21. februar 2008

Prof. Jørgen S. Nielsen: “… each religion should be studied and understood on its own terms”

I mit historiespeciale konkluderede jeg, at Jørgen Bæk Simonsen omkring år 1990 overtog muslimernes syn på deres religion, og derved reelt undsagde traditionel videnskabelighed i forhold til emnet. Han gjorde sig, som jeg fortalte under paneldebatten om bogen i forgårs – til aktivist for multikultur.

Indtil for nogle få år siden var en anden islamforsker, Jørgen S. Nielsen totalt ukendt for de fleste danskere, selvom han internationalt var kendt som professor ved Centre for the Study of Islam and Christian-Muslim Relations i Birmingham, som han også ledede. I 2005 da Jørgen Bæk Simonsen flyttede hjem til Danmark, overtog han direktørstolen på Det Danske Institut i Damaskus, og fornyligt blev han udnævnt til professor ved Københavns Universitet. En bevilling på 6,2 mio. kr. forventes at blive akkumleret til 17,5 mio. kroner, og medierne er så småt begyndt at anvende denne kapacitet indenfor islam som sandhedsvidne.

Hvor Bæk Simonsens nyere forfatterskab er problematisk i videnskabelig henseeende, så er Jørgen S. Nielsen intet mindre end en katastrofe. Et læserbrev af sognepræst Rolf Sloth-Henriksen bragte mig frem til følgende tekst fra hans hånd, dateret 1991. Det er artige sager, glem alt om uvildig forskning – det her er utilsløret propaganda for trosbaseret apologi.

Fra forordet til bogen med den Orwell-inspirerede titel A guide to the presentation of Islam in school textbooks (skrevet af to tyske muslimer Abdoljavad Falaturi og Udo Tworuschka). Oversat fra den tyske original med titlen Der Islam im Unterricht, Georg-Eckert-Institut (1991).

“It has always been a cardinal principle in the teaching and research of the Centre for the Study of Islam and Christian-Muslim Relations (CSIC) that each religion should be studied and understood on its own terms, before even the most timid attempt may be made to compare or critize one against the other. Parallel to this principle has been the conviction that serious personal and academic interaction between adhenrents of the two traditions is essential, if any demolition of the historically accumulated mutual demonization is to be achieved.

One continuing medium for the continuing mutual demonization is the content and underlying assumption of primary and secondary classrooms. In this setting the role of text books is a major factor – althought their impact differs across European countries depending on the nature and degree of bureaucratic and political control of individual school curriculum, teaching resources, school management and teacher traing.

[…]

We trust that this booklet will be useful both as a basic introduction to Islamic teaching and as a tool to evaluate the presentation of Islam in the many school textbooks and teaching materials on offer in the English-speaking world.”

Bogens indhold præsenterer islam, som muslimerne selv ser det, eksempelvis i forhold til “Muhammad and his relations with polytheists, Jews and Christians” (Summary of the central doctrines in Islam, 5.5), “The position of Women” (6.4) og “Jihad – the ‘Holy’ War” (6.5). Interessant nok, men i sagens natur ikke noget en vestlig religionsforsker burde se det som sin opgave at promovere.

Fra det der er tiltænkt at være en slags konklusion (s. 58f).

The following are incorrect:

To confuse social and religious levels. In matters of faith, those known as ‘The People of the Book’ enjoyed complete freedom…

To generalize from the oppression of Christians on political grounds which can be seen at certain times and in certain countries, and to characterize this as Islamic. (Reference should be made here to the considerable social and economic position which Christians – in Egypt for example – have enjoyed, and still do enjoy.)

[…]

The following are incorret:

“It is Gidm who guides” (Surah 28, 56). In accordance with this precept, drawing people to Islam is exclusively God’s affair: Muhammad never took it upon himself to convert other people.

Missionary activity, in the sense of converting others, does not exist in Islam… Muslims, were only required to invite people to guidance, i.e. to a strict monotheism. This task is called da’wa, which can be translated as ‘non-compulsive invitation’…

The spread of Islam began after the death of Muhammad, as the Arabs opposed renewed Byzantine and Iranian colonialization… if these wars had had the aim of converting other peoples, they would have been contrary to the intention of the Qur’an. No effort to spread Islam by force, whether in the past or in the present, can be justified by reference to the Qur’an. If ‘fundamentalism’ exists in this sense, then it is contrary to the nature of Islam.“>

Jeg modtog kopier fra bogen med posten tirsdag ved middagstid. Det hele læste jeg i toget på vejen mod København nogle timer senere. Skal man opsummere modpartens budskab under aftenens debat, må det være at islam ikke er noget i sig selv. Jørgen Bæk Simonsen, Kate Østergaard og Garbi Schmidt gentog det næsten messende i kor: Koranen er intet i sig selv. Blandt publikum var Jørgen S. Nielsen, forskeren der skrev forordet til ovennævnte bog der dikterede hvorledes ‘the intention of the Qur’an’ og ‘the nature of Islam’ og (s. 59) skal præsenteres for et vestligt publikum.

De sprogvidenskabelige forskere undsiger den komparative forskning, og forsker i muslimernes forskellighed udfra den betragtning at islam intet er i sig selv. En forsker som Jørgen Bæk Simonsen lader dog ikke altid muslimerne selv definere islam. Eksempelvis pointerer han i Det retfærdige samfund. Om muslimer og etik (2001, s.78), at sharia “kun vanskeligt [kan] oversættes med det danske ord ‘lov’. Det ville være bedre og mere korrekt med en oversættelse som eksempelvis det, der er ordets grundbetydning, nemlig slet og ret ‘vej’.” Så selvom muslimernes fortolkning af islam er det essentielle, så må deres tolkning korrigeres, hvis det lyder for barsk på dansk.

Andre forskere søger en slags (u)videnskabelig økumeni, og promoverer det synspunkt at islam skal præsenteres som muslimerne selv ønsker det. Skodderne mellem de to retninger er ikke vandtætte. Den slags lader sig kun gøre indenfor samfundsforskningen, hvor visse fag minder om politik til forveksling. Forskere der i 70’erne hudflettede det (de så som) det kapitalistiske samfunds kvindeundertrykkende strukturer, kan trods stor viden om islams undertrykkende natur ikke se problemerne selv efter nærkontakt med Koranen og de underkastede. Idag findes der antropologer der ser det islamiske tørklæde som en slags moderne feminisme.

Diverse integrationsforskere med islam og integration som studieobjekt, anerkender tydeligvis ikke, at Danmark (modsat eks. Sverige og England), ikke officielt har gjort multikultur til et samfundsmæssig udgangspunkt. Klokkeklar sammenblanding af politik og forskning, men næppe noget der kommer frem i debatten om forskningsfrihed, der altid drejer sig om faren for markedsøkonomisk pression mod uafhængige forskere. En af de mere markante kritikere i den henseende er iøvrigt antropologen Kim Esmark – censor på mit historiespeciale.

PS: På Århus Hovedbanegårds ventesal lå tæt på mig lå en kopi af en dansk bog om islam “Muhammed, Guds sidste sendebud”, med undertitlen “Guds velsignelse og fred over ham” (Online, 96 s., doc). På bagsiden henvises til ‘Al-Ahsa Islamic Center, Kingdom of Saudi Arabia’. Nej, islam bedriver bestemt ikke mission.



18. februar 2008

‘A Guide to Presentation of Islam in School Textbooks’

Rolf Sloth-Henriksen i Jyllandsposten sidste mandag – Prostitueret islamforskning.

“Pres fra islam har ført til, at islamforskerne har delt sig i to lejre: de, som forsker uden at lade sig presse.

Dette gælder mange tyske professorer, hvoraf flere lever under politibeskyttelse – og de, som følger det muslimske pres og prostituerer forskningen. Man opgiver forskningen og taler muslimstater efter munden. De gengælder med flotte ophold og konferencer om islams skønhed.

Et rystende tilfælde er en bog skrevet af meget yderligtgående tyske muslimer med anbefaling og med forord af professor Jørgen S. Nielsen.

Bogen er manual for censur af europæiske undervisningsbøger i religion “A Guide to Presentation of Islam in School Textbooks”. Bogen er opbygget, så der på den ene side står, hvad man ikke må skrive om islam, og på modsatte side står, hvad man i stedet bør skrive…

Man må ikke skrive, at Muhammed overfaldt og røvede karavaner, selv om det står i Koranen. Det må ikke nævnes, at han begik drab, selv om Muhammed både myrdede og voldtog og gav ordre til at dræbe i hundredvis af mennesker ved massehenrettelser af ubevæbnede jøder.

Undervisningsbøger må ikke kritisere, at han havde over 20 koner og slavekonkubiner og havde seksuel omgang med en ni-årig. Heller ikke, at muslimer omvender andre til islam, eller at kvinder i islam har færre rettigheder, selv om de jf. Koranen kun har halv arveret (sura 4.11), halv vidneret (sura 2.282), og manden må slå hustruen (sura 4.34), tilbageholde hende i hjemmet (sura 4.15) og skille sig fra hende blot ved at udtale det tre gange.

Jørgen S. Nielsen skriver i forordet: »Vi stoler på, at denne bog vil blive til nytte både som indføring i muslimsk undervisning og som et redskab til at udvælge, hvad der må præsenteres i skolebøger og undervisningsmateriale.«

Denne uhyggelige bog udkom 1991 og må betragtes som et enestående dokument i forskning om censur og viser, hvor langt dansk islamforskning er faldet.”

Oploadet Kl. 04:38 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer


12. december 2007

Professor Jørgen S. Nielsen: Terror skyldes “manglende viden om den islamiske tradition.”

Apologi i religiøst henseende vil sige at argumentere for en religion med udgangspunkt i religionen. Jørgen S. Nielsen er netop blevet professor ved Københavns Universiet. Fra Kristeligt Dagblad – Reformationen i islam er i gang.

“– Det begyndte i England allerede i slutningen af 1970’erne. Men især fra begyndelsen af 1990’erne begyndte de unge muslimer i Europa at læse Koranen selv. Og de opdagede hurtigt, at mange af de ting, forældrene kaldte religion, i virkeligheden handlede mere om den kultur, de kom fra. Derefter begyndte de meget bevidst at definere, hvad der var kulturelt, og hvad der var islam. De klædte så at sige kulturen af. Væk fra forældrenes kulturelle traditioner for at finde den rene religion.

– Hvad skal man beholde og dyrke i en ny sammenhæng? Det svar er der overhovedet ikke enighed om blandt de unge. De søger mange forskellige steder for at finde svarene. Men de søger ikke i den århundreder gamle tradition for korantolkning. Og derfor er det, som jeg siger, at Koranen for dem lige så godt kunne være åbenbaret i morges.

Resultatet kan være terror. Og er det også for et meget lille, men meget beskrevet mindretal. De fleste vil, mener Jørgen S. Nielsen, gennem de næste generationer iklæde islam i Europa en europæisk kulturel klædedragt.

– Der vil blive mange kampe om den rigtige fortolkning. Men faren i denne overgangssituation er den manglende viden om den islamiske tradition. De unge giver for eksempel koranvers som ”der må ikke være tvang i religion” og ”dræb de vantro” lige stor vægt. De ved ikke, at det første vers er et overordnet princip, hvorunder en lang række andre vers, der forholder sig til forholdet til andre religioner, skal ses. Det er faren ved at ignorere traditionel tolkning.”

Oploadet Kl. 14:12 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


25. marts 2007

Mental sikkerhedsventil, uge 12

Selvom Uriasposten i denne og den kommende uge passes af Observant-Henrik, så bliver jeg nødt til lige at kaste en mental sikkerhedsventil online. Der er bestemt ikke mangel på blogmateriale.

Islamisten Safia Auode var emnet for en artikel i Sapphos løbende, Nyhedsavisen skrev om sagen, og forhåbentligt slipper partiet af med det usympatiske møllehjul. Partiet har dog sine åbenlyse mangler – glimrende illustreret i torsdagens Jyllandsposten – Islamkritikere hængt ud.

“»Jeg vil ikke være med til at indlede en heksejagt. Vi er et rummeligt parti, og det er ligegyldigt, om vores medlemmer er muslimer eller hinduer. Det afgørende er, om deres adfærd og det, som de siger, er i overensstemmelse med Det Konservative Folkepartis værdigrundlag,« siger Svend Bergstein.”

Dagen forinden kunne man i Berlingske Tidende læse at pædagogerne vil have forberedelsestid. Tidlig aprilsnar, monstro.

Nyhedsavisen bragte i torsdags et længere interview med Christian Nissen. Han er for klog til at lyde så dum, men man kan godt komme lidt i tvivl. Magtens arrogance i koncentreret form – DR Byen er ikke mit mausoleum.

“»Jeg er glad for, at byggeriet blev sat igang. Det er et fantastisk hus, som mange vil få glæde af. God arkitektur er ikke bare æstetisk, men også funktionelt, og det har været DR’s tradition i alle årene at bygge fremragende arkitektur. Det ville være forkert at lave et fabriksbyggeri,« siger Nissen. Også selvom – eller måske netop fordi – DR-Byen bygges for licensmidler, mener han.

[…]

»Jeg tror, at der kommer bedre journalistik ud af, at journalister har deres sjæl med i det, de laver. Det, der så er redaktørens opgave, er at sørge for, at der er så højt til loftet, at en redaktion kan rumme mange forskellige holdninger. Jeg så meget nødig et DR, P1 eller Orientering, hvor man var så bange for, at der kom politiske holdninger ud, at det hele blev en grå masse.«”

Nyhedsavisens Ulla Dubgaard hjalp godt til med apologien.

“Til sin egen fortrydelse endte Christian Nissen med at sidde og diskutere navngivne journalisters politiske holdninger med bestyrelsesformanden. Et af de våben, der blev brugt imod ham – også i dag – var følgende replik fra et debatmøde i 1997, der af højrefløjen blev tolket som et forsøg på at placere DR til venstre for midten.”

Så meget om højrefløjen, men ikke et ord om venstrefløjen på DR Online der idag kan berette om en kommunistisk terrorists løsladelse og et venstreradikalt angreb mod det danske konsulant i Bremen.

I fredagens Nyhedsavisen var der mere apologi. Masseanholdelserne i forbindelse med rydningen af Jagtvej 69 betød at ‘Familien Danmark’ kom i fængsel. Et af eksemplerne var forsker Niels Fastrup, der vel må være ansat på RUC. Forfatterskabet spænder vidt – lige fra Modkraft-artikler til den højt besungne artikel i Social Kritik, Kapitalismen vakler… Claus Bonnez fra foreningen KRIM drog på basis af Fastrups beretning om forholdene i Vestre Fængsel følgende ord i sin mund.

“Faktum er, at de mest krævende i fængslerne er de ressourcestærke, som stiller krav om en menneskelig behandling. Man kan håbe, at deres tilstedeværelse vil føre til forandringer. Det svarer til situationen under Anden Verdenskrig, hvor frihedskæmperne med gode jobs fra overklassen blev lukket ind i fængslerne og så, hvordan folk blev mishandlet. Da frihedskæmperne kom ud, blev der i 1947 gennemført store reformer af fængslerne…”

Man kunne også gå hele vejen jvf. det Balvig’ske paradigme. Straf er dobbeltstraf thi gerningsmænd er ofre for samfundets svigt.

Fredag morgen var det turismeforsker Lise Lyck der i et indslag i på P1 Morgen kunne fortælle, at Grønland burde markedsføres som et sted hvor miljøaktivister kunne se “konsekvenserne af klimaforandringerne”. Istedet for at sende folk med brændstofslugende passagerfly til fjerne destinationer for at se smeltet is, så ville det være langt bedre for miljøet, og den almene oplysning, at der blev oprettet egnsmuseer der fortalte om de naturmæssige fordele ved svagt stigende gennemsnitstemperatur. Måske vil den farvestrålende sommerfugl Svalehale (Papilio machaon), eller den eksotisk udseende Hærfugl (Upupa epops) om få år berige den danske natur til glæde for alle. Man kan kun håbe.

Deadlines Adam Holm bekendte kulør på svensk – Snaphanen har historien. Citatet taler for sig selv.

“– Mitt intryck är att det efter sju åtta års debatt inte har varit någon samlad motoffensiv, varken politisk eller pedagogisk, mot Danskt folkeparti…”

Endnu en kendis fik et lynkursus i Anvendt multikultur. Fra Ekstra Bladet – Paw tævet af ti arabere.

Interessante links.

  • 26/3-07Tennessee Center for Policy Research – Al Gore’s Personal Energy Use Is His Own “Inconvenient Truth”.
  • 17/3-07 P2plus bog – Bl.a. med Mikael Jalving (efter… min).
  • 19/3-07 P1 Formiddag – Magt og moral (50 min. med Mikael Jalving).
  • 19/3-07 Berlingske Tidende – Kronik af Lars Hedegaard og H.M. Brix: Krogerup – nu med bederum.
  • 20/3-07 DR2 Deadline – Debat mellem Jørgen S. Nielsen og Torben Hansen (om sharia, se også Hodja).
  • 20/3-07 Århus Stiftstidende – Politiet tredobler styrken i Gellerup.
  • 21/3-07 Jyllandsposten – Kronik af Kasper Støvring: Tre kapitler af integrationens historie.
  • 

    4. december 2006

    Lene Kattrup: Religionsforskere har en dogmestyret tilgang til islamisme

    Fra dagens Kristeligt Dagblad. En kommentar i debatten om islamismeforskningen fra Lene Kattrup – Forskerne er berøringsangste.

    “Siden regeringen har fået vedtaget, at der på finansloven er afsat 10 millioner kroner til en forskning, der skal forsøge at kaste lys over islamismen som baggrund og grobund for terrorisme, har mange forskere kritiseret dette. Det gælder primært de forskere, der ikke mener, der er en indre dynamik eller nogle kræfter i islam eller islamismen, der kan have den betydning. Blandt andet religionsforskeren Michael Rothstein har den tro eller overbevisning. Overbevisning eller tro er netop de rette ord.

    For når han uden videre hævder dette synspunkt, så kan det ikke være efter at have gransket spørgsmålet med sædvanlig videnskabelig kritisk eller historiekritisk metode. Jeg har ikke hørt ham fremkomme med argumenter for sit meget overraskende synspunkt. Han forekommer mig faktisk at have fundet sin egen religion, når han mener, at det er ret ligegyldigt, hvad der står i teksten.

    Det får han svært ved at kunne argumentere for, medmindre han blot hævder, at det er hans personlige tro, som han ikke behøver at begrunde på logisk eller empirisk vis. Men hvis det er tilfældet, så er der jo netop tale om religiøse argumenter. Det er ikke acceptabelt, når han er ansat som religionsforsker, som man må forvente forholder sig rationelt og observerende kritisk videnskabeligt til religionerne og religionsideologierne som fænomener. Hvis han mener, at disses indre dynamik, deres myter, etik, ritualer og dogmer ikke er afgørende, fordi det kun er tolkningen, der kan være væsentlig, da bliver hans arbejde lettere, men han studerer så kun glasuren på lagkagen. Og min påstand er, at han ikke har saglige argumenter for at synes, at han ikke skal ned i teksten og ned i substansen. Det er bare noget, han tror, ikke er nødvendigt.

    Han er også uenig med Osama bin Laden, som citerer korrekt fra Koranen. Og med en del terrorforskere. Nogle moderate muslimer forsøger i øjeblikket at reformere islam, men siger selv, at der mere bliver tale om en transformation, da de ikke som Luther blot kan søge tilbage til teksterne, hvis de skal have indholdet gjort foreneligt med et sekulært demokrati, hvor religiøse argumenter og religiøse love ikke må findes. Netop tekstens indhold, Koranens og hadithens, er i øjeblikket i den vestlige verden i høj grad sagens kerne og objekt for det opgør, der er på vej.

    Når vi i Europa har en dyb tradition for historiekritisk forskning, er det kun naturligt, at vi ønsker at få undersøgt sammenhængen mellem islam eller islamismen og terror, således at vi ikke kun undersøger de socioøkonomiske sammenhænge. Hvad er der i vejen med at se nøjere på, hvordan og hvornår religionens ideologi i sig selv er en væsentlig faktor, så man i givet fald kan sætte ind med tiltag overfor indoktrinering af børn og unge i “koranskoler” også her i landet? Der er blandt andet blevet peget på børn og unges påtvungne recitation og nærmest hypnotiserende gentagelser af de såkaldte sværd-vers fra den sidste del af koranen. Mange mennesker tæt på eller med indgående kendskab til det ekstreme miljø har jo peget på dette, også pårørende til unge, der er blevet radikaliseret.

    Hvorfor i alverden har Michael Rothstein noget mod en sådan forskning? Han anerkender vel, at islamismen er en totalitær ideologi, der faktisk har visse karakteristika til fælles med for eksempel fascismen og marxismen? Og han anerkender vel også, at historien så tit har vist os, at totalitære politiske ideologier i sig selv har nogle destruktive kræfter, der er farlige og i stand til at påvirke enkeltindivider til onde handlinger. Det er en empirisk kendsgerning, der er svær at undvige.

    Rothsteins modstand synes simpelthen ikke logisk, men snarere trosbaseret. På tv blev han konfronteret med den kritik, som politikerne nu har tilladt sig at lange over bordet, som går på, at han selv, Jørgen Bæk Simonsen, Jørgen S. Nielsen og Tim Jensen i gennem flere år har haft en vis berøringsangst over for islam, der har gjort, at de har undladt en kritisk videnskabelig forskningsmetode overfor islam som religion og ideologi.

    Det har været svært at acceptere, når vi fra mange andre forskere, islam-sagkyndige og terroreksperter har fået at vide, at der i islamismen ligger en kilde til forståelse af terrorens væsen og dermed en potentiel mulighed for at forebygge et stort og væsentligt problem for den vestlige verden.

    Jeg synes ikke, disse forskere, der blot fejer enhver sammenhæng af bordet, har taget deres forpligtigelse over for samfundet og de skatteborgere, der sikrer dem deres stillinger, alvorligt, når de har haft så stor berøringsangst over for kritisk islamforskning. Men på grund af dette er det klart, de 10 millioner kroner må gå deres næse forbi, de må gå til forskere, der er mindre forudindtagede og mere åbne. I øvrigt er det et meget lille beløb.

    Desværre blev det samtidig vedtaget, at “Det Arabiske Initiativ” kunne fortsætte med en bevilling på 100 millioner kroner. Der er noget galt med vægtningen.

    Kattrup spørger retorisk Rothstein om han da ikke mener “islamismen er en totalitær ideologi”. Det samme kunne hun spørge Rasmus Alenius Boserup fra Carsten Niebuhr-institutet om. Forleden var han gæst i Samfundstanker på P1.

  • 27/11-06 Samfundstanker – Rasmus Alenius Boserup.
  • 

    25. juli 2006

    Jørgen S. Nielsen: Ytringsfriheden er farlig – den skaber konflikter i forhold til multikultur…

    Fra dagens Berlingske Tidende – Islam-apologet Jørgen S. Nielsen for fulde omdrejninger. Her lidt fra »Ytringsfriheden kan være farlig«.

    “Over telefonen til Damaskus beder vi Jørgen S. Nielsen om at uddybe, hvad den forskellighed inden for islam, som han insisterer på findes, betyder for os danske ikke-muslimer?

    »Den betyder, at det ikke er islam som sådan, der er udfordringen for os,« siger han.

    »Udfordringen er globaliseringen. Udfordringen er selve dette, at der kommer nogen udefra.«

    Er denne udfordring særligt stor for os – som den lille nation, vi er?

    »Ja. Man kan prøve at sammenligne Danmark med et land som Storbritannien… I en periode på over 200 år diskuterede briterne, hvad de skulle stille op med katolikkerne. Mange af de spørgsmål, man i dagens Danmark stiller til islam, ligner de spørgsmål, som briterne dengang stillede til katolicismen.«

    […]

    Kan vi overhovedet lære at forstå det?

    »Det tror jeg. Da jeg gik i mellemskolen og gymnasiet i 1960erne, var der både baptister og mormoner blandt mine klassekammerater…«

    Hvordan overbeviser man danskerne som flest om, at danskhed og islam også godt kan kombineres?

    »Ved at argumentere imod de holdninger, der er fremherskende i den danske stamme. Ved at gøre det klart, at danskerne fordømmer sig selv til en marginalisering i den større verden, hvis de ikke åbner sig for det nye

    Men hvad så med sammenhængskraften? Mange vil hævde, at der er grænser for, hvor hurtigt indvandringen kan foregå, hvis bukserne skal holde?

    »På ét niveau er argumentet rigtigt nok. Man kan ikke ændre alting på et døgn. Der skal mindst en generation til. Sandsynligvis to. Men argumentet om sammenhængskraften bliver jo ofte brugt af dem, der ikke ønsker nogen som helst ændringer overhovedet...«

    […]

    Du taler om problemer, der skal løses. Men kan de virkelig løses alle sammen? Er der ikke en kerne i islam, som principielt umuliggør et konfliktfrit møde med Vesten?

    »Det tror jeg slet ikke på. Definitionen af, hvad der er kernen i islam, er tids- og kulturbestemt. Det samme gælder definitionen af, hvad der er kernen i kristendommen. For 120 år siden – i forbindelse med Det første Vatikanerkoncil – argumenterede den katolske kirke imod demokrati og menneskerettigheder. Længere tilbage i historien mente kirkefaderen Augustin, at man som kristen skulle være intolerant over for anderledes troende. Kernen i kristendommen og kernen i islam ændres med andre ord på forskellige tidspunkter og i forskellige sammenhænge. Man kan ikke sige, at kernen én gang for alle er sådan og sådan.«

    Så skillelinjerne i synet på f.eks. det sociale og det politiske og menneskers forhold til hinanden ligger ikke mellem religionerne?

    »Nej. Skillelinjerne ligger inden for religionerne. Inden for alle religioner er der altid to fronter: De, der siger, at vi er de eneste, der har ret, og alle de andre har uret, og derfor skal alle de andre omvendes og udelukkes. Og de, der siger, at det ikke er givet mennesker at være fordømmende over for andre, og at man må vise en vis tilbageholdenhed og ydmyghed.«

    […]

    Hvad mener du selv? Er det vigtigste ikke, at vi værner om den tradition for ytringsfrihed og ofte meget hård religionskritik, som vi har i f.eks. Danmark?

    »Det synspunkt har jeg personligt sympati overfor. Men vi skal også huske på, at vi, der bor i Europa – og særligt i Vesteuropa – er enestående i en global sammenhæng, i og med at vi i den grad er blevet sekulariserede og har lagt afstand til religion og religiøse følelser. I et land som USA skal man være utroligt forsigtig med at forhåne Kristus, og selv i Europa gælder det jo, at man ikke har ikke lov til alt. Sådan skal det også være. Ytringsfriheden kan være farlig. Det nytter ikke noget at insistere på ytringsfriheden, hvis man samtidig glemmer, at pennen kan være skarpere end sværdet.«

    Du har altså ikke noget imod, at man udøver selvcensur i forhold til islam, hvis det skønnes at være mest hensigtsmæssigt i sammenhængen?

    »Nej. Tænk på, at der konstant udøves selvcensur i europæisk presse, når det drejer sig om jøder. Hvad jøder angår er vi alle sammen, af gode grunde, blevet meget sensitive. Vi har endnu ikke udviklet den samme sensitivitet i forhold til muslimer.«

    Vil den komme?

    »Det tror og håber jeg. Når vi danskere engang bliver enige om, at vi lever i et multikulturelt samfund, vil vi også kunne blive enige om at vise hinanden almindelig høflighed. Senere kan vi så begynde at blive mere ærlige og direkte over for hinanden. Man skal ikke indlede en samtale med at være meget direkte. Gør man det, bliver mulighederne for videre samtale slået i stykker, allerede inden samtalen er begyndt.«”

    Hvis han selv tror på det han citeres for her, så betvivler jeg hans intelligens. Men mon ikke han som andre røde forskere før ham. blot forsøger at gøde jorden for den af ham ønskede multikultur.

    Iøvrigt undrer det mig, at Berlingskes Søren Kassebeer og Jørgen S. Nielsen begge mener det er forskerens opgave at ‘overbevise danskerne’. En forsker skal selvfølgelig ikke agere som politisk aktivist, og da slet ikke i forhold til en postuleret overensstemmelse mellem danskhed og islam, hvis man har boet udenlands siden 1978.

    

    14. juni 2006

    Hans Hauge om Udenrigsministeriets dialog i Damaskus

    Fra sdiste onsdags Kristeligt Dagblad, lidt fra et ypperligt indlæg af Hans Hauge – Vejen til Damaskus.

    “Det er en helt absurd delegation [som Udenrigsministeriet har sendt til Damaskus]. Og man må nok spørge om, hvordan i alverden denne delegation er blevet udvalgt…

    Delegationen består nemlig af gejstlige. Hvad i al verden skal danske bisper og præster med for? Det er den engelske islamekspert Jørgen S. Nielsen, der måske har udvalgt dem, skønt han ikke har opholdt sig i Danmark i mange år… Det var ham, der som ekspert forudsagde, at der ikke ville ske noget i Damaskus dagen før, ambassaden blev afbrændt. Nielsen vil igangsætte et samarbejde mellem humaniora på Københavns Universitet og universitetet i Damaskus. Ikke med teologi, men derimod med religionsvidenskab, hvis førende kraft er den anti-religiøse Mikael Rothstein. Hvordan mon Nielsen tænker sig en “religiøs” dialog mellem en mufti og Rothstein? Projektet svarer til, at man under apartheid ville indlede et samarbejde med et universitet i Sydafrika.

    Hvem er så de få udvalgte? Naturligvis den evindeligt politiserende Viborg-bisp, Karsten Nissen. Stoler Udenrigsministeriet på ham? Han skal repræsentere folkekirken, skønt statsministeren netop har sagt, at ingen kan repræsentere folkekirken.

    Dernæst er der formanden for Danmission; en af dem, der har erstattet mission med dialog. Lars Mandrup. Hvad skal han med for? Jo, han gør vel ingen skade. Leder af Islamisk-Kristent Studiecenter, Lissi Rasmussen og en imam er også med. Hvorfor er der ingen med fra islamkritisk netværk?…

    Og så til sidst det allermest absurde. Udenrigsministeriet har inviteret journalist ved Politiken Anders Jerichow med. Det er ham, der sammen med en kollega har skrevet en bog om, at stat og kirke skal adskilles. Han skal altså føre religiøs dialog. Hvad mon det næste påfund bliver?” 
     

    

    15. maj 2006

    Danmark tæppebombes med succeshistorier – skabt ved telefoninterviews…

    Jyllandsposten, den onde neokonservative Viby-avis har i nogle dage, og frem til søndag et større tema under overskriften Muslimer i Danmark, og med udgangspunkt i en række telefoninterviews foretaget af Rambøll Management – tæppebombes danskerne med oneliners ala…

    “Kun 13 pct. af de danske muslimer går fast til fredagsbøn og lytter til imamerne, og det får bl.a. centerleder Peter Seeberg, Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, til at konkludere: »Tallet illustrerer, at de imamer, som i bestemte situationer er meget fremme i medierne, langt fra har en opbakning i brede kredse blandt deres egne trosfæller. Danske imamers indflydelse på herboende muslimer er alt andet lige forholdsvis begrænset,« siger Peter Seeberg.”

     

    “Blandt muslimske lærde er der bred enighed om, at Koranen påbyder kvinder at bære tørklæde, når de færdes offentligt. Alligevel kommer de danske muslimers holdning ikke bag på seniorforsker Garbi Schmidt fra Social Forskningsinstituttet (SFI). Hun understreger, at der er forskellige tolkninger af Koranens ord, og at muslimer i Danmark forholder sig aktivt til både deres religion og det samfund, som overgiver dem.”

     

    “I den første meningsmåling blandt landets muslimer siger 80 pct., at de ville foretrække at bo i et område med mennesker fra forskellige religioner. Kun otte pct. foretrækker at bo sammen med primært muslimer, viser målingen, der er foretaget af Rambøll Management for Morgenavisen Jyllands-Posten. Danskerne er mere forbeholdne over for at blande sig boligmæssigt med muslimerne. I alt 63 pct. af danskerne foretrækker blandede områder, mens 30 pct. helst vil bo i et område med primært kristne naboer.”

    Når statsministeren ikke inviterer terrorsympatiserende islamister til integrationsmøde, så høres der ramaskrig fra halal-segmentet. Når politiet anholder imamer i Vollsmose, så krænker det muslimerne som gruppe. Men ‘få lytter til imamerne’, siger Rambøll…

    P1-lyttere vil vide, at en tolerant virksomhed, er en virksomhed som idealiserer det islamiske tørklæde, og der har da også været flere retsager desangående herhjemme. Men ‘tørklædet er ikke så vigtigt’, siger Rambøll…

    I sidste uge kunne man på TV2 Online læse at Flygtninge flygter fra Nordjylland mod ghettoerne. Men ‘muslimer vil i kontakt med danskerne’, siger Rambøll – og kopierer en vinkel Catinét Analyse har perfektioneret.

    Opdate.

    “Jørgen S. Nielsen, direktør for Det Danske Institut i Damaskus, er positivt overrasket over resultatet:

    »Jeg havde forventet, at religionen i højere grad spillede ind på holdningen til spørgsmålene – altså, at jo mere religiøs, jo større modstand mod Israel. Men tallene tyder på, at det betyder noget, at de bor i Nordeuropa. Det er simpelthen et tegn på integration og meget positivt,« siger Jørgen S. Nielsen.

    Flertallet af danske muslimer er parate til at bryde med Koranens bud om, at muslimer bør gifte sig med muslimer, og siger god for, at deres søn eller datter gifter sig med en ikke-muslim.”

    

    10. marts 2006

    Lidt om euro-islamisten Tariq Ramadan – og Jørgen S. Nielsens venskab til samme

    Både Weekendavisen og Berlingske Tidende har idag valgt at sætte fokus på Tariq Ramadan. Herunder lidt fra begge artikler, som udemærket illustrerer hvorfor han mere er en del af problemet end løsningen.

    10/3-06 Weekendavisen – Helle Merete Brix: Sablen og Koranen (anmeldelser af bøger om Ramadan af Sylvain Besson, Fiammetta Venner og Paul Landau).

    Det Muslimske Broderskab blev stiftet i 1928 i Egypten af skolelæreren Hassan al-Banna. Organisationen voksede hastigt og oprettede et væld af skoler og sociale institutioner. Der var dog ikke kun tale om fredelig mission. Muslimbrødrene og Banna var inspirerede af fascismen og nazismen. Med tiden holdt organisationens partisaner sig ikke tilbage fra at nedbrænde kristne kirker, sætte ugudelige biografer og teatre i brand og knivoverfalde kvinder, der ikke ville dække sig til. Brødrene ønsker sharia, islamisk lov indført og opererer ud fra et enkelt koncept: »Allah er vort formål, Koranen er vor lov, Jihad er vor vej, døden for Allahs sag er vort højeste håb.«

    Idag er Brødrene indflydelsesrige på verdensplan. […]

    Said Ramadan var personlig sekretær for Muslimbrødrenes stifter Hassan al-Banna, og han fik lov til at gifte sig med Bannas datter, Wafa. […]

    De [forfatterne til de tre bøger] opfatter slet og ret Tariq Ramadan som Brødrenes forlængede arm, og hans tale til et ikke-muslimsk publikum om gensidig respekt og dialog som et røgslør. Besson beskriver også, som de øvrige forfattere, Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, som blev oprettet i 1997. Rådet arbejder for at udstikke retningslinier for Europas muslimer og består af 30 retslærde fra blandt andet Saudi Arabien, Sudan og Europa, alle med tilknytning til Muslimbrødrene. Listen over medlemmerne kan hentes på internettet, og her fremgår det, at den danske imam Fuad al-Barazi sidder i rådet. Barazi er en af de imamer, der har været særdeles aktive i at blæse sagen om Muhammed-tegningerne op i Mellemøsten. På arabisk TV viderebragte Barazi således det grundløse rygte om, at der ville blive brændt koraner af i København.

    I 2002 udkom den første samling af det 30 mand store råds fatwaer på fransk, udgivet af det islamiske forlag Tawhid i Lyon. Besson skriver, at »det er paradoksalt« at se Tariq Ramadan skrive forord til denne samling af fatwaer, der blandt andet indeholder en, der legaliserer dødsstraf for frafald fra islam. […]

    …  bogen påviser og redegør Venner for UIOFs opbakning til sharia, organisationens antisemitisme og tætte tilknytning til en række af Broderskabets organisationer og prædikanter. Det gælder blandt andet det i artiklen nævnte Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, og dets formand Yussuf al-Qaradawi. Den 80-årige Qaradawi er ikke en hr. hvem-som-helst i den islamiske verden. Han regnes for Muslimbrødrenes øverste åndelige leder, han er specialist i islamisk finansiering og var aktiv på højt plan i al-Taqwa bankens ledelse. Qaradawi er også TV-stjerne på Al Jazeera, hvor han trækker millioner af seere med sit spørgeprogram Sharia og livet.

    Qaradawi lever i et polygamt ægteskab i Qatar. Han har legaliseret selvmordsterrorisme og muslimske mænds ret til at slå deres hustruer, ligesom han anbefaler »mild« omskæring af kvinder. Ifølge den danske imam Abu Laban var han en af dem, man skulle besøge på rundrejsen til Mellemøsten for at få støtte til modstand mod tegningerne. […]

    Venner peger på Muslimbrødrenes nyttige speciale: den tvetungede tale. I dag profilerer UIOF sig udadtil som »moderat« og med respekt for den franske republiks grundlag. Men i 2002, skriver Venner, råbte man åbent fra talerstolen i Bourget, hvor UIOF hvert år trækker tusinder til konference, at »Koranen er vor forfatning«. […]

    Venner redegør også for UIOFs politiske lobby-arbejde, der fortsætter i Europa-parlamentet. Gennem organisationen Pro-Hidjab, der støttes af blandt andre Qaradawi, fik man i februar 2005 omkring 30 medlemmer af Europa-parlamentet til at underskrive en erklæring, der støtter »religiøs frihed« i Frankrig og EU. Altså, retten til at bære hovedtørklæde. Blandt underskriverne er Karin Riis-Jørgensen og Niels Busk fra Venstre. […]… da Landau i høj grad også beskæftiger sig med Ramadans strategi og hans effektive netværk blandt ikke-muslimerne.

    Dette netværk tæller blandt andet medier som Le Monde og Le Monde Diplomatique… […]  Landau mener, at det, der skiller bin Laden-fløjen fra Qaradawi-Ramadan-fløjen, er valget af strategi. Den fordømmelse, der er kommet fra sidstnævnte fløj af for eksempel angrebet på USA 11. september, er ikke en etisk-moralsk fordømmelse. Nej, siger Landau, det er en fordømmelse af, hvad denne fløj må opfatte som en uklog strategi. For Qaradawi har udtalt en profeti om, at Europa skal erobres, men altså med Koranen og ikke med sværdet, deraf titlen på Landaus bog. Tariq Ramadan, der som Qaradawi støtter jihad (læs, terrorisme) i de muslimske lande, har udtrykt det således: »Det er gennemført upålideligt at lade Europa tro, at dets oprindelse er den jødisk-kristne tradition. Det er en fuldstændig løgn.«”

    10/3-06 Berlingske Tidende – Jesper Termansen: Jagten på den europæiske muslim.

    “Blandt mange intellektuelle muslimer i Vesteuropa står Ramadan som en guru. Én af hans støtter er Jørgen S. Nielsen, direktør for Det Danske Institut i Damaskus og mangeårig islamforsker i Birmingham. Han er personlig ven med Tariq Ramadan: »Nogle af dem, der taler om euroislam har et forkert billede af et homogent, sekulariseret Europa, hvor religionen er privat og adskilt fra politik. Det er i sig selv en karikatur de europæiske samfund. Tariq Ramadans krav er, at han som muslimsk europæer vil have ret til at deltage i samfundet – netop som muslim. Så må han tilpasse sin form for islam til det samfund, som han arbejder i, men samfundet må også lære at forstå hans muslimske identitet.« […]

    I dag er der fløje af Broderskabet, som klart hylder den militante og totalitære udgave af islamismen. Af samme grund deler Ramadan de vesteuropæiske lande skarpt op. Mens den britiske regering anser ham for en fremtrædende fornyer og rådgiver i moderne islam, er han uønsket i det officielle Frankrig. Heller ikke USA bryder sig om ham. Tariq Ramadan er for eksempel nægtet indrejsevisum til De Forenede Stater.

    Jørgen S. Nielsen mener, at hele debatten om Ramadan er symptomatisk for det grøftegraveri, som sker i forhold til at forstå moderne islam: »Tariq Ramadan vil ikke afsværge sin bedstefar, fordi han mener, at situationen er anderledes i dag end i 1930ernes Egypten, hvor hans bedstefar levede. Det er jo netop nogle af principperne i moderne islamisk tænkning, at man ikke ureflekteret kører videre med tingene, som om tiderne ikke ændrer sig.«

    Spørgsmålet er så, om Ramadan – og andre med ham – er ægte demokrater eller blot ønsker at bruge demokratiet til at afskaffe det ved flertalsvalg. Der lyder Nielsens svar: »I den europæiske sammenhæng er der ingen tvivl om, at han er ægte demokrat, men hvis vi i Europa havde 90 procent muslimsk flertal ville situationen være anderledes. Det er en teoretisk diskussion. Problemet med mange europæere er, at de forlanger en absolut trosbekendelse fra muslimer. Det er en ufrugtbar måde at gå til den debat ,« siger Jørgen S. Nielsen.”

     

    Oploadet Kl. 19:25 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    

    15. december 2005

    Danmark: Sagesløse licensbetalere forulempet i eget hjem

    Man kan næsten ikke stille ind på P1 i disse dage, uden at blive belemret med den mest virkelighedsfjerne apologi for islam og multikultur.

  • 10/12-05 Dokumentarzonen – Tema: Hadet er en livsbetingelse. (150 min)
  • “For 10 år siden sluttede krigen mellem Kroatien, Bosnien og Serbien. Tre lande, der tidligere havde været en del af Jugoslavien. 14. december 1995 blev fredsaftalen underskrevet i Paris, men krigen havde efterladt dybe sår. Programmet vil behandle krigens sår. Her vil være tre portrætter af kvinder, der stadig er ofre for krigen. Alle tre har været på flugt, og alle tre forsøger nu at skabe sig et liv der, hvor de er endt. Hiba er bosnisk muslimsk. Hun måtte flygte med sine fire børn. Hun bor i dag i samme by som sin mands morder. Liljana er serbisk bosnier og måtte flygte fra Kroatien. Hun bor i dag på 10. år i et flygtningcenter i Beograd med sin mor og sine tre børn. Ivona er kroatisk bosnier, men måtte flygte sammen med sin far og mor og lillesøster fra hendes fødeby Foca. De blev tvunget væk af serberne. Udsendelsen handler om kroater, serbere og muslimer. En udsendelse om livet i dag 10 år efter krigen og om fremtidsudsigterne for det splittede land. Reportager og interview fra Bosnien bliver kommenteret i studiet af bl.a. Birte Weiss, historikeren Karsten Fledelius, journalisten Thomas Hjortsø, filosoffen Safet Bektovic og leder af Den Danske Helsinki Komité For Menneskerettigheder Ole Richter. Tilrettelæggelse: Claus Vittus. (Genudsendelse fra lørdag).”

  • 14/12-05 Orientering (Hanne Foighel) – Fred og ro i et af den vestlige verdens mest multikulturelle samfund. (8,53 min.)
  • “Canadiere, der ikke tilhører de to såkaldte grundlæggende canadiske kulturer, nemlig den franske og den engelske, udgør i dag over halvdelen af landets indbyggere. Der lever omkring 50 såkaldte ‘andre’ kulturer i landet og det gør Canada til et af den vestlige verdens mest multikulturelle samfund. Alligevel hører vi stort set aldrig om fremmedhad, integrationsproblemer eller raceuroligheder i Canada. Orientering har talt med redaktøren for Canadas største nyhedsmagasin The Walrus, David Berlin om multikulturalisme og – på baggrund af debatten om Muhammedtegningerne i Jyllandsposten – ikke mindst om ytringsfrihed i et multikulturelt samfund.”

  • 14/12-05 Orientering (Natascha Ree Mikkelsen) – Hjørnet: Muslimerne og mistænkeliggørelsen (20,14 min.)
  • “Moderate muslimer føler sig mistænkeliggjort, når de blander sig i den offentlige debat og stiller op som politikere her i Danmark. For går de nu ind for indførsel af en islamisk stat her i Danmark – og for sharia-lovgivning med dødsstraf og håndsafhugning? Det er anderledes i England, hvor der ikke konstant stilles spørgsmålstegn ved, om man kan forene Islam med demokrati – og på trods af bombeangrebet i London sidste sommer, kan de fleste briter godt kan kende forskel på de fundamentalistiske muslimer og de moderate og demokratisk sindede. Hvorfor er der så stor forskel på Danmark og Storbritannien? Det spørgsmål har Natascha Rée Mikkelsen stillet professor Jørgen Nielsen. Han er er dansker af oprindelse, men har i mange år været leder af et islamisk kristent center på universitetet i Birmingham. I dag bor han i Damaskus som leder af Det Danske Institut. I indslaget medvirker også dr. Naseem, der er leder af Birmingham Central Mosque.”

    <14/12-05 Orientering (Lars Hedebo Olsen) – Australsk selvransagelse efter race-uroligheder. (9,39 min.)

    “Siden mere end 5000 unge mennesker gik amok på en strand i Sydney i søndags, har australierne spurgt sig selv, hvordan det er kommet så vidt at hvide unge mænd samles, iklæder sig det australske flag og går til angreb på libanesere og andre indvandrere. Australien, der siden begyndelsen af 1970’erne officielt har haft multikultur på den politiske dagsorden, bryster sig normalt af 20% af befolkningen er født uden for landets grænser og at der tales mere end 120 forskellige sprog på det store kontinent. Kampene mellem libanesere og hvide autraliere, angreb på kristne kirker og overfald på muslimske kvinder tegner imidlertid et billede af en splittet nation, hvor integrationspolitikken er slået fejl og racehadet lurer lige under overfladen. Regeringen afviser imidlertid at urolighederne handler om racisme og med en helt ny antiterrorlovgivning, har politiet fået ekstraordinære magtbeføjelser, som blandt andet betyder fængselsstraffe på op til 7 år for personer der bærer t-shirts med opfordringer til vold.”

  • 15/12-05 Lige lovligt. (45,01 min.)
  • “11. september, Al Quada og danske terrormistanker har på én måde gjort det sværere, – og på en anden måde gjort det lettere. Sværere, fordi de fleste muslimer føler sig udsat på grund af de ekstreme muslimers handlinger. Lettere, fordi nu kommer flere og flere moderate muslimer på banen og tager afstand fra fundamentalisterne. Det bliver med andre ord muligt i offentligheden at høre og se forskel på muslimer… og muslimer.

    Det betyder samtidig, at der internt blandt muslimer er et større opgør i gang om, hvad Islam egentlig er. De ekstreme muslimer mener for eksempel det er syndigt – eller Haram, som det hedder i Koranen – at deltage i de demokratiske valg og chikanerer de muslimer, der stiller op til valg.

    Det er også de ekstreme muslimer, der i skøn forening med højrefløjen i Danmark har fået lov til at bestemme definitionen af begrebet Sharia, som de fleste i Danmark nok forbinder med dødsstraf, håndsafhugning og stening. Men sådan ser de tre politikere, der er i studiet i dag, slet ikke på det. De har alle muslimsk baggrund – og mange erfaringer med at deltage i det danske demokrati og at være i dobbelt-ild….

    I studiet: Mona Sheikh, tidligere folketingskandidat for Det Radikale Venstre. Asmaa Abdol-Hamid, medlem af Enhedslisten i Odense. Ben Haddou, konservativ fra København.

    Iøvrigt medvirker: Kamal Quereshi, medlem af folketinget for SF. Lederen af Birmingham Central Mosque, Dr. Naseem. Lasse Jensen, redaktør af P1 programmet Mennesker og Medier.”

    P1 sender i døgndrift, og selvom det hele burde transkriberes til glæde for eftertidens historikere i eksil – så er det desværre umuligt. Spredte kommentarer til ovenstående.

    Jeg kom ind til den afsluttende kommentar i Balkan-udsendelsen, og overhørte følgende ordveksling (citeret efter hukommelsen):

    Vært, DR: Hvad er så læren af krigene?

    Birthe Weiss: At nationalisme skal bekæmpes med kæp og stok.

    Det et næsten et årti siden Samuel P. Huntington hudflettede utopisterne med tesen om at kultur i sidste ende er det der skiller og forener folk. Weiss har set blod, men har intet lært – en typisk eksempel på hvorledes ideologi kan blokere for selv de mest indlysende slutninger. Selvfølgelig var Milosevic en ond nationalist der drømte om et Stor-Serbien, men det hele grunder i demografiske forskydninger, og det faktum (som Huntington pointerer) – at kulturer enten domineres eller dominerer. I begge tilfælde er der indbygget konfliktpotentiale, ikke mindst når demografien ændrer styrkeforholdet over tid. Skillelinien er først og fremmest etnisk, ikke nødvendigvis national.

    Orienterings beretning om multikultur i Canada var underholdende. Konklusionen var selvfølgelig skrevet på forhånd – den canadiske multikultur er en succes, fordi canadiere ikke hader muslimer. Ikke et ord om velfærdsstat kontra openborder-liberalisme – Orientering er jo ikke en udsendelse hvor man roser liberalisme og fejrer overgangen til minimalstaten, men derimod et program hvor man med alle midler går i rette med folk som ikke bifalder multikulturen. Avisredaktøren som blev interviewet fortalte at multikultur i Canada var helt uden konflikter, og lidt kedelig. Forstået på den måde, at de forskellige etniske grupper stort set ikke havde kontakt med hinanden. De talte forskellige sprog, boede forskellige steder, læste forskellige aviser, og selv politiet ansatte nu kinesere til kinesiske distrikter og fremdeles. Så meget for multikulturel harmoni.

    Det er ikke mere end nogle få måneder siden prof. Jørgen Nielsen sidst kørte halal-rutinen i en Søndagsorientering. Fra sit multikultur-promoverende institut i Birmingham gør han sig også ekspert i danske forhold. Manden har intet væsentligt skrevet om islam, men kan til gengæld recitere Edward Saids post-koloniale had til den vestlige kultur som ingen andre.

    Indslaget om urolighederne i Australien var fuldstændigt håbløst. Korrespondenten Lars Hedebo Olsen konkluderede efter en solid gang halve sandheder, at man ikke rigtig vidste hvad der var gået galt. Om det var dårlige sociale forhold for indvandrerne, australiernes racisme eller noget lokalt.

    Et af de store problemer med P1 i forhold til islam, er deres valg af moderate muslimer. Lige lovligt havde idag Mona Sheikh (Minhaj ul-Quran), og Enhedslistens Asmaa ‘jeg giver ikke hånd til mænd’ Abdol-Hamid. Som fundamentalister er de i sagens natur uegnede som sandhedsvidner i forhold til herboende muslimers moderathed/radikalitet. Problemet er stort, når selv Sherin Khankan ligestiller ytringsfrihed med hendes egne religiøse følelser (Ahmediya-muslim, sekt som afviser jihad – anerkendes ikke af andre muslimer. DR, Deadline 2. Sektion, 11/12-045)

    Kamal Qureshi og Lassen Jensen kender vi alt for godt. Den første taler om racistiske drab uden at kunne give et eneste eksempel, og den anden mener det er hetz at spørge til muslimske politikers forhold til anti-demokratiske bevægelse – selvom denne går til valg på lige netop dette.

    Mon det er det vellykkede valg i Irak, der gør det nødvendigt at fjerne fokus fra regionen?

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper