11. marts 2016

Marxistisk islamforskning: “… i islamforskningen er der en tendens til at nedtone islams betydning”

I kølvandet på udgivelsen af mit historiespeciale ‘Vejen til Damaskus – Dansk islamforskning 1885-2005’ (2008), var jeg et par dage i centrum af den danske islamdebat. Intet der kommer frem i ‘Moskéerne bag sløret’ er nyt, og som man kunne forvente har flere medier allerede nu påbegyndt modangrebet. Ingen imam er nogensinde citeret korrekt, ej heller på video. Det hele foregår naturligvis sideløbende med islamisters klapjagt på TV2’s muldvarpe.

TV2-serien vil blive en integreret del af bloggosfærens erfaringskatalog, på samme måde som ‘Undercover Mosque’ (Channel 4, 2007) og ‘Imamernas Råd’ (SVT, 2012) er det. Fokus i den brede offentlighed vil fortsat være på enkelte imamer, ikke Islam som sådan. Vi starter forfra hver gang.

Islamforskningen er en stor del af problemet, men ikke kun. Tina Magaard, Mehdi Mozzaffari og Mehmet Necef har sagt sandheden i årevis, uden det har gjort en videre forskel, og de er alle venstreorienterede. Der er en ubalance. Enhver der ikke bakker ind i debatten fra venstre, får slet ikke taletid. Når Rushys Roulette dækker emnet, så er der kun venstreorienterede i studiet. Herunder Jon Stephensen, der afviser enhver ubekvem oplysning med ‘det tror jeg ikke’. En historiker som Lars Hedegaard er helt fraværende, men hvorfor er en nulbon-teaterchef interessant? Når man tænder for P1 er det folk som Garbi schmidt og Brian Arly Jacobsen.

Professor Thomas Hoffmann er blevet mere ærlig, men han balancerer på et knivsæg, og mest citerede forsker de senere uger har formentligt været den relativt ukendte adjunkt Niels Valdemar Vinding. Han er så langt fra sandheden som man kan komme, en parodi på den Bæk Simonsen’ske skole, men det er i sidste ende ham der repræsenterer videnskaben.

Fredag dedikerede Jyllands-Posten en dobbeltside til den danske islamforskning, og det er ubetinget godt. De ukritiske forsvinder næppe fra medierne, men man kan da håbe at de i fremtiden får modspil. I så fald vil de tabe stort. Det er ikke nemt at markedsføre krig som værende fred.

(Professor Jørgen Bæk Simonsen til ‘Islamophobia’-kongres i Bellacenteret, 2006; Foto: Snaphanen)

Fra JP.dk – Islamforskning kritiseres for berøringsangst over for islam.

“Dansk forskning i islam har gennemgående været for fokuseret på at forsvare og forklare islam frem for at kaste et kritisk blik på de mere mørke sider i religionen. Det mener nogle islamforskere… Formanden for Forum for Islamforskning, professor Thomas Hoffmann, Københavns Universitet, peger på, at forskningen har forsømt at se på religionen.

… ‘Det er på sin vis meget ironisk, men i islamforskningen er der en tendens til at nedtone islams betydning og i stedet forklare sig ud fra kulturelle, politiske og økonomiske faktorer og sige, at det er ligegyldigt, hvad der står i helligskrifterne,’ siger han.”

Fra Har forskerne overset islams mørke sider? (kræver login).

“Jyllands-Posten har ringet til ham [Thomas Hoffmann, Kim], fordi forskere som Mehdi Mozaffari, Tina Magaard og Mehmet Necef angriber islamforskningen i Danmark for at være berøringsangst og for ukritisk over for de emner, som en række TV 2-programmer om moskéer på det seneste har taget op.

Havde vi haft en mere kritisk forskning, kunne man have afdækket, hvad der foregik bag de lukkede døre, og politikerne ville have haft et mere oplyst grundlag at handle ud fra, lyder et af kritikpunkterne. Et andet kritikpunkt er, at islamforskerne har fungeret som islams advokater frem for at gå kritisk til værks eksempelvis over for læsningen af Koranen.

Ifølge Hoffmann går danske forskere til islam og beslægtede emner på forskellige måder, men han giver kritikerne ret i, at en bestemt tilgang i mange år har spillet en dominerende rolle…

Tina Magaard er lektor ved Aarhus Universitet og har i mange år efterlyst en reform af islamforskningen, som, hun mener, har tendens til at blive for undskyldende og skyde skylden for integrationsproblemer over på danskernes racisme.

‘… jeg oplevede, at der i islamforskermiljøet var stærk modstand mod at tage de problemstillinger op. Social kontrol, juridiske parallelsamfund, islamiske autoriteter, der blokerer for integrationen, islamistiske bevægelser, der mener, at de er ved at erobre Europa osv., er alle ting, som jeg før har påpeget og fremlagt empiriske beviser for. Men det er i høj grad blevet benægtet, bortforklaret eller ignoreret af islamforskermiljøet,’ siger hun og tilføjer:

… Mehdi Mozaffari, professor emeritus på Institut for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser ved Aarhus Universitet, peger på, at den amerikansk-palæstinensiske Edwards Saids banebrydende værk ‘Orientalismen’ fra 1978 har sat afgørende spor i det danske forskningsmiljø.

‘Den grundlæggende tankegang er, at muslimer ikke har ansvar for deres egen situation, fordi det er Vestens og kolonialiseringens skyld,’ husker han fra sit første møde med islamforskningen, da han som iraner kom til Danmark i 1981.

‘Hvis man i en artikel antydede, at islam kan kritiseres, og at ikke alt er Vestens ansvar, blev det opfattet som racistisk, og man blev bombarderet som højreekstremist. Jeg oplevede et stort pres på universitetet,’ siger han.”

Mehmet Necef bliver mere konkret – Lektor: Marxisme i dansk islamforskning.

“Ifølge en af kritikerne, lektor Mehmet Necef fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, indgår der en marxistisk tænkning i tilgangen. …

‘I hele denne her teori indgår et mix af marxisme. Engang var den marxistiske teori, at borgerskabet udnytter arbejderklassen. Men arbejderklassen skuffede mange vestlige intellektuelle, fordi arbejderne ikke udlevede de socialistiske drømme. Så i 1960’erne ændrede man hierarkiet, så det i stedet var amerikansk imperialisme for oven og den tredje verden for neden – men der var stadig et hierarki,’ begynder han.

‘Men så gik det heller ikke længere med den tredje verden. Jeg kan huske min egen skuffelse – jeg var selv en af de vestlige intellektuelle – da det kommunistiske Vietnam overfaldt Cambodja, der var Pol Pot, der var bådflygtninge, der flygtede fra Vietnam og så videre. Men så blev den hierarkiske teori reddet af de muslimske indvandrere. Så nu hedder den: Majoriteten i f.eks. Danmark mod den muslimske minoritet.‘”



21. november 2015

Mozzafari: “Hvis Islamisk Stat forsvinder i morgen, vil der dukke andre lige så rabiate grupper op.”

“Det er vores egen skyld”, sagde min frisør henkastet i går, da vi talte om terrorangrebene i Paris. Danmark har skåret ned på udviklingstøtten, havde hun hørt i radioen. Vi er oppe imod en ideologi der vil os det ondt, og medierne synes det er problematisk, at ikke køber patroner nok til vore fjender. Her starter problemet, så at sige.

Etisk er der ikke nødvendigvis et problem med ‘peace through superior firepower’, men hvis der er noget nyere historie har vist, så er det at halvstabile diktaturer i den del af verden er at foretrække fremfor et islamiseret magttomrum. Det betyder ikke at den gennemsnitlige araber pludselig vil knuselske os, men altså, geopolitik er ikke et procesorienteret rollespil i Alternativets gruppeværelse. Vil de hade os, så må de gøre det uden beregning.

Interview med Mehdi Mozzafari i Kristeligt Dagblad – Islamekspert: Enten skal vi være parate til langvarig krig, eller også skal vi lade Mellemøsten passe sig selv.

“Efter terroraktionen i Paris i fredags har politikere over hele Europa talt om behovet for at bekæmpe Islamisk Stat. Men Mehdi Mozaffari mener, at politikernes svar kun er en akut løsning uden langsigtede perspektiver. …

Hvis Islamisk Stat forsvinder i morgen, vil der dukke andre lige så rabiate grupper op. Hvis vi reducerer kampen til kun at handle om Islamisk Stat, begår vi en fejl. Problemet er, at politikerne fortaber sig i enkelt gruppe uden at komme med noget overordnet svar på, hvordan vi kan tackle de underliggende problemer,’ siger Mehdi Mozaffari. …

‘Vi står over for en totalitær bevægelse med nogle af de samme rødder som kommunismen og fascismen. Der er forskel på islamisterne i Islamisk Stat og på Det Muslimske Broderskab, ligesom der engang var forskel på sovjetkommunister og de mere moderate såkaldte eurokommunister. Men essensen i islamismen er en totalitær tankegang.’ …

‘Selvom krig er en forfærdelig ting, så kan krig i nogle tilfælde være det, der fører til fred. … Min påstand er, at enten skal vi engagere os dybt og langvarigt og være parate til krig, eller også skal vi lade Mellemøsten være og lade dem føre deres egne krige,’ lyder det fra Mehdi Mozaffari. …

‘… Frankrigs præsident, Franois Hollande, har i denne uge talt om krig. Problemet er, at han ikke kan gå i en rigtig krig. Jeg tror heller ikke, at befolkningen i Europa er parat.‘”

Oploadet Kl. 10:53 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


10. januar 2015

SVT: “Inte med Islam att göra” Jyllands-Posten: “Vi kan ikke bare lade, som om det ikke er muslimer”

Selv på en dårlig dag er Jyllands-Posten lysår foran de svenske statsmedier. Herunder en række citater fra ‘Vi kan ikke bare lade, som om det ikke er muslimer’.

Det er nødvendigt, at vi indser, at islamister i dag er drevet af en politisk ideologi, der har rod i islams grundlæggende tekster. Vi kan ikke længere lade, som om vi kan adskille deres handlinger fra de idealer, som inspirerer dem. (Ayaan Hirsi Ali, forfatter)

“Hvis man bliver ved med at skubbe terroren væk fra islam, får man ikke fat om problemets rod.” (Naser Khader, forfatter)

“Problemet er, at når du kritiserer islam, islamisme eller Koranen, rører du ikke blot ved teksten. Du rører ved dem, der har magten. Og de ønsker islam fritaget fra kritik eller hån. De ønsker ikke blot, at muslimer lever efter deres forskrifter, men at alle lever efter dem. De kan altså heller ikke tillade, at andre tegner profeten.” (Mehdi Mozzafari, professor)

“… der er visse lag i den islamiske tradition, der kan genopvækkes og reaktualiseres. Disse lag er aktivistiske og voldelige, hvor man drager i krig og udøver voldelige handlinger for sagen.” (Thomas Hoffmann, professor)

(SVT, Aktuellt. 8. januar 2015, 21.00)

“‘Det er umuligt at forstå aktioner som denne uden at tale om religion,’ siger han og understreger vigtigheden af at være præcis i debatten.” (Frederik Stjernfelt, professor)



8. juli 2014

Prof. Mozzafari: Islam er ‘en politisk religion’, Muhammed var statsoverhoved, øverstbefalende for hæren

Der findes moderate muslimer, men Islam er i sin essens totalitær. Herunder lidt fra professor Mehdi Mozzafaris Islamisme – en orientalsk totalitarisme (2014, s. 225-228).

“Vil islam acceptere blot at være en privatsag?

Der findes mindst tre forskellige elementer, der er dybt rodfæstet i islam, som forhindrer både en ‘privatisering’ og en neutral holdning til sekulariseringen af samfundet.

Den første forhindring findes i islams primære kendetegn: at den er en politisk religion. … ‘islam [har] skabt en stat, Medina-staten’

‘Muhammed selv var ikke bare en profet, han var samtidig statsmand, statsoverhoved, øverstbefalende for hæren og den øverste dommer’

Han nærmeste tilhængere var også både åndelige og politiske ledere; ifølge historien var de faktisk mere politiske end åndelige. Hvordan kan en muslim glemme disse ubestridelige kendsgerninger og tro, at islam er neutral i forhold til politik? Her taler jeg kun om de historiske kendsgerninger, men det er ikke svært at finde adskillige referencer til politik på alle niveauer i Koranen. Den eneste måde, man kan gøre islam apolitisk på, er ved at ignorere islams faktiske historie under Muhammad og hans efterfølgere og ved at søge tilflugt i mysticisme. Det lader faktisk til at de såkaldte islamiske fundamentalister faktisk har en pointe her, når de siger, at ‘islam er politik, og politik er islam’.’

[…]

Den anden forhindring ligger i, at Koranen for muslimer i sig selv er en hellig tekst … Koranen er således uforanderlig … især fordi den er Allahs ord. Derfor vil Koranen altid altid potentielt være imod ethvert forsøg på at transformere et helligt samfund til et sekulært samfund. Stillet overfor en såden uforanderlig og hellig tekst er der ikke plads til ytringsfrihed’.

‘Den tredje forhindring ligger i, at islam ikke har nogen central religiøs myndighed i form af en organiseret og anerkendt kirke og præstestand, som både jødedommen og katolicismen har.’ … ‘Islam er en diffus religion’. I teorien er forbindelsen mellem Allah og hans tilhængere direkte, uden nogen mellemmand. Eftersom islam er diffus, bliver adskillelsen mellem stat og religion ekstremt vanskelig, da det er svært at trække en skillelinje mellem dem. … Man skal som person gøre op med sig selv, hvad der er er religiøst, og hvad der er politisk, før man går videre med at skille de to ting ad. Fordi vi skal vide helt nøjagtigt hvad der er adskillelsens genstand. Så længe enhed dominerer folks sind, og den intellektuelle og mentale adskillelse mellem f.eks. æstetik og tro forbliver en diffus proces, kan friheden ikke virkeliggøres i et samfund. Som Basam Tibi skrev. ‘Frihed er et sekulært projekt’ (Tibi 1995:80-92). Det er også højt bemærkelsesværdigt at frihed som sådan ikke eksisterer i islamisk tradition og kultur. I stedet er begrebet retfærdighed (‘adl/’adla) nøgleorden i islam. For eksempel tror shiitterne på fem grundlæggende principper (Guds enhed, Muhammads sande profeti, Dommedag, Imamatet og Retfærdighed), hvorimod sunnier kun tror på de tre første principper. Men ikke noget om frihed, som, når alt kommer til alt, er en ny ide for muslimer.'”

Oploadet Kl. 17:07 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


9. juni 2014

Mozaffari: Historien viser at islamisterne bruger alle metoder, i det omfang, de har haft mulighed for det

Den Frie har et interessant citat fra professor Mehdi Mozaffaris Islamisme – en orientalsk totalitarisme.

“I et totalitært regime er diskrimination reglen, og lighed for loven er et ukendt princip. Især fordi selve loven er grundlaget for diskrimination. De vestlige totalitære styrer under Hitler og Stalin retfærdiggjorde diskrimination med racedifferentiering og med opdeling i sociale klasser. I den islamistiske totalitarisme retfærdiggøres diskrimination religiøst eller endog sekterisk. Som muslim har man flere rettigheder end som ikkemuslim, som sunnit har man flere rettigheder end som shiit, som wahhabist har man endnu flere rettigheder end som tilhænger af shafiisme. Til forskel fra en ‘biologisk’ og samfundsmæssig retfærdiggørelse, som kræver en menneskelig forklaring, hvor absurd den end måtte være, er religiøs diskrimination hævet over menneskelig vurdering. Det betyder, at man under et islamistisk styre bliver konfronteret med to typer diskrimination: den interne og den eksterne. Den første type foregår indbyrdes blandt muslimer: diskrimination af muslimske kvinder og af muslimer, der tilhører en anden sekt end den dominerende eller officielle; den anden type diskrimination praktiseres over for statsborgere, der ikke er muslimer (dvs. kristne, jøder, bahaier og ateister).

Vold i forskellige former, undertrykkelse, snigmord, henrettelse, lynchning, strangulering, piskning, stening og terrorisme, er en islamistisk regerings sædvanlige metoder, hvad enten det drejer sig om Saudi-Arabien, Iran eller Afghanistan under Taleban. Disse rædselsvækkende handlinger er til trods for deres grusomhed ikke sammenlignelige med Holocaust eller Gulag. Her må vi så spørge, om forskellen er grundlæggende eller et gradsspørgsmål. Det er indlysende, at vore dages islamistiske totalitære regimer ikke tåler sammenligning med Nazityskland eller Stalins Rusland med hensyn til omfanget af volden og deres formåen. Men hvis man ser på, hvad de islamistiske regimer og de dertil knyttede grupper (al-Qaeda) har gjort, bliver det klart, at det snarere er et spørgsmål om en gradsforskel end om substans. For hver gang de islamistiske aktører har haft lejlighed til at bruge metoder, som ligner nazisternes og stalinisternes, har de gjort det i det omfang, det var dem muligt.
(s. 42f)

Oploadet Kl. 07:09 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
Arkiveret under:


11. august 2010

Professor Mehdi Mozzafari: “At være muslim, altså Allahs soldat, er definitivt.”

Kronik af Mehdi Mozzafari i dagens Jyllandsposten – God Ramadan – så er der fest!

“Ramadanen er uden tvivl den hyggeligste måned i den islamiske kalender. Man faster, og man fester… Det er imponerende, at muslimer over hele verden følger præcis de samme ritualer meget nøjagtigt i det tidsrum, hvor man faster…

Ramadanen er også den vigtigste muslimske måned, som ud over fasten indebærer en række andre ritualer.

Man læser Koranen og andre religiøse tekster meget mere end ellers… Det mest interessante er måske formålet med ramadanen… Ramadanen havde et mere alvorligt formål. Nemlig at skabe en hård disciplin, en moralsk og fysisk forberedelse blandt de mænd og kvinder, som frivilligt eller ufrivilligt blev en del af det nye umma.

Krav om disciplin, som ellers kun findes i militæret, er kendetegnende for islam og ikke kun begrænset til at faste i ramadanen. Enhver muslim er en soldat i sig selv, som skal tro på én gud, én bog og én sand profet.

Muslimer udgør Allahs hær (jundAllah). Det begynder med underkastelse, hvilket indebærer, at man giver sig fuldt ud til Allah og hans sendebuds ordrer, altid er parat til at lade sig mobilisere. Og som Koranen kræver, skal troende muslimer give alt, hvad de ejer, i Allahs navn: både deres ejendom, deres familie og ultimativt deres liv.

Martyrer er ifølge Koranen ikke døde, men de får derimod VIP-status hos Allah. En muslim har ikke ret megen frihed til sig selv, men skal døgnet rundt udføre en række pligter, som Gud har dekreteret, og samtidig skal man hele tiden have Allah og profeten Muhammed i sine tanker. Altså bør både krop og sjæl permanent være i Allahs tjeneste…

Før de muslimske lande blev moderniseret, og det blev tilladt at spille fodbold, volleyball osv., var kun én sport tilladt, og det var hestevæddeløb, som netop var med til at gøre muslimerne til et endnu bedre kavaleri.

Man kan på en måde sige, at den oprindelige muslimske træning var mere barsk end den hårde træning, som US Marines gennemgår.

I hele denne proces spiller moskeen en central rolle. Moske (masjid) betyder bogstaveligt taget underkastelsessted.

Oprindeligt var moskeen både regeringsadministration og militærkaserne, hvor man deponerede våben og fordelte krigsbyttet, og hvor man udførte bøn (salât). Minareterne var både beregnet til indkaldelse til bøn og til forsvar af kasernen imod uvedkommende.

At være muslim, altså Allahs soldat, er definitivt.

Døren ind til islam står helt åben. Som bekendt er det nok, at man erklærer offentligt, at man tror på Allah som Gud og Muhammad som Guds sendebud (shahadat). Det er slående, at det samme ord, shahadat, som er trosbekendelsen som muslim, også betyder martyrium. Det indebærer også, at islam kun har én dør, indgangsdøren. Der findes hverken en udgangsdør eller en nødudgang. At forlade islam svarer til, at en soldat på slagmarken deserterer. Han skal skydes!

Oploadet Kl. 09:47 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


21. januar 2010

Lene Kühle om ‘ikke-radikale’ anti-demokrater der bifalder terror og drømmer om sharia-stat

Sidste fredag bloggede jeg et indslag fra Orientering med seniorforsker Manni Crone. Indslaget blev senere fulgt op af et ligeså absurd interview med lektor Lene Kühle, der ligeledes gik direkte efter definitionerne.

For et par år siden spurgte jeg let polemisk en kendt professor, hvorfor han betragtede det højreorienterede bloggermiljø (herunder Uriasposten), som værende radikal. Han svarede pænt og uddybende, at det skyldes den kompromisløse retorik. Ord alene var altså nok til at få etiketten radikal – ikke ‘radikaliseret’ – højrefløjens radikalisme var ikke andres skyld.

  • 11/1-10 Orientering, P1 – Radikale muslimer under lup (10 min).
  • Herunder fuld transkription, der fint sætter de dobbelte standarder i relief.

    P1-Vært: Man kan godt som ung muslim mene at det er legitimt at tage på jihad i Afghanistan, eller drømme om at leve i en islamisk stat, snarer end i et demokrati, uden at være radikaliseret. Uden at være en trussel mod samfundet. Det siger to forskere fra Århus, der vil gøre op med den gængse forståelse af, hvornår man er radikaliseret. Forskerne har interviewet unge stærkt religiøse muslimer, muslimske ledere og socialarbejdere i Århus, og har netop offentliggjort en rapport om det på center for forskning i islamisme og radikaliseringsprocesser. Orienterings integrationsmedarbejder Astrid Fischer, har talt med en af forskerne, lektor i religionssociologi Lene Kühle, og spurgt først, hvad der var ideen med forskningsprojektet.

    Lene Kühle, lektor: Jamen, det var egentligt ud fra den følelse, at der egentligt var ret langt fra den forståelse af radikalisering, som danske myndigheder bruger, og den måde, som danske muslimer tænker om verdenen. At de distinktioner som myndighederne bruger, de måske ikke passer særligt godt på den virkelighed vi møder.

    Astrid Fischer, P1: Lene Kuhle og hendes medforsker Lasse Lindekilde, tog derfor ud og spørge de unge selv. Unge muslimer med arabiske eller somaliske rødder, eller konvertitter, i de miljøer som oftest betegnes som radikaliserede, og er i myndighedernes søgelys.

    Lene Kühle: Det var et meget forskelligartet miljø. Der fandtes mange forskellige typer af muslimer i det her miljø, og mange var jo på ingen måde radikaliserede. Og der er et meget religiøst miljø, et vækkelsesmiljø, altså baggrunden for mange af de her diskussioner er jo den her muslimske vækkelse vi har set i den muslimske verden, men også i Europa siden 1970’erne. Og det der var karakteristisk for de unge i det her miljø, det var, først og fremmest det der samlede dem var, at de søger at leve et religiøst liv, og søger at leve på den måde som de mener Gud ønsker det.

    Astrid Fischer: Men når du så siger, at de ikke var radikaliserede, hvad er det så du lægger i at være radikaliseret.

    Lene Kühle: Vi forstår radikalisering, som en proces hvor igennem grupper i det danske samfund kommer til at opfatte det danske samfund som illegitim, og at den her illegitimitet kan lede til at det jo så er legitimt at bekæmpe det. Når vi kigger på for eksempel holdningen til demokrati, så burde der i det danske samfund være plads til folk som ikke ønsker at deltage i demokratiet af religiøse årsager. men i det øjeblik, at den her position, hvor man altså ikke ønsker at deltage i demokratiet, bliver vendt imod det danske samfund, bliver vendt til noget – at man vil bekæmpe demokratiet, jo så mener vi at man kan tale om radikalisering.

    Astrid Fischer: Den definition på radikalisering, som Politiets Efteretningstjeneste har udarbejdet, og som ligger til grund for regeringens handlingsplan mod radikalisering, er noget bredere. Her hedder det, at radikalisering, er når man i stigende grad accepterer, at der anvendes udemokratiske eller voldelige midler, herunder terror for at opnå et ideologisk eller politisk mål. Forskernes undersøgelse viste, at mange af de unge, også de der blev interviewet uden for det stærkt religiøse miljø, kan siges at acceptere voldelige midler. På den måde, at de for eksempel synes det er legitimt, at tage på jihad i Afghanistan eller Somalia, eller at de støtter den palæstinensiske Hamas-bevægelse, eller den somaliske al-Shabaak, som i Vesten betragtes som terrorgrupper. Men det gør ikke nødvendigvis de unge radikaliserede, mener Lene Kühle.

    Lene Kühle: Der er en tendens, når man taler om radikalisering, at man ser ret unuancerede på de her opfattelser og forståelser, der er i de her bevægelser. Når man opfatter det som legitimt, at tage på jihad til for eksempel Afghanistan, så er det ikke fordi man egentligt mener, at det generelt er acceptabelt at bruge vold. Man opfatter det som en legitim modstandskamp. Man ser det som en krig, og at brugen af vold selvfølgelig er legitimt i krig, men at man har nogle forståelser af, hvornår der er en krig, hvornår det er legitimt at tage på jihad.

    Astrid Fischer: Men i taler rent faktisk om unge der kunne finde på selv at tage afsted og bruge vold.

    Lene Kühle: Jeg ved ikke om de kunne finde på at tage afsted, der er jo altid langt fra ord til handling, men der er i hvert fald nogle unge, nogle i det her miljø, som mener det er legitimt at tage afsted, simpelthen fordi man opfatter det som en krig. Man kan måske sammenligne nogle af dem, eller den forståelse de har af det, med den forståelse, der var nogle der havde i 30’ernes Danmark, når man tog til Spanien for at bekæmpe fascismen. Altså at man simpelthen ser, at der er nogle, sådan ser man det i Afghanistan, for eksempel, som er blevet invaderet, og som har behov for hjælp i den kamp her.

    Astrid Fischer: Men hvorfor er det så i mener, at de her unge, som altså kan acceptere brugen af vold i nogen sammenhænge, ikke potentielt kunne blive nogle, der også accepterer vold, og kunne begå terror her i Vesten, i Danmark.

    Lene Kühle: Det var noget af det, som jo blev meget meget tydeligt i de interviews vi lavede, at der er et meget stort skel mellem man ser på deltagelse i krigen i den muslimske verden, og i Danmark. Selvom man opfatter det som legitimt, at tage til Afghanistan eller til Somalia og kæmpe, medfører det langt langt fra, at man synes det er legitimt at lave tilsvarende handlinger i Danmark. Og det er et eksempel på et af de her skel, som slet ikke kommer frem i de her definitioner på radikalisering. For det er klart, selvfølgelig, at hvis man er villig til at lave en terroraktion i Danmark, jamen, så er man selvfølgelig i en helt anden situation.

    Astrid Fischer: Et andet punkt, hvor i også mener den officielle definition er for unuancerede, det er når man siger, at unge er radikaliserede, hvis de accepterer anvendelsen af udemokratiske midler for at opnå et bestemt mål. Hvad er problemet med det her udemokratiske midler.

    Lene Kühle: Det største problem er måske i virkeligheden, at det er meget uklart, hvad er udemokratiske midler. Det som er karakteristisk for det her vækkelsesmiljø, vi har kigget på, det er at nogen – ikke alle, men nogle i miljøet afviser demokrati, simpelthen fordi de mener, at de som muslimer skal leve under guds love og ikke under verdslige love. Og det der i og for sig, efter vores opfattelse, ikke noget problematisk i. Man har tidligere set religiøse bevægelser, som har problemer med demokratiet. Altså Jehovas Vidner er et eksempel. Det er selvfølgelig ikke attraktivt for et samfund, at have store grupper af folk, som har de her opfattelser, men det er klart, det må ligge inde for religionsfriheden, at man selvfølgelig har lov til at mene, at man ikke af religiøse grunde mener man bør deltage i demokratiet. Der hvor der mangler en distinktion i de her definitioner af radikalisering, det er den distinktion der ligger mellem at man ligesom afviser demokratiet for sig selv, at man ligesom ikke mener det er rigtigt for en selv at stemme ved valget, og så aktivt går ind og bekæmper demokratiet. Der er vi igen i en helt anden situation.

    Astrid Fischer: Hvad var det så i så hos de unge?

    Lene Kühle: Som sagt, der var en del, som uden problemer følte, at de kunne deltage i demokratiet, men dem som følte der var problemer med at deltage i demokratiet, de havde måske et ønske om at leve i en islamisk stat, men det var ikke noget der medførte, at de skulle bekæmpe demokratiet.

    Astrid Fischer: Det i siger, det er så, som jeg hører det. Der kan findes nogle grupper her i vores samfund, som er stærkt religiøse, de har sympati for det vi opfatter som terrorgrupper, men som de har en anden opfattelse af. De kan drømme om en islamisk stat, og i et vist omfang, i hvert fald for nogens vedkommende, så trækker de sig også lidt tilbage fra samfundet og demokratiet, men det mener i ikke at man behøver opfatte som en trussel. Men den gængse teori er vel at, det er i de miljøer, at terrorister kan avles, og at det er derfor vi ikke bare kan lade dem i fred med den måde at leve på. Er det så en forkert slutning, at tro, at det er i de miljøer, de faktisk kan opstå.

    Lene Kühle: Jeg mener at de her miljøer, er måske vigtigt for at forstå nogle af de her ting, men jeg vil godt stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt det egentligt er de her miljøer der avler terrorister. Vi har jo set i de andre terrorsager, der har været i Danmark, at de her folk har skulle omkring de her miljøer, men vist man nu tager en sammenligning, for eksempel med de venstreorienterede miljøer i 70’erne, jamen – var det de venstreorienterede miljøer generelt, som skabte Blekingegadebanden, altså, på hvilke måder kan de her bredere miljøer gøres ansvarlig for sådan nogle ting. Det er klart, der er en relation, men helt præcist hvordan man skal forstå det her, det synes jeg ikke er helt entydigt.

    Astrid Fischer: Men hvad er det så i synes, kan være problematisk, ved at sige at de her grupper er radikaliserede og en potentiel trussel.

    Lene Kühle: Noget af det som var ret forekommende i vores interviews, var en frustration blandt de interviewede i forhold til at man følte sig stemplet af samfundet. I kalder os terrorister, i kalder os ekstremister, i kalder os islamister, men der var ikke nogle af de her begreber som man egentligt forbandt noget med. Lige sådan, man bliver kaldt radikaliseret, jamen, hvad er det andet endt et forsøg på at ekskludere mig fra samfundet, og ikke vil høre på hvad jeg siger. Og man kan jo sige, at det måske netop er nogle af de her folk i det her miljø, som kan være med til at hjælpe med at løse de her problemer. Fordi de er tæt på, hvor tingene sker, og kan være meget konstruktive på mange måder. Nogle i miljøet, så sig selv meget, som nogle der kunne hjælpe med at løse de problemer, som de anså for de virkelige problemer, nemlig at indvandrere med muslimsk baggrund har en større risiko for at komme ud i kriminalitet og stofmisbrug. Der så nogle, af de personer vi snakkede med, sig selv som havende en stor rolle i forhold til at få folk på rette vej. At få dem ind og få en uddannelse, og få et ordentligt liv.

    Astrid Fischer: – og ved at man så stempler dem som radikaliserede, så udnytter man så ikke det potentiale. Det er det i siger.

    Lene Kühle: Ja, og netop ved at man har de her definitioner om radikalisering, hvor det egentligt er lidt uklart, hvem er det egentligt der er radikaliserede. Så er det klart, at de her personer, har jo ikke lyst til at gå ind i den her debat, når der er en risko for at de faktisk selv ender med at have det her stempel på, at det er dem som er radikaliserede.

    P1-vært: Og det var lektor i religionssociologi Lene Kühle. Hun er en af forskerne bag den nye rapport om radikalisering blandt unge muslimer i Århus. Det er den første forskningsrapport der er udgivet ved Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser. Centeret hører under Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Det er en uafhængig forskningsinstitution, der ledes af professor Mehdi Mozzafari. Den er oprettet af Forsvarsministeriet efter en særlig bevilling på finansloven – en bevilling på 10 mio. kroner, over tre år.

    Mere.

  • 2010, Jan. Kühle, Lene og Lindekilde, Lasse: Radicalization among Young Muslims in Aarhus (148 s., pdf).
  • Oploadet Kl. 18:00 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
    

    2. september 2009

    Iranske kilder: Foreningen bag Vibevej-moské finansieres af iranske islamister

    Jeg har altid haft den holdning, at bekæmpelse af moskeer, var et dårligt udgangspunkt for bekæmpelse af islamisering. Omvendt må de midler demokratier anvender for at bekæmpe antidemokratiske strømninger, stå i forhold til problemets karakter. Lars Hedegaard har nye oplysninger om den kommende moské – Stormoskéen bliver fremskudt base for den iranske revolutionsgarde.

    “Da Københavns Borgerrepræsentation besluttede at give grønt lys for opførelsen af en kæmpemoské på adressen Vibevej 25-27 i Københavns Nordvestkvarter, havde den ikke gjort sit hjemmearbejde. Til Sappho beretter flere iranske kilder, at foreningen Ahlul-Bait, der står bag byggeriet af Imam Ali Moskéen, er finansieret og dirigeret fra øverste sted i den iranske Revolutionsgarde, der på persisk går under navnet Pasdaranen. og som er Den Islamiske Republiks egentlige magthaver.

    Ifølge direktøren for det London-baserede Center for Arabiske og Iranske Studier, Ali Reza Nourizadeh, der indtil han måtte flygte fra Iran var redaktør af et ledende dagblad i Teheran, var Imam Ali Centrets chef, imam Mohammed Mehdi Khademi, indtil 2004 medarbejder ved Revolutionsgardens Afdeling for Ideologi. Afdelingen specialiserer sig ifølge Nourizadeh i propaganda for regimet og “hjernevask” af unge iranere både i hjemlandet og rundt omkring i verden.

    Centret i Nordvestkvarteret er blot ét ud af 68 lignende centre over hele verden. De styres og finansieres direkte fra Teheran. Ifølge Nourizadeh har hele operationen et årligt budget på ikke under 1 milliard dollars…

    Alle imamerne ved Imam Ali-centrene er direkte udpeget af magthaverne i Teheran.

    Ifølge en anden London-baseret iransk journalist og blogger, Potkin Azamehr, der ligeledes måtte forlade sit hjemland kort efter den islamiske revolution i 1979, fungerer de mange Imam Ali-centre på samme måde som Hitler-jugend i Det Tredje Rige. Dvs. at deres opgave er at opfanatisere unge iranere og andre muslimer til udbredelse af den fascistiske ideologi, som det iranske diktatur bygger på…

    Denne udlægning svarer ganske til Ali Reza Nourizadehs opfattelse. Han oplyser, at Imam Ali centrene bl.a. virker ved at sende unge iranere i Vesten til omskoling i Iran med det formål at forberede dem til “den endelige konfrontation med Vesten”.

    Mere.

  • 1/9-09 Jyllandsposten – Professor advarer mod moské (Mozaffari; Bæk Simonsen er positiv).
  • 

    26. maj 2008

    ‘Hizb-ut-Tahrir splitter indvandrere’ eller ‘Uvidenhed om Hizb ut-Tahrir blandt indvandrere’

    Ny undersøgelse om danske muslimers forhold til Hitz ut-tahrir i Ugebrevet A4. Fra Hizb-ut-Tahrir splitter indvandrere.

    “Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Peter Nannestad, der har forsket i islamiske grupperinger, hæfter sig ved, at andelen, der ­siger, at de ikke kender noget til Hizb-ut-Tahrir eller ikke ved, hvad organisationen står for, sammenlagt er vokset fra 34 til 56 procent mellem 2006 og 2008.

    »Det virker yderst mærkværdigt. Man kan vel ikke beskylde organisationen for ikke at have markeret sig i tiden op til undersøgelsen. Og deres budskaber er ikke sådan til at misforstå,« siger Peter Nannestad.

    En mulig udlægning er, at Hizb-ut-Tahrir faktisk vinder sympatisører, som endnu ikke vil stå frem, mener Peter Nannestad:

    »En anden mulighed er, at respondenterne bare i stigende grad er blevet trætte af at skulle forholde sig til Hizb-ut-Tahrir i tide og utide og derfor vælger at glide af på spørgsmål om dem.«

    Professor i islamiske studier på Aarhus Universitet Mehdi Mozaffari hæfter sig tilsvarende ved, at hvor det i 2006 var 13 procent af indvandrerne, der svarede »ved ikke« til spørgsmålet om, hvorvidt de personligt var tilhængere eller modstandere af Hizb-ut-Tahrir, gælder det i dag 31 procent:

    »Det kan betyde, at flere er blevet mere positive over for organisationen, men ikke vil indrømme det. Men også, at der vokser en ny gene­ration frem med andre interesser end politik og religiøsitet. Begge forklaringer er lige holdbare.«

    Under alle omstændigheder advarer Mehdi Mozaffari om, at tallene kunne tyde på, at nogle muslimske indvandrere befinder sig i en gråzone, hvor de kan bevæges i både en demokratisk og ikke-demokratisk retning. Det er værdier, der er på spil, og udviklingen er i høj grad op til landets politikere, mener han.”

    Klassisk mediespin.

  • 26/5-08 Kristeligt Dagblad – Uvidenhed om Hizb ut-Tahrir blandt indvandrere.
  • 26/5-08 Berlingske Tidende – Uvidenhed om Hizb ut-Tahrir blandt indvandrere.
  • 26/5-08 TV2 Online – Uvidenhed om Hizb ut-Tahrir.
  • 

    30. juni 2007

    Mehdi Mozzafari: Islamismen er en politisk ideologi, og skal konfronteres som sådan

    Weekendavisen bragte i sidste uge et frontalangreb mod ‘islamisme/totalitarisme-tesen’ af idehistoriker Mikkel Thorup, der er en af redaktørerne bag en nyligt udgivet bog med samme emne.

    Mehdi Mozzafari giver svar på tiltale i denne uge, og det er noget nær akademisk henrettelse. Her lidt fra Islamisme er totalitarisme.

    “At forholde sig til den teses kompleksitet kræver et indgående kendskab til islams idéhistorie og politiske udvikling, et kendskab som Mikkel Thorup desværre ikke udviser. Ligeledes kræver diskussionen naturligvis, at man gør rede for sit teoretiske ståsted. Man må som minimum definere de nøglebegreber, som er udgangspunkt for analysen. Men i stedet for at konceptualisere totalitarismen har Thorup altså valgt en ikke-systematisk, nonchalant fremgangsmåde ved at citere et par fragmentariske elementer af den europæiske totalitarisme, såsom »statslig moderniseringsstrategi med militær oprustning, planøkonomi, massemobilisering«.

    Anskuet separat er disse elementer meningsløse. De bliver først meningsfyldte, når de placeres i forhold til et sammenhængende analytisk koncept. Man forstår heller ikke, hvor Thorup har den idé fra, at uden bureaukratisering er et regime ipso facto udelukket fra at blive kvalificeret som totalitært. I Thorups logik bliver det til, at eftersom islamismen ikke har accelereret bureaukratismen, så kan den ikke betragtes som totalitær.

    Når man angriber en anden forskers tese, må man i det mindste forholde sig til samme forskers definitoriske udgangspunkt, hvilket Thorup heller ikke besværer sig med… Som definitionen også fremhæver, er islamismen ikke bare en religiøs bevægelse, men også en politisk ideologi. Derfor skal den naturligvis ikke beskyttes imod at blive analyseret efter samme parametre som andre politiske bevægelser. Men ifølge Thorup kan en bevægelse per definition ikke være totalitær, hvis den er religiøs – hvilket hermed giver islamistiske bevægelser et privilegium, ingen andre politiske bevægelser nyder godt af, nemlig at ligegyldigt hvad de finder på, er de på forhånd beskyttet mod en betegnelse som »totalitær«.

    […]

    … totalitarismen opstår ikke ud af det blå, den består af tre faser: først er det en ideologi, så en bevægelse, så en statsform. Det faktum, at de fleste islamistiske bevægelser i dag ikke råder over et statsapparat og derfor er nødt til at tilpasse sig nogle ydre spilleregler for at overleve, betyder ikke, at de ikke er totalitære.

    Islamismen er ifølge Thorup en radikal reaktion mod kolonialismen. Det er ikke forkert, men islamismen er ikke bare en reaktion mod den vestlige kolonialismes uretfærdigheder… Islamismen får… i høj grad sin næring og legitimitet fra de mest imperialistiske strømninger i islamisk idéhistorie.

    Bevægelsens ideologiske rødder går altså langt tilbage i historien og har intet at gøre med nutidig kolonialisme. Ved man ikke det, mister man blikket for årsagen til islamismens anti-vestlige anti-imperialisme. Det er ikke det imperialistiske princip, islamismen er imod. Islamister føler sig krænkede over, at imperialismen er vestlig, når den jo burde være muslimsk.

    […]

    Endelig beskylder Thorup mig af flere omgange for at have en politisk dagsorden, som når han siger, at »islamisme/totalitarisme-tesen er klart mere politisk end analytisk. Den tjener til at fordømme, ikke til at forstå eller undersøge.« .. Skal vi mon i dag nøjes med en vurdering af islamismen fra forskere, som aldrig selv har oplevet et islamistisk regime, eller for den sags skyld sat sig ind i islamisk idéhistorie, men som er forhåndsindtaget i islamismen, fordi den er anti-amerikansk? Er det mon ikke politisk?

    Nogle vier sit liv til at bekæmpe totalitarisme og promovere demokrati. Andre det modsatte.

    Oploadet Kl. 19:53 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper