25. august 2016

Kronik af dr.phil. i Politiken: “Mit bud er, at det er ren og skær ondskabsfuldhed, som driver blå blok…”

I går gatecrashede jeg en Facebook-debat hos en fynsk journalist, blandt andet omhandlende Pernille Vermunds ‘væmligboer’-kommentar. Goebbels blev hurtigt nævnt, og der var også retoriske slag til Pia Kjærsgaard, der for en af debattørene personificerede en kampe mod almindelig høflighed og anstændig opførsel. Jeg var eneste dissident i tråden, der bar præg af en selvretfærdighed af en anden verden. Jeg kom til at tænke på debatten, da jeg læste et par af indboksens kronikker. Begge fra meget lærde mennesker, der skrev fra hver sin vinkel.

(Ole Hasselbalch i Jyllands-Posten, 24.august 2016 – Thorkild Kjærsgaard i Politiken, 25. august 2016)

Højrefløjen er bekymret for det danske demokrati

Den første er skrevet af Ole Hasselbalch, og var i Jyllands-Posten onsdag. han er tidligere formand for Den Danske Forening, og vil uden tvivl blive betegnet som højreorienteret. I kronikken påpeger han, at indvandringen vil smadre velfærdsstaten og på sigt det danske demokrati. Fra Overlever demokratiet?

“Det velfærdsniveau, som er avlet via tidligere generationers leven op til det demokratiske ideal, har skabt noget hos hovedparten af danskerne, der bedst kan karakteriseres som ligegladhed. Opfattelsen ser ud til at være blevet den, at de intet ondt kan vederfares, at det trods skyer i horisonten næppe vil gå helt galt, at andre tager sig af det fornødne, og at det vigtigste derfor er næste ferierejse og de regelmæssige fnadderudsendelser på tv’s underholdningsprogrammer.

Under disse forhold glider demokratiet af sporet. Uden borgernes aktive, kritiske deltagelse i den demokratiske proces, herunder deres aktive pres på politikere og medier ligger vejen åben for, at irrelevante eller rent ud usaglige påvirkninger kan bestemme en politisk stillingtagen, som rettelig burde bygge på virkelighedens krav. Politikerne kan f.eks. så i omgangen med hinanden skabe deres helt eget billede af denne virkelighed, lobbyister får frit spil til at omskrive den, og medierne kan uantastet op- og nedprioritere stof, ‘vinkle’ og evt. helt fortie.

Vi har gennem de seneste årtier set et sådant uvæsen udvikle sig på en måde, som nu må forventes at ville få ødelæggende konsekvenser.”

Venstrefløjen er bekymret for borgerlighedens iboende ondskab

Den anden kronik er skrevet af dr.phil. Thorkild Kjærgaard, der revser folk som Hasselbalch. Mediet er Politiken, der de seneste uger har problematiseret højrefløjens retorik. Fra Stuerene bliver de aldrig i den blå blok

“Der er kort sagt ingen smalle steder i Danmark, undtagen når det kommer til sociale ydelser som kontanthjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse, penge til flygtninge og den slags ting. Dér stopper festen! De foregående år har været en ubrudt kæde af nedskæringer, og det bliver ved.

Om få uger træder en nye kontanthjælpsreform i kraft med en bølge af store ulykker og små indbyggede børnetragedier i en værgeløs underklasse til følge. Og intet tyder på, at gribbene har fået nok. …

Mit bud er, at det er ren og skær ondskabsfuldhed, som driver blå blok og dens støtter. Skadefryden ved at se små folk, som man i toppen af samfundspyramiden ikke regner for noget, gå nedenom og hjem. Slaveherrens glæde ved at sparke nedefter, fornøjelsen ved at se skrøbelige eksistenser smadret, fryden ved at høre gråden hos de magtesløse, glæden ved at være ovenpå og sidde på flæsket, have magten og kunne køre andre over i deres store grimme biler, gøre ondt og slukke håb uden selv at komme i fare.

Ingen magt på jorden kan forhindre blå blok i at bruge sit flertal i Folketinget, som det passer dem. Jeg for min del finder dem afskyelige og frastødende, hele bundtet. De lugter.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper