6. december 2020

Nørmark: Rosa Lund og Bwalya ser hudfarver, hvor ‘lokalsamfundet på Bornholm faktisk ser individer’

Dennis Nørmark er mere liberal end godt er, men kritikken af ‘den politiske elite og Københavns stærke antiracistiske miljø’ er ret så præcis. God kommentar om årets mest omtalte drab i Weekendavisen – De farveblinde.

“… For en storbygruppering af meningsdannere er det ganske enkelt usandsynligt, at folk fra en lavere socialklasse end deres egen har sorte venner. De har igennem årtier gået og fortalt hinanden, at kældermenneskene ude fra Udkantsdanmark er uoplyste bonderøve, der slet ikke er i stand til at mestre den slags tolerance og menneskeligt storsind, der skal til for at have en sort ven. …

Men hvis man kender lidt til samfundets socialklasser, vil man vide, at lige præcis ‘de farvede’ altid har boet dør om dør med samfundets underklasser. … Til gengæld synes jeg, det er mere relevant at spørge om, hvor mange gode venner blandt muslimske indvandrere storbyeliten selv kan tælle på fingrene? Hvor mange Mohammeder og Samiraer sidder bænket omkring bordene på Østerbro og i Nordsjælland til den hvide overklasses parmiddage?

I virkeligheden er spørgsmålet her, hvem der egentlig er de farveblinde, og hvem der åbenbart ikke magter at tænke om en sort mand på Bornholm, at han kan have ret mange andre identiteter end bare sin hudfarve?

Jeg kan sagtens forestille mig, at en ung hvid mand fra Bornholm kan være frustreret over alle de indvandrere, som overklassen igennem tiden har lukket ind i hans land, og blive politisk vakt til, dumt og provokerende, at tatovere et hagekors på sig selv i afmagt og frustration og rumme denne vrede i samme hoved, som tænker, at hans gode ven Phillip naturligvis ikke er ‘én af dem’. Det kan jeg forestille mig, fordi jeg har set det i mit liv mange gange. Noget er politisk holdning, noget andet nære venskaber.

Spørgsmålet er, om det i virkeligheden ikke er Rosa Lund og Bwalya Sørensen og andre fra det antiracistiske heppekor i storbyen, der ikke længere magter at lave den samme skelnen? Om det ikke er dem, der kun ser farver, hvor lokalsamfundet på Bornholm faktisk ser individer?

(Politiken, forside, 6. juli 2020)

“Jeg forstår godt, folk tænker, det er racisme. M er fremmedfjendsk i den forstand, at han er imod dem, der kommer hertil og ikke integrerer sig. Men ikke dem, der er født her. Jeg er selv halvt pakistaner. Ham, der blev slået ihjel, var halvt afrikaner, vennegruppen består af folk i alle farver. Og han har aldrig sagt så meget som ét grimt ord til os. Spørg hvem som helst på øen. Det her er ikke racisme.” (Emma Saksaa, cit. fra Weekendavisen, 2020)



5. juli 2011

Ole Thyssen om grænsekontrol: “Pludselig er vi igen spærret inde i sådan en slags fængsel”

Jeg hørte P1 dagligt for år tilbage, men har forlængst konkluderet at livet er for kort til statsfinansieret propaganda. Et par citater fra P1 Formiddag i går, hvor antropolog Dennis Nørmark og professor Ole Thyssen debatterede under overskriften Dansk er bedst.

Ole Thyssen: Jeg blev lidt trist med den der grænsekontrol, fordi jeg har sagt åbenhed – nu kan vi bare tage til Sverige eller Tyskland, Verden er åben – vi er en del af Verden, lige pludselig, så kommer der pludselig rød/hvide striber, altså med tykke toldere, der står og kigger ind, og aktiverer ens dårlige samvittighed. Har jeg nu taget noget forkert med? Pludselig er vi igen spærret inde i sådan en slags fængsel, en slags Danmarks-fængsel, pas på os – de fremmede er derude, de vil os det ikke godt…

Thomas Kofoed Poulsen, P1: Vi er jo sådan set det eneste land i EU, der har fundet behov for at stramme op på det her. Hvorfor tror du lige det er Danmark der gør det?

[…]

Dennis Nørmark, antropolog: Hvis vi endelig vil gøre noget ved den internationale kriminalitet i Europa, så kunne vi jo samarbejde med de andre. Men det har vi så også valgt at sige, ej det dur ikke… Vi har jo selv bedt om et retsforbehold i EU, som gør at man ikke kan gøre den form for samarbejde…



15. april 2011

Dennis Nørmark: “.. kun 5 procent af danskerne har høje multikulturelle kompetencer”

Dennis Nørmark er medlem af Liberal Alliance (tidl. Radikale Venstre, Ny Alliance, Borgerligt Centrum), men selvom han på papiret er borgerlig, er han alligevel en integreret del af problemet. Der er intet borgerligt ved kulturrevolutionære. Fra Politiken – Antropolog: Fremmedfjendske danskere tænker med stenalderhjernen.

“Solen bager, varmen flimrer, og på den afrikanske savanne vandrer en flok stenaldermænd fredeligt fremad, da et stort dyr dukker op. Måske en okse, fire ben, flere hundrede kilo muskler og to horn rejser sig ret foran, og mændene reagerer, som deres hjerne er programmeret til: Her er et ukendt væsen, det er faretruende, jeg går til angreb.

… vi reagerer stadig med stenalderhjernen og lægger ud med afstand eller vrede, når vi møder en, der ikke ser ud som os selv. Især danske hjerner har ikke fulgt med den kulturelle udvikling, provokerer antropologen Dennis Nørmark i en ny bog. …

»Vi er måske ikke mere stenaldermænd end alle andre, men vi er dårligere til at holde styr på stenalderreaktionerne, fordi vi bare ikke er vant til at møde så megen mangfoldighed«.

»Jeg mener simpelthen, at man er nødt til at finde en balance mellem den totale øllebrødshumanisme, hvor alt bare er lige godt, og så den her stupide, nationalistiske afvisning af alt fremmed, som jeg iagttager«. …

[…]

Dennis Nørmark nævner blandt andet Undervisningsministeriets tidligere undersøgelse af danskernes kompetencer. Den viste, at kun 5 procent af danskerne har høje multikulturelle kompetencer…

»… vi har ikke en høj tillid, fordi vi er bedre mennesker. Vi har en høj tillid, fordi vi er meget ens og tør være tillidsfulde. Det er der selvfølgelig så en række kulturkonservative, der bruger som argument for, at vi skal forblive meget ens«. …

»… Der findes kulturkonservative, der vil rulle det hele tilbage til det homogene samfund, men de lader jo stenalderhjernen vinde. I stedet bør vi lære at disciplinere vores primitive natur«. …

Og det kan vi godt, viser Dennis Nørmark med flere eksempler. Blandt andet fra Søndervangsskolen i Aarhus, hvor man konstaterede, at eleverne ikke lærte noget under ramadanen, fordi de var kraftesløse. Man inviterede forældrene og spurgte: »Er vi enige om, at målet er indlæring?«. Det var der enighed om. Derpå kunne skolen påpege, at det mål ikke kunne opfyldes uden mad. Forinden havde skolen også sat sig ind i, at Koranen kan operere med undtagelser fra fastereglerne.

Oploadet Kl. 03:54 af Kim Møller — Direkte link56 kommentarer


3. juni 2007

Helmuth Schledermann: Sharia er for nuværende uforeneligt med demokrati og humanisme

Fra Jyllandsposten. Dennis Nørmark anmelder Helmuth Schledermanns Gensidig tålsomhed – Islam og Vesten – juridisk politisk.

“Helmuth Schledermanns bog ”Gensidig tålsomhed” var oprindeligt en artikel, som blev afvist. Efter hans eget udsagn en afvisning, der tilmed var stærkt følelsesbetonet. For Schledermann, som er historiker med speciale i retshistorie, kunne ikke få banket ind i hovedet på sine kollegaer, at det var umuligt at skrive retsligt om islam og vesten uden også at inddrage politik og religion. For i islam er den slags vævet totalt ind i hinanden. Politisk korrekt, eller ej.

Om dette forhold handlede artiklen, der blev skrottet, og bogen, som i stedet er udkommet: Hvordan i alverden skal vi leve og tåle hinanden, når vores syn på, hvad der er ret og rimeligt, er så forskellige, og når de begrundelser, som vi hver især anvender, er ligeså?

For der er ingen grund til at skjule det, der er væsentlige forskelle på, hvad der er retfærdigt ifølge sharia, og hvad der er det i europæisk og dansk ret. Dem, der ikke vil indrømme, at det forholder sig sådan, har enten læst lidt for selektivt på kilderne eller næres af et dybfølt ønske om, at ”i bund og grund er vi jo alle ens”. Det er den slags folk, der også kan finde feministiske synspunkter hos Muhammed eller kun refererer en islam-light fortolker, som ingen seriøs muslim respekterer.

[…]

Der er særligt tre områder, hvor retstraditionen fra islam kolliderer med vestens. Først og fremmest er vestlig lov rettet mod beskyttelse af individet overfor staten. Her fokuseres på rettigheder, der skal garantere, at forholdet til autoriteterne er tåleligt. Omvendt er der i sharia større fokus på pligter og ganske få rettigheder. Der er en masse, man ikke må, og ganske lidt man har ret til.

En anden væsentlig forskel er, at hvor vi i vesten taler om individuelt ansvar, så hæfter man i islam ofte kollektivt. Derfor kortslutter vores forståelse, når vi præsenteres for blodfejder og andre æressager. At hele familier kan holdes ansvarlige, er os totalt fremmed.

Slutteligt er der det åbenlyse problem, at sharia er forfattet af en gud, vi ikke kan se og høre, og som ikke gider begrunde, hvorfor hans love er, som de er (noget guder generelt ikke ulejliger sig med). Hvor den vestlige lov er erfaret, så er sharia åbenbaret.

Det er alt sammen uhyre vanskeligt at få til at rime med vestlige retsprincipper, og Schledermanns pointe er da også, at det skal vi heller ikke… Vi skal nemlig være uenige. Ikke flere bløde meninger, forståelse og snak, som Steffen Brandt engang sang det… Vi skal strides uden at gribe til vold. Men det kræver, at vi forstår, hvor uforlignelige vores synspunkter faktisk er. For først da kan vi råbe af hinanden på et kvalificeret grundlag.

Sharia er for nuværende uforeneligt med demokrati og humanisme. Der er ingen vej udenom det synspunkt, og det er vanskeligt at være traditionel muslim uden også at være fundamentalist. Når vi bøjer lovgivningen for at imødekomme muslimer, gør vi således en stor fejl. Vi kan nemlig kun være uenige, og muslimer i Europa må tåle, at her gør vi det på vores måde. Vesten er ikke muslimsk. Det kan den naturligvis blive, men for nuværende må muslimer finde sig i, at den islam, de kan dyrke her til lands, forbliver en underligt amputeret én af slagsen.

Derfor vil vi tegne, spotte, spise, udtrykke, fordømme og kritisere alt det, vi vil. Og de må gøre nøjagtig det samme. På den måde får vi ikke et civilisationernes sammenstød, men i stedet en sammenstødenes civilisering. En anstændig måde at være uenig på. For uenige, det er vi, og alle dem, der siger noget andet, tager fejl.

Oploadet Kl. 20:10 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


17. maj 2007

Dennis Nørmark: Lad fiasko-nationerne i Mellemøsten passe sig selv

Mindre pragmatiske kulturkonservative end undertegnede har sagt det længe. Nu også Dennis Nørmark. Fra dagens Jyllandsposten – Lad Mellemøsten være.

“Det er på tide at tage hjem fra Irak. Og ikke kun fra Irak, det er i det hele taget på tide at trække det meste af det, vi har udstationeret i Mellemøsten, hjem. Grunden er, at nok er nok.

Godt nok har mellemøsteksperter igen og igen fortalt os, at regionen er hamrende vigtig at få styr på.

Vi må gøre vores del og sætte ind med mandskab, diplomati, mægling og ressourcer, hver eneste gang endnu en fredsforhandling, regeringsovertagelse eller terroraktion har rystet det skrøbelige område.

Men tiden er faktisk kommet til at spørge:

Hvorfor egentlig? Hvad rager det egentlig efterhånden os, hvor meget de brænder sig selv, hinanden, deres broer og den hånd, der fodrer dem?

Er det ikke på tide at konkludere, at Mellemøsten mest får opmærksomhed, fordi det blot er et bizart sideshow, der altid giver lette og gode billeder af sure mænd, der bærer plakater og døde rundt i gaderne, skyder op i luften og futter et par israelske, amerikanske eller danske flag af (alt efter hvem, der har fornærmet deres sarte prinsessementalitet i denne uge).

[…]

Tag lige en dyb indånding og tjek tallene. Der bor færre end 200 millioner mennesker i Mellemøsten. Det er under 3 pct. af verdens befolkning.

Til sammenligning bor der i Europa og USA sammenlagt over en milliard.

Og olien skal vi nok også klare os uden. Det er stadig under 30 pct. af verdens råolie, der produceres i Mellemøsten, og selv ikke USA modtager så meget, som man måske skulle tro (17 pct. faktisk).

Vi skreg op om fetaeksporten, indtil vi indså, at Muhammed-krisens opmærksomhed i stedet åbnede nye markeder i de lande, vi faktisk respekterer. I længden tjente vi på gyngerne. Mellemøsten er overvurderet.

Den amerikanske økonom og politiske rådgiver Edward Luttwak sagde det meget rammende for nyligt, da han konstaterede, at »I Mellemøsten er klokken altid fem minutter i tolv.«

Enden er nær, advarer politikere og ballademagerne, der igen forventer, at vi for 117. gang forsøger at genoplive endnu en forhandling eller sende flere styrker, når endnu et problem med shiitter og sunnier eller Hamas og Fatah kræver akut opmærksomhed.

For ellers så. ellers så.

Ja men, ellers så hvad? Når vi er væk, begynder problemerne jo alligevel igen. Det nytter ingenting.

Spørgsmålet til alverdens politikere er, hvor lang en snor man fortsat skal give tilbagestående områder, der vitterligt ikke gør en tøddel for at forbedre sig.

Hvor langt skal man strække sig i forhandlinger med den ene bandit efter den anden?

Mellemøstens hære er notorisk dårligt udrustede og forbavsende lette at slå, så der er dybest set ingen militær trussel i sigte.

Ja, undtagen et par terroraktioner på vestlig jord i ny og næ, som i tabstal svarer til, når en større færge går ned.

I forhold til det bøvl, vi dagligt har med Mellemøstens jammerkommoder, er det vel egentlig ret billigt sluppet?

Danske soldater skal hjem, og med tiden bør mere følge med.

[…]

Hvis de virkelig vil være i fred (som de gang på gang siger, at de ønsker), så skal de få fred. På den måde vil de indse, at deres fiasko-nationer skyldes egen uduelighed og kun i ringe grad Vestens indblanding.

De kan sidde der dag ud og dag ind, brænde de flag, de har tilbage, og så komme med hatten i hånden, når de er parat til at opføre sig civiliseret.

Tålmodigheden med Mellemøsten (Irak, Iran, Syrien, det palæstinensiske selvstyre osv.) er opbrugt. Lad os i stedet vende os mod lande, der har potentiale, der kan hive andet end olie op af jorden, og som møder os med respekt.”

Oploadet Kl. 11:15 af Kim Møller — Direkte link70 kommentarer


15. marts 2007

En hel masse sandheder om venstrefløjen fra antropolog Dennis Nørmark

Dennis Nørmark var gæst i gårsdagens Krause på tværs, og selvom han ifølge eget udsagn er medlem af det radikale venstre, så sagde han ikke meget en Mikael Jalving, en Kasper Støvring eller en Henrik Gade Jensen ikke kunne have sagt. Måske er der håb igen for den akademiske verden. Her en lille smagsprøve citat fra en antropologs analyse af det han kalder en En virkelighedsfjern venstrefløj.

Dennis Nørmark: Jeg synes man skal prøve at undersøge venstrefløjen, og alle mulige andre politiske bevægelser, men nu har jeg bare beskæftiget mig med venstrefløjen gennem længere tid, og set på dem som mentale fænomener eller som kulturer. Det vil sige, jeg tror man får enorm meget ud af at se på politiske fænomener som om de var kulturelle fænomener. Fordi det er ikke nødvendigvis – folk spørger hele tiden – hvem er de her venstreorienterede du snakker om. Er det dem der stemmer Enhedslisten eller dem der stemmer SF? Nej! Det er dem der deler en venstreorienteret kultur. Hvilke vil sige et tankemønster, og en indstilling til nogle ting, som gør at de også stemmer politisk venstreorienteret, men ikke nødvendigvis behøver at gøre det, og det tror jeg folk havde svært ved lige at forstå, hvad det lige var hvad jeg mente med det. Og så var de sure over at man kalder det psyko-socialt – jamen det implicerer at en’s politiske holdninger bare er nogle modeller man render rundt med inde i hovedet, som ligesom godt kunne være nogle andre, at det ikke er udtryk for noget dybfølt, at det bare er udtryk for at den tilfældige virkelighedsopfattelse man nu engang har. Det jeg har hæftet mig ved har været, at man meget meget ofte når det drejer sig om den politiske højrefløj har været rigtige gode til at forklare det som et psyko-socialt fænomen. Altså Dansk Folkepartis succes bunder i at vi er ved at udvikle os til et samfund med mennesker der ikke har noget netværk, som har indre svinehunde, eller som er bange eller irrationelle eller tåbelige og så videre – der er næsten ikke den kultursociolog der ikke har været ude og forklare højrefløjen som et psyko-socialt fænomen, som et eller andet udtryk for en eller anden kedelig og tragisk tendens i nogle menneskers psykologi… Man har været ude og sige at det er udtryk for mangel på overskud og så videre og så videre. Det har man masser af eksempler på. Hvorfor må jeg ikke sige det samme om venstrefløjen?em>

[…]

Dennis Nørmark: Hvordan kan nogle lidt bizarre fænomener, og selvmodsigende politikker på venstrefløjen forklares ud fra sådan en skemateori, og en af de ting der interesserer mig meget, er hvordan man fra venstrefløjens side har været gode til at forsvare nogle mennesker langt op i, inden for de sidste ti-tyve år, som man egentligt principielt set burde være imod. Og der tænker jeg særligt på indvandrergrupper som er kvindefjendske, og hader homoseksuelle og er dybt religiøse, og traditionelt og reaktionært indstillet. Men man har ligesom beskyttet dem, og pakket dem lidt ind i vat fra venstrefløjens side, og ikke rigtigt ville tage de kulturelle problemer det medførte, særligt alvorligt. Og så tænkte jeg, hvordan kan det egentligt være – det har undret mig, det var det der fik Karen Jespersen til at skifte, hun sagde at det kan venstrefløjen bare ikke håndtere, det her fænomen.

[…]

Dennis Nørmark: Et andet skema der ligger på venstrefløjen er ideen om at mangfoldighed er godt, at det flertydige, det spraglede, det heterogene, alt det der, det ikke-lineære, alt det der på en måde stikker ud… Jamen det er også en forestilling man har der… Der er sket noget med den venstreorientede kultur, og det er derfor jeg tror det er meget mere gavnligt at snakke om den kulturelle venstrefløj end nødvendigvis den politiske venstrefløj. Det er en række tankemønstre som også afføder et politisk engagement.

Niels Krause-Kjær: … Når du kalder det den kulturelle venstrefløj, istedet for den politiske – hvor er kraftcentrene så? – hvor er kilden henne?

Dennis Nørmark: Jamen, kilden findes jo mange steder. Den findes jo meget i det kulturelle miljø. Sådan en som Erik Clausen er et godt eksempel på et kraftcenter for den slags, og nogle af hans andre ligesindede er gode til at komme og vise nye elementer af den her myte. Jeg hørte her for nyligt Anne Marie Helger sige noget der er meget interessant, som egentligt bare bekræfter det her, og det var da hun snakkede om danskerne. Meget apropos noget af det vi har snakket om, at deres yndlingsfarve var beige eller brun. At danskerne var leverpostejsfarvede, det der udtryk, og jeg sad sådan tilbage og tænkte at det der var jo venstreorienteret, men det har ikke en dyt med politik at gøre. Men det er et venstreorienteret synspunkt, fordi det taler ind i den her kultur, og når der sidder sådan nogle mennesker omkring og udbreder den der opfattelse på den måde, jamen så bliver kulturen holdt vedlige ik’. Og så tror jeg simpelthen også et meget væsentligt element er opdragelse. At mennesker bliver ligesom opdraget til at være – til den her myte, til de der forestillinger der ligger bag det.

[…]

Niels Krause-Kjær, P1: Når du så bruger ordet kultur-venstrefløj… Kan man være kultur-venstrefløj den ene dag, og faktisk stemme halvborgerligt den anden dag. Forstår du hvad jeg mener? – at der er sådan en skisma der.

Dennis Nørmark: Ja. Jamen jeg tror der ligger en forventning om det, at at der er den der forestilling om at mangfoldighed er altid godt, at jo mere mangfoldighed der er, jo bedre, jo mere spraglet som jeg sagde, jo mere der er sådan en form for diversitet i tingene jo bedre er det, og den ligger sådan og murer i det der miljø, og vi vil jo gerne have spraglet, vi vil jo gerne have alternativer, vi vil gerne have nyheder, mennesker elsker jo nyheder, tænk dig, der udfordrer nogle ting man vidste i forvejen. Det er vi alle sammen interesseret i. Men det der med at tro at mangfoldighed altid er godt, at det altid er noget der er fint, at det altid er at foretrække – eksempelvis processen fremfor resultatet, fordi det gælder om at diskutere, det gælder om at få meninger ud. Det bliver sådan en kultur omkring de der ting, og så synes jeg den er blevet noget overdrevet, så er den blevet et dogme. Så er det ikke noget – jamen det er fint der er andre meninger og ting tilstede, så bliver det dogmatisk, og så er det man render ind i en’s skemaer, en’s mentale politiske skemaer clasher og møder nogle andre skemaer.

Det siger sig selv Nørmarks tanker ikke blev vel modtaget på venstrefløjen: Pawsefisken I & II, Use of Weapons, Onkel Henning

Oploadet Kl. 18:42 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


30. januar 2007

Michael Kucirek om bz’ere: “Det er den slags svæklinge, et kastreret samfund avler.”

Fra gårsdagens Nyhedsavisen. Et læserbrev af stud. mag. Michael Munk Kucirek, som fortjener fremhævelse her. Fra Færre unge og flere urmagere.

“Urmageren, der i sidste uge skød og sårede to røvere, udviste stort statsborgerskab. Ikke alene forsvarede han sig selv og sine nærmeste, han forsvarede også landet og retssikkerheden… Måske tænkte han slet ikke, men handlede instinktivt, i panik. Men det ændrer ikke ved, at han gennemhullede det banner af blødsødenhed og inkonsekvens, der er det virkelige Dannebrog.

For når samfundet ikke er i stand til at beskytte borgerne, må borgerne beskytte sig selv. Og ville vi ikke have handlet ligedan? Aggression er en basal menneskelig impuls, de fleste mangler blot midlerne til at reagere på den. Og urmageren havde midlet. Så han reagerede. Forståeligt nok…

Nogle vil spørge: Vil selvtægt ikke skabe amerikanske tilstande? Vil det ikke være et farligt våben i en pøbels hænder? Vil det ikke lære Danmark skolemassakrer at kende? Jo, det er desværre konsekvensen, når samfundet svigter. Fejlen er ikke urmagerens, men politikernes. Det er dem, der er svaghedens bannerførere. At forsvare sig selv og sine nærmeste og dermed landet uden at skulle frygte at ende i et Kafkask mareridt bør være en grundlovssikret rettighed. Med andre ord: Urmageren bidrog til samfundet. Han udfyldte et tomrum. Et fravær af lov og retfærd…

Når nogle lægger den slags ofre på samfundets alter, er det desto mere ufatteligt at se andre kræve uden at give… Den hyppige forekomst af ordene »Vi vil have« i pressemeddelelsen fremsat i forbindelse med besættelsen af huset på Dorotheavej er således bemærkelsesværdig. De unge »vil have små biografsale (…), hvor man kan se film gratis hver søndag, når man er træt og vil slappe af.« De vil også »spise rigtigt tit og rigtigt billigt, måske endda gratis.« De vil »kunne gå i byen og få en lille fjer på uden at skulle leve af jord ugen efter af pengemangel. Vi vil gerne kunne se koncerter hver uge og måske købe en plade eller to og en T-shirt med hjem.«

Det vil jeg også gerne. Men nu er jeg på SU, så jeg må nøjes med at vente til fødselsdag og jul med at få cd’er og t-shirts… Med hvilken ret er det, at de »vil have«? Hvad vil de yde for at kunne nyde?

Det er den slags svæklinge, et kastreret samfund avler. Vi mangler en naturkatastrofe eller en krig. Først i manglen værdsættes overfloden. Mere vil blot have mere. De unge fra og for Ungdomshuset er at sammenligne med børn, der, når de ikke kan få deres vilje, skriger hysterisk og stamper i gulvet…

Så når politienken om nogle dage eller uger må gå hjem til sine børn og fortælle dem, at far aldrig mere kommer hjem, så må hun forklare, at det skete, fordi der var nogle unge, der ville have gratis cd’er og gratis T-shirts.”

Jeg sagde det samme, omend ikke helt så klart, i seneste udgave af Kaffeklubben på P1. Indslaget kan høres online, men advarsel – den første timer nynner hattedamerne helt igennem.

Opdate 31/1-07. Fra TV2 Online – Røver kræver erstatning af urmager.

“Mindst en af de to røvere, der blev skudt af en urmager i København, kræver nu en erstatning på flere hundrede tusinde kroner, skriver B.T. Erstatningskravet handler også om svie og smerte, tort, tab af erhvervsevne og eventuel tabt arbejdsfortjeneste.”

Opdate 9/2-07.

  • 5/2-07 P1 debat – Har venstrefløjen svigtet de svageste? (Dennis Nørmark vs Rosenkrantz).
  • 

    22. januar 2007

    “Det forbliver påstande om verden, der fungerer bedst som modvægt til verden.”

    Jeg mindes ikke tidligere at have citeret en antropolog for noget jeg bifalder, men ingen regler uden undtagelser. Antropolog Dennis Nørmark i onsdagens Jyllandsposten [via Punditokraterne] – Modkultur findes ikke.

    “Som antropolog har jeg beskæftiget mig med den politiske venstrefløj, og når folk spørger mig hvorfor, svarer jeg, at det skyldes fagets traditionelle interesse for det irrationelle. Det er lidt som med religion.

    Ligesom religiøse mennesker tror også mange venstreorienterede på forestillinger, der ikke direkte kan bevises, og som de aldrig opnår konkrete praktiske resultater med. Det forbliver påstande om verden, der fungerer bedst som modvægt til verden.

    Ikke som en del af den ansvarlige kedsommelige styring af systemet, men som et alternativ til denne.

    På denne måde er venstrefløjen som hunden, der hver dag løber efter sporvognen.

    Den dag den rent faktisk når sporvognen, ville den ikke ane, hvad den skulle stille op dem den. Nøjagtig på samme måde har venstrefløjen det med magten.

    Ligesom religiøsitet bør venstreorienterethed derfor studeres som et psykosocialt fænomen: Hvad får folk til at tro på noget, der først og fremmest er forestillinger og alternativer, inden i hovedet på dem selv.

    Det er måske hårde ord, men i disse dage har unge venstreradikale grupper forskanset sig i et hus på Nørrebro, som de proklamerer, de vil forsvare til sidste blodsdråbe. Derfor er det interessant at undersøge, hvorfor hulen man ikke tager imod de tilbud, man får præsenteret og hvorfor man holder fast i, at det, man laver i den saneringsmodne ruin på Jagtvej, er så vigtigt for samfundet. Min baggrund for at studere venstrefløjens forestillinger har været at studere det som kulturelt fænomen. Som forestilling, som skematik, som myte og fortælling. Min konklusion har været, at den yderste venstrefløj baserer sig på en række spekulative filosofier, der fungerer helt uafhængig af reelle erfaringer. Nøjagtig ligesom religiøse myter gør det. Hvis man skal forstå, hvordan det alternative rebelske og venstreradikale miljø tænker, må man forstå grundtanken bag forestillingen om en modkultur. I 2006 udkom på dansk en tankevækkende bog, af de canadiske filosoffer Joseph Heath og Andrew Potter ved navn Rebel Modkultur som globalt brand. En bog, der burde have fået mere opmærksomhed, for den er et hårrejsende og tankevækkende stykke analyse af en af de mest åndssvage ideer i moderne tid. Denne idé gennemsyrer samfundet, og ingen tør rigtig udfordre den. Denne idé er efter min mening også årsagen til, at ingen, der ønsker at bevare deres coolness factor offentligt tør kritisere Ungdomshuset. Idéen er forestillingen om modkultur.”

    […]

    Modkultur er noget vrøvl. Det er blot et udtryk for et håbløst forsøg på at være ny, kreativ og skabe opmærksomhed om sig selv. At sælge den slags som et oprør mod konformitet og vanetænkning er ganske enkelt et bedrageri. Men det virker. Det er smart, det er sexet, og det kan få selv den største idiot til at virke begavet og modig. Modkultur har intet at give os. Det skaber ingen politiske forandringer eller positive menneskelige resultater. Ungdomshuset er blot endnu et udtryk for netop modkulturens selvoptagede pseudo-revolution.

    Verden findes, og til alle dem, der stadig får blanke øjne, når de fortæller, hvordan man kan sige nej til det etablerede og finde sandheden ved at gå bag om vores fastlåste tankegang og den skjulte magt, er der kun at sige: Shut up and get real!”

    Oploadet Kl. 14:36 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
    

    6. januar 2004

    Antropolog Dennis Nørmark om Humanioras videnskabelige analfabetisme

    Glimrende kronik i Jyllands-Posten af antropologen Dennis Nørmark om Humanioras videnskabelige analfabetisme. Et citat:

    “Humaniora bedriver faktisk overhovedet ikke videnskab, men er – som professor i semiotik Per Aage Brandt engang har sagt det – en ‘meningsfabrik’. Humaniora beskæftiger sig med den videnskab og de resultater, de ønsker er sande og lader belejligt resten være. Af samme grund har humaniora konsekvent afvist, at Nyborg og andre forskere med provokerende synspunkter på det faktuelle plan kunne have ret. Eller rettere, de har konsekvent valgt ikke at forholde sig til denne mulighed. Hvis forskningen kommer med ubehagelige resultater, må det være forskningen, der er noget i vejen med, lyder forklaringen. En forskning har jo en hensigt, og hvis resultatet er dystert, må hensigten være den samme. Dette er den naturlig konklusion når man selv beskæftiger sig med meningsdanneri og ikke egentlig videnskab.

    Oploadet Kl. 11:24 af Brug Ger — Direkte linkSkriv!
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper