13. oktober 2010

Tidligere kommunist: “Folk bliver… fuldstændig forlegne, når jeg siger til dem, at vi tog fejl.”

Fra dagens Jyllandsposten – Det nådesløse selvopgør (ikke online).

“Kom ud i det åbne, gamle venstrefløj. Det er en chance, ikke en trussel, sagde digteren og DDR-systemkritikeren Wolf Biermann her på siderne for et par uger siden… En eks-kommunist, der har taget chancen, er historiker på RUC, Roskilde Universitet, Michael Kjeldsen, gennem 15 år chefideolog for KommS, Kommunistiske Studerende…

»Jeg skrev dér det værste af det værste,« siger han i dag. Og han slap ikke den betonfaste kommunisme, før den nærmest forsvandt ved årsskiftet 1989-90. Men da troen brast, tog Michael Kjeldsen også det nådesløse selvopgør. Intet skal besmykkes, jeg har taget 100 pct. fejl, lød det, da han lagde alle kortene på bordet i flere dagbladsartikler

»Jeg havde jo været i det i 15 år. Det var en tid med et godt kammeratskab… Men selv om det gjorde ondt, så ønskede jeg et rent snit. Ingen udenomssnak og intet tanke-tabu… Måske er jeg lidt af en flagellant. Folk bliver også fuldstændig forlegne, når jeg siger til dem, at vi tog fejl,« ler Michael Kjeldsen.

[…]

»Det begyndte at krakelere, da jeg i begyndelsen af 1980′ erne fik studenterjob som hjemmehjælper og dermed kom uden for cirklerne. Jeg så, at livet i Danmark jo var værd at leve. Vores kommunistiske fejlvurdering af Danmark var ikke mindre end vores fejlvurdering af Sovjetunionen… Min uforsonlighed over for verden forsvandt, og min indre melodi ændrede sig. Men det gjorde mig også bekymret for mig selv. Holder jeg nu op med at være kommunist, tænkte jeg? Så kom også indvandringen, der tidligt fik mig til at tænke over mange ting. Jeg indså, at islam kunne blive et stort problem, og det gav endnu et smertepunkt i forhold til kammeraterne på venstrefløjen.« …

»Jeg lagde mit studium til rette på en måde, så der var umådeligt mange kloge mennesker, som jeg aldrig mødte. Det er lidt bittert at tænke på. Men nu har en helt ny verden til gengæld åbnet sig. Jeg læser John Stuart Mill, Machiavelli og Tocqueville. Herligt! I dag vil jeg betegne mig som kulturkristen. Jeg kan se, at der er noget, der hedder arvesynden, og at mennesket ikke kun er godt, som kommunismen antog.«

Alle andre typer totalitære fristelser stilles man til regnskab for, men ikke den røde, der skal betragtes som vidnesbyrd om, at man besad et større hjerte end dem, der ikke var med?

»Ja, den asymmetri falder også mig for brystet. Om den brune eller den røde ideologi var værst er en sag for Guinness Rekordbog… Det borgerlige samfund har siden 1945 stort set ikke fremvist demokrati-kritikere. Den retning gav krigen et banesår. Truslen kom alene fra os kommunister.

Oploadet Kl. 09:20 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


19. juli 2010

Forsker: Frihedsrådets kommunister ville have et retsopgør med den demokratiske elite

Artiklen er ikke ligefrem overbevisende, men det er sjældent historien belyses med den vinkel. Fra Videnskab.dk – Modstandsfolk truede dansk demokrati.

“Da Nazityskland angreb Sovjetunionen 22. juni 1941, indledte kommunisterne i Danmark en partisankrig, som Frihedsrådet tilsluttede sig. Ligeledes var Frihedsrådets efterkrigsprogram ‘Når Danmark atter er frit’ udtænkt af kommunister…
Deres totalitære holdninger havde stor indflydelse på rådets politik…

Blandt andet tilsluttede Frihedsrådet sig kommunisternes krav om et omfattende efterkrigsopgør med de folk, som modstandsbevægelsen mente gik nazisternes ærinde. Et opgør, som kunne bringe kommunisterne tættere på magten i Danmark…

I november 1943 – godt halvandet år før Danmarks befrielse 5. maj 1945 – havde Frihedsrådet fremlagt det såkaldte efterkrigsprogram, ‘Når Danmark atter er frit’.

På overfladen handlede programmet om, hvordan Danmark efter krigen kunne vende tilbage til demokratiske tilstande. Og hvordan vejen tilbage til demokrati gik gennem et opgør med såkaldte »skyldige og medansvarlige for krænkelsen af Danmarks selvstyre og retsgrundlag under besættelsen«.

Nærlæser man programmet, bliver det tydeligt, at de store ord om et ’opgør’ dækkede over en udrensningsstrategi.

Hvis programmet blev gennemført fuldt ud, ville det føre til et opgør med de demokratiske politikere og de embedsmænd, der var loyale over for dem. Altså Danmarks demokratiske magtelite. Retsopgøret skulle være et opgør med demokratiske politikere.

[…]

Hans forskning viser, at rigsretssagerne ville være vand på kommunisternes mølle. Udrensningen ville ramme de eliter inden for politik og administration, som kommunisterne gerne ville afløse. Og derefter ville kommunisterne have mulighed for – via nye love – at sætte sig tungt på magten.

I det kommunistiske efterkrigsprogram, ‘Folkets vilje – landets lov’ fra 1944, står, at Danmarks Kommunistiske Parti efter krigen ville indføre en lov, der forbød al modarbejdelse af folkestyret.

»Eventuelle rigsretsanklager kunne tjene som argument for den lov. En farlig ting, for når man som magthaver først har sådan en lov, er det let at skille sig af med politiske modstandere – man skal bare anklage dem for at modarbejde folkestyret,« siger Michael Kjeldsen…

»Frihedsrådet fik ikke held med sit opgør – og tak for det, siger jeg. I min forskning prøver jeg at opridse logikken i, hvad de havde gjort, hvis de havde fået magt, som de havde agt. Det havde truet demokratiet og kunne have åbnet vejen for kommunisterne,« siger Michael Kjeldsen.”

Oploadet Kl. 19:56 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper