14. marts 2020

Kulturmarxister til forsker, der advarer om faldende fertilitet: Skal det nødvendigvis være ‘hvide børn’

Politiken kalder Mons Bissebakker, Lene Myong og Michael Nebeling for forskere, men de er vel mere aktivister, og et lektorat på Københavns Universitets ‘Center for Køn, Seksualitet og Forskellighed’ borger ikke for andet end kulturmarxisme. I læserbrevet herunder kritiserer de professor Niels Erik Skakkebæk, der argumenterer for at de lave fertilitetsrater vi har i Danmark og de industrialiserede lande udgør ‘en eksistentiel trussel’.

Det støder trioen, da det indikerer at Danmarks eksistens ikke kan baseres på ikke-vestlig masseindvandring. At den danske egenart ikke kan baseres på indvandring fra Afrika og Mellemøsten… Fra Politiken.dk – Forskere kritiserer kollegaer: Er det kun hvide børn, der kan sikre samfundets overlevelse? (kræver login).

Før man beskriver faldende fertilitetsrater som en trussel mod vores samfunds eksistens, skylder man også at forholde sig til migration.

I et stort opsat interview (Politiken, 23. februar) optegner professorerne Ayo Wahlberg og Niels Erik Skakkebæk en dystopisk fremtid præget af faldende fertilitetsrater i industrialiserede lande. I alarmerende vendinger beskrives det som en eksistentiel trussel, som både civilsamfund og politikere må konfrontere sig med. Forskerne understreger, at de ‘ikke har personlige eller politiske holdninger til hverken indvandring til lande, der mangler arbejdsduelige hænder, eller de forandringer, der sker i samfundene som følge af lav fertilitet’.”



20. april 2019

Kulturmarxister om Paludans symbolske vold: ‘Ytringsfrihed våbengøres mod minoriteter, antiracister’

Jeg kan kun advare unge mod at læse humanistiske fag på universitetet. Det kan gå gruelig galt, og passer man ikke på risikerer man helt at miste jordforbindelsen. Pernille Skipper er klog nok til at flytte fokus, men der sidder forlæste kulturmarxister rundt omkring på fakulteterne, og kæmper hårdt for at gøre offer til skurk, skurk til offer.

Herunder lidt fra en længere tekst om Rasmus Paludans besøg på Blågårds Plads og efterfølgende indvandreroptøjer. Det er, om ikke andet, så i det mindste jævnt underholdende. Lene Myong og Michael Nebeling på Peculiar.dk – Racismens vold er modstandens kontekst.

“For mange beboere på Nørrebro har politiets tilbagevendende iværksættelse af visitationszoner medført hyppig kontakt med politiet, hvor især racialiserede mænd mistænkeliggøres og underkastes statens overvågning. … Disse tiltag bør forstås i sin racialisere(n)de kontekst: Det er styrings- og overvågningsformer, der enten er direkte målrettet bestemte racialiserede grupper (som Ghetto-planen) eller som gennem racial profilering og på grund af zonernes geografiske placering rammer racialiserede personer særligt hårdt.

Det er derfor vigtigt at forstå, at før de brændende containere, brosten og vejafspærringer har volden på Nørrebro allerede længe været tilstede i form af regeringens racistiske politikker og tiltag. …

Selve denne udpegning af et område som voldsforherligende er med til at rammesætte de sociale og antiracistiske kampe som meningsløs ødelæggelse. Rammesætningen afkonteksualiserer begivenhederne fra den sociale marginalisering, som effektueres gennem racialisere(n)de værktøjer som ’hjemsendelsesydelse’, ghetto-plan, osv.

Iscenesættelsen af Paludans modstandere som voldsglade tåber afpolitiserer dermed modstanden og gør det svært at forstå kampene som reaktion og modstandsform mod en bredere social virkelighed.

(Offer for ’symbolsk vold’ talte ‘modsstandssprog’, og overmandes af statsracister, Nørrebro, 2019)

På sin twitter-profil har udenrigsminister Anders Samuelsen derimod haft travlt med at fremstille ‘ytringsfriheden’ som det egentlige offer i en kamp, hvor det ikke er Paludans racisme, men reaktionerne på denne racisme der udråbes som ’skandaløs optræden’ og ‘ytringsfrihedens fjender’:

Samuelsens standpunkt fortæller noget om ytringsfrihedens racistiske logikker, men også om hvor selektivt den ‘frihed’, der agiteres for, bliver operationaliseret i offentlige debatter. Det er nemlig en stadig stigende tendens, at ytringsfrihed våbengøres mod minoriteter, antiracister og folk, der taler magten imod.

… Med den forenklede og racialisere(n)de rammesætning af moddemonstraterne som rå og udemokratiske voldsmænd umuliggøres ethvert tilløb til at forstå deres aktioner i en social kontekst. Men som Jonas Eika har bemærket, kan man netop ikke vurdere legitimiteten af moddemonstranternes reaktioner over for politiet uden, at vi samtidig taler om bolig- og udlændingepolitik som statsracisme.

… hvorfor er det dem, som gøres til genstand for symbolsk vold og racistiske artikulationer, som bærer ansvaret for at skabe en demokratisk samtale? Vel at mærke med en racist, som på ingen måde selv er investeret i en ‘habermasiansk samtale’ og som aktivt agiterer for apartheid-lignende tilstande. …

Noget af det mest problematiske ved ideen om det pædagogiske argument eller den demokratiske samtale som racismens eneste legitime modsvar er dog, at voldsproblemet forskydes fra racismen til antiracismen. Det, der sker i denne bevægelse, er ikke kun, at den hvide majoritets definition af legitim og illegitim antiracisme bliver til lov, men også at forståelser af racisme som voldsudøvelse og voldsmonopol glider i baggrunden, netop fordi vi tvinges til kun at fokusere på den vold, som forbindes med antiracisme.

… politisk modstand har mange sprog, hvor af et er argumenter i en offentlig debat, et andet vrede og et tredje er brændte containere. At insistere på at forstå og kontekstualisere de brændende bilers modstandssprog er ikke et forsvar eller en apologi for antiracistisk vold, men en insisteren på, at reaktionerne ikke eksisterer i et tomrum.”

(‘Institut für Sozialforschung’ i Frankfurt, hvor Jürgen Habermas huserede)



22. november 2011

Støvring problematiserede multikultur og fik svaret: “.. hvis bare der var milliarder af farver”

Lørdag middag sendte P1 et afsnit af Netværket, et tre kvarter lang samtaleprogram, hvor et lille panel forholder sig til aktuelle problemstillinger. Emnet var racisme, og paneldeltagerne der var sat stævne for at diskutere korte båndede interviews, bestod denne gang af Dorte Toft (journalist), Nikolaj Henningsen (socialrådgiver) og Ann-Elisabeth Knudsen (lektor), der havde helt analoge holdninger.

De indlagte interviews fra personer der talte racisme-problemet op, bragte ikke sindene i kog, men i slutningen af udsendelsen blev der også tid til en kort kommentar fra Ph.d. Kasper Støvring relateret til multikulturalisme. Han fortalte tørt og ukontroversielt om manglende tillid mellem folk og faldende sammenhængskraft, og pludseligt forsvandt den gode stemning.

Studieværten ændrede toneleje, og så gik de ellers i samlet flok angreb på Støvrings konklusion uden på nogen måde at strejfe det han sagde. Dorte Toft, der tidligere havde talt om racistiske blogs og ‘det nye Holocaust’ mod muslimer, blev pludselig den moderate.

Ann-Elisabeth Knudsen, der mest talte om behovet for statsfinansieret modersmålsundervisning problematiserede, ikke Jacob Holdts postulat om at danskerne var mere racistiske end Ku Klux Klan, men Støvrings undersøgelse – “Hvem har fundet på at stille det der spørgsmål?” Man skal ikke stille spørgsmål, hvis man ikke vil høre svaret, og det ville DPU-lektoren ikke.

Nikolaj Henningsen var dog værst, idet han vævende fablede om at Støvring brugte statistik til at fremføre ’skjulte budskaber’, noget han som en klog mand, burde holde sig for god til. Slutteligt sammenfattede P1-værten panels holdning. Det var vigtigt at tale om tingene, men at det skulle ske på en ‘ordentlig måde’. Uden at problematisere multikulturalisme, forstås.

Delvis transskription af Skrub hjem, hvor du kommer fra!

Lene Juul Bruun, P1-vært: Dorte, er det din opfattelse at det er blevet sværere at være anderledes i Danmark?

Dorte Toft, journalist: Det er ingen tvivl om, at det er blevet langt langt sværere end det var tidligere. Da jeg skulle ind til det her program, så gik jeg lige ud og søgte på nogle af ordene her, og jeg endte på nogle sider der dryppede af foragt, det var fuldstændigt, altså man kan slet ikke forestille sig, hvordan folk kan tage sig selv til at skrive sådan nogle ting. Men det er det der er kommet fuldstændigt frem nu. Noget af det der før lå i ormehullerne, det er nu ude i den offentlige debat.

Lene Juul Bruun: I hvert fald på internettet. …

Lene Juul Bruun: De seneste tal fra Rigspolitiet viser at der de seneste fem år har været 190 sager om overtrædelse af racismeparagraffen, det er muligvis kun toppen af isbjerget. Formanden for Adoption og Samfund Michael Paaske har nemlig spottet en øget tendens til racisme.

Michael Paaske, Adoption og Samfund: Jeg er bekymret over den udvikling vi mener der er sket, de sidste 5-10 år. …

Lene Myong, Adjunkt: Et af de problemer der er med hverdagsracismen

Lene Juul Bruun: Foredragsholder Jacob Holdt mener at den gennemsnitlige dansker er mere racistisk, end den racistiske amerikanske organisation Ku Klux Klan. Det begrunder han med at Ku Klux Klan-medlemmer er ofre for en fattig og barsk barndom…

Lene Myong: Jeg mener det er vigtigt vi anskuer racisme, ikke bare som et individuelt fænomen, men som en mere strukturel problematik, som netop gør, at der kun er hvide modeller på damebladene, fordi det er skønhedsidealet, fordi skønhedsidealet er hvidt, eller at man synes det er i orden at det er brune og sorte mænd man kropsvisiterer i bestemte zoner på Nørrebro for eksempel, og ikke alle mulige andre.

Lene Juul Bruun: … det som nogle kalder den skjulte hverdagsracisme, hvor udbredt tror i den er i dag i Danmark, Dorte. Altså, du været på nettet, og kigget på blogs, der møder du den… Hverdagsracismen, hvor udbredt tror du den er?

Dorte Toft: Jeg tror den er meget stor, jeg har en rem af huden – nogle gange kan jeg blive forfærdeligt irriteret når jeg ser de helt tildækkede kvinder gå ned ad gaden, og tænker hvorfor, hvorfor, hvorfor? Nu har vi kæmpet i så mange år på ligeværdighed, og alt det der andet – altså vi har alle en rem af huden. Men forhåbentligt, det der beviser intelligens, er vel at man er i stand til at beherske den fordom – den rem af huden, som vi har. …

Nikolaj Henningsen, Socialrådgiver: Det er noget med Danmark, sådan nogle børnesygdomme… Vi er bange for det ukendte… Der er noget afmagt og noget angst…

Nikolaj Henningsen: Ja, jeg synes faktisk Jacob Holdt har en pointe. Ja, det er sat på spidsen… Vi skal holde fast i, at racisme er den der uvidenhed… det er en angst for noget ukendt. Det er noget vi ikke forstår, og mennesket reagerer angstfyldt på det nye. .. Det er ikke kun farvebestemt, det er også kulturbestemt, så det er noget vi ikke bare accepterer. …Når man ikke er i angst, så er man faktisk meget tolerant. Det er noget som hedder kultur, og så er der noget som hedder holdningsændring, og noget med noget psykologi vi skal ind og have fat på.

Lene Juul Bruun: Ann, hvad har gjort os bange…

Ann-Elisabeth Knudsen, Lektor: Det er en utrolig kompleks problemstilling… Altså der er en grund til, og vi har selv været med til at skabe problemet, at man kan være bange for at stå i en kø sammen med tosprogede drenge fra, nu står vi midt her i Århus, fra Gellerup, eller at man kan være bange for at lukke en med en anden hudfarve ind på et diskotek i Danmark. Noget af det handler om, at jeg jo mærker på mine skolebesøg, at allerede mens de er mindre så arbejder lærerne meget hårdt på at lave sproglige kodeks for hvordan en anden-etnisk-baggrund dreng på tale til en dansk pige i en 4. klasse. Må han godt kalde hende en luder? Og alt muligt andet. Altså de arbejder rigtigt hårdt med de der sproglige niveauer, og det er der en begrundelse for. Her i Danmark har vi sparet modersmålsundervisningen væk i rigtig rigtig mange områder i Danmark… Vi laver kunstige psykopater. Der er ingen grænser for, hvad man kan sige, når man ikke siger det på sit modersmål. … Vi har selv været med til at skabe nogle af de her problemstillinger, der gør at nogle af vore tosprogede har en grænseoverskridende adfærd rent sprogligt og værdimæssigt, som gør at vi bliver bange for dem.

Lene Juul Bruun: Jeg kunne også godt mig, at vi tager fat i vores egen berøringsangst…

Dorte Toft: … jeg oplevede nogle ældre mennesker, der sagde, at det jo også var fordi han er jøde… Den er jo blevet standset, men vi skal jo nødig ha’ en ny Holocaust for at få folk til at besinde sig. Så hvordan vi så ellers kan standse det, altså hvis vi ser – der er også racisme i Sverige, og alle siger så, at der er ytringsforbud, men hvis vi ser på Sverige, så er to af holdene i top-ligaen i fodbold, såvidt jeg forstår, jeg er lidt på udebane her, det er to hold fra Södertalje, to rene indvandrer-fodboldhold var det oprindeligt, og de klarer sig formidabelt – man har på fodboldbanerne, såvidt jeg kan se, det er min mand der er fodboldinteresseret, ikke mig. Så har de flere med en anden hudfarve, de har flere i deres tv-programmer med en anden hudfarve, sålænge vi gør det til noget helt usædvanligt, eller udelukkende importeret, at der er nogle med en anden hudfarve, så får vi jo ikke bevæget os. … Mit største ønske angående racisme, det er jo egentligt, at vi alle formerer os på kryds og tværs, så vi til sidst ikke har noget at lade hinanden høre. Jeg tror også vi bliver en meget stærkere race af det – i incitationstegn. Ligesom hunde, bastardhunde, de er knap så tossede i hovedet.

Lene Juul Bruun: Vi skal blande os noget mere med hinanden, er det budskab Dorte…

[…]

Kasper Støvring, Ph.D.: Multikulturelle samfund har det med at hæmme tillid mellem mennesker, at tilliden vanskeligt kan vokse frem når folk lever i forskellige kulturer. Multikulturalisme har en tendens til at skabe polarisering, spændinger, konflikter mellem mennesker. Man kan eksempelvis se på en undersøgelse CEPOS har lavet for et par år siden, hvor de spurgte etniske danskere om de havde tillid til hinanden, og der var det 90 procent der svarede, at det havde de. Hvor når de spurgte, om de havde tillid til for eksempel muslimer, så var det kun 55 procent, der svarede at de havde tillid. Det er et markant fald. Det har jo ikke noget at gøre med, at muslimer er notorisk upålidelige, slet ikke, det har noget at gøre med, at når man lever i parallelle samfund, som muslimer har en tendens til i Danmark, så har man vanskeligt ved at opbygge tilliden.

Lene Juul Bruun: – Siger Kasper Støvring, der sidste år skrev en bog om sammenhængskraft. Men måske skulle man kigge over Atlanten for at undgå at det multikulturelle bliver et problem. I hvert fald hvis man spørger Michael Böss, leder af center for canadiske studier på Aarhus Universitet. Han skriver i en kronik i Berlingske, at Canada er et lysende eksempel på, at multikulturelle samfund fungerer glimrende. Et eksempel som vi kunne lære noget af i Danmark. …

Kasper Støvring: … hvis det er en udvikling der fortsætter, så kan det være en trussel mod sammenhængskraften.

Lene Juul Bruun: – Sagde Kasper Støvring… Hvad forstår I ved et multikulturelt samfund?…

Nikolaj Henningsen: Ja, men jeg vil sgu gerne starte et andet sted. Nu skal jeg sige det pænt ik’. Men ham her Kasper Støvring, vær varsom med dit ordvalg, vær varsom, jeg synes faktisk der er en undertone som er problematisk i den måde han snakker på. Nu er vi måske lige inde ved sagens kerne, at der er noget der bevæger sig inde i mig, fordi – det kan godt være I andre ikke hører det, men jeg hører det. Jeg synes han bruger noget statistik til at fremføre noget lidt snerpet og lige lidt skjulte budskaber, som jeg kan mærke, der er noget inde i mig, jeg kan mærke mit hjerte slår lidt hurtigere, jeg ryger ned i maven, hvad er det lige der sker her, hvor er jeg på vej hen. Skal jeg bare lade mig forføre af retorikken… Parallelsamfund som muslimer jo tit vælger at leve i.

[P1-værten rømmer sig]

Nikolaj Henningsen: Vær varsom, Hr Støvring, specielt fordi, og det er jo ikke fordi jeg skal parallelisere til Hr Holdts ægte racisme, men du er netop en mand der har et kæmpestort ansvar, og social kapital – vær lidt inkluderende, vær lidt varsom med hvad det er for nogle ord du vælger. Specielt når det er baseret på tal, jeg ikke aner en fløjtende fis om passer. Så det har jeg bare brug for at sige.

Lene Juul Bruun: Så vil jeg spørge dig om noget andet. Det som han blandt andet siger er, at hans forskning siger at tilliden til hinanden i samfund hvor der lever mange med forskellige kulturer, daler. Hvordan skal vi forholde os til det, når Dorte samtidig siger, at hun ville ønske vi levede i samfund hvor vi blandede os noget mere med hinanden.

Nikolaj Henningsen: Jamen prøv her, jeg ved ikke, jeg kan, ved du hvad, jeg kan være en jubelromantiker, eller optimist, jeg er så skide-enig med Dorte. Jeg tænker, at hvis bare der var milliarder af farver, hvem fanden skulle man skyde hvis man var psykopat, det er derfor jeg elsker at være i New York – fordi, hvem fanden skal man skyde – alle er tossede, alt er åbent, alt er lukket – alt er alting på en gang. Det er jo det der er fantastisk ved den by. Omvendt ved jeg jo godt, at der er enormt meget racisme i New York, man skal være meget varsom med – siger man noget forkert om jøder – den der dobbeltbundethed – jeg aner ikke hvad det simple svar er, og jeg tror at i det rigtige multikulturelle samfund der er der modsatrettede kræfter, det er ikke bare en succes fordi man blander alt ned i en spand, så jeg har ikke svaret, men jeg er i hvert fald nysgerrig på, at når man er mange og der er forskellige farver, så er det svært at sige, at jeg foretrækker dig fremfor en anden, fordi der er sgu talenter alle steder, og der er dejlige mennesker alle steder, og hvis de står foran mig, så må jeg begynde at lede efter noget andet. Der tænker jeg ligesom Dorte – dejligt.

Ann-Elisabeth Knudsen: Jamen jeg reagerer også på Kasper Støvrings undersøgelse, og jeg kan ikke lade være med når han siger det om tilliden mellem mennesker i multikulturelle samfund, og når han så stiller spørgsmålet om du har lige så meget tillid til muslimer, så svarer en lavere procentdel at de har det. Så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan er det spørgsmål i grunden formuleret ik’, for her skal man passe på med at man ikke i virkeligheden banker en psykologisk mekanisme ind, når spørgsmålet stilles sådan, i forhold til hvordan man faktisk lever i det multikulturelle samfund, når man er i i det. Hvor tilliden godt kan være der, fordi vi skal fungere sammen i det daglige, men når du får stillet spørgsmålet, så tager du stilling til dig selv i forhold til de andre. Og så vil vi svare på det der holder for vores selv – jeg er forskellig fra, for det er en del af vores selvstændige egen identitet. Så når man stiller spørgsmålet på den måde, nu ved jeg ikke præcist hvordan han har gjort det – jeg reagerede også på det der. Hvem har fundet på at stille det der spørgsmål?

Lene Juul Bruun: Hvis jeg nu spørger, hvad er det for en samfund I ønsker, Nikolaj.

Nikolaj Henningsen: Jamen jeg ønsker det multikulturelle, jeg tænker vi skal – det lyder som noget pladder – men vi skal anerkende forskelle, og kigge på anderkendelsen, det der kan virke. Jeg tænker… det er kun starten det her, så vi bliver nødt til at mærke efter hvor de her grænser er… Jeg disser ikke hans kompetencer, jeg tror han er en klog mand, men der er bare nogle konnotationer jeg ikke bryder mig om.

Ann-Elisabeth Knudsen: … Lige præcist Canada…. De er jo et foregangsland for det vi håber der skal ske i Danmark med den sproglige integration. Det er den ene ting. Jeg går også ind for et multikulturelt samfund, ingen tvivl om det, men her kan jeg godt mærke jeg bliver en lille smule reaktionær, for samtidig skal de også stå for danske normer, danske regler, danske værdier, ligesom jeg prøver at indrette mig når jeg tager et andet sted hen, så er vi også nødt til at blive bedre til at stille krav.

Lene Juul Bruun: Hvis man skal forsøge at binde en sløjfe på det her emne… så er det, igen, vigtigt at tale om det, men man skal tale om det på en ordentligt måde, kan man vel konkludere ud fra det i har sagt her.



24. april 2010

Ph.d. Lene Myong: “Det er vigtigt at anerkende, at racisme er et væsentligt problem…”

Multikulturel propaganda forklædt som anti-racisme. Fra Information – Hudfarven betyder faktisk noget.

Der findes i Danmark en fortælling om, at hudfarve ikke har nogen betydning. At vi i den forstand alle er farveblinde, og at vi alle bliver behandlet lige. Det hænger sammen med en forestilling om, at Danmark er et tolerant og åbent samfund.

Sådan forklarer Lene Myong, ph.d. og ekstern lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, den såkaldte idé om ‘farveblindhed’, som hun mener er kendetegnende for det danske samfund.

»Det er vigtigt at anerkende, at racisme er et væsentligt problem i det danske samfund. Ikke kun i form af enkeltindividers fordomme, men også på et strukturelt niveau, og det kan for eksempel være, hvis politiet på Nørrebro automatisk visiterer unge mænd med brune kropstegn, eller når nogle danske dameblade ikke vil bruge sorte forsidemodeller. Og i den sammenhæng bliver det problematisk at benægte, at hudfarve får betydning i menneskers liv, for det gør det rigtig vanskeligt at tale om erfaringer med diskrimination,« siger hun…

Racisme er ikke kun et fænomen, der findes på arbejdsmarkedet, på gader og stræder efter mørkets frembrud eller hos nynazisterne i Greve, pointerer Lene Myong…”

Oploadet Kl. 09:22 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper