20. august 2015

Forskere: Medierne undlader “… at inddrage den nye indvandrings betydning for velfærdssamfundet”

Endnu en fremragende kronik af professor Poul Christian Matthiessen og dr. polit. Gunnar Viby Mogensen. Fra Berlingske – Medierne fortegner realiteterne.

“En lang række analyser – bl.a. fra Magtudredningen – har påvist, at dagsordenen for samfundsdebatten i Danmark i meget vidt omfang fastsættes af vore medier. Den dagsorden, medierne for tiden tegner for dansk udlændingepolitik, er præget af påpegninger af de vanskeligheder, der måske vil kunne opstå i forbindelse med den nye regerings forsigtige forsøg på at korrigere de lempelser af udlændingepolitikken, som SR-regeringen gennemførte.

Overvejelser om, hvorvidt regeringens moderate korrektion vil have tilstrækkeligt opbremsende effekt på tilvandringen fra Afrika og Mellemøsten, bliver der i radio, TV eller de trykte medier stort set ikke plads til.

I stedet præsenterer mediernes dækning os meget ofte, for det første, for en håndfuld tilfælde, hvor ikke-vestlige indvandrere faktisk klarer sig rigtig godt i Danmark. En gennemgående for lav beskæftigelsesgrad og en for høj kriminalitet hos vore nye medborgere kommer altså til at fremstå som noget, man kun møder på et fjernt sted, der hedder den officielle statistik.

For det andet undlader medierne typisk at inddrage den nye indvandrings betydning for velfærdssamfundet. … Og for det tredje undgår medierne at arbejde med en realistisk dagsorden med hensyn til baggrunden for de nye internationale vandringer. I stedet fremstiller man vandringerne som verdens hidtil største flygtningekatastrofe.

[…]

Alene ud fra disse tal er det klart, at hovedmotivet for at søge mod EU-landene er – som det normalt har været i forbindelse med vandringer – ønsket og håbet om at komme ind i en stat, som i højere grad kan opfylde familiernes ønske om en højere levestandard, tryghed og et godt undervisnings-, sundheds- og socialsystem. Men da adgangen for indvandring i Europa er begrænset, bruges asylkortet som adgangsbevis. Det er derfor direkte misvisende og ødelæggende for enhver faglig betonet drøftelse af migrationspresset mod Europa, når man i nyhedsmedierne og den politiske debat hæfter betegnelsen flygtninge på alle de personer, som f.eks. anvender Middelhavet for at komme til Europa.

Et kort blik på f.eks. den europæiske vandringshistorie viser også, at det er uden hold i virkeligheden, når man fra visse sider hævder, at ingen mennesker vil forlade deres hjemstavn, med mindre de er forfulgte. Her kan man blot tænke tilbage på den store udvandring i 1800-tallet og begyndelse af 1900-tallet fra Europa – herunder Danmark. Alene fra Danmark udvandrede 300.000, fortrinsvis til Nordamerika. De var ikke forfulgte, men opgav alligevel hjemstavnen på grund af håbet om bedre muligheder i det fremmede.

[…]

Vi lever i en opbrudstid, hvor stadig øget global viden og teknologi vil sørge for et fortsat og stigende migrationspres mod det forjættede Europa. Skal vi europæere administrere denne migration realistisk, vil det være en fordel, om medierne kunne leve med, at også debattens dagsorden blev realistisk.



16. juni 2015

Professor P.C. Matthiessen & dr.phil. Gunnar Viby Mogensen: Demografien er fraværende i valgkampen

“People don’t go because they have nothing, they go because they want better and more”, kunne man forleden læse i Wall Street Journal om bådflygtninge fra Senegal, et relativt fredeligt vestafrikansk land med økonomisk vækst, der angiveligt producerer flygtninge i samme målestok som krigshærgede lande såsom Syrien, Somalia og Eritrea. Asylsystemet faciliterer en folkevandring der vil få konkrete følger for kommende generationer af danskere. Kronik af professor Poul Christian Matthiessen og dr.phil. Gunnar Viby Mogensen i Berlingske – Udlændingene i valgkampen.

“Et af de forhold, som har størst betydning for Danmarks og det øvrige Europas fremtid, og som ikke har spillet nogen rolle overhovedet i den danske valgkamp, er den såkaldte ‘demografiske transition’, altså landenes overgang fra et højt til et lavt fødsels- og dødelighedsniveau.

… i Afrika og i dele af Mellemøsten ser situationen helt anderledes ud. Her har udbredelsen af den vestlige medicinske teknologi ganske vist reduceret dødeligheden meget, men det overses hyppigt, at fødselsniveauet stadig er meget højt. Det skyldes for det første, at man endnu kun i begrænset omfang er kommet ind i en økonomisk og social udvikling, som kunne føre til kvindefrigørelse og nye normer for kvindens fertilitetsadfærd. …

Afrikas befolkning er i dag dobbelt så stor som EU’s stagnerende befolkning, men om blot 35 år vil Afrikas folketal være blevet fem gange større end indbyggerantallet i EU til den tid.

Denne voldsomme demografiske vækst, og de beskedne økonomiske og sociale forbedringer i Afrika og i dele af Mellemøsten, vil naturligvis fremkalde det stærke ønske om at udvandre til det forjættede Europa, som vi allerede har set starten på, senest i mediernes omtaler af de såkaldte bådflygtninge på Middelhavet. …

Den internationale demografiske udvikling generelt peger altså entydigt på, at den voldsomme stigning i vandringerne mod Danmark fra de ikke-vestlige lande vil fortsætte.

(Wall Street Journal, 12. juni 2015: Young Men in Senegal Join Migrant Wave Despite Growing…)

De ikke-vestlige indvandreres og efterkommeres svage integration på arbejdsmarkedet betyder naturligvis også, at de modtager væsentligt større beløb for eksempel som dagpenge, kontanthjælp og førtidspension, end de selv betaler i skat. Det reducerer den øvrige befolknings muligheder for offentligt velfærd. … Imidlertid standsede SR-regeringen ved sin tiltræden håndfast dette arbejde i centraladministrationen.

De nye vandringsstrømme kommer altså til os i en situation, hvor vi under alle omstændigheder for længst har passeret maksimum for, hvor mange borgere fra underudviklede lande, vi kan modtage uden alvorlig skade på velfærden for den befolkning, som er født her, eller som tidligere er indvandret til Danmark.

Og selv en tilbagerulning af vores udlændingepolitik til situationen før SR-regeringen vil, som det fremgår af tallene, ikke gøre situationen for det danske velfærdssamfund holdbar.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper