18. marts 2018

Eks-kommunistisk medieforsker går i brechen for DR: “… den største massakre på dansk kulturliv”

Nedskæringen af DR på fire procent årligt er ikke blevet vel modtaget på venstrefløjen, og det faktum alene, siger sådan set alt om mediemastodontens ideologiske tendens. Jeg har tidligere skrevet om medieforsker Frands Mortensen, men fredag aften var han direkte i TV-avisen om emnet. Han var chokeret. Quelle surprise.

I den forbindelse må det nævnes, at samme, som ung lektor i 1974 på Danmarks Journalisthøjskole i Århus, redigerede bogen ‘Ikke et ord om ytringsfrihed’, et journalistisk-politisk kampskrift, der anviste retningslinjer for hvordan man som revolutionær socialist, kunne bruge sin journalistuddannelse på borgerlige medier. Samme år udgav han et 300 sider langt angreb på DR’s borgerlighed. I dag sidder rødgardisterne tungt på DR, og nu kæmper han omvendt for fastholdelse af høje budgetter og politisk uafhængighed.

Frands Mortensen, medieforsker: Det svarer til, at hvis man lukkede alt der havde noget med DR Nyheder at gøre, og lukkede 2. Sektion, så ville man lige nøjagtigt nå op omkring de her 770 mio. kroner. Det er så kæmpestore beløb vi snakker om. Altså, det her er den største massakre på dansk kulturliv, der har været lavet de sidste – ja, jeg kan sket ikke huske, der har været noget der ligner det her.

(‘Ikke et ord om ytringsfriheden’, Forlaget Modtryk, 1971 – Medieforsker Frands Mortensen)

“I den aktuelle politiske og økonomiske situation er det tværtimod vigtigt, at de socialistisk orienterede journalister bliver på deres poster inden for den borgerlige dagspresse. Det er vigtigt, fordi de på den måde vil kunne fungere som en slags bolværk imod højrebølgen. Man kan sige, at selv om de måske ikke har de helt store muligheder for at fare offensivt frem på deres egne præmisser, så kan de dog gøre en del for at fastholde og udbygge de bedste af de givne præmisser. … For eksempel for at holde muligheden åben for en kritisk behandling af de statslige krise-nedskæringer.” (Unavng., ‘Ikke et ord om ytringfriheden’, 1974, s. 197)

Bogens retningslinjer, mit oprids. Se tidligere post.

1) Kravet om at begge sider skal høres, er en borgerlig dyd – det kan omgås.

2) Find kilder der siger det du vil have frem – borgerlige medier accepterer ikke anonyme.

3) Glem abstrakte revolutionstanker – konkrete eksempler virker bedre pædagogisk.

4) Adskillelsen af nyheder og kommentar er en borgerlig metode – det kan omgås.

Oploadet Kl. 11:19 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer


11. marts 2017

Norstat for Altinget: 70 procent af danskerne mener DR bør finansieres over indkomstskatten…

Det lyder vildt, at 70 procent af danskerne ønsker skattefinansieret licens, men det er langt værre at samtlige partier (inkl. Dansk Folkeparti og Venstre) er positiv overfor tanken. Eneste modstander er sjovt nok medieprofessor Frands Mortensen, der som ung lektor tilbage i 1974 kritiserede DR’s iboende borgerlighed, men i dag – meget sigende, ønsker et ‘politisk uafhængig’ DR.

Skræmmende meningsmåling på Altinget.dk – Ny måling: Stort flertal vil have DR finansieret via skatten.

“Det er de færreste danskere, der jubler, når den halvårlige licensopkrævning på 1.238 kroner dumper ind af brevsprækken. Til gengæld foretrækker et stort flertal af danskerne at betale regningen via deres lønseddel.

Det viser en ny meningsmåling, som Norstat har foretaget for Altinget.

Her svarer 36 procent af danskerne, at de er ‘enige i’, at DR bør finansieres over indkomstskatten frem for licensopkrævning, mens 34 procent er ‘overvejende enige’.

[…]

Befolkningens og politikernes flirt med afskaffelse af licensen vækker bekymring hos Frands Mortensen, der er medieprofessor ved Aarhus Universitet.

Han frygter, at en skattefinansiering vil give politikerne for meget magt over DR’s indhold, hvis DR’s budget skal diskuteres i forbindelse med de årlige finanslovsforhandlinger…”



6. september 2013

Politiken præsenterer femte kolonne som en succes: Rovsingsgade-moské samarbejder med Hamas-tv

Følgagtige Politiken fortæller, at den nye moské på Rovsingsgade inkluderer et tv-studie, som blandt andet Al-Jazeera kan bruge til at sende nyhedsindslag til den arabiske verden. “… et stort fremskridt”, fortæller medieforsker Frands Mortensen. Ekstra Bladet har samme historie fra en lidt anden vinkel – Hamas-tv skal sendes fra dansk moske.

Den nye stormoske på Nørrebro i København har indgået en aftale med den Hamas-kontrollerede tv-station Al-Aqsa om at sende tv-programmer fra Danmark. Det bekræfter medietalsmand i Dansk Islamisk Råd, Mohamed al Maimouni, over for Ekstra Bladet.

– Vi har lavet et tv-studie i moskeen, der også skal levere reportager til Al-Aqsa. …

Den palæstinensiske gruppe Hamas er stemplet som en terrororganisation i både EU og USA, men det bekymrer ikke medietalsmanden. …

Al-Aqsa har tidligere markeret sig med børneprogrammet ‘Morgendagens pionerer’, hvor den lyserøde kanin Assud ønsker den danske tegner Kurt Westergaard død. Desuden truer den lyserøde kanin med at ’bide danskerne’, hvis de fornærmede profeten Muhammed igen.”

(Børne-tv på Hamas-kontrollerede Al-Aqsa, 22. februar 2008: Uriasposten, MEMRI)

Oploadet Kl. 05:48 af Kim Møller — Direkte link48 kommentarer


15. august 2010

‘Venstrefløjs-ikoner’, eufemiserede Berlingeren om venstreekstreme Dutschke og Teufel

Forleden døde den tyske venstreekstremist Fritz Teufel, der som medlem af 2. Junibevægelsen, blandt andet var medansvarlig for bortførelsen af kristendemokraten Peter Lorenz i 1975. Berlingske Tidende bragte fredag en historie, der involverer Teufel og Rudi Dutschke – Venstrefløjs-ikoner forenet i graven.

“En urne med asken efter en terrordømt venstrefløjsaktivist er på mystisk vis tilsyneladende dukket op ved graven for studenterlederen Rudi Dutschke i Berlin.”

(Rudi Dutschke & Fritz Teufel, udateret)

Ligesom venstreradikale grupperinger idag klynker over deres manglende mulighed for at dyrke udenomsparlamentariske aktionsformer, så var vesttyske marxister under Den Kolde Krig alvorligt bekymrede for deres demokratiske rettigheder i Vesttyskland. Kritikken udmøntede sig i 1977 i en bog skrevet af venstreintellektuelle med titlen Briefe zur verteidigung der republik.

En række danske marxister, flere med base i Dutschkes Århus, valgte året efter at udgive den på dansk. Herunder lidt fra det danske forord til Demokrati og terrorisme (Modtryk, 1978), hvor forståelsen for Rote Armee Fraktion, var en hel del større end støtten til det parlamentariske demokrati.

“Forfatterne er også enige om, at den udvikling i det politiske klima i Vesttyskland, som statens bekæmpelse af terrorismen har bidraget væsentligt til, udgør en trussel mod den liberale stat og dens politiske og ideologiske grundlag. Det er altså ikke alene terrorismens aktioner, der undergraver de erhvervede frihedsrettigheder, men nok så meget den statslige og offentlige udvikling, som disse aktioner bidrager til.

Denne synsmåde har ikke ført til, at forfatterne forsvarer terrorismen. Tværtimod. De afviser den; men mener samtidig, at terrorbekæmpelsen nu har antaget former, der snart – om ikke allerede – vil vise sig at være en større og alvorligere fare for det borgerlige demokrati og de grundlovssikrede rettigheder end selve terrorismen…

Der er mange forskellige historiske grund til Rote Armee Fraktions (RAF) opståen i Vesttyskland. En del af forklaringen vil vi forsøge at komme med i det følgende: Den voldsomme økonomiske udvikling i Vesttyskland efter II. Verdenskrig, der var båret af en stigende udbytning af arbejderne, skabte på længere sigt baggrunden for en mere socialt præget udvikling og skabte også baggrunden for det tyske socialdemokratis (SPD) stadig stærkere stilling i det vesttyske samfund. Partiet arbejdede sig støt frem mod en position, der kunne gøre det regeringsdueligt i den brede offentligheds øjne.

Dette arbejde kronedes med en foreløbig delsejr, da partiet i 1966 indgik i den ’store koalition’ med CDU. Socialdemokratiets funktion som samlingspunkt for en demokratisk opposition fik hermed et afgørende skud for boven…

Opsvinget i det anti-imperialistiske arbejde, der gav større og større indsigt i, hvad der foregik; de stadig heftigere sammenstød med politi og retsvæsen; mordet på Benno Ohnesorg; attentatet på Rudi Dutschke; Springer-pressens hetz; vedtagelsen af Undtagelseslovene i 1968; nyfascismen i NPD’s skikkelse; strejkebevægelsen i 69/70. Alt dette bidrog til at skabe en atmosfære både af fortvivlelse, beslutsom modstand, alternativitet og nytænkning på den politiske venstrefløj.

RAF focuserede ensidigt på de negative sider af denne udvikling… Kampmetoden var lige så simpel, som den var forkert: terror, der som formål havde at afsløre den vesttyske stats imperialistiske karakter for derigennem at åbne befolkningens øjne for de eksisterende undertrykkelsesforhold og få dem til at vende sig mod dem.

Denne by-guerilla-position, som RAF indtog, var ikke resultatet af sindsyge menneskers tankeprocesser… De valgte den individuelle kamp i alverdens undertrykte folks navn…

[…]

I dag trues disse almene rettigheder. Afmonteringen af de erhvervede frihedsrettigheder hænger nøje sammen med den almindelige samfundsudvikling under den højt-industrialiserede kapitalisme… Den personlige udvikling lader sig begrænse, privatlivet trues fra alle sider og kravene om samfundstakt vokser. Som regel ikke gennem åbenlys brutalitet og vold, men til gengæld i et så fint og kybernetisk netværk og med en sådan daglig intensitet, at mulighederne for praktisk at tage afstand fra ‘udviklingen’ eller systemet forekommer overmenneskelige… Til ‘forsvar’ for grundloven sættes flere og flere borgerlige rettigheder reelt ude af kraft. I denne situation står bogens forfattere – tyske intellektuelle – i et dilemma. Deres protest mod denne udvikling bliver af statsmagtens udøvere – regering som opposition – betragtet som en protest imod den sociale orden. De udråbes til forfatningsfjender…

Brevene i denne bog er vendt imod de højrekræfter, der ikke vil vige tilbage for at indskrænke de grundlovsssikrede rettigheder, men indirekte har de adresse til det tyske socialdemokrati, der opfattes som den liberale stats sidste, solide støtte.

At råbe gevalt til socialdemokratiet, inden det er for sent, at påpege socialdemokratiets forkerte politiske linje…

‘SPD tror at kunne forhindre CDU s politik ved at vise en anelse eftergivenhed over for det tryk, som CDU og alle andre konservative sætter SPD under. Så tror SPD, at trykket holder op. Det er en dødsensfarlig misforståelse… En skønne dag vil en Strauss og en Degger ikke gøre forskel på en DKP’er, en KPD’er, en Brandt, En Maihofer, en Böll og en Staeck. Alle vil de med de love, der vedtages i dag, blive betragtet som frihedens fjender… Det er den rene selvmordskurs’. (Information den 5/6 nov. 1977; Klaus Staeck-interview, Kim)

Afdemokratiseringen i Vesttyskland foregår paradoksalt nok i demokratiets eller rettere i retsstatens navn…

Kunne en lignende udvikling forekomme i Danmark? Kan vi her opfatte Socialdemokratiet som en forsvarer for demokratiske rettigheder? […] Udgrænsningen og kriminaliseringen af oppositionelle kræfter er desværre også set herhjemme. Et par eksempler: Blokadesagerne… Det var et forsøg på at kriminalisere en bestemt form at udtrykke demokratiet udenfor folketinget på… Alt dette har Socialdemokratiet været medansvarligt for… Det politiske klima i Danmark er allerede ved at blive anløbent. Den politiske demagogi og de amputerede argumenter har gode fortalere i Erhard Jacobsen og Glistrup. Den ‘rette’ holdning skaber de højrevendte ved at hetze mod Radio/TV, mod skolesystemet og de højere uddannelser…

Vi har herhjemme en lang borgerlig demokratisk tradition med en større og bredere socialt funderet basis, end det er tilfældet i Vesttyskland. Men der er ingen grund til at hylde de nationale dyder, til man bliver kvalt i dem. Faren for en snigende højredrejning er tilstede.

[…]

Redaktionen for den danske udgave.

Flemming Arentoft, Jørgen Carlsen, Ole Eistrup, Maja Føgh, Paul Marcus Gazan, Asger Jepsen, Mihail Larsen, Frands Mortensen, Kristian Berg Nielsen, Niels Åge Nielsen, Jette Rytke, Hans-Jørgen Schanz, Peter Sperling, Carsten Vengsgaard, Mikael Witte.”

(Rudi Dutschke til Vietnam-demonstration, 18. februar 1968)



2. juni 2010

“Er det jødiske folk en konstruktion”, lød det på P1, mens islamisterne henviste til ‘Khaybar’

Da den såkaldte ‘Freedom Flotilla’ med Mava Marmari i spidsen lørdag den 22. maj afgik fra Istanbul, foregik det under stor festivitas. Officielt var hensigten at bryde den af Israel pålagte blokade, ved at lande nødhjælp i det Hamas-kontrollerede Gaza, men det overordnede formål var ikke til at tage fejl af. Islamisterne kræver Israel udslettet, og på havnen i Istanbul og ombord på Mava Marmari blev der sunget sange der henviste til Khaybar. En jødiske oase, der ifølge islamiske kilder, i år 629 blev angrebet og besejret af Muhammeds hære, og herefter pålagt dhimmie-status. Frihed til Gaza – ufrihed for ikke-muslimer.

(Istanbul, 22. maj 2010: Israelhaber & Mava Marmari, 28. maj 2010: al-Jazeera)

P1 er formentligt helt enig i det overordnede mål, men bliver som public service-kanal nødt til at ændre lidt på mellemregningerne.

(Orientering, 31. maj 2010: Er det jødiske folk en konstruktion?)

Apropos.

  • 5/5-10 Kristeligt Dagblad – Forskere skeptiske overfor medieforlig (professor Frands Mortensen mener ikke det giver mening med en ny ‘variant af P1’).
  • 1/6-10 TV2 Nyhederne – Tyrkiske fredsaktivister er frigivet.
  • 

    13. marts 2010

    “… det handlende subjekt, blev strøget til fordel for passivkonstruktioner og lignende.”

    Jeg har ikke tidligere set noget så præcist om lige netop dette emne. Lektor Michael Skovmand i forrige udgave af Weekendavisen – Pseudotransitiv: Krænkelsens grammatik (5/3-10; ikke online).

    “Hvad vil det egentlig sige at ‘krænke’? Politikens Nudansk Ordbog definerer det som ‘at behandle nogen på en måde, som angriber deres værdighed eller følelser’. Man kan krænke folks rettigheder eller et lands suverænitet eller krænke nogen seksuelt.

    Men hvad er det egentlig for et begreb? Lad os tage to eksempler: Vi skriver på tavlen: A) »Kurt krænker Ahmed«. Lad os sammenligne med en anden sætning: B) »Kurt slår Ahmed«. I begge tilfælde har vi tilsyneladende samme grammatiske struktur: et grundled – Kurt, et udsagnsled – krænker/slår, og et genstandsled – Ahmed.

    Sætning B er oplagt såkaldt transitiv med et udsagnsled, der udtrykker en aktivitet udført af grundleddet Kurt over for genstandsleddet Ahmed. Men hvad med sætning A? Kurt behøver ikke at kende Ahmed, Kurt behøver ikke at have nogen intention om at krænke Ahmed, Kurt kan faktisk blive ganske overrasket over, at et eller andet, han har sagt eller gjort, faktisk har krænket Ahmed.

    Udsagnsordet ‘at krænke’ er med andre ord ikke på linje med transitive verber, der udtrykker en handling udført af grundleddet over for genstandsleddet, såsom at spise, male, løfte og så videre. Det er en anden slags udsagnsord. Det er i familie med ord som ’skuffe’, ‘imponere’, og til dels ‘overraske’ og ‘glæde’.

    Når »Peter skuffer sine forældre«, ligger der ikke nødvendigvis nogen hensigt i det fra Peters side; han bliver muligvis overrasket over deres reaktion; han havde måske ligefrem troet, at de ville blive glade og stolte over ham; eller måske havde han overhovedet ikke gjort sig nogle overvejelser om, hvordan de ville reagere. Ordene ‘krænke’, ’skuffe’, ‘imponere’ og så videre er med andre ord anderledes end ’slå, spise’ og så videre i forholdet mellem grundleddet og genstandsleddet. Det er nemlig genstandsleddet og ikke grundleddet, der er bestemmende for den handling, der ligger i udsagnsleddet. Kurt tegner en tegning, og Ahmed udtaler, at han føler sig krænket. Peter skifter eksempelvis studium, og forældrene føler sig skuffede.

    Udsagnsord som ‘krænke’ eller ’skuffe’ kunne man kalde ‘pseudotransitiver’, fordi de overfladisk ligner udsagnsord som ’slå’ eller ’sparke’, men i virkeligheden bytter om på den, der handler, og den, der er genstand for handlingen.

    I 1972 udgav professor Frands Mortensen sin berømte analyse af 22-Radioavisen, hvor han lancerede et nyt begreb: »agentiv-strygning«. Det handlede om, at agens, altså det handlende subjekt, blev strøget til fordel for passivkonstruktioner og lignende.

    Det hed ikke, at »Amerikanerne har nedkastet napalmbomber over Vietnam«, men at »der er blevet nedkastet napalmbomber over Vietnam«. Det var en ‘ideologikritisk’ analyse, for den søgte at påvise, hvorledes 22-Radioavisen ved hjælp af agentivstrygninger søgte at sløre de faktiske ansvarsforhold og dermed fremstille begivenhederne som nærmest naturlige og uafvendelige, både i Vietnamkrigen og i (den kapitalistiske) verden i øvrigt.”

    Via Snaphanen, der fortæller, at Radioavisen torsdag, betegnede en morder som værende ‘flugttruet’.

    Oploadet Kl. 02:05 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
    

    19. december 2008

    DR-chef rådgiver B&U-ansatte DKP’ere: I må “finde nogle andre, der kan sige det, I mener”

    Mogens Vemmer var ansat af DR i 46 år, de fleste i Børne og Ungdomsafdelingen, hvor han blev chef i 1968. Fra et længere interview i DSB-bladet Ud & Se (Juli 2008, s. 10-19) – Vemmers billedbog.

    Mangler der noget ungdoms- og børne-tv, der kan forarge og få forældrene op af stolene, som i 1970’erne?

    – Nej, det tror jeg ikke længere kan lade sig gøre. Desuden ønskede vi jo aldrig at forarge, men bare at udvide og berige børns verden.

    Men I var på barrikaderne?

    – Ork ja, det var bare ikke personligt. Vi lyttede til dem, der var spændende, og dem, der var velformulerede og råbte højt, og det var altså dem, der var på barrikaderne, og det var også derfor, at det blev mere venstreorienteret end normalt var på det tidspunkt.

    […]

    Et par år efter [ca. 1970] samlede centrumdemokraten Erhard Jakobsen sine vælgere i organisationen Aktive Lyttere og Seere, der især gik efter B&U. Erhard Jakobsen var ofte i medierne med anklager om, at afdelingens programmer var fjendske over for det bestående samfund. Ud over at klage i Radiorådet udarbejdede Jakobsen en 300-siders rapport om venstredrejningen i B&U. Mogens Vemmer havde i de fleste tilfælde stor opbakning fra sit bagland i DR…

    – Nogle gange gik jeg hjem og snakkede med min kone. Men jeg snakkede også med medarbejderne. I virkeligheden troede vi ikke, at det var så alvorligt. Vi tænkte: ‘Nå, de er imod. Vi kæmper og står smmen’. Vi fik et enormt sammenhold… Og hvad kunne de reelt gøre? De kunne dårligt smide mig ud, for jeg var tjenestemand….

    Kunne du genkende dig selv i alle de anklager?

    – Næh, internt tordnede jeg jo: ‘Det er muligt at I er medlemmer af DKP, men det skal ikke ud i udsendelserne. I må gøre som Sølvhøj (generaldirektøren, red.) siger og lade være med at sige, hvad I mener, men finde nogle andre, der kan sige det, I mener’.

    Mogens Vemmers råd er en klassiker indenfor politiserende journalistik. Herunder et citat fra Frands Mortensens Ikke et ord om ytringsfrihed (1978), hvor han i det afsluttende kapitel diskuterer, hvorledes journalister kan bruge medierne til at fremme socialismens sag. Idag tredive år senere, er han professor i journalistik på Institut for Informations- og Medievidenskab (Aarhus Universitet).

    “Jamen, behøver journalisten at levere denne analyse selv? Kunne det gamle kneb med at få en anden til at sige det, man selv mener, ikke bruges? Nuvel, så er chancerne evt. større – men langt fra store… Men skulle det alligevel ske, at journalisten blot tilnærmelsesvis fik frem, hvad han eller hun ønskede i denne sag – f.eks. ved at en ’samfundsmæssig relevant placeret’ person leverede analysen – så er det dermed ikke sagt, at han eller hun kan fortsætte i samme skure fremover. Tværtimod. Bliver det alt for tydeligt for bladledelsen, at journalistens eneste formål er at fylde ’samfundskritiske’ artikler i bladets spalter, skal den nok vide at sætte en stopper for det. Det vil være oplagt, at journalisten er i konflikt med bladets linie eller grundholdning – næsten uanset hvor vagt denne er formuleret i en eller anden borgerlig terminologi. På lang sigt vil der altså være grænser af politisk-ideologisk art for den socialistiske journalist på et borgerligt dagblad. Men ikke alene det – journalisten vil ofte løb ind i praktiske problemer. Taktikken med at lade en anden udtale ens meninger er jo uholdbar i længden på et borgerligt blad. (fra Journalisten som socialist i Ikke et ord om ytringsfrihed)

    Oploadet Kl. 22:57 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    

    9. september 2008

    Fra ‘Folk og Kirke’ til ‘Religionsrapporten’

    Fra lørdagens Kristeligt Dagblad – DR’s nye religionsprogrammer skaber uro.

    Som omtalt i Kristeligt Dagblad i sidste uge skifter P1-radioprogrammet ”Folk og Kirke” fokus og vil fremover hedde ”Religionsrapporten”.

    Ligeledes vil tv-kanalen DR 2 følge op på programmerne ”Tal med Gud” og ”Skriftestolen” med et ugentligt magasin om tro og eksistens i bred forstand fra årsskiftet.

    […]

    – Jeg vil have klarhed over, hvad man vil dække, og hvor meget dækningen af de forskellige religioner vil fylde. Det her ligner en multireligiøsering af kanalens trosområde, siger hun. (Katrine Winkel Holm, DR-bestyrelsesmedlem)

    Katrine Winkel Holm får opbakning i bestyrelsen af forfatter Ole Hyltoft,… Han mener, at omlægningen kan ende i ”en religiøs rundtur uden plads til fordybelse”…

    Professor i medievidenskab Frands Mortensen advarer dog mod, at bestyrelsesmedlemmerne med kritikken er ved at overskride principperne for Danmarks Radios politiske uafhængighed.

  • 25/2-07 Uriasposten – Frands Mortensen: Hvordan kan vi socialister bruge medierne politisk….
  • Oploadet Kl. 05:33 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
    

    23. august 2007

    Munkemarxisterne før og nu

    Tegning af Paul Nowak, set hos Snaphanen.

    

    25. april 2007

    P1 her til formiddag om DR’s spareplan

    Besparelserne i DR betød desværre meget lidt for DR’s folkeopdragende element. Lidt kortere radioaviser, nedgradering af DR Undervisning, lukning af Radiomontage og P1-magasinet Lige lovligt, samt fyring af Mik Schack, og det var alt. Hovedparten af besparelserne rammer sporten, lørdagsunderholdningen og den slags der i forvejen findes i rigelige mængder på kommercielle kanaler.

    Nu skulle man jo så tro, at oppositionen ville være tilfredse, men nej. Enhedslisten var først ude, den øvrige opposition fulgte hurtigt trop, og minsanten om ikke også Dansk Folkeparti hoppede på vognen af frygt for at pensionister ikke fremover kan se større idrætsbegivenheder på DR.

    Jeg hørte P1 hele formiddagen, og kanalen havde allieret sig med flere medieforskere der på hver deres måde
    reciterede Enhedslistens kritik. De mente at besparelserne i løbet af nogle år ville betyde DR’s endeligt, og selvom jeg selvfølgelig kun kan håbe de får ret, så er der absolut intet der tyder på det. Et citat…

    “Økonomisk set for seerne og lytterne, vil det betyde, at sport fjernes fra public service, og derved ikke længere vil være gratis.” (Frands Mortensen)

    En af de øvrige medieforskere var var Ib Bondebjerg. Manden bag flere ‘ideologikritiske’ bøger om det han i 70’erne kaldte ‘Proletarisk offentlighed’ (1976). Glemme må man heller ikke hans banebrydende essay om Bertol Brecht i Kunst er våben: Socialistisk teaterarbejde (1976).

    Derudover var der piveri fra en af DR’s mange underleverandører. Nyd blot Dansk Idræt Forbunds Mogens Mølholm Hansen, der havde de store ord fremme om en spareplan, han intet konkret vidste om.

    “For nogle idrætsgrene vil man, for at være på de smalle programmer som man betaler for tv-rettighederne – Der er jo nogle få idrætsgrene, fodbold og håndbold, i Danmark, der er kommercielt attraktive, men for de mange idrætsgrene, der vil jeg sige, der er det en katastrofe ikke at være på de landsdækkende kanaler bare en gang imellem for at vise hvad det er man laver.” (Mogens Mølholm Hansen)

    På DR’s hjemmeside kan man høre mere om de kvalitetsmæssige konsekvenser af ‘DR´s sparreplan’.

    I forhold til sportstransmissioner, så er problemet for mit vedkommende ikke at DR Sporten fremover må koncentrere sig om at sende smalle idrætsgrene, men at jeg vanskeligt kan se to kommercielle kanaler på samme tid. I aften er menuen…

    TV3+ 20.45 Champions League, semifinale – Chelsea-Liverpool.

    Eurosport 21.00 Snooker World Championship, 1. runde – Ali Carter vs Andy Hicks.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper