11. september 2012

Muhammad Tahir ul Qadri taler med to tunger – Den der håner ‘profeten’ skal dræbes som en hund

Jaleh Tavakovi har begået en yderst interessant artikel om Tahir ul-Qadri, der fint supplerer video-sekvenserne der dokumenterer hans to tunger – Kæmpede som en hund for blasfemiparagraf.

“Tahir ul Qadri, som af Nydansk Ungdomsråd er inviteret til en konference imod radikalisme d. 11. september, er efter eget udsagn hovedansvarlig for en lov om blasfemi (paragraf 295 C, vedrørende fornærmelse af profeten Muhammed).

Det fremgår klart af en video manden selv har lavet, her praler han på urdu med hans ihærdige indsats for at få denne lov vedtaget i Pakistan. Han siger bl.a. at i den forbindelse har han ”kæmpet som en hund”.

I videoen understreger han at man ikke skal kunne angre for at undgå dødsstraf.;

“Jeg ville lukke alle mulighederne for at slippe af sted med at begå blasfemi. Og den der åbner munden og begår blasfemi, uanset om det er en muslim, jøde, kristen, vantro, troende, mand eller kvinde, skal denne dræbes som en hund!”

For blot få dage siden var denne mand på TV2 News, hvor han kategorisk tager afstand fra overhovedet at have haft med denne lovgivning at gøre. Han ville rense sig selv for de “onde” rygter, som bl.a. jeg på denne blog havde startet.

Minhaj ul Quran lyver os lige op i ansigtet. … Tahir ul Qadri er en del af problemet og ikke løsningen…”

(Tahir ul-Qadris to tunger; Youtube)

“En af de mest moderate muslimske ledere” (Professor Jørgen S. Nielsen til Kristeligt Dagblad, 11. september 2012)

Mere om sagen på Snaphanen og Den Korte Avis. Bemærk også Politikens bidrag.



13. august 2012

Jørgen S. Nielsen, prof. i europæisk islamisk tænkning: “… man skal passe på med udtrykket ‘vores land'”

Et overset citat fra hof-apologet Jørgen S. Nielsen. Fra Kristeligt Dagblad – Islamdebatten er dampet af (23. januar 2012).

“I lørdags fyldtes Landstingssalen i Folketinget med næsten 150 debatlystne og fremtrædende kirkefolk og muslimer. Det var Folkekirke og Religionsmøde, der fejrede 10-året. I dagens anledning havde alle deltagerne navneskilte på med navnet ”Karen Johanne Klint”, da Karen Klint (S) som formand for Folketingets Kirkeudvalg var medarrangør.

Derfor vidste alle og ingen, hvem hinanden var.

Et andet socialdemokratisk omvendt fodaftryk var, at ingen oplæg måtte vare mere end 12 minutter – en reference til, at der i Socialdemokraternes valgoplæg stod, at alle skulle arbejde 12 ugentlige minutter længere.

Der var ikke megen uenighed at spore om Jørgen S. Nielsens oplæg om status for islam i dag. Det går meget bedre, og langt flere er blevet bevidste om både egen tro, og hvad islam er for en religion.

Men en politisk ukorrekt engel fløj tavst gennem salen, da Hanne Kjærulff, formand for menighedsrådenes distriktsforening i Sokkelund Herred, i spørgetiden efter første runde om religionsdialogens status sagde, at hun var glad for at bo i Danmark.

”Hvorfor siger I, at vi skal give køb på vores værdier? Hvis andre flytter til vores land, så må det vel være, fordi de deler de værdier? Og jeg vil gerne have svar fra muslimerne i salen, om de vil noget andet”.

Jørgen S. Nielsen samlede handsken op, og sagde, at det er godt dokumenteret, at mange muslimer går ind for demokrati og frihedsrettigheder:

”Men man skal passe på med udtrykket ’vores land’. For mange indvandrere har været her i 50 år, og både de og mange flygtninge har fået dansk statsborgerskab. Så det er også deres land.”

Oploadet Kl. 14:12 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


27. oktober 2011

Forsker: Sharia kan give demokrati, kan forstås som etiske principper om social retfærdighed

I dagens Metroxpress forklarer professor Jørgen S. Nielsen, at ‘Sharia kan give demokrati’ i Libyen, og det må siges at være et fantastisk eksempel på tidens groteske konstruktivisme. Udgangspunktet for den universitære apologi har ændret sig. Hvor man langt op i 80’erne havde som et udgangspunkt, at Islam var både religion og politik (‘din wa dawla’), så forsvandt det i 90’erne – Islam havde nu pludseligt intet ved politik at gøre. Det er ikke mange år siden politikere fik på puklen for at kalde Islam for en ideologi, for der måtte for enhver pris ikke opstå ‘fordomme’ om tilvandrede muslimers demokratiske sindelag.

Når Jørgen S. Nielsen i dag fortæller, at sharia kan give demokrati, så er det blot en smart måde, at fortælle, at Islam i sin essens er politisk. For professoren og andre marxister ligger det fjernt at afvise demokratisering af Islam, og hermed har de malet sig op i et hjørne – sharia kan være demokratisk. Adskillige danske islamister hævder på samme måde, at sharia er demokratisk, og mon ikke forskerne de næste mange år vil udvide definitionen af demokrati, så det også kan rumme Islam. Deutsche Demokratische Republik.

Fra dagens Metroxpress – Forsker: Sharia kan give demokrati (s. 22).

“En ekspert giver nu udenrigsministeren ret i, at der findes en moderne form for sharia. Muslimsk sharia kan godt fungere i et demokrati, mener professor i islamiske studier, Jørgen Schøler Nielsen.

Sharia kan nemlig opfattes som etiske principper om for eksempel retfærdighed i stedet for streng muslimsk lovgivning. …

Noget, der ligner en velfærdsstat rigtigt meget, hører til holdningen hos nogle tilhængere af moderne sharia, forklarer han.

‘Man går ind for retssikkerhed. Og man går ind for folkevalgte parlamenter – alle de ting, som vi ville genkende som en del af demokratiet,’ siger Jørgen Schøler Nielsen. …

Ifølge Jørgen Schøler Nielsen går nogle tilhængere af moderne sharia ind for ligestilling mellem mænd og kvinder.”

Mere.

  • 24/10-11 TV2 Online – Kanonvalg til Tunesiens Per Ørum (via Morten Uhrskov).
  • 

    6. juli 2011

    Nadia Jeldtoft, Ph.d.: “Muslimer ligner i højere grad danske kristne i deres tilgang til islam.”

    Multikulturens positivister har gode år, men der kommer en dag hvor islamiseringen er så fremskredent, at den akademiske kamp for det multikulturelle samfund, bliver betragtet som et frontalangreb på Islam. Det bliver en god dag.

    Fra Københavns Universitets nyhedsside- Muslimsk hverdagsliv ligner det kristne.

    Muslimer ligner i højere grad danske kristne i deres tilgang til islam. Et ph.d.-projekt på Københavns Universitet viser, at grupper af muslimer i Danmark og Tyskland tilpasser deres religion og ritualer til deres hverdagsliv, og at der sker en stigende individualisering blandt muslimske grupper. Men disse ‘mere almindelige’ muslimerne forsvinder ofte i mediebilledet.

    Mange muslimer er ikke tilknyttet en religiøs institution, men praktiserer deres religion på mere individuel vis, hvor religionen tilpasses hverdagen, og ikke omvendt. Disse minoriteter overses ofte, når der tales om muslimske grupper i medierne, fordi de kan virke mindre eksotiske og ikke vækker opsigt.

    Et forskningsprojekt på Københavns Universitet af ph.d.-studerende Nadia Jeldtoft fokuserer på, hvordan man kan studere ikke-organiserede former for religion, og hvorfor muslimske minoriteter i Vesten falder i baggrunden…

    I forbindelse med forskningsprojektet har ph.d. studerende Nadia Jeldtoft i samarbejde med professor Jørgen Nielsen fra Center for Europæisk Islamisk Tænkning netop udgivet et særnummer af tidsskriftet Ethnic and Racial Studies…”

    

    23. april 2010

    DR2: “Grundloven eller Koranen. Skal og kan de danske domstole tage hensyn til begge to?”

    Islam-apologeterne angriber fra flere vinkler i de her år. På den ene side har vi Jørgen Bæk Simonsen, der afviser kritik af islam, idet Koranen efter hans mening ikke besidder en essens, og på den anden side har vi Jørgen S. Nielsen, der vil integrere det udefinerbare i dansk retspraksis. Ønsket om multikultur lader til at have erstattet akademisk metode i de her år.

    Debat mellem professor Jørgen S. Nielsen og Konservative Naser Khader i torsdagens tidlige Deadline.

    (Deadline, 23. april 2010: Tre professorer: Hensyn til etniske og religiøse mindretal)

    Jørgen S. Nielsen, professor: … retssystemet skal bare lære, at tage hensyn til at der også er danskere, der ikke er opvokset i den traditionelle danske kultur… Det er helt konkret spørgsmålet om lige værd overfor retssystemet, lige adgang til retssystemet. Vi ved jo at indenfor visse dele af de etniske minoritetssamfund, som i Danmark tilfældigvis hovedsageligt er muslimsk, om ikke andet så af kulturbaggrund – eller baggrunde, der er der dele af samfundene hvor kvinder især er undertrykte, hvor det eksempel vi særligt giver – det er hvor man har papirløse ægteskaber, og hvor domstolene ofte ignorerer, simpelthen behandler det som om det ikke er noget som helst. I stedet for at tage dem ombord i systemet på samme måde som man gjorde med papirløse ægteskaber da de først startede i Danmark for 30 år siden.

    Naser Khader, Konservative: … uanset folks kulturelle baggrund, religiøse baggrund eller etnicitet – loven gælder for alle – loven er lige for alle. Vi skal passe på vi ikke begynder at flirte med parallelle retssystemer. Det bliver en glidebane, for hvor går grænsen. Altså, I introducerer det med, at det er til kvindernes fordel, ja, der er nogle elementer som er til kvindernes fordel, men de fleste elementer er ikke til kvindernes fordel. I princippet, hvis vi åbner op for det, så kan en bror sagsøge sin søster og kræve han får det dobbelte i arv i forhold til søsteren, fordi det siger sharia-lovgivningen, han skal, så vi skal virkelig passe på, og der er dårlige erfaringer med det fra England. I England der åbnede man op for det, og det lille mindretal af ekstreme, de kræver mere og mere – derfor skal vi sige totalt nej til det fra starten.

    Jørgen S. Nielsen: …. Hvad jeg vil argumentere for, og jeg tror mine kollegaer i det her også vil argumentere for, det er at man skal vise den fleksibilitet man kan i de enkelte sager, i de enkelte tilfælde, alt efter forholdene, men inden for retssystemet som sådan, inden for den gældende lovgivning… der kan ikke være tale om at indføre en sharia-agtig arvelov.

    Jesper Larsen, DR2-vært: Hvad er egentligt problemet for den her kvinde. Hvis ægteskabet ikke er godkendt af de en dansk domstol, så kan hun vel bare tage sit gode tøj og gå?

    Jørgen S. Nielsen: … der er forskning, antropologisk forskning, der viser at det faktisk har været tilfældet – hvor kvinder – et par er blevet gift muslimsk i en dansk moske, og nu er der altså ikke henvisning til noget hjemland her, og ægteskabet så falder fra hinanden, så går de, så går kvinden til en dansk domstol, til en dansk instans, om det så Statsforvaltningen eller en domstol, og svaret er så, at vi jo ikke kan skille dem ad, når de ikke er gift. Så kommer hun til at hænge på den. Hvis det så er tilfældet, at der er en hjemlandsforbindelse, og den bliver der jo mindre og mindre af, som tiden går ik’, det er så et andet spørgsmål.

    Naser Khader: … når man anerkender elementer af sharia, der bygger på kollektive rettigheder og ikke individuelle rettigheder, så kolliderer det med dansk lovgivning. Sharia-elementerne er kønsdiskriminerende, og jeg kan ikke lide, at man accepterer præmiss’en om, at ægteskabskontrakterne – de islamiske, det er en handel, der er penge med i det, og jeg kan ikke lide at man accepterer det præmis, at en kvinde bliver købt for penge, og så skal domstolene i Danmark løskøbe.

    (Jørgen S. Nielsen opponerer over Naser Khaders brug af ordet ‘køb’)

    Jørgen S. Nielsen: – Der var en britisk domstol i ’50’erne, der sagde at det ikke er et køb.

    Opdate.

  • 24/4-10 Kristeligt Dagblad – Lone Nørgaard og Britta Mogensen: Professorer på sharia-afveje. Misforstået særhensyn.
  • ” Jørgen S. Nielsen fremfører som eksempel, at mange muslimer alene er islamisk gift, at deres ægteskab altså kun er religiøst indgået og ikke godkendt af nogen dansk myndighed.

    Som i hvert fald trekløverets professor i retskultur, Hanne Petersen, ellers må formodes at være bekendt med, er et ægteskab, der ikke er godkendt af myndighederne, i modstrid med ægteskabsloven paragraf 12 om betingelserne for indgåelse af ægteskab og paragraf 16 stk. 1, nr. 2 om vielsesbemyndigelse til andre såvel anerkendte som ikke-anerkendte trossamfund.

    Det er den enkelte imam, der får vielsesbemyndigelsen, ikke trossamfundet som sådant. Når loven er overholdt i henhold til disse paragraffer, er parrets ægteskab dermed godkendt af de danske myndigheder og er underkastet ægteskabets retsvirkninger i henhold til dansk lovgivning…

    Vielsen alias et køkkenbordsægteskab er bestemt ikke i kvindens interesse, eftersom det er en fordel for kvinden at være undergivet ægteskabets retsvirkninger. Når disse vielser finder sted, hænger det som oftest sammen med, at manden ønsker at leve i et polygamt ægteskab.

    

    21. april 2010

    Tre professorer anbefaler ‘mellemløsning’ mellem sharia og dansk retspraksis

    Det kan egentligt godt undre at en venstreorienteret forsker som Jørgen S. Nielsen er så vild med islam. Fra Kristeligt Dagblad – Professorer: Retsvæsenet skal tage hensyn til sharia.

    “Nogle muslimer i Danmark gifter sig, skilles og lever i det hele taget efter særlige religiøst, kulturelt og traditionsbestemte regler kaldet sharia. Det bør vores retsvæsen i langt højere grad tage hensyn til.

    Det mener tre danske professorer i jura og islam, som har bidraget til en ny engelsksproget bog om opfattelsen af sharia i Europa – en bog, der netop argumenterer sig frem til den løsning.

    – Det er et spørgsmål om basal retfærdighed. Hvis ikke der fra sag til sag udøves en fleksibilitet, hvor også folks kultur, religion og traditioner – herunder elementer fra sharia – tages i betragtning, udelukkes en del af borgerne i samfundet fra en ligeværdig adgang til retssystemet, siger Jørgen S. Nielsen, professor i islam ved Københavns Universitet.

    […]

    Hanne Petersen, professor i retskultur ved Københavns Universitet, og Lisbet Christoffersen, professor i religion, ret og samfund ved Roskilde Universitet samt adjungeret professor i kirke- og religionsret ved Københavns Universitet, er enige.

    – Det handler ikke om, at vi skal indføre sharias strafferet med stening. Men vi er nødt til at forholde os til, at der er mennesker, som lever på kant med det danske retssystem, som lever efter regler og normer, der udspringer af sharia, siger Lisbet Christoffersen og tilføjer:

    – Vi skal ikke anerkende disse parallelle retssystemer, men vi kan altså heller ikke tvinge folk til ikke at leve efter disse normer og regler. Derfor går jeg ind for en mellemløsning, hvor vi forsøger at skabe nogle koblinger – selvfølgelig kun på områder, hvor det ikke strider mod dansk retspraksis. Gør vi ikke det, udelukker vi nogle grupper i samfundet fra basale rettigheder.”

    Mere.

  • Ashgate.com – Jørgen S. Nielsen og Lisbet Christoffersen (red.): Shari‘a As Discourse.
  • 

    1. september 2009

    Lektor Lisbet Christoffersen om jura, der “også forholder sig til folks religiøse normer”

    Et hængeparti fra forrige måned. Lektor Lisbet Christoffersen var gæst i Religionsrapporten på P1, og selvom hun på alle måder argumenterede for at lade sharia indgå i dansk ret, så var det tydeligt, at det ikke var nemt for hende at tale om hverken islam eller muslimer. Hun eksemplicerer først problemstillingen i længder med et eksempel fra en jødisk skole i England, og da hun direkte blev spurgt, hvorvidt der var andre lande, der var længere fremme, så henviste hun til krav fra den lutherske kirke i Finland.

    Hendes overordnede pointe var, at hvis ikke dansk lov mødtes på midten med islamisk ret, så ville der opstå parallelle retssystemer. Hun var ifølge eget udsagn, ikke uvidende eller naiv, men det lød sådan, selvom hun indirekte henviste til de igangværende konflikter i Nigeria, der fint opridser scenariet. Bruger vi ikke sharia i dansk ret, så kan det ende med kampe i gaderne for sharia. Velkommen til religion i det 21. århundrede.

  • 13/7-09 Religionsrapport, P1 – Religion i det 21. århundrede.
  • Delvis transkription.

    Lisbeth Meléndez, P1: Vi lever i et samfund der bliver mere og mere sekulariseret, men betyder det at religionens rolle er ved at være udspillet. På Københavns Universitet afsluttede man sidste år et forskningsprojekt, der netop fokuserede på religionens rolle i det 21. århundrede. Jurist og lektor Lisbeth Christoffersen Fra Roskilde Universitet, var koordinator for projektet, og hun er ekspert i kirke- og religionsret, og hun er med her.

    Og Lisbet Christoffersen, hvad kom i frem til. Er religionens rolle ved at være udspillet?

    Lisbet Christoffersen, lektor: Nej, det er den jo ikke. Og man kan også diskutere, om den der grundide om at vi lever i et samfund der bliver mere og mere sekulariseret, nu er rigtig. Vi lever vel både i Danmark og i Europa og i verden idag, i samfund hvor man kan tale om at religion er kommet tilbage på dagsordenen. Det betyder ikke at den grundlæggende forestilling om adskillelse af politik og religion for eksempel, at den er ophævet, men det betyder at religion er kommet tilbage, både i den almindelige samfundsmæssig dagsorden, og også i det politiske, på en måde som man ikke havde forestillet sig, da man i slutningen af 60’erne havde den her sekulariseringstese, som betød at religion ville forsvinde.

    Lisbeth Meléndez: Som jurist er din tilgang til religionens samfundsbetydning i høj grad den retslige, og jeg ved du lige nu er optaget af en sag fra England, hvor en jødisk skole er blevet dømt for at afvise end dreng, da man vurderede, at drengens mor ikke var ‘korrekt jøde’ i forhold til nogle af de andre ansøgere på skolen. Hvorfor synes du lige præcist, at den sag er interessant at hæfte sig ved?

    Lisbeth Christoffersen: Det den handler om, hvis jeg skal fortælle lidt mere om baggrunden. At i England har en lang række offentlige skoler lov til at have, eller offentlige skoler lov til at have religiøst præg. Vi vil nok stadigvæk kalde dem friskoler, altså de er offentlige i den forstand, at de er finansieret omkring 90 pct. af staten, og resten af forældrene eller forskellige former for fonde. Hvis de her religiøst identificerede offentlige skoler, eller religiøse friskoler, får for mange ansøgere i forhold til hvor mange pladser de har, altså hvis der simpelthen er efterspørgsmål på dem, og det er der, så har de lov til at anlægge en politik for hvem de gerne vil optage. Og denne her skole det handler om, er en jødisk skole, og de havde så anlagt den politik, at fik de for mange elever, så ville de lægge vægt på at have jødiske børn som elever. Og så bliver spørgsmål jo – hvem er et jødisk barn? I den her konkrete sag var der tale om en dreng, hvis far var jøde, og det var ikke omdiskuteret, han var jøde, det var de enige om. Hans mor mente også at hun var jøde. Hun var omvendt gennem en omvendelsesproces, og havde identificeret sig selv som jøde, og var blevet identificeret som jøde i den synagoge hvor hun var blevet omvendt. Så familien mente altså at den var hel-jødisk. Moderen var ikke født som jøde, og den synagoge hvor hun havde været gennem en omvendelsesproces, var ikke en del af en ortodoks jødisk selvforståelse, men var en mere liberal synagoge. Den her skole anlagde en politik som sagde, at de ville opfatte jødiskhed, enten som dem der er født som jøder, eller dem som har været gennem en ortodoks omvendelse. Hun faldt klart uden for deres kriterium for hvem der er jøde, og hun faldt udenfor kriteriet for hvem der er jøde, på den måde, at udgangspunktet i jødedommen er, at det er moderen som videregiver jødiskhed. Men hvad er så den juridisk dimension i den, ja den ene side, er at skolen siger, det er en del af religionsfrihed, at skoler kan få lov at identificere sig selv med et religiøst mærkat, og det er en del af religionsfrihed, at vi kan få lov til selv at bestemme hvad jødiskhed er. Medens modparten, staten og moderen der, sagde, det er racediskrimination. Det er udtryk for en opdeling af mennesker mellem racer, når man lægger vægt på hvilket blod man er født med. Så gør man jødiskhed til en race. Og det var det sidste argument som vandt. Altså jeg synes jo generelt, at retten meget ofte får den funktion, at vise hvilke konflikter der er i et samfund aktuelt, og det betyder også, at hvis man gerne vil kigge på konflikter mellem religiøse og sekulære værdier i de europæiske samfund i dag, så er det retslige materiale et enormt interessant sted at få viden fra, simpelthen.

    Lisbeth Meléndez: Men er det noget nyt, at vi har den her type konflikter. Har vi ikke altid haft dem.

    Lisbeth Christoffersen: Jov, det har vi måske nok, fordi det er hele tiden nogle kampe hvor det handler om, hvor meget skal så et religiøst livssyn betyde, man kan sige, at hele folkekirkens historie, har vi haft den type kampe, og i folkekirken har det så landet med, at der hele tiden er blevet skabt nye muligheder for at man kan opretholde en religiøs dimension i sit liv, samtidig med at det sekulære livssyn fylder ind. De aktuelle kampe i folkekirken, handler så om, hvor meget plads, skal der så gives til mennesker som ønsker at anlægge et fuldstændigt klart religiøst livssyn. Og det er der også nogle eksempler på.

    Lisbeth Meléndez: Er det her så en problematik, der er forholdt de vestlige lande, eller er det noget man ser sådan helt globalt i takt med, at flere og flere samfund er inde i sådan en sekulariseringsproces.

    Lisbeth Christoffersen: Altså, Grace Davie har talt om, at det er Europa som er den store undtagelse.

    Lisbeth Meléndez: Hvem er Grace Davie?

    Lisbeth Christoffersen: Det skal jeg forklare dig. Grace Davie er en engelsk religionssociolog, der har talt om, at det er Europa, der er den store undtagelse, fordi når man kigger ud over verden i dag, så kan man ikke tale om, at der er en igangværende meget kraftig sekulariseringsproces. Man kan derimod tale om at sekularisering og en kraftig stigning i religiøsitet går hånd i hånd, og hvis Europa skal opfattes som et meget sekulært sted, så er det Europa der er undtagelsen. Og det vil sige, og det ved vi jo alle sammen, at kigger man rundt i muslimske lande, eller i Indien for eksempel, eller i Sydøstasien, eller i Afrika, eller i Sydamerika, så vil man alle steder se den her type konflikter mellem forskellige typer af livssyn. At vi har de konflikter alle steder, er vel et resultat af globalisering, altså at vi overhovedet ved om det, og at vi derfor påvirker hinanden, er et resultat af globaliseringen.

    Lisbeth Meléndez: – Og det er vel et paradoks kan man sige, at samtidig med at religionen tilsyneladende betyder mere for flere mennesker, samtidig med at samfund måske, altså sådan politisk, bliver mere sekulariseret.

    Lisbet Christoffersen: Altså, der ligger ihvertfald en form for paradoks. Jeg tror vi er på vej ind i en ny kamp om hvor skarpt, det her skal opstilles som en konflikt, og i hvor stort omfang skal det lade sig gøre, at forene de der forskellige normative livssyn. Altså, meget religiøse og meget sekulære vil på en måde meget gerne tage hinanden i hånden, og sige, enten er man religiøs eller også er man seulær, og det tjener begge parter på. Hvilket vil sige, at begge parter bygger hinanden op, ved at skabe sådan et klart billede af, hvad religion er.

    […]

    Lisbeth Christoffersen: … hvor Reformationen jo netop viser, at det er muligt at fastholde de statslige organisationer, som de fælles organisationer, som så også understøtter religionernes eksistens i samfundet. En af mine kollegeer i Oxford, sagde her, da jeg talte med dem i sidste uge, at måske var vi på vej hen imod, hvad man kunne kalde ‘an anglican Islam’, altså en eller anden form for, en eller anden form for statslige støtte, også til, eller anerkendelse af, eller plads til i det offentlige rum, også for andre trossamfund.

    Lisbeth Meléndez: Det handler vel også om, at Islam ikke alene kan kaldes en indvandrerreligion. Det er jo en del af vores europæiske religionsbillede nu.

    Lisbeth Christoffersen: Ja, det er det. Ligesom Jødedom er det. Ligesom Hinduisme er det, og ligesom diverse udgaver af Kristendom er det. Det som hele tiden diskuteres i europæiske, og også nordiske og danske organisationer af den ene eller anden slags, er hvordan kan staterne medvirke til at sikre…

    […]

    Lisbeth Christoffersen: For halvtreds år siden var dansk ret, dansk ret, og havde udelukkende sit udspring i Folketinget. Og det vil sige, at vi kunne meget klart adskille, dansk ret fra andre landes ret, og fra europæisk ret, og fra international ret. Vi vidste hvordan vi skulle få international ret trukket ind i dansk ret og så videre. Det der er sket med medlemskabet af EU, med mange internationale samarbejdspartsorganisationer og så videre, det er at retten udspringer mange steder fra. Og når vi er ved at vænne os til at retten udspringer mange steder fra, så bliver det lukket en anden æske op, som har været lukket i 2-300 år. En æske der handler om, at kan man også i Danmark forestille sig religiøse retssystemer. Det var jo det vi lukkede ud af Danmark med Reformationen, da vi brød med kanonisk ret, og vi fik altså et monolitisk retssystem. Altså et enhedsretssystem. Og det fik vi så først helt gennemført i løbet af det næste århundrede, men i hvert fald fra midten af 1700-tallet, kan vi tale om at vi har et enhedsretssystem i Danmark. Det er som om, at muligheden for at der kan skabes retlige normer mange steder, er blevet åbnet igen. Og der må man så sige, at i hele Vesteuropa forsøger man at fastholde, at det helt afgørende skel, ligger mellem religion og ret, religionen kan ikke skabe ret. Men det gør vi samtidig med, at vi udmærket ved, at vi har kanonisk ret lige ved siden af os. Den katolske kirkes retssystem, som har betydning for medarbejdere i den katolske kirke, på ejendomsforhold og så videre. Det er en debat der har været lukket op, i hvert fald i England, hvor ærkebiskoppen Rowan Williams sidste år rejste spørgsmålet, skal vi overfor sharia, lukke øjne og ører, lagde som om den ikke er her, eller skal vi på en eller anden måde, forsøge at få koblet sharia med common law, sådan at det bliver et fælles retssystem, hvor man trækker fra forskellige kilder. Eller er vi på vej ind i parallelle retssystemer.

    Lisbeth Meléndez: Hvordan skulle det fungere i praksis?

    Lisbeth Christoffersen: Ja, det skulle fungere i praksis, for eksempel på den måde, at man hele tiden fastholder, at de engelske domstole er det sted, hvor tingene bliver afgjort, og alle forskellige retlige normer bliver vejet sammen. Og det er jo det, der er et eksempel i den sag vi startede med at tage, med den jødiske skole ik’. Fordi det den domstol skal tage stilling til, det er, hvad er race, hvad er racediskrimination, hvad er religion, hvad er religiøse normer, og i hvilket omfang er de normer, som den her skole har lagt til grund, udtryk for religiøse normer, og i hvilket omfang er det udtryk for racediskrimination. Det er jo et klart eksempel på, at man er nødt til at forholde sig til, altså et klart jødisk-retsligt normsystem, altså om hvem er jøde, og hvem er ikke jøde.

    […]

    Lisbeth Meléndez: … kunne man forestille sig en for eksempel britisk, eller lad os bare sige, en dansk domstol skulle forholde sig til, hvorvidt en kvinde for eksempel havde forbrudt sig mod sharia, og derfor skulle dømmes, eller hvordan skulle man afveje det. Vi snakker jo ikke om at inkorporere sharia i det danske retssystem for eksempel.

    Lisbet Christoffersen: Jamen, den der sag jeg taler om, den handler jo om, hvad er forholdet mellem jødisk retstænkning og hvad skal man sige – britisk common law-tænkning. Og det er klart, at man kan starte med at sige, at det afviser vi, vi vil slet ikke forholde os til den type normer, men så får man heller ikke løst sagen, og det er det der er problemstillingen. Altså, vi har i forvejen masser af, jeg går ud fra du tænker på familieretlige problemstillinger lige nu ik’.

    Lisbeth Meléndez: – Ja, for eksempel.

    Lisbet Christoffersen: – Og inden for de områder, der er jo meget stor, om jeg så må sige – åbne rum i dansk familieret, hvor man kan indgå aftaler. Der er selvfølgelig også regler fastsat, men dansk familieret, bliver jo, siger mine kollegeer der har forstand på det, mere og mere åben, og mere og mere aftalebaseret, det er parterne der indgår aftaler. Det som er den store udfordring, det er hvordan vi så vil forholde os til det. Til parters aftaler som er baseret på, hvor aftalerne er baseret på religiøs opfattelse. Vil vi sige, at det må man ikke. Hvorfor må man ikke det? – hvis man godt må indgå aftaler som er baseret på økonomi, eller på magtforhold, eller på seksualitet. Det er den type diskussioner, hvor det for mig at se, er langt sundere, og sige, når parterne indgår aftaler, eller indenfor de områder af familieretten, som er aftalebaseret, så må vi tage stilling til, om de aftaler er rimelige, og som ser ordentligt ud i forhold til dansk ret i øvrigt. Og der er to andre modeller til rådighed. Den ene er at sige, vi vil slet ikke have med det at gøre, og den anden er at sige, at så er vi hoppet over i et parallelt retssystem, så kan i bare løse jeres retsproblem over i det andet retssystem – det synes jeg er en farlig udvikling. Det er en farlig udvikling, hvis man accepterer, at sige – I har lavet sharia-aftaler, så må i få dem løst efter shariadomstole, hos imamer og sådan noget. Jeg ville langt hellere, at man sagde, okay, I har lavet en aftale, vi skal have løst konflikterne i den, hvad er det for nogle normer det drejer sig om. Og så holde det inde i det dansk retssystem. Vi har selv behov for, at der er jurister der tør omgås, også religiøse normer, uden at blive bange, men som tør at analysere og vurdere, hvad er det for en type, altså hvad fører det her til ik’.

    Lisbeth Meléndez: … er det uløselige konflikter, der kommer ud af, at koble menneskers religiøsitet med sekularitet?

    Lisbet Christoffersen: Ja, det er der er jo ikke nogen tvivl om. Jeg sidder her og taler for en fredelig løsning, hvor man forsøger at kombinere og skabe rum til alle, og så samtidig finde ordentlige resultater, men forudsætningen for at man kan skabe sådan nogle fredelige løsninger, hvor man også forholder sig til folks religiøse normer, det er jo, at folk også vil være med til det. Altså forudsætningen det er jo, at folk ikke selv gerne vil skabe egne lukkede rum, hvor de selv får lov til at bestemme i en form for parallelsamfund. Der er jo ikke nogen tvivl om, at der er en stigning i grupperinger, som ønsker at skabe egne lukkede rum. Det ser vi ude i verden, vi ser kæmpe-alvorlige konflikter i lande som Nigeria, hvor man ligesom kæmper fra domstol til domstol. Skal denne her domstol være baseret på sekulær ret, eller skal den være baseret på kristne normer, eller skal den være baseret på islam. Altså, jeg mener – det er jo ikke fordi jeg er naiv, og ikke ved, at sådan ser verden ud. Jeg forsøger bare at pege på, om ikke der er andre muligheder.

    […]

    Lisbeth Meléndez: … er der nogen der har taget første skridt i forhold til måske, at tage hensyn til religiøse normer, når det handler om retslige spørgsmål.

    Lisbet Christoffersen: For eksempel i Finland er der en konservativ bølge på vej i den lutherske kirke, hvor man i stigende grad… siger, at det er klassiske bibelske værdier, som skal lægges til grund… i Litauen….

    […]

    Lisbet Christoffersen: … meget større synlighed, netop af Islam, ind i Danmark, og der har vi jo fået en professor nu, Jørgen S. Nielsen, en professor i islam og moderne islamisk tænkning, og han viderefører en række af de diskussioner og undersøgelser med henblik på netop at se, er det muligt at kombinere islamisk tænkning og moderne europæisk tænkning. Det er et område, hvor man kan sige, at forskningen fortsætter i en slags eller anden slags spydspids… Så er der det her juridiske eller samfundsmæssige område, hvor man kan sige, at det nok bliver tydeligere og tydeligere, at samfundets institutioner, som du sagde det, er sekulære, og hvor jeg mener, og hvor mange forskere med mig mener, at vi står lidt ved en vejskel, altså at vi kan vælge tre forskellige veje – enten kan vi helt lade være med at forholde os til det, området omkring religion, eller vi kan bevidst privatisere religion… og på den måde bevidst skubbe religion ud af den offentlige diskurs, og også institutionernes diskurs. Eller vi kan sige, at religion er en dimension i tilværelsen, og det skal vi få til at fungere sammen med de andre.

    (Lisbet Christoffersen, bagved bl.a. Jørgen Bæk Simonsen og Jørgen S. Nielsen)

    

    11. februar 2009

    Er Abdul Wahid Pedersen virkelig en god vejleder?

    Sagen om brugen af imamen Abdul Wahid Pedersen (AWP) viser om noget, hvor lidt vilje etablissementet har til at tage et konsekvent opgør med islams ekstreme sider.

    Sagen tager fart, da Karen Jespersen i gårdagens udgave af Jyllands-posten udtaler skarp kritik af Københavns Kommunes samarbejde med ledende personer i paraplyorganisationen Muslim­ernes Fællesråd, herunder imam Pedersen.

    Beskæftigelses- og integrations­borgmester Jakob Hougaard (S) – der har deltaget i møderne på rådhuset – har imidlertid

    “ikke noget grundlag for at mene, at Abdul Wahid Pedersen og Zubair Butt Hussain er ekstremister,”

    [ tv2.dk ]. Karen Jespersen uddyber senere til Ritzau:

    – Senest kan jeg pege på, at Abdul Wahid Pedersen i Kristeligt Dagblad har slået til lyd for, at man skal indskrænke ytringsfriheden af hensyn til religionen. Jeg mener, at det er en ekstrem holdning, at man vil bygge et samfund på Koranen, siger hun.

    Der har været flere kommentarer i blogland. Bl.a. på Bohemian Rhapsody, hvor William Jansen på baggrund af AW Pedersens udtalelser om stening må konkludere at manden er ekstrem. Citatet fra 15. apr 2002 17:54 står stadig at læse på religion.dk :

    Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme.
    De ting, som er givet i Koranen eller af Profeten Muhammad i en utvetydig form, står for så vidt ikke til diskussion blandt muslimer. I samme øjeblik, vi ville sætte disse ting til diskussion, ville vi jo i bund og grund have erklæret os som ikke troende på Allah og Hans budbringer, og ville dermed have stillet os selv udenfor Islam.
    Det får du naturligvis ikke nogen muslim til at gøre.

    På Wiliams blog finder man også et (ikke efterprøvet) citat fra Præsteforeningens Blad, nr. 42, 1998:

    Spørgsmål til Wahid Petersen i panelsamtalen i KB-hallen “Hvem tror hvad”? 1998: “Vi sidder i et panel, der skal handle om religionsfrihed-religionslighed, jeg kan ikke forestille mig, at du vil gå ind for dødsstraf og forfølgelse af folk, som får andre til at skifte religion…Hertil svarede Wahid Petersen at det var da helt rigtigt, at man blev dødsdømt, hvis man ville forlade islam. “Som muslim må man være konsekvent og følge sharialovgivningen…(islamisk lov)”.
    Spørgsmål: “Vor Herre bevare os, vil du have den lov indført i Danmark?”. Wahid Petersen: “Ja, når der bliver flertal af muslimer, så bliver den indført”.

    Politiken har selvfølgelig fundet en forsker [ Jørgen Schøler Nielsen ] som mener at det er Karen Jespersen, der med sine udtalelser skader integrationen.

    Monokultur undrer sig over at Politiken ikke har fundet en forsker der er enig med regeringen, til at kvalificere debatten, og konkluderer i sin glimrende gennemgang af sagen at

    Den megen forvirring mellem politikerne og eksperterne bunder i det ubehagelige faktum at islam er en ekstrem religion i sig selv, hvorfor Wahid Petersen ikke kan betegnes som en ekstrem muslim blot han påpeger de mest banale trossætninger. Man kan heller ikke underkende hans holdninger i forhold til ekstremisme da man ville udelukke alle imamer og størstedelen af de muslimske borgere, hvilket jo ville være meningsløst, hvis man ville have dem i tale. Forskellen på Wahid Petersens islam og de unge brushoveders han ifølge Hougaard skulle opdrage på er at Petersen vil gennemføre grusomme, uhyggelige og forfærlige straffe for at være menneske og især kvinde – i god ro og orden!

    Idag kan man læse i Politiken, at Københavns Kommune udvider samarbejdet med AWP, for som halalforskeren Kate Østergaard siger:

    Hele idéen er at samle sunnimuslimerne bredt. Hvis det her råd bliver stemplet som ekstremt, så er der ikke mange religiøse muslimske autoriteter, man kan samarbejde med«

    På Bohemian Rhapsody filosoferer William Jansen i en ny blogpost over 3 forskellige tolkninger af AWPs adfærd, men alle muligheder fører til samme konklusion: stop samarbejdet!

    Senere kan man på Politiken læse at AWP sammen med PET underviser højskoleelever om radikalisering. Man bemærker bl.a. følgende udtalelse fra højskoleforstander Jakob Mejlhede Nielsen :

    »Jeg mener, at man skal imødekomme Muslimernes Fællesråds engagement og ønske om at involvere sig i så alvorlige emner. Vi er glade for at have opnået et frugtbart samarbejde med Danmarks største muslimske paraplyorganisation. Dermed kan vi sammen være med til at virkeliggøre det, som mange politikere har efterspurgt i flere år – at forhindre at unge mennesker radikaliseres og tiltrækkes af ekstreme grupper«.

    samt følgende velkendte svada fra Center for Terroranalyse (CTA) under PET:

    »CTA anbefaler, at man undgår at bruge begrebet, da det kan virke polariserende for almindelige muslimer at sammenkæde fundamentalisme med negative fænomener som terror«.

    CTA og PET skriver fremhæver desuden: »Der er ingen entydig sammenhæng mellem islamisme og terrorisme«.

    Jo, det går sandelig godt!

    opdate:

    Flere citater:
    AWP og Zions vise protokoller: [ Hodja ]

    AWP på slap line sammen med Muslimer i Dialogs Fatih Alev aug. 2001 [ kopi af Humanistisk Debatforum ]

    

    23. september 2008

    “Vollsmose er et parallelsamfund rent strafferetsligt”, sagde politibetjenten

    Det her det er Danmark anno 2008. Først historien, dernæst Jørgen S. Nielsens apologi. Weekend-Information – Ghettoen straffer selv (20/9-08).

    “En optaget mobiltelefonsamtale har gennem noget tid floreret mellem beboere i Odenseghettoen Vollsmose. Optagelsen gengiver en samtale mellem en 10-årig dreng og en voksen mand, der begge har palæstinensisk baggrund og bor i bydelen.

    I telefonsamtalen spørger manden til drengens tissemand og om, hvornår han vil med ud at køre en tur. Manden afslutter samtalen med at sige, at drengen ikke må fortælle nogen om telefonopkaldet.

    Men opkaldet og de seksuelle undertoner er optaget på drengens telefon. Som høj-teknologiske dominobrikker vælter optagelsen via bluetooth ud over det tætte, lokale netværk, der findes mellem beboerne i Vollsmose. Mistanken om pædofili spreder sig.

    Mange i Vollsmose er troende muslimer, og ifølge Koranen og arabisk tradition skal pædofili straffes hårdt. Flere gange i den følgende uge tager beboere loven i egen hånd og gennembanker manden. Nærpolitiet i bydelen er ikke overraskede, for det er langt fra første gang, de støder på selvtægt.

    “Vollsmose er et parallelsamfund rent strafferetsligt. Mange af beboerne herude er vant til, at imamer og ældre mænd ordner uenighederne, og de går derfor ikke til politiet, men finder i stedet en alternativ løsning,” siger Torben Aagaard, der er betjent på den lokale politistation.

    Sagen ruller, og rygterne svirrer… Optagelsen vækker ikke kun vrede, men også minder. Flere vidner fortæller politiet, hvordan de selv kan huske at have haft mandens penis i munden, da de var børn, og han var deres fodboldtræner.

    Politiet går i gang med at optrevle anklagerne og påbegynder en mange sider lang rapport, som de regner med, kan føre til en dom af den mistænkte…

    I et lummert beboerhus i Vollsmose nogle dage senere har omkring 40 palæstinensiske mænd fundet hver sin stol. De sidder nu småsnakkende men eftertænksomme. I lokalet troner Vollsmoses tre arabiske imamer. Abu Hassan, Abu Bashar og Abu Lahmin.

    En afventende ro spreder sig i den engagerede forsamling, men brydes hurtigt igen. Debatten om den pædofilimistænkte begynder…

    Først efter en times tid, da en ældre, højt respekteret herre kommer med sit forslag, er der nogenlunde enighed. I kraft af sin rolle som religiøst overhoved omformulerer Imam Abu Hassan de kloge ord. Han tilføjer en række henvisninger til Koranen og taler så længe, at ingen længere stiller spørgsmål.

    Mændene bliver enige om, at den mistænkte mand aldrig har begået andre fejl, og at flere i ghettoen sikkert har gjort det, der er værre…

    Den mistænkte kan derfor blive boende i Vollsmose, når han kommer hjem fra Tyskland. Men han skal vide, at det, han har gjort, er forkert. Flere mener, at manden er syg, og at hele familien har behov for støtte. En af imamerne skal ugentligt undervise familien i islam.

    Til sidst beslutter forsamlingen, at sagen skal lukkes. Det sidste ord er sagt. Kender man ikke sandheden, skal man lade Allah om at finde den. Selv profeten Mohammed talte ikke om ting, han ikke kendte sandheden bag, påpeger en af imamerne.

    […]

    Mellem betonmurene overlader mændene sjældent konflikter til politiet… Imamerne i Vollsmose løser konflikter på en helt anden måde, fortæller de. Det handler om at opnå enighed, så de stridende parter til sidst kan give hinanden hånden og gå hver til sit uden uforløst bitterhed. Imamerne bliver tilkaldt dag og nat . Derfor bliver der tit lagt låg på konflikterne, inden de når til politiet…

    Efter mødet i beboerhuset må politiet opgive pædofilisagen. Flere vidner ændrer forklaring. De har husket forkert, siger de om de ydmygende oplevelser, de ellers betroede politiet få dage forinden. Der er konkrete beviser, men uden vidnerne er anklagen tynd, lyder svaret, da lokalpolitiet kontakter kriminalpolitiet…

    Op mod 90 procent af alle anmeldelser bliver trukket tilbage, fordi ghettosystemet med penge, ære og respekt håndterer konflikterne uden om politiet.

    I Vollsmose er selvtægt så udbredt, at politistationen i dag har indført en ny ordning for anmeldelser. For at undgå spildarbejde lytter de høfligt til folks fortællinger, men beder dem komme igen næste dag, hvis de vil opretholde en anmeldelse. Langt de fleste kommer ikke igen.

    Det er velkendt, at man blandt nogle etniske minoriteter med arabisk kultur dyrker denne form for lokal retspraksis.

    “Der findes ikke forskning, som viser, hvordan det hænger sammen. Men det er klart, at religionen kan være en alternativ retskilde, der afgør, hvad en forbrydelse er, og hvad en straf drejer sig om. Dilemmaet opstår så, når minoriteter vælger deres egen islamfortolkning frem for den danske lov,” fortæller Anette Storgaard, der er kriminolog fra Aarhus Universitet.

    I Vollsmose regerer imamerne med deres egen islamfortolkning og kulturelle traditioner, politiet bruger derfor mange ressourcer på at blive en anerkendt myndighed i miljøet… På politistationen er betjentene ikke sikre på, at forskellen mellem de to parallelsystemer, det arabiske og det danske retssamfund, nogensinde vil blive udlignet:

    Selvfølgelig er der mange herude, der lever efter dansk lov, men så længe de ikke tør stille sig op mod de få, der ikke gør, er det svært for os at stille noget op...”

    Ekspertkommentarer i en ledsagende artikel – Imamer udmåler straf i Vollsmose.

    “Og parallelsystemerne skal kædes sammen på en eller anden måde, mener professor i islamisk teologi og sharia-ret Jørgen S. Nielsen, der i mange år har studeret islamisk retskultur i Storbritannien:

    “Der bliver uvægerligt konflikter, hvis man ikke på en eller anden måde skaber en berøringsflade mellem de to systemer,” siger han, men forklarer, at det ikke nødvendigvis skal ske gennem reel implementering af sharia-ret:

    Man skal ikke implementere arabisk ret i vores nationale retssystem, men man skal tillade en vis fleksibilitet, så forskellige kulturer og individer finder pusterum,” siger han.”

    

    27. marts 2008

    Sørlander: “Der har været mange reformationer inden for islam, en af dem er wahabismen.”

    Bogaktuelle Kai Sørlander i et interview i dagens Jyllandsposten – Demokratiets rod i kristendommen (ikke online).

    Du har heller ikke megen tillid til tidens almindelige relativisme, som mener, at den ene verdensanskuelse ikke har noget at lade den anden høre.

    »Man kan ikke drage den konsekvens af det frie demokrati, at den ene holdning er lige så god som den anden. Demokrati bygger ikke på relativisme, men på politisk ligeværdighed, og den kræver beskyttelse.

    Vores nye relativisme åbner derudover for den naive antagelse, at demokratiet i sig selv kan bære demokratiet. Vi får demokratiets tro på sig selv som sit eget fundament.«

    Islam skal bare have sin reformation, hedder det i reglen, så vil den blive demokratisk sindet. Men du advarer tværtimod i din bog mod en muslimsk reformation.

    »Ja, for re-formation betyder at gå tilbage til kilderne og genbesinde sig på et tabt udgangspunkt. Det gjorde Luther. Han gik tilbage til Ny Testamente og målte paven med det, og så røg paven. Det er altså afgørende, hvad den genoptagede kernefortælling siger. Er den Jesu Bjergprædiken og hans død på korset, så giver den en sekularisering af det politiske, og Luthers reformation får den konsekvens, vi har set i vores del af verden.
    Drejer kernefortællingen sig om Muhammed og sharia-lov, som er en realisabel lov, så fører reformationen tværtimod til en styrkelse af religionens krav om, at den skal danne det politiske grundlag.

    Der har været mange reformationer inden for islam, en af dem er wahabismen. Problemet er kun, at de får den modsatte konsekvens af reformationerne i kristendommen. Skal en reformation af islam føre til dens anerkendelse af verdsligt demokrati, skal den altså ikke komme indefra, men påtvinges udefra.«”

  • 25/9-07 Religionblog – Richardt Riis: Islam kan ikke være demokratisk, muslimer kan! (interessant debat).
  • 11/3-08 Jyllandsposten – Kai Sørlander: Forsvar for rationaliteten (anmeldelse).
  • 26/3-08 Sydsvenskan: Rakel Chukri: Reformationen är nära (henviser til Jørgen S. Nielsen).
  • Oploadet Kl. 15:50 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper