17. december 2016

Thomas Hoffmann: Forskere anskuer Islam ‘vulgærmarxistisk’, som ‘en form for illusorisk overbygning’

Sidste lørdag var professor Thomas Hoffmann gæst i Deadline til en debat om dansk islamforskning, og blot ved at bekende sig til en apolitisk tilgang, kom han til at stå i modsætning til professor Garbi Schmidt, der mente det var hendes opgave at nuancere synet på Islam. At fortæller danskerne, at Islam i virkeligheden ikke var noget farligt noget, og at muslimer ikke nødvendigvis var særligt religiøse.

I indslaget henvises der til Tina Magaard og Tim Jensen, og udsendelsen kan anbefales. Her en bid fra Thomas Hoffmanns nylige redegørelse i Berlingske – Er islamforskning tilstrækkelig kritisk?.

“‘Min primære anke er, at der er en tendens til, at religion bliver negligeret i forskningen til fordel for alle hånde politiske, sociologiske, kulturelle og psykologiske forklaringsmodeller. Det bliver meget let en vulgærmarxistisk variant af, at religion blot er en form for illusorisk overbygning, og at det i virkeligheden er nogle mere substantielle kræfter, der er på spil, når det gælder islam. Religionen bliver forklaret med alt mulig andet end religionen selv. Det sådan noget man hører, når der bliver sagt, at islam er blevet taget som gidsel i jihadismens navn. Eller at ekstremisme blot er randfænomener, der slet ikke er kendetegnende for islam. Men det er problematisk at affeje kontroversielle emner med, at de blot er randfænomener.På den måde kan man sige, at der er tale om en religiøs hvidvaskning.

… Som forsker er man nødt til at have en vis solidaritet med det emne, man forsker i. Men man risikerer at få så stor empati med subjektet, at det bliver til solidarisk empati. Man er altså nødt til også at sætte sig ind i de mere dysfunktionelle sider af sit emne.'”

(Professor Tim ‘Islam eksisterer ikke’ Jensen)

“Jeg kan ikke sidde og konsekvensberegne på hvordan offentligheden, fra højre mod venstre til midten – vil tolke og bruge mine budskaber. Jeg kan kun udtale mig om det som min forskning berettiger mig til. … Lige så snart man siger noget, uanset hvor ukontroversielt det er, så fortolker folk det på vidt forskellige måder, derfor kan jeg ikke forudsige, hvad det jeg siger, kan blive brugt til. Derfor må jeg simpelthen bare sige det min forskning berettiger mig til.” (Thomas Hoffman, 10. december 2016)

“… vi er ikke politikere, vi skal ikke være politikere, men netop fordi vi deltager i en politisk debat, så er det jo klart, at – bare se på de tråde der er under diverse indlæg, artikler, blogs eller hvad det. Hvor vores udsagn bliver jo opfattet som værende partsindlæg i en politisk debat. … Jeg prøver ikke at trække i en anden retning, jeg prøver måske at præsentere nogle andre perspektiver i forhold til hvad det er der foregår. Hvor jeg siger, at det debatten kan gå hen og blive ensidig. For eksempel, at der er enorm meget fokus på muslimers religiøsitet, om muslimer som værende specielt religiøse, at det sikkert er farligt, men vi kan jo sige, at der jo er mange muslimer, for hvem det at være muslim ikke betyder noget.” (Professor Garbi Schmidt, 10. december 2016)

“Jeg tror altså også, at vi har haft så meget i medierne og blandt politikerne om islams mørke sider, at nogle forskere har sagt, at vores opgave som debattører, og som bidrager til den pluralistiske oplyste debat. Det er ikke at komme med mere af det, det er tværtimod at nuancere debatten ved at pege på islams mangfoldighed.” (Tim Jensen, 11. marts 2016)



15. marts 2016

Lektor Tina Magaard til islamforskere: “Hvorfor er det så vigtigt at lede blikket væk fra moskeerne?”

Lektor Tina Magaard har fået egen blog på JP.dk, og måske har vi endelig fået egentlige poler i den danske islamdebat, så relativisterne ikke står alene. Herunder en god kommentar fra Magaard i Berlingske – Integrationsministeriets hukommelse.

“I Berlingskes artikel citeres en politiker endvidere for at sige at ‘der er f.eks. heller ingen viden om, hvilken betydning tilhørerne egentlig tillægger det, imamerne siger i moskeerne – om muslimerne for eksempel lytter til de råd om børneopdragelse og ligestilling, imamerne kommer med’. Beklager, det var lige præcis emnet for den rapport, jeg skrev for fem år siden…

De resultater, jeg kom frem til i dette studie, kunne ministeriet have bidraget med, så de af Berlingske citerede forskeres udsagn kunne have fået lidt modspil. Såvel Niels Valdemar Vinding som Brian Arly Jacobsen griber til argumenter, som jeg hørte til hudløshed, da jeg i perioden 2005-2011 beskæftigede mig med islam og integration i Danmark: 1) Problemerne er begrænsede til en håndfuld ekstreme moskeer, som ikke er repræsentative 2) Problemerne kan lige så vel skyldes andre ting end islam, såsom kultur, uddannelsesniveau, boligkvarteret etc. 3) Der er også ekstreme kristne miljøer.

… Som det fremgår af afsnit 2 og 3 i dokumentarserien ‘Moskeerne bag sløret’, er det netop ikke bare i en håndfuld ekstreme moskeer, at man fraråder en voldsramt og voldtaget kvinde at gå til politiet, men i stedet sender hende hjem til den voldelige ægtemand, nægter hende skilsmisse og gør hende opmærksom på, at manden har ret til at tage en kone mere, uden at hun må protestere over det.

Den slags rådgivning får TV2s muldvarp også i moskeer, der i den offentlige debat har været promoveret som moderate, såsom ‘Fredens Moské’ i Aarhus og stormoskeen i København. Brian Arly Jacobsen har i øvrigt for nyligt selv hævdet følgende om stormoskeen: ‘Dansk Islamisk Råd er i høj grad tilhængere af demokrati i Danmark og menneskerettigheder.’ Men det passer jo ikke, som det tydeligt træder frem i de skjulte optagelser. Dette er et godt eksempel på, hvordan islamforskningen alt for tit gør sig til vandbærer for bevægelser, der netop handler imod menneskerettighederne. …

Derfor kan det undre, når de to islamforskere, som citeres i Berlingskes artikel, lader til at være enige om, at det ‘næppe er moskeerne, man skal kigge efter, hvis man vil finde roden til den sociale kontrol, som modvirker integrationen i visse befolkningsgrupper’. Hvorfor er det så vigtigt at lede blikket væk fra moskeerne? Hvad er det, man vil beskytte dem mod?



11. marts 2016

Marxistisk islamforskning: “… i islamforskningen er der en tendens til at nedtone islams betydning”

I kølvandet på udgivelsen af mit historiespeciale ‘Vejen til Damaskus – Dansk islamforskning 1885-2005’ (2008), var jeg et par dage i centrum af den danske islamdebat. Intet der kommer frem i ‘Moskéerne bag sløret’ er nyt, og som man kunne forvente har flere medier allerede nu påbegyndt modangrebet. Ingen imam er nogensinde citeret korrekt, ej heller på video. Det hele foregår naturligvis sideløbende med islamisters klapjagt på TV2’s muldvarpe.

TV2-serien vil blive en integreret del af bloggosfærens erfaringskatalog, på samme måde som ‘Undercover Mosque’ (Channel 4, 2007) og ‘Imamernas Råd’ (SVT, 2012) er det. Fokus i den brede offentlighed vil fortsat være på enkelte imamer, ikke Islam som sådan. Vi starter forfra hver gang.

Islamforskningen er en stor del af problemet, men ikke kun. Tina Magaard, Mehdi Mozzaffari og Mehmet Necef har sagt sandheden i årevis, uden det har gjort en videre forskel, og de er alle venstreorienterede. Der er en ubalance. Enhver der ikke bakker ind i debatten fra venstre, får slet ikke taletid. Når Rushys Roulette dækker emnet, så er der kun venstreorienterede i studiet. Herunder Jon Stephensen, der afviser enhver ubekvem oplysning med ‘det tror jeg ikke’. En historiker som Lars Hedegaard er helt fraværende, men hvorfor er en nulbon-teaterchef interessant? Når man tænder for P1 er det folk som Garbi schmidt og Brian Arly Jacobsen.

Professor Thomas Hoffmann er blevet mere ærlig, men han balancerer på et knivsæg, og mest citerede forsker de senere uger har formentligt været den relativt ukendte adjunkt Niels Valdemar Vinding. Han er så langt fra sandheden som man kan komme, en parodi på den Bæk Simonsen’ske skole, men det er i sidste ende ham der repræsenterer videnskaben.

Fredag dedikerede Jyllands-Posten en dobbeltside til den danske islamforskning, og det er ubetinget godt. De ukritiske forsvinder næppe fra medierne, men man kan da håbe at de i fremtiden får modspil. I så fald vil de tabe stort. Det er ikke nemt at markedsføre krig som værende fred.

(Professor Jørgen Bæk Simonsen til ‘Islamophobia’-kongres i Bellacenteret, 2006; Foto: Snaphanen)

Fra JP.dk – Islamforskning kritiseres for berøringsangst over for islam.

“Dansk forskning i islam har gennemgående været for fokuseret på at forsvare og forklare islam frem for at kaste et kritisk blik på de mere mørke sider i religionen. Det mener nogle islamforskere… Formanden for Forum for Islamforskning, professor Thomas Hoffmann, Københavns Universitet, peger på, at forskningen har forsømt at se på religionen.

… ‘Det er på sin vis meget ironisk, men i islamforskningen er der en tendens til at nedtone islams betydning og i stedet forklare sig ud fra kulturelle, politiske og økonomiske faktorer og sige, at det er ligegyldigt, hvad der står i helligskrifterne,’ siger han.”

Fra Har forskerne overset islams mørke sider? (kræver login).

“Jyllands-Posten har ringet til ham [Thomas Hoffmann, Kim], fordi forskere som Mehdi Mozaffari, Tina Magaard og Mehmet Necef angriber islamforskningen i Danmark for at være berøringsangst og for ukritisk over for de emner, som en række TV 2-programmer om moskéer på det seneste har taget op.

Havde vi haft en mere kritisk forskning, kunne man have afdækket, hvad der foregik bag de lukkede døre, og politikerne ville have haft et mere oplyst grundlag at handle ud fra, lyder et af kritikpunkterne. Et andet kritikpunkt er, at islamforskerne har fungeret som islams advokater frem for at gå kritisk til værks eksempelvis over for læsningen af Koranen.

Ifølge Hoffmann går danske forskere til islam og beslægtede emner på forskellige måder, men han giver kritikerne ret i, at en bestemt tilgang i mange år har spillet en dominerende rolle…

Tina Magaard er lektor ved Aarhus Universitet og har i mange år efterlyst en reform af islamforskningen, som, hun mener, har tendens til at blive for undskyldende og skyde skylden for integrationsproblemer over på danskernes racisme.

‘… jeg oplevede, at der i islamforskermiljøet var stærk modstand mod at tage de problemstillinger op. Social kontrol, juridiske parallelsamfund, islamiske autoriteter, der blokerer for integrationen, islamistiske bevægelser, der mener, at de er ved at erobre Europa osv., er alle ting, som jeg før har påpeget og fremlagt empiriske beviser for. Men det er i høj grad blevet benægtet, bortforklaret eller ignoreret af islamforskermiljøet,’ siger hun og tilføjer:

… Mehdi Mozaffari, professor emeritus på Institut for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser ved Aarhus Universitet, peger på, at den amerikansk-palæstinensiske Edwards Saids banebrydende værk ‘Orientalismen’ fra 1978 har sat afgørende spor i det danske forskningsmiljø.

‘Den grundlæggende tankegang er, at muslimer ikke har ansvar for deres egen situation, fordi det er Vestens og kolonialiseringens skyld,’ husker han fra sit første møde med islamforskningen, da han som iraner kom til Danmark i 1981.

‘Hvis man i en artikel antydede, at islam kan kritiseres, og at ikke alt er Vestens ansvar, blev det opfattet som racistisk, og man blev bombarderet som højreekstremist. Jeg oplevede et stort pres på universitetet,’ siger han.”

Mehmet Necef bliver mere konkret – Lektor: Marxisme i dansk islamforskning.

“Ifølge en af kritikerne, lektor Mehmet Necef fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, indgår der en marxistisk tænkning i tilgangen. …

‘I hele denne her teori indgår et mix af marxisme. Engang var den marxistiske teori, at borgerskabet udnytter arbejderklassen. Men arbejderklassen skuffede mange vestlige intellektuelle, fordi arbejderne ikke udlevede de socialistiske drømme. Så i 1960’erne ændrede man hierarkiet, så det i stedet var amerikansk imperialisme for oven og den tredje verden for neden – men der var stadig et hierarki,’ begynder han.

‘Men så gik det heller ikke længere med den tredje verden. Jeg kan huske min egen skuffelse – jeg var selv en af de vestlige intellektuelle – da det kommunistiske Vietnam overfaldt Cambodja, der var Pol Pot, der var bådflygtninge, der flygtede fra Vietnam og så videre. Men så blev den hierarkiske teori reddet af de muslimske indvandrere. Så nu hedder den: Majoriteten i f.eks. Danmark mod den muslimske minoritet.‘”



9. marts 2016

Imam vil ‘åbne’ (erobre) Danmark – Forsker bruger tyrkiske (erobrer)moskéer som det gode eksempel

Tredje afsnit af TV2-dokumentaren ‘Moskeerne bag sløret’ havde mere af det samme. Denne gang gik det ud over Mohammad Fouad al-Barazi, ledende imam i Det Islamiske Forbund i Danmark, der for skjult kamera talte om at muslimerne var i fuld gang med at erobre Europa. Imamerne er ikke bare Koran-tro (som man kan forvente), men gør front mod værtslandet, helt systematisk. De opretter parallelsamfund, opfordrer til socialt bedrageri, og er reelt skattefinansierede erobrere. Ikke overraskende for folk der har læst ‘I krigens hus’ (Lars Hedegaard mfl., 2003).

“Lige nu er vi i en tid, hvor vi er ved at åbne de her lande. Nu er vi begyndt. Der er muslimske fællesskaber over hele Europa. … Nu er vi 300.000. … Derfor er konklusionen på den her snak, at man godt kan opholde sig her i landet uden at smelte.” (Imam Mohammad Fouad al-Barazi, Det Islamiske Forbund i Danmark)

Mere på TV2 Nyhederne – Imam på skjult kamera: Muslimer er ved at ‘erobre’ Europa.

“Imamen taler til TV 2s muldvarp ‘Fatma’, der søger vejledning om, hvordan hun som nytilkommet muslim skal begå sig i Danmark, og Mohammad Fouad al-Barazi forklarer, at muslimerne er ved at indtage Danmark og Europa.

Ifølge eksperter TV 2 har talt med skal ordet åbne i en islamistisk kontekst forstås som ‘erobre’.

– … det er sådan den klassiske betegnelse for at erobre et land. Det bruges også i koranen, forklarer lektor Tina Magaard, der har studeret koranen indgående og lavet feltarbejde i muslimske miljøer i Danmark.

(Imam Mohammad Fouad al-Barazi, Det Islamiske Forbund i Danmark)

Niels Valdemar Vindings Og Sadi Tekelioglus modhistorie kan man roligt se bort fra.

“I Danmark er der klart flest tyrkiske moskeer, og det tyrkiske mindretal i Danmark er på tværs – også af religion, da det ikke er alle tyrkere, der er muslimer – en stærk kraft i integrationen.” (Islamforsker Niels Valdemar Vinding til TV2.dk)

Hvis tyrkiske moskéer i demokratisk henseende er mere spiselig, så er det på trods af Islam – ikke på grund af Islam. Da Det Osmanniske Rige faldt, besluttede Kemal Atatürk at nationalisere moskéerne ud fra den betragtning, at Tyrkiet aldrig ville blive sekulært, hvis ikke der var styr på moskéerne. Der blev derfor etableret et religiøst ministerium (Diyanet), så moskéerne ikke bekæmpede den statslige af-islamisering.

Udviklingen mod sekularisering har krævet autoritær lovgivning, taget det meste af et århundrede, og det går alligevel den forkerte vej. Præsident Recep Erdogan personificerer fint forløbet. “Man må enten være muslim eller sekulær!”, lød det, da han var borgmester i Istanbul (tidl. Konstantinopel), og senere blev fængslet for at citere et digt med ordlyden: “Moskéerne er vore kaserner, kuplerne er vore hjelme, minareterne vore bajonetter og de troende vore soldater.”

Da han nogle år efter som præsident talte for tyrkere i Køln, lød det meget sigende: “Ingen kan forvente af jer, at I underkaster jer assimilation. For assimilation er en forbrydelse mod menneskeheden.”

Flere store Diyanet-moskéer i Tyskland kaldes Fatih Camii (Fatih-moskéen), efter (Fatih) Mehmet Eroberen, sultanen der erobrede Konstantinopel. Moskéen ‘Tyrkisk islamisk kultur forening’ i København hedder ligeledes Fatih Camii, og er hermed også en erobrermoské. Moskéerne har mange farver, men alle er nuancer af den samme sorte.

(‘Tyrkisk islamisk kultur forening’, ‘Fatih Camii’, Valdemarsgade, København V; Foto: Fatihcamii.dk)

(Fatih Sultan Mehmet alias Mehmet Eroberen erobrer det kristne Konstantinopel, 29. maj 1453; Wiki)



5. marts 2016

Tavakoli om Zubair hos Clement: Hvorfor var islamisk teologi ikke et gennemgående tema for debatten

Jeg har ikke set torsdagens Debatten, men kritiske journalister har det med at blive håndtamme når emnet er islam. Når Zubair Hussein fortæller, at han ikke vil udtale sig om stening, fordi han ikke kender til teologi, så minder det om Abdul Wahid Pedersens sharia-straffe klassiker for godt ti år siden på samme kanal: “… jeg er ikke jurist”.

Kommentar af Jaleh Tavakoli på hendes JP blog – Debattens Clement Kjersgaards manglende fokus forårsagede whataboutery og overfladiske politikersvar.

“Zubair Hussain som du så havde med, bliver du godt og grundig træt af selv, for han har ikke set dokumentaren, og vil hverken forholde sig til afsløringerne, og ej heller ville han udtale sig om islamisk teologi, selvom han i årevis har fungeret som talsmand for flere islamiske organisationer. Spørgsmålet er hvorfor han overhovedet er interessant som gæst, for hvad kan han dog bidrage med?

Kære Clement, dine andre muslimske gæster ville enten ikke forholde sig til islam, for det handlede det i hvert fald ikke om, eller også så kom de alligevel kun med whataboutery om socioøkonomiske forhold og kultur, som forklaring på problemet. Spørgsmålet er hvorfor en så erfaren og dygtig journalist som dig, ikke stiller kritiske spørgsmål når de muslimske debattører taler udenom.

Zubair der har pakistianske rødder, har i de danske medier fx støttet den pakistanske Tahir ul Qadri, Min Haj al Qurans formand. Zubair har været ude og forsvare denne mand som værende en moderat imam, og som en teolog der bekæmper radikalisering. Vi taler om en Qadri hvis teologiske standpunkt islamforskeren Tina Magaard har studeret som forsker, og her stod Magaard så i aftes, og netop redegjorde for hvordan denne Qadri støtter den samme teologiske udlægning af stening, som de har i Grimhøjsmoskeen.

Men Zubair kender overhovedet ikke til teologi, siger han, da han ikke er uddannet i teologi, og vil derfor absolut ikke udtale sig om hverken Qadri eller stening. … Spørgsmålet må være hvordan Zubair har teologisk viden nok til at forsvare en rabiat imam som Qadri, men ikke har den samme viden, når denne imam beviseligt viser sig at være tilhænger af stening. Og hvorfor så ikke i det mindste bare tage afstand fra stening og Qadri?

… Clement, hvorfor kan du ikke være mere kritisk og stille de svære spørgsmål, når det kommer til islam, og jeg gentager, hvorfor var islamisk teologi ikke et gennemgående tema for debatten.”

Oploadet Kl. 00:53 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


31. juli 2015

“Det fremmer aldrig erkendelsen… på forhånd at opstille regler om, hvad man må og ikke må tale om.”

Jeg havde klappet i hænderne over Tina Magaards hårde svar til Jakob Skovgaard-Petersen, hvis ikke hun havde associeret islamistisk ideologi med ‘religiøs højreekstremisme’. Dansk islamforskning kunne have gjort en forskel, men har forlængst udspillet sin rolle. Med eller uden ph.d. Tina Magaard der havde følgende kommentar i sidste uges udgave af Weekendavisen – Vi skal turde tale om det (ikke online).

“Jakob Skovgaard-Petersen illustrerer i debatindlægget ‘Nazi-kortet hjælper os ikke’, hvilke metoder han bruger for at marginalisere dem, han ikke bryder sig om. Jakob Skovgaard-Petersens reaktion på min kronik afspejler en attitude, jeg tit har mødt i islamforskningsmiljøet, når jeg har spurgt, hvorfor man ikke må tale om islamistisk terrors relation til islams centrale dogmer, og hvorfor man ikke må påpege visse ligheder mellem islamistisk ideologi og fascistisk/nazistisk ideologi.

Jakob Skovgaard-Petersen kræver, ‘at vi gennemgående undlader at spille nazi-kortet’. Men hvis man ikke må tale om visse affiniteter mellem islamistisk og nazistisk ideologi, selv om man kan påvise dem punkt for punkt, så kortslutter man den debat, som er nødvendig for at udrede udfordringen fra islamismen.

Det fremmer aldrig erkendelsen og den nuancerede analyse på forhånd at opstille regler om, hvad man må og ikke må tale om. Lad mig for en sikkerheds skyld understrege, at dette ikke er et forsvar for de Konservatives valgkampagne. … Det bør interessere hele det politiske spektrum, specielt venstrefløjen, som har en lang historie for kritik af religiøs højreekstremisme.

Det andet problem med udsagnet ‘at spille nazikortet’ er spil-metaforen i sig selv. For dette er ikke et spil kort – det er blodig alvor. Islamismen udfordrer i dag grundlæggende friheder og rettigheder i Europa, både gennem politisk pres og gennem terror. Gennem de seneste år har terrorangreb og terrorforsøg tvunget os til at flytte milliarder af skatteydernes penge væk fra velfærden og over i terrorbekæmpelse-og forebyggelse.

Vi står altså med et anseeligt sikkerheds-og ressourceproblem, og det løser vi ikke ved at tabuisere dele af en nødvendig debat. …

Min pointe er, at islamister og nazister har komplimenteret hinanden for fælles værdier som jødehad, antimodernisme og voldsforherligelse – og at det er disse værdier, der udfordrer os i dag. …

Det hjælper heller ikke at prøve at ekskludere mig fra debatten, fordi jeg oprindeligt er cand. mag. i fransk og kunsthistorie. Det er normalt en selvfølge, at man benævner folk ved deres højeste titel, men det respekterer Jakob Skovgaard-Petersen ikke, når han titulerer mig ved min kandidatgrad i stedet for at nævne, at jeg har en ph.d. fra Sorbonne-Paris IV, med tre af fire ph.d.-kurser i politisk filosofi, og at jeg i den forbindelse netop beskæftigede mig med totalitarismer.”



2. april 2015

Tina Magaard mobbet ud af islamforskningen: “Det skal du ikke tale om, for det kan højrefløjen bruge.”

Sidste uges interview med Tina Magaard i Berlingske bragte interessante ting for dagen, men hun er tilsyneladende vågnet op til dåd. Fremragende interview af Søren Villemoes i seneste udgave af Weekendavisen – Folk vil tro, du er racist (ikke online). Køb avisen og læs det hele.

“I dag underviser hun i virksomhedsetik (CSR) på AU Herning. Det er langt fra, hvor hun befandt sig for små ti år siden. … I dag har hun forladt islamisme som professionelt interesseområde, men de sidste måneders begivenheder har fået hende til at tage bladet fra munden:

‘Situationen er alvorlig. Vi har lige oplevet terror på nært hold, og i Mellemøsten er Islamisk Stat i gang med kulturmord og storstilede massakrer. I Frankrig er debatten om disse emner i fuld gang, mens den i Danmark nærmest står stille, måske fordi man ikke som i Frankrig har forskere, der beskæftiger sig med feltet uden at være fedtet ind i de tabuer, der præger islamforskningsmiljøet,’ siger hun.

[…]

I sin ph. d.-afhandling beskæftigede hun sig med vestlige fascistiske bevægelser, men da hun i 2002 afleverede afhandlingen ved Sorbonne var fokus allerede skiftet til politisk islam. …

Jeg havde på statskundskab fået et helt begrebsapparat til at analysere og forstå fascismen. Det skete bare rigtig tit, at jeg stødte ind i begivenheder, hvor islamismen præsenterede forstyrrende ligheder med fascismen. Den passede punkt for punkt. Både i synet på kvinder, på anderledes tænkende og brugen af vold som politisk middel. Det var fortrinsvis gennem kontakten med mellemøstlige kunstnere, ateister, zoroastrer, baha’ier og kristne, jeg fik informationerne, men også af og til fra islamisterne selv. Det, som alle disse var rørende enige om, var, at når islamisterne gjorde, som de gjorde, så var det, fordi det stod i Koranen og Hadith. Det var helt i modstrid med, hvad jeg læste i den moderne islamforsknings værker…

[…]

Det var en udgivelse dedikeret til den franske forfatter David Rousset. Han havde været kommunist og modstandsmand under krigen og var spået en lovende forfatterkarriere. I 1949 opdager han, at der i Stalins Sovjet eksisterer koncentrationslejre.

Som en, der selv har overlevet ophold i to af nazisternes lejre, bliver Rousset oprevet og er den første, der bruger ordet ‘ gulag’ på fransk.

‘Alle slår hånden af ham. Der er kun nogle ganske få af hans nærmeste venner tilbage. Ellers mister han hele sit netværk. Hans forfatterkarriere ligger i ruiner. Selv blandt folk, der ikke var kommunister, mente man ikke, at han skulle tale om Stalins forbrydelser. Højrefløjen kunne jo bruge det, sagde man. Han lever resten af sit liv som udstødt. På en beskeden levefod. Han fik først oprejsning med dette posthume nummer, som Noël gav mig,’ fortæller hun.

Først forstår Magaard ikke Noëls pointe. Men som tiden går, dæmrer det. …

– Hvad har du da til fælles med David Rousset?

‘Jeg kan genkende det med, at man tager et tabu op, som man får ondt i maven af at tie stille med. For så at blive stemplet som ‘ikke stueren’. Og at man hele tiden møder argumentet: Det skal du ikke tale om, for det kan højrefløjen bruge. Folk, der kendte mig godt, har stået og råbt og tigget mig, om jeg ikke nok ville glemme det, for ‘folk vil tro du er racist’. I det miljø var det den absolutte sociale død, og slut på den akademiske karriere, for uden netværk, ingen karriere. Heldigvis havde jeg et bredt netværk, fordi jeg har været i kontakt med flere forskellige akademiske miljøer i løbet af mine studier. Derfor gik det ikke så slemt for mig som for Rousset, fordi jeg ikke var 100 procent afhængig af det ene miljø omkring islamforskningen.

[…]

‘Jeg kom jo med min baggrund fra Sorbonne, hvor man stadig holdt fast i den klassiske dannelse. Mit holdepunkt var Plutarks definition af, hvordan man skal opføre sig: Aldrig have personligt had på trods af kontrasterende synspunkter; være kompromisløs i den offentlige debat, men aldrig nære bitterhed mod politiske modstandere, og altid sørge for at opretholde en hjertelig tone over for modstanderne, så snart man er kommet ned fra debatpodiet. Det prøvede jeg at leve efter, men jeg syntes desværre, jeg i islamforskermiljøet fandt den præcis modsatte attitude: At man nægtede at debattere, men til gengæld gjorde alt, hvad der var muligt for at bagtale mig og ramme mig personligt. Jeg elsker den skarpe debat, hvor analyser, vurderinger og synspunkter fyger, men det er der simpelthen ikke nogen fra det miljø, der har villet gå ind i,’ siger hun. …

– Hvad var det da for ting, de ikke følte, at de kunne sige?

For eksempel at arabere også kunne være racister. Og at der i religionen er nogle dogmer, som konflikter med menneskerettighederne, hvis man følger dem bogstaveligt. Og så skulle man selvfølgelig hade Dansk Folkeparti,’ siger hun og tilføjer: ‘Jeg håber virkelig, at den nye generation af islamforskere vil bryde med de her tabuer, og ikke hænge fast i gammeldags forklaringer om, at alting er danskernes racisme og den europæiske kolonialismes skyld…’.”



27. marts 2015

Magaard: “At sløre de religiøse påbud og regler, som findes i Koranen og haditherne, er uhæderligt.”

Man kan håbe Tina Magaard efter flere års krumspring, nu endelig har fundet sin plads i den polariserede islamdebat. Mikkel Andersson interviewer til Berlingske – ‘Vi skal sætte spørgsmålstegn ved, om Muhammed gjorde det rigtige’.

“Tina Magaard har været væk længe. Både fra den islamdebat, som hun var med til at præge i midten af 00erne… Da hun var ansat hos iranskfødte Mehdi Mozaffari, professor emeritus dr.scient.pol., på Aarhus Universitet fra 2005 til 2008, erfarede hun, hvor omkostningsfuldt det kan være at beskæftige sig med islamisme og integration.

Ikke mindst da hun i kølvandet på Muhammed-krisen var en af de få danske akademikere, der talte imod en konsensus blandt danske islamforskere, som næsten samstemmende hævdede, at terror intet eller meget lidt har med islams centrale dogmer og hellige skrifter at gøre. Men efter terrorangrebene i København og Paris har Tina Magaard alligevel besluttet sig for kortvarigt at vende tilbage til debatten om islam i Danmark. …

‘At nogle i islamistiske miljøer finder det legitimt at bruge vold for at straffe dem, de mener, krænker islam, er ikke noget, der er skabt af europæisk racisme eller opstået ud af den blå luft med Muhammed-krisen. Det er en tendens, som i mange år har indskrænket kunstnere og kritisk tænkende personers rettigheder i muslimske lande og muslimske miljøer i Europa. Det eneste nye er, at nu rettes volden også ud mod ikke-muslimer,’ siger Tina Magaard. …

I løbet af 1990erne begyndte Tina Magaard også at undervise i interkulturel kommunikation ved en finsk handelshøjskole. Her brugte hun blandt andet kilder, som fremhævede, at islam i sin essens er en fredelig og tolerant religion, som blot er blevet misforstået eller kapret af ekstremister.
Men det satte hende i et dilemma, for selv om hun gerne ville tro, at det forholdt sig sådan, oplevede hun i sin hverdag mange eksempler, som tydede på noget andet. Både islamisterne og dem, de forfulgte, var rørende enige om én ting, nemlig at begrundelserne for at indskrænke ytringsfriheden, både den kunsteriske, litterære og politiske, blev hentet direkte og ofte ordret fra islams hellige skrifter.

Derfor besluttede hun selv at gå til kilderne. Hun studerede arabisk og læste både Koranen og haditherne. Her genkendte hun mange af de repressive tendenser, hun havde oplevet omkring sig.

‘Det slående er ikke i sig selv, at man kan finde drabelige passager i islams tekster, for det kan man i så mange hellige skrifter. Det slående var, hvor meget disse passager fyldte, og hvor meget de kredsede om en dem-og-os-logik, hvor vantro og frafaldne karakteriseres som urene, rådne, kriminelle, hykleriske og farlige. Det var også påfaldende, i hvor høj grad disse tekster stillede krav til læseren om at bekæmpe de vantro, både med ordet og med sværdet. I mange passager spiller Muhammed en central rolle som ham, der opfordrer til brug af vold, hvad enten det drejer sig om steninger, halshugninger, krigshandlinger eller henrettelse af kritikere og digtere.

Tina Magaard finder det særlig kritisabelt, at mange islamforskere efter hendes mening bevidst fortier dette forhold og bruger deres magtposition til at skabe bestemte normer for, hvad man må sige. Ofte lægger de også skylden på danskernes racisme i stedet for nøgternt at fortælle om de begrundelser for at udøve vold og trusler, som ekstremister faktisk finder i de hellige skrifter.

‘Kernen i problemet er en mangel på accept af de liberale frihedsrettigheder, vi har i EU, samt retfærdiggørelse af vold for at fremme en islamisk agenda, der først og fremmest rammer andre muslimer. Hvis man som forsker fortier det, ender man med at tage parti i en intern muslimsk kulturkamp, samtidig med at man fortier vigtige ting for offentligheden. At sløre de religiøse påbud og regler, som findes i Koranen og haditherne, er uhæderligt. Og nej, de forklarer ikke alt, men de er en vigtig del af den virkelighed, som det er akademikernes opgave at forstå og formidle, og derfor bliver man nødt til at inddrage dem.’ …

‘I en undersøgelse, jeg udførte for Integrationsministeriet, besøgte jeg en bred vifte af muslimske menigheder. Kun ahmadiyya-imamen læste tydeligt de voldelige passager metaforisk, for eksempel ved at sige, at når der står, at en tyv skal have hugget hånden af, er det en metafor for at sige, at man skal forhindre hans hånd i at stjæle mere.’

Men hun nævner samtidig, at netop ahmadiyyaerne af stort set alle andre muslimer betragtes som frafaldne, blandt andet fordi de læser Koranen metaforisk.

Oploadet Kl. 07:33 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


17. marts 2013

Ghetto-beretning: “.. i luften hænger der en – på en og samme gang – både apatisk og agressiv stemning”

I dagens Jyllands-Posten beretter liberale Camilla-Dorthea Bundgaard om sine personlige erfaringer med multikulturen på Nørrebro. Tilbage i 2009 medvirkede hun sammen med Islamforsker Tina Maagaard i en dokumentarudsendelse på P1, som eksempler på veluddannede danskere der flyttede ind i multikulturelle områder og hermed var med til at modvirke ghettodannelse. Magaard i Gellerup, Bundgaard på Nørrebro.

(Dokumentartimen, P1, 6. august 2009: Førstevælger til ghetto)

Delvis transkription (sammenklippet).

Tina Magaard, forsker: … i starten var det svært… der gik flere måneder til jeg så ansigterne på mine kvindelige naboer. Altså de har jo tørklæde på alle sammen… Jeg havde svært ved i starten bare at få øjenkontakt. … Jeg tror ikke helt jeg var klar over hvad der menes med belastede boligområder. Jeg har ofte tænkt, at det jo måtte være en overdrivelse, når folk fortæller om det. På den måde er det nok kommet bag på mig. … Det kunne jo være meget smukt bare at se mejserne ude i træerne, de smukke grønne områder, men jeg har for eksempel slet ikke brugt de grønne områder. Fordi sådan noget som at gå ned og tage solbad om sommeren når vejret er godt, som jeg jo normalt gør, altså, det virker bare ikke her. Det er der ingen andre der gør, og det ville skabe for meget opsigt pludselig at ligge sig derned i bikini. Det er så et eksempel på, at man indordner sig under den kultur der så er herude… I starten da jeg kom, der var jeg faktisk ude for at der var nogle drengebander som stod og kastede sten efter mig, når jeg kom cyklende hjem. Altså, sidst på eftermiddagen, ikke sent på aftenen. Sexchikane, chikane som var meget ubehageligt, tit fordi, hvis det er en gruppe på 5-10 store drenge, unge mænd, så kan det faktisk være ret ubehageligt. Nu har jeg i andre sammenhænge haft en del at gøre med arabisk kultur, hvor man selvfølgelig lægger mærke til sådan noget med klanstrukturer og sådan nogle ting, og det er mit indtryk at det også er det der eksisterer herude. Det jeg jo oplevede i starten, det var jo at det der med, at det var først da jeg begyndte at snakke med folk, og finde ud af, hvem der sådan ligesom havde magten i den her egentlige parallelle kultur… Det er først når jeg har snakket med det, og fortalt at jeg ikke synes det kunne være rigtigt, at jeg skulle være bange for at komme hjem fra arbejde klokken 4-5 stykker om eftermiddagen, fordi, det var derfor jeg også var nødt til at gøre noget ved det, fordi det blev sådan til sidst, at når jeg drejede ind ad vejen herind til Gellerupparken, så fik jeg altså ondt i maven. Fordi jeg vidste, at de kunne stå der og vente på mig, og så tænkte jeg – det går bare ikke, sådan skal det ikke være. Så var det at jeg prøvede at snakke med nogle af de ældre mænd herude, der ligesom har noget autoritet, og sige, at jeg ikke synes det kunne være rigtigt, at jeg ikke kunne få lov til stille og roligt at komme hjem fra arbejde. Og så stoppede det jo, og siden har jeg ikke haft et eneste problem nogensinde, også når jeg kommer hjem på alle mulige tider af døgnet, jeg har aldrig haft problemer. Så man kan jo sige, at det har jo løst problemet for mig som person. Jeg har gået til de rigtige personer, og har ligesom, altså, fået forståelse for, at jeg også ligesom skulle have ret til at være respekteret, gå frit omkring her, hvis jeg så må sige.

Camilla-Dorthea Bundgaard, blogger: Her er møgbeskidt… Det er ikke sådan at jeg føler mig decideret utryg herude, men hvis jeg kan blive fri for at møde nogle mennesker, så vil jeg ærligt talt helst det. … Jeg kan ikke lide den lejlighed (om underbo) Jeg kan ikke lide de mennesker der er der… når politiet har besøgt dem ofte nok så bliver man utryg… De skal helst ikke kende min eksistens, og jeg ignorerer deres, så tror jeg det går bedst. Det lyder måske lidt paranoidt, men når man har oplevet blod udenfor ens hoveddør i en pøl…

Camilla-Dorthea Bundgaard i dagens Jyllands-Posten – Om ghettoer i Danmark (kræver login). Bemærk den afsluttende sentens om den ‘apatisk-aggressive stemning’. Den er helt central for forståelsen.

“I den forgangne uge er jeg flyttet fra et ghettoområde på Nørrebro. Og det var et ghettoområde, og det holdt det ikke op med at være, fordi den nuværende regering besluttede, at det fremover ikke måtte hedde ghetto, men i stedet udsat område.

I en åbenbart lalleglad tro på, at vi da ikke har rigtige ghettoer i Danmark, valgte jeg for knap fem år siden at sige ja tak til at bo billigt i ghettoområdet. … De grå hår begyndte allerede at titte frem en måned efter, at min veninde og jeg flyttede ind. En sen aften var der en uhyrlig larm i trappeopgangen, og det var ikke lysten, der fik os til at undersøge, hvad der foregik. Nederst i opgangen fandt jeg to hunde og fire mænd i sort fleece i færd med at save hængslerne på to lejligheders døre over. De var fra politiet, sagde de…

Men det var ikke kun på nederste etage, der var gang i den. Under mig boede, ja, lad os kalde ham Mikkel. Mikkel har det skidt, og det er meget trist, men det betød også, at han ad to omgange forsøgte at komme ind i min lejlighed.
Efter første gang flyttede min veninde. Efter anden gang – som inkluderede en kniv -var jeg ved at være hærdet, så jeg ringede til politiet, fik et glas vin med overboen og gik så ind i min lejlighed og faldt i søvn.

Og så har jeg end ikke fortalt Dem om den 12-årige, der tog min venindes hue, maste den mod sit skridt og lavede bevægelser, jeg ikke vil belemre dem med yderligere beskrivelse af her. … Eller om dengang, jeg på tv så billeder af min bygning under et indslag om, at politiet ledte efter sprængstof fra mulige terrorister.

Eller om alle skyderierne, som De i forvejen kender fra mediernes beretninger fra Nørrebro. Eller dengang, jeg måtte flytte hjemmefra en måned, fordi jeg ikke kunne holde til mere larm. Eller om at jeg ikke en eneste gang har følt mig fri til at solbade på plænen under mit vindue. …

Men konklusionen er fortsat: Der findes ghettoer i Danmark – også på trods af de kommunale, mangfoldige og farverige akademikere, man sætter til at skabe såkaldt områdefornyelse. De består af mange nationaliteter og mange små subkulturer. De er hårde at bo i – måske særligt når man ikke kender de uskrevne regler? Man skal konstant sætte grænser for andre, almindeligt hensyn kan langt fra tages for givet, og i luften hænger der en – på en og samme gang – både apatisk og agressiv stemning.

Oploadet Kl. 15:09 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


28. april 2009

“Det med at sige, at islam er mangfoldig, er et udsagn, der skal forhindre kritik…”

Jeg er har haft citatet i hovedet et par uger, men ville lige vente til næste islam-apologet foldede sig ud. Det blev idag.

  • Hans Hauge i Jyllandsposten – Respekt (11/4-09).
  • “Har I lagt mærke til, at hvis man kritiserer islamisk kultur, så træder en af vore statsanerkendte eksperter i islam straks frem og siger, at islamisk kultur er mange ting. Det med at sige, at islam er mangfoldig, er et udsagn, der skal forhindre kritik og fremme respekt. Hvis jeg siger, at jeg respekterer islamisk kultur, da træder en af de statsanerkendte smagsdommer ikke frem og siger, at det kan man ikke, for islamisk kultur er mange ting. Med andre ord: når man respekterer islamisk kultur er den en ting, men når man kritiserer islamisk kultur, opløser den sig i mange ting.”

    Fra P1 Morgen, der formentligt vil sparke åbne døre ind resten af ugen, som et led i det tværmediale DR Tema Din Muslimske Nabo (se evt. Fordomsquizzen).

    P1-vært: Tina Magaard, hvorfor kan man ikke bruge imamerne som talsmænd for muslimer i Danmark?

    Tina Magaard, islamisme-forsker.: Jamen fordi muslimer i Danmark simpelthen er så forskellige som de er… og derfor giver det ikke mening at tale om muslimer som samlet gruppe, og det giver slet ikke mening at give imamerne ordet som talsmænd for denne gruppe, for de imamer er jo ikke blevet valgt af nogen… det er i virkeligheden ikke ret mange de repræsenterer.

  • 2/2-07 Politiken – Tusinder tog afsked med Abu Laban .
  • 28/4-09 DR Online – Imamer repræsenterer kun lille gruppe (Lene Kühle).
  • Oploadet Kl. 09:43 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper