25. august 2020

Professor: Vi har brug for ‘radikal feminisme’, et ‘opgør med patriarkatet’, samfundsordenen skal vakle

Der trykkes mange obskure tekster i Politiken, og professor Peter Lauritzen ønske om mere radikal feminisme, er helt klassisk. En mand har råbt noget sensuelt efter hans 14-årige datter, og det skyldes patriarkatet, Hitlers patriarkat. Hen henviser til den norske forfatter Sigurd Hoel, men fortæller ikke at Hoel var første redaktør for den revolutionære organisation ‘Mot Dag’, der nogle år senere blev en del af Norges Kommunistiske Parti.

Mads Brügger har begået et fin kommentar til det totalitære aspekt i Berlingske, men her er lidt fra det oprindelige indlæg trykt i Politiken, 16. august – Danmark har brug for en ny, radikal feminisme (kræver login).

“Uden villigheden til at rykke nogle af de grundlæggende strukturer op ved roden, bliver vi stående, hvor vi nu har stået i årevis: I et samfund, der åbenlyst er præget af ulighed. … Hvis vi skal gøre op med denne ulighed, kræver det feminisme. …

En radikal feminisme vil ganske givet efterlade sig et slæbespor af sårede mænd, men sådan må det være. For uden villigheden til at rykke nogle af de grundlæggende strukturer op ved roden, bliver vi stående, hvor vi nu har stået i årevis: I et samfund, der åbenlyst er præget af ulighed…

Umiddelbart efter Anden Verdenskrig skrev den norske forfatter Sigurd Hoel et essay, hvor han forsøgte at forklare nazismen og dens evne til at vinde opbakning. Og en væsentlig del af forklaringen fandt han i et enkelt ord: patriarkatet. Altså et bestemt magtforhold, hvor kvinden er underordnet manden. Hun er hans ejendom og ret.

Dette magtforhold har eksisteret i århundreder, og selv om det var blevet svækket, eksisterede det endnu. Slumrende, men parat. Det vidste nazisterne, og det lykkedes dem at vække patriarkatet og dermed vinde opbakning.
I en usikker tid fik de ariske mænd en fast defineret plads, det samme gjorde kvinderne – og selvfølgelig også alle de ikke-ariske mænd og kvinder. Hoels bekymring var nu, at skønt nazismen blev besejret, så blev der ikke gjort op med patriarkatet. Derfor kunne man berettiget frygte nazismens genkomst.

I dag ville Hoel måske ikke have skrevet om nazisme, og måske heller ikke frygte den. Men han kunne have frygtet både ultranationalisme og højrepopulisme, og han kunne fint have brugt Trump i sin analyse, fordi han jo næsten dagligt viser, hvordan patriarkatet reinkarneres. Bedst som man troede, at det lå på sit yderste – eller i det mindste var stærkt alderssvækket – viser det sig igen for fuld styrke.

… Det er derfor, vi har brug for et radikalt opgør med patriarkatet og for kvalificerede analyser, der viser, hvor uligheden trives og gror. Men i stedet for at lytte til og lære af feminismen, så vælger de fleste at vrænge ad den og udskamme den. … Men hvis vi vil ligestilling og lighed, så skal samfundsordenen vakle. Og den skal vakle vildt. Der er ingen vej uden om.”

(Mads Brügger på Twitter, 16. august 2020)

Det er samme sprogbrug, du finder i totalitære regimer som Mussolinis Italien, Pol Pots Cambodja eller Stalins Rusland. Altså ideen om, at der skal chokterapi til, før vi kan nå frem til det Utopia, som vi allesammen er interesserede i. … at arbejde med kollaterale ofre i forsøget på at realisere et utopisk samfund er klassisk Pol Pot. Eller Stalin. Eller Hitler … Det er ret rabiat feminisme. Det synes jeg er vildt. Han sidder jo i Radikale Venstres bestyrelse. Det er jo et sprogbrug, som man ville finde på de ekstreme politiske yderfløje. At det lige pludselig dukker op en tilfældig weekend i Politiken, uden at folk rigtig tager notits af det, det synes jeg er ret vildt. … På et tidspunkt, da jeg arbejdede i Danmarks Radio, var der en skytteforening nede i kælderen. Et af medlemmerne havde identificeret den diskurs, der gjorde det muligt for ham at give udtryk for en trang til at skyde andre mennesker. Han havde fundet ud af, at vi allesammen kan blive enige om, at vi ikke kan lide racister. Så han gik og sagde, ‘jeg hader racister, de skal bare skydes’. (Mads Brügger, Berlingske, 25. august 2020)



20. september 2019

Psykolog-netværk: Indvandrerdebatten kan give indvandrere ‘angst, depression, psykiske sygdomme’

Psykolog Naderah Parwani og lektor Iram Khawaja har på vegne af 130 psykologer i det nydannede ‘Psykologfagligt Netværk imod Diskrimination’ skrevet en kronik til Politiken om sundhedsfaglige konsekvenser af indvandrerdebatten. Jeg kan ikke umiddelbart finde noget der bekymrer mig mindre. Fra Politiken – 130 psykologer: Den lille racisme i hverdagen og tonen i debatten skader helbredet.

“‘Vi oplever i stigende grad, hvordan den diskriminerende retorik og ekskluderende politiske kurs og lovgivning omkring minoritetsdanske borgere præger de henvendelser og sager, vi modtager’, skriver de.

De får som psykologer henvendelser fra unge, der udtrykker angst og stress omkring deres egen fremtid i Danmark. Fra forældre, der henvender sig med bekymringer omkring deres børns trivsel. Og voksne, der føler sig fremmedgjorte og magtesløse over for ‘den ekstreme højredrejning, der ses i det politiske landskab’, skriver de.

Professor i indvandrermedicin Morten Sodemann fra Odense Universitetshospital anerkender, at mange minoritetsdanskere føler sig pressede over ikke at være ‘rigtig danske’, at være til belastning, og det kan føre til mentale udfordringer, psykiske lidelser, såvel som også fysiske livsstilssygdomme. …

Både den offentlige debat og hverdagsoplevelserne kan ifølge professoren trigge grundlæggende forhold om identitet og selvværd, der medfører, at minoritetsborgere oftere udvikler angst, depression, psykiske sygdomme.

Professor Peter Lauritsen, Aarhus Universitet, mener dog, at tonen i udlændingedebatten bør ændres.

‘Der har bredt sig sådan en forestilling blandt nationalkonservative debattører og politikere om, at jo grimmere vi taler om folk, jo nærmere kommer vi sandheden. Antagelsen er, at det, vi taler om, er så grim og ubehagelig en virkelighed, at taler vi ikke også grimt om den, så er det fordi, at vi dækker over noget. Den antagelse er jeg meget imod’, siger han.”

(Dr. Cox laver sin ‘Man not caring’-pose, Scrubs s4e17, 2005; Foto: Youtube)



25. november 2016

Professor om populisme: “… ikke et spørgsmål om, hvorvidt katastrofen indtræffer, men om hvornår”

Danmarks første professor i ‘Internetforskning’ hedder Niels Ole Finnemann, og har en fortid på den yderste venstrefløj, og boede eksempelvis i kollektiv med kommunistiske revolutionære. Tidligere på året blev Peter Lauritsen Danmarks første professor i ‘Overvågning’, og det kan selvfølgelig være tilfældigt at han bor i et bofællesskab kaldet ‘Overdrevet’ (en ‘Atomvåbenfri Zone’), men herfra betragtet virker det som om at man skal være langt til venstre for midten, for at nå de øverste løntrin i det offentlige.

Kommentar af professor Peter Lauritsen (AU) i Dagbladet Information, der introducerer begrebet ’superpopulist’ – Mens vi har bekymret os om de fremmede, er vi selv blevet truslen mod demokratiet.

“En dag midt i firserne stod min far ude i haven sammen med en kollega. De kiggede mod øst, mens de diskuterede den dag, de sovjetiske missiler ville komme. … Indtil for nylig troede jeg, at vi endegyldigt havde sagt farvel til denne følelse. At vi aldrig mere ville lade det komme så vidt, at frygten blev klangbund for vores liv. Desværre ser det ud til, at jeg tog fejl. …

Men knap havde vi sagt farvel til de gamle fjender, før vi begyndte at skabe nye. Allerede i firserne og i starten af halvfemserne blev opmærksomheden rettet mod udlændinge og flygtninge. Nu var det dem, der ville tage friheden og demokratiet fra os. …

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange nogen har sagt, at islamismen har overtaget kommunismens rolle. Og hvor har vi dog brugt lang tid på at diskutere, hvordan nogle fanatikere og senere bare nogle muslimer ville tage demokratiet og vores værdier fra os. Endeløse debatter i korte loops om tvungne frikadeller og kønsopdelt svømning, muligheden for Sharia på Nørrebro og det rimelige i, at kvinder går med tørklæde.

Vi fokuserede på de fremmede, og vi troede, at det var der, truslen lå. … I dag står det klart, at det bare var et trylletrick. … Det var alligevel ikke halalslagtning og fem kvinder i burka, der var den store trussel, men derimod den demagogi og populisme, som har fået tag i politikere og befolkning. Villigheden til at løsne forbindelsen til demokratiet vokser. Og dermed åbnes døren for den stærke mand, der åbenlyst udsteder falske checks på en bedre verden.

… snart er det superpopulisten Trump, der har fingeren på den knap, der sender missiler henover min fars have. Det er ham, der er ved at kvæle den spirende optimisme på klimaets vegne. Og det er ham, der skruppelløst fisker stemmer, mens han lader hånt om frihed og lighed. … Jeg har nemt ved at forestille mig koret af danske politikere, der vil sige, at det jo netop var for at undgå demagogi og populisme, at de endeløst har strammet udlændingeskruen. … det har ikke hjulpet. Faktisk slet ikke.

I dag kan alle se – hvis de vil – at vores samfund er truet. Men trusselsbærerne er ikke muslimerne eller de brune eller de fremmede. Den kommer fra os selv… Jeg tænker, at det er en erkendelse, som ligger lige for. Det kræver ingen intellektuel skarphed at se, hvordan situationen er. …

Dermed er vi igen tilbage i min barndoms have, hvor de voksne diskuterede missilernes komme. Omstændighederne er anderledes, men følelsen er den samme: Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt katastrofen indtræffer, men om hvornår det sker.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper