9. april 2020
Epidemien beviser blandt andet, at Liverpool er det bedste fodboldhold i England, at Beatles er bedre end Stones, ja, kart sagt, beviser den alt det ‘jeg hele tiden har ment’, ironiserer Henrik Dahl. Den suveræne nationalstat træder i karakter i disse uger, men uvist af hvilken årsag vælger Magisterbladet at spørge en række socialister om deres holdning til det de kalder ‘nyliberalisme’. Fra Magisterbladet.dk – Staten genfødt: Er covid-19 nyliberalismens dødskys?.
“Mange økonomer drager sammenligning med krige, når de skal forklare den aktuelle situation. De peger også på en afgørende forskel. Vi er i krig mod Covid-19, og hele samfundet er sat ind. Men denne gang er værktøjet ikke mobilisering, det er en omfattende demobilisering. Vi har lukket os selv inde og økonomien ned.
Som den engelske økonomihistoriker Adam Tooze har skrevet i The Guardian: ‘Vi har med fuldt overlæg iværksat en af de mest alvorlige recessioner nogensinde’.
Hans pointe er, at vi med en ukendt omkostning har prioriteret liv og fællesskab over økonomisk logik. Dermed udfordrer vi det dogme, der siden 1990’erne har gjort markedet til det udgangspunkt, som alle institutioner, ikke mindst staten, var indrettet efter.
… den politiske kommentator Lars Trier Mogensen har peget på, at Mette Frederiksen (S) har genskabt troen på en stærk og social velfærdsstat, forudser Ove Kaj Pedersen, at krisen vil føre til en større regulering af markedskræfterne og større accept af statslige indgreb fremover.
Økonomiprofessor emeritus Jesper Jespersen er knap så opmuntret. Han har svært ved at se, at det politiske system pludselig skulle være parat til at tilbagerulle ‘de seneste 30-40 års liberale fejltagelser’.
‘Min erfaring har vist mig, at der er en betydelig træghed i tænkemåder, og konkurrencestaten kom ikke overnight. Velfærdsstaten blev allerede kritiseret i 1970’erne, men vi skal helt op i 1990’erne, før det slog igennem i dansk økonomisk politik. Så man skal passe på med at lade sig forblænde af et øjebliks overraskende begivenheder. …
Jesper Jespersens pointe er, at danske regeringer i ly af finanskrisen hovedsageligt fulgte det nyliberale dogme om, at udbuddet af arbejdskraft kan forøges ved at reducere velfærd gennem skattelettelser og forringelser af dagpenge og kontanthjælp. Modsat vil en keynesiansk tilgang indebære øgede offentlige udgifter i nedgangstider for herigennem at stimulere økonomien og øge efterspørgslen efter arbejdskraft.
Og selvom et enigt folketing godt nok lige nu pumper milliarder ud i økonomien i form af hjælpepakker, advarer Jesper Jespersen mod proportionsforvrængning.
‘Jeg sidder med en fornemmelse af, at man i hvert fald ikke underdriver det, staten gør. Hvis man lægger tallene sammen, kommer man op på 287 mia., men de 221 mia. er reelt blot udskudte skatter og moms samt garantier for virksomheder, altså ikke ekstra penge, men et midlertidigt sikkerhedsnet. …’
Andre er mere forhåbningsfulde. På venstrefløjen mener Pelle Dragsted, tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten, at coronakrisen kan resultere i en ny epoke med ’grøn keynesianisme’.”
