20. august 2015

Forskere: Medierne undlader “… at inddrage den nye indvandrings betydning for velfærdssamfundet”

Endnu en fremragende kronik af professor Poul Christian Matthiessen og dr. polit. Gunnar Viby Mogensen. Fra Berlingske – Medierne fortegner realiteterne.

“En lang række analyser – bl.a. fra Magtudredningen – har påvist, at dagsordenen for samfundsdebatten i Danmark i meget vidt omfang fastsættes af vore medier. Den dagsorden, medierne for tiden tegner for dansk udlændingepolitik, er præget af påpegninger af de vanskeligheder, der måske vil kunne opstå i forbindelse med den nye regerings forsigtige forsøg på at korrigere de lempelser af udlændingepolitikken, som SR-regeringen gennemførte.

Overvejelser om, hvorvidt regeringens moderate korrektion vil have tilstrækkeligt opbremsende effekt på tilvandringen fra Afrika og Mellemøsten, bliver der i radio, TV eller de trykte medier stort set ikke plads til.

I stedet præsenterer mediernes dækning os meget ofte, for det første, for en håndfuld tilfælde, hvor ikke-vestlige indvandrere faktisk klarer sig rigtig godt i Danmark. En gennemgående for lav beskæftigelsesgrad og en for høj kriminalitet hos vore nye medborgere kommer altså til at fremstå som noget, man kun møder på et fjernt sted, der hedder den officielle statistik.

For det andet undlader medierne typisk at inddrage den nye indvandrings betydning for velfærdssamfundet. … Og for det tredje undgår medierne at arbejde med en realistisk dagsorden med hensyn til baggrunden for de nye internationale vandringer. I stedet fremstiller man vandringerne som verdens hidtil største flygtningekatastrofe.

[…]

Alene ud fra disse tal er det klart, at hovedmotivet for at søge mod EU-landene er – som det normalt har været i forbindelse med vandringer – ønsket og håbet om at komme ind i en stat, som i højere grad kan opfylde familiernes ønske om en højere levestandard, tryghed og et godt undervisnings-, sundheds- og socialsystem. Men da adgangen for indvandring i Europa er begrænset, bruges asylkortet som adgangsbevis. Det er derfor direkte misvisende og ødelæggende for enhver faglig betonet drøftelse af migrationspresset mod Europa, når man i nyhedsmedierne og den politiske debat hæfter betegnelsen flygtninge på alle de personer, som f.eks. anvender Middelhavet for at komme til Europa.

Et kort blik på f.eks. den europæiske vandringshistorie viser også, at det er uden hold i virkeligheden, når man fra visse sider hævder, at ingen mennesker vil forlade deres hjemstavn, med mindre de er forfulgte. Her kan man blot tænke tilbage på den store udvandring i 1800-tallet og begyndelse af 1900-tallet fra Europa – herunder Danmark. Alene fra Danmark udvandrede 300.000, fortrinsvis til Nordamerika. De var ikke forfulgte, men opgav alligevel hjemstavnen på grund af håbet om bedre muligheder i det fremmede.

[…]

Vi lever i en opbrudstid, hvor stadig øget global viden og teknologi vil sørge for et fortsat og stigende migrationspres mod det forjættede Europa. Skal vi europæere administrere denne migration realistisk, vil det være en fordel, om medierne kunne leve med, at også debattens dagsorden blev realistisk.



27. juli 2015

Gunnar Viby Mogensen om behov for mere økonomisk omfordeling: Har ingen støtte i statistikken

Da fattigdom ikke eksisterer i Danmark, taler socialisterne om ‘relativ ulighed’, og gør så alt for at importere kommende bistandsklienter. Borgerlige ord om postuleret økonomisk ulighed af dr. phil. Gunnar Viby Mogensen i Berlingske – Den danske ulighed er stadig lille.

“Synspunkterne hos debattører fra den politiske venstrefløj bliver sjældent overhørt, bl.a. fordi synspunkterne næppe kan siges at blive undertrykt af redaktionerne på samfundets egne radio- og fjernsynskanaler. …

Det mindst problematiske mål for uligheden, Gini-koefficienten, lader tallet for fuld indkomstmæssig lighed efter betaling af skat være 0. Hvis man derimod havde fuld ulighed, altså en samling af al indkomst efter skat hos én person, ville man sætte koefficienten til 1. De højeste kendte Gini-koefficienter på omkring 0.65 finder man i den ikke-vestlige verden. For de fleste betydende vestlige lande ligger koefficienten nede mellem 0.25 og 0.40.

Fordelingsstatistikken viser, at argumenterne om den stigende ulighed i de vestlige lande er korrekt. USAs Gini-koefficient målt på indkomsterne efter skat er således gennem de seneste 30 år øget fra 0.34 til de nævnte 0.38 i dag, og tendensen er også tydelig i alle større europæiske lande. … Vi har også i Danmark i de senere år mærket tendensen til en vis stigning i uligheden. Statens og kommunernes omfordeling ved hjælp af vore internationalt set meget høje skatter og indkomstoverførsler havde fra 1960erne til midt i 1990erne kunnet presse den i forvejen lave grad af ulighed endnu længere ned, så Gini-koefficienten målt på indkomsterne efter skat faldt fra et niveau på omkring 0.35 til 0.20.

Men fra midt i 1990erne slog tendensen til stigning i Gini-koefficienten igennem også hos os, selv om stigningen har været relativt svag. Vores aktuelle Gini-koefficient, som centraladministrationen beregner den, på niveauet omkring 0.25, placerer os stadig som et af verdens mest lige lande.

Og vores præstation i retning af stor lighed for befolkningen er i realiteten endnu større, end disse tal viser. Den del af det offentliges indtægter, som går til uddannelser, sundhedssektoren, tilskud til medicin, plejehjem og tilskud til daginstitutionspasning, stiller jo hvad man kalder et individuelt offentligt forbrug til rådighed for os danskere. … Med indregning af den særdeles frie adgang til offentlig service falder vores i forvejen lave Gini-koefficient markant, nemlig fra de nævnte 0.25 til 0.19.

Indtrykket af en beskeden ulighed i Danmark understreges også af beregninger af Gini-koefficienten på fordelingen af vore indkomster ikke i et enkelt år, men over hele livet. … Gini-koefficienten beregnet på danskernes livsindkomster er derfor i disse år ikke de 0.25, som man finder ved en beregning på årsindkomsterne, men derimod kun 0.13. Denne lave grad af ulighed i livsindkomsterne er gennem de seneste tiår steget, men stigningen er, ligesom for fordelingen af årsindkomsterne, svag.

Så når vore politikere mødes igen efter sommerferien, kan de tage udgangspunkt i, at nok har alle vestlige lande oplevet en tendens til større forskelle i indkomsternes fordeling. Men lige netop Danmark har bevaret placeringen som et af de indkomstmæssigt mest lige samfund i verden.

Det udbredte billede af et påtrængende behov for at gøre vores fordeling mere lige har altså stærke holdninger bag sig, men ingen støtte i statistikken.”

Oploadet Kl. 23:10 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


16. juni 2015

Professor P.C. Matthiessen & dr.phil. Gunnar Viby Mogensen: Demografien er fraværende i valgkampen

“People don’t go because they have nothing, they go because they want better and more”, kunne man forleden læse i Wall Street Journal om bådflygtninge fra Senegal, et relativt fredeligt vestafrikansk land med økonomisk vækst, der angiveligt producerer flygtninge i samme målestok som krigshærgede lande såsom Syrien, Somalia og Eritrea. Asylsystemet faciliterer en folkevandring der vil få konkrete følger for kommende generationer af danskere. Kronik af professor Poul Christian Matthiessen og dr.phil. Gunnar Viby Mogensen i Berlingske – Udlændingene i valgkampen.

“Et af de forhold, som har størst betydning for Danmarks og det øvrige Europas fremtid, og som ikke har spillet nogen rolle overhovedet i den danske valgkamp, er den såkaldte ‘demografiske transition’, altså landenes overgang fra et højt til et lavt fødsels- og dødelighedsniveau.

… i Afrika og i dele af Mellemøsten ser situationen helt anderledes ud. Her har udbredelsen af den vestlige medicinske teknologi ganske vist reduceret dødeligheden meget, men det overses hyppigt, at fødselsniveauet stadig er meget højt. Det skyldes for det første, at man endnu kun i begrænset omfang er kommet ind i en økonomisk og social udvikling, som kunne føre til kvindefrigørelse og nye normer for kvindens fertilitetsadfærd. …

Afrikas befolkning er i dag dobbelt så stor som EU’s stagnerende befolkning, men om blot 35 år vil Afrikas folketal være blevet fem gange større end indbyggerantallet i EU til den tid.

Denne voldsomme demografiske vækst, og de beskedne økonomiske og sociale forbedringer i Afrika og i dele af Mellemøsten, vil naturligvis fremkalde det stærke ønske om at udvandre til det forjættede Europa, som vi allerede har set starten på, senest i mediernes omtaler af de såkaldte bådflygtninge på Middelhavet. …

Den internationale demografiske udvikling generelt peger altså entydigt på, at den voldsomme stigning i vandringerne mod Danmark fra de ikke-vestlige lande vil fortsætte.

(Wall Street Journal, 12. juni 2015: Young Men in Senegal Join Migrant Wave Despite Growing…)

De ikke-vestlige indvandreres og efterkommeres svage integration på arbejdsmarkedet betyder naturligvis også, at de modtager væsentligt større beløb for eksempel som dagpenge, kontanthjælp og førtidspension, end de selv betaler i skat. Det reducerer den øvrige befolknings muligheder for offentligt velfærd. … Imidlertid standsede SR-regeringen ved sin tiltræden håndfast dette arbejde i centraladministrationen.

De nye vandringsstrømme kommer altså til os i en situation, hvor vi under alle omstændigheder for længst har passeret maksimum for, hvor mange borgere fra underudviklede lande, vi kan modtage uden alvorlig skade på velfærden for den befolkning, som er født her, eller som tidligere er indvandret til Danmark.

Og selv en tilbagerulning af vores udlændingepolitik til situationen før SR-regeringen vil, som det fremgår af tallene, ikke gøre situationen for det danske velfærdssamfund holdbar.



18. januar 2013

Karen Hækkerup vil ikke vide hvad indvandring koster: “Grundlæggende uenig i, at det er særligt vigtigt”

I dagens Jyllands-Posten fortæller lektor Marcus Schmidt, at alene rygtet om en lempeligere udlændingepolitik, får flere til at søge asyl i Danmark . Ikke flygtninge i gængs forstand, blot folk der drives af ‘håbet om et bedre liv’. Ingen kvaler, danskerne betaler. Fra Dagbladet Information – Nu får vi alligevel ikke at vide, hvad indvandringen koster.

“Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) har i al ubemærkethed stoppet beregningerne af, hvad indvandringen koster det danske samfund i kroner og øre. …

»Jeg er bare grundlæggende uenig i, at det er særligt vigtigt, eller relevant, den her måde at opstille regnestykket på,« siger Karen Hækkerup.

En arbejdsgruppe under det daværende Integrationsministerium kom således i april 2011 – i en delrapport – frem til, at ikkevestlige indvandrere og deres børn koster Danmark næsten 15,7 milliarder kroner om året (eller 0,9 procent af bruttonationalproduktet), mens de vestlige indvandrere bidrager med 2,2 milliarder kroner.

Men i dag er arbejdsgruppen nedlagt, formanden forflyttet fra integrationsområdet og Integrationsministeriet hedder Social- og Integrationsministeriet. …

»Jeg synes, at det er vigtigt at anerkende, at – ja, det koster penge, at der er mennesker, der er kommet hertil. Mennesker, som ikke er på lige fod, når det drejer sig om sproglige kompetencer, deltagelse på arbejdsmarkedet – og som er overrepræsenterede i kriminalstatistikkerne. Men jeg vil hellere bruge min energi på at løse udfordringerne og problemerne, som vi gør i de mange reformer af førtidspension, kontanthjælp og skat. Bliver det ikke på et tidspunkt mere interessant at finde ud af, om man lykkes med den indsats, man gør? Den holdning har jeg nok,« siger Karen Hækkerup.

[…]

Dr. phil. Gunnar Viby Mogensen, tidligere forskningsleder ved Socialforskningsinstituttet og leder af Rockwool Fondens Forskningsenhed, kalder Karen Hækkerups beslutning »beklagelig«.

»Selv om man godt ved, at det er et problem, så er det interessant, om det vedbliver at være et problem. Jeg har brugt mit liv på at beregne størrelser i samfundet og kan ikke se, at det ikke skulle være interessant at se på de forskellige dele af samfundets husholdningsbudget. Hvad koster børnene, pensionister eller multihandicappede? Og netop sidstnævnte kan man ikke variere antallet af, men man kan variere på antallet af ikke-vestlige indvandrere. Så kan man have mange menneskelige følelser herom, men det bør da være synligt,« siger Gunnar Viby Mogensen og fortsætter:

»Jeg har engang diskuteret det her med Marianne Jelved, hvor hun sagde: Du glemmer, at sådan kan man ikke opgøre omkostningerne til for eksempel flygtninge op, for dem tager vi ikke imod at økonomiske, men menneskelige grunde. Men hvis vi skal have det synspunkt, at det vi gør i velfærdspolitikken, ikke koster noget, hvis det er af menneskelige grunde, så skal vi jo heller ikke regne på omkostningerne til netop børn, pensionister og multihandicappede«.”



6. januar 2013

Forsker: Via den offentl. sektor flyttes indkomst til ikke-vestlige indvandrere ‘fra den øvrige befolkning’

Kort før nytår afviste Socialdemokraternes integrationsordfører Jacob Bjerregaard, at regeringen havde lempet udlændingepolitikken. Regeringen havde indført en mere ‘medmenneskelig adfærd’. Hvad denne ‘medmenneskelig’ konkret dækker over, kan man læse i Berlingske, hvor Gunnar Viby Mogensen tager bladet fra munden – Realiteterne omkring den nye indvandring.

“Man kan blive strejfet af den tanke, at regeringens politikere simpelthen ikke vil indrømme deres succes med igen at få åbnet vore grænser for indvandringen fra udviklingslandene, fordi politikerne alt for godt kender realiteterne omkring, hvad denne indvandring betyder for samfundsøkonomien. …

De internationalt førende demografer, professorerne David Coleman fra Oxford og den danske Poul Chr. Matthiessen, har for Rockwool Fondens Forskningsenhed sammenfattet den foreliggende viden i tre punkter. For det første er omkring ni ud af ti asylansøgninger i Europa gennem tiden blevet afvist som primært økonomisk funderede. For det andet varierer den samlede strøm af asylsøgere nok bl.a. med konfliktniveauet i verden. Men for det tredje bestemmes strømmens fordeling på de enkelte modtagerlande faktisk netop af disse landes udlændingepolitik, bl.a. fordi informationsniveauet omkring adgangsvilkårene til de rige lande er meget højt. Det skyldes, at de rige lande allerede har modtaget store grupper af indvandrere, som sender informationer hjem, og at der er opstået en immigrationsindustri, der stort set arbejder som et dyrt men ellers særdeles effektivt rejsebureau. …

Vanskelighederne med at integrere mennesker med udviklingslandenes lave uddannelsesniveau, og med en meget anderledes kulturel baggrund, på et vestligt arbejdsmarked medfører, at deres bidrag til modtagerlandets økonomi typisk er lavt. … For Danmarks vedkommende gennemførte Økonomiministeriet i Nyrup-regeringens tid et grundigt studie med næsten samme konklusion: Den ikke-vestlige indvandring gav et svagt negativt bidrag til den herboende (danskfødte og indvandrede) befolknings levestandard… Indvandring fra udviklingslande, som den Danmark har oplevet, giver altså gennemsnitligt set overhovedet intet positivt økonomisk bidrag til den enkelte danskers levevilkår. Hertil kommer så dels en ret beskeden, og dels en større problematisk omflytning af indkomst mellem befolkningsgrupperne.

For det første betyder denne indvandrings forøgelse af mængden af ufaglært arbejdskraft, at lønstigninger i bunden af fordelingen bremses noget. Uligheden øges altså. Analyser fra Rockwool Fondens Forskningsenhed har vist, at for unge lavt uddannede under 40-årsalderen har indvandringen mellem 1995 og 2004 betydet et løntab på omkring 4.5 pct. (Malchow-Møller m.fl. 2007, afsnit 3.4.).

For det andet betyder de ikke-vestlige indvandreres lave beskæftigelsesgrad naturligvis også, at de modtager større beløb i f.eks. dagpenge, kontanthjælp og førtidspension osv., end de selv betaler i skat.

Der flyttes altså over den offentlige sektor indkomst til disse indvandrere fra den øvrige befolkning. … Det svarede i øvrigt til, hvad det offentlige kunne have brugt på at drive seks nye hospitaler på størrelse med Herlev Sygehus. … Trods denne udbredte videnskabelige enighed om metoderne har vores nye regering alligevel besluttet helt at stoppe disse beregninger for Danmarks vedkommende.

Man kan måske forestille sig, at uviljen hos politikerne bag liberaliseringen af udlændingepolitikken mod at tage disse økonomiske realiteter med i debatten også hænger sammen med en bekymring for, hvad vælgerbefolkningen faktisk mener om sagen, og her tager politikerne i så fald ikke fejl.

Vælgerne synes at være klar over, at omkostningerne til nye indvandrere bl.a. vil blive taget fra de midler, der ellers er afsat til sengepladser på sygehusene, til folkepension osv. I alle tilfælde er vælgerne massivt imod lempelser af udlændingepolitikken.”



10. oktober 2012

Professor: Uoverensstemmelse mellem vælgere og politikere – “Det trækker op til et udlændingevalg…”

“Udviklingen er voldsom men den kommer næsten umærkeligt”, skriver Morten Uhrskov Jensen i Den Korte Avis, og fortæller at etniske nordmænd kommer i mindretal i Norge omkring år 2055. Kronik af professor Gunnar Viby Mogensen i Berlingske – Udlændinge splitter regering og vælgere.

“Regeringen er som bekendt i gang med en løbende lempelse af udlændingepolitikken, som det fx allerede er sket gennem afskaffelsen af starthjælpen og kontantloftet, gennem fjernelsen af indvandrerprøven, og ved forbedringer i arbejds- og opholdsforholdene i Danmark for udlændinge, der søger om asyl. Den hidtil kraftigste lempelse af indvandreres adgang til Danmark skete ved reformen af udlændingepolitikken i 1983, som førte til en meget stærk stigning i det gennemsnitlige årlige antal tildelinger af asyl og tilladelser til familiesammenføringer. Et tiår senere havde så to ud af hver tre udlændinge i Danmark deres oprindelse i et af verdens fattige lande. De fleste af dem havde meget svage forudsætninger for at kunne klare sig på det danske arbejdsmarked, og endnu i dag, en menneskealder senere, er over halvdelen af vore voksne, nye medborgere af ikke-vestlig oprindelse uden beskæftigelse. Den politiske afprøvning dengang af, om Danmark ikke godt kunne kombinere ret åbne grænser med ret åbne kasser, viste sig ikke at være populær hos vælgerne. Uviljen var meget lidt velset blandt vore toneangivende meningsdannere. Det gjaldt også i redaktionslokalerne på samfundets egne fjernsyns- og radiokanaler, hvor man jo ellers normalt mente at være forpligtet til »at komme tæt på danskerne«.

Sidst i 1990erne havde indvandringen til Danmark af mennesker, som ikke bidrog til de fælles kasser i samme omfang som den bosiddende befolkning, nået et sådant omfang, at samfundsdebatten kom til at indeholde solide analyser af konsekvenserne for velfærdssamfundets mulighed for at finansiere sig selv. … Ligesom ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973 omkring udviklingen i skatterne, viste folketingsvalget i 2001 sig derpå at udløse de pladetektoniske spændinger, der var opsamlet ved sammenstødet mellem, hvad befolkningen ønskede gennemført, og hvad politikerne faktisk havde gennemført – blot på indvandringspolitikkens område. Den nye VK-regering gennemførte følgelig fra 2002 og frem, med støtte fra DF, og til dels fra S, en kraftig omlægning af dansk udlændingepolitik. Den nye linje var præget af en strammere politik over for tildelinger af asyl og ret til familiesammenføring…

Det er i dag muligt at følge udviklingen i befolkningens holdning til denne stramning af udlændingepolitikken… I 2002, da VK-regeringen havde gennemført en række stramninger i udlændingepolitikken, mente befolkningen åbenbart, at udviklingen nu langsomt gik i den rigtige retning. Andelen af svarpersoner, som ønskede stramninger, var faldet til 50 pct., mens 37 pct ønskede den nye politik videreført. Mens en meget stor del af de toneangivende meningsdannere ønskede lempelser i VK-regeringens udlændingepolitik, som man fx mente var udtryk for fremmedfjendskhed og islamofobi, gjaldt dette altså kun 13 pct. af befolkningen som helhed.

I en helt ny analyse fra juni 2012 – altså efter at den nye regering har foretaget en række lempelser i udlændingepolitikken, og overvejer flere – har TNS Gallup gentaget det pågældende spørgsmål, i øvrigt som led i en større analyse, som med sine godt 5.500 svarpersoner har en meget høj grad af statistisk sikkerhed. Andelen, der ønsker adgangen til Danmark lempet, er nu faldet tilbage til 17 pct. Gruppen, der tværtimod ønsker udlændingepolitikken bevaret uændret, er på 48 pct., mens andelen, der vil have strammet yderligere op, er på 35 pct. Andelen, der er imod lempelser, er altså steget fra 76 for fire år siden, til nu 83 pct. af befolkningen. Uviljen mod lempelser i udlændingepolitikken er i øvrigt – som normalt i den slags analyser – svagt stigende med svarpersonernes alder. Også blandt vælgerne bag regeringspartierne – altså de danskere, som har sat S, SF og R ind i ministerkontorerne – er der solide flertal mod lempelser af den danske udlændingepolitik.”



8. august 2012

Gallup (2008-12): Uanset regeringsfarve – Ingen folkelig opbakning til udlændingepolitiske lempelser

Selvom meget få danskere ønsker en lempeligere udlændingepolitik, så har der hele tiden været stor utilfredshed med Dansk Folkepartis indflydelse. Et medieskabt paradoks, bogstaveligt talt. På samme måde, så er der ingen politikere der i dag glæder sig over øget indvandring, men omvendt flere der fryder sig over at Dansk Folkeparti er udenfor indflydelse på det udlændingepolitiske. Multikultur er en dødsejler i den brede offentlighed, og havde medierne ikke stigmatiseret kritikerne, så havde det stået langt bedre til.

Kronik af Gunnar Viby Mogensen i dagens Berlingske Tidende – Regeringens gang på stedet.

“Vore ikke-vestlige indvandreres og efterkommeres træk på velfærdssystemet er blevet grundigt økonomisk belyst fra og med 1990erne (Gyldendals Det danske velfærdssamfunds historie, 2010). Det samlede nettotræk – altså de offentlige udgifter minus skatterne – viste sig omkring år 2000 at ligge på omkring 1 procent af bruttonationalproduktet (BNP). VK-regeringens opstramning af udlændingepolitikken i perioden 2001-2010 reducerede tallet lidt. Ved den seneste beregning, foretaget af et sagkyndigt udvalg i centraladministrationen for året 2010, var nettotrækket fra vore ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på 16 milliarder kroner. Det svarer til 0,9 procent af BNP, eller til, hvad det årligt ville koste at drive seks sygehuse på størrelse med Herlev Hospital.

I øvrigt er der markant forskellige opfattelser hos regering og befolkning vedrørende omfanget af den ikke-vestlige indvandring og dens omkostninger. Befolkningens holdning blev i 2008 målt af Danmarks Statistik. Når man samler sig om den del af svarpersonerne, der havde en mening om sagen, ønskede i 2008 35 procent af den danske befolkning yderligere stramninger i udlændingepolitikken. 41 procent foretrak, at man ingen ændringer foretog, og 24 procent ønskede lempelser. Med andre ord mente i 2008 76 procent af befolkningen, at VK-­regeringens opstrammede udlændingepolitik burde bevares, eller strammes yderligere op.

I en analyse fra juni 2012 – altså efter at den nye regering har foretaget en række lempelser i udlændingepolitikken, og planlægger flere– har TNS Gallup gentaget det pågældende spørgsmål. Befolkningens modstand mod lempelser er, viser det sig, endnu kraftigere end i 2008: Nu er gruppen, der tværtimod ønskede udlændingepolitikken bevaret uændret eller strammet yderligere op, steget fra 76 til 83 procent.

I den nye regering har selv centrale aktører i Det Radikale Venstre, der jo ellers på mange måder i regeringen står som forpost for sund samfundsøkonomi, taget afstand fra overhovedet at gennemføre den slags beregninger. Nærmest til tallene kommer formentlig Margrethe Vestager i en dagbladskronik i marts i år (nærværende dagblad 27. marts), hvor hun udtrykkeligt nøjes med at omtale de positive samfundsøkonomiske konsekvenser, nemlig for højt uddannede udlændinge. Ville man spørge, om dette er en ministers vildledning af vælgerne, er svaret, at det er det naturligvis kun i realiteten.

S og SF har mellem 2001 og 2011 haft det problem, at man skulle være i opposition til en regering, som stort set førte den regeringspolitik, S-SF sammen med de Radikale dengang kunne være blevet enige om. Altså hævede man som opposition stemmelejet, når der blev afgivet løfter til vælgerne.”

(DR Online, 31. marts 2011: Vælgerne vil gøre op med DFs magt)

“77 pct. af vælgerne mener i større eller mindre grad, at DF har haft for megen indflydelse de senere år.” (Gallup, 2011)

Oploadet Kl. 13:21 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


4. august 2012

Gunnar Viby Mogensen: Lempeligere udlændingepolitik har gjort Danmark mere attraktivt for flygtninge

I disse dage kan man høre Trine Bramsen fra Socialdemokraterne fortælle, at asylansøgere skam rejser hjem igen. Gad vide om hun selv på det. Fra Jyllands-Posten – Ekspert: Thornings politik har øget asylpres.

“Mindre end et år efter, at Helle Thorning-Schmidt (S) overtog posten som statsminister og sammen med De Radikale og SF indførte en mere lempelig udlændingepolitik, er antallet af asylansøgerne i Danmark på sit højeste i 10 år.

Og det overrasker ikke dr.phil. Gunnar Viby Mogensen…

– Der er for mig ingen tvivl om, at en stor del af asylstrømmen foregår på markedsvilkår. Når markedet ser, at muligheden for, at man kan betale sin rejse af, stiger i Danmark, så vil flere også blive sendt til Danmark, siger Gunnar Viby Mogensen.

– Alle lempelser i dansk udlændingepolitik siden 1983 er blevet ledsaget af politikere, der gav et tal for deres forventninger til ikke-vestlig indvandring, som var flere gange for lavt.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper