9. september 2020

Kulturrelativisten Rasmus Brygger om ‘den manglende respekt for fagligheden i integrationsdebatten’

Det er som om ‘den talende klasse’ helt har opgivet at vinde debatter i fri meningsudveksling. Galal, Liebmann, Sodemann og mange andre er måske nok forskere, men de er også aktivister. Det skal naturligvis imødegås, for vi er ikke alle kulturrelativister, og deres forståelse af integration er en holdning som alle andres. Søren K. Villemoes skrev ganske sobert i Weekendavisen om Galal/Liebmanns ‘forskning’, ligesom Mehmet Necef og Thomas Hoffmann har sat ord på henholdsvis integrationsforskningens og islamforskningens ideologiske tendens.

Kulturrelativisten Rasmus Brygger har kæmpet for åbne grænser i hele sit voksne liv, og nu ønsker han som stifter af ‘Danmarks Videnscenter for Integration’, at friholde forskeraktivister fra kritik. Man mærker hensigten, og bliver forstemt. Kommentar set hos EB.dk – Eksperter skræmmes bort i integrationsdebatten.

“Integrationsdebatten er fyldt med holdninger. … Men selvom holdninger er vigtige, så kan de ikke stå alene. Der skal også viden til. Problemet er bare, at dem med viden bliver angrebet, udskammet og skræmt væk, så snart de stikker hovedet frem i integrationsdebatten.

… det er helt fair, hvis en forskningsrapport bliver genstand for en debat mellem eksperter. Men at politikere på den måde angriber forskernes faglighed og gør klart, at man ikke ønsker forskning, når man er uenig i forskningens konklusioner, er mildest talt bekymrende.

… Hvad var Morten Sodemanns forbrydelse? Han vurderede på baggrund af mange års erfaring med indvandreres helbred, at smitten blandt somalierne ikke skyldes kultur, men at de er socialt udsatte… Det afholdte dog ikke en lang række af landets debattører og politikere for at konkludere det præcis modsatte. Ikke baseret på forskning eller mange års erfaring med indvandreres sundhed. Nej, det var baseret på holdninger.

Vi har den integrationsdebat, vi fortjener. Og det er desværre en integrationsdebat, hvor holdninger trumfer viden, og hvor forskerne angribes og udskammes, hvis deres viden ikke stemmer overens med den politiske konsensus. Jeg har talt med mange forskere, som meget nødig vil stå frem i medierne på grund af debatklimaet… det bekymrende i den manglende respekt for fagligheden i integrationsdebatten…”

(Rasmus Brygger på Facebook, 2016)

Jeg stoler ikke på aktivistisk forskning, men Nye Borgerliges Faktabase baserer sig på konkrete tal, og er hermed i udgangspunktet længder foran karrierehumanisternes syns’ninger. Konkrete tal er dog også problematisk, må man forstå. DTU-studerende Daniel Juhász Vigild i Dagbladet Information – Stol ikke på de tal, der får minoritetsetniske unge til at fremstå langt mere kriminelle.

“Har man som deltager i den offentlige samtale et tal eller en statistik, der underbygger det argument, som fremføres, så er man urørlig. Man smider trumfen. Tal lyver ikke.

Og nej, tallet som sådan lyver ikke. Det er jo rigtigt, at andelen af registrerede dømte opdelt på etnisk baggrund er som nævnt i begyndelsen. Men et tal er ikke bare et tal. Et tal er resultatet af en proces. Resultatet af komplekse arbejdsgange og menneskelig adfærd. Det er ikke sandheden. Det er vores bedste bud på sandheden. Men i dette tilfælde både kan og burde vi kunne gøre det bedre. For processen bag tallet og den måde, vi bruger det på, gør, at vi har sværere ved at løse de udfordringer, der uden tvivl skal løses.”



9. august 2020

Forskere: Unge muslimer skal kende Koranen bedre, så de kan stå imod samfundets ‘konformitetspres’

Tilbage i 2017 ville Udlændinge- og Integrationsministeriet under Inger Støjberg have et opgør med berøringsangsten i forhold til ’social kontrol’, og afsatte 73,4 mio. til en national handlingssplan. To RUC-forskere fik to millioner til et projekt, som konkluderer at social kontrol som begreb ikke gav mening, men at unge muslimer udsættes for et ‘konformitetspres’. Løsningen er en styrkelse af de religiøse fællesskaber, og mere viden om Koranen, så kvinderne kan stå imod majoritetssamfundet.

Rapportens ene forfatter Lise Paulsen Galal er ligesom hendes mand professor Ehab Galal tæt involveret i ‘Forum for Islamforskning’, der udgiver ‘Tidsskift for Islamforskning’. Jeg skrev første gang om forskerparret her på bloggen tilbage i 2005. Femten års pseudo-forskning har blot medført højere løntrin. Antropologerne Bo Wagner Sørensen og Sofie Danneskiold-Samsøe gennemgår rapporten i Weekendavisen, hvor hele artiklen kan læses – Valuta for Støjbergs penge.

“… Forskerne har interviewet 53 ‘etniske minoritetsborgere’ i Vollsmose og Slagelse om, hvilke begrænsninger de oplever. Rapporten skriver at, ‘de primært føler sig begrænsede af repræsentanter for majoritetssamfundet, når de har været udsat for mobning, stigmatisering og/eller diskrimination i kraft af deres etno-religiøse minoritetsbaggrund. Nogle informanter forbinder helt eksplicit begrebet ’negativ social kontrol’ med overvågning og krav om konformitet fra velfærdssamfundets side (for eksempel i forhold til tøjvalg i forbindelse med, hvorvidt, hvor og hvor meget muslimske kvinder må bære tørklæde og være tildækkede)’.

Rapporten konkluderer også, at ære forstås så forskelligt af informanterne – overvejende ressourcestærke, praktiserende muslimer – at det ikke giver mening at bruge ordet hverken som analytisk begreb eller som anvendt begreb i det forebyggende arbejde: ‘Konformitetspres, der begrundes med og motiveres af kvindens ære og ærbarhed, der følgelig afspejler hele familiens ære, er med en enkelt undtagelse ikke en erfaring, vores informanter nikker genkendende til.’

… Og når han ikke kan blive anerkendt af majoritetssamfundet, kan han i det mindste påkalde sig ære i minoritetssamfundet. I det omfang ære eksisterer i de etniske minoritetsmiljøer i Vollsmose, er altså majoritetssamfundets skyld, hvis man skal følge forskernes konklusioner.

Rapporten fungerer som talerør for overvejende selvbevidste kvinder, der er stærke i deres Koran, og som rynker på næsen af mindre religiøse kultur-muslimer. Disse kvinder har ingen problemer med æresrelateret social kontrol, for de ‘følger religionen’ og giver udtryk for, at islam giver dem alle de rettigheder, de har brug for. Rapportens forfattere tager kvinderne på ordet, og en af dens anbefalinger er netop at styrke de religiøse fællesskaber og gøre unge kvinder (og mænd) mere vidende om Koranen. Det giver nemlig en ‘moralsk og intellektuel overlegenhed’, og de kan argumentere for deres religiøst funderede rettigheder.

… Opdragets formål, som var ‘at styrke det vidensbaserede arbejde inden for forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol’, får forfatterne vendt til at handle om ‘begrænsninger i hverdagen’ og ‘konformitetspres’. …

Når rapporten affejer eksisterende vidnesbyrd og forskning, afmonterer den problemet. Det er muligvis også forfatternes hensigt, men med hvilke konsekvenser? …

Som forskere i dette felt gennem mange år søgte vi samme forskningspulje tilbage i 2017, men SIRI valgte i stedet de andres projekt med den begrundelse, at de havde ‘en nyskabende tilgang’. Vi spørger derfor: Er SIRI tilfredse med resultatet? Er dette en nyskabende og brugbar tilgang til forebyggelse af social kontrol?

(Galal & Liebmann, 2020: Magt og (m)ulighed: Mellem ulighedsstrukturer og æreskultur; Mere: RUC)



18. november 2019

Villemoes i RUC-land: “En særlig nordisk hvidhed gør os blinde for vores kolonialistiske medvirken…”

Venstreradikale forskeraktivister rider sine kæpheste for skattemidler, kan man læse i seneste udgave af Weekendavisen, der giver et fyldigt referat af en nylig afholdt konference på Roskilde Universit. Søren K. Villemoes i Weekendavisen om Støjbergs penge.

“I 2016 tog daværende integrationsminister Inger Støjberg (V) initiativ til en national handlingsplan til bekæmpelse af social kontrol og æresrelaterede konflikter. Sammen med stemmer fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fik hun afsat 73,4 millioner kroner til over fire år at sikre en rettidig indsats over for børn og unge, som udsættes for æresrelaterede konflikter. …

Det er Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der har uddelt pengene, og i 2017 valgte man at støtte et forskningsprojekt på Roskilde Universitet (RUC) med titlen ‘Magt og (m)ulighed: Mellem ulighedsstrukturer og æreskultur’. De to RUC-forskere Lise Galal og Louise Lund Liebmann ville undersøge, hvordan ‘æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol bliver til som social praksis i samspillet med samfundsmæssige ulighedsstrukturer’.

Således endte Støjbergs penge på RUC. …

På den første dag af konferencen er der ikke meget social kontrol på programmet. I stedet starter dagen med et oplæg af lektor Suvi Keskinen fra Helsinki Universitet, der handler om ‘racistisk neoliberalisering’ og antiracistiske aktivistgrupper i såkaldt ‘racialiserede urbane områder’… Suvi Keskinen taler om, hvordan aktivister i de racialiserede urbane områder… mobiliserer modstand mod politiske initiativer, der ’straffer den racialiserede Anden’. Ifølge Keskinen viderefører de skandinaviske velfærdsstater ubevidst en racialiseret kolonialistisk historie. En særlig nordisk hvidhed gør os blinde for vores kolonialistiske medvirken, fortæller hun.

De følgende oplæg bliver i samme tema og har den samlede overskrift ‘Postkolonialisme og racisme i og uden for Europa’. I et oplæg med titlen ‘’For Rotherham’ – Genopstået nationalisme, global anti-muslimsk racisme og racialiseringen af sexmisbrug af børn« fortæller den britiske kriminolog Waqas Tufail, hvordan en af Storbritanniens største misbrugssager fra den engelske by Rotherham er blevet brugt i højreekstrem og fascistisk propaganda. …

Det er næppe beskyldninger som disse, Støjberg havde forventet, at forskningspengene skulle gå til, og resten af dagen står det også klart, at det ikke så meget er social kontrol blandt indvandrere, der kastes et mistænkeligt lys på, men derimod majoritetens syn på minoriteten. Støjbergs og hendes ligesindes egne motiver tages under lup, så at sige. Efter frokosten står ‘racialisering i den nordiske velfærdsstat’ således på programmet. Lektor Trine Øland fra sociologi på Københavns Universitet holder oplæg om ‘racialiseret, moderne velfærdsarbejde’.

Lektor Trine Øland har lavet et sociologisk interviewstudie af fagpersoner, der arbejder med flygtninge og indvandrere i Danmark. Hun fortæller, at den moderne koloniale stat lever videre i dette arbejde. Når fagpersonerne omtaler indvandreres manglende kulturelle kompetencer, viderefører de et globalt hierarki af menneskelige forskelle. Hun kalder integrationsarbejdet en form for humanitær imperialisme..

De to efterfølgende oplæg af adjunkt Sara Lei Sparre fra Aarhus Universitet og finske Maura Nurmi har lignende konklusioner. De har begge forsket i fagpersoners integrationsarbejde. Sidstnævnte fremhæver, at hendes teoretiske ramme er ‘antiracistisk’ og ‘intersektionel’ og konkluderer, at finske fagpersoner i det offentlige har svært ved at se diskrimination af kultur som racisme. Selvom fagpersonerne ikke er eksplicit racistiske, er deres tilgang stadig problematisk, og der er brug for kritisk refleksion samt mere antiracisme og intersektionalitet blandt velfærdsarbejderne, hvis arbejdet skal forbedres, konkluderer hun.

En erklæret antiracistisk forsker konkluderer, at de fagpersoner, hun har studeret, ikke er antiracistiske nok.

… Resten af dagen går med oplæg om antiracisme i undervisningen, hvides overvægt på pensum, racialisering af somaliere, og om en niqab-klædt aktivist på Facebook, der kæmper imod burka-forbuddet.”

(Grafik: RUC.dk, Tracing social problems and racialization in Europe, 2019)



10. december 2014

Ph.d. Louise L. Liebmann: Æresvold er ikke kulturelt betinget , Al vold finder jo sted ‘i et kulturelt rum”

Ph.d. Louise Lund Liebmann har som religionshistoriker specialiseret sig i Islam, men med en fortid i Ungdommmens Røde Kors og Mellemfolkeligt Samvirke at det selvfølgelig svært at acceptere, at 91 procent af klodens æresdrab begås af folk der tilfældigvis er muslimer. Bemærk floskerne der skal sløre mønsteret. Fra Kristeligt Dagblad – Mohammed slår på grund af ære, mens Jens er voldelig.

“Det er upræcist, når voldsramte etniske kvinder betegnes som æresofre, for volden har mange lighedspunkter med den vold, der udøves mod danske kvinder, konkluderer ny ph.d.-afhandling

Når Jens slår sin kone, forklares den voldelige handling ofte med, at Jens er psykisk syg, misbruger eller traumatiseret. Når Mohammed tæver sin kone, er forklaringen typisk, at overgrebet er et udslag af kvindeundertrykkende æresbegreber i indvandrermiljøer.

Og den automatreaktion er ifølge en ny ph.d.-afhandling problematisk, fordi vold i indvandrerfamilier kan have lige så mange forskellige årsager som vold i danske familier.

‘Når minoritetskvinder bliver udsat for vold fra deres ægtefæller, bruger medier og myndigheder æresbegreber og minoritetskultur som forklaring på volden. Men kultur og ære bliver ikke brugt som forklaring, når de beskriver den vold, som etnisk danske kvinder ofte oplever, selvom al vold jo finder sted i et kulturelt rum. Her handler det om, at manden er jaloux eller misbruger. Det er en underliggende præmis, at dansk kultur i hvert fald ikke har noget med volden at gøre,’ siger ph.d. Louise Lund Liebmann, der i sidste uge forsvarede den første danske ph.d.-afhandling på Københavns Universitet om æresrelateret vold. …

Kultur er en meget belejlig og nem forklaringsmodel, men den er også ret problematisk. Den forklaring tager ikke højde for, at volden i mange konkrete sager lige så godt kan handle om sociale og psykologiske faktorer,’ siger Louise Lund Liebmann.

… bagsiden af den øgede opmærksomhed har været, at æresvold bruges som den vigtigste forklaringsmodel, når det gælder vold mod etniske minoritetskvinder. Derimod forsvinder kulturbegrebet fuldstændigt, når det gælder vold mod danske kvinder, selvom al vold er betinget af sociale og kulturelle strukturer. Spørgsmålet er da også, om der ikke også er et element af æreskænkelse i de danske såkaldte jalousidrab. Ved at bruge begrebet æresrelateret vold siger man også, at det er en vold, som det danske samfund ikke har ansvar for. Men så enkelt er det ikke,’ siger Louise Lund Liebmann.

Hendes afhandling viser, at fortællingen om æresvold som et kulturelt fænomen i et vist omfang forplanter sig til kvinderne selv.

‘Noget af det, der slog mig, var, at flere af de kvinder, jeg interviewede, forsøgte at få deres historie til at passe ind i den kulturfortælling, de ser og hører i medier og fra systemet. Den dominerende fortælling om æresvold er så stærk, at de kan have svært ved at se andre årsager til deres situation. Men da jeg havde talt med kvinderne i længere tid…,’ fortæller Louise Lund Liebmann, der mener, at disse oplysninger gør det vanskeligt kun at forklare volden som et udslag af ære. …

Det er meget underbelyst, at vold også handler om klasse. …,’ siger Louise Lund Liebmann.”

(Louise Lund Liebmann, fagredaktør på Religion.dk)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper