7. december 2016

“Hvem er de hætteklædte der sætter Nørrebro i brand?”, spurgte Berlingske, og ringede til Karpantschof

“Hvem er de fem terrorsigtede danskere?”, spurgte Berlingske under retssagen mod Brandstifterbanden tilbage i 2011, hvad få dage efter blev fulgt op af Jyllands-Posten med spørgsmålet “Hvem er Redox?”. I begge tilfælde agerede venstreradikale Chris Holmsted Larsen ekspert, og hvorfor så overhovedet spørge.

Lørdagens For frihed-demonstration kaster fortsat tomgangsartikler af sig, og selv når venstreradikale åbent erklærer at de vil angribe en lovlig demonstration, så overrasker det medierne at det ‘udvikler sig voldeligt’. Ikke overfald, men et ’sammenstød’, og som Ekstra Bladet formulerede det: “tumult imellem de to grupper”.

I dag stiller Berlingske spørgsmålet – “Hvem er de hætteklædte der sætter Nørrebro i brand?”, og minsanten om ikke eksperten er venstreradikale René Karpantschof – Hvem er de hætteklædte, der sætter Nørrebro i brand?.

“En demonstration på Nørrebro, der startede fredeligt, men udviklede sig voldeligt førte i weekenden til 11 anholdelser.

Den oprindelige demonstration var arrangeret af den højreorienterede bevægelse ‘For Frihed’, tidligere kaldet ‘Pegida’, og startede ved Israels Plads lørdag eftermiddag. De demonstrerede mod det faktum, at Nørrebro i år ikke er julepyntet. For Friheds talsperson mener, at julepynten er en dansk tradition, man bør værne om.

På Nørrebrogade blev gruppen mødt af den venstreorienterede og antiracistiske moddemonstration ‘NoPegida’, der havde barrikaderet Dronning Louises Bro med byggemateriale, og altså indgangen til Nørrebro. Langt størstedelen af de anholdte tilhørte denne gruppe, og de anholdte er blandt andet sigtet for hærværk mod bygninger og vold mod tjenestemand. …

Ifølge René Karpantschof, der selv har en fortid som bz-aktivist, er ph.d. i sociologi og ekspert i politisk radikalisme, foregår der lige nu en kamp om, hvem der dominerer ikke kun på Nørrebro, men også i den politiske debat.

‘NoPegida mener, at For Frihed spreder fremmedhad og hetzer muslimer, og antiracisterne er imod, at de såkaldte islamkritikere bruger det offentlige byrum som propagandaplatform. Derfor forsøgte man at forhindre For Frihed i at komme ind på Nørrebro ved blandt andet at bygge barrikader.’ …

I virkeligheden, mener René, bunder barrikaderne måske i, at moddemonstranterne ikke helt ved, hvordan de skal tackle den højredrejning, der breder sig i den offentlige debat og politiske liv i Danmark. En drejning, de er meget uenige i og modstandere af.

‘Mange finder det normalt svært at gøre noget effektivt mod, hvad de opfatter som et omsiggribende fremmedhad i det danske samfund. Men når en helt konkret størrelse som For Frihed vil trænge ind på, hvad antiracisterne mener, er deres hjemmebane, så giver det dem anledning til at gøre noget mere konkret. Det var det, der skete i weekenden.'”

(Uriasposten, 21. november 2016: Venstreradikale varsler voldelige angreb…)



28. oktober 2015

‘Iagttager’ Shansen i Radio24syv: “Hør hende fortælle om det højre-ekstremistiske miljøs udvikling…”

Jeg hører stort set ikke radio mere, men har ladet mig fortælle at Radio24syv (for Gud ved hvilken gang), har ryddet sendefladen for at konfrontere indvandringskritikere der har ytret sig radikalt i lukkede grupper på Facebook. Det startede i går med følgende intro.

“‘Breivik er en frihedskæmper’ og ‘det er fornuftigt at sætte ild til asylcentre’. Sådan lyder nogle af kommentarerne i Facebook-gruppen ‘Den Danske Forening’. 24syv Morgen har ringet til personerne bag kommentarerne for at høre, om de i virkeligheden mener det, de skriver. (Radio24syv, 27. oktober 2015)

Et af indslagene havde titlen ‘Højreradikale organiserer modstandkamp mod flygtninge på Facebook’ (stavefejl bevaret, Kim), og lidt senere ‘Bryder højreradikale loven når de arrangerer modstandskamp på Facebook?’. I dag var det så Chris Holmsted Larsens tur: ‘Forsker: Vi skal tage højreekstremisme alvorligt!’, og så var banen kridtet op til ‘Shansen’-identiteten, der for tiden kalder sig Margrethe Monika Mølgaard Rasmussen.

Radio24syv-vært Kristoffer Eriksen præsenterede hende som “mangeårig aktivistisk iagttager af den radikale højrefløj”, og trods et langt interview kom der ikke et eneste kritisk spørgsmål. Shansen forklarede at nationalister og nynazister planlagde aktivisme og konspirerede i hemmelige Facebook-grupper. Det drejede sig om alt fra klistermærke-ophængning til ‘noget terror-relateret’. Mange havde lovlige våben, og nogle holdt sågar øje med grænsen.

Adspurgt om vi får svenske tilstande med daglige asylcenterbrande, svarede hun at der var et samarbejde henover sundet, som var bekymrende. Eksempelvis havde danskere deltaget i Pegida-demonstrationer i Malmø. Problemet var blevet så stort, fordi mange havde købt Dansk Folkepartis retorik. Indslaget kan høres her.

(‘Shansen’ som højreekstremisme-‘iagttager’ i 24syv Morgen, 28. oktober 2015)

“Margrethe Monika Mølgaard Rasmussen er en mangeårig aktivistisk iagttager af den radikale højrefløj, og er blogger og redaktør på sitet P77, der overvåger hemmelige grupper på Facebook, etc. Hun overvågede eksempelvis den norske massemorder Anders Breivik inden han likviderede 77 mennesker ved et terrorangreb i 2011. Hør hende fortælle om det højre-ekstremistiske miljøs udvikling gennem de seneste 10 år. (Radio24syv, 28. oktober 2015)



26. oktober 2015

Holmsted Larsen kan ikke ikke udelukke ‘højreekstreme angreb’ i Danmark: “… på Uriasposten er der”

Uriasposten bliver ikke højreekstrem, blot fordi venstrerevolutionære ekstremismeforskere mener det er ekstremt at argumentere imod befolkningsudskiftningen. Da Chris Holmsted Larsen nåede medierne for fire-fem år siden, var det med en analyse af Danish Defence League. Han frygtede at gruppen efter plakatophængninger, nu var klar til at slå til med vold. Absolut intet er sket. Selvfølgelig vil der længere fremme i processen også ske noget lignende i Danmark, men det er nu ikke helt tilfældigt, at vi nu taler om graffiti, hvor nabolande taler massemord med automatvåben.

Det lykkedes ikke den yderste venstrefløj at lukke debatten om multikultur i 1990’erne, og modstandere af indvandring (ikke nødvendigvis højreorienteret), havde således mulighed for at ytre sig offentligt, uden at søge en selvradikaliserende subkultur. At gøre ytringer til problemet er 1990’er-tænkning, der blot vil skabe svenske tilstande og have det modsatte af et oplyst demokrati som logisk slutmål.

Ret beset så kan man vanskeligt konkludere noget som helst på baggrund af Breivik og Petersson. To enlige sjæle, der ville være udenfor nummer i alle miljøer, også i bloggosfæren, som de i øvrigt ikke var en del af. Det er nemt at give Uriasposten, Nationen (EB) eller Facebook skylden, men så er problemet vel i sidste ende danskerne og danskernes holdninger, mere end enkeltpersoners handlinger. Fra BT – Elev skabte blodbad på svensk skole: ‘Tilfælde at det ikke er sket i Danmark endnu’.

“Ekspert kalder det et tilfælde, at vi her i Danmark indtil nu er blevet forskånet for højreekstreme angreb som det i svenske Trollhättan, hvor en nynazist dræbte to på en skole. … Men næste gang er det måske her i Danmark, at grædende pårørende lægger blomster foran en skole. Det fortæller Chris Holmsted Larsen, som forsker i politisk ekstremisme på RUC.

‘Der er ingen tvivl om, at højreekstremisterne har skærpet deres retorik herhjemme. Vi har også voldsberedte højreekstremister. Et eller andet sted er det nok et tilfælde, at der endnu ikke har været forsøg på den type angreb i Danmark endnu,’ siger han til BT. …

‘I udgangspunktet er situationen lidt anderledes her i Danmark, fordi vi har modtaget markant færre flygtninge, end Sverige og Tyskland, men der er tegn på, at den ekstreme højrefløj rører på sig også herhjemme. Så man kan ikke udelukke, at det kan brede sig til Danmark,’ siger Chris Holmsted Larsen.

Han har fulgt med i debatten på flere højreekstreme internetfora her i Danmark siden Anton Lundin-Petterssons morderiske angreb i Trollhättan. Flere steder bliver drabsmanden hyldet, og på Uriasposten er der personer, som fremstiller ham som et offer.

(Uriasposten, 23. oktober 2015: Sverige: Halv-nazistiske Anton Petterson gik til angreb på en skole…)

“Det lykkedes ikke Breivik at ændre noget videre ved debatten, der er hverken er blevet bedre eller dårligere. … Virkeligheden flytter debatten, ikke højrefløjskronikker eller massemord på uskyldige.” (Kim Møller på Uriasposten, 23. oktober 2015)

“Den europæiske elite har et medansvar for brandstifterne” (Adam Holm i Politiken, 24. oktober 2015)

“Anton Petterson er en ægte helt. En svensk helt.” (‘Nielsen’ på Uriasposten, 25. oktober 2015)



24. juli 2015

“Du gør meget ud af at skelne – at det her er i hvert fald ikke en nazistisk blog… Hvorfor er det vigtigt?”

Når Orientering på P1 dedikerer en hel time til europæisk højreradikalisme forventer man automatisk det værste, men det kunne have været meget værre. Chris Holmsted Larsen fik modspil af Tom Carstensen, og det havde en afdæmpende effekt. Holmsted Larsen mente ikke at Danskernes Parti var demokratisk, da man jo også kunne ‘bruge demokratiet til at afskaffe demokratiet’. Det kunne han have sagt om Enhedslisten.

Tom Carstensen pointerede blandt andet, at det slet ikke gav mening at samle modsatrettede ideologier under ‘højreradikalisme’-etiketten, og selv Holmsted Larsen var tilbøjelig til at give ham ret. P1-værten Marianne Skovlund var dog uenig, og mente eksempelvis ikke at det gjorde den store forskel om man kaldte Uriasposten for nazistisk eller nationalkonservativ. Jeg ser frem til den dag P1 bruger en time på venstreradikalisme, og diskuterer hvorvidt det er rimeligt at kalde Socialdemokratiet for stalinistisk.

Fra gårsdagens udgave af Orientering på P1 – Tema: Højreradikale grupper i Europa.

Chris Holmsted Larsen, forsker: Det er vigtigt, at sige, at vi har ikke at gøre med en samlet højreekstrem bevægelse hverken i Danmark eller i Europa. Det er et kludetæppe af forskellige partier og grupper, som interagerer, som også har mange modsætninger i forhold til hinanden, både politisk og ideologisk.

Marianne Skovlund: Tom Carstensen, kan du sætte lidt flere ord på de der nationalkonservative.

Tom Carstensen, P1: Ja, i Danmark er det det her parti Dansk Samling, internationalt er det nogle andre partier. I Danmark er det meget et blogmiljø, der er for eksempel Uriasposten der er meget læst, og som nogle gange af modstandere bliver kaldt nazibloggen, men det er ganske enkelt forkert. Det er en nationalkonservativ blog. Du har en række bloggere, du har en Mikael Jalving – ham vil jeg også kalde nationalkonservativ…

Marianne Skovlund: Hvem er Michael Jalving?

Tom Carstensen: Det er en blogger fra Jyllands-Posten…

Marianne Skovlund: Du gør meget ud af at skelne – at det her er i hvert fald ikke en nazistisk blog – det er en nationalkonservativ blog. Hvorfor er det vigtigt?

Tom Carstensen: – Fordi jeg synes, det er ret vigtigt, fordi de i bund og grund er hamrende uenige om langt det meste. De er måske enige om, at indvandrere er et problem, og at der ikke skal være så mange i Danmark. Hvordan man så skal håndtere det, er de også uenige om. Det ene er nationalkonservatisme og det andet er nationalsocialisme, så det er to meget forskellige tankegange…

Marianne Skovlund: Er du enig med Tom Carstensens vurdering, at Uriasposten er en gruppe som er toneangivende når vi taler nationalkonservatisme.

Chris Holmsted Larsen: Det er en meget magtfuld blog i hvert fald. Og hvis man kigger på hvor mange der besøger den her blog, det er også en blog der bliver brugt til at angive politiske modstandere med mere. Men der er ingen tvivl om at den betyder meget. Dem der bruger bloggen er fra hele det højreorienterede spektrum, men det er rigtigt, at dem der styrer den, har ikke nazistisk sindelag eller herkomst. Det er jeg enig i.



22. maj 2015

P1 om chikane og vold fra den radikale venstrefløj – Redox: “Vi er bevidste om diverse beskyldninger..”

Det hører til undtagelsen, at medierne går kritisk til de venstreradikale. Et glimrende indslag af Tom Carstensen i onsdagens Orientering gik i dybden med et par af de For frihed-relaterede historier, som jeg har blogget om de senere uger. Vinklen gjorde det umuligt for Chris Holmsted Larsen at tale udenom, og man forstår godt at Redox, RA og AFA ikke ønskede at medvirke. Herunder lidt fra indslaget – Mere vold og chikane fra radikal venstrefløj.

Tom Carstensen, P1 Orientering: Redox fik for nogle år siden, i forbindelse med det man kaldte den store hackersag, lukket sin hjemmeside af Datatilsyet, fordi man fandt den ulovlig. Redox er siden genopstået og har registreret sig hos Pressenævnet, og kalder sig i dag et medie og har en ansvarshavende redaktør. Redaktøren Simon Bünger, møder op til For frihed-demonstrationer og tager billeder af demonstranterne. Disse billeder ligges så, med navne i det omfang man har dem, op på hjemmesiden og ryger i organisationens offentliggjorte rapporter. Så det man gjorde inden man blev lukket, det gør man stort set stadig – men nu som registreret medie. Redaktøren for Redox, er også meget aktiv på Twitter under demonstrationerne, og han kritiseres kraftigt af blandt andet den nationalkonservative blog Uriasposten for sin Twitter-strøm i forbindelse med demonstrationerne. Og hvis man følger disse tweets under den forrige For frihed-demonstration, den 11. maj, så kan man ikke helt lade være med at spekulere på, om de tweets han sender ud, ikke udgør en fare for For friheds demonstranter.

Researchkollektivet Redox vil ikke stille op til mundtlig interview, men de har sendt en orientering. I den nægter de at have noget at gøre med chikane og overfald. Mailen lyder sådan her: Det har vi intet med at gøre. Derimod har Redox’ fotograf ved flere lejligheder blevet både truet og angrebet ved Pegidas demonstrationer. Vi er et medie, og det er totalt uacceptabelt, at vi ikke kan udføre vores arbejde uden trusler. Vi er bevidste om diverse beskyldninger på forskellige blogs, og vi er pt i færd med at undersøge mulighederne for at føre en injuriesag mod disse blogs, står der i emailen. Redox har ikke svaret på spørgsmål om de konkrete tweets, og hvad de kan betyde for For friheds demonstranters sikkerhed. Orientering vil også gerne have spurgte både Antifascistisk Aktion og Revolutionære Antifascister hvad de siger til at de udpeges som grupper der er ansvarlige for chikanen og overfald. Antifascistisk Aktion har ikke vendt tilbage, og Revolutionære Antifascister har meddelt at de ikke vil stille op til interview. … Tror du det bliver som i Sverige?

Chris Holmsted Larsen: Ja, det kommer jo an på om modparten svarer igen. Indtil nu har det været en ret ensidig affære i forbindelse med Pegida-demosntrationerne. At det er den yderste venstrefløj som har været den udfarende part.

(Venstreradikale konfronterer politiet ifm. For frihed-demonstration, 4. maj 2015)

“Man skal efter al sandsynlighed finde gerningsmændene i det militante antifascistiske miljø.” (Chris Holmsted Larsen, DR.dk, 20. maj 2015)



21. januar 2015

Forskere i chok: Dansk Folkepartis indvandrerpolitik er ikke længere stram nok for en del af danskerne

Der er et eller andet komisk over røde samfundsforskere, der ikke rigtig vil indse at der findes noget mere højreorienteret end et socialdemokratiseret Dansk Folkeparti. Fra Jyllands-Posten – En ny højrefløj på vej i dansk udlændingepolitik.

“I årevis har Dansk Folkeparti været den yderste flanke på udlændingespørgsmålet i den politiske debat. Selv har de kaldt sig midterparti, men hverken kommentatorer eller forskere har kunnet få øje på nogen nævneværdig modstand fra højre.

Men nu har en ny bevægelse af nationalkonservative tilsyneladende vakt en folkelig interesse, viser en ny måling foretaget af analyseinstituttet Wilke for JyllandsPosten.

‘Det overrasker mig virkelig,’ siger Chris Holmsted Larsen, der er forsker i politisk ekstremisme på RUC.

Hidtil har han fulgt den gængse opfattelse blandt valgforskere og politiske kommentatorer, at der ikke var folkelig grobund for en udlændingepolitik, der var strammere end Dansk Folkepartis, men den nye måling viser, at 13 pct. af danskerne ’savner et parti, der har en strammere udlændingepolitik end Dansk Folkeparti’, og ligeledes 13 pct. ville overveje at stemme på ‘et nationalkonservativt parti til højre for Dansk Folkeparti med stop for indvandringen som hovedemne’. …

Det er særligt blå blok, der er interesseret i et nationalkonservativt parti. 21 pct. blandt de borgerlige vælgere ville overveje at stemme på sådan et parti – flest hos Dansk Folkeparti.”



11. november 2014

Eks-kommunistens anti-kommunistiske anekdote – Enhedslistens Peter Heinen, DK’s sidste DDR-fan…

Statsminister Helle Thorning-Schmidt kommenterede 25-årsdagen for Murens fald med en anekdote…

“Jeg tilhører en generation, som voksede op med Berlinmuren. Min far var på gaden i 1956, da der var oprør i Ungarn… Han tog familien til Berlin for at afskrække os fra nogensinde at blive kommunister. I dag er det 25 år siden, at Berlinmuren faldt. Tillykke til Tyskland. Og til resten af Europa. En mærkedag.”

Flotte ord, men sandheden er desværre, at Helle Thorning-Schmidt var ‘glødende kommunist’ da Muren faldt, og denne for østtyskerne så positive udvikling skete på trods af vor statsminister. Dokumentation her.

Murens fald afrettede statsministeren, og de fleste af nutidens kommunister leder stadig efter ‘den sande socialisme’. Der er dog undtagelser. En af de mere uforfærdede DDR-fan jeg kender er Peter Heinen fra Enhedslisten i Odsherred. Han ikke bare idealiserer den stalinistiske mønsterstat, men har her en generation efter stadig har samme forhold til ytringsfrihed: – den bør ikke gælde for politiske modstandere. Ved de sidste to kommunalvalg har han fået 11 og 39 personlige stemmer, noget færre end dem han foragter. Ekstremisterne…

(Enhedslistens Peter Heinen i DDR-trøje, roses af kendt ekstremismeforsker; Facebook, DR.dk)

Om Danmark…

“… Danmark, opfører sig temmelig pervers, og man kan forledes til at mene, at ‘demokrati’ ikke betyder en skid, magt og magtsfærer derimod ALT, mennesker INGENTING.” (17. marts 2014)

“Jeg forudser, at turisme til Danmark vil falde totalt i kælderen. Hvem gider det her land ?” (2. november 2014)

Om politiske modstandere…

“Manden bør sættes bag lås og slå…” (om Mogens Camre, 24. juli 2014)

“Sikken en forbandet hykler og forræder.” (Om Ole Sohn, 4. februar 2014)

Om folkelighed…

“ak ja, der var jo ‘folkeopstand’ i Ungarn. Historiens Ironi, se Ungarn idag.” (12. maj 2014)

“Hele fadæsen skyldes den forbandede racisme, nationalisme og uendelig frastødende dumhed, man har giver rum til at blive udbredt i dagens Danmark af et sammenrend, der fejlagtig kalder sig ‘dansk””folke’parti.” (28. august 2014)

Om Demokrati…

“Wahnsinn, democrazy á la BRD” (Tyskland post-1989, 7. november 2014)

“Demokrati ? Valgdeltagelse under 40%, flertalsvalgret i enkeltmandskredse, demokrati ? Cirkus ! Og hvorfor dækkes cirkusset 24/7 ? det er democrazy, en pervertering. Det mærkelige er, at denne democrazy i årtier har tjent som forebillede…” (USA, 5. november 2014)



20. juli 2014

Professor forestiller sig, at ‘ekstreme vestlige højregrupperinger’ også begynder at angribe kunstnere

I sidste måned introducerede venstreradikale Modkraft den såkaldte nazi-hipster-bevægelse på dansk, og lørdag var turen så kommet til Ekstra Bladet, der ligefrem hævdede at de såkaldte ‘Nipstere’ også var begyndt at ’spire i Danmark’. Det at nationalsocialister optog træk fra populærkulturen, gjorde ‘potentielt’ den nye trend farlig, lød det fra allerstedsnærværende Chris Holmsted Larsen. Jeg skal ikke kunne sige om bevægelsen eksisterer i praksis, men ‘Balaclava Küche’ ligner en højreorienteret udgave af internetfænomenet ‘Odense Assholes’. Dokumentaren om sidstnævnte hed meget sigende ‘Kontrueret virkelighed‘.

Det virker som om der pinedød skal være en nazi-historie hver anden dag, og der bliver aldrig mangel på statsfinansierede rødgardister der forsøger at tale problemet op. Samme aften beretter Politiken, at kunstnere trues af ‘radikale religiøse grupper’ – Fem danske kunstnere er lige nu truet på livet. Ikke et ord om de mange overfald på svenske Dan Park, typisk fra ekstreme venstregrupperinger.

“Fem danske kunstnere har ifølge politiets oplysninger modtaget trusler på livet på grund af deres ytringer og arbejde. Det viser et fortroligt notat, som Justitsministeriet har sendt til Folketingets Retsudvalg, og som Politiken har fået indsigt i af ministeriet.

Det fremgår af notatet, at to af de truede kunstnere er Yahya Hassan og Firoozeh Bazrafkan… Jacob Wamberg, professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet, frygter en udvikling i retning af flere dødstrusler mod kunstnere.

‘Det har i mange år været meget usædvanligt, at man i et demokratisk samfund skulle føle sig utryg som kunstner, fordi man ligefrem kunne blive truet på livet af folk, der blev fornærmede. Det er noget forholdsvis nyt. Vi ser det nu hos islamistiske grupper, men jeg kunne forestille mig, at vi også i fremtiden vil se kunstnere blive angrebet af ekstreme vestlige højregrupperinger‘, siger han.”

(‘Balaclava Küche’ på Youtube, 2014 – de såkaldte ‘nazi-hipstere’)

‘Ein mensch ist illegal’ (tekst på ‘Balaclava Küche’-t-shirt, Hitler som baggrund)

‘Kein mensch ist illegal’ (venstreradikal slagord)



16. juli 2014

Højsæson for ‘breiviking’: Larsen er ven med Breivik-inspirator, 6000 er imod kriminelle indvandrere…

Det er agurketid, og hermed højsæson for det norske Hans Rustad kalder for ‘Breiviking’ i en kommentar til en MSM-‘afsløring’ af filantropen Bjørn Larsen. En mand der er suspekt, fordi han kender en forfatter, der inspirerede Anders Behring Breivik. Fra ABCNyheter – Ukjent nordmann (64) anti-islamsk edderkopp.

Larsen er venn og meningsfelle med Bat Ye’Or, forfatteren av ‘Eurabia’, konspirasjonsteorien som inspirerte Anders Behring Breivik… Dispatch International er også yndet ytringsplass for Peder Nøstvold Jensen, alias Fjordman. I slutten av mai publiserte avisen en lengre kronikk signert bloggeren fra Ålesund. Anders Behring Breivik henviste over 100 ganger til Fjordman i sitt manifest, og de hadde epostutveksling. … Daniel Pipes, lederen av islamkritiske Middle East Forum i Philadelphia, har innrømmet at han har støttet Wilders med sekssifrete beløp. Pipes er for øvrig hyppig referert til i Breiviks manifest. Og en av dem som er oppført i fagrådet til IFPS. … ber ABC Nyheter lese Mark Steyn, kanadisk forfatter og konservativ politisk kommentator – og nok en som Anders Behring Breivik siterer i sitt manifest.” (Kristine Brunmark og Ole Peder Giæver)

(ABCNyheter ‘afslører’ en ‘anti-islamisk edderkop’, 15. juli 2014)

Associationstricket virker også herhjemme. Tirsdag aften valgte Ekstra Bladet og BT, i lighed med venstreradikale Modkraft.dk, at hoppe på en letbenet P77-historie, til lejligheden ’syndikeret’ af Denfri.dk. Forleden bragte samme et gæsteindlæg fra venstreradikale Redox, og det sige vel alt.

Det viser sig, at Trykkefrihedsselskabet i forbindelse med Folkemødet på Bornholm havde inviteret eks-islamisten Morten Storm til at tale, og at denne var i selskab med vennen Andre Eiby, der for tiden er aktiv i racistiske DNF. Der blev taget et foto, og så var det bare at samle associationerne.

“… for­mand for Tryk­ke­fri­heds­sel­ska­bet, råhyg­gede med mili­tant nyna­zist”, lød det i venstrefløjsmediet P77.dk – fire år efter samme proklamerede at Trykkefrihedsselskabet samarbejdede med “den voldelige, ekstremistiske organisation Jewish Defense League”.

(Fra P77.dk til Ekstra Bladet, nov. 2010: TFS samarbejder med jødisk terrororganisation)

(Fra P77.dk til Ekstra Bladet, juli 2014: TFS råhygger med militant nynazist)

Andre Eiby har været i medierne flere gange, og som stifter af ‘Borgerværnet’, var han også en del af tirsdagens artikler i Kristeligt Dagblad-artikler om Facebook-gruppen ‘Nej til kriminelle indvandrere’. Mere end 6000 danskere er imod kriminelle indvandrere oplyses det, og røde eksperter såsom Chris Holmsted Larsen, Rikke Louise Peters og Jørn Vestergaard var dybt bekymrede.

(Facebookgruppen ‘NEJ – til kriminelle indvandrere’. Problematisk ifl. røde forskere og PET)

Det oplyses dog også, at “efterretningstjenesten har fokus på området” (ytringer på sociale medier, ikke kriminelle indvandrere) og det må give ro i kantinen på RUC. Konkret er der intet decideret højreorienteret i eksemplerne, blot tilfældige kommentarer, og opråb fra frustrerede ofre for indvandrervold.

Fra Kristeligt Dagblad – Had og trusler får frit løb på Facebook.

“De mange trusler bør imidlertid give anledning til bekymring, mener Chris Holmsted Larsen, ekstremistforsker ved Roskilde Universitet.

‘Man skal tage det meget alvorligt. Det kan føre til ensomme ulve-aktioner, hvor en person sidder bag skærmen og bliver radikaliseret og ender med at begå en handling. Det var nøjagtigt det, Breivik gjorde… Danmark er ikke immun over for denne her form for angreb. Der var heller ikke nogen, der havde troet, at det kunne ske i Norge. …’ siger han.”

Fra supplerende – Fremmedhad på Facebook kan tjene som nødvendig ventil.

“‘… der er en del mennesker, der sympatiserer med den radikale højrefløjs projekt og deler angsten for en mere kompliceret, globaliseret verden, hvor blandt andet mennesker og varer går på tværs af grænserne,’ siger Rikke Peters, forsker ved Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet.

[…]

Et sted i Danmark bor en mand, som har fået nok. Han er medlem af ‘Nej til kriminelle indvandrere,’ og han har aldrig været aktiv på den ekstreme højrefløj… Han fortæller, at han er blevet overfaldet og truet af indvandrere flere gange, og at de har tændt ild til hans ting. Han oplever ikke, at politiet har hjulpet ham. Derfor har han meldt sig til et borgerværn mod kriminelle indvandrere, som har søgt medlemmer i Facebook-gruppen. Det samme har endnu en mand, som Kristeligt Dagblad har været i kontakt med. Han oplever heller ikke, at han har fået hjælp af politiet, når han, ifølge egne oplysninger, har ‘haft problemer’ med indvandrere.

Borgerværnet er stadig under udformning. Stifteren vil derfor ikke have offentligt fokus på gruppen, men han fortæller, at gruppen er ikke-voldelig. Borgerværnets egen beskrivelse på Facebook indikerer dog noget andet:

‘Kriminalitet, vold og chikane er ude af kontrol. Mens vi venter og håber på, at staten opfylder deres del af ’samfundskontrakten’, vil vi ikke sidde som statens husdyr / byttedyr og lade os slagte.’ Senere pointerer borgerværnet, at det vil forsvare sig med ‘de nødvendige midler.'”

Da Berlingske Nyhedsbureau tog Kristeligt Dagblads artikler, kunne Chris Holmsted Larsen-citaterne læses i flere større medier. Islamiseringen skrider fremad, der bliver flere og flere ofre for indvandrerkriminalitet, og selvfølgelig vil der på et tidspunkt komme en modreaktion. Det er dog værd at huske på, at Breivik var alene, ikke skrev truende, og hvis det forskerne kalder højreekstremisme blot manifesterer sig i grimt sprog på Facebook, og en ‘ikke-voldelig’ gruppering der ‘vil forsvare sig’, så står det ikke slemt til.



26. marts 2014

Skævvredet dækning af politisk ekstremisme i MSM: Holmsted Larsen, Karpantschof og Åsne Seierstad

Intet emne dækkes så skævt i medierne, som politisk ekstremisme. Når højreradikale, nationalister, eller nationalsocialister angribes af militante venstreradikale på åben gade i Malmø, kalder medierne forsvaret for nazistisk vold, og lader venstreradikale tale nazi-problemet op. Herunder et par klassiske eksempler med René Karpantschof, Chris Holmsted Larsen og en mere journalistisk analyse fra norske Åsne Seierstad.

Fra DR Online – Ekspert: Svensk nazi-uro kan brede sig til Danmark (13. marts 2014).

“Hændelsen er meget bekymrende, mener Chris Holmsted Larsen, der forsker i politisk ekstremisme på RUC.

– Det her sammenstød giver grund til eftertanke. For de her netværk lader sig ikke begrænse af nationale grænser. Det, der foregår i Sverige kan lynhurtigt foregå i Danmark, siger Chris Holmsted Larsen. …

– Der har været en optrapning af konflikten mellem den ekstreme højrefløj og venstrefløj i Sverige. Især har højrefløjen har oprustet, og det har resulteret i flere voldelige sammenstød, fortæller Chris Holmsted Larsen.”

Fra Radio24syv – Globus (16. marts 2014).

René Karpantschof, sociolog: Det er sådan set en del af en noget større konflikt, også på et internationalt niveau. Fordi vi ser jo i de her år en ny fremgang for højrebevægelsen i Europa, for højrenationale partier, som Dansk Folkeparti, i hele Europa der har den her form for højrenationalisme fremgang, og i yderkanten af den fremgang finder vi så mindre, og mere radikale og militante grupper, såsom Svenskernes Parti, der i øvrigt var erklærede nazister, som hed noget andet, men som i dag også mener de er et højrenationalt parti, der har taget afstand fra nazismen.

Louise Windfeld-Høeberg, Radio24syv: … hvor meget adskiller det højreradikale miljø i Sverige, fra det vi kender i Danmark?

René Karpantschof: Sådan kvantitativt, sådan i hovedtræk, så adskiller de sig ikke, de er den samme type strømning. Svenskernes Parti har et søsterparti i Danmark der hedder Danskernes Parti… de her grupper ikke bare ligner hinanden, de samarbejder også henover sundet, men det svenske højrenationale miljø og militante grupper på højrefløjen derovre, er og har i årtier været og er meget større og stærkere end vi ser i Danmark.

Louise Windfeld-Høeberg: Nu bor jeg selv på Nørrebro, og der sker det ofte, at når der er lokale arrangementer, så dukker der nogle nynazister op, det er ofte ganske få, og er ret provokerende, de får altså rigtig mange tæsk af de venstreradikale på Nørrebro, så det går vel begge veje, det er vel bege yderfløje. Hvordan ser det ud med det vensteradikale miljø.

René Karpantschof: [overrasket] Ja øh, de er i Sverige, ligesom herhjemme, så er der også en militant del af venstrefløjen, og der er grupper i den antiracistiske bevægelse, der bruger vold for at forhindre de højrenationales politiske fremgang, og det kommer til udtryk ved at man forsøger at blokere nazister eller højrenationales marcher, eller forsøger at forhindre dem i at holder møder, også når det gælder større partier såsom Sverigedemokraterne, som jo er Dansk Folkepartis søsterparti. Så du har helt ret i, at der udgår vold fra begge fløje, men man må nok sige, at på højrefløjen der har volden, sådan helt overordnet, et mønster i det, det er, at den lige er en tand mere brutal, man bruger oftere knive…

Meget bedre bliver det ikke, når man ser på journalistikken. Norske Åsne Seierstad har netop udgivet en bog om Anders Breivik, og var derfor gæst i gårsdagens Deadline på DR2. Hun har nogle interessante psykologiske betragtninger, men vælger sidst i interviewet alligevel den belejlige konklusion. At Breivik var en integreret del af en højreekstrem strømning, ideologisk ond, og en radikal type man kun ser på højrefløjen.

(Åsne Seierstad i Deadline, 25. marts 2014: Er Breivik en af os?)

MSM-analyse i punktform.

– Når venstreradikale angriber højreradikale, er det en optrapning hos sidstnævnte.
– Når venstreradikale chikanerer højreradikale, er det ikke udtryk for noget organiseret.
– Omvendt er Anders Behring Breivik en del af en strømning, der inkluderer Dansk Folkeparti.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper