16. juli 2016

Tyrkiet under kupforsøg: “I alle højtalerne fra moskeerne blev der sagt, at man skulle gå på gaden…”

Et militært kup i Tyrkiet mislykkedes fredag aften, og man må formode at Erdogan fremover får nemmere ved at islamisere landet. Det er stadig uvist om kuppet kom fra sekulære dele af militæret, og lektor Mehmet Ümit Necef vurderer at den ideologiske bagmand er Fethullah Gülen, som Erdogan definitivt brød med i 2013. Gülen leder en mindre radikal islamisk bevægelse, der nyder stor opbakning blandt en del af officererne.

Detalje set på EB.dk.

“Den dansk-tyrkiske restauratør fra Kokkedal er i øjeblikket på ferie alene med sin datter i Gölbaşi ca. 20 kilometer syd for Ankara. Her oplevede den 25-årige i aftes og nat et sandt kaos, da de lokale moskeer fra minareterne kaldte alle på gaden for at stå imod kupforsøget.

– I alle højtalerne fra moskeerne blev der sagt, at man skulle gå på gaden for at vise, at alle står bag landet, siger Kemal Yalcin til Ekstra Bladet.

– Vi var også ude på gaderne. Først var der ingen, så var der rigtig mange mennesker, og det var ret vildt. Der blev også sprunget en moske i luften i nærheden af, hvor vi bor. …”

Oploadet Kl. 22:00 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


11. maj 2016

Thomas Hoffmann: ‘Jeg har været lidt træt af beskrivelsen af muslimer som nogle, der altid er reaktive’

Interessant artikel af Leny Malacinski, der har fået den helt rigtige overskrift. Herunder en bid fra Weekendavisen med Trevor Phillips, Mehmet Necef og ikke mindst Thomas Hoffmann – Gensidig modvilje (4. maj 2016, ikke online).

“For knap 20 år siden var han med til at gøre ordet islamofobi til hvermandseje i England, da han stod bag rapporten Islamophobia: A Challenge for Us All (1997). Dengang var Trevor Phillips formand for tænketanken The Runnymede Trust, der provomerer multikulturalisme. Den tidligere Labourpolitikers antagelse var, at indvandrere ekskluderes fra et fællesskab, som de ellers ønsker at blive en del af, men nu viser en undersøgelse blandt britiske muslimer, som han var med til at præsentere på britisk tv, at mange slet ikke ønsker at blande sig med ikkemuslimer.

Ifølge undersøgelsen træder hver femte muslim aldrig ind i et ikke-muslimsk hjem. 17 procent ønsker at leve et separat, islamisk liv. 40 procent mener, en kvinde skal adlyde sin mand. Halvdelen mener, at homoseksualitet skal forbydes, og hver fjerde ønsker sharia-love i stedet for demokrati. 18 procent sympatiserer med vold mod dem, der håner profeten Muhammed.

Undersøgelsen afslører et problem, som det ikke har været politisk korrekt at tale om, mener Trevor Phillips i dag.

‘Ikke-muslimer, som bor og arbejder i områder med mange muslimer, har været ubehageligt bevidste om forskellene længe, men mange er for bange for at blive stemplet som islamofober til at rejse diskussionen,’ skrev Trevor Phillips i The Times.

Hans erkendelse kaster nyt lys på, hvem der egentlig udelukker hvem i et multikulturelt Europa, der har forsøgt at knække koden til sameksistens med integrationsprojekter, dialogmøder og religiøs forståelse. … Den diagnoselignende tilstand, islamofobi, optræder i adskillige rapporter fra FN, EU og både nationale og internationale islamiske organisationer.

(Channel 4-dokumentar What British Muslims Really Think, 15. april 2016)

Mens det akademiske ordforråd er rigt, når det kommer til majoritetssamfundets udelukkelsesmekanismer, findes der ikke et tilsvarende ord for indvandrere, der fravælger danskere eller dansk kultur.

Hvad kalder man det for eksempel, når muslimer sender deres børn på muslimske skoler, hvor de vokser op uden en eneste dansk klassekammerat? Når det bruges som et skældsord, at nogen er blevet for dansk? Eller når muslimske forældre ikke accepterer, at deres barn gifter sig med en dansker? Af en undersøgelse fra 2006 fremgik det, at knap 7 ud af 10 danske muslimer ønsker, at deres børn gifter sig med en muslim, mens kun hver tredje dansker tillagde religionen stor betydning.

Danskerne var med andre ord mere tolerante over for ægteskab med en muslim end omvendt. Ifølge Mehmet Necef er det tegn på, at racisme mod muslimer overdrives på bekostning af langt mere problematiske mekanismer blandt dem selv.

‘Der findes ikke et modsat ord for det, så vidt jeg ved,’ siger Mehmet Necef, der peger på ‘ dano-fobi’ som det mest nærliggende.

[…]

Derfor er der brug for at forstå fjendtligheden over for Vesten og vestlige værdier på dens egne præmisser, mener religionshistoriker Thomas Hoffmann: ‘Vi må tro på det, folk siger. Hvis muslimer siger, de gør noget, fordi det står i Koranen, må vi tage dem på ordet og tage deres oprigtighed alvorligt,’ siger Thomas Hoffmann. …

Jeg har været lidt træt af beskrivelsen af muslimer som nogle, der altid er reaktive. Som om alt muslimer foretager sig, sker i en reaktion på noget, andre har gjort, og de ikke selv kan være proaktive og tage initiativ på godt og på ondt. Man vil gerne italesætte muslimer som passive ofre, og dermed overser man nogle teologiske strukturer og mønstre, der bruges aktivt af muslimerne selv.'”



31. marts 2016

Om ‘Multikulturalismens fælder’ (2016): “… multikulturalisterne kritiseres for at være.. verdensfjerne”

Tilbage i 2007 forsøgte et reklamebureau, at finde et nyt og bedre navn til Vollsmose. Blandt forslagene var ‘Svanesøen’, ‘Marguritstaden’ og ‘Rummeligheden’. I 2010 forsøgte et andet kommunikationsbureau at brande Vollsmose som det nye ‘Christiania’, og her kom de tættere på virkeligheden. Rent i etnisk henseende, og beskidt i alle andre.

Ny antologi præsenteres i dagens Jyllands-Posten, og meget indikerer at dele af forskningen nu ved ligeså meget om multikulturen som den gennemsnitlige dansker. Artiklen er fyldt med interessante detaljer, og mon ikke bogen kommer til at give genlyd på universiteterne – Paris har Montmartre, Odense har Vollsmose.

“Helle Lykke Nielsen kunne slet ikke få den rapport, hun sad med, til at passe med realiteterne i Vollsmose. Hun er lektor på Syddansk Universitet og var i gang med at undersøge, hvordan medier, lokalpolitikere og andre taler om den udsatte bydel i Odenses udkant. Undervejs i arbejdet faldt hun over udgivelsen ‘VisitVollsmose – Turisme som vækstgenerator’, en 55-siders sag med anbefalinger til, hvordan boligområdet kunne blive en turistattraktion.

‘Mine øjne var ved at falde ud af hovedet,’ fortæller hun. ‘Jeg blev faktisk en smule oprørt, og så begyndte jeg at undersøge nærmere, hvordan man kunne producere noget, der lå så langt fra virkeligheden,’ fortæller Lykke Nielsen, hvis analyse af Visit-Vollsmose-rapporten er blevet til et kapitel i den kommende bog ‘Multikulturalismens fælder’.

Rapporten udkom i 2012 og blev lavet i et samarbejde mellem et offentligt støttet mediehus i Vollsmose, et privat idébureau og Odense Kommune. Den fortalte om ‘et stort uforløst turismepotentiale’ i Vollsmose. Der var forslag om ‘unik lyskunst’, international gourmet (‘Vollsmose møder Noma’) og om at gøre området til en digital bydel. Vollsmose skulle satse på ‘de moderne turister’, som er spontane og søger autenticitet og ønsker ‘oplevelser med kant’, lød det i anbefalingerne.

‘Man tegner nogle meget lyserøde visioner om et spændende, multikulturelt område. Men planerne er fuldkommen afkoblet virkeligheden, og det kan godt undre mig, at man bruger skattekroner på sådan noget,’ siger Helle Lykke Nielsen.

… det er gennemgående i bogen, at multikulturalisterne kritiseres for at være nogle verdensfjerne typer, der ikke vil se realiteterne i øjnene, og som samtidig er parate til at kaste værdier som ytringsfriheden over bord i tolerancens navn. Særligt venstrefløjen, andre akademikere eller eksperter og dele af medierne står for skud. Antropologen Katja Kvaale skriver eksempelvis, at den danske lovgivning om familiesammenføring fik ’skurkerollen«, da det kom frem, at eksempelvis dansk-pakistanske par flyttede til Malmø for slippe uden om bl. a. 24-årsreglen.

Nogle fremstillede det, som om at de danske regler tvang folk til at flytte til Sverige, mens de gik let hen over, at dansk-pakistanere i tredje generation gifter ’sig inden for egen, helst oversøisk klan med fætre/ kusiner’, skriver Kvaale. … Tre forskere, som i 2011 udgav en rapport om ‘æresvold’ i etniske minoriteter, skriver i et kapitel, hvordan deres arbejde blev kritiseret af andre akademikere. Det var en uretfærdig og usaglig behandling, som bundede i, at nogle akademikere føler ubehag ved alt, der kan føre til negative nyheder om de etniske minoriteter – mener de tre forskere.

(Odense kommune, Visit Vollsmose, 2012)

Lektor Torben Rugberg Rasmussen ser nærmere på det ideologiske grundlag for venstrefløjens ‘indvandrervenlighed’. Han kommer frem til, at rollen som ‘empatisk medfølende eller heroisk kæmpende repræsentant for indvandrerne eller de etniske og religiøse minoriteter’ skyldes en søgen efter nye kampe, efter at klassekampen og kampen for den tredje verden på forskellig vis skuffede.

‘… Taler man om universitetsmiljøet, som generelt er til venstre for midten, skinner multikulturalismen igennem ved, at det vigtigste for nogle er, at de vil undgå at fremstå som racister,’ siger Torben Bech Dyrberg, som vurderer, at Dansk Folkepartis kritik af islam er en vigtig del af forklaringen. Partiet har ‘traumatiseret’ en hel generation af venstreorienterede, som ikke kritiserer islams dogmatik, fordi de ikke vil slås i hartkorn med DF, mener han.”



11. marts 2016

Marxistisk islamforskning: “… i islamforskningen er der en tendens til at nedtone islams betydning”

I kølvandet på udgivelsen af mit historiespeciale ‘Vejen til Damaskus – Dansk islamforskning 1885-2005’ (2008), var jeg et par dage i centrum af den danske islamdebat. Intet der kommer frem i ‘Moskéerne bag sløret’ er nyt, og som man kunne forvente har flere medier allerede nu påbegyndt modangrebet. Ingen imam er nogensinde citeret korrekt, ej heller på video. Det hele foregår naturligvis sideløbende med islamisters klapjagt på TV2’s muldvarpe.

TV2-serien vil blive en integreret del af bloggosfærens erfaringskatalog, på samme måde som ‘Undercover Mosque’ (Channel 4, 2007) og ‘Imamernas Råd’ (SVT, 2012) er det. Fokus i den brede offentlighed vil fortsat være på enkelte imamer, ikke Islam som sådan. Vi starter forfra hver gang.

Islamforskningen er en stor del af problemet, men ikke kun. Tina Magaard, Mehdi Mozzaffari og Mehmet Necef har sagt sandheden i årevis, uden det har gjort en videre forskel, og de er alle venstreorienterede. Der er en ubalance. Enhver der ikke bakker ind i debatten fra venstre, får slet ikke taletid. Når Rushys Roulette dækker emnet, så er der kun venstreorienterede i studiet. Herunder Jon Stephensen, der afviser enhver ubekvem oplysning med ‘det tror jeg ikke’. En historiker som Lars Hedegaard er helt fraværende, men hvorfor er en nulbon-teaterchef interessant? Når man tænder for P1 er det folk som Garbi schmidt og Brian Arly Jacobsen.

Professor Thomas Hoffmann er blevet mere ærlig, men han balancerer på et knivsæg, og mest citerede forsker de senere uger har formentligt været den relativt ukendte adjunkt Niels Valdemar Vinding. Han er så langt fra sandheden som man kan komme, en parodi på den Bæk Simonsen’ske skole, men det er i sidste ende ham der repræsenterer videnskaben.

Fredag dedikerede Jyllands-Posten en dobbeltside til den danske islamforskning, og det er ubetinget godt. De ukritiske forsvinder næppe fra medierne, men man kan da håbe at de i fremtiden får modspil. I så fald vil de tabe stort. Det er ikke nemt at markedsføre krig som værende fred.

(Professor Jørgen Bæk Simonsen til ‘Islamophobia’-kongres i Bellacenteret, 2006; Foto: Snaphanen)

Fra JP.dk – Islamforskning kritiseres for berøringsangst over for islam.

“Dansk forskning i islam har gennemgående været for fokuseret på at forsvare og forklare islam frem for at kaste et kritisk blik på de mere mørke sider i religionen. Det mener nogle islamforskere… Formanden for Forum for Islamforskning, professor Thomas Hoffmann, Københavns Universitet, peger på, at forskningen har forsømt at se på religionen.

… ‘Det er på sin vis meget ironisk, men i islamforskningen er der en tendens til at nedtone islams betydning og i stedet forklare sig ud fra kulturelle, politiske og økonomiske faktorer og sige, at det er ligegyldigt, hvad der står i helligskrifterne,’ siger han.”

Fra Har forskerne overset islams mørke sider? (kræver login).

“Jyllands-Posten har ringet til ham [Thomas Hoffmann, Kim], fordi forskere som Mehdi Mozaffari, Tina Magaard og Mehmet Necef angriber islamforskningen i Danmark for at være berøringsangst og for ukritisk over for de emner, som en række TV 2-programmer om moskéer på det seneste har taget op.

Havde vi haft en mere kritisk forskning, kunne man have afdækket, hvad der foregik bag de lukkede døre, og politikerne ville have haft et mere oplyst grundlag at handle ud fra, lyder et af kritikpunkterne. Et andet kritikpunkt er, at islamforskerne har fungeret som islams advokater frem for at gå kritisk til værks eksempelvis over for læsningen af Koranen.

Ifølge Hoffmann går danske forskere til islam og beslægtede emner på forskellige måder, men han giver kritikerne ret i, at en bestemt tilgang i mange år har spillet en dominerende rolle…

Tina Magaard er lektor ved Aarhus Universitet og har i mange år efterlyst en reform af islamforskningen, som, hun mener, har tendens til at blive for undskyldende og skyde skylden for integrationsproblemer over på danskernes racisme.

‘… jeg oplevede, at der i islamforskermiljøet var stærk modstand mod at tage de problemstillinger op. Social kontrol, juridiske parallelsamfund, islamiske autoriteter, der blokerer for integrationen, islamistiske bevægelser, der mener, at de er ved at erobre Europa osv., er alle ting, som jeg før har påpeget og fremlagt empiriske beviser for. Men det er i høj grad blevet benægtet, bortforklaret eller ignoreret af islamforskermiljøet,’ siger hun og tilføjer:

… Mehdi Mozaffari, professor emeritus på Institut for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser ved Aarhus Universitet, peger på, at den amerikansk-palæstinensiske Edwards Saids banebrydende værk ‘Orientalismen’ fra 1978 har sat afgørende spor i det danske forskningsmiljø.

‘Den grundlæggende tankegang er, at muslimer ikke har ansvar for deres egen situation, fordi det er Vestens og kolonialiseringens skyld,’ husker han fra sit første møde med islamforskningen, da han som iraner kom til Danmark i 1981.

‘Hvis man i en artikel antydede, at islam kan kritiseres, og at ikke alt er Vestens ansvar, blev det opfattet som racistisk, og man blev bombarderet som højreekstremist. Jeg oplevede et stort pres på universitetet,’ siger han.”

Mehmet Necef bliver mere konkret – Lektor: Marxisme i dansk islamforskning.

“Ifølge en af kritikerne, lektor Mehmet Necef fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, indgår der en marxistisk tænkning i tilgangen. …

‘I hele denne her teori indgår et mix af marxisme. Engang var den marxistiske teori, at borgerskabet udnytter arbejderklassen. Men arbejderklassen skuffede mange vestlige intellektuelle, fordi arbejderne ikke udlevede de socialistiske drømme. Så i 1960’erne ændrede man hierarkiet, så det i stedet var amerikansk imperialisme for oven og den tredje verden for neden – men der var stadig et hierarki,’ begynder han.

‘Men så gik det heller ikke længere med den tredje verden. Jeg kan huske min egen skuffelse – jeg var selv en af de vestlige intellektuelle – da det kommunistiske Vietnam overfaldt Cambodja, der var Pol Pot, der var bådflygtninge, der flygtede fra Vietnam og så videre. Men så blev den hierarkiske teori reddet af de muslimske indvandrere. Så nu hedder den: Majoriteten i f.eks. Danmark mod den muslimske minoritet.‘”



2. september 2015

“En af indvandrerne forulemper min søster nede på toilettet. Det bliver sagt til en medarbejder, men…”

Der er masser af blogværdige artikler i den her tid, og meget forsvinder som stjernemarkeret notat i min indboks. Fra Ekstra Bladet – Lyshåret kvinde: Træt af at indvandrere kalder mig luder.

“- Jeg er træt af at høre om hvordan udlændinge i Danmark føler sig dårlig behandlet. … Sådan indleder nationens! Charlotte T et læserbrev om at være lyshåret kvinde i Danmark 2015. … ‘Vi bliver jo slet ikke respekteret af vores gæster’, skriver hun og så fortsætter brevet ellers således:

– 16. august. Jeg befinder mig på casino, hvor der altid er fortrinsvis flest indvandrere…

– En af indvandrerne forulemper min søster nede på toilettet. Det bliver sagt til en medarbejder, men det hele bliver vendt til, at vi er racister.

– Og resten af aftenen kan vi høre ham og hans ven blive ved med at kalde os ludere.

– 21. august. Jeg sidder på en stensætning på Rådhuspladsen en morgen.

– Der opstår ballade med en stor gruppe somaliere. 6 politibiler med mandskab og hunde bliver tilkaldt. …

– Jeg sidder stille og kigger på hvad der sker, da en af de somaliere kommer løbende mod mig og siger, at jeg godt kan skride. Jeg skal ikke sidde der.

– Da jeg siger, at det skal han ikke bestemme, bliver jeg igen kaldt luder, skriver Charlotte…”

(Metroxpress, 28. august 2015: Hver tredje dømt for voldtægt er indvandrer)

“En del nydanskere kender ikke og forstår ikke dansk kønskultur. At det at en dansk kvinde, som går beruset hjem om natten ikke betyder, at hun er lettilgænglig.” (Mehmet Ümit Necef, kulturforsker)

Oploadet Kl. 11:47 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


3. december 2014

Muslimer topper kriminalitetsindeks: Misvisende at tale om ‘ikke-vestlige indvandrere’ som gruppe

Man kan vanskeligt adskille kultur og religion, og problemet er tydeligvis begge dele. Det er banalt, og egentligt et sygdomstegn at vi stadig i 2014 skal bruge tid på at diskutere hvorvidt Islam er problemet. Fra Altinget – Højere kriminalitetsrate hos muslimske grupper.

“Med kriminalitetsrater på under det halve af etniske danskeres, kan man ikke ligefrem beskylde kinesere, indere og filippinere for at fylde op i danske fængsler. Derimod er kriminaliteten foruroligende høj blandt en række andre indvandrergrupper. Og den ser ikke ud til at falde. Tværtimod er de samme grupper i toppen af kriminalitetsindekset år efter år.

Det er konklusionen, efter Danmarks Statistik i sidste uge offentliggjorde en række opsigtsvækkende tal i publikationen ‘Indvandrere i Danmark’. De knastørre tal understreger, at det er helt uden mening at komme ‘ikke-vestlige indvandrere’ i én stor kasse. For mens nogle grupper klarer sig fremragende i skolen og holder sig fri af kriminalitet, ser det langt mere dystert blandt andre grupper.

Østeuropæerne som polakker og rumænere har en mindre kriminalitetsrate end danskere, men her skal man være opmærksom på, at statistikken kun omhandler fastboende i Danmark. De sager, der har været om tilrejsende østbander, tæller ikke med her.

Danmarks Statistik har renset deres kriminalitetsindeks for de såkaldte socioøkonomiske faktorer. Der er ligeledes korrigeret for alderssammensætning, fordi der normalt vil være en større kriminalitet i populationer med mange unge. Tallene er altså umiddelbart sammenlignelige.

Alligevel begår libanesere i gennemsnit næsten tre gange så meget kriminalitet som vietnamesere. Begge grupper indeholder flygtninge. Libanesere ligger på indeks 308, hvis man renser for alder. Renser man også for socioøkonomisk status er kriminalitetsraten 254…

Blandt de ni etniske grupper med den højeste kriminalitetsrate er de otte muslimske. Eks-jugoslaverne er den eneste ikke-muslimske gruppe, der er med i toppen.

[…]

Libaneserne – der oftest er statsløse palæstinensiske flygtninge – har toppet kriminalitetsstatistikkerne i mange år. Men det er der særlige grunde til, mener den jurastuderende debattør Tarek Hussein…

‘Jeg tror ikke, placeringen på kriminalitetsstatistikken har noget med islam at gøre. Men man kan ikke komme uden om, at kulturerne i Mellemøsten er gået fuldstændig i stå de sidste 150 år,’ siger Tarek Hussein.

Kultursociolog Mehmet Ümit Necef fra SDU er en de førende eksperter i indvandrerforskning, og var for et par år siden medforfatter til bogen Er danskerne racister?. Han beklager, at debatten er så tabuiseret, at man ‘risikerer at blive slagtet,’ hvis man siger, at forskellene de etniske grupper imellem har kulturelle årsager:

‘Der er rigtig mange forskere, der har travlt med at benægte, at kriminalitet har noget med kultur at gøre. Det er problematisk,’ siger Mehmet Necef og tilføjer:

‘Jeg kan omvendt heller ikke dokumentere, at der er en kulturel forklaring. Men der er en del, der tyder på, at kulturen i hvert fald spiller ind. F.eks. er vold langt mere udbredt i Mellemøsten, og det kan være med til at forklare, hvorfor etniske grupper fra Mellemøsten begår mere vold end danskere. Nogle ser vold som et legitimt kommunikationsmiddel.‘ …

‘Jeg er også sikker på, at det noget med kulturen at gøre, når nogle etniske grupper er overrepræsenteret i voldtægtsstatistikken. Det hænger sammen med med kvindeopfattelsen og synet på førægteskabelig sex.'”

Oploadet Kl. 05:46 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


7. september 2014

Lektor Mehmet Ümit Necef: “… hvorfor skal man i et demokratisk samfund skjule sandheden for mig.”

Man kan ikke bekæmpe fordomme med afetnificering af kriminalhistorierne, forklarer Lektor Mehmet Ümit Necef i Berlingske – ‘Jeg vil kende voldtægtsmandens etnicitet’.

“… ifølge Mehmet Ûmit Necef foregår det overalt. Også i Danmark – i forskerverdenen, i medierne, hos myndighederne. Man skjuler etniciteten, fordi man ikke vil opildne til had. Og han har masser af danske eksempler på det.

Lektoren, debattøren og forskeren fra Syddansk Universitet, der selv har tyrkisk baggrund, kalder fænomenet ‘filtrering.’ Og det er et fuldstændigt misforstået hensyn, som trives særligt i kredse omkring venstrefløjen, mener Necef. I går fremlagde han sine eksempler på debatarrangementet ‘Ytringsfrihed og radikalisme’ arrangeret af Dagbladet Information.

Ønsket om at filtrere for at beskytte etniske minoriteter er som udgangspunkt godt, men som en kobra, der sluger sin egen hale, får det nogle meget negative konsekvenser. Det er en misforstået hensyntagen, og det er ikke den måde, vi kan bekæmpe fordomme mod hinanden på,’ siger Mehmet Necef.

[…]

‘Man kan se alle de krumspring, som journalister forsøger sig med for at undgå at nævne den etniske oprindelse. Men hvorfor skal man i et demokratisk samfund skjule sandheden for mig. Jeg vil gerne vide, hvilken etnisk gruppe en voldtægtsmand tilhører,’ siger Necef og tilføjer:

‘Jeg kommer selv fra venstrefløjen og har læst Politiken og Information, og hver gang jeg læser om en voldtægt eller om unge, der har kastet sten mod politiet eller lignende, så har jeg tydeligt kunnet se, at etniciteten var sløret. Så har jeg måttet ud og skaffe Ekstra Bladet eller BT for at finde ud af det. Det undergraver troværdigheden.’ …

‘Ja. For to måneder siden myrdede en tyrker sin ekskone. Jeg er selv tyrker, og jeg var i Tyrkiet, da det skete, og købte seks-syv aviser, og de skrev skamfuldt om det. Endnu en gang er der en af os, der har myrdet sin kone. Hvad tænker europæerne ikke om os? I danske medier stod der: En mand har myrdet sin ekskone. Borger angriber borger.'”

(Mere om konferencen ‘Ytringsfrihed og radikalisme’ på Snaphanen)

Oploadet Kl. 10:59 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


3. april 2014

P1 om ’strukturel racisme – Mehmet Ümit Necef om ’statistisk diskrimination’ og ‘velfortjent dårligt ry’

Onsdagens P1-stikprøve ville være en marxistisk overdosis for enhver højreorienteret blogger, og jeg holdt ikke længe. Emnet var Kald racisme for racisme, og så fik den fuld skrue med muslimer i offerrollen, sekunderet af forskeraktivisterne Mons Bissenbakker og Mathias Danbolt. På Facebook associerer de sig med grupper såsom ‘Refugees Welcome, Danmark’, ‘Støttekomiteen for Skjulte Flygtninge’, ‘Irakerne i Kirken’, ‘Bedsteforældre for Asyl’, ‘Ingen människa är illegal’ og alskens queergrupper. Nuff said.

(Mons Bissenbakker på Facebook)

Mehmet Ümit Necef stiller de helt rigtige spørgsmål i Politiken, men konklusionen er noget vag – Kan diskrimination bygge på statistik og rationalitet?

“I den internationale forskning findes en teori, der ikke på forhånd afviser, at diskrimination kan være rationel. Den kaldes ’statistisk diskrimination’. Her skelner man mellem to hovedformer for diskrimination: fordomsdiskrimination og statistisk diskrimination.

Nogle eksempler kan illustrere forskellen: En arbejdsgiver vil ikke ansætte tyrkere, fordi han ikke kan lide dem. Han synes, de er dumme og ubehagelige at være sammen med. … Her har vi et eksempel på en diskrimination, der er motiveret af negative følelser, irrationelle forestillinger og ubegrundede stereotyper over for en bestemt gruppe mennesker.

Lad os tage et andet eksempel: For nogle år siden hævede danske forsikringsselskaber forsikringsprisen for unge mandlige bilister. Selskabernes begrundelse var, at det statistisk kan dokumenteres, at unge mænd har større tendens til at blive involveret i ulykker. Det betyder, at også unge mænd, som kører forsigtigt og uden ulykker, straffes på pengepungen. De tilhører nemlig en køns- og aldersmæssig kategori, der har en højere ulykkesstatistik og for så vidt har et dårligt, men velfortjent ry.

Også det er et eksempel på forskelsbehandling. Men her bygger det ikke på uberettigede og irrationelle fordomme over for gruppen af yngre mænd, men på statistisk viden om en gruppes ‘negative’ karakteristika.

Den vigtigste forskel på de to former for diskrimination er motivationen. Adfærden, der kendetegner henholdsvis fordomsdiskriminationen og den statistiske diskrimination, kan i nogen grad ligne hinanden, og konsekvenserne kan også, men motivationen er forskellig. Mens den første er udtryk for fordomme, er den anden en form for ‘optimerende opførsel’.

I udlejningssager kan man kalde det ‘forsigtig opførsel’. Udlejeren turde ikke tage chancen med en udlænding. … Udlejerne vil normalt gå op i at finde folk, der ikke skaber problemer. Vanskelighederne ved at opnå information om den enkelte boligsøgende vil få udlejerne til at praktisere statistisk diskrimination. Det betyder, at et individ bedømmes ud fra de gennemsnitlige karakteristika for den gruppe, han antages at tilhøre. …

Når man på det teoretiske plan skelner mellem de to former, har det også en politisk gevinst. Man kan bedre bekæmpe racisme og diskrimination, hvis man er klar over, at moralske og altruistiske kampagner eventuelt vil virke over for den fordomsbestemte diskrimination, men sandsynligvis ikke over for den statistiske.

Det er vanskeligere at overbevise dem, der bruger statistisk diskrimination om, at de skal holde op med at bruge sorteringsmetoden.Det er vigtigt at skelne klart mellem på den ene side et velfortjent dårligt ry og på den anden side en fordom.

Karakteristika som race og etnicitet hænger i en del tilfælde og af historiske grunde sammen med potentialet for at skabe en række problemer for udlejere og andre involverede i en transaktion. Denne sammenhæng er netop den fundamentale grund til, at statistisk diskrimination praktiseres.

Ellers kan man ikke forklare, hvorfor så mange udlejere, hvis primære formål højst sandsynligt er at gå ind i en problemfri udlejning, og ikke at beskæftige sig med etniske eller racemæssige problemstillinger, benytter sig af statistisk diskrimination.”



25. oktober 2013

Tyrkiskfødt lektor: De danske værdier er bedre – Dansk lektor: Danskerne føler ‘vores værdier er bedre’

Artiklen har et par uger på bagen, men er yderst interessant, fordi eksperterne giver vidt forskellige forklaringer. Tyrkiskfødte Mehmet Ümit Necef mener danskernes antipati mod Islam kan være ‘rationel og velbegrundet’, da “vores værdier… er bedre værdier”. Omvendt mener danske Jens Peter Frølund Thomsen, at danskerne er ‘etnocentrisk’, og har en ‘grundæggende intolerance’, idet vi føler “at vores værdier er bedre… end dem, indvandrerne har”.

Havde det ikke været for den modige Necef, så havde Berlingske indhente kommentarer fra anden dansk forsker, der ligesom Frølund Thomsen promoverer en grotesk relativisme, der ser modstand mod Islam som udtryk for intolerance. Fra Berlingske – Hver tredje dansker: Vi er for tolerante over for herboende muslimer.

“En stor del af danskerne deler tilsyneladende statsministerens bekymring for, at hensynet til mindretallets kultur kan blive for stort – at vi ved at give mere plads til nydanskere får mindre plads til os selv. I hvert fald svarer hver tredje dansker, der ikke selv er muslim, i en ny undersøgelse som TNS Gallup har foretaget for Berlingske, at de oplever danskerne som værende for tolerante over for herboende muslimer.

… det er fuldt berettiget, mener Mehmet Necef, lektor på Institut for Mellemøststudier på Syddansk Universitet og en af forfatterne bag bogen »Er danskerne racister?«. I bogen konkluderer han, at danskerne ikke er racister, selv om flere forskningsprojekter i gennem tiden har konkluderet det. For danskernes modstand mod eksempelvis muslimer kan være helt rationel og velbegrundet, og det er ikke det samme som racisme.

[…]

Han påpeger, at irritationen ifølge Gallup-undersøgelsen rammer bredt politisk, idet alle partier er repræsenterede i gruppen, der mener, at danskerne er for tolerante.

’20 procent af dem, der stemmer Enhedslisten mener, at vi er for tolerante over for muslimer, og de øvrige partier er også repræsenteret. Så selv blandt multikulturalister, altså folk der har en positiv holdning til muslimer og indvandrere, er der en vis irritation. …,’ siger han. …

‘… Sagen er jo ikke, at det er vores værdier, men at det er bedre værdier. Et samfund, hvor mænd og kvinder er ligeværdige, er bedre, og et samfund, der respekterer minoriteter som homoseksuelle, er bedre,’ siger han. …

Lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Jens Peter Frølund Thomsen mener, at det mest overraskende ved undersøgelsen er, hvor lidt danskernes holdninger har ændret sig til trods for, at der efterhånden er gået mange år, siden de muslimske indvandrere kom til Danmark.

Assimileringskravet ligger ret tungt i den danske befolkning. Vi har en meget etnocentrisk kultur, og når man taler integration i Danmark, mener man i virkeligheden assimilation. …,’ siger han. …

‘Det mest rammende ord er etnocentrisk, der betyder en følelse af, at vores værdier er bedre end andres. De er bedre end dem, indvandrerne har. Det er en meget grundlæggende intolerance…’

Jens Peter Frølund Thomsen mener, at et af de største problemer i forhold til integration er, at danskere og indvandrere i meget høj grad lever parallelle liv, som sjældent krydser hinanden. Derfor bliver fordommene aldrig brudt. … Mehmet Necef mener ikke, at mere kontakt vil øge tolerancen og afviser den såkaldte ‘kontakthypotese’, der lyder, at årsagen til intolerance over for en anden gruppe er, at de ikke har kontakt med dem, og at hvis de havde kontakt, ville de være mere tolerante.

‘Men det er jeg ikke sikker på. Bor du som dansk intellektuel på Østerbro og har kun kontakt med indvandrere, som er dine kolleger eller medstuderende på universitetet, så stemmer du radikalt og er meget tolerant. Har du omvendt meget kontakt med indvandrere, bliver du mere indvandrerkritisk, fordi du oplever problemer med dem. For der er også en virkelighed derude, som kan være chokerende. Folk kan have rationelle bekymringer. Det er ikke det samme som at have fordomme,’ siger Mehmet Necef…”



11. januar 2013

Ny bog: Indvandrerforskningen har i tyve år ikke levet op til ‘almindelige normer for videnskabelighed’

Kulturmarxisterne vil næppe se noget legitimt i ‘kulturel profiling’, og det forstår man jo godt – det gør det jo væsentlige svære at bruge pseudo-forskningen politisk. Fra Berlingske – Du er ikke racist alligevel.

“I årtier har vi fået fortalt og genfortalt, at danskerne er særligt fremmedfjendske. Men det er en myte uden videnskabeligt belæg, lyder konklusionen i en ny kildekritisk forskningsbog, der udkommer i næste uge.

»Der er simpelthen ikke dokumentation i forskningen for at hævde den slags grimme ting om danskerne,« siger Henning Bech, professor i sociologi ved Københavns Universitet og en af forfatterne til den opsigtsvækkende undersøgelse.

Sammen med lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet Mehmet Ümit Necef har han gennemtrawlet store dele af den indvandrerforskning, som de seneste 20 år har beskrevet en udbredt og stigende racisme i Danmark… De to forskere konkluderer ligefrem, at store dele af indvandrerforskningen slet ikke lever op til almindelige normer for videnskabelighed.

Ifølge forfatterne er det f.eks. ikke udtryk for fremmedfjendskhed, hvis en far siger, at det »vender sig i ham« ved tanken om, at datteren fandt sammen med en mørk kæreste. Eller når en diskoteksejer afviser at lukke mandlige indvandrere ind på diskoteker.

Det er udtryk for farens »berettigede bekymringer« eller diskoteksejerens »økonomiske kalkyler«. Der er nemlig statistisk belæg for at formode, at en indvandrer fra bestemte etniske grupper vil have en undertrykkende adfærd over for kvinder eller vil skade forretningen på diskoteket.

Meget mere om bogen i Weekendavisen – Når man prædiker for de frelste (ikke online, af Jesper Vind).

“Konklusionerne når Bech og Necef frem til ved at bruge det mest ubarmhjertige videnskabelige redskab, man kan bruge over for andre forskere: den klassiske kildekritik. Mere end tyve danske forskeres referencer, henvisninger og statistikker er evalueret på kryds og tværs af den 67-årige Henning Bech og den 60-årige Mehmet Ümit Necef. De viser, at der er en klar tendens til, at forskningen forveksler mange borgeres »rationelle bekymringer« med racisme eller såkaldt »nyracisme«. Forfatterne påpeger et hav af metodiske problemer og sjusk inden for indvandrerforskningen. Bech og Necef bruger på næsten hver side i bogen vendinger som »løsagtige generaliseringer«, »dårligt interviewarbejde og analysearbejde«, »fejlslutninger og overfortolkninger«, »alt for spinkelt og usystematisk udvalgt empirisk materiale«, »påstande uden belæg« og »impressionistisk brug af indtryk, manglende kildeangivelser og udokumenterede oplysninger«. Bech og Necef har i bogen tillige tjekket oprindelige primærkilder til citater, som indvandrerforskningen har anvendt til at dokumentere danskernes racisme. Resultatet er ikke noget kønt syn. Politiker-citater og interview med almindelige borgere bliver tilsyneladende skåret til og taget ud af kontekster, så de kan bekræfte indvandrerforskernes antagelser. Bech og Necef vurderer eksempelvis, at antropologen Peter Hervik, der er professor i migration ved Aalborg Universitet, har lavet regulært citatfusk i sine skrifter.

[…]

Mehmet Ümit Necef siger, at bogen også er henvendt til den brede offentlighed: »Vi kunne godt tænke os, at både borgere, journalister og beslutningstagere blev mere kritiske over for forskningen og spurgte: ‘ Jamen, er det nu ordentligt dokumenteret?’ Der er vigtigt, for der er flere eksempler på, at en ubegrundet påstand fra en forsker – eksempelvis om udpræget diskrimination på arbejdsmarkedet – bliver gentaget af andre forskere og pludselig ender som en ubetvivlelig sandhed i både nationale og internationale medier.« Mehmet Umït Necef fortsætter: »Den her forskning foregår i et lukket, ukritisk kredsløb, der fremmer en lemfældig kildebrug.

Man er ikke bekymret for, at videnskabelige fejl bliver opdaget, for det er en forskning, hvor man er vant til at prædike for de frelste. Man har jo de politisk korrekte synspunkter, og alle er enige om, Danmark er blevet et racistisk land.« Henning Bech supplerer: »Vi skriver ikke, at de mange dokumenterede fiflerier, vi har identificeret, er noget, som forskerne har gjort bevidst. Jeg tror nærmere, at problemet er, at de fleste forskere deler et multikulturelt paradigme, der handler om, at indvandrernes kultur ikke må bruges som forklaringsfaktor, når det handler om integrationsproblemer. Her er det kun sociale faktorer, der dur. Til gengæld må den vesterlandske kultur godt bruges til at forklare danskernes angivelige racisme. Et sådant paradigme betyder, at der opstår blinde pletter i forskningen, fordi empirien ofte ikke stemmer med paradigmet.« Bech og Necef folder hele dette multikulturelle paradigme mere bredt ud i deres bog. De to forskere nævner flere ejendommelige tilfælde af, hvordan multikulturalismen gennem årene har prøvet at anskue næsten enhver problemstilling fra de etniske minoriteters side.

… I Er danskerne racister? bliver den ene forsker gennemgået efter den anden. Et af de grelleste eksempler på manipulation er, ifølge bogen, lavet af professor Peter Hervik fra Aalborg Universitet. Han har været en central indvandrerforsker siden 1990erne.
Hans forskning om de »fremherskende nyracistiske tendenser i Danmark« udkommer i internationale forskningsfora, hvor han har stor gennemslagskraft. Bech og Necef fortæller, at Hervik i forbindelse med racismeundersøgelser har interviewet og citeret en lang række personer, hvis udtalelser åbenbart bliver forvansket.

[…]

Vi ser her et typisk forløb inden for dansk indvandrerforskning, påpeger Mehmet Ümit Necef: »Først er det gisninger og pludselig er det ubetvivlelige sandheder. For så vidt er talen om den udbredte diskrimination på arbejdsmarkedet blevet lidt af en vandrehistorie,« siger han, mens forforfatterkollegaen Bech med henvisning til deres kildekritiske tour de force tilføjer: »Man kan få den tanke, at der eksisterer en art offentlig tvang med hensyn til diskriminationsundersøgelser på arbejdsmarkedet. De skal komme til det resultat, at der er diskrimination mod indvandrere og flygtninge…”

Oploadet Kl. 06:33 af Kim Møller — Direkte link95 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper