelser. Det kan ikke undre, at Tasleema Nasrin er af den opfattelse, at venstrefløjsregeringen i Indien er ved at sælge ud af fundamentale rettigheder for at tækkes de muslimske vælgere. Tasleema Nasrins betragtninger passer også på situationen i Danmark. Venstrefløjens tomme retorik gør ingen gavn og er efter min mening et udtryk for intellektuel uhæderlighed. De taler mod bedre vidende. Det er min opfattelse, at vi befinder os midt i en værdikamp, hvor forsvaret for ytringsfriheden deler vandene.



26. marts 2008

Ole Hyltoft: Islamdebatten drejer sig ikke om spidsfindige fortolkninger

Kronik af Ole Hyltoft i gårsdagens Jyllandsposten – Jensen og Simonsen på slap islamisk line.

“Kender De en professor ved navn Tim Jensen? Det gør De måske ikke.

Men han har ellers været meget i fjernsynet og radioen de senere år. For han er professor i Koranen – eller hvad sådan et professorat nu hedder.

Forleden var han i DR’s Deadline, 2. Sektion. Her fremsatte han et forslag der virkelig kan være med til at forny integrationen herhjemme. Kvindelig omskæring er forbudt i Danmark. Men, foreslog han, man kunne jo komme omskæringshungrende muslimske kvinder i møde ved at give dem lov til en lidt mindre omfattende omskæring. Kvinderne skulle dog være fyldt 24 år, før denne lykke kunne times dem og de fik lov til at skaffe sig en frisk, lille omskæring.

Borte var for en gangs skyld alt det abstrakte spindelvæv om Muhammed og hans pumpestok. Her var kød på bordet, mellemkød, kan man sige…

Men Jensen havde mere i ærmet. På denne højhellige søndag proklamerede han, at Biblen og Koranen – hvis studeringer han altså lever af – betød lige så meget for ham som lokumspapir. Han ville dog ikke i fremtiden rive sider ud af Koranen, som man river lokumspapir af rullen…

Der er i det hele taget noget kækt ved disse professorer i mellemøstlige studier. Jeg diskuterede for nylig i TV 2 Radio med en anden koranprofessor, Jørgen Bæk Simonsen. Han blev så ophidset over, at jeg ikke gik ind på hans idéer, at han afskar mig fra enhver ret til at mene noget om islam. For som han sagde, ”du sidder jo bare deroppe i din idylliske bjælkehytte i Nordsjælland”.

Og det er jo rigtig nok. Så hvad kan man sige til det, andet end at det nok er lettere at holde hovedet koldt i Tisvilde end i Damaskus.

Efter disse berigende møder med vore to kapaciteter inden for håndsafhugning, omskæring, stening af kvinder og hængning af homoseksuelle har en tanke slået mig. Hvad er egentlig grunden til, at disse to pionerer for islamiseringen af Danmark igen og igen skal optræde i tv og radio? De ved – formentlig – besked om nogle sproglige og fortolkningsmæssige finesser i den lovbog, der byder muslimer at omvende eller subsidiært ihjelslå os vantro. Men drejer islamdebatten sig om spidsfindige fortolkninger?

Nej, den drejer sig om ja eller nej til, at sære spiseregler, ulighed mellem kønnene, håndsafhugning af tyve og dødsstraf for sex skal være lov i Danmark. Den drejer sig også om hvorvidt vi skal se gennem fingre med familiedrab, mordtrusler mod tegnere og forfattere, afbrænding af biler og skoler. Om overtro og vild fanatisme skal sætte dagsordenen i vores land. Om middelalderen skal vende tilbage.

Men dette er jo ikke noget professorerne Jensen og Simonsen er bedre til at afgøre end De, kære læser. Islamdebatten handler om indskrænkning af ytringsfriheden, om forbrydelse, kriminalitet, barbari, ikke om bisætninger i en 1.400 år gammel lovbog for nomader i Østen.



4. december 2007

Tim Jensen: “Den normale muslim ligner den normale kristne…”

Jeg nævner det i en anden sammenhæng i mit speciale. Den betydning det fik for dansk islamforskning, at Jørgen Bæk Simonsen i sit integrationelle virke, hurtigt søgte de store organiserede muslimske organisationer, der i sagens natur – dengang som nu er fundamentalistiske. Idag er det Islamisk Trossamfund, dengang var det Minhaj ul-Quran. Stud. mag. Nadia Jeldtoft drejer pointen over i halaltermer, og så kan MSM være med. Fra gårsdagens Information. Lidt fra Islamforskningen forstærker fordomme.

“I den offentlige debat beskrives den muslimske minoritet i Europa og Vesten ofte som en gruppe, der har et særligt stærkt forhold til deres religion. De er mere aktive, mere religiøse og fanatiske end andre trossamfund.

Sådan beskriver stud. mag i religionshistorie og minoritetsstudier Nadia Jeldtoft opfattelsen af muslimske
indvandrere i Danmark. Nadia Jeldtoft mener, at islamforskningen kommer til at bekræfte det billede, når
den overvejende beskæftiger sig med de 600-800 muslimske indvandrere, der er organiseret i foreninger og
organisationer med religiøst fortegn. I sit speciale om minoriteters religiøse identitet fandt Nadia Jeldtoft frem til, at religionen ikke spiller så stor en rolle for størstedelen af muslimer i Danmark.

“Analysen af interviewene i mit speciale viste, at interviewpersonerne slet ikke tillagde det religiøse en så
afgørende betydning, som de fleste studier konkluderer. At være muslim betød for dem at være anderledes end
majoriteten – det religiøse indhold var ikke nær så dominerende,” siger Nadia Jeldtoft og understreger, at
interviewpersonernes bevidsthed om deres egen religiøsitet bliver påvirket af den måde, man som forsker spørger ind til emnet.

[…]

Når islamforskningen hele tiden fokuserer på, hvordan minoriteten er religiøs, og spørger folk, hvor stor
en rolle islam spiller i deres liv, så opstår der et definitorisk pres, og interviewpersonerne kommer til at
beskrive deres religiøsitet på en anden måde, fordi de hele tiden får at vide, at de er muslimer, og bliver bedt om at tage stilling til det på en dyb og reflekterende måde,” siger Nadia Jeldtoft.

[…]

Kate Østergaard, der er ekstern lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale studier genkender billedet.

“Det billede, medierne nogle gange tegner af muslimer som meget religiøse, bliver på sin vis forstærket af
islamforskningen, først og fremmest fordi vi som religionsforskere selvfølgelig fokuserer på religiøsitet og
derfor også på de muslimer, som er meget religiøse. Derudover har islamforskere en tendens til at interessere
sig for de organiserede religiøse unge, fordi de er lettere at få i tale,” siger Kate Østergaard, der har været
vejleder på specialet.

[…]

Nadia Jeldtofts speciale tager i stedet udgangspunkt i såkaldt helt almindelige mennesker, der interviewes omkring dagligdag, ægteskab og familieliv.

“Ved at foretage en bred identitetsanalyse, som ikke fokuserer på, at den interviewede først og fremmest er
‘muslim’ og dernæst har andre identiteter, viser det sig, at det specifikt ‘muslimske’ skal forstås i sammenhæng med andre identitetspositioner, som i høj grad hænger sammen med det at være en minoritet i Danmark og i Vesten,” siger Nadia Jeldtoft.

[…]

Lektor i religionshistorie Tim Jensen fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier fra Syddansk
Universitet mener dog ikke, at specialet siger så meget nyt:

At langt de fleste indvandrere er muslimer af navn og ikke af gavn, det er jo en banalitet, som ingen har været i
tvivl om, og det har religions- og islamforskere sagt flere gange. Det er da nyttigt, at det siges igen, og der kan da også være brug for mere forskning i disse muslimers måde at have religion på, men vi må ikke holde op med at lave undersøgelser om imamerne og moskeerne,” siger Tim Jensen…

Tim Jensen er enig i, at forskere, der specialiserer sig for meget, risikerer at tingene ikke sættes i perspektiv,
men det er ifølge Tim Jensen ikke forskningen, der skævvrider den offentlige debat.

Den normale muslim ligner den normale kristne, altså den passive kulturkristne, og når mange tror, muslimer er meget mere aktive, så er det en skævvridning, der kommer fra medier og politikere.

[…]

Seniorforsker og islamolog Garbi Schmidt fra Socialforskningsinstituttet mener, at forskerne i højere grad skal undersøge deres interviewpersoners livssituation i stedet for at fokusere snævert på religiøse spørgsmål.

“I den offentlige debat lærer vi, at religionen er enormt væsentlig for muslimske indvandrere, og at det vanskeliggør den nationale sammenhængskraft, så derfor er det væsentligt at spørge: hvor central er religionen egentlig?” siger Garbi Schmidt, der også bestrider posten som formand for Forening for Islamforskning.

“Vi kommer hamrende let til at tale om religion, når vi taler om indvandrere. Vi skal i stedet se på hele livssituationen, hvor folk bor, hvad der sker i skolerne, hele deres sociale situation,” siger Garbi Schmidt, der
mener, at man ved at forske i forskelligheder, såsom religiøsitet, forbigår de kulturmøder og de fællesskaber,
der også findes.



15. oktober 2007

Berlingske Tidende om Muhammed…

Klassisk apologet-artikel i Berlingske Tidende, hvor journalist Gert C. Nielsen gør sig umage for at frikende Muhammed for pædofili. Fra Historien rig på tidlige ægteskaber.

“I 1700-tallets Europa begyndte man at interessere sig for tidlige kilder, der fortalte om profeten Muhammed.

Og de tidlige muslimske kilder var ikke ligefrem karrige med informationen, de fortalte frisk og frejdigt om blandt andet Muhammeds ægteskab med ni-årige Aisha, som Dansk Folkeparti nu har genopdaget i en par år gammel tysk bog.

»Der var ingen grund til at skjule ægteskabet dengang, for det var ingen overtrædelsen af datidens moralkodeks,« siger Thomas Jøhnk Hoffmann, der er Koran-ekspert, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier under Københavns Universitet…

Unge brude var heller ikke usædvanligt i europæiske kongehuse eller hos adlen… »Man kan finde masse af eksempler i Europas historie på tidlige ægteskaber, og Muhammeds ægteskab kan ikke bruges til at kalde ham pædofil, det holder på ingen måde. Måske blev det først fuldbyrdet langt senere, det ved vi ikke,« siger Steffen Heiberg.

»Vi hader ordet pædofil, og det er en anakronisme at bruge det begreb om Muhammeds ægteskab, for det er et nutidigt ord, og vi ser helt anderledes på tingene nu, end man gjorde dengang…« siger Tim Jensen.

Først associerer man oplysningen med Dansk Folkeparti, så lader man et par islamforskere afvise ordvalget, hvorefter en historiker relativerer det over på danske forhold, alt imens han diskret insinuerer at Muhammed måske først fuldbyrdede ægteskabet på et senere tidspunkt. Det må være det man kalder fuldt hus.

Sahih Bukhari Volume 8, Book 73, Number 151 Narrated ‘Aisha : I used to play with the dolls in the presence of the Prophet, and my girl friends also used to play with me.

Sahih Bukhari 5.234 Narrated Aisha: … my mother, Um Ruman, came to me while I was playing in a swing with some of my girl friends. She called me, and I went to her, not knowing what she wanted to do to me. She caught me by the hand and made me stand at the door of the house. I was breathless then, and when my breathing became Allright, she took some water and rubbed my face and head with it. Then she took me into the house. There in the house I saw some Ansari women who said, “Best wishes and Allah’s Blessing and a good luck.” Then she entrusted me to them and they prepared me (for the marriage). Unexpectedly Allah’s Apostle came to me in the forenoon and my mother handed me over to him, and at that time I was a girl of nine years of age.

Sahih Bukhari 9.140 Narrated ‘Aisha: Allah’s Apostle said to me, “You were shown to me twice (in my dream) before I married you. I saw an angel carrying you in a silken piece of cloth, and I said to him, ‘Uncover (her),’ and behold, it was you. I said (to myself), ‘If this is from Allah, then it must happen.’ Then you were shown to me, the angel carrying you in a silken piece of cloth, and I said (to him), ‘Uncover (her), and behold, it was you. I said (to myself), ‘If this is from Allah, then it must happen.’

Sahih Bukhari 7.18 Narrated ‘Ursa: The Prophet asked Abu Bakr for ‘ Aisha’s hand in marriage. Abu Bakr said “But I am your brother.” The Prophet said, “You are my brother in Allah’s religion and His Book, but she (Aisha) is lawful for me to marry.”

Sahih Bukhari Volume 7, Book 62, Number 88 Narrated ‘Ursa: The Prophet wrote the (marriage contract) with ‘Aisha while she was six years old and consummated his marriage with her while she was nine years old and she remained with him for nine years (i.e. till his death).

Muhammed fik efter eget udsagn en åbenbaring der tillod at han giftede sig med en 9-årig pige, og herefter fuldbyrdede (consummated) han ægteskabet. Islamiske lærde, såsom Mawdudi og Khomeini diskuterede på højeste niveau, konkret hvad Muhammeds eksempel betød. Mawdudi pointerede at kilderne “clearly proves that it is not only permissible to give away the girl at this age [‘girls who have not yet menstruated’] but it is permissible for the husband to consummate marriage with her.”. Se mere på Answering-islam.

“Muslimske retslærde og intellektuelle har gennem de sidste årtier forsøgt at opstille rammerne for en slags demokrati i den islamiske verden. Det gælder bl.a. Mawdudi i Pakistan…” (Jørgen Bæk Simnosen: Politikens Islamleksikon, s. 60)

Fra Kåre Bluitgens bog om Muhammed.

  • www.RealMuhammad.info
  • PS: Blandt de mere kendte danske konvertitter er der udover en Dragsdahl-søn og Anna Rytter fra Enhedslisten, også en Aisha – Nina Aisha Rasmussen, Hjalte Tins kone.

    

    8. juli 2007

    Lektor Jens Forman om islam/islamisme-debatten

    Lektor Jens Forman i gårsdagens Politiken. Her i fuld længde.

    Shariatradition: Islam er en styrende ideologi
    Religionshistorikerne Rothstein, Jensen og Simonsen har (Pol. 4.7.) et følelsesladet indlæg, hvor de ønsker at lægge klart afstand til Søren Espersen, der i en Kronik har hævdet, at der kun er gradforskelle på islamisme og islam. Jeg ville ikke formulere mig som Espersen, men de videnskabelige religionshistorikere er lige så politiserende ved at gøre nutidig islam til en rent personlig fortolkning, som – i hvert fald i Danmark – ikke kan samles i få grundlæggende holdninger. Men de tre videnskabsmænd nævner ikke, at der i hele den muslimske verden uden for Danmark er en udbredt konsensus om, at islam og dermed Koranen skal være styrende ideologi for samfundet.

    Det vil sige – for blot at nævne nogle enkelte eksempler (og udelade alle detaljer) – at manden overalt har ret til fire koner, at sønner arver det dobbelte af døtre, at manden har revselsesret over for sin kone, at han let kan skilles (konen kun vanskeligt), at homoseksualitet og utroskab straffes, og at det er strafbart at forlade islam og f.eks. blive kristen. Disse bestemmelser gælder overalt i de 57 muslimske lande, også i moderate lande som Egypten og Jordan og Indonesien. Og der er ingen udsigt til, at det bliver ændret.

    Hvis befolkningen får indflydelse ved demokratiske valg, viser det sig, at flertallet fravælger den moderate udgave af et islamisk samfund og i stedet vælger en radikal udgave (jf. Iran, Pakistan, Indonesien, Malaysia, Palæstina, Algeriet, Egypten). Det vil sige, at flertallet ikke blot ønsker, at privatretten skal styres efter shariatraditionen, men at strafferetten ikke kun skal inspireres af traditionen som i modernismen, men direkte indføres med de kendte lemlæstende straffe. Desuden ønsker man – hvad der også mangler i de moderate lande – et religiøst politi til at kontrollere privatsfæren (påklædning, alkoholforbud, bønnetider osv).

    Kort sagt: De tre forskere kan muligvis finde belæg for, at de 200.000 muslimer i Danmark kan opdeles i 50 forskellige grupperinger, hvoraf nogle få er yderliggående, nogle er integrationssøgende, nogle satser på et personligt fromhedsliv, nogle er etniske, nogle er ekskluderende, nogle er inkluderende, nogle er sekularister osv.

    Men det gælder altså ikke de 1,2 mia. muslimer på verdensplan. Her står valget i praksis udelukkende mellem ’slapper’- og ’strammer’-partier – med en klar tendens mod strammerlinjen. Og selv om muslimerne ifølge de tre forfattere er rendyrkede individualister, så er der i den muslimske verden, mig bekendt, ingen succesrige sekulære partier.

    Oploadet Kl. 12:47 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
    

    6. juli 2007

    Islam/islamisme-debatten, opsummering

    I sidste uge bragte Jyllandsposten en kronik af Søren Espersen med titlen Hvor islam går frem, breder ørkenen sig, en let omskrivning af den lutherske talemåde ‘Hvor Tyrken har trådt gror intet græs’ (sic). Espersen argumenterer for at islam reelt er identisk med islamisme – blandt andet med disse ord.

    “For jo mere står det klart, at islam er et system, der handler om, hvordan ikke alene det mest intime og private menneskeliv skal leves, men også hvordan samfundet skal indrettes. Og at der i det univers ingen plads er til eftertanke, til diskussion, til kritik. Her tæller kun underkastelse.”

    Dele af mit historiespeciale berørte problematikken, og hvadenten man ser på den tidlige islamforskning eller den nuværende, så står det klart, at islam som religiøst fænomen også har politiske følgevirkninger. Først tre af de store danske orientalister, der alle tog udgangspunkt i Muhammed og islams tilblivelseshistorie som beskrevet i Koranen.

    “… hans Organisation blev derfor en forunderlig Blanding af religiøse og politiske Bestanddele…” (Frants Buhl: Muhammeds Liv, 1903. S. 337)

    “… Udformelsen af den nye Religion [gik] samtidig med hans ydre politiske og militære Optræden og blev til dels bestemt af denne.(Johs. Østrup: Profeten Muhammed. En folkelig Fremstilling, 1911. S. 71)

    “I disse Bestemmelser er som i det mest af Islams Lovsystem rent theoretiske Paafund sammenblandet med praktiske Forordninger.” (Johs. Pedersen: Islams Kultur, 1928. S. 50)

    Den nyere danske islamforskning, kan med fordel personificeres i Jørgen Bæk Simonsens forfatterskab, og han var helt på linie i sit tidlige forfatterskab.

    “… der findes i Koranen en lang række bestemmelser, der har naturlige politiske og samfundsmæssige konsekvenser.” (Jørgen Bæk Simonsen: Islam. Politik og religion i Mellemøsten, 1983. S. 12f)

    “Islam er således mere end det vi i vores verden almindeligvis opfatter som en religion…” (Jørgen Bæk Simonsen: Arbejderbevægelsen i Nordafrika – fra national uafhængighedskamp til statslig uafhængighed, 1987. S. 17)

    Bæk Simonsen understreger det politiske aspekt på forskellige måder. Han pointerer eksempelvis at sharia er en lovfundament/lovkompleks (1983/1990), konkretiserer at de strafferetslige foreskrifter (Hudud) jo netop ikke kan ændres fordi de er guddommelige, ligesom han ofte beskriver muslimernes gudsforhold som værende ‘din wa dawla’ (‘religion og regering’, 1983/1990).

    Fra midten af 1980’erne og frem kom der en del muslimske indvandrere til Danmark, og det fik stor betydning for danske islamforskere, der gradvis gik væk fra den filologiske (sprogvidenskabelige, Koranbaserede) tilgang , og idag reelt kun anerkender den sociologiske (individorienterede) tilgang. Islam er hvad den enkelte muslim selv synes i en given situation, de religiøse kilder har ingen tendens, muslimer har ingen særlige religiøse fællestræk så at sige. Denne meget teoretiske forståelse gjorde det meget vanskeligt for Bæk Simonsen at skrive Politikens Islamleksikon (1994/2001), for hvordan beskriver man en religion kort og præcist uden at generalisere og hermed skabe stereotyper. Det kan man i sagens natur ikke.

    For nu at vende tilbage til udgangspunktet. I mine øjne er der ikke noget odiøst i Søren Espersens kronik. I akademisk henseende er der intet at komme efter – islam som religion bliver ikke apolitisk, den islamiske kultur ikke demokrati-hævdende blot fordi Danmark får et voksende muslimsk mindretal. Såvidt har Søren Espersen helt ret.

    Omvendt kan man også argumentere for at Søren Espersen qua sin rigide islam/islamisme-ligning, der rent politisk også er tilsigtet den danske integrationsdebat, nemt kommer til at gøre samtlige herboende muslimer til anti-demokrater, og således allerede i definitionen udelukker ‘kulturmuslimer’ fra det gode selskab.

    Det er såledse en politisk afvejning. Det er ganske enkelt umuligt at kritisere islam som religiøst fænomen, uden samtidig at generalisere i forhold til den enkelte muslim i en dansk kontekst. For mig som konservativ er det ikke svært at vælge. Demokratiet faldt ikke ned fra luften, og anti-demokratiske systemer, hvadenten de sælger sig selv som politiske (fascisme/kommunisme) eller religiøse (islam/’islamisme’) skal bekæmpes indenfor demokratiets rammer. Følgelig skal religiøse tabuer nedbrydes, og derfor må islamistisk kritik af Muhammedtegninger, efterfølges af endnu flere Muhammedtegninger. “The list of potential things holy are endless”, skrev religionshistoriker Jeppe Sinding Jensen i sin doktordisputats fra 2003, hvor han tager et stringent opgør med tidens islamforskning uden at konkretisere med henvisning til Jensen, Rothstein eller Bæk Simonsen.

    For nu at skitsere min holdning kort…

    – Islam som religiøst-politisk fænomen skal konfronteres, herunder udvalgte talsmænd, men ikke muslimer som sådan.

    – Islamisme er et nødvendigt begreb til at beskrive politisk islam, bl.a. fordi ikke alle muslimer er anti-demokratiske.

    Med ovenstående som redaktionel morale, er jeg fløjtende indifferent overfor diverse beskyldninger om islamofobi (irrationel angst) og racisme (overdreven generalisering jv. nyere sprogdannelse). Dem skorter det ikke på, og pudsigt nok mest skingert fra lige netop de forskere som i slut-80’erne fandt det nødvendigt at revidere deres videnskabelige opfattelse i multikulturens navn. Fra onsdagens Politiken…

    “Selve ideen om, at alle muslimer er ens, og at islam er det samme som islamisme, strider mod sund fornuft og mod alle kendsgerninger. Påstanden er udtryk for grotesk mangel på viden om religion i almindelighed og islam i særdeleshed. En religion er intet i sig selv. Den skabes af handlende og tænkende mennesker, og da mennesker ikke handler og tænker ens, kan en religion aldrig være entydig. Man kan derfor sige, at der er lige så mange former for islam, som der er muslimer, og lige så mange former for kristendom, som der er kristne. Af samme grund er Koranen ikke en facitliste for, hvordan muslimer tænker og lever. Der findes altså ingen videnskabelige argumenter til støtte for Espersens påstande. Til gengæld vil netop mange islamister dele hans fortolkning af, hvad islam er! I sin kamp mod islam fremmer Espersen derfor disse islamisters sag… Der er al mulig grund til at forholde sig kritisk til religionerne. (Politiken 4/7-07; Tim Jensen & Søren Bæk Simonsen: Religionskritik: DF fremmer islamismen)

    (Islamophobia – A dilemma in the West, Bellacentret 13.
    maj 2006)

    Mere debat.

  • 26/6-07 Helen Latifis small talk – Søren Espersen og hans 40 røverhistorier (pinligt).
  • 29/6-07 Faklen – DF radikaliserer partiets anti-muslimske strategi (mere ambitiøst).
  • 3/7-06 Monokultur – Faklen og det intellektuelle kollaps (lige på kornet)
  • Oploadet Kl. 13:15 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
    

    12. marts 2007

    Lektor Carsten Breensgaard om den universitære virkelighed ala Mikael Rothstein

    Fra lørdagens Jyllandsposten. Lektor Carsten Breensgaard i kronik – Mikael Rothstein eller forskningsfrihed.

    “Den allestedsnærværende Mikael Rothstein har i martsnummeret af Dansk Magisterforenings medlemsblad fået optaget en støtteerklæring for en anden allestedsnærværende religionshistoriker, lektor Tim Jensen, Odense. I spidsen for den betydningsfulde forening af danske religionshistorikere med det nydanske navn The Danish Association for the History of Religions (DAHR) har Rothstein udsendt en bandbulle mod Jyllands-Posten. Angiveligt med det formål at værne ånds-, forsknings- og ytringsfriheden, som Jyllands-Posten hævdes at ville knægte.

    […]

    For at forstå Mikael Rothsteins helt særlige sprogbrug må man nok kende hans særlige personlighedstype. Rothsteins personlighedstype er velbeskrevet såvel i psykologien som i religionsvidenskaben: Frelsertypen! Rothsteins dybeste eksistentielle drivkraft er, at han hele tiden føler sig udvalgt til at frelse nogen eller noget. Med henblik på denne frelsergerning kreerer han mytomant en virkelighed, der består af skurke og ofre. Ofre, som Rothstein i sin egen virkelighed skal frelse fra de fæle skurke. I hans eget hoved er der utvivlsomt mening i galskaben, men meningen er, hvad man lidt skånsomt kunne kalde alternativ. Som Tim Jensen repræsenterer en alternativ omgang med sandheden, repræsenterer Mikael Rothstein intet mindre end en alternativ virkelighedsforståelse. Hvad der er op og ned for den almindelige jævne fornuft, er omvendt for Rothstein og den forening, i hvis navn han nu belærer offentligheden. Ligesom de unge på Nørrebro forleden havde hustaget fuldt af nedstyrtningsklare toiletkummer og hænderne fulde af brosten samtidig med at munden løb over med følelsesfulde forsikringer om egen ikke-voldelighed og fredskærlighed, således har Mikael Rothstein og hans The Danish Association en alternativ virkelighed, som ikke har meget at gøre med den virkelige virkelighed.

    Som ansat ved et religionshistorisk institut i en menneskealder fandt jeg det på et tidspunkt fagligt naturligt at melde mig ind i omtalte DAHR. For så vidt bryder jeg mig slet ikke om at være medlem af foreninger, men på kollegers opfordring besluttede jeg at gøre en undtagelse. Og så deltog jeg i The Danish Associations årsmøde det år. Og næste dag meldte jeg mig ud igen, fordi den mig dér forelagte virkelighed var mig for alternativ.

    Hovedparten af mødet gik nemlig ikke med faglighed, men med at bedrive politik. Og det en politik, der tog udgangspunkt i en virkelighed, som jeg af personlig erfaring vidste var temmelig uvirkelig.

    […]

    Desuden svarer min erfaring med Mikael Rothsteins handlinger ikke helt til pålydende af hans mange og ofte gentagne proklamationer. Rothsteins frihedsomsorg er nemlig alternativ på en særdeles selektiv måde. I Muhammed-krisen var det muslimernes og Politikens frihed, der lå ham så stærkt på sinde, at han fandt det rimeligt at tilsidesætte såvel statsministerens som Jyllands-Postens frihed. For slet ikke at nævne den unævnelige kvindes frihed.

    Jeg tror ikke, det vil være forkert at sige, at Rothstein har retorik fælles med en del muslimer. Og med Nørrebros autonome: Den tvetungede tale. Den manglende sammenhæng mellem ord og gerninger.

    Jeg var i en årrække ansat ved samme institut som Mikael Rothstein og har derfor påhørt mange glødende – som sagt rødglødende – taler om den frie forskning. Men jeg har også været vidne, ja, vel nærmest kronvidne til hans endeløse forsøg på faglig beklikkelse og mistænkeliggørelse af universitetspersoner, som Rothstein mente at være forpligtet på at frelse verden for. Nemlig især for sådanne, der på et tidspunkt har haft et eller andet positivt forhold til teologiske fakulteter eller til Folkekirken.

    Mikael Rothsteins – og med ham Tim Jensens – grundlæggende opfattelse er, at personer med nævnte teologiske eller kirkelige pletter i deres fortid simpelthen har diskvalificeret sig som forskere. Hvorfor de ikke bør have nogen som helst forbindelse til de rene (!) religionsvidenskabelige institutter. Enhver forbindelse vil nemlig besmitte renheden, i hvert fald Rothsteins. Dette syn på, hvad kvalificeret forskning er, svarer ganske vist ikke til det virkelige liv, hvor det uden vanskelighed kan dokumenteres, at disse institutters urene forskere i den sidste menneskealder har præsteret hovedparten af fagområdets anerkendte forskning. Men dette faktum har ikke kunne trænge gennem Rothsteins og Jensens alternative virkelighedsopfattelse. Senest i Muhammed-krisen har offentligheden fået tudet ørene fulde af den rothstein-jensenske selvpral, som kun vennerne – og Politiken – tager for gode varer. Sandheden er, at deres indsats primært ligger i den genre, som i hvert fald ikke tidligere var universiteternes normale: den politisk-journalistiske.

    […]

    Disse monomane synspunkter blev selvfølgelig også i rigt mål doceret i Rothsteins undervisning. Til stor gene for såvel en del kolleger som censorer. Rothstein leverede i årevis alternativ virkelighed til sådanne studenter, der af teologisk uddannede lærere og censorer havde fået skuffende evalueringer. Således kunne den rothsteinske retorik spores i en del undervisnings- og eksamensklager.

    […]

    Og således opildnet kan det naturligvis ikke undre, at Rothstein følte sig udstyret med carte blanche til at fortsætte sin frelsergerning. Hvad han åbenbart også havde. Når nogle af Rothsteins klike af beundrende studiner fyldte klagesystemet med grundløse og våsede klager, som ganske vist straks blev afvist i de fagkompetente organer, så sendte Rothstein dem omgående videre op i systemet udstyret med stærkt anbefalende støtteskrivelser. Således fik man den rothsteinske retorik i ikke mindre end to eksemplarer, hvad der for de kulturradikale var ensbetydende med den skinbarlige sandhed.

    Helt omvendt gik det selvfølgelig, da en student, der havde været vidne til Rothsteins frelsende hetz, prøvede at råbe selveste rektor op. Det var der skam ingen, der tog alvorligt. Rektor lagde sagen ad acta uden at interessere sig for hverken Forvaltningsloven eller ordene på universitetets fornemste talerstol: Ånd og Sandhed.

    Hvis jeg var chefredaktør for Jyllands-Posten ville jeg ikke have store forhåbninger til, at klagen over Tim Jensens bevilgen sig selv frihed fra normal forpligtelse på sandhed, bliver taget alvorligt.

    Den Mikael Rothstein, der i årevis har chikaneret og beklikket folk med en anden opfattelse end sin egen, har for længst erobret alle plusordene. Det er The Danish Association for the History of Religions med Mikael Rothstein i spidsen, der har sat den universitære virkelighed. En virkelighed uden forbindelse mellem ord og handling.”

    Oploadet Kl. 17:32 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
    

    1. januar 2007

    Når virkeligheden reduceres til et spørgsmål om gode intentioner…

    Tim Jensens lange svar på kritikken fra Richardt Riis er på mange måder interessant. Han afviser enhver kildebaseret tilgang til islam som værende ‘essentialiserende’, og tilstår så mere eller mindre direkte at han ønsker at italesætte en bestemt form for islam-opfattelse – Vores tale om islam er med til at forme islam.

    “… Dét, som jeg sagde i Deadline i 2006, er rigtigt, og det værste er, at jeg og andre sagde det allerede i 90’erne, og at senere begivenheder desværre har vist, at vurderingen ikke var helt ved siden af. Der er en del islamforskere, religionsforskere, politiologer og andre, der mener det samme, herunder at ‘vores’ syn på islam er med til at forme islam, og at vores islamdiskurs har været med til at gøde jorden også for islamisme og for terror.

    Der er ingen sammenhæng mellem islam og terrorisme, og når Vesten idag oplever radikale islamister, så er det vores egen skyld fordi vi italesætter forbindelsen og hermed radikaliserede muslimerne… hvad han så iøvrigt advarede imod i 1990erne.

    For et par år siden beskrev Ulrik Høy hvorledes samme logik forholdt sig ift. det multikulturelle samfund. Dem der advarede imod konsekvenserne, fik i sidste ende skylden for det multikulturelle samfunds bagsider. Når virkeligheden reduceres til et spørgsmål om gode intentioner…

    

    28. december 2006

    Richardt Riis og Søren Ulrich Thomsen om Tim Jensen

    Fra Kristelig Dagblads Religion.dk. Et sjælden god kommentar af tidligere sognepræst Richardt Riis – Tim Jensen bør ikke få forskningsmidler.

    “Den 12. december 2006 så jeg i Deadline på DR2 et interview med blandt andre religionsforskeren Tim Jensen fra Syddansk Universitet. Han er én af dem, der med navns nævnelse er blevet erklæret uegnet. Og indenfor to minutter havde han også givet mig hele to gode grunde til, at han bør være udelukket fra at modtage disse forskningsmidler.

    Den ene begrundelse, jeg fik, forekom i interviewet i en ret beskåret udgave… Han hævdede, at når nogle mennesker, heraf vistnok nogle folketingsmedlemmer, påstod, at islam og islamisme i virkeligheden er det samme, så er han og andre forskere forpligtet på at nuancere det synspunkt.

    Islamisme er en fortolkning af islam, og ikke alle muslimer er islamister. Læser man hans indlæg på religion.dk igennem, finder man ud af, at han vistnok mener, at enhver religion kan fortolkes nogenlunde vilkårligt i den retning, man måtte ønske det… han [skærer] de tre religioner, islam, jødedom og kristendom, over én kam og mener, de har samme fortolkningsmæssige vanskeligheder ved at acceptere demokratiet. At han som religionsforsker ikke kender forskel på kristendom og islam, er egentlig besynderligt.

    Vi teologer har ellers været meget flittige til at påpege, at indenfor kristendommen er loven ikke en frelsesvej, som den er det indenfor islam. Når Jesus i Matt. 7,12 citerer den gyldne regel “Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem” og tilføjer, “Sådan er loven og profeterne”, så afslører han en lovforståelse, der er himmelvidt forskellig fra den jødiske og den muslimske, en lovforståelse, hvorefter mennesket tænkes at forstå og acceptere det, der skal gøres.

    Så den kristne har langt lettere ved at fortolke sine helligtekster i demokratisk retning end muslimen.

    Og derfor: Når jeg efterhånden ved en række lejligheder har kunnet konstatere, at Tim Jensen som religionsforsker ikke er i stand til at skelne mellem islam og kristendom, så har jeg ærlig talt ikke den store fidus til hans forskning.

    Han synes grebet af den dille, som har grebet mange islamforskere: der må ikke siges noget ondt om islam, uden at der i samme åndedrag siges noget tilsvarende ondt om kristendommen. Men sådan er virkeligheden ikke…

    Men Tim Jensen gav mig også en anden begrundelse for, at han var uegnet til forskning i forholdet mellem islam og terror. Han fortsatte nemlig med at sige nogenlunde følgende: “Og omvendt kan han [islamforskeren] jo også gå et skridt videre og sige: Jeg anser det forøvrigt for strategisk uheldigt [at regne islam og islamisme for ét og det samme], fordi vi i virkeligheden bakker om den fortolkning, som er islamisternes, og derved er vi med til at marginalisere de muslimer, som ikke er islamister. Det er politisk uklogt. Du kan sige, at det er at politisere, at man på den måde lægger nogle kvalificerede synspunkter frem i den offentlige debat og på den måde er med til at nuancere og kvalificere debatten.”

    Dette er næsten værre end det første. Allerede før man begynder sin forskning, sætter man grænser op for, hvad denne forskning må føre til. Men det er da imod al forsknings iboende fornuft. Selv mener han, at han er med til at nuancere og kvalificere debatten. Men det er så sandelig noget, man kan sætte et endog meget stort spørgsmålstegn ved.

    Vi kristne er af en ret hårdhændet historieforskning blevet tvunget til at tage afstand fra store dele af vor kirkes historie. Skulle mon ikke muslimerne ved at møde en tilsvarende hårdhændet historieforskning kunne reagere på samme måde, så også de tog afstand fra store dele af islams historie?

    Vi kristne er af en særdeles kritisk læsning af vor helligskrift blevet tvunget til at gå historisk-kritisk til værks, når vi læser Bibelen. Skulle mon ikke muslimer på samme måde evne at tage kritisk stilling til deres helligskrift? Utvivlsomt.

    Men det vil naturligvis ikke ske, hvis alt, hvad de møder fra moderne, vesteuropæisk side, er en bovlam forskning som Tim Jensens, der på forhånd har afgjort, at man i hvert fald ikke vil nå frem til det resultat, at islam og islamisme er ét og det samme.

    Tim Jensen tror, at en hårdhændet kritik af islam vil drive de moderate muslimer i armene på de rabiate. Men dels er dette ikke et videnskabeligt, men et højst politisk synspunkt, dels er det da lige så sandsynligt, at de vil blive drevet til at kritisere deres religion, som vi kristne har lært at kritisere vores.

    At Tim Jensen politiserer er indlysende, men jeg kan ikke helt følge Søren Ulrich Thomsens kritik. Tim Jensen er for mig at se ikke intolerant overfor religiøsitet som sådan – kun kristendommen. Fra fredagens Information – Digter, lutheraner og oplysningsmand (pdf).

    “Sidste år hørte jeg en samtale mellem Jes Stein Petersen og religionshistorikeren Tim Jensen i Deadline (2. sektion, DR2 den 13. februar 2005, red.). Her spurgte Jes Stein Petersen: ‘Hvad er så den bedste vaccine imod religiøs indoktrinering?’ Hvortil Tim Jensen svarede: ‘Nu er der jo nogen, der mener, at de er i stand til at lokalisere det religiøse gen … og så kunne man jo håbe på, at de opfandt vaccinen, som kunne gøre det af med dette gen.'”

    “Prøv at indsætte ‘genet for homoseksualitet’ i stedet. Her er en mand, der er så sikker på, at han taler imod formørkelse, så han ikke lægger mærke til, at det er racehygiejne, han gør sig til talsmand for!

    Oploadet Kl. 16:02 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper