15. januar 2017

Antropolog: Forskningen anskuer muslimer som “børneagtige væsner i deres kulturs og religions vold”

God kronik af antropolog kronik af Katja Kvaale i Weekendavisen – Våbenbrødre.

“TV 2’s respektindgydende journalistiske herkulesarbejde, dokumentarserien Moskeerne bag sløret, giver dyb og foruroligende indsigt i muslimske gatekeeperes behandling af dissidenter. Dokumentaren blev forleden ved en undladelsessynd Cavlingpris-ikkemodtager; en ikke-ære, TV 2 med en vis præcision deler med Flemming Rose.

For en sikkerheds skyld skrev fire islamforskere en kritik i Politiken af TV 2’s arbejde, bare to dage før Cavling-ceremonien. Jeg noterede mig, at forskernes bekymring for imamernes ytringsfrihed ikke omfatter Flemming Roses ditto. Resten af deres kritik synes styret af en slags jalousi – journalistik er jo ikke forskning! – samt et bemærkelsesværdigt fravær af bekymring for de faktisk afdækkede forhold for kvinder. Snarere kommes imamerne til undsætning med alle hånde detaljer som apologier, og der udtrykkes bekymring for, at ‘TV 2’s forenklede fremstilling og den ophedede debat [vil] styrke de mest yderligtgående religiøse miljøers opfattelse af, hvordan medierne misrepræsenterer dem, og hvordan det danske samfund ikke vil dem det godt’.

Bør det danske samfund da ville de mest yderligtgående miljøer det godt? Vil forskerne da det? …

Empati er metodisk nødvendig, men sammenfaldet med uprofessionel sympati fremmer visse fortællinger, der kommer til at fungere som anvisninger for dataindsamling og fremlæggelse af resultater. Og det er et problem, for forskerne bliver tilbøjelige til at håndplukke data, der bekræfter yndlingsfortællingen, og bruge teorier, som ikke forklarer ubekvemme, men uomgængelige data. Den forståelse, de dermed når frem til, reproduceres i undervisning og på seminarer; narrativer med velkendte skurke – Dansk Folkeparti og integrationsministeren – og lige så velkendte helte, eller rettere, ofre; nemlig danske muslimer, som offergøres en bloc. Med tiden bliver afvigende fortællinger afvist som uhensigtsmæssige specialeemner, såfremt modige kandidatstuderende af egen kraft ville foreslå dem.

Når forskningen bliver politiseret, øges risikoen for, at forskerkolleger bliver våbenbrødre i en slags kamp mod majoriteten; en ‘vi-arbejder-for-samme-sag-mod-den-onde-islamofobiske-kraft’-type psykologi. I de tilfælde tages faglig kritik uvægerligt personligt. Jeg oplevede det selv, da jeg for nogle år siden bidrog til en antologi om integration. Da fagfælle-bedømmelsen af bogmanuskriptet kom, skrev en af redaktørerne, vores kollega, til os: ‘Vi er blevet stukket i ryggen af én af vores egne!’ Nej, vi var ikke blevet stukket i ryggen. Vi var blevet bedømt af en fagfælle, én af vores egne, i professionel forstand. Kritikken var barsk, men relevant, den var velargumenteret og fuldkommen rimelig.

Akademiske miljøer, som studerer minoritetssamfund, er små samfund i sig selv, inklusive uformel magt, nogle gange i form af social kontrol af dissident-forskere. … i miljøer med en normativ dagsorden, vil sund akademisk kritik og analyser, som afviger fra hovedfortællingen, ofte behandles som dissens. Med tiden vil konsensus herske…

Skønt venligt ment er det faktisk en diskrimination, endda potentielt set en såkaldt ‘de lave forventningers racisme’. Ved at skåne muslimer for analytisk kritik, er der en tendens til at frarøve dem det ansvar, den handlekraft og den intellektuelle kapacitet, som ikke-muslimer tildeles som en selvfølge. Det skaber en grundforskel på muslimer og ikke-muslimer, hvor muslimer anskues som mere børneagtige væsner i deres kulturs og religions vold, mens ikke-muslimer forventes at handle og tænke mere rationelt. Det giver en tendens i forskningen til at forklare især uheldige handlinger for muslimer som blotte RE-aktioner på ikke-muslimers angiveligt islamofobiske diskurs og handling; ikke som handlinger i sig selv. Andre eksempler er at fokusere på ikke-muslimers racisme mod ‘perkere’, som sandt at sige også er begrædelig, mens muslimers racisme mod ‘kuffar’ og ‘danskerludere’ underprioriteres.”

Oploadet Kl. 10:32 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


31. marts 2016

Om ‘Multikulturalismens fælder’ (2016): “… multikulturalisterne kritiseres for at være.. verdensfjerne”

Tilbage i 2007 forsøgte et reklamebureau, at finde et nyt og bedre navn til Vollsmose. Blandt forslagene var ‘Svanesøen’, ‘Marguritstaden’ og ‘Rummeligheden’. I 2010 forsøgte et andet kommunikationsbureau at brande Vollsmose som det nye ‘Christiania’, og her kom de tættere på virkeligheden. Rent i etnisk henseende, og beskidt i alle andre.

Ny antologi præsenteres i dagens Jyllands-Posten, og meget indikerer at dele af forskningen nu ved ligeså meget om multikulturen som den gennemsnitlige dansker. Artiklen er fyldt med interessante detaljer, og mon ikke bogen kommer til at give genlyd på universiteterne – Paris har Montmartre, Odense har Vollsmose.

“Helle Lykke Nielsen kunne slet ikke få den rapport, hun sad med, til at passe med realiteterne i Vollsmose. Hun er lektor på Syddansk Universitet og var i gang med at undersøge, hvordan medier, lokalpolitikere og andre taler om den udsatte bydel i Odenses udkant. Undervejs i arbejdet faldt hun over udgivelsen ‘VisitVollsmose – Turisme som vækstgenerator’, en 55-siders sag med anbefalinger til, hvordan boligområdet kunne blive en turistattraktion.

‘Mine øjne var ved at falde ud af hovedet,’ fortæller hun. ‘Jeg blev faktisk en smule oprørt, og så begyndte jeg at undersøge nærmere, hvordan man kunne producere noget, der lå så langt fra virkeligheden,’ fortæller Lykke Nielsen, hvis analyse af Visit-Vollsmose-rapporten er blevet til et kapitel i den kommende bog ‘Multikulturalismens fælder’.

Rapporten udkom i 2012 og blev lavet i et samarbejde mellem et offentligt støttet mediehus i Vollsmose, et privat idébureau og Odense Kommune. Den fortalte om ‘et stort uforløst turismepotentiale’ i Vollsmose. Der var forslag om ‘unik lyskunst’, international gourmet (‘Vollsmose møder Noma’) og om at gøre området til en digital bydel. Vollsmose skulle satse på ‘de moderne turister’, som er spontane og søger autenticitet og ønsker ‘oplevelser med kant’, lød det i anbefalingerne.

‘Man tegner nogle meget lyserøde visioner om et spændende, multikulturelt område. Men planerne er fuldkommen afkoblet virkeligheden, og det kan godt undre mig, at man bruger skattekroner på sådan noget,’ siger Helle Lykke Nielsen.

… det er gennemgående i bogen, at multikulturalisterne kritiseres for at være nogle verdensfjerne typer, der ikke vil se realiteterne i øjnene, og som samtidig er parate til at kaste værdier som ytringsfriheden over bord i tolerancens navn. Særligt venstrefløjen, andre akademikere eller eksperter og dele af medierne står for skud. Antropologen Katja Kvaale skriver eksempelvis, at den danske lovgivning om familiesammenføring fik ’skurkerollen«, da det kom frem, at eksempelvis dansk-pakistanske par flyttede til Malmø for slippe uden om bl. a. 24-årsreglen.

Nogle fremstillede det, som om at de danske regler tvang folk til at flytte til Sverige, mens de gik let hen over, at dansk-pakistanere i tredje generation gifter ’sig inden for egen, helst oversøisk klan med fætre/ kusiner’, skriver Kvaale. … Tre forskere, som i 2011 udgav en rapport om ‘æresvold’ i etniske minoriteter, skriver i et kapitel, hvordan deres arbejde blev kritiseret af andre akademikere. Det var en uretfærdig og usaglig behandling, som bundede i, at nogle akademikere føler ubehag ved alt, der kan føre til negative nyheder om de etniske minoriteter – mener de tre forskere.

(Odense kommune, Visit Vollsmose, 2012)

Lektor Torben Rugberg Rasmussen ser nærmere på det ideologiske grundlag for venstrefløjens ‘indvandrervenlighed’. Han kommer frem til, at rollen som ‘empatisk medfølende eller heroisk kæmpende repræsentant for indvandrerne eller de etniske og religiøse minoriteter’ skyldes en søgen efter nye kampe, efter at klassekampen og kampen for den tredje verden på forskellig vis skuffede.

‘… Taler man om universitetsmiljøet, som generelt er til venstre for midten, skinner multikulturalismen igennem ved, at det vigtigste for nogle er, at de vil undgå at fremstå som racister,’ siger Torben Bech Dyrberg, som vurderer, at Dansk Folkepartis kritik af islam er en vigtig del af forklaringen. Partiet har ‘traumatiseret’ en hel generation af venstreorienterede, som ikke kritiserer islams dogmatik, fordi de ikke vil slås i hartkorn med DF, mener han.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper