31. januar 2007

Fra en konference om moderne religionskritik med Tina Magaard og Mehdi Mozzafari

Fra dagens Kristeligt Dagblad – Islam har det svært med demokrati.

“Religion og religionskritik er hinandens tvillinger. Og sådan har det altid været. Til gengæld har diskussionen om, hvem der er religiøs, og hvem der er gudløs, ændret sig over tid. Og religionskritikken i islam er flyttet fra at være en sag for filosoffer og videnskabsmænd til en mere social og politisk kritik.

Tina Magaard, ph.d fra Sorbonne-universitetet i Frankrig og islamismeforsker på Aarhus Universitet, havde i går den opgave at gøre rede for de gudsløse i den islamiske verden.

Det skete på anden og sidstedagen for konferencen “Gudløs! – en konference om moderne religionskritik”. Ikke desto mindre begyndte hun af pædagogiske årsager hos de gamle grækere…

Og så fortsatte hun sin gennemgang af religionskritik i islam med at smække en karikaturtegning af en drabelig profet Muhammed med sværd og på kamel på overheadprojektoren.

– Den blev trykt af iranske ateister under Muhammed-krisen, sagde hun.

[…]

Mozaffari erklærede, at islam er den af de tre monoteistiske verdensreligioner, som har sværest ved at tilpasse sig demokratiet, fordi islam både er et lovsystem og universel.

– Jeg siger ikke, at det ikke kan lade sig gøre. Men jeg efterlyser moderate muslimer, der vil og tør tage den udfordring op.”



11. februar 2006

Mehdi Mozzafari om muslimernes følsomhed over for religiøse symboler…

Weekendavisen har i denne uge et interview med politologen Mehdi Mozzafari om Muhammedtegningerne. Et citat fra Vredens geopolitik:

“Lad mig starte et andet sted, i Afghanistan, hvor den islamistiske regering, talebanerne, for fem år siden sprængte to 2000-år gamle Buddha-statuer i luften – en større disrespekt for en anden religion, og for civilisationernes arv, kan man vel ikke forestille sig. Det skete foran vores øjne, på tv. Men var der dengang nogle af verdens hundrede millioner af buddhister, der gik amok i gaderne, brændte flag fra islamiske lande eller satte ild til ambassadebygninger. Nej, ikke et eneste tilfælde. Og lød der dengang høje protester mod denne skændige handling fra islamistiske bevægelser eller regeringer? Var der kæmpemæssige muslimske demonstrationer? Heller ikke. Så meget for muslimers følsomhed over for religiøse symboler!

Fra Aase Køie: Med Haslund-Christensen i Afghanistan (1950).

Oploadet Kl. 20:14 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer


10. oktober 2005

Karen Blixen, Per Stig Møller, Mehdi Mozaffari, Johannes Østrup & Schopenhauer om islam

Det Fri-konservative Netmagasin MINUT har flere gode artikler, og artiklen Islam og det fascistiske minimum fortjener fremhævelse. Her tre citater:

Af de foreteelser, som jeg i mit liv personlig har kendt til, er den, der kommer det nærmest [Det Tredje Rige], Islam, den muhamedanske verden og verdensanskuelse. Ordet Islam betyder hengivelse, det er vel det samme, som Det Tredje Rige udtrykker i sin håndsoprækning: Din i liv og død.” (Karen Blixen)

“Nazisterne var fundamentalister, der ville udrydde folkeslag, der ikke var som dem, men de muslimske fundamentalister er vor tids nazister. Fordummende sætter de sig som dommere over alt og alle, men de skal selv dømmes.” (Per Stig Møller)

Islamisme en totalitær ideologi på linje med nazisme, fascisme og bolsjevisme, som skal studeres og bekæmpes på samme måde.” (Dr. Mehdi Mozaffari, AU)

Selvom orientalisten Johannes Østrup er blevet apologeternes favoritforsker, så var hans dom enslydende. Her et citat fra Erindringer, udgivet i 1938 – omtalende et besøg i Hitlers Heidelberg i 1936 som repræsentant for Københavns Universitet:

“Der kan forekomme pludselige Afskedigelser uden nærmere Begrundelse eller forflyttelser, hvis man er saa uheldig ikke at tækkes Studenternes nazistiske Gruppefører – jeg kender personlige Eksempler paa begge Dele. Meningen med dette skrappe Regimente er at gøre Universiteternes Lærerstab til Nazist-Statens lydige Tjenere; det, man vil have, er, at de skal sige og skrive det rigtige. Og det ‘rigtige’, det klinger helt muhammedansk: Der er kun een Hitler, og vi er alle sammen hans Profeter. (Johannes Østrup: Erindringer. 1938. s. 250.

Problemet for Johannes Østrup var islams totalitet, herunder den strenge monoteisme – som den tyske filosof Arthur Schopenhauer i sit hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung fra 1819 bed mærke i. Værket er netop udgivet på dansk under titlen Verden som vilje og forestilling. Andet bind udkom først i 1844, og her kommer blandt mange andre emner ind på religionerne og islam. Her et citat fra Kapitel 17. – Ueber das mataphysische Bedürfniß des Menschen, s. 177-178:

“Tempel und Kirchen, Pagoden und Moscheen, in allen Landen, aus allen Zeiten, in Pracht und Größe, zeugen vom metaphysischen Bedürfniß des Menschen, welches, stark und unvertilgbar, dem physischen auf dem Fuße folgt. Freilich konnte wer satirisch gelaunt ist hinzufügen, daß dasselbe ein bescheidener Bursche sei, der mit geringer Kost vorlieb nehme. An plumpen Fabeln und abgeschmackten Mährchen läßt er sich bisweilen genügen; wenn nur früh genug eingeprägt, sind sie ihm hinlängliche Auslegen seines Daseins und Stützen seiner Moralitet. Man betrachte z.B. den Koran: dieses schlechte Buch war hinreichend, eine Weltreligion zu begründen, das metaphysische Bedürfniß zahllosen Millionen Menschen seit 1200 Jahren zu befriedigen, die Grundlage ihrer Moral und einer bedeutenden Verachtung des Todes zu werden, wie auch, sie zu blutigen Kriegen und ausgedehutesten (?!) Eroberungen zu begeistern. Wir finden in ihm die traurigste und ärmlichste Gestalt des Theismus. Viel mag durch die Uebersetzungen verloren gehen; aber ich habe keinen einzigen werthvollen Gedanken darin entdecken können.”

Oploadet Kl. 20:18 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


24. juli 2005

Professor Mehdi Mozaffari: Terror mod anderledes troende er en integreret del af islam

Fra dagens Politiken, et længere læserbrev af professor Mehdi Mozaffari som modigt leverer et noget uskønt billede af islam. Et par citater fra Islam og terroren: Sødsuppe mod islamismen:

“Man kan vende og dreje spørgsmålet på mange måder, men man kan ikke nægte, at den terrorisme, vi har med at gøre, er muslimsk. Nogle imamer her i landet afviser, at terroristerne er muslimer. Over for den danske offentlighed tegner de et billede af islam som en fuldstændig fredelig religion og præsenterer Koranen som lige så uskyldig som H.C. Andersens fortællinger.

Men faktisk er en af verdenshistoriens første terroristorganisationer muslimsk: Det drejer sig om Assassinersekten, som i det 12. århundrede spredte frygt blandt indbyggerne i Orienten gennem snigmord på civile, som de ikke anså for at være gode muslimer. Medina under Muhamed var heller ikke et fredeligt paradis. Handels- og pilgrimskaravaner på vej til Mekka blev angrebet af muslimske guerilleros. Så meget desto mere som man i selve Koranen kan finde flere vers, som mere end antyder, at Allah opmuntrer til at terrorisere de vantro. For eksempel i sura 59, vers 2, som i engelsk oversættelse hedder: »… But Allah reached them from a place whereof they recked not, and cast terror in their hearts so that they ruined their houses with their own hands and the hands of the believers …«.

Det må vist siges at være selve definitionen på, hvad terrorisme går ud på. Vi har altså her en af årsagerne til, hvorfor det står lidt sløjt til med dialogen mellem det demokratiske samfund og islam: Så længe muslimer og europæiske meningsdannere ikke tør tage en sober, men grundig kritik af islam og dens reelle historie, så er der altså ikke mere tale om dialog, men om rent spil for galleriet. Konsekvens? Det er ikke islam og muslimer, der bliver demokratiseret, men Danmark, og Europa generelt, der bliver islamiseret.



18. juli 2005

Mehdi Mozaffari debunker apologeternes påstande om islams forenelighed med demokrati

Superkronik i dagens Berlingske Tidende, hvor professor Mehdi Mozaffari grundigt afliver det syn på islam og demokratiet som bl.a. Mona Sheikh har gjort sig til fortaler for. Her lidt fra På tro kan demokrati ikke bygges:

“Sekularisering opnår kun sin dybere mening i en demokratisk kontekst. Om et despoti er religiøst eller sekulært, har ikke den store betydning. Sekularisering er til gengæld en nødvendig betingelse for demokratisering. Uden en klar adskillelse mellem religion og stat kan demokrati ikke blive en realitet. Demokrati er et sådant politisk system, hvori individer bliver borgere og borgere bliver suveræne, og det er folket, som suverænt bestemmer frit over sig selv.” […]

Der er tre principper, som effektivt regulerer fredelige relationer mellem religion og demokrati. Det første er et differentieringsprincip, hvilket betyder, at religion og demokrati tilhører to vidt forskellige verdener. De kan hverken blandes sammen eller forveksles med hinanden. Religion er baseret på tro, som er individuel og personlig. Man kan jo ikke tro på hinandens vegne, vel? Til gengæld kan man godt repræsentere hinanden politisk. Demokrati er altså en bestemt politisk og social handling baseret på en kollektiv kontrakt. Religion er en vertikal ordning, der binder individet til Gud, mens demokrati er horisontal: en ordning mellem ligestillede individer og grupper.

Det andet princip er separationsprincippet, som består i, at demokrati kun kan opstå og trives, når religion og stat (ikke forvekslet med politik) er adskilt fra hinanden. En vellykket separation er meget bedre end et ulykkeligt ægteskab. I et demokratisk land tilhører suveræniteten folket og kun folket, og lov er lov, når det bliver vedtaget af folkets repræsentanter, der vælges gennem frie og demokratiske valg. I lovgivningsprocessen refererer man ikke til hellige bøger, og man spørger heller ikke paven, overbiskoppen, overrabbineren eller den store ayatollah til råds. Der findes heller ikke en slags Vogternes Råd, som kontrollerer overensstemmelsen mellem loven og hellige skrifter.

Det tredje princip er et balanceringsprincip, der illustrerer en fredelig sameksistens mellem religion og demokrati. De udelukker ikke hinanden, men kan faktisk være komplementariske, uden at de bør erstatte hinanden. Det er ikke demokratiets rolle at give en eksistentiel mening til livet. Religion og filosofi påtager sig sådanne opgaver. Mens demokratiet sikrer borgernes frihed og lighed for loven, kan religionen kompensere for demokratiets spirituelle underskud. Sjælefred og harmoni kan komme fra religion eller hvad man ellers tror på. Men hvis man kræver mere af religionen, vil der opstå alvorlige konfrontationer og konflikter, som kan ende i krig og despotisme.”

Hvis vi holder os til de tre semitiske monoteistiske religioner, kan vi konstatere, at de alligevel er meget forskellige. Jødedom er en lovgivende religion uden at være universalistisk, mens kristendom er universalistisk uden at være lovgivende. Islam repræsenterer en separat kategori for sig selv. Den er både lovgivende og universalistisk. Sharia og jihad har altid været blandt islams vigtigste søjler. Kristendommens bløde træk har unægtelig gjort tilpasning til demokratiet lettere. Lad os nævne to af dem: Et er den berømte to-regimenters tese, hvor Gud og kejseren er adskilt. Den tese har gjort sekularisering mulig uden at skabe unødvendig uro i selve troen. Det andet er begrebet treenighed, der har formindsket monoteismens hårde karakter. Med treenigheden bliver kristendom en slags fodnote-monoteisme: Teksten omhandler kun én Gud, men på samme side under fodnoter står der alligevel tre!… En sådan tilstand er utænkelig i islam. Ikke alene ved det, at islam er en hård monoteistisk religion, der er centreret omkring Allah og kun Allah, men det er også en religion, hvor ritualer, etik og lovbestemmelser er tæt forbundne. Det er meget vanskeligt at adskille disse tæt forbundne elementer. Det betyder, at islam bestående af en hellig lovgivende bog og dens proklamerede politiske ambitioner viser mere modstand imod demokratiet end mange af de eksisterende religioner. Islam er heller ikke en særlig reformvenlig religion, som nemt kan tilpasses moderne tider, hvor demokrati repræsenterer det dominerende træk. Det er måske af denne grund, at det ikke er lykkedes muslimske reformister at gennemføre en rigtig modernisering af islam. I stedet for at bestræbe sig på at demokratisere islam og muslimske samfund er mange blandt dem travlt beskæftigede med at islamisere demokratiet. Med en række påstande, som at islam skulle være kompatibel med den universelle menneskerettighedserklæring, eller at islam i sig selv er demokratisk, er de i realiteten ved at etablere islamokrati i stedet for demokrati.”

“Det er simpelthen nødvendigt, at de moderate muslimer erkender, at islam har et problem med demokrati og menneskerettigheder. En sådan erkendelse er første skridt mod en løsning af problemet. I stedet for hele tiden at forsvare islams integritet og hævde dens fuldstændig fredelige karakter er det på tide, at man begynder at være lidt mere kritisk og at engagere sig på demokratiets side.”

Oploadet Kl. 09:11 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige side



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper