7. december 2016

“Hvem er de hætteklædte der sætter Nørrebro i brand?”, spurgte Berlingske, og ringede til Karpantschof

“Hvem er de fem terrorsigtede danskere?”, spurgte Berlingske under retssagen mod Brandstifterbanden tilbage i 2011, hvad få dage efter blev fulgt op af Jyllands-Posten med spørgsmålet “Hvem er Redox?”. I begge tilfælde agerede venstreradikale Chris Holmsted Larsen ekspert, og hvorfor så overhovedet spørge.

Lørdagens For frihed-demonstration kaster fortsat tomgangsartikler af sig, og selv når venstreradikale åbent erklærer at de vil angribe en lovlig demonstration, så overrasker det medierne at det ‘udvikler sig voldeligt’. Ikke overfald, men et ’sammenstød’, og som Ekstra Bladet formulerede det: “tumult imellem de to grupper”.

I dag stiller Berlingske spørgsmålet – “Hvem er de hætteklædte der sætter Nørrebro i brand?”, og minsanten om ikke eksperten er venstreradikale René Karpantschof – Hvem er de hætteklædte, der sætter Nørrebro i brand?.

“En demonstration på Nørrebro, der startede fredeligt, men udviklede sig voldeligt førte i weekenden til 11 anholdelser.

Den oprindelige demonstration var arrangeret af den højreorienterede bevægelse ‘For Frihed’, tidligere kaldet ‘Pegida’, og startede ved Israels Plads lørdag eftermiddag. De demonstrerede mod det faktum, at Nørrebro i år ikke er julepyntet. For Friheds talsperson mener, at julepynten er en dansk tradition, man bør værne om.

På Nørrebrogade blev gruppen mødt af den venstreorienterede og antiracistiske moddemonstration ‘NoPegida’, der havde barrikaderet Dronning Louises Bro med byggemateriale, og altså indgangen til Nørrebro. Langt størstedelen af de anholdte tilhørte denne gruppe, og de anholdte er blandt andet sigtet for hærværk mod bygninger og vold mod tjenestemand. …

Ifølge René Karpantschof, der selv har en fortid som bz-aktivist, er ph.d. i sociologi og ekspert i politisk radikalisme, foregår der lige nu en kamp om, hvem der dominerer ikke kun på Nørrebro, men også i den politiske debat.

‘NoPegida mener, at For Frihed spreder fremmedhad og hetzer muslimer, og antiracisterne er imod, at de såkaldte islamkritikere bruger det offentlige byrum som propagandaplatform. Derfor forsøgte man at forhindre For Frihed i at komme ind på Nørrebro ved blandt andet at bygge barrikader.’ …

I virkeligheden, mener René, bunder barrikaderne måske i, at moddemonstranterne ikke helt ved, hvordan de skal tackle den højredrejning, der breder sig i den offentlige debat og politiske liv i Danmark. En drejning, de er meget uenige i og modstandere af.

‘Mange finder det normalt svært at gøre noget effektivt mod, hvad de opfatter som et omsiggribende fremmedhad i det danske samfund. Men når en helt konkret størrelse som For Frihed vil trænge ind på, hvad antiracisterne mener, er deres hjemmebane, så giver det dem anledning til at gøre noget mere konkret. Det var det, der skete i weekenden.'”

(Uriasposten, 21. november 2016: Venstreradikale varsler voldelige angreb…)



7. oktober 2016

Tidligere Modkraft-fotograf: Indvandrere ‘frontede’ autonome i Folkets Park – “… de var klar til at slås

Fotograf Freddy Hagen kommenterer kritikken af Peter Øvig Knudsens nye bog, tidligere omtalt her på siden. Det er yderst interessant, ikke mindst fordi Modkraft-redaktøren på daværende tidspunkt var nu afdøde AFA-leder Martin ‘Kat’ Lindblom, René Karpantschofs sjæleven. Via Ballet Magnifique.

“Det er jo sandt nok. PØK citerer folk, der ikke ønskede at deltage, vidt og bredt, og de optræder med navns nævnelse, som en del af fortællingen. Personligt mener ikke at man sådan kan afskrive sig selv fra historien, hvis man har en rolle at spille i den. Men at kritikken af PØK, omkring dette, blev orkestreret af en tidligere ledende bz’ er, nu historiker, der forsker i, og holder foredrag om radikalisering, ja, det mener jeg er dybt kritisabelt.

PØK påstår selv, at disse mennesker lever i en forestillingsverden om tiden i bz, som de selv har skabt og genfortalt, men som ikke desto mindre ikke er sand. Han påstår, at de beskytter selve bevægelsen.

Det kan jeg nikke genkendende til. I aktivistmiljøet omkring Ungdomshuset, har jeg oplevet det samme. Jeg husker endnu tydeligt etåret for rydningen af Ungdomshuset, der blev fejret med slagsmål i gaderne med politiet, på Nørrebro. Jeg ville dække begivenhederne, der begyndte på Nørrebros Runddel, men blev spredt, da politiet indhyldede området i tåregas. Nogle aktivister forsøgte at sammenstimle folk i Folkets Park, for der at tage kampen imod politiet op igen.

Men så skete der noget interessant. En gruppe indvandrere fra kvarteret, fortalte aktivisterne, at de skulle skride ad helvede til med deres vold, for imorgen ville det være dem, indvandrerne, der ville fremstå som utilpassede i aviserne. De frontede aktivisterne, og de var klar til at slås. Derfor trak aktivisterne sig. De var heller ikke mere end omkring 20 stykker.

Jeg ville skrive om denne begivenhed til Modkraft. Jeg skrev ofte, eller fotografere for Modkraft, i denne tid. En erfaringsrig tid, og en tid, jeg er taknemmelig for at have oplevet. Gode folk, søde folk, venner for livet. Respekt for det. Men historien om indvandrere, der ikke ville finde sig i ungdomshusaktivisternes forsøg på at komme i konfrontation med politiet, det ville de ikke trykke. Fordi indvandrerne generelt var på deres side, blev der sagt.

Se, det er nok det, som PØK mener, når han siger, at nogle af tidens aktivister, helt kunne glemme sandheden, fordi sagen – og ideen – var så stærk, og vigtig. Og det er vel også derfor, at man kan fyre en brosten i fjæset på et andet menneske…” (Facebook, 5. oktober 2016)

Oploadet Kl. 09:34 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


2. oktober 2016

Peter Øvig Knudsen om radikalisme-forsker: Han stod i spidsen for ‘en virkelig voldelig radikalisering’

Jeg er ikke ubetinget vild med Peter Øvig Knudsen, for det skriger til himlen at et tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti (KAP) bliver manden, der leverer den store brede fortælling om den yderste venstrefløj. Han var dog rigtig god i Ugens gæst på P1, hvor han taler ud om sine problemer med at finde kilder til seneste bog om BZ-bevægelsen.

Herunder et par smagsprøver. Det første citat er svar på kritik fra tidligere BZ’er Lotte Svendsen. Det andet er en kulmination på en længere tvist mellem René Karpantschof og dokumentaristen. Karpantschof, der som sociolog ofte agerer ekspert om højrefløjen i medierne, hudflettes med få velvalgte ord.

Peter Øvig Knudsen: Det er jo et virkeligt morsomt synspunkt ik’. Hvis jeg nu besluttede at lave en bog om Dansk Folkeparti, og Pia Kjærsgaard og resten af ledelsen, så sagde – Nej, Peter Øvig er ikke den rette mand til at skrive en bog om Dansk Folkeparti. Skulle jeg så også trække mig bukkende tilbage, og sige – Nå, ja, Pia Kjærsgaard vil ikke have at jeg skriver om hendes parti, så må jeg da hellere lade være, og så overlade det til en der er mere venligt indstillet overfor Dansk Folkeparti. Altså, sådan er det jo ikke at være dokumentarist.

[…]

Peter Øvig Knudsen, forfatter: Jeg er ikke så overrasket over hvad René Karpantschof mener. Jeg kan bare ikke lade være med at grine lidt. Der er en form for, der er lidt tragikomik i det her ik’, for her sidder René karpantschof, som jeg ved var en af lederne som radikaliserede BZ de sidste år i 80’erne, som gik i spidsen når man skulle finde nye kampformer mod politiet, som senere er blevet gode venner med Blekingegadebanden, kaldt dem politiske fanger, der er uskyldigt dømt. Altså, der sidder en mand her, som præcis har stået i spidsen for en virkelig voldelig radikalisering af unge mennesker, og siger til mig, at det er forkert af mig at beskrive det sådan, at der er en lille gruppe af mennesker der har stået i spidsen for en radikalisering. Så det er nok ikke lige så mærkeligt, at lige René Karpantschof mener det er en historie, der ikke skulle være blevet fortalt.

Mere.

“Det er her, i en sort trætilbygning, han skriver sine bøger, med udsigt til skovbrynet. Her, han efterhånden begyndte at få breve fra BZere, der gerne ville være med i bogen. Her, han har mødtes med mange af dem og drukket øl og lavet bål i haven med dem.

Men det også her, der en dag blev kastet sten ind ad ruderne i arbejdsværelset. Her, en af BZerne sagde, han ville komme og skyde ham med den gun, han havde under puden, hvis Øvig skrev grimt om hans kammerater. Det sidste beklagede den pågældende BZer dog efterfølgende.” (Berlingske, 30. september 2016)



2. april 2016

Soldiers of Odin, ikke højreradikale, ikke racistiske, ikke voldelige… men problematisk velorganiserede

Det siger sig selv, at en lov & orden-gruppe skabt for at modvirke multikulturaliseringen af nattelivet, nødvendigvis tiltrækker højreorienterede og hårde mænd fra provinsen. Soldiers of Odin er omtalt i alle større medier de senere dage, men det bliver næppe gruppen der slår igennem for alvor. Ikke fordi den finske grundlægger har nationalsocialistiske sympatier, men fordi tiden ikke er moden. Hvad der var ekstremt i går, er ikke nødvendigvis ekstremt i morgen, og fortsætter udviklingen, så kommer der en dag hvor multikulturalismens fortrop drømmer om de gode gamle dage med fredelige grupperinger såsom Stop Islamiseringen af Danmark og English Defence League.

TV2 Fyn bragte fredag aften interviews med Jari Boriths-Sørensen og lokalformand Mikkel Sørensen fra Fyns-afdelingen, og man behøver ikke være forsker for at se, at de repræsenterer et folkedyb der har fået nok. Det er derfor gruppens danske Facebook-gruppe på få uger har høstet 10.797 likes.

Medierne har naturligvis travlt med at hæfte højreekstremisme- og nynazisme-etiketter på organisationen, noget der foregår ligefrem proportionalt med gruppens forsikringer om at de ikke er racistiske. Jeg tvivler på at gruppens danske medlemmer gennemsnitligt har flere anholdelser bag sig end ekstremisme-ekspert René Karpantschof – og næppe flere end Vollsmose-grupperingen ‘Soldiers of Allah‘, der ikke blev associeret med nazisme, da de brændte israelske flag af i Århus for fire år siden. De har stort set ikke været omtalt.

Da svenske Aftenbladet skrev om Soldiers of Odin for et par uger siden, aflirede de venstreradikale Expo, og bad den finske forfatter Mikael Brunila stå for analysen. Det var ham som Projekt Antifa (Læs: AFA) interviewede sidste år – en type der ser nazister overalt. Til Aftenbladet forklarede han, at Soldiers of Odin ikke har været voldelige: “Problemet är att vi har en väldigt väldisciplinerad och välorganiserad grupp…”. Problemet eksisterer med andre ord kun i venstreradikale hoveder.

For den gennemsnitlige dansker er det ikke videre problematisk at Soldiers of Odin hverken er højreradikale, racistiske eller voldelige. En svær opgave at bortklare for Karpantschof, der dog mener at gruppen har en skjult dagsorden. De vil ’skabe legitimitet’ for ‘voldelige’ indvandringsmodstandere på højrefløjen. AFA kan intimidere nationalsindede på Nørrebro, men det er straks sværere i Fraugde-Kærby. Virkeligt et stort problem.

Fra Radio24syv – Soldiers of Odin er styret af voldsdømte og højreekstreme.

“De ind­van­drer­kri­ti­ske grup­per af dan­ske mænd med ryg­mær­ket Sol­di­ers of Odin, som er begyndt at patrul­jere i det dan­ske nat­te­liv, har tætte for­bin­del­ser til både Hells Angells, nazi­ster og andre høj­re­ek­streme grup­pe­rin­ger.

Blandt andet for­tæl­ler det sel­vud­nævnte bor­ger­værns dan­ske leder i et inter­view på Radio24syv, at han tid­li­gere er dømt for vold og er med i ‘Viking Defence League’, der pri­mært yder øko­no­misk støtte til fængs­lede med­lem­mer af rock­er­grup­pen Hells Angels. …

Over halv­de­len af dem, som i kom­men­ta­rer på den dan­ske Sol­di­ers of Odin-facebookside har til­ken­de­gi­vet, at de gerne vil melde sig ind og patrul­jere i dan­ske byer, har sam­ti­dig ’synes godt om’ høj­re­ek­streme face­book­si­der som Stop Isla­mi­se­rin­gen af Dan­mark, Danish Defence League og Dan­sker­nes Parti. …

Sol­di­ers of Odin i Dan­mark for­tæl­ler selv, at de ikke er høj­re­ek­streme eller deci­de­ret går efter ind­van­drere… Men eks­pert i radi­kale grup­pe­rin­ger fra Køben­havns Uni­ver­si­tet og tid­li­gere ven­stre­fløjsak­ti­vist, Rene Kar­pants­chof, mener, at der kan være grund til at mistænke grup­pen for at have en skjult dags­or­den:

‘De vil opbygge grup­pe­rin­ger og skabe legi­ti­mi­tet om at have vol­de­lige grup­per på høj­re­fløjen. Grup­pe­rin­ger der i vir­ke­lig­he­den mener, at de er i en slags kamp mod ind­van­drere og i sær­de­les­hed mus­li­mer,’ siger Rene Kar­pants­chof til Radio24syv.”

(Foto: Facebook)



19. februar 2015

Den myrdede filminstruktør deltog i TFS-arrangementer: Har Redox billeder af Finn Nørgaard i arkivet?

“Ekstremisterne skal mærke vores ånde i nakken”, skrev Berlingske i går om mindehøjtideligheden i København, og illustrerede artiklen med et foto af Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og Det Radikale Venstres Morten Østergaard, begge synligt berørte. Nøgternt set er ekstremisterne den værdipolitiske venstrefløj de selv tilhører. De har en revolutionær agenda, og repræsenterer kun en brøkdel af befolkningen. Enhedslisten forfølger den kommunistiske utopi, Det Radikale Venstre den multikulturelle. Begge vil ændre radikalt på det Danmark du kender.

Begge partier er ikke bare imod videoovervågning (der hjalp med at opklare Omar Husseins terrorangreb), men har i årtier været garanten for en lempelig udlændingepolitik, og her tænker jeg ikke specifikt på Palæstinenserloven af 1992, hvor radikaliserede politikere uddelte statsborgerskaber i flæng. Det Radikale Venstre har sågar gjort det til en mærkesag, at man ikke vil sortere asylansøgere efter religion. Vi tror på de fremmede, som det så smukt lyder på radikale valgplakater. Politisk idioti på højeste niveau.

Enhedslisten (der ikke vil bekæmpe Islamisk Stat militært), har ligefrem PFLP-støttere centralt placeret i partiet. En terrororganisation der for blot tre måneder siden likviderede fire jøder i en synagoge i Jerusalem. En af Enhedslistens mærkesager de senere år har meget sigende været et ønske om boykot af G4S, da sikkerhedsfirmaet også beskytter jøder mod militante palæstinensere. Da det efter Charlie Hebdo-massakren blev diskuteret i Borgerrepræsentationen i København, hvorvidt man skulle øge sikkerheden og overvågningen ved Det Jødiske Museum, valgte Enhedslisten som eneste parti at stemme imod.

Så vidt hykleriet hos partier, der ofte har udskammet Trykkefrihedsselskabet (TFS) som værende islamofobiske højreorienterede der bærer irrationel antipati for Islam. Den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard følte sig formentligt mere hjemme ved Lars Vilks Komitéens arrangementer, men han deltog faktisk ved flere arrangementer i regi af Trykkefrihedsselskabet. Flere husker ham, og en kilde nævner specifikt deltagelse i mødet med Mark Steyn (2010) og et af arrangementerne med Geert Wilders.

(Mulig Finn Nørgaard til TFS-arrangement med Geert Wilders, København, 2010; Foto: Snaphanen)

Jeg har ikke deltaget i mange TFS-arrangementer, men er flere gange blevet foto-registreret af den yderste venstrefløj ved sådanne lejligheder. Første gang i 2008 af et kendt medlem af Researchkollektivet Redox, og sidst af en fyr tilhørende samme segment, da jeg deltog som taler i 2012. De er der altid, ikke kun når Geert Wilders er på besøg, også når herboende jøder demonstrerer for Israel eller retten til at gå med kalot på Nørrebro.

(Simon Bünger til TFS-møde med Wilders, 2014 – Indsat: Wilders/Malmø, 2012; Kalot-demo, 2014)

Fast fotograf ved alt TFS-relateret i 2009-2010 var venstreloonien Carl-Erik Zølck, der eksempelvis foto-registrerede deltagere ved et arrangement med den franske gymnasielærer Robert Redeker, der år forinden var gået under jorden på grund af islamistiske reaktioner på hans islamkritik.

Et af billederne Carl-Erik Zølck tog til et TFS-møde i foråret 2009 endte senere på Redox’ hjemmeside i en udgave han ikke selv havde lagt online. Året efter slog PET til, og blotlagde at Researchkollektivet Redox reelt var identisk med erklærede militante Antifascistisk Aktion. Da Redox genopstod var det med Simon Bünger Paulsen som ansvarshavende chefredaktør, der ofte ses på gaden når islamismens modstandere mødes offentligt. I august sidste år fotograferede han jøder og sympatisører ved Rasmus Jarlovs kalot-vandring, og blot tre måneder senere fotograferede han systematisk alle deltagere ved et arrangement på Christiansborg. Et arrangement der havde Geert Wilders som hovedtaler.

(Carl-Erik Zølck til TFS-møde med Robert Redeker, 2009; Se evt. I, II, III, IV)

Det bliver ikke mig der laver den store diskurs-analyse af Det Radikale Venstre, men som Aia Fog og Morten Uhrskov så rigtigt har skrevet, så har radikale politikere et medansvar. Alt har konsekvenser. Kæmper man for indvandring fra islamiske lande, så gør man livet farligt for herboende jøder. Det er ikke raketvidenskab.

Med hensyn til Enhedslisten og den revolutionære venstrefløj, så er der ingen tvivl – de agiterer for åbne grænser, kæmper offensivt mod jøderne, og danner hermed front med islamisterne. Eksemplerne er mange, og det påvirker også mediedækningen.

Blandt dem der i disse dage kloger sig om Omar Hussein er sociolog René Karpantchof. Han støttede tidligere Blekingegadebanden, en militant PFLP-sympatiserende gruppe, der ligefrem førte arkiv over danske jøder. Karpantchof mener selvfølgelig, at det er højrefløjens ekskluderende retorik der drev Omar Hussein til jødedrab, og sådan kan medietrænede forskere tilpasse virkeligheden egen stålsatte ideologi.

Herunder ses han i udkanten af den store pro-Israel demonstration på Rådhuspladsen tilbage i 2009. Han står lige ved siden af en aggressiv araber (der senere heiler på tv). Karpantchof ser ham ikke. Han kigger på jøder og sympatiserende danskere, nogle af dem med et Dannebrog i hånden.

(Karpantchof ser på jøder og sympatisører til demo for Israel, 2009 – t/h: araber der senere heiler)



2. juni 2014

JP gav spalteplads til Allan Lindemark: “Jeg ser ikke Dansk Folkeparti som et demokratisk legitimt parti.”

De trykte aviser er i frit fald, og det tror da pokker. Hvad er det præcist der får en borgerlig avis til at spørge René Karpantschof og Allan Lindemark om deres syn på Dansk Folkeparti. Den første boede for år tilbage i kommunistisk kollektiv og støttede Blekingegadebanden, den anden var aktiv i Minoritetspartiet, og bloggede om hvorledes DR var infiltreret af Dansk Front. Tilsammen repræsenterer de maksimalt 0,1 procent af befolkningen. Hvad rager det en bredere offentlighed, hvad de mener om Dansk Folkeparti og dets vælgere.

Fra Jyllands-Posten – ‘Og så hedder han gudhjælpemig Messerschmidt!’

“‘Stuerene – det bliver I aldrig.’

Poul Nyrup Rasmussens karakteristik af Dansk Folkeparti i 1999 er måske den mest herostratisk berømte sætning i nyere dansk politik. …

I søndags blev budskabet så gentaget nok en gang. Ikke af den socialdemokratiske nestor, men på de sociale medier som reaktion på, at Dansk Folkeparti så at sige havde gjort rent stuebord ved Europaparlamentsvalget med 26,6 pct. af stemmerne. Heraf 465.758 personlige stemmer til Morten Messerschmidt, der dermed slog netop Poul Nyrup Rasmussens stemmerekord. …

Men hvorfor reagerer mange fortsat så kraftigt på et helt legitimt parti, der i en meningsmåling forleden sågar stod som landets største parti? For at finde ud af det, har Indblik talt med en af dem, der bestemt ikke synes, at Dansk Folkeparti har plads i stuen. 35-årige Allan Lindemark, cand.mag. og projektleder i en ngo. I søndags var han en af dem, der var aktiv på Twitter, hvor han skrev:

‘DF er ikke blevet stuerent. Det er en fjerdedel af befolkningen, der er begyndt at tisse i hjørnerne.’

Og det var ikke bare ment som en flygtig, virtuel tankestreg.

Jeg ser ikke Dansk Folkeparti som et demokratisk legitimt parti. Mange mener, at det jo bare er et konservativt socialdemokrati og slår deres horrible udtalelser hen som finker fra panden; de er jo danske, så det er ikke så slemt. Men det er slemt. Det er et parti, som i udlandet sammenlignes med græske fascister, og det er da vildt skræmmende, at vi rent faktisk har givet en racismedømt mand mere end 450.000 stemmer,’ siger han med henvisning til, at Morten Messerschmidt for 12 år siden blev dømt for at overtræde straffelovens § 266b, den såkaldte racismeparagraf.

En anden, der ofte får sin fortid skudt i skoene, er Rene Karpantschof. Han er tidligere bz’er. Men derudover er han også sociolog, historiker og ekstern lektor ved Københavns Universitet med speciale i folkelige protestbølger og demokrati.

‘Dansk Folkeparti er kontroversielt, og det skyldes især deres holdning til det nationale spørgsmål, herunder flygtninge og indvandrere. Når folk får knopper, er det fordi, mange fortsat betragter det som et stort set racistisk parti. Beskyldningen om, at det er et højrenationalistisk parti, der undertrykker visse minoriteter, og som ideologisk har træk til fælles med nazismen,’ siger han.

(Allan Lindemark Hansen anno 2008)

Allan Lindemark er dog ikke helt afvisende for, at Dansk Folkeparti kan blive stuerene – også i hans bog. Men det kræver, at partiet gennemgår en selverkendelsesproces lig den, Fremskrittspartiet i Norge foretog efter terrorangrebet i 2011, hvor partiet angrede sit sprogbrug over for islam og indvandrere. Derudover skal partiet ekskludere adskillige medlemmer, bl.a. Morten Messerschmidt.

‘Men det gør man ikke. Tværtimod opstiller man dem til topposter. Det er fuldstændigt forkasteligt at opstille en dømt racist; der er så mange gale historiske referencer, og så hedder han gudhjælpemig Messerschmidt!‘ siger han. …

Spørgsmålet er imidlertid, hvad konsekvensen er ved at sige til en fjerdedel af vælgerne, at de tisser i hjørnerne. Kunne det tænkes, at de frem for at angre deres synder måske tværtimod ville føle sig bekræftet i deres valg, når de på den måde bliver udskammet. Af en cand.mag., der er bosat i Københavnsområdet og gudhjælpemig tidligere har været ansat i Danmarks Radio.

‘Nu stammer jeg fra Vestjylland, og min familie stemmer på Dansk Folkeparti. Så jeg er ikke ukendt for argumenterne. Men jeg tror ikke på, at nogen begynder at stemme på DF, fordi man sviner dem til, eller at nogen holder op, fordi man ikke gør,’ fastholder han.”



26. marts 2014

Skævvredet dækning af politisk ekstremisme i MSM: Holmsted Larsen, Karpantschof og Åsne Seierstad

Intet emne dækkes så skævt i medierne, som politisk ekstremisme. Når højreradikale, nationalister, eller nationalsocialister angribes af militante venstreradikale på åben gade i Malmø, kalder medierne forsvaret for nazistisk vold, og lader venstreradikale tale nazi-problemet op. Herunder et par klassiske eksempler med René Karpantschof, Chris Holmsted Larsen og en mere journalistisk analyse fra norske Åsne Seierstad.

Fra DR Online – Ekspert: Svensk nazi-uro kan brede sig til Danmark (13. marts 2014).

“Hændelsen er meget bekymrende, mener Chris Holmsted Larsen, der forsker i politisk ekstremisme på RUC.

– Det her sammenstød giver grund til eftertanke. For de her netværk lader sig ikke begrænse af nationale grænser. Det, der foregår i Sverige kan lynhurtigt foregå i Danmark, siger Chris Holmsted Larsen. …

– Der har været en optrapning af konflikten mellem den ekstreme højrefløj og venstrefløj i Sverige. Især har højrefløjen har oprustet, og det har resulteret i flere voldelige sammenstød, fortæller Chris Holmsted Larsen.”

Fra Radio24syv – Globus (16. marts 2014).

René Karpantschof, sociolog: Det er sådan set en del af en noget større konflikt, også på et internationalt niveau. Fordi vi ser jo i de her år en ny fremgang for højrebevægelsen i Europa, for højrenationale partier, som Dansk Folkeparti, i hele Europa der har den her form for højrenationalisme fremgang, og i yderkanten af den fremgang finder vi så mindre, og mere radikale og militante grupper, såsom Svenskernes Parti, der i øvrigt var erklærede nazister, som hed noget andet, men som i dag også mener de er et højrenationalt parti, der har taget afstand fra nazismen.

Louise Windfeld-Høeberg, Radio24syv: … hvor meget adskiller det højreradikale miljø i Sverige, fra det vi kender i Danmark?

René Karpantschof: Sådan kvantitativt, sådan i hovedtræk, så adskiller de sig ikke, de er den samme type strømning. Svenskernes Parti har et søsterparti i Danmark der hedder Danskernes Parti… de her grupper ikke bare ligner hinanden, de samarbejder også henover sundet, men det svenske højrenationale miljø og militante grupper på højrefløjen derovre, er og har i årtier været og er meget større og stærkere end vi ser i Danmark.

Louise Windfeld-Høeberg: Nu bor jeg selv på Nørrebro, og der sker det ofte, at når der er lokale arrangementer, så dukker der nogle nynazister op, det er ofte ganske få, og er ret provokerende, de får altså rigtig mange tæsk af de venstreradikale på Nørrebro, så det går vel begge veje, det er vel bege yderfløje. Hvordan ser det ud med det vensteradikale miljø.

René Karpantschof: [overrasket] Ja øh, de er i Sverige, ligesom herhjemme, så er der også en militant del af venstrefløjen, og der er grupper i den antiracistiske bevægelse, der bruger vold for at forhindre de højrenationales politiske fremgang, og det kommer til udtryk ved at man forsøger at blokere nazister eller højrenationales marcher, eller forsøger at forhindre dem i at holder møder, også når det gælder større partier såsom Sverigedemokraterne, som jo er Dansk Folkepartis søsterparti. Så du har helt ret i, at der udgår vold fra begge fløje, men man må nok sige, at på højrefløjen der har volden, sådan helt overordnet, et mønster i det, det er, at den lige er en tand mere brutal, man bruger oftere knive…

Meget bedre bliver det ikke, når man ser på journalistikken. Norske Åsne Seierstad har netop udgivet en bog om Anders Breivik, og var derfor gæst i gårsdagens Deadline på DR2. Hun har nogle interessante psykologiske betragtninger, men vælger sidst i interviewet alligevel den belejlige konklusion. At Breivik var en integreret del af en højreekstrem strømning, ideologisk ond, og en radikal type man kun ser på højrefløjen.

(Åsne Seierstad i Deadline, 25. marts 2014: Er Breivik en af os?)

MSM-analyse i punktform.

– Når venstreradikale angriber højreradikale, er det en optrapning hos sidstnævnte.
– Når venstreradikale chikanerer højreradikale, er det ikke udtryk for noget organiseret.
– Omvendt er Anders Behring Breivik en del af en strømning, der inkluderer Dansk Folkeparti.



27. december 2013

Venstremilitante er ‘kritiker av en liberal-konstitutionell praxis av demokrati’, ‘inte… antidemokratisk’

I SFI-rapporten om ekstremisme offentliggjort nogle uger før årets kommunalvalg, kom det frem at Danskernes Parti var anti-demokratisk fordi partiet havde en ‘negativ eller afvisende holdning til en liberal demokratisk samfundsorden’, og ikke respektererede fundamentale værdier og normer, herunder de for forfatterne centrale ‘ligheds- og tolerancenormer’.

Jeg undrede mig over, at et nationalistisk parti der kæmper for flere folkeafstemninger blev betragtet som anti-demokratisk imodsætning til Enhedslisten, der åbent arbejder for en revolution der skal afskaffe Grundloven. Jeg skrev derfor til ekstremismeforsker Rikke Louise Peters, der gav mig forklaringen.

“På baggrund af Enhedslistens principprogram, politiske handlinger og udtalelser i offentligheden i det hele taget, vil jeg definere partiet som et socialistisk og demokratisk parti. Den socialistiske model partiet arbejder for er ikke i modstrid med demokratiet… (postdoc Rikke Louise Peters, 2013)

Forskere kan definere sig ud af alt, og det siger sig selv at svenskerne går en brosten længere. Herunder et afsnit fra en nyligt offentliggjort rapport fra Statens Medieråd om Våldsbejakande och antidemokratiska budskap på internet, gående specifikt på Antifascistisk aktion og Revolutionära fronten (s. 122), der ikke bare har en revolutionær dagsorden, men åbent bekender sig til politisk vold. (via Anna-Lena Lodenius)

Forklaringen er vanvittig, meget lig SFI’s beskrivelse af Danskernes Parti, og helt analog med ovenciterede forsker. Højreradikale er anti-demokrater per defintion, venstreradikale er demokrater per definition, og den største trussel mod demokratiet kommer ikke fra anti-demokrater, men venstreradikale der principielt er demokratiske.

“Till skillnad från grupper som är principiella motståndare till demokratiska värden och praxis… är den form av radikalvänster, till vilken de autonoma grupperna kan räknas, kritiker av en liberal/konstitutionell praxis av demokrati, men den är inte principiellt antidemokratisk. Man tar inte avstånd från demokratiska värden i generella termer av grundläggande medborgerliga rättigheter (jfr. March & Mudde 2005:24).” (s. 120; af Linus Andersson, der bl.a. henviser til bøger af Martin Lindblom, René Karpantschof og Mathias Wäg)

< (p>

(Statens Medieråd, Våldsbejakande och antidemokratiska budskap på internet: ; Regeringen.se)

Relateret.

“Av de två huvudsakliga våldsbejakande extremistmiljöerna vit makt-miljön och autonoma miljön, är det i dagsläget den autonoma miljön som utgör det största hotet. Det beror på bland annat på att majoriteten av de fall av otillåten påverkan som Säkerhetspolisen känner till kommer från denna miljö.” (Chefanalytiker Ahn-Za Hagström i SAPO-rapport om ‘våldsbejakande extremism’, december 2013)

“En 24 år gammel mann ble søndag begjært varetektsfengslet for drapsforsøk under uroen forrige helg. Mannen er blitt utpekt som en av lederne for en høyreekstrem gruppe som kaller seg Revolusjonær Front.” (TV2 Norge gengiver NTB, der fejlagtigt kalder RF for højreorienterede)

“… radikal politisk islamisme er en højreekstrem, reaktionær ideologi med fascistiske træk” (Enhedslistens Pelle Dragsted på Modkraft.dk, 2013)



19. maj 2013

18. maj-apologi: Venstreekstremister omtalt som ‘vrede demonstranter’, ‘helt almindelige… borgere’

Det er tyve år siden Nørrebro blev forvandlet til en krigszone, da 2-300 venstreekstremister barikaderede flere gader og gik til angreb på politiet med brosten. Når man ser DR’s dækning af årsdagen, så er det historien om ‘vrede demonstranter’ og et politi der svigtede. “Nogle gange er oprørerne faktisk helt almindelige lovlydige borgere”, skriver Videnskab.dk i en tema-artikel, og den bliver svært at overgå.

Da Anders Breivik lave fagter i retten, blev det omtalt som en ‘højreekstrem hilsen‘, og hvis ikke gadekampe orkestreret af Antifascistisk Aktion er udtryk for venstreekstremisme, så eksisterer begrebet ikke i MSM’s terminologi. Interview med René Karpantschof i dagens Berlingske – Aldrig mere 18. maj.

“I ugerne op til 18. maj 1993 mødes den 29-årige Rene Karpantschof med sine gamle BZ-venner. Det er efterhånden nogle år siden, at de for alvor har været aktive i gadebilledet herhjemme, som under storhedstiden op gennem 80erne. Godt nok har de året forinden stået side om side med svenske antifascister i Lund i modprotest mod nynazisternes årlige hyldestmarch på dødsdagen for Karl XII af Sverige, der endte i sammenstød, men på hjemmefronten er den gamle garde af BZerne flyttet i kollektiver og har droslet ned på de ulovlige aktiviteter.

Den 18. maj er der nok en gang grund til at organisere kræfterne og samle den politiske modstandsfløj i fælles flok. Nok er de ikke længere BZere i ordets oprindelige forstand, men for dele af bevægelsen fortsætter den politiske kamp. …

Allerede inden valgstedernes åbning er formodningen, at folkeafstemningen vil falde ud til fordel for ja-sigerne. Derfor bliver der i ugerne op til indkaldt til »stormøde« blandt de gamle og fortsat politisk aktive BZere og den nye gruppe af autonome udspringere fra BZ-bevægelsen. … Det diskuteres, om demonstranterne i protest skal søge mod magthaverne på Christiansborg, men på selve aftenen kommer det aldrig på tale. I stedet bliver det besluttet, at man i tilfælde af et ja vil forlade tilhørsområdet omkring Blågårds Plads og barrikadere Nørrebrogade ned mod Dronning Louises Bro med skurvogne og erklære området for EF-fri zone. …

Om aftenen den 18. maj 1993 bliver planerne fra tegnebrættet effektueret, da det allerede tidligt står klart, at resultatet er en klar sejr til ja-siden. …

Rene Karpantschof er én af de få hundrede demonstranter, der har taget turen væk fra Blågårds Plads og søgt mod Dronning Louises Bro. På vejen er butiksruder og ruder til banker blevet smadret med kasteskyts. Højst to mindre politidelinger har på det tidspunkt indfundet sig på broen, og demonstranterne udbygger ufortrødent deres barrikader.

Omkring klokken 23.20 har politiet dog fået organiseret sig og samlet nok mandskab til at storme barrikaden. Med hjælp fra store mængder tåregas får politiet hurtigt og effektivt sat sig på strækningen fra Nørrebrogade ned til Fælledvej. Demonstranterne forsøger at svare igen med brosten, men tåregassen splitter dem i alle retninger. Rene Karpantschof selv fortrækker op i et BZer-kollektiv nær Fælledvej til sin højgravide kæreste. Herfra overværer han resten af aftenen, som den udvikler sig mere og mere voldeligt.”

“Vi følte ikke, at de fredelige demonstrationer gjorde en forskel, siger René Karpantschof, som aldrig har fortrudt, at han deltog i urolighederne og kastede med sten mod politiet 18. maj. … Mens han var i fuld gang med at kaste brosten mod de uniformerede betjente, tog en af hans venner fat i ham… jeg vil ikke fordømme det, vi gjorde, fordi jeg selv troede på, at det var det rigtige.” (den senere ekstremismeforsker i Ekstra Bladet)



10. november 2012

DR Detector: “Ifølge Karpantschofs logik skulle.. modstandsfolk.. have ‘forbindelser til nazistiske kredse'”

DR’s Detector-afsnit om hetzen mod Henrik Gade Jensen kommenteres i sidste uge af René Karpantschof i Politiken, og nu er turen så kommet til DR-redaktionens modsvar. Det er artige sager, der udstiller René Karpantschof slette motiver – DR afviser kritik: Har du set udsendelsen, Karpantschof?

“Der er to grunde til, at vi ikke bragte de pointer, Karpantschof fremfører i sin Kronik.

De var ikke en del af Informations artikel 25. november 2003, der lagde grunden til Henrik Gades afgang som spindoktor.

De er udokumenterede og potentielt ærekrænkende, altså injurierende. En sådan udokumenteret og potentielt ulovlig personhetz medvirker DR ikke til. Slet ikke i en udsendelse, der har til formål at fortælle, hvilke konsekvenser udokumenterede påstande kan have.

At Karpantschof nu igen forsøger at puste liv i en grundløs og fejlagtig argumentation, selvom alle andre, der medvirkede til hetzen i sin tid, har undskyldt, taler for sig selv. …

Karpantschof fremfører, at Henrik Gades syv artikler i 90’erne til det indvandrerkritiske tidsskrift Danskeren, der udgives af Den Danske Forening (DDF), og Gades tale på et DDF-sommermøde tjener som dokumentation for, at Henrik Gade havde »forbindelser til nazistiske kredse«.

Men PET mener, ifølge PET-kommissionen, ikke, »at DDF kan betragtes som en højreekstremistisk bevægelse, selvom den blev omtalt som racistisk og nazistisk i pressen«. Ligesom flere domme frikender DDF for de anklager.

Desuden var Gade Jensen ikke medlem af DDF. Og for at understrege absurditeten i Karpantschofs logik: Mens Gade Jensen skrev i Danskeren, var bladets ansvarshavende redaktør, Sune Dalgård, en gammel modstandsmand, som havde siddet i Gestapos fængsler.

Andre tidligere modstandsfolk var også involveret i bladet. Ifølge Karpantschofs logik skulle disse modstandsfolk så også have »forbindelser til nazistiske kredse«?

Oploadet Kl. 15:39 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper